Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - thatcherismen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.4.13. (Ugebrev)

Thatcherismen og al anden gammel ideologi er død

Jernladyen, den 87-årige, demente og for længst tilbagetrukne Margaret Thatcher, der var Storbritanniens premierminister fra 1979 til 1990 døde i sidste uge og fik i går statsbegravelse fra Sct. Pauls Kathedral med tilstedeværelse af dronning Elisabeth der adlede hende i 1992. Thatcher blev Storbritanniens første kvindelige statsleder, men feministerne hadede hende (og hun feministerne). Tilnavnet viser at hun ikke lod mændene noget tilbage hvad angår målbevidsthed, handlekraft eller viljestyrke. Hun var barsk som leder - og bedømte nærmest folk på deres barskhed. Statsminister Poul Schlüter regnede hun ikke for noget stort, og hans forsvarminister Hans Engell har fortalt at hun så lige igennem ham når de hilste på hinanden.

Men først og fremmest var Thatcher en ægte konservativ leder, der som brite fik en helt naturlig skepsis mod EU, som hun ikke mente Storbritannien havde brug for; det var derimod EU der havde brug for Storbritannien. Det er faktisk en politisk linje den nuværende premierminister David Cameron følger, når han ønsker genforhandling af briternes EU-aftale. Allerede som undervisningsminister under Edward Heath fik Thatcher øgenavnet 'Milk-Snatcher' (mælketyv), fordi hun afskaffede den gratis skolemælk. Hun var imod for store offentlige ydelser og var for lavere skatter samt markedsøkonomi. Og hun lagde vægt på at forsvare de britiske interesser overalt. Som premierminister viste hun handlekraft, da den argentinske regering i 1982 forsøgte at erobre Falklandsøerne tilbage til Argentina ved at besætte øerne og plante det argentinske flag på dem. Men det blev til en krig i stedet for, og den vandt Thatchers overlegent med landets store krigsflåde, og det sikrede hende genvalg i 1983. I sin anden valgperiode gik hun ud fra sin nyliberalistiske grundholdning hårdt til værks mod de forældede og urentable mineværker. Hun lukkede dem simpelthen, og minearbejderne i National Union of Mineworkers under den nyvalgte leder Arthur Scargill strejkede forgæves et års tid. NUM havde dengang 185.000 medlemmer, i dag har de 2.000. Konflikten kan sammenlignes med typografstrejken i Danmark mod Berlingske Tidende i 1977. Den rettede sig formelt mod nedskæringer, men reelt mod teknologisk modernisering. Minearbejderne har hadet Thatcher lige siden de tabte slaget om moderniseringen. Hun ødelagde vores land, sagde en af dem bittert da hun døde, og det er jo ikke så lidt af en overdrivelse. Scargill selv tilhørte venstreføjen i Labour, men meldte sig siden ud i protest mod Tony Blair's New Labour og oprettede sit eget Socialist Labour Party; det opnåede ved valget i 2010 0,1 % af stemmerne. Men Storbritannien blev moderniseret. Thatcher skilte vandene, nogle siger landet, og er derfor i dag elsket af mange og hadet af mange. Nogle af de sidste har været på barrikaderne en sidste gang i London i går, da Thatchers kiste blev ført gennem byen. Disse hadere vendte demonstrativt ryggen til rustvognen.

Thatcher havde et tæt samarbejde med USA's republikanske præsident Ronald Reagan (1981-89) der førte samme slags økonomisk politik ud fra Milton Friedmans teorier om at det var selve pengemængden der bestemte inflationen og derfor den der skulle styres. Med støtte fra The New Right førte han krig mod velfærdsstaten og gennemførte drastiske besparelse af de sociale udgifter. Men det var samme Reagan der gennemførte aftaler om skrotning af mellemdistancevåben med den nye sovjetiske leder Michail Gorbatjov. Det blev en aftale der i sidste ende førte til den kolde krigs afblæsning. Men det bør i den forbindelse ikke glemmes at det var Reagans og Gorbatjovs udenrigsministre, hhv. George Shultz og Eduard Sjevardnadze, der tilvejebragte selve det gunstige forhandsklima gennem personlig fortrolighed. Margaret Thatcher var aktiv i denne store proces, men typer som Reagan og Thatcher vinder ikke fortrolighed med politiske modstandere. - Det var iøvrige en russisk journalist der allerede i 1976 fandt på at kalde Thatcher 'Jernladyen', efter at hun havde holdt en tale med brug af datidens hårde koldkrigsretorik.



Thatcher fulgte de nyliberalistiske tendenser i tiden i så udpræget grad at hun lagde navn til den britiske udgave af denne markedsorienterede økonomi. Ifølge thatcherismen skal staten støtte individuel virketrang og gode konkurrencevilkår, men ikke blande sig i pris- eller lønaftaler.

Det er derfor ret selvfølgeligt at Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank CEPOS nu ved hendes død understreger at vi i dag har brug for mere Thatcher, mens Politikkens redaktør Bjørn Bredal kalder thatcherismen for minimalstatens, egoismens og ulighedens ødelæggende ideologi. Peter Mogensen fra tænketanken Kraka, der i sin tid var rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen, er dog lidt klogere, når han noterer at sandheden nok er at den gamle diskussion om hvilken vej vore europæiske samfund skal gå ikke længere eksisterer. Den nuværende danske regering under Thorning og Corydon betegner derfor deres markedsorienterede økonomi som "den nødvendige politik", idet de underforstår at der ikke er anden vej.

Peter Mogensen fremhæver at man på Thatchers tid på ideologisk vis diskuterede ting man i dag tager for helt givet, herunder markedsøkonomien (den er der faktisk mange på venstrefløjen der stadig ikke rigtigt kan accepterre - tænk bare på den aktuelle lærerkonflikt). Men typisk for Nyrups gamle rådgiver, så reducerer han hele diskussionen om den såkaldte 'tredje vej' til en sag om at give Labour alibi for at acceptere markedet som midlet til at gøre kagen større for alle. Og han fremhæver naturligvis at Nyrupregeringen i 1993 kom til på en pragmatisk politik der både var pro den offentlige sektor og pro markedet. Thatcher, Reagan og Schlüter var blevet for skingre! Det totale sammenbrud i den ideologiske debat indtraf som følge af to bevægelser: de røde blev mere blå, og de blå blev mere røde.

Så forenklet ser Mogensen på sagen. Men hvad skete der da med Anders Foghs systemskifte i 2001. Jo, ifølge Mogensen så var der tale om det mest groteske politiske hamskifte der endnu er set. For hulemanden blev til julemand, så den offentlige sektor eksploderede og der blev råd til både velfærd og skattelettelser! Og herefter er det blevet umuligt at se hvorfra en mere grundlæggende politisk diskussion om den overordnede samfundsudvikling skal komme. Han eget bud er dog at vi skal vende tilbage til gammel socialdemokratisk politik med at gøre kagen større - og ideologisk fokusere på hvordan kagen skal deles. I stedet for som Thorning og Carydon at føre nødvendighedens idéfattige, teknokratiske politik der låser tingene fast, herunder den høje arbejdsløshed og sociale ulighed.



Uden på nogen måde at forsvare VK-regeringernes manglende evne til at forhindre de offentlige udgifters stigning, så vil undertegnede dog pege på, at den tredje vej har langt større dybde end hvad der ligger i at acceptere markedets mekanismer. For både Tony Blair i Storbritannien og Anders Fogh i Danmark gjaldt at den tredje vej var et definitivt opgør med gammeldags, marxistisk klassekamp, ja, mere præcist med dogmet om at modsætningen mellem socialismen og liberalismen nødvendigvis er en enten-eller-kamp mellem to ismer der kun kan føres effektivt igennem med klassekamp. Sagen er at klassekampen er passé fordi de gamle klasser - adel, borger, bønder og arbejdere - ikke længere eksisterer som afgrænsede klasser der slås om privilegier, almene rettigheder og den politiske førertrøje, men tværtimod stort set er gået op i en stadig bredere middelklasse, der nok er omgivet af en overklasse på den ene side og en underklasse på den anden sige - og iøvrigt er meget uensartet - men er den selvfølgelige, brede og centrale befolkningsgruppe på midten der både ønsker økonomisk fremgang på markedets betingelse og en fundamental tryghed, omsorg og uddannelse som kun en offentlig sektor af passende størrelse kan garantere.

Det er fuldstændigt rigtigt at den blotte nødvendighedens politik er idéfattig og tenderer mod at låse uheldige strukturer fast, så der ikke kommer gang i ny vækst, men ret forstået så er den tredje vej modsvarende en dynamisk og progressiv vej, fordi den netop ikke låser tingene fast, men bevarer modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet som en principiel modsætning der umuligt kan bringes i balance eller syntese. Disse grundideer må stå som hver for sig berettigede og værdifulde principper som skal bevare dynamikken i samfundsudviklingen netop ved ikke at kunne bringes til ophør eller stilstand og ikke at kunne monopoliseres af enkelte partier. Modsætningen er komplementær i den bohrske forstand af ordet: Den kan ikke opløses, men man kan praktisk og pragmatisk komme uden om dens tænkemæssige og ideologiske forhekselse af den sunde fornuft ved at betragte begge som nødvendige.

Ulykken er at hverken Tony Blair i Labour eller Anders Fogh i Venstre forstod det fjerneste af denne komplementaritet, men bare så den tredje vej som deres genvej til magten gennem målrettet appel til midtervælgerne. Labour har helt skrottet den tredje vej, mens Venstre under Lars Løkke bare er lalleglade liberale velfærdsdanskere uden dybere tankevirksomhed. De gamle ideologier er døde, men politik er skam ikke endt som uhelbredelig teknokratisk ledelse og ender aldrig dér. Thatcherismen er lige så død som gammelkommunismen og gammelsocialdemokratismen. Politik drejer sig imidlertid slet ikke om at gøre kagen større og fokusere på fordelingen, men om at få hævet den politiske kamp op på et niveau hvor frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet får lov at føre en dynamisk konkurrence som konstruktive, ikke-ødelæggende komplementære principper der i modsætning til destruktiv klassekamp kan sikre ikke alene økonomisk og teknologisk fremskridt, men også moral, kultur, klimahensyn, solidaritet, medmenneskelighed, demokratisering, sekularisering og sammenhæng.

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:

Links:

Engelske premierminister
Foreign and Commonwealth Office

BBC News
The Economist
The Guardian
The Independent
The Observer
The Times



Relevante artikler på Jernesalt:

Cameron rejser afgørende EU-debat   (26.1.13.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
Labour forlader den tredje vej  (27.09.10.)
Storbritanniens nye redningspakke Cameron/Clegg  (14.5.10.)



EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget  (26.11.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)
EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)
Løjerligt Europamanifest fra broget intellektuelt hold  (11.5.12.)
EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)



Lars Løkke lukrerer på regeringens svaghed, men afklarer ikke Venstres vej  (19.11.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Lars Løkke gik i mediefælden og skabte mistanke  (6.12.11.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Hjemvendt statsminister skaffer ro i regeringen  (26.11.08.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet
  (17.11.08.)
Fogh som iscenesætter  (11.8.08.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)

Thorning bekender kulør med borgerlig politik  (1.3.13.)
Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format  (6.1.13.)
Regeringens åbne sår  (5.10.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



Artikler om Eu og Europa
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal