Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - svenskvalg06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.9.06.


Borgerlig valgsejr i Sverige

Det sikre resultat af søndagens Riksdagsvalg i Sverige lod vente på sig, fordi optællingen af faktisk afgivne stemmer længe tydede på tæt løb mellem blokkene - i modsætning til de første prognoser der viste klar sejr til de borgerlige. Men senere viste optællingen samme tendens som prognoserne, således at ingen behøvede at afvente de næste dages optælling af de mange brevstemmer. Ved 23-tiden turde de borgerliges statsministerkandidat, Moderaternas Fredrik Reinfeldt erklære sig som vinder, og kort efter meldte Göran Persson pas efter ti år på posten som Sveriges statsminister. Han tilkendegav med det samme at han mandag ville indgive sin afskedsbegæring til talmannen (formanden) for Riksdagen, og på kongressen til marts også træde tilbage som partiformand. Persson påtog sig ansvaret for valgnederlaget, men gjorde opmærksom på at partiet jo ikke var slået ud.



Selve mandatfordelingen blev som følger:

Moderaterna (før Reinfeldt nogenlunde svarende til de konservative herhjemme): 97 (+42).
Centerpartiet (som Venstre med oprindeligt udgangspunkt i et bondeparti): 29 (+7).
Folkpartiet (socialliberalt som de radikale før Jelved!): 28 (-20)
Kristdemokraterna: 24 (-9)
ialt 178 (+20) til den borgerlige alliance.

Socialdemokraterna: 130 (-14)
Vänsterpartiet (SF/Enhedslisten med opr. udgangspunkt i Kommunistpartiet): 22 (-8).
Miljöpartiet: 19 (+2)
ialt 171 (-20).



Årsagerne til valgets udfald skal utvivlsomt søges i kombinationen af Göran Perssons træthed med den kun 41-årige Fredrik Reinfeldts selvsikre fremtræden som en ung og moderne ledertype der vil sikre både opsvinget og velfærden i Sverige. Hertil kommer naturligvis også at samarbejdet inden for 'Alliansen' mellem de fire borgerlige partier Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna har været tæt og gnidningsfrit og kun skæmmet af skandalen omkring Folkpartiets udspionering af socialdemokraterne via et ungdomsmedlems hacking. Lars Leijonborgs ellers høje stjerne dalede brat. Centerpartiet har fået gevinst på grund af glimrende ledelse fra Maud Oloffsons side. Kristdemokraternes nye leder Göran Hägglund har derimod ikke sin forgænger Alf Svenssons personlige udstråling.

Moderaterna fik det bedste valg nogensinde, og deres gevinst på ikke mindre end 11 % siden valget i 2002 blev ny rekord for hele landet. Den tidligere havde Folkpartiets store socialliberale leder i efterkrigsårene, Bertil Ohlin. Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 90 år, dvs siden deres opgangsperiode for alvor begyndte under legendariske Hjalmar Branting, partiets første Riksdagsman (1887) og første statsminister (1920).


Vælgervandringen mellem de forskellige partier talte deres tydelige sprog. S afgav stemmer til alle andre partier undtagen V, heraf halvdelen til Moderaterna. Dette parti fik stemmer fra alle andre partier, inkl. alle andre borgerlige partier, herunder ikke mindre end 5 % fra det skandaleramte FP. M opnåede ligeså stor andel af førstegangsvælgerne som S, dvs omkring 26-27 %. Her havde V og MP også høje tal på hhv 10 og 11 %. Men kønsfordelingen har stadig kvindeovervægt til fordel for V og MP på 'venstrefløjen' og C og Kd på 'højrefløjen'. For S er det nogenlunde ligelig fordeling, mens M har stor majoritet af mænd. Det nye Feministparti med den tidligere skandaleramte formand for Vänsterpariet, Gudrun Schyman som leder, måtte nøjes med 1 %. Hjælpen fra Hollywoodstjernen Jane Fonda var ikke udslaggivende.

41 % af vælgerne opfatter sig som 'højre', 37 % som 'venstre', mens 22 % siger hverken-eller. 31 % af Moderaternas vælgere lagde vægt på partilederens person, mens det for Socialdemokraternas vedkommende kun var 17 %.

Fordelingen af indvandrerne holdes hemmelig eller er slet ikke blevet målt (begge dele kan ligne svenskerne godt), men der kan ikke være tvivl om, at S har taget broderparten af disse stemmer. Den meget liberale svenske indvandrerpolitik har gennem alle årene været en socialdemokratisk kernesag, og det ville være mærkeligt om det ikke skulle have givet bonus vælgermæssigt. Selv i Danmark stemmer det overvejende flertal af indvandrere socialdemokratisk. Man går næppe nogens ære for nær, når man opfatter det som bevidst socialdemokratisk politik at hente stemmer netop dér, ligesom man i socialdemokratiske kommuner som Brøndby og Albertslund her i landet i 1960'erne og 1970'erne bevidst sørgede for at sikre sig stemmer ved at fremme det sociale boligbyggeri. Tingene hænger sammen. Men det hører med til billedet af Sverige, at de borgerlige på ingen måde kan beskyldes for fremmedfjendskhed. Det lader man det højreekstremistiske Sverigesdemokraterna (SD) om, og de klarede kun 1,9 % af stemmerne mod 4 sidste gang og røg ud af Riksdagen. Til gengæld fik de betydeligt øget tilslutning ved kommunalvalgene, især i Sydsverige.



Den nye borgerlige flertalsregering tiltræder på et overmåde gunstigt tidspunkt, fordi svensk økonomi har det godt, men kan få det endnu bedre ved relativt enkle tiltag som også vil kunne gavne beskæftigelsen og integrationen. Et flertal af vælgere vovede at satse på at lade nye kræfter komme til efter Göran Perssons nedslidning. Han forsøgte at skræmme vælgerne væk fra 'Alliansen', som han beskyldte for at ville køre velfærdssamfundet, det højt besungne svenske 'Folkhem', i sænk. Nogenlunde samme taktik som Helle Thorning forsøger over for Anders Fogh Rasmussens regering. Men vælgerne hoppede ikke på vognen. Fredrik Reinfeldt kunne i sine tv-dueller med Persson ligeud, men stille og roligt erklære det for løgn, når Persson forsøgte at male fanden på væggen med påstande om de borgerliges politik.

Svenskerne står over for et decideret historisk systemskifte, fordi Moderaterna definitivt har forladt såvel en ekstrem nyliberalisme som en ekstrem konservatisme og er slået ind på en sand moderat og pragmatisk linje der accepterer velfærdssamfundets gode sider og ikke freder de dårlige sider, men ønsker at forny det ved at skabe plads til initiativet. Reinfeldt appellerer altså som Anders Fogh Rasmussen i Danmark til middelklassen og midten i det politiske spektrum. Og de øvrige borgerlige partier er vel at mærke gået sammen om denne fornyelse. 'Folkhemmat' skal ikke nedlægges, men gøres rummeligere, så også moderne, veluddannede svenskere skal kunne føle sig hjemme i landet. Ordet blev lanceret af statsminister Per Albin Hansson efter 2. verdenskrig, men går faktisk tilbage til socialkonservativ tankegang, og er som ordet velfærdssamfund et 'plusord' der sagtens kan tilpasses moderne tider, men som man ikke kan være principielt imod. Lykkes det for den nye svenske regering at føre sin moderniseringspolitik igennem, vil Sverige have taget konsekvensen af den udvikling der betyder informationssamfundets afløsning af industrisamfundet og dermed den såkaldt kreative klasses langt større betydning for samfundsudviklingen. Det gamle højre-venstre-skel vil dermed blive overflødiggjort - som i Danmark.

Om Fredrik Reinfeldt kan klare denne opgave vil tiden vise. Han vil med en solid flertalsregering og en god nationaløkonomi i ryggen have de bedste chancer for at gøre det. Samtidigt har han både en passende alder til det hårde arbejde der forestår og en tilpas energisk og viljefast udstråling.



Dertil kommer fordelen af socialdemokraternes krise. Persson var kørt træt efter ti år. Det er der ikke noget mærkeligt i. Han havde allerede for to år siden regnet med at overlade roret til en yngre, nemlig daværende udenrigsminister Anne Lindh, men hun blev som bekendt myrdet af en galning, og dermed røg den mulighed. Og det værste for Persson var, at der ikke har været andre selvfølgelige kandidater til formandsposten. Partiet er på en måde i samme situation som det danske søsterparti, at måtte satse på en ung kandidat hvis reelle evner for lederposten ikke kan vurderes på forhånd. I Sverige er der naturligvis flere at vælge imellem, men ingen er indlysende rigtige. Kvinderne i partiet råber på en kvinde, men her er de tre muligheder ikke alt for gode, for den mest nærliggende Margot Walström er EU-kommissær i Bruxelles og altså for tiden slet ikke medlem af Riksdagen. Og hun er ikke meget yngre end Persson. En anden er formanden for LO, men hun er heller ikke medlem af Riksdagen - og så er der Mona Sahlin tilbage. Hun var allerede i Ingvar Carlssons tid nævnt som kronprinsesse, men løb ind i dumme skandaler og er derfor svækket, uanset sin ubestridelige politiske kompetence.

Det kan altså meget vel tænkes, at Socialdemokraterna uanset hvem de vælger til ny leder vil have behov for ikke bare én valgperiode, men to eller flere før de kommer til hægterne. Men det er ikke automatisk ensbetydende med at de vil genvinde positionen som Folkhemmats sande vogter. De tider er heldgivis forbi. Det er både for velfærdssamfundets og demokratiets skyld også det bedste for landet. Ingen af delene er tjent med et etpartisystem - og slet ikke med statsministre som Göran Persson der vil bestemme alting selv. Hans arrogance kom selv frem i et lille tv-indslag med pressen, hvor danske Anne Gaarslev fra TV2-nyhederne stillede ham et ganske almindeligt spørgsmål, og hvor han vendte sig om mod hende og spurgte hvem hun var. Da han fik svaret, vendte han sig bare om med et hånligt smil. Det var ikke vendt mod personen, som han ikke kendte, men mod danskeren!



Det er jo en mærkelig kendsgerning at Sverige og Danmark, der tidligere har haft nære politiske kontakter, er kommet længere og længere væk fra hinanden. Persson omtalte under valgkampen Poul Nyrup Rasmussen positivt, men det var fordi denne formåede i 1998 at gøre alle forudsigelser om en Venstre-sejr til skamme (det var det år Uffe Elleman-Jensen dummede sig med en bemærkning om at 'Nu er den hjemme'). Og på samme måde håbede Persson at hale en mirakelsejr hjem i sidste øjeblik. Men ellers har svenske og danske socialdemokrater ikke ligefrem hængt hinanden om halsen. Krag misundte Palme dennes store slagkraft, men ingen svenske partiledere har misundt nogen af de danske. Stauning var Brantings ligemand, men ingen dansk socialdemokrat har kunnet hamle op med Tage Erlander eller Olof Palme.

Forskellen mellem de borgerlige partier i Sverige og de borgerlige partier i Danmark har været stor, så stor at det ind imellem har været svært at hitte rede på de svenske partier når de skulle sammenlignes med de danske. Dette har været drilsk hvad angår både Centerpartiet og Folkpartiet. Folkpartiet kan i dag slet ikke sammenlignes med Det radikale Venstre, mens Centerpartiet har haft nogenlunde samme fornyelse som Venstre ved at udvikle sig fra et decideret landboparti til et moderne byparti. Men under Thorbjörn Fälldin i 1970'erne blev kernekraftværkerne et problem der skabte uenighed blandt de borgerlige.



Den helt store fornyelse i Sverige de sidste år er imidlertid Moderaternas klare brud med Carl Bildts konservatisme. Den kritiserede Fredrik Reinfeldt offentligt efter Bildts valgnederlag i 1994. Bl.a. gik kritikken på Bildts overklasseudstråling og Besserwissen-attitude. Det gør man ikke ustraffet, men Reinfeldt blev ikke destomindre partiformand i 2003 efter en overgangsfigur der ikke formåede at vende tilbagegangen.

Fredrik Reinfeldts politik og ansvarlighed er klar og tydelig - og han formår at få den kommunikeret ud så den kan forstås. Han lægger sig utvetydigt på midten i svensk politik, og som tilfældet er med Anders Fogh Rasmussen i Danmark så er det ikke en linje der er taktisk bestemt, men skyldes en dyb erkendelsesproces der har indebåret opgør med egne tidligere opfattelser og derfor er ærligt ment.

Hvad man i begge tilfælde kan beklage er, at den nye politiske filosofi ikke endnu er så filosofisk gennemtænkt at den derved kan bane vej for en fundamental nytænkning der indebærer den fulde forståelse for det komplementære forhold mellem individ og samfund og mellem frihed og lighed. Først dette vil give det teoretiske grundlag for den moderne velfærdsstats fornyelse. Men man kan i det mindste håbe på et tættere samarbejde mellem den nuværende danske statsminister og den kommende svenske - både i praktisk og idémæssig forstand.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Sveriges Televisions dækning af Valet 06  med mange særskilte tabeller.

Link til Riksdagen
Link til Moderaternas hjemmeside
Link til Socialdemokraternas hjemmeside



Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
Velfærdsudspillet fra regeringen  (6.4.06.)

Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger, Anders  (3.12.04.)
Fogh Rasmussens visioner, Anders  (30.11.04.)



Artikel om Individ og samfund som komplementære fænomener
Artikel om Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Artikelserie om Borgerlige eksistentielle værdier
Introduktionsserie til Jernesalts filosofi



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal