utils prefix normal JERNESALT - talmedgud

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.1.04.


Tal med DR2's selvbestaltede præsteskab

Indledning
Hvad sker der når jeg dør?
Elsker Gud de rige?
Kan Gud lide sex?
Afslutning



Indledning   
Til toppen   Næste afsnit

Under den falske varebetegnelse Tal med Gud' har DR2 nu i nogle uger onsdag aften diverteret seerne med svarene på en række spørgsmål om Gud, som vel at mærke lægges i munden på udvalgte teologer eller andre formodet kyndige personer under forsæde af den håbefulde unge mand, Clement Behrendt Kjersgaard. Han er til hverdag ansvarshavende redakør på det udenrigspolitiske internet-nyhedsmagasin Ræson og uddannet i Hong Kong og på universitetet i Oxford, hvor han har læst filosofi, politik og økonomi. Til brug i studiet har han taget sit smarte tøj på med et påfaldende stort og smart slips. Og han lægger hver gang ud med at se seerne lige i øjnene og udslynge en svada af naivt-provokerende spørgsmål, men lader ellers svarrunden starte med et mere konkretiseret spørgsmål.



Hvad sker der, når jeg dør?   
Til toppen   Næste afsnit

Ved første udsendelse 7.1.04. lød hans oplæg: "Hvis jeg dør nu, hvor er jeg så om fem minutter, om ti minutter? Er der mørkt? Er der lyst? Er der koldt? Er der varmt? Er der højt til loftet, eller skal jeg dukke hovedet for at komme indenfor? Vil alt der er sket indtil dette øjeblik blive tømt for betydning eller fyldt af betydning?... Vi vd ingenting om evigheden - med n undtagelse: Vi vd den må være der. Den venter på os. Det har den tid til. Og det er kun os der har travlt."

Man bemærker straks det mest påfaldende, som er gået igen i alle udsendelser: Den totale mangel på en ellers oplagt psykologisk vinkel på sagen. Clement Kjersgaard vd ikke andet om evigheden end at den må være der! Men han røber ikke, hvor han mon vd det fra. eller hvad det overhovedet betyder? Filosofisk set kan vi ellers efter Kant holde fast i, at selve vor tankes kategorier gør det lige umuligt at afgøre om tiden på et eller andet tidspunkt hører op eller om den bliver ved i det uendelige. Følgelig kan vi højst konkludere, at evigheden hører til disse tankekategorier og derudfra sige, at de forestillinger vi iøvrigt gør os om evigheden må være af psykisk art. Og det kan vi gøre med så megen større ret som vi allesammen har erfaret evigheden som psykisk fænomen, nemlig som oplevelsen af den tidløshed, hvor man glemmer tiden, falder i staver og lader tankerne flyve af sted.

Men Kjersgaard vd bedre - og lader derfor sit første spørgsmål til panelet lyde: Hvad sker der når jeg dør?

Den tibetanske lama T.D. Lakha var ikke i tvivl: Så forlader jeg kroppen og kommer i en mellemtilstand, bardo, for kortere eller længere tid, og derfra vil jeg reinkarnere. Hvis man har udviklet medfølelse, kærlighed og uselvisk handling i dette liv, så har man mere klarhed i mellemlivet - og så kan man vælge det næste liv sådan som man gerne vil have det. Omtrent som fra et rejsekatalog. Bevidsthedstilstanden er en form for klarhed eller forvirring - alt efter det forudgående liv.

Den muslimske imam Fatih Alev afviste derimod reinkarnationstanken. Vi muslimer tror på det evige liv som udelukker en tilbagevenden til det jordiske liv. Det evige liv er et sted for enten belønning eller afstraffelse, midlertidigt eller evigt - alt efter hvad man har fortjent.

Den jødiske overrabbiner Bent Lexner sagde om reinkarnationstanken, at den vel nok var mulig indenfor jødisk tænkning på grund af denne tænknings brede spektrum og udogmatiske karakter. Men tanken var ikke traditionel jødedom. Gudskelov har jødedommen en himmel, men ikke noget helvede i ordets almindelige forstand. Jødedommen har principper for løn og straf, men kender ikke til total fortabelse. Han havde iøvrigt ikke noget svar på, hvordan der er i himlen. Enhver har mulighed for at have sine forestillinger. Men som udgangspunkt skal mennesker koncentrere sig om, hvad der foregår her på jorden. Omend der er et regnskab....

Den kristne præst Agnete Raahauge ville, når hun døde, blive begravet og lagt ned i jorden, og så ville hun være helt overladt i Guds hænder - som hun var det i livet, hvor der dog er så meget der stritter imod. Hun vidste intet konkret om, hvordan der er i himlen. Det vi skal håbe er Kristus. I modsætning til det de øvrige havde sagt, så er det i kristendommen ikke gerningerne her på jorden der er afgørende, men at Gud sendte sin søn, og det er allerede sket. Derved frelser Gud os fra alle synder og skaber det menneske vi skulle være. Nok skal vi stå til regnskab for vore handlinger, men vi frelses af Guds nåde ved Kristus.

Som det fremgår var svarene i og for sig klare nok, omend af noget forskellig karakter. Klarest var Alev, fordi han kan sin Koran, der giver faste, entydige og urokkelige svar på uhyre mange ting, og fordi han også formulerede sig klart. Over for ham stod Lexner med en helt anderledes tilgang til problemerne. Han gav klar besked om jødisk tankegang, men vel at mærke ved både eksplicit og implicit at understrege jødedommens udogmatiske og prøvende karakter og dens usikkerhed om mange ting. n ting stod lysende klart: jødedommen lægger vægt på det dennesidige og på den moralske forpligtelse. Klar og entydig var også den buddhistiske lama, men her var det ganske tydeligt, at vi bevæger os meget langt væk fra gængse forestillinger og ind i mystiske baner. Dr er erfaringerne egentligt solide nok, men blot kan de ikke formidles til folk der er uden meditativ praktisk erfaring. Alligevel fandt Kjersgaard det ikke nærliggende at stille spørgsmålet, om vi her ikke bevæger os så langt ind i psykiske fænomener, at det bliver temmelig meningsløst at tale om de evige spørgsmål som om de kan opfattes bogstaveligt. Agnete Raahauge kunne sandelig også sin lektie, men undgik ikke at fremføre den med en sådan skråsikkerhed og monoton gentagelse af hovedbudskabet, at hun virkede totalt afvisende over for en ægte dialog med de andre.

På det første seerspørgsmål om hvor himlen findes, var Raahauges svar kontant: Himlen er hvor Gud er, og hvor han sætter sin vilje igennem.

Alev svarede, at himlen ikke er på jorden, men den kan iøvrigt ikke kortlægges. I Koranen beskrives himlen som noget med rindende floder, et sted hvor det flyder med honning og hvor der er mange unge jomfruer til hver enkelt mand. Måske endda også unge mænd til kvinderne! Muslimer skal ikke søge den ultimative fornøjelse på jorden, den får de i det hinsidige. Men det betyder ikke, at man skal snyde sig for fornøjelse i jordelivet. Blot skal der her være mådehold.

Lakha definerede den buddhistiske himmel, dzogchen, som stedet der er fuld af harmoni. Reinkarnationen fortsætter til man når oplystheden og dermed Buddha-tilstanden. Han lagde ikke skjul på, at det ikke er et fysisk sted, men har mest at gøre med vores sindsområde. Ikke destomindre fulgte Kjersgaard heller ikke dette klare udsagn op af psykologi.

Lexner gentog, at det for jøderne ikke er en fremtidig belønning der er sagen. Livet er givet som en gave og skal bruges her på jorden. Det skal ikke leves i et eller andet håb om at det bliver bedre, når vi kommer hen til det andet sted. Men han troede, at det var en naturlig tanke, at vi mennesker tror der er mere end de 70 år vi har her på jorden. Der må været noget bagefter. Man hvad det er, vidste han ikke noget om. - Igen kunne man sige, at der foreligger en ganske nøgtern indrømmelse af, at vi ikke har eksakt viden om sagen, men alene nogle forventninger, og dermed var vi reelt ovre i psykologien - uden at det blev fulgt op.

Raahauge understregede, at vi ifølge kristendommen er Guds skabninger, der er sat her på jorden hvor vi stilles over for Guds bud og krav. Og Guds lov dømmer os som de syndere vi er, men fordi Gud har sendt os sin søn, så lever vi i den forventning, at vi en dag skal tilhøre ham helt og fuldt.- Igen forventninger som er af psykologisk art, men ikke blev udtrykkeligt forstået som sådanne.

På et spørgsmål om hvor de afdøde sjæle befinder sig ved overgangen fra dette liv til reinkarnationen, svarede lamaen: i mellemtilstanden. I buddhismen er der ingen gud og ingen frelser. Det er mig selv der frelser mig ved mine handlinger, dvs ved at vælge stadig højere udvikling gennem reinkarnationen. Heller ikke dette fulgte Kjersgaard op, skønt det understreger ikke blot buddhismens tro på reinkarnationen, men også - og navnlig - at denne religion er en religion der i ekstrem grad understreger handlingens afgørende betydning for menneskets frelse. Handlingerne betyder alt for den åndelige udvikling - og ingen kan undfly deres ubønhørlige lovmæssige virkning på fremtiden.

En tredje seer ville gerne vide, hvorfra panelets medlemmer egentlig havde deres viden om himlen.

Lexner svarede klart, at det udelukkende var hans tro og overbevisning.

Raahauge havde heller ingen objektiv viden om sagen. Kristendommen forkynder frelsen, og det er det vi stoler på. Der er ifølge kristendommen ingen frelse uden for den kristne tro. Alev kunne tilsvarende sige, at der for muslimernes vedkommende ingen frelse var uden for islam.

Men hertil måtte Lexner føje, at jødedommen netop adskiller sig fra både islam og kristendom ved at den siger, at alle kan blive salige i deres egen tro. Det forudsætter ikke, at de bliver jøder. Jødedommen ser ingen opgave i at omvende andre. Den er ikke missionerende.

Alt i alt gav Lakha indtryk af at buddhismen er for de indviede; Alev af, at islam er for de yderst dogmatiske og Koranbundne; og Raahauge af, at kristendommen er for dem der tror på Kristus som frelseren. Lexner var ene om at understrege, at enhver kan blive salig i sin tro, at jødedommen er for jøder, og at det jordiske liv med dets forpligtelser er det centrale for jødedommen. Resten er forventninger.



Elsker Gud de rige?   
Til toppen   Næste afsnit

Onsdag den 14. var hovedtemaet: Elsker Gud de rige? Og i stedet for lama Lakha deltog Grethe Livbjerg fra den katolske Karmeliterorden. Hun er arrangør af retrætekurser - og iøvrigt opvokset i Indre Mission og derfor træt af for megen snak om synd.

Clement B. Kjersgaard så igen seerne lige i øjnene og rablede en lang stribe spørgsmål af sig:

"Vil Gud en dag opfylde alle mine ønsker? Jeg er ikke utålmodig. Jeg spørger bare. Vi kommer vist alligevel i himlen, alle sammen, både de flittige og de dovne; de talentfulde og de talentløse; de omhyggelige og så os der bare sjusker os igennem. Så hvad skulle vi i grunden risikere ved at tage hvad vi kan få hernede og nu - mens tid er? Hvis penge ingenting betyder, hvorfor er det så helt rigtigt at forære dem væk og helt forkert at beholde dem selv? Ville verden virkelig blive bedre, hvis vi holdt op med at stræbe og konkurrere? Hvem tror på det? Hvad er det der skulle være så skidt ved succes og så fedt ved fiasko?"

Lexner kunne direkte adspurgt bedyre, at selvfølgelig elsker Gud de rige. Jeg tror Gud elsker mennesker generelt. Men hvis de rige bliver rige på andres bekostning, så kan det da godt være, at Vorherre ville løfte en pegefinger. Hvis man bruger sin formue fornuftigt, så er det helt i orden, og jeg er sikker på, at Gud også elsker det materielle.

Grethe Livbjerg blev bedt om at fortælle, hvad hendes kurser gik ud på: På retræterne kommer meget travle mennesker, 35-55 årige mennesker der har en travl hverdag med stort ansvar. De har behov for nogle dage de kan rykke ud af kalenderen. De har forskellig baggrund, også religiøst. Der kommer nogle der ikke tror på nogetsomhelst, nogle er fra de forskellige kirkesamfund, og mange fra new age. Stress præger jo tiden. Derfor stort behov for retræte.

På Kjersgaards spørgsmål til Raahauge, om Gud ligefrem hader de fattige, trak Raahauge på skuldrene: Det er ikke Guds skyld at nogle er fattige. Vi har selv ansvaret for, hvordan vi lever vores liv, vores arbejde osv. Kristendom er ikke et katalog der giver svar på alle mulige spørgsmål (stadig skuldertræk). Og hvad enten man er rig eller fattig, så er spørgsmålet: hader eller elsker Gud mig? Og det har vi fået svaret på ved at Gud sendte sin søn herned.

Men er Gud ligeglad med materiel velstand?, fortsatte Kjersgaard.

Svaret lød: Gud ser de mennesker der er fattige i sig selv, fordi de er fanget i synd. Og til alle er svaret ifølge Johannes 3,16, at Gud sendte sin søn fordi han elsker menneskene. Du har dine synders forladelse, også når du ligger i rendestenen. For du har fået alting givet. Også dr har du Guds nåde....

Men ikke så meget andet??, drillede Kjersgaard uden at afvente et svar. Han henvendte sig i stedet til Fatih Alev: Hvis jeg er muslim, hvor vigtigt er det så, at jeg gør noget for de fattige?

Alev: Det er en af de vigtigste ting i islam. Det indgår som en af de fem søjler i islam at betale en obligatorisk årlig almisse (2 procent af ens formue). Men med hensyn til rigdom/fattigdom så ligger forskellen i udfordringerne, i testen. De rige skal vise mådehold og taknemmelighed. Og de fattige må ikke opgive håbet, men skal sætte deres lid til Gud. For Gud kender ens problemer. Belønningen hinsides kan være forskellig.....

Første seer-spørgsmål lød: Er det nok at stole på Gud?

Livbjerg svarede: Groft sagt bliver vi som det vi binder os til. Knytter jeg mig til noget der ikke har varig værdi, så bliver jeg selv til noget mindre. Knytter jeg mig til Gud som er kærlighed, så er jeg inde i en proces, hvor han skaber mig.

Men Lexner fik igen understreget jødedommens stærke tilknytning til den praktiske etik: Hvad hjælper det at stole på Gud eller Jesus, hvis man ikke tager hånden op af lommen?... Mange mennesker er kun gode i hjertet.

Raahauge indvendte: Vi elsker nu ikke Gud, fordi det skal hjælpe på noget.

Men Lexner holdt fast: I jødedommen og vel også i islam er kærlighed en forpligtelse. Det er ikke nok bare at stole på Gud.

Livbjerg fik vendt problemet til en anden vinkel: Vi lever i et stresset og effektivt samfund. Forbrugersamfundet lever af menneskers religiøse fattigdom. Det er kun Gud der kan tilfredsstille mennesket. Alle mennesker har en dyb længsel i sig.

Alev kunne tilslutte sig: Forbrugersamfundet er et forsøg på at skabe himmerige her på jorden, fordi man ikke tror på det hinsides, eller ikke tager det bogstaveligt.

Kjersgaard indvendte: Det er vel ikke en synd at tjene penge? - Nej, svarede Livbjerg, men vi må stille spørgsmålet hvad er synd? Dybest set er synd at leve bortvendt fra mig selv og det at være skabt i Guds billede.

Det næste seer-spørgsmål lød: Hvad forventer Gud af et menneske?

Raahauge var kort og klar: At vi skal elske Gud og vores næste som os selv.

Alev var lige så klar: Gud forventer, at vi tror på Koranen og trosbekendelsen. Gerningerne må ikke skygge for troen.

Og også Lexner var utvetydig i sin fastholdelse af den jødiske etik: Gud forventer af os at vi vælger livet i valget mellem livet og døden og valget mellem velsignelse og forbandelse.

Alt i alt klar, men også forventelig tale fra Alev og Lexner, hvor sidstnævnte igen viste sig som den mest udogmatiske. Raahauge afslørede med sine mange skuldertræk, at hun egentlig ikke følte sig godt tilpas i selskabet eller over for de stillede spørgsmål. Efter hendes meget entydige teologiske opfattelse er der ikke megen forbindelsen mellem troen på frelsen og den praktiske etik. Her havde Grethe Livbjerg langt mere forståelse for den enkeltes nødvendige arbejde med sig selv.



Kan Gud lide sex?   
Til toppen   Næste afsnit

Onsdag den 21. var hovedemnet Kan Gud lide sex? - og her var den tantriske yogi Amrita Hansen trådt i stedet for Grethe Livbjerg, og pastor Carina Whlk i stedet for den alt for afvisende Agnete Raahauge.

Kjersgaard lagde som sædvanligt ud med en ordentlig tirade:

"Hvorfor skulle Gud give mig lyst, men ikke lov? Nej, vel? Sex er årsagen til livet, så mon ikke også sex er meningen? Sex kalder på det bedste i os og på det værste, og sex kalder ofte. Men måske er sex kun så sjovt, fordi det er syndigt? Måske ville det slet ikke være det samme uden den dårlige samvittighed og den skyldige eftersmag? Måske er religionen noget vi har opfundet, fordi vi vil have nogle regler vi vil bryde? Måske gør vi os til herrer over hinanden, fordi vi ikke kan være herrer over os selv? Der er mange andre fristelse i verden end sex. Jeg kan bare ikke komme i tanker om nogen lige nu. Det eneste det handler om i aften, er de spørgsmål som I (seerne) stiller på telefonen...."

Men Amrita Hansen fik så hovedspørgsmålet: Kan Gud lide sex, og hun svarede: Gud er jo alt, så Gud er også sex, så det ville være mærkeligt, hvis Gud ikke kunne lide sex. Og derefter forklarede hun hvad tantra går ud på: I tantra stiller man nærmere det spørgsmål, om man kan nå Gud via sex? Og det kan vi, fordi mennesket - også ifølge kristendommen - er skabt i Guds billede. Og Gud består af to principper: et maskulint og et feminint princip - ligesom mennesket. Hele universet er disse to principper. Gud siger: Lad mig skabe verden. Det er den mandlige energi. Det er hans ånd. Selve skabelsen er det kvindelige, den kvindelige energi. Og på samme måde med mennesket. Selvom mand og kvinde elsker med hinanden, så identificerer de sig med hele kosmos, således at det ikke er to individer der elsker, men hele kosmos. Hvis vel at mærke de elsker med de tantriske teknikker der findes.

Kjersgaard gik - som tidligere ved lama Lakhas forklaringer - slet ikke ind på psykologien, selvom det er oplagt, at tantra ikke kan forstås bogstaveligt som teologiske forklaringer. I stedet henvendte han sig til den kristne præst Carina Wlkh, som arbejder meget med hiv- og aids-ramte og iøvrigt lever i et registreret partnerskab med en anden kvinde. Hvad siger du til dette? Kan man møde Gud gennem sex?

Det mente hun ikke. Men det er klart, tilføjede hun, at ethvert seksuelt møde er en kærlighedsytring eller i hvert fald en kærlighedsmulighed, og så kan man måske sige, at Gud er til stede i det, da Gud er kærlighed. Sex er en del af Guds skaberværk, ja, og vi er skabt som seksuelle væsener af Gud.

Lexner gjorde opmærksom på, at Gud ikke alene har sat regler for sexlivet. Gud er lovgiver, og et samfund kan ikke eksistere uden love. Men Gud har skabt hele verden og sagt, at alt var godt. Derfor er sex også godt. Sex kan i jødedommen også være en forpligtelse, en ægteskabelig pligt....

Ifølge Fatih Alev har islam overhovedet ikke problemer med sex, sålænge det ligger inden for de ægteskabelige rammer. Det er næsten det mest naturlige der findes. Det er noget der binder mand og kvinde sammen inden for ægteskabet, men ikke udenfor. Inden for ægteskabet er der kun et par regler om hvad man ikke må, bl.a. analsex. Men ellers ingen grænser.

Men hvis sex er Guds gave, hvorfor må unge mennesker der ikke har papirer på deres forhold, så ikke nyde gaven, lød første seer-spørgsmål.

Lexner svarede uden at blinke med øjnene, at Gud har skabt mand og kvinde for at vi kan skabe nye generationer. Inden for jødedommen er det seksuelle forhold mellem mand og kvinde også en gudstjeneste, en måde at dyrke Gud på. Men der er lagt nogle normer. Ægteskabet er idealet. Det er basalt også for det moderne samfund. Ellers bliver sex egoistisk.

Carina Whlk havde som kristen anno 2004 ikke noget problem med at seksualiteten, Guds gave, udfoldes uden for ægteskabet, for sex er en opgave: Vi må forvalte den med omhu og omtanke - uden at såre eller at få knuste hjerter, dvs med kærlighed.

Amrita Hansen gjorde opmærksom på, at man i tantra ikke kan have sex uden kærlighed, for så når man ikke Gud. Altså underforstået, at det afgørende ikke var papirerne.

På seer-spørgsmålet om, hvad Gud siger til onani, svarede Whlk at hun ikke personligt ville sige at det var forkert. Men i biblen forkastes det med den begrundelse at det er spild af sæd og dermed uproduktivt. - Hverken Kjersgaard eller Lexner korrigerede, for i biblens fortælling om Onan der spildte sin sæd (1. Mosebog 38,4ff) er pointen ellers ikke, at han gjorde det for sin egen fornøjelses skyld, men fordi han ikke ville gøre den kvinde frugtsommelig som Gud ville have ham til at gøre frugtsommelig! Det giver med andre ord forbudet mod onani end helt anden mening end i vore dage.

Derimod bemærkede Lexner, at seksualiteten ifølge jødedommen gerne skulle højne mennesket, i forhold til dyret. Mennesket kan ikke bare gøre, hvad det helst vil. Men vi er heller ikke engle. Og han fortsatte på sin vanlige liberale måde: Mennesket er ikke fuldkomment og foretager sig indimellem ting som ikke er ideelle, men dog heller ikke behøver at være nogen alvorlig synd.

I islam er der ifølge Alev delte meninger om spørgsmålet. Men de fleste anser onani for at være forkert. I stedet for kan man faste for at hæmme sine lyster.

Kjersgaard ville nu gerne vide, hvorfor sex er gået hen og blevet en særlig synd og et særligt tabu.

Lexner var hurtig på aftrækkeren: Det er kristendommens skyld. Og det måtte Carina Whlk indrømme. Der er noget om snakken om seksualfornægtelse og seksualforskrækkelse i kristendommen. Og det går tilbage til Paulus, der foretrak cølibatet, men han levede jo også i forventningen om Kristi snarlige genkomst. Cølibatet var for ham en nådegave.

Lexner måtte påpege, at i jødedommen - og vist også i islam - er der intet cølibat og intet munkevæsen.

Amrita Hansen mente, at man havde misforstået Paulus, for i virkeligheden ville han - ligesom Jesus - have valgt den tantriske sex frem for cølibatet, hvis de havde kendt det, for det var vejen til Gud. - Hvor pokker hun vidste det fra, blev hun ikke spurgt om, men hendes opfattelse afspejler ganske godt det forhold, at de gamle tekster tydes ud fra det man selv synes er eksistentiel sandhed.

I samme ånd påstod hun, at det med at spilde sæden skal forstås derhen, at der er forskel på udløsning og orgasme, og i tantra udskyder man udløsningen for at få orgasme. På dette punkt var der imidlertid et problem i vore dage, fordi mænd får hurtigere og hurtigere udløsning, hvorimod kvinder normalt er 30-40 minutter om at få orgasme. I tantra kan man ved at udskyde udløsningen elske i timevis og have orgasme i timevis - og på den måde dedikeres seksualiteten til Gud.

En seer ville gerne vide, om præster først går i seng med hinanden, når de er blevet gift. Carina Whlk kunne smilende sige nej, for præster er almindelige mennesker. De har ofte et seksualliv før de bliver gift - ligesom de fleste kristne mennesker i dag.

I islam var der ifølge Alev ingen andre krav til imamer end til andre, hvad der igen betyder, at de kun må have sex inden for ægteskabet.

Whlk mente at vi blev påvirket af pornofikseringen, kravet til perfektion og de mange henvisninger til den fuldkomne sex-lykke. Alt dette gør os præstationsangste og giver os mindre sexlyst.

Her mente Amrita Hansen, at det var selv polariteten mellem mand og kvinde der er blevet svækket, fordi mænd nu skal være mere feminine og kvinder mere maskuline.

På spørgsmålet om sex for nydelsens skyld er forkert, svarede Lexner nej, men tilføjede, at prævention er problematisk, hvis man ikke sørger for forplantningen. Kjersgaard fulgte ikke op med det ellers nærliggende spørgsmål, om forpligtelsen til forplantning trods alt ikke er en meget lille del af forholdet mellem mand og kvinde i vore dage, hvor de færreste får mere end to børn.

Alev kunne fortælle, at prævention er tilladt i islam.

En seer ville gerne vide, hvorfor der er aids og andre sygdomme i verden, hvis sex er Guds gave?

Carina Whlk der som nævnt arbejder med aids-ramte måtte indrømme, at de aids-ramte oplever at deres sygdom har en moralsk dimension. De føler sig stigmatiserede (brændemærkede). Mange oplever fordomme om, at sygdommen er selvforskyldt, og måske også udtryk for Guds straf. Der er her to fordomme: den om at promiskuitet er forkert og den om at homoseksualitet er forkert.

For islams vedkommende gælder - ligesom for jødedommens - at mennesket skal holde sig fra homoseksualitet.

Ifølge Lexner er det meget lidt der er skrevet om lesbiske i den jødiske litteratur. Homoseksualitet er derimod et gammelt og udbredt fænomen i historien: i mandeskoler, klostre, den romerske hær osv.

I tantra synes man først og fremmest, at der mangler noget i homoseksuelle forhold, nemlig polariseringen mellem det mandlige og det kvindelige. Der er efter Amrita Hansens mening en ubalance i forholdet.

Hvortil Carina Whlk måtte sige, at hun følte sig helt i balance med sig selv.

Igen fulgte Kjersgaard ikke sagen op. For begge kan måske have ret ud fra hver deres synsvinkel, men må jo så mene noget forskelligt med selve udtrykket balance.

Alt i alt kan om tredje seance noteres, at Lexner og Alev var klare, men uden overraskelser. Amrita Hansen talte - ligesom lama Lakha - mest for de indviede, dem der vidste noget om tantra i forvejen. Men hvad hun fortalte var ikke uinteressant. Og Carina Whlk var en klar gevinst i forhold til Agnete Raahauge, fordi hun var åben og dialogsøgende.



Afslutning   
Til toppen  

Om de første tre udsendelser må generelt siges, at de gav et ganske godt indblik i jødisk og islamisk tankegang og normsæt, men de afslørede også en markant forskel mellem de to religioner derved, at jødedommen er særdeles udogmatisk. Udsendelserne gav et lille kig ind i buddhistisk og tantrisk filosofi og psykologi samt mulighederne for arbejde udviklingsmæssigt med sig selv inden for kristendommen, hvis man benytter retræte under kyndig vejledning. Men ellers syntes kristendommens ene repræsentant ikke at kunne byde på meget andet end gammeldags Kristus-tro, mens den anden i det mindste var åben over for den seksuelle nydelse.

De få spørgsmål seerne fik mulighed for at stille på telefonen blev ikke fulgt særligt omhyggeligt op - og spørgerne fik ikke selv lejlighed til supplerende spørgsmål. Kjersgaards egne optakter viste sig at være øregejl. Og han formåede i det hele ikke at løfte programmet op på det niveau han selv stilede efter og bl.a. røbede i et lille interview i Politikens tv-tillæg den 9. januar. Her siger han, at programmet ville blive relevant ved at flå de gamle institutioner - kirken og højskolen - ud og sætte en ny i stedet, hvor folk med individuelle religiøse interesser kunne få svar på deres spørgsmål. Han ville dog ikke ligefrem påstå at medierne havde overtaget kirkens rolle og var blevet religionens nye forum, men han troede bestemt at tv kunne bruges som forum.

Det sidste har han ubetinget ret i. Det er et glimrende medie til formålet, men skal opgaven lykkes, nu hvor religiøse emner igen tages alvorligt, så kræver det i hvert fald n væsentlig ting, og det er at man følger såvel erkendelsesteoretisk som psykologisk op på alle spørgsmål. Det går simpelthen ikke at hænge fast i gamle dogmer som ikke siger almindelige danskere nogetsomhelst - og lade somom de slet ikke kan anfægtes.

Bent Lexner og Fatih Alev besvarede de stillede spørgsmål udmærket - set ud fra deres religioners synspunkter. Men det var meget uheldigt at kristendommen i to af udsendelserne skulle repræsenteres af en Agnete Raahauge der nærmest lød som om hun lirede svarene af direkte fra lærebøgerne.

Det var udmærket at stifte bekendtskab med T.D. Lakhas, Amrita Hansens, Grethe Livsbjergs og Carina Whlks synspunkter, men der var total mangel på virkelig kritiske spørgsmål til panelet - fx om hvad ord som Gud, evighed, tro, frelse og forpligtelse vil sige. Når Kjersgaard ikke selv ville eller kunne stille disse spørgsmål, så burde han havde indkaldt et par kritiske hoveder fra den ateistiske, filosofiske, psykologiske eller naturvidenskabelige verden. De religiøse emner bliver i vore dage først for alvor spændende hvis man tør frigøre dem helt fra gamle og snævre dogmer og fordomme, og altså gå uden for de frelstes kreds. Det kræver simpelthen et frisk pust udefra, sådan som det fx forsøges demonstreret i artiklerne om religion og eksistens her på siderne (se henvisningerne).

Men værst af det hele - og sammenhængende med det foregående - er egentlig udsendelsernes bundfalske varebetegnelse. Der er jo på ingen måde dækning for titlen "Tal med Gud", al den stund spørgsmålene blev stillet til udvalgte teologer eller på anden vis specialkyndige mennesker, der således kom til at udgøre et selvbestaltet præsteskab. At tale med Gud er iøvrigt et privatanliggende der foregår i lønkammeret - og ikke i et offentligt rum som tv-mediets. Men det er bedrageri at lade det se ud som om svar der gives af mennesker skulle være Guds svar. Det er de ikke, og det er hele humlen i en relevant og tidssvarende kritisk tilgang til de religiøse spørgsmål, at man får fjernet enhver illusion om noget sådant og gjort teologernes udsagn til de subjektive udtryk for eksistensens vilkår de er og bliver. Først derved kan de komme i dialog med almindelige nutidige menneskers forestillinger og forventninger.



Henvisning til andre artikler om religion og sekularisering:

Højskole uden Grundtvig?  (Danmark - 9.1.04.)

Sharia, Sherin og sekularisering  (Danmark/Religion - 29.9.02)
Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Religion - 18.6.03.)

Folkekirken amatørfilosofisk besudlet  (Afdogmatisering - 6.6.03.)
Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)

Katolicismens inderste væsen  (Religion - 30.7.03.)
Folkekirken under pres  (Religion - 8.8.03.)
Præsten der ikke kan tages alvorligt  (Religion - 25.7.03.)
Det fromme menneske  (Religion/psykologi - 24.12.02.)
Islam - en trussel?  (Religion - 26.7.02.)
Religion, eksistens og sekularisering  (Religion - 2.6.02.)

Humor og Tragedie  (Humor - 2.6.02.)



Link til Clement B. Kjersgaards internet-magasin Ræson



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal