utils prefix normal JERNESALT - terrortidjuli05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.7.05.


Terroren og dens mangel på fornuft breder sig -
Kampen mod den kræver tålmodig tro på sekularisering

Lørdag den 23.7. ramte den hensynsløse terror også et arabisk land, nemlig Egypten, der under såvel den i 1981 myrdede præsident Sadat som efterfølgeren Mubarak har vist vilje til at samarbejde med de vestlige land, men ikke formået at udvikle demokrati eller løse de stigende sociale problemer. Terroren ramte med fuldt overlæg et af landets mest populære feriecentre, badebyen Sharm el-Sheikh ved Det røde Hav, og den kostede mindst 88 mennesker livet. Datoen var ikke tilfældig, for netop den 23.7. var årsdagen for oberst Nassers kup mod kong Faruk i 1952 og dermed for hans drøm om at realisere et frit og uafhængigt Egypten og et panarabisk samarbejde.

En af konklusionerne af den nye terroraktion, som fandt sted dagen efter en ny, men heldigvis mislykket bombeserie i London, er altså at det ikke blot er frie, demokratiske og ikke-muslimske samfund der er sårbare for den moderne terror på grund af deres åbenhed, men også muslimske diktaturer. Her ligger den største sårbarhed åbenlyst i den store turisme, der som i Egyptens tilfælde på en og samme gang kan være en forudsætning for et lands økonomi og umuliggøre en sikkerhedskontrol af den art man kender i det langt mere lukkede Saudi-Arabien.

En anden konklusion er at det bekræftes at eventuel tilknytning til Al-Qaeda-bevægelsen er meget løs. Det ser ud til at selve synkroniseringen af flere selvmordsbomber er inspireret fra den kant, mens planlægning og udførelse iøvrigt er decentral. Terroristerne tilhører små lokale celler, arbejder skjult bag eller mellem ganske almindelige mennesker og kan slå til når som helst og hvor som helst i verden de lever.

Det bekræftes endeligt også at terroristernes had til Vesten og vestlige værdier som frihed, kvindefrigørelse, demokrati og sekularising er ubegrænset, og at de lider af den katastrofale og svært helbredelige psykiske fejlfunktion, at de kun kender ren destruktivitet som reaktion på den frustration at de ikke kan få deres vilje. De har ingen fornuftige og konstruktive formål med deres aktioner. De har ingen langsigtede politiske planer det er værd at kæmpe for med anstændige metoder. De har alene nogle utopiske forestillinger om at udviklingen hen mod demokratisering og sekularisering skulle kunne bremses, således at den religiøse islamiske stat kan oprettes og den ældgamle islamiske opfattelse af lov og ret samt ære og skam opretholdes.

Det er rigtigt - som bl.a. Herbert Pundik har påpeget - at de islamistiske terrorister ikke er hverken perverse, psykopatiske eller kriminelle i almindelig forstand. Men denne konstatering er overfladisk og hjælper ikke til nogen dybere forståelse af fænomenet, for sandheden er, at det ikke er hverken normalt, fornuftigt eller hensigtsmæssigt for et menneske at vælge destruktiviteten og hadet fremfor konstruktiviteten, samarbejdet, forsoningen og kærligheden (for nu at medtage et stort ord der synes langt fra problematikken). Had og destruktivitet er tværtimod helt basalt i strid med enhver bestræbelse for at opfylde etikkens krav om indre konsistens. For man hader ikke andre og lever ikke sit had ud i destruktivitet - uden at hade sig selv og være destruktiv mod sig selv. Man lever tværtimod på den dybeste tænkelige livsløgn.



Det er ganske bemærkelsesværdigt at mange mennesker, herunder venner og bekendte til de implicerede, har givet udtryk for deres store undren over at selvmordsterroristerne bag bomberne i London den 7.7. tilsyneladende var ganske almindelige mennesker fra et fredeligt og godt lille kvarter som Beeston i den nordengelske by Leeds. De unge terrorister var ifølge udsagnene sjove og selvironiske, ikke særligt religiøse eller politisk interesserede. Og de kom fra respekterede og moderate muslimske familier. Det lyder næsten som når man hører venner og bekendte til ulykkelige mennesker der pludseligt begår fx jalousidrab. Og jalousi er dog ellers noget de fleste forstår, men åbenbart ikke dens voldsomme karakter når det drejer sig om ødipuskomplekset.

For terroristernes vedkommende er der ikke tale om udslag af pludselig og ukontrollabel affekt, men tværtimod om gustent overlæg og nøje planlægning. Den psykologiske forudsætning er altså af helt anden art. For London-bombemændenes vedkommende ved man at de har haft gang hos en boghandler i Leeds, der systematisk har optændt de unge mænds vrede og had til at udføre de destruktive handlinger som en slags hellig pligt mod islam og med paradiset og dets beredvillige jomfruer som belønning for martyrdøden. Og man ved at tilsvarende indoktrinering af religiøs pligt og utopiske forestillinger finder sted på koranskoler i Pakistan.

Mange muslimer og vestlige kendere af islam understreger gang på gang at der ikke er belæg i Koranen for terror, men det er og bliver et spørgsmål om fortolkning, og den sandhed vi i den vestlige verden må forholde os til er at Koranen desværre af visse religiøse lærere fortolkes på en sådan måde, at hellig krig mod vantro mennesker i visse tilfælde kan indbefatte terror mod ikke-muslimer. Islam må under ingen omstændigheder betragtes som identisk med islamisme og islamistisk terrorisme, men den kan vitterligt fortolkes i denne uheldige retning.

Samtidigt sker der naturligvis også hos mange muslimer en decideret logisk kortslutning, som når en muslim i Leeds giver udtryk for den tankegang, at når ikke-muslimer dræber muslimer, så må muslimer også have ret til at dræbe ikke-muslimer. En sådan tankegang er jo en blanco-check for retten til at dræbe ikke-muslimer. Det afgørende for en vurdering må begribeligvis altid være hvorfor man dræber. Dræber man af hævn, dræber man for at udrydde en etnisk eller religiøse gruppe, dræber man som led i korstog eller hellig krig for at vinde uindskrænket magt over modstanderen - eller hvad?

Der kan i konfrontationen mellem den vestlige verden og den islamiske verden sagtens påpeges store fejl på begge sider gennem historien - og der kan også i den nuværende konflikt i Mellemøsten peges på alvorlige fejl - således som det også på disse sider er sket med hensyn til den amerikanske krigsførelse. Men formålet med den internationale indblanding i Afghanistan og Irak har ikke været at udrydde muslimer eller muslimsk kultur og religion, men at bekæmpe den internationale terrorisme og dens økonomiske, ideologiske og træningsmæssige bagmænd. Det overordnede mål er konstruktivt, selvom nogle af metoderne er og må være af militær art og derfor uundgåeligt medfører utilsigtede og uønskede følger ved siden af de tilsigtede og ønskede.

Terrorismens mål er derimod destruktivt, fordi den tilsigtet spreder død og ødelæggelse på alle mulige tilfældige steder og tilsigtet rammer uskyldige mennesker. Dens overordnede formål er ikke at skabe politiske systemer der kan rumme forskellige holdninger til tingene og løsrive religionen fra fundamentalismens uhyrligheder. Terrorismens formål er tværtimod at forhindre udvikling henimod demokrati og sekularisering.



Vi kommer derfor under ingen omstændigheder uden om sekulariseringens rolle i spillet. For det der for alvor skiller den islamiske religion og kultur fra den vestlige er ikke religionerne i sig selv, men fortolkningen af dem eller rettere en moderne fortolkning af dem. Islam udelukker ikke modernisering eller demokratisering, men desværre er hovedstrømningen i islam ikke demokratisk, pluralistisk og sekularistisk, men fundamentalistisk.

Som gang på gang fastslået på disse sider forudsætter fuldt og ægte demokrati sekularisering. Det vil sige en adskillelse mellem statsmagt og religiøs magt, men ikke dermed - som mange desværre ofte tror - en total adskillelse mellem religion og politik. Religion er nemlig i dybeste forstand en helhedsopfattelse af eksistensen som ikke tillader at det religiøse sættes uden for alt andet kultur- og samfundsliv som en privatsag til brug for særligt interesserede, men tværtimod nødvendiggør at alt uden undtagelse ses i et større eksistentielt evighedsperspektiv. Men netop fordi pespektivet er evigt falder det ikke sammen med det politiske og særdeles magtmæssige og timelige perspektiv. Religion har ideelt set med ånd at gøre, mens politik har med jordnær og konkret magt at gøre.

Vanskeligheden ved at skelne mellem det evige eller åndelige perspektiv og det timelige eller magtmæssige perspektiv er meget stor. Det tog menneskeheden årtusinder at nå til en forståelse for forskellen og dens store kulturelle og samfundsmæssige betydning, og det volder den dag i dag mange enkeltmennesker problemer at skelne. Den psykologiske forklaring er ligetil, for der er tale om at åndsdimensionen er den oprindelige i ethvert menneske i kraft af selve de psykiske grundprocessers funktion, mens den timelige og rationelle funktion først kommer til efterfølgende. Ophævelsen af alle de skel som de sekundære grundprocesser medfører står fortsat som drømmen om fuldstændig enhed. Alle utopier - af religiøs eller ideologisk art - er en drøm om enhed i verden og i psyken, en regression til de psykiske primærprocessers virke.

Sekulariseringen er følgelig en voldsom omvæltning i såvel menneskehedens som individets udvikling. Og desværre falder mange for fristelsen til at tro at den består i at skippe det åndelige og irrationelle til fordel for det timelige og rationelle. Men dermed udelukkes alle eksistentielle værdier fra tilværelsen - og det er just det der i ikke-sekulariserede muslimers øjne forekommer problematisk ved den vestlige verden. Den sekulære vestlige verden forekommer dekadent, dvs uden værdier, uden moral og uden religion. Men den er det langt fra. Den er derimod frigjort fra ydre autoriteter i form af ukrænkelige hellige bøgers bogstav. I stedet er opbygget en indre autoritet omkring kravet om indre etisk konsistens, og her kan i fuldt omfang trækkes på hele den kulturelle og religiøse arv.

Det er derfor ikke mere end en halv sandhed, når Herbert Pundik i sin iøvrigt udmærkede kommentar i Politiken 18.7. postulerer, at den vestlige pluralisme - i modsætning til den muslimske antivestlige radikalisme "ikke har været i stand til at give et troværdigt svar på den muslimske verdens frustration", for det har den i allerhøjeste grad. Men muslimerne har forfærdeligt svært ved at erkende det, for dels støder det deres stolthed at erkende at den fremmede kultur har fortrin for deres egen, dels må den nødvendige erkendelse gå gennem en forståelse for de psykiske mekanismer og dermed en forståelse for at de afgørende eksistensværdier ikke står skrevet i bøger af nogen art.



Selv om det er stort problem at muslimer i de vestlige lande har svært ved at tilpasse sig, og følgelig lukker sig om deres egne religiøse lærere og derfor isolerer sig - og af samme grund ofte føler sig holdt udenfor - så sker der trods alt en stille og gradvis ændring af mange muslimers holdninger, ikke mindst blandt pigerne. Der er derfor håb om at kløften mellem muslimer og ikke-muslimer i de vestlige lande ad åre vil mindskes.

Det betyder naturligvis ikke at der ikke skal gøres meget mere for integrationen end der allerede gøres. Og langt mindre at det skal forties at ordentlig integration indebærer sekularisering.

Det betyder heller ikke at vi skal være naive og tro at alle muslimer ønsker integration. De seneste terrortilfælde har netop vist, at mange muslimer kun er tilpassede på overfladen. Reelt føler de sig i modsætning til de vestlige værdier. De modarbejder såvel sekularisering som demokratisering. Og de modarbejder integration



Værre er det imidlertid for det internationale perspektiv, at mange muslimer i de muslimske lande kæmper imod enhver form for sekularisering og demokratisering. De modarbejder også dialog. Ja, mange religiøse ledere i disse lande inspirerer direkte til had og terror mod Vesten.

Dette er der ingen enkel løsning på. Kampen mod den internationale terrorisme må naturligvis fortsætte med endnu større energi og effektivitet. Men det er kampen for demokratisering i de muslimske lande der bliver afgørende for om der sker en egentlig vending i udviklingen. Her må der uendelig tålmodighed til fra alle demokraters side. Men troen på de vestlige værdier og sekulariseringen må også styrkes. Vesterlændingene skal ikke af misforstået tro på alle kulturers og religioners ligeberettigelse forledes til at opgive den vestlige kulturs store fortrin i selve sekulariseringens princip. Den vestlige kultur - og kristendommen - har fortsat enormt potentiale til fornyelse.



Henvisninger:

London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)

Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)

Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)

Terrortid  ( om nyeste terrorudvikling i Rusland og Irak - 4.9.04.)

Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?

Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten - 30.4.03.)

Terror på Bali og i Moskva  (oktober 2002)

Islam - en trussel?
Artikel om den vigtige forskel mellem islam og islamismen
og om truslen fra den politiske islam.

11. september 2001



De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.

Kan moral begrundes?
(kravet om indre konsistens)

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Kristendommen passť?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal