Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - stillehjerte

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.14.

'Stille hjerte' - problematiserer planlagt død

Bille Augusts nye film "Stille hjerte" er en seriøs og meget smuk film der fokuserer på en ældre kvinde der er blevet ramt af den uhelbredelige amyotrofiske lateralsklerose og derfor har besluttet at gøre en ende på sit liv ved - med mandens hjælp - at tage nogle dødbringende piller. Sygdommen har allerede ramt Esther (Ghita Nørby) med lammelse af venstre arm, men vil uundgåeligt skride frem så hun på et eller andet tidspunkt vil blive helt hjælpeløs. Poul (Morten Grunwald) er læge og har sikret sig piller til formålet der kan give Esther en smertefri og stille død i sit eget hjem. Og han er helt indforstået med sin kones beslutning - og med at skulle stikke ambulancefolkene og myndigheder den lille løgn at Esther har taget pillerne, mens han var gået en tur.

Problemet er at parrets to døtre, den midaldrende Heidi (Paprika Steen) og den unge Sanne (Danica Cercic) er uenige i moderens beslutning. Heidi er til at begynde med indforstået, mens den sårbare og i virkeligheden psykisk syge Sanne slet ikke har accepteret tanken. Og problemet går op i en spids, da hele familien, inklusive svigersønnerne (Jens Albinus og Pilou Asbæk) og barnebarnet (Oskar Sælan Halsskov) samt barndomsveninden Lisbeth (Vigga Bro) indfinder sig på den fynske landejendom for at tilbringe en sidste weekend med Esther - og herunder nyde et sidste festmåltid med hende. Sanne kan nemlig ikke skjule sin store modvilje mod projektet og reagerer voldsommere og voldsommere mod det.

Det kommer til flere pinlige situationer, hvor Sanne går sin vej uden at få fornøden støtte af sin kæreste der ryger for meget pot og altid vender ryggen til opståede problemer. Den selvsikre og på overfladen afklarede Heidi står længe ved aftalen, skoser sin tøvende mand, affejer sin søn og nedgør sin lillesøster. Denne bliver endog bebrejdet at have taget sin kæreste med skønt han stikker af fra hele den borgerlige familie og som hun selv - i sin sygdom og umodenhed - er usikker på.

Humøret svinger hos alle personerne og i alle situationer - i stuerne og på en enkelt vandring ude i naturen ned til fjorden. På denne tur mærker alle Sannes rådvildhed, som ikke mindskes da hendes moder udpeger det sted hvor datteren er blevet til i hed elskov.

Skred i forløbet kommer der først da Sannes kæreste, Dennis, over for Heidi røber Sannes hemmelighed at hun har besluttet at tilkalde en ambulance umiddelbart efter at Poul har givet Esther den dødbringende medicin, så han ikke vil kunne klare frisag ved at påstå at han ikke var til stede da Esther fik pillerne. Heidi skifter nu mening, og da hun tilfældigvis ser sin far kysse Lisbeth, studser hun og får straks den mistanke at faderens motiver til dødshjælpen til moderen ikke er helt uselviske.

Misforståelsen bliver ophævet da Esther og Poul forklarer at det er en del af deres fælles aftale at Poul efter hendes død slår sig sammen med Lisbeth. Det vil klart fremgå af det brev som Esther har skrevet til Lisbeth og som det er meningen Lisbeth skal læse op for hele familien efter Esthers død. Nu accepterer både Heidi og Sanne moderens beslutning, og Sanne påtager sig endog at tage med den ambulance der nødvendigvis skal tilkaldes efter moderens død - og her forklare at det er hende der igen har prøvet at begå selvmord. - Og sådan kommer det til at gå uden at vi får en forklaring på hvordan familien vil forklare Esthers død. Den sker roligt og værdigt med smukke billeder af vemodige mennesker og - en smuk nedgående sol. Måske har instruktøren tænkt på Jeppe Aakjærs smukke digt 'Aften' der har refrænet "Stille, hjerte, sol går ned!"



Bille August er en sikker film- og personinstruktør. Alle skuespillere leverer sikre præstationer og naturligvis bliver det hovedrolleindehaverne Ghita Nørby, Paprika Steen og Danica Curcic der holder spillet oppe. De bliver godt hjulpet af Pilou Asbæk som Sannes 'neohippie' af en kæreste der mødes med mistro, men får modviljen mod sig vendt da han får hele familien, inklusive Esther til at prøve at ryge en joint - og især også får Heidi til at acceptere sig da han lidt ufint over for kæresten røber dennes planer.

Men en underlig familie er det. Den lider af manglende intimitet, forståelse og kommunikation. Mændene, inklusive Poul, har en påfaldende distance til alt hvad der foregår, lige med undtagelse af Dennis der blæser på de borgerlige høflighedsnormer og bordskikke. En kæp i hjulet for Esthers planer om en værdig død inden sygdommen sætter stop for værdighedens bevarelse er og bliver at Sanne er psykisk syg og selv har et selvmordsforsøg bag sig. Dette forholder alle sig til på den tåbelige måde at de regner hende for utilregnelig og altså også som et familiemedlem der ikke kræver særlig forståelse, når hun stilles over for moderens velovervejede beslutning. Hun har reelt brug for størst mulig støtte, og mest fra moderen. Men Esther har ikke fået talt ud med Sanne på forhånd - og selvom hun får en lille samtale med hende ved nattetide på en bænk i haven, så undres man ikke over Sannes vedvarende modstand.

Esther kan siges at være for fokuseret på sin egen mulighed for at slippe for et uværdigt sygdomsforløb - uden rigtigt at gøre sig klart at hun fortsat har et ansvar for Sannes skæbne. Men først og fremmest må det konstateres at det i hvert fald er en rigtig dårlig idé at invitere hele familien, inklusive svigersønner og barnebarn til en sidste weekend og et sidste festmåltid, når ikke alle på forhånd har accepteret og fuldtud forstået Esthers beslutning.



En planlagt død kræver nok drøftelse og aftaler med nærmeste pårørende - og naturligvis også helst accept - men at holde fest omkring den vil uundgåeligt blive en pinlig sag, hvis ikke alle tilstedeværende er fuldstændigt indforståede.

Desuden bliver det et særskilt problem at ægtefællen er læge og ikke blot har skaffet de nødvendige dulmende og dræbende piller, men også vil påtage sig den aktive rolle at give sin ægtefælle pillerne i et lille bæger så de bare skal sluges med lidt vand. Det er på grænsen til det ulovlige. Den forsvarlige hovedregel må være at personen der ønsker at tage sit eget liv for at undgå uværdig død og uværdigt dødsforløb selv udfører den afgørende medicinindtagelse, mens både dømmekraft og handleevne endnu er til stede. Og denne problematik kommer 'Stille hjerte' slet ikke ordentligt ind på.

Dermed komme Bille Augusts film heller ikke ind på sagens kerne: hvad er værdigt liv, værdig død og værdigt sygeforløb overhovedet?



Det første er lettest at besvare, for da alle normale mennesker er født med en bevidsthed om hvad de gerne vil og hvad de helst vil undgå, er det ret indlysende at værdighed først og fremmest må sige bevarelse af bevidstheden og evnen til at træffe beslutninger om sin livsførelse. Mennesker der rammes på bevidstheden og beslutningsfriheden gennem ulykker og sygdom (især hjerneskader, blodpropper, lammelser, kræft og de mange former for demens) er ikke misundelsesværdige. De færreste ønsker at ende deres liv som "grøntsager" uden evne til at føre sin vilje ud i livet. Og her kan det være en mulighed at tillade aktiv dødshjælp, så truede mennesker i tide kan tage deres forholdsregler og undgå det uværdige forfald.

Problemerne er imidlertid mange. For dels kan ingen vide sig sikker på det rette tidspunkt, medmindre man begår selvmord, så snart den blotte forestilling om muligheden for at ende som en grøntsag dukker op. Dels føler de fleste mennesker et vist ansvar for deres nærmeste pårørende. Det vil kun være et relativt lille antal af tilfælde, hvor alt går op i en entydig vurdering. Her mener jeg til gengæld aktiv dødshjælp må legaliseres, så enhver der ønsker at dø på værdig vis kan få hjælp til det - inden han eller hun mister evnen til selv at udføre den afgørende handling.



En vigtig indvending mod aktiv dødshjælp er at læger ikke bør indlade sig på sådanne projekter, da det strider mod lægeløftet om at hjælpe levende mennesker til at leve videre. Hertil er egentlig kun at sige at det lyder godt og flot, men ikke tager højde for at liv kan blive meningsløst, hvis det bliver uværdigt. Liv er ikke et absolut gode, som det gælder om at bevare længst muligt uanset omstændighederne. Der må kunne tages hensyn til de omstændigheder der fører uværdighed med sig - såvel når det gælder livsafslutning som forsterudvikling.

En hovedindvending mod aktiv dødhjælp er at værdig død slet ikke eksisterer, men er udtryk for udslag af angst eller for at vore forsvarsværker over for dødens realitet er for skrøbelige. En kronikør har således i en kronik for nylig hævdet at der er nogt galt når det at ældes betragtes som en personlig fornærmelse og døden som en teknisk fejl.

De to sidste påstande er efter min mening det rene vrøvl. Døden er selvfølgelig ikke en teknisk fejl, men et fuldstændigt basalt - men uforklarligt - karakteristikum ved alt liv. I modsætning til døde ting, så har alt liv en begrænset tid, og det bør stå alle klart. Alderdom er naturligvis heller ikke en personlig fornærmelse, da den rammer alt liv. Men man kan nu engang ældes på mange forskellige måder og i mange forskellige hastigheder. Takket været lægevidenskaben og den almene sundhedstilstands store forbedring i nyere tid i alle velfærdssamfund, så bliver vi ældre og ældre, og vel at mærke oplever overordentligt mange mennesker dette som en stor gevinst. Det er rent ud utroligt hvad et flertal af ældre mennesker i dag får ud af pensionsårene. Men ikke alle er så heldige at bevare sundheden, førligheden og åndsevnen. Og derfor opstår problemet med planlægning af døden. Døden er på den ene side - i sidste ende - helt uundgåelig. Men på den anden side kan vi forholde os til den og dermed også til den eventuelle udsigt til en smertefuld og uværdig død.

Hvad der er værdigt og uværdigt kan ikke defineres entydigt og universelt. Det har folk forskellige meninger om. Men det centrale punkt synes at være at værdighed som hovedregel forbindes med evne til at bevare kontrollen over vigtige livsfunktioner og bestemme sit videre livsforløb på de afgørende punkter. Værdigheden går altså uundgåeligt tabt med tabet af førlighed og åndsevne. Ingen synes det er forbundet med værdighed at blive henvist til et hjælpeløst liv som totaltlammet patient i en seng på plejehjemmet eller til et viljesløst liv som dement menneske der ikke længere kan huske fra næse til mund.



Angsten for døden er ikke først og fremmest en angst for den smertefulde død, eftersom man i langt de fleste tilfælde har medicinske midler der kan dulme smerterne effektivt. Den egentlige dødsangst har med udsigten til tabet af identiteten at gøre - og denne angst sidder så dybt i mange mennesker, fordi langt de fleste har brugt så store dele af deres liv, evner og kræfter på at opbygge en identitet omkring faglig karriere, at det allerede bliver et problem at gå på pension, men først og fremmest en trussel at se den snævre identitet omkring uddannelse, job og faglig erfaring blive overflødiggjort. Kun de færreste mennesker er på det rene med at ethvert menneske ved siden af den snævre identitet der er knyttet til det snævre jeg har en både dybere og mere åben identitet der er knyttet til det åbne selv og dermed den totalpsyke der trækker på det kollektivt ubevidste og derfor aldrig overflødiggøres.

Men stadigvæk står værdigheden tilbage som udfordring - og når den ovennævnte kronikør med erfaring som mangeårig frivillig ved et hospice påpeger at døende ikke sjældent føler sig forpligtet på at mønstre værdighed af lutter hensyn til de pårørende, så fremgår det meget klart, at der er forskel på at værne sin værdighed i kraft af sin egen vilje til værdighed og så at føle sig tvunget til at leve op til andres forestillinger om værdighed. Og her er jeg helt enig med kronikøren i at idealet om værdighed går for vidt i det sidste tilfælde.

Det forhindrer imidlertid ikke at det for andre fortsat føles uværdigt eller beskæmmende at komme i den situation hvor man er totalt hjælpeløst. Tværtimod kan det netop give god mening at begå selvmord i tide og få legal hjælp fra kyndige personer uden for familiekredsen. Der vil altid være etiske problemer med beslutningen, for hvornår er tidspunktet rigtigt og hvor megen accept kan forlanges eller forventes af de pårørende.

Alle disse spørgsmål kommer Bille Augusts smukke og seværdige film ikke ind på. Og det er en skam.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Livskvalitet, aldring og død  (21.12.12.)
Aktiv dødshjælp  (16.12.08.)
Er der en mening med døden?  (19.10.11.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Veje til livskvalitet og mening (I-IV)  (artikelserie 2002)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens

Skal læger bestemme over liv og død?  (20.1.11.)
Dødskriterier og organdonation  (19.6.07.)
Ny debat om organdonation bør gå dybere i problemet med hjernedød  (11.10.12.)
Hjernedød, bevidsthedssyn og åndløshed  (2.4.08.)
Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt  (11.9.10.)
Hjerne og sjæl  (17.10.06.)



Artikler om Film
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal