Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - strube

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.5.06.


Strube - stræben, hybris og selvmord

1. maj, på arbejderbevægelsens traditionelle kampdag, bragte TV2 en dokumentarudsendelse om Willy Strube, en af den danske fagbevægelses mest succesrige personer, der i 2001 i en alder af 59 blev afsløret for at have svindlet med sit fagforbunds midler, men kom en politianmeldelse i forkøbet ved at begå selvmord. Hvordan kunne det gå så galt, og hvorfor kom han overhovedet i uføre, lød spørgsmålene, og de blev godt og grundigt belyst med gennemgang af hans liv og karriere med tilhørende kommentarer fra familiemedlemmer, kollegaer og en enkelt psykolog.

Strubes store personlige tragedie kan tages som et skoleeksempel på hvor galt det kan gå et begavet menneske der aldrig lærer kunsten af acceptere et personligt nederlag, men kræver uafbrudt succes.

Strube er den typiske opkomling eller parvenu, der kom fra fattige kår, men takket været gode evner og stærke ambitioner fik arbejdet sig op til en af de største lederposter i fagbevægelsen, nemlig formand for fabriksgruppen i SID (Specialarbejderforbundet i Danmark). Oprindeligt var han uddannet frisør, men foretrak livet som ufaglært fabriksarbejder der hurtigt førte ham til tillidsposter. I 1975 blev han 34 år gammel landets yngste forretningsfører i SID, og allerede i 1979 valgtes han til efterfølger for Hardy Hansen som formand for SID's største gruppe, fabriksgruppen. Og han blev i de følgende år kendt som en dygtig forhandler for sine medlemmer, men også som en kontant leder i forbundet. Han optrådte som 'førerhunden' der ikke tålte konkurrence eller slinger i valsen.



Willy Strube, født 1941, voksede op i et fattigt arbejderhjem i Glostrup med tre søskende, en far der drak og var arbejdsløs, men en mor der klarede økonomien og hjemmet gennem stor flid (rengøringsjob om morgenen før fabriksarbejdet) og streng orden (børnene måtte ikke gå på et gulv der lige var blevet vasket). Denne flid og disciplin blev nøglen til Willys succes. Han ville opad og var stolt da han som forretningsfører fik råd til at købe eget hus i Fløng. Dette hus blev hans refugium, hvor der skabtes solid borgerlig tryghed for den lille familie på to voksne og to børn - men der herskede strengeste orden. Ingen krummer på gulvene. Tallerkenerne blev efter middagen båret ud enkeltvis, så de ikke blev snavsede underneden. Og hvis børnene ikke gad bære dem ud på den måde, skulle Strube nok selv gøre det!

Orden er jo aldrig i sig selv nogen ringe ting, for faktisk kendes tabere og fattige mennesker bl.a. på at de ikke magter at holde elementær orden, men orden kan også overdrives, så den nærmest bliver tvang og fx ender i rengøringsvanvid. På ledelsesplan er den med til at sikre både effektivitet og overblik, men også her kan den ved overdrivelse ende med en slags vanvid der både spolerer tvangfriheden og kreativiteten. Det er jo ikke uden grund at den frie omgangsform og tvangfri påklædning i dag sættes højere end meget bundne former og stil. Ikke mange i dag finder sig i ikke at måtte smide jakken hvis temperaturen er oppe på 30 grader. Men der er heller ikke megen tvivl om at stor systematisk sans og ordenssans ligger bag opbygningen af de fleste store virksomheder. Det kan således sandsynliggøres at hele opbygningen af olietrusten Standard Oil (det senere Exxon) kan føres tilbage til John D. Rockefellers ekstreme ordenssans. Han var ikke af tysk afstemning for ingenting.



Det farlige ved kombinationen af ordenssansen og ambitionsniveauet i Willy Strubes tilfælde ligger imidlertid klart i mandens totale mangel på evne til at acceptere nederlag. Han var en vindertype der gik fra succes til succes og derfor ikke fik normale erfaringer med nederlag. Han flottede sig ikke - som mange andre opkomlinge - med ekstravagant forbrug. Bl.a. holdt familien sommerferier i almindelige lejede sommerhuse. Men han lærte aldrig at tabe, skønt det hører til de fleste menneskers erfaringer sådan som den bl.a. læres i spil af alle slags, hvor rene tilfældigheder kan afgøre udfaldet. Hvad enten vi taler om boldspil eller kortspil eller almindelige spil som ludo og matador eller nyere former på computeren, er det helt selvfølgeligt at alle må acceptere at tabe - uden af den grund at blive slået mentalt ud som om al ære var forduftet. Det er ligefrem en god psykologisk regel at børn helst skal lære kunsten at tabe i spil allerede i tre-fire års alderen, for siden bliver det sværere og sværere at lære den.

Willy Strube lærte aldrig kunsten - end ikke i sin egen lille families skød. Hans kone fortalte i udsendelsen at han blev så sur over at tabe i spil at han kunne finde på at gå i seng - eller forsøge at snyde! Og dette blev faktisk hans helt store tragedie da han blev stillet over for sin karrieres første nederlag. Den kom i 1996, da han tabte en kampafstemning i SID om hvem der skulle efterfølge Hardy Hansen som forbundsformand. Strube stillede op mod formanden for Bygge- og Anlægsgruppen Poul Erik Skov Christensen og regnede det som givet at han ville vinde. Men han tabte stort - og fik allerede et chok da Hardy Hansen som den sidste taler inden afstemningen anbefalede Christensen. Strube var simpelthen groggy - og filmstrimlerne fra episoden afslører det skånselsløst. Hans kone kunne kun bekræfte det i udsendelsen, og hans søn tilføjede, at faderen efter dette nederlag ændrede sig markant som menneske.

Det hører med til billedet, at Strubes overraskelse ikke mindst skyldtes det forhold, at han betragtede Hardy Hansen som både sin lærer og ven, og at mange delegerede havde givet ham det indtryk at de ville stemme på ham. Den kommenterende psykolog Hanne Hostrup brugte udtrykket løgne om disse eftersnakkeres udsagn, men det er efter min mening helt forkert. For der er tale om en uærlighed der ganske enkelt beror på at ingen turde fortælle magtmennesket Strube sandheden, fordi de havde gode grunde til at frygte hans reaktion. Det er jo et almindeligt kendt fænomen i kredsene omkring magtmennesker og diktatorer, at de ikke tolererer sandheden og derfor omgives af eftersnakkere. Det betyder at de aldrig holdes ordentligt orienteret om uheldige eller problematiske sider af udviklingen omkring dem, fx holdtes Hitler i uvidenheden om de faktiske kriser på fronten de sidste år af krigen. Stalin udryddede konkurrenter og skabte så megen frygt omkring sig, at han holdtes i uvidenhed om hvad der virkelig foregik bag ryggen af ham. Og bivirkninger heraf er ofte udviklingen af forfølgelsesvanvid. - Moralen er, at ledere aldrig kan holdes fuldt orienteret om virkeligheden uden at sørge for at have fortrolige medarbejdere der tør sige dem sandheden, også hvis den er ubehagelig.



Hanne Hostrup påpegede meget relevant at man kan reagere på nederlag på to måder, nemlig enten ved vrede og aggressivitet eller ved depression. Hun uddybede det ikke nærmere, men så meget kan siges, at 'depression' i sådanne tilfælde først og fremmest vil sige indadvendthed eller refleksion; det er i bedste fald 'den gode depression' der kan føre én videre til forskel fra den dybe, sygelige depression. Strube reagerede med vrede og aggressivitet, og det i så høj grad at han på hjemmefronten blev mere og mere umedgørlig, så hans kone efter et par års forløb havde fået nok - og flyttede. Dette blev Willy Strubes næste chok, fordi det definitivt spolerede hans forestilling om hjemmet som et refugium. Han blev samtidigt isoleret i forhold til mange kollegaer, fordi han ikke undlod at bebrejde dem deres svigt.

Forfaldet var i gang - og omfattede naturligvis også at han begyndte at drikke mere end godt var. Men helt katastrofalt blev det at han fik en af forbundets vareleverandører til meget mod sin vilje at fuske med regningerne, således at Strube i stigende omfang fik leveret almindelige forbrugsvarer til sin husholdning på forbundets regning. Det skete bl.a. via en 'vinklub'. Strube var udmærket klar over risikoen for at det en dag ville blive opdaget, men vreden over det skete nederlag var så stærk at han fortsatte transaktionerne, skønt han egentlig ikke fra starten overhovedet havde økonomisk behov for dem. Naturligvis fik det en ende. En journalist fik fat i nogle af de forfalskede dokumenter og så rullede lavinen. Strube prøvede nogle udflugter, men måtte til sidst trække sig fra posten som formand i fabriksgruppen. Til sidst blev han kaldt hjem fra ferie i udlandet med sin nye og unge kone for at forklare sig for forbundsformanden. Billeder fra hans taxatur fra lufthavnen taler deres tydelige sprog. Strube var klar over at spillet var tabt. Men trækkes igennem en ydmygende politisag og retssag med uundgåelig fængselsstraf ville han under ingen omstændigheder. Så han hængte sig i sit hus i fløng, inden det kom så vidt.



Objektivt set skal det daværende SID være glad for at man på den afgående formands anbefaling valgte den bundhæderlige og harmoniske samt organisatorisk og forhandlingsmæssigt fuldt respekterede Poul Erik Skov Christensen til ny formand. Han havde og har den fornødne ydmyghed over for opgaven - ganske som også Hardy Hansen og Anker Jørgensen havde det. Og ingen i forbundet har nogen grund til at bære skyld for den personlige tragedie. For denne lå i et enestående selvbedrag hos Willy Strube. Han var som nævnt en opkomling der ville opad, koste hvad det koste ville. Han havde evnerne til at komme opad, men som stræber og magtmenneske blev han kynisk. Trynede dem der gik imod ham - og lagde afstand til enhver der måtte have bevaret en nøgtern dømmekraft. Selvrefleksion lå Strube fjernt, både i psykologisk og etisk henseende. Hele hans moral lå i ordenssansen - og det er aldeles utilstrækkeligt for at bevare den etiske konsistens.

Skal et menneske bevare den etiske konsistens skal det altid i det lange løb sørge for overvægt af det gode i sit liv. Men den vigtigste forudsætning herfor er at man ikke lyver for sig selv og ikke bygger på illusioner og livsløgne eller rammes af psykisk inflation. Det lyder måske banalt, men er sværere end som så, fordi det faktisk forudsætter en vis psykologisk og etisk selvrefleksion. Den er det ikke alle givet at have som en naturlig del af den medfødte eksistentielle bagage, men den kan til gengæld komme ind i billedet som en nødvendighed, hvis man stilles over for sorger, skuffelser eller nederlag.

Frustrationer kan give sig udslag i vrede og aggressivitet - og det fører igen let til had og hævn. Men frustrationer kan også medføre den refleksion der giver basis for ny erkendelse, ja endog visdom. I så fald kan sorg og nederlag føre et menneske ind i det Martin Buber med et skønt udtryk kaldte 'tragediens område' og som han definerede som det område hvor det at have ret er hørt op.

Dette tragediens område kom magtmennesket Willy Strube aldrig ind i - og det kostede den begavede mand livet og et godt renommé. Hans skæbne er derfor et memento til alle opkomlinge om ikke at glemme en passende ydmyghed i livet. Hybris straffes som bekendt af guderne. At lære at acceptere nederlag er en væsentlig del af den menneskelige eksistens.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Konsistens-etikken
Martin Buber

Artikler om etik
Artikler om psykologi
Artikler om eksistens

Se også Værdimanifestet - i forkortet version med afsnit om

Samfundet som fundamental værdi
Etikken

Og se artikelserien om "Veje til livskvalitet og mening":
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal