Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrornorgeuskyld

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.7.11.


Har Norge mistet sin uskyld med terrorangrebet?

Forskellige udsagn om sagen
Individuelt uskyldstab
Nationale tab af uskyld
Norges tab af uskyld
Den nødvendige bevidstgørelse
Henvisninger



Forskellige udsagn om sagen    
Til toppen  Næste

Idyllen om Norge som uskyldsland er knust, lød det den 27.7. fra det norske Aftenpostens Berlin-korrespondent, Ingrid Brekke. Og det turde i en nøddeskal være sandheden om Norge efter Anders Breiviks ugerninger den lange fredag den 22. juli.

Tilsvarende gør forfatteren Erik Fosnes Hansen gældende i Politiken 29.7., at "Nu er vi rystet ud af vores tornerosesøvn. Vores samfund har mødt en alvor og en krise, som vores generationer ikke hidtil er blevet udsat for. På samme måde som 9. april 1940 blev den skelsættende dag for mine forældres generation, er 22. juli 2011 blevet det for os."

Forfatteren Lars Saabye Christensen, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2002, mener også at 22.7.11. vil være en dato og hændelse det er umuligt at komme udenom. "Der er noget som er gået i stykker. En del af vores selvbillede, en del af den norske idyl, en del af det sorgløse. Og jeg tror ikke, det kan repareres helt. Det må erstattes af noget andet." Breiviks veltilrettelagte, morbide og gennemtænkte plan er ikke noget man kan slå politisk eller ideologisk mønt af. En sådan ugerning kaster mørke af sig, og "det mørke må vi forholde os til".

Forfatteren Anne B. Ragde påpeger også, at "ransagelsen i den norske selvforståelse allerede er i gang". Og direkte møntet på Breiviks forsvarsadvokat understreger Ragde, at "vi ikke uden videre kan erklære Breivik sindssyg, bare fordi han er etnisk norsk.... Det kan være en falsk forklaring man tyr til for at forstå det. Men man kan ikke gå og være sindssyg og psykotisk i ni år, som det har taget ham at planlægge det her. "Man er nødt til at turde indse at han ikke er sindssyg, han er ond".



Flere citater af lignende art kunne bringes, men en enkelt forsøger dog at gå i en helt anden retning, nemlig antropologen Sindre Bangstad der i et større essay til Politiken 26.7. stempler metaforen om at Norge mistede sin uskyld den 22.7. som et udtryk for en særdeles selektiv forståelse af virkeligheden. For set fra de tre procent af Norges befolkning der er muslimer så mistede Norge sin uskyld allerede under valgkampen i 1987, nemlig da Fremskrittspartiets leder, Carl Hagen, brugte et forfalsket brev til at underbygge en påstand om at Norge som følge af de muslimske kvinders høje fødselstal ad åre ville blive et muslimsk land. Hagen måtte ganske vist for at undgå en retssag punge ud med hundredtusindvis af kroner mod den muslim hvis navn han misbrugte. Men mønsteret var etableret, hævder Bangstad: "De mange vælgere der flokkedes om Fremskrittspartiet lod sig på ingen måde afskrække af politiske løgne der ikker ramte dem selv".

Bangstad er ubetinget tilhænger af såvel Arbejderpartiet som det multikulturelle samfund, som begge var Anders Breiviks terrormål, men han er ikke i tvivl om en generel islamofobi i sit land: "Norske meningsmålinger viser [trods alt] at et overvældende flertal af de adspurgte fra et repræsentativt udvalg af landets befolkning ikke ønsker mere indvandring til Norge overhovedet, og at næsten halvdelen af de adspurgte ikke har nogen betænkeligheder ved at forbyde muslimer at bære hijab på offentlige steder i den ligestillede statsfeminismes navn."

Eller som Aftenpostens debatansvarlige Mina Hauge Nærland skriver den 28.7.: Indvandringsfrygten vil ikke forsvinde på grund af terrorangrebet. Aftenpostens kultur-og debatredaktør Knud Olav Åmås kan da også røbe at han hver måned læser flere tusind debatindlæg til avisens papirudgave, som, hvad enten man kan lide det eller ej, viser at Anders Breiviks ideologiske standpunkter er "genkendelige og ikke ekstremt sjældne".



Anders Breiviks ufatteligt onde ugerninger er ikke foretaget af en sindssyg person, men de er heller ikke udsprunget af et internationalt netværks opfindsomhed. De var efter alt at dømme en enkelt mands isolerede og komplet urealistiske forsøg på at ramme det norske demokrati og Arbejderparti på den allermest grusomme og spektakulære måde. Psykiatrisk set ligger der muligvis et regulært faderopgør og dermed et Ødipuskompleks bagved, men det centrale i vurderingen er, at gerningsmanden i forvejen havde valgt at sætte sig uden for samfundet og den normale samfundsudvikling. Han havde realitetssans nok til at handle koldblodigt og operativt fornuftigt, men hans samfundsbillede var og er fiktivt, virtuelt eller verdensfjernt.

Når mandens ugerninger alligevel vil sætte skel - uanset den forestående og langvarige retssags udfald - ligger det i antallet af dræbte og sårede, de store materielle skader og selve målrettetheden mod Arbejderpartiet, indvandrerpolitikken, multikulturalismen og demokratiet. Der er vitterligt tale om en massakre og en bombeterror som ikke blot har medført den største sorg og de største traumer hos de mange direkte berørte personer, men også et fundamentalt angreb på nordmændenes nationale selvforståelse: uskylden er tabt på en så dybdegående måde, at det ikke kan bortforklares eller forties, men tåler sammenligning med 9. april 1940.

Det må i denne sammenhæng betegnes som pjat at nævne Carl Hagens svinestreg fra 1987, for den viste hvilke dumme og beskidte metoder der kunne tages i brug i debatten når den var værst, men den rokkede ikke det fjerneste ved nordmændenes almindelige selvforståelse - og Bangstad synes da også ene om at trække den frem som mønsterskabende. Tab af uskyld er noget helt andet end tab af specifikke illusioner om debatformen og -tonen. Og dette gælder både individuelt og nationalt.



Individuelt uskyldstab    
Til toppen  Næste

Individuelt finder det skelsættende uskyldstab som bekendt sted i puberteten, når både piger og drenge på grund af den hormonalt betingede kønsmodning bliver bevidste om det andet køns store tiltrækning og samtidigt mister alle illusioner om deres ophavs overmenneskelighed og fuldkommenhed. 'Syndefaldet' kalder man begivenheden i mytologierne, og dette udtryk peger netop på at der ikke blot er tale om at pigerne mister deres uskyld i betydningen jomfruelighed (hvad der ulykkeligvis stadig anses for det afgørende punkt blandt muslimer), men at begge køn - på lidt forskelligt tidspunkt for det enkelte individ - bliver bevidste om såvel deres kønskarakter som deres nyvundne valgmuligheder i forhold til autoriteterne.

Selvom ordet 'synd' forlængst er blevet sprogligt devalueret til at betegne noget i gængs forstand 'umoralsk', dvs i strid med gældende, tidsbestemt norm, så er syndefaldet fortsat den rette betegnelse for det der egentligt sker, nemlig det syndefaldsmyten understreger billedligt stærkt og rammende, at mennesket spiste af kundskabens træ, hvilket på moderne dansk vil sige blev bevidst om sin eksistentielle situation. Det var nu i stand til at se forskel på godt og ondt, hvilket igen vil sige at det fra nu af fik valgmuligheder der betød at det blev ansvarligt for sit eget liv og ikke længere kunne leve i den gamle trygge forvisning om at andre (forældre, bedsteforældre, søskende, lærere og andre) tog sig af det, men tværtimod i stigende omfang fik pålagt opgaver, arbejde og pligter og til sidst måtte stå på egne ben.

Med syndefaldet kom forældreopgør og ungdomsoprør ind i historien for aldrig at forlade den igen. Hvert individ og hver generation må prøve at finde ud af hvor grænserne går for udfoldelse, eksperimenter og selvstændighed. Med syndefaldet kommer altså også det onde ind i historien på en sådan måde at det ikke er muligt længere at beskytte børn imod det. Det er netop i kraft af evnen til at se forskel på godt og ondt og evnen til at vælge mellem godt og ondt at mennesket adskiller sig fundamentalt fra dyrene. Tilværelsen kan ikke længere bygges alene på instinktiv adfærd. Der må overvejelser ind i billedet. Ansvarligheden er blevet en biologisk kendsgerning. Etikken er kommet ind i historien. Og dermed er kulturen begyndt.

Men dermed er også uskylden gået fløjten. Barndommens ansvarsfrihed er afløst af ungdommens realitetsprøvelse og vil i de fleste tilfælde ende med voksenlivets ansvarlighed. I gamle dage var overgangen fra barndommen til voksenlivet en brat affære. I dag er den langstrakt, fordi de unge som hovedregel er nødt til at gå igennem et længere og længere uddannelsesforløb. At ville undslippe uddannelseskrav og beskæftigelseskrav er tegn på ikke at ville slippe barndommens trygge formynderi. Men det kan blive skæbnesvanger at klamre sig for længe til barndommen.

Puberteten som sådan er et engangsfænomen for hvert enkelt individ, som normalt ender med at barnet/den unge bliver et voksent, selvstændigt og ansvarligt menneske der ikke kan vende tilbage til det tabte paradis, men til gengæld kan finde sin 'melodi' eller sin 'mening med livet' igen - og så at sige skabe sine egne, mere temporære paradiser. Dog kan der opstå kriser, fx ved ulykker, nederlag, sygdom, dødsfald bland de nærmeste, som betyder nye tab og kan nødvendiggøre ny bevidsthed, men igen kan mennesket ofte rejse sig på et nyt niveau. Det er her relevant at bruge begrebet tragedie, som ikke blot kan reduceres til noget sørgeligt, men til selve det at lide tab eller nederlag som fører til noget nyt.



Nationale tab af uskyld    
Til toppen  Næste

Nationalt kan man også tale om tab af uskyld, blot afhænger det her ikke af hormoner, men af særligt vigtige historiske begivenheder. Ja, i en vis forstand kan man kalde selve dannelsen af en nationalstat for et uskyldstab. Nationalstaten er jo et relativt nyt historisk fænomen der ikke går meget længere tilbage end slutningen af 1700-tallet, nærmere betegnet til revolutionerne i USA og Frankrig i 1783 og 1789 der førte til etableringen af henholdsvis den amerikanske og den franske republik. I begge tilfælde gjorde man sig fri af det hidtidige overformynderi, henholdsvis fra kolonimagtens og enevoldsmagtens side, og påtog sig altså ansvaret for egen skæbne.

Men netop denne selvbestemmelse kan føre videre til nye modsætninger eller konflikter, uadtil som indadtil, og dermed til nye kriser der medfører uskyldstab og nødvendiggør ny bevidsthed og nye samfundsformer. Modsætningerne kan være af social, etnisk, religiøs eller ideologisk art, og konflikterne kan skyldes magtkamp, kamp om ressourcer, økonomiske interesser, befolkningsudvikling, klimaproblemer m.m. Resultatet kan blive borgerkrige, revolutioner, regionalkrige eller i nyere tid deciderede verdenskrige, men heldigvis også fremskridt og nydannelser.

Uskyldstabet indebærer tab af troen på gamle værdiers beståen, og kan i så henseende blive af katastrofalt omfang, som det skete for taberne af de to verdenskrige i 1900-tallet. Men igen må konstateres en utrolig evne til at overleve og genrejse sig, selv under de hårdeste betingelser. Efter 2. verdenskrig var det utroligt hvor hurtigt Tyskland og Japan formåede at komme på fode igen. Omvendt gjaldt at de allieredes aftaler om deling af Europa kom til at betyde at de østeuropæiske nationer blev prisgivet Sovjetunionens diktatur i omkring 45 år.



For de enkelte nationer kan det eksempelvis nævnes at Polen, der opnåede selvstændighed ved Versaillestraktaten i 1919 og blev tromlet ned af Nazityskland i 1939, først blev endeligt frit i 1989 - og grundliggende har fået hele sin historie præget af vold og undertrykkelse. På fredelig vis fik det et nyt uskyldstab ved optagelsen i Den europæiske Union i 2004, der førte til dannelsen af en reaktionær, anti-europæisk regering i en hel valgperiode. De indre modsætninger er fortsat meget store.

Tysklands store uskyldstab var først og fremmest nederlaget i 1. verdenskrig i 1918, Hitlers magtovertagelse i 1933, det totale nederlag i 2. verdenskrig 1945 med efterfølgende deling, Berlin-blokaden i 1948 og Berlin-muren i 1961, men også det blodige studenteroprør i 1967 og den endnu blodigere terrortrussel fra Rote Armé-Fraktionen fra 1970. Alle disse begivenheder bidrog til splittelse af befolkningen og opfattelsen af demokratiet som det tog år at hele. Til gengæld gik økonomien godt. Vesttyskland blev under Adenauer og Ludwig Erhard et økonomisk lokomotiv for hele Vesteuropas økonomiske genrejsning - og blev også en selvfølgelig hovedkraft for opbygningen af Det europæiske Fællesskab.

Frankrig var taber af krigen mod Bismarcks Tyskland i 1871, men fik en ulyksalig hævn i 1918. Det blev dybt splittet af den nazistiske invasion i 1939, men opnåede dog status som allieret stormagt i 1945. Såvel krigen mod den algierske Frihedsbevægelse 1954-62 som studenteroprøret i 1961 gav store tab af uskyld, fordi landet blev splittet og svækket. Frankrig er fortsat militært og økonomisk en stormagt, men har fået store problemer med den stigende indvandring af muslimsk arbejdskraft og flygtninge fra Nordafrika. Ghettoiseringen er næppe så fremherskende andre steder.



Danmarks første nationale uskyldstab kom med afskaffelsen af enevælden i 1849 - året efter sejren over Tyskland. Bevidsthedshøjnelsen forhindrede ikke en katastrofal krig med Bismarck i 1864, der førte til tabet af Holsten, Slesvig og Sønderjylland - og siden til frygt og manglende modstandsvilje mod Tyskland, helt op til 2. verdenskrig. Parlamentarisk set blev 'Systemskiftet' i 1901 af største betydning, fordi det knæsatte det parlamentatiske princip. Påskeskrisen i 1910 må også nævnes, fordi kongemagten blev indiskutabelt begrænset. Den grundlovsstridige ophævelse af Danmarks kommunistiske Parti i 1941 var godt nok et tysk forlangende, men blev en skamplet på dansk demokrati. Men ellers blev det opgøret med Scavenius-regeringen i 1943, Folkestrejken i 1944 og Frihedsrådets indtræden i en ny regering i 1945 der blev afgørende for anerkendelsen af Danmark som allieret med stormagterne.

I 1949 gik Danmark med i Nato som et klart brud på den hidtidige neutralitet. Siden stemte befolkningen i 1972 for Danmarks optagelse i EF (EU), og selvom dette stadig har splittet vælgerne og givet usikkerhed om folkeafstemninger og 'forbehold', så betyder dette 'uskyldstab' en fortsat vigtig debat og bevidstgørelse. Og det samme gælder Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003, der modsat Libyensprojektet i 2011 ikke var sanktioneret af FN's sikkerhedsråd, og samtidigt af mange blev opfattet som byggende på en løgn om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Som gentaget utallige gange på Jernesalt var der aldeles ikke tale om en løgn, men en solid viden om at den irakiske diktator havde brugt sit uhyggelige kemiske våben og til hver en tid kunne fremstille det igen. Jf. artiklen Irakkrigen ubegrundet?. Hele spørgsmålet om tilstedeværelsen af lagre i Irak var simpelthen tåbelig. Men de gensidige beskyldninger om løgne viser ganske godt hvor lavt debatniveauet og oplysningsniveauet kan blive, når idealer bliver anfægtet.

Den stigende indvandring af muslimer har betydet en splittelse langt ind i de etablerede partier, ikke mindst i Socialdemokratiet. Problemet nok har givet debat, endda skarp og ophidset og til tider hadefuld debat, men debatten har ikke ført til et egentligt løft i bevidsthedsniveauet. Lavpunktet har været statsminister Poul Nyrup Rasmussens stempling i 1998 af Dansk Folkeparti som ikke-stuerent på trods af dette partis udvikling mod fuldt parlamentarisk ansvarlighed. Og derfor kom det nye systemskifte i 2001 med VK-regeringen ikke som den store overraskelse. Det blev indgangen til en mere fokuseret værdikamp, en mere aktiv udenrigspolitik og til forsøget på at gå 'den tredje vej', men sidstnævnte punkt blev blot aldrig af statsminister Anders Fogh Rasmussen eller efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen fortolket bevidst og inspirerende som den komplementære midtervej mellem liberalismen og socialismen. Uskyldstabet blev en realitet - og blev kraftigt forstærket med Muhammedkrisen i 2005 - men bevidsthedshøjnelsen udeblev. Folkeoplysningen halter langt bag efter udfordringerne, og det giver skarpere debat uden dybere erkendelse, mening og fornuft.



Norges tab af uskyld    
Til toppen  Næste

Norge har nu fået et uskyldstab der tåler sammenligning med amerikanernes den 9. september 2001, selvom den forårsagende terror var udført af en enkelt person og ikke af lederen af den dengang stærke al-Quada-bevægelse. Men selve den nationale rystelse var lige så stærk, fordi ugerningen kom totalt bag på regering og befolkning. Fosnes Hansen har ret i at den bedst kan sammenlignes med tyskernes overraskelsesangreb den 9. april 1940.

Modsat Danmark var Norge i 1940 forberedt på og i stand til at forsvare sig, men måtte give op trods britisk undsætning. Det førte til en forræderisk Quisling-regering, idet ingen nordmand med agtelse for sig selv ville påtage sig opgaven at danne en marionetregering. Efter krigen gjorde man kort proces med såvel Quisling som den gamle, ellers højtanskrevne, men nazisympatiserende forfatter Knut Hamsun. Ham forsøgte man også at feje til side som sindssyg. Det er yderst ubehageligt at acceptere at et normalt menneske kan have en totalt afvigende opfattelse om sit eget lands fremtid.

Norge blev et selvfølgeligt medlem af Nato i 1949, men stemte til gengæld imod den optagelse i EU som statsminister Bratteli havde forhandlet på plads samtidig med at Jens Otto Krag sikrede den danske optagelse. Norge står stadig uden for et egentligt medlemsskab - og er i realiteten fortsat præget af modsætningen mellem by og bygd, dvs mellem den mere åbne storbycivilisation og den mere lukkede bygdementalitet.



Uskyldstabet som sådant går for Norges vedkommende helt tilbage til 1814, hvor Europas frieste forfatning blev vedtaget på Eidsvoll, men hvor stormagterne påtvang landet en personalunion med Sverige der kom til at vare til 1905. Modsætningerne blev skærpet både i forhold til svenskerne og indbyrdes mellem klassepartierne, men det hører med til historien at parlamentarismen blev knæsat i Norge allerede i 1884. Omkring århundredskiftet blev kampen for en opløsning af den snærende union med Sverige skærpet. Den svenske konge nedlage veto mod en opløsning, men det førte til den norske regerings afgang og Stortingets udskrivelse af en folkeafstemning, der igen førte til vedtagelse af unionsopløsningen. En efterfølgende folkeafstemning gav stort flertal for et kongedømme. Så alt i alt var der gang på gang tale om uskyldstab der medførte bevidsthedshøjnelse af største betydning.

Under 1. verdenskrig indførtes forbud mod salg af brændevin og hedvin, hvad der naturligvis kun førte til øget hjemmebrænderi. Forbudet blev gjort permanent i 1919, men dog ophævet i 1927. Det siger imidlertid ikke så lidt om den moralistiske indstilling i Norge, som i vid udstrækning har holdt sig til den dag i dag.

Mellemkrigsårene blev iøvrigt præget af den almindelige lavkonjunktur i Europa som Det Store Krak i New York i 1929 satte igang. Arbejdsløsheden nåede i 1933 op over 33 %. Regeringskiftene blev hyppige, og en ren arbejderregering under Johan Nygårdsvold blev først dannet i 1935. Efter krigen var Einar Gerhardsen i mange år den store og ubestridte leder af Arbejderpartiet. Senere gjorde Gro Harlem Brundtland sig stærkt gældende som 'landsmoder'. Årene i sidste halvdel af århundredet blev i høj grad præget af det store olieeventyr, der gjorde landet rigt, men også en overgang truede med at sætte den industrielle udvikling på stand-by.

Når indvandrerspørgsmålet er blevet så stort et problem i Norge som tilfældet er, hænger det sammen med at det - som i Sverige, men modsat Danmark - blev forsøgt fortrængt af de etablerede partier som politisk uanstændigt. Fremskrittspartiet blev stiftet i 1973 efter direkte inspiration fra Mogens Glistrup og med skatterne i fokus, og det kom i Stortinget i 1977, men det varede længe før indvandrerproblematikken blev taget alvorligt, og først med Siv Jensen fik partiet i 2006 en formand der formåede gennem indvandrerdebatten at føre partiet frem til en position der kunne true den etablerede partiopdeling. Men resultatet af det seneste stortingsvalg blev en mindretalsregering af socialdemokrater og venstresocialister, fordi Høyre ikke ville samarbejde med Siv Jensen.

Befolkningen er som allerede nævnt ifølge meningsmålingerne imod den store indvandring, der bl.a. har betydet at andelen af muslimer i hovedstaden er over 22 %, men mindretalsregeringens partier går ubetinget ind for multikulturalismen, og dette er afgørende. Det i alle henseender afskyelige terrorangreb fra Anders Breiviks side den 22.7. har umiddelbart givet stor norsk samling om de grundlæggende demokratiske værdier, og det har ifølge den første meningsmåling også sikret markant fremgang til Arbejderpartiet, hvis leder, Jens Stoltenberg, har forstået at optræde med største værdighed - og på få dage er vokset til sand statsmand. Sympatien samler sig helt naturligt om Arbejderpartiet, fordi det var dette der blev direkte ramt af terroren, og sympatien vil ganske givet afgøre det forestående kommunalvalg.

Om uskyldstabet derimod medfører nogen bevidsthedshøjnelse er det for tidligt at vurdere. 'Den norske idyl', hvis man skal bruge denne kliché, er blevet forstyrret. Muligheden for en bevidsthedsændring er dermed til stede, men dens aktualisering vil som altid komme til at afhænge af om både folket og lederne griber chancen - eller om den rejste psykiske energi blot ender med at blive kanaliseret ind i de etablerede partiers egne traditionelle baner.



Den nødvendige bevidstgørelse    
Til toppen  Næste

Den nu godt 70-årige, overordentligt sympatiske og velmenende tidligere leder af Arbejderpartiet, Gro Harlem Brundtland, blev i går interviewet i DR2's Deadline, og her afslog hun at fortælle hvad den norske selvransagelse efter hendes mening konkret skulle gå ud på, idet hun gjorde gældende at selve sorgen over den store tragedie var så stor at den ikke gav plads til refleksion lige med det samme. Det vigtigste var at det norske folk samlede sig om sine fælles værdier. Hun ville slet ikke gå ind på interviewerens spørgsmål om hvorvidt hun overhovedet kunne se nogensomhelst berettigelse i Anders Breiviks bekymring for den store muslimske indvandring i Norge.

Brundtland hævdede at der havde været debat om sagen i Norge - i hvert fald de sidste fem-ti år, men hun gjorde også opmærksom på at hun ikke selv fulgte særligt godt med i debatten, eftersom hun var mest engageret i internationale spørgsmål. Og det er jo egentlig en helt central pointe.

Generelt gælder nemlig at eliten i moderne, veludviklede lande som de nordiske nødvendigvis må være mere internationalt orienterede end 'folket' eller 'menigmand' og allerede af den grund må se anderledes på indvandring af fremmede end folket gør. De har flere kontakter med veluddannede udlændinge af vidt forskellig kulturel og religiøs baggrund, og de har omvendt færre kontakter med de mange indvandrere som af forskellige grunde er dårligt integrerede eller slet ikke integrerede i deres nye lande. Det er i en vis forstand let for eliten at se bort fra kulturforskelle, fordi de betyder mindre og mindre jo højere op i hierarkierne man kommer. Det er følgelig også letforståeligt at den såkaldte multikulturalismen trives i disse kredse.

Omvendt er det indlysende at multikulturalismen for folk som flest nærmest bliver en eufemisme for en manglende forståelse for den hjemlige kultur og den hjemlige tradition i bredeste forstand, som ikke primært beror på uddannelse, social status eller kontaktflader med udlandet, men er groet op i hverdagen med dens relativt faste sproglige og normative rammer. Det specifikt nye ved den meget store indvandring i sidste halvdel af 1900-tallet er at balancen mellem elite og folk er blevet markant forstyrret - og at eliten har så svært ved at acceptere folkets 'træghed', at den tyer til nedvurdering af selve det folkelige element. Eliten stempler trægheden som nationalisme og konservatisme uden større hensyntagen til de psykiske mekanismer der bestemmer følelser og tanker og som under et kan kaldes det kollektivt ubevidste. Politisk betyder det at eliten tyer til den bekvemme metode at kalde de partier der har bedst føling med det kollektivt ubevidste for 'populistiske'. Og straks får debatten en drejning mod fokusering på tonen i stedet for essensen, og på personerne i stedet for sagen.



Den folkelige træghed skal naturligvis ikke bestrides, da den ligger i de medfødte psykiske mekanismer. Men omvendt vil det også være fatalt at havne i den vrangforestilling at sunde tanker og følelser der er groet nedefra i dybeste føling med det kollektivt ubevidste overhovedet skulle være forenelige med decideret multikulturelle forestillinger der ser stort på det naturligt groede eller direkte betragter dette som mindreværdigt i forhold til intellektualismens forestillinger. Og det er jo her fronterne i realiteten går, og her demokratiet i bevidst forstand sikrer det folkelige både en platform i debatten og en faktisk indflydelse på de politiske afgørelser.

Den værste følge af multikulturalismens falske opfattelse af alle kulturer og religioner som ligeværdige er at enhver kritik af islam og muslimsk kultur principielt betragtes som og derfor stemples som 'racisme'. Det bliver politisk ukorrekt at påpege de oplagt totalitære sider af den muslimske tradition og påvise dens farer for det sekulære demokratis fortsatte beståen. Den falske opfattelse er udtryk for manglende oplysning og bevidsthed om sagens kerne: at islam rummer dogmer der i vid udstrækning spærrer for en sekulær tænkning og derved også for sundt og moderne demokrati.

På dette centrale punkt mangler der stadig bevidstgørelse af både folket og den politiske elite i de nordiske og europæiske lande, og det store spørgsmål for Norges vedkommende bliver derfor om terrorangrebet 22.7. på Arbejderpartiet - når tragedien er kommet lidt på afstand og sorgen er blevet tilstrækkeligt bearbejdet i sindene - vil føre til en dybere selvransagelse der kan højne selve bevidsthedsniveuaet, eller om nordmændene i samlet flok foretrækker at vende tilbage til den idylliske uskyld, selvom den vil være en regulær livsløgn.

Livsløgne skal man som bekendt være varsomme med at tage fra gennemsnitsmennesker, for det er ifølge en vis doktor Relling i Henrik Ibsens 'Vildanden' det samme som at tage lykken fra dem. Men det må i denne forbindelse ikke glemmes at lykken er et vidt begreb, og at de tab af uskyld der hører med til ethvert voksent menneskes og enhver voksen kulturs vedvarende eksistentielle tilblivelse ikke nødvendigvis fører til desillusionering, men tværtimod kan føre til ny lykke og ny livsmening gennem bevidstgørelse. Uskyldstab skal man under ingen omstændigheder foragte.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Links til:

Den norske regerings hjemmeside
VG (norsk)
Aftenposten (no)
Dagbladet (no)



Relevante artikler på Jernesalt:

Fornemt velbegrundet dom over tilregnelig Breivik  (25.8.12.)
Breivik-debatten tager ikke tyren ved hornene: det emergente kultursammenstød i Europa  (20.6.12.)
Brevik-sagen udfordrer norsk psykiatri og retsfølelse  (5.1.12.)
Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring  (5.8.11.)
Overlagt kynisk terrorangreb på norsk demokrati  (25.7.11.)
'Syndefaldet'
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Hvorfor terrorisme?  om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi



Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritet genrelt
Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener



Humor
Humor og tragedie
"Tragediens område"



Artikler om Terrorismen
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal