Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - socprojekt12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.8.12.

Mon dog socialdemokraterne er de bedste?

S-R-SF-regeringen har trods visse reformer været i krise stort set lige sin tiltræden, da det fælles regeringsgrundlag har betydet en stram økonomisk politik som har været i de radikales ånd, men skuffet både socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis vælgere. Det kom også først i stand efter lange og seje forhandlinger mellem de tre i virkeligheden meget forskellige partier. På denne baggrund kan det imidlertid kun opfattes som et decideret krisetegn, at folketingsgruppens nye formand Henrik Sass Larsen og tre fremtrædende socialdemokratiske ministre - Mette Frederiksen, Bjarne Corydon og Carsten Hansen - nu har offentliggjort det socialdemokratiske projekt som kronik i Politiken 20.8., for dermed har de i grunden sat selve regeringsgrundlaget og de to regeringssamarbejdspartnere i den ejendommelige og penible situation at offentligheden må spørge om socialdemokraterne nu har tænkt sig at distancere sig fra R og SF og begynde at køre sololøb eller hvad.

Godt nok lader partiet ikke statsminister Helle Thorning-Schmidt lægge navn til projektet som partiformand - det ville trods alt se for mærkeligt ud i forhold til Margrethe Vestager og Villy Søvndal - men det fører kun til at man så også må spørge om statsministeren har indvilliget i at lade de fire kronikører så at sige tegne partiet nu og fremover. Hun er dækket ind af finansministeren, der siges at være hendes højrehånd i regeringen og i hvert fald bravt forsvarer regeringens finanspolitik, men man hæfter sig uvilkårligt ved at det er den til toppolitikken tilbagevendte Henrik Sass Larsen der står øverst som underskriver og formentlig har formuleret det meste af kronikken, og at det er partiets næstformand Mette Frederiksen der køres i stilling. Kronikørerne, bortset fra Corydon, sidder i hver sin socialdemokratiske kaffeklub, således at deres udspil repræsenterer alle fløje i partiet - og vel først og fremmest har til formål at samle det kriseramte parti internt.

Kronikørerne bestemmer det socialdemokratiske projekt på denne lidt uklare og uskønne måde med den lidt uklare adresse: "Vi står i 2012 i spidsen for en regering, der skal indhente det forsømte årti, rydde op efter en af historiens største nedture og samtidig sætte kursen mod det langsigtede og holdbare. Vores projekt er at skabe den dygtigste generation nogensinde, at fastholde den fri og lige adgang til velfærdssamfundet, at række ud efter langsigtet og holdbar vækst og foretage den største sociale omvæltning set i generationer. Det er et projekt, som ikke handler om hurtige gevinster eller tror på, at markedet løser vores udfordringer. Det handler meget lidt om mig og mere om vi. Vi synes, det er et stærkt projekt, og håber at I alle vil være med på rejsen".

At de selv tror på projektet turde være en selvfølge, men at de også håber "I alle" vil være med på ideen, forekommer mildest talt naivt, når man tager meningsmålingerne i betragtning. Det værste er dog at man retter en voldsom kritik mod VK-regeringerne i 00'erne som nærmest gives hele skylden for den nuværende finanskrise, skønt alle med dømmekraften i behold véd og accepterer at finanskrisen kom udefra og at dansk økonomi såmænd står ganske godt rustet til at klare udfordringerne. Nedskæringer og stramninger eller omprioriteringer har været og er fortsat nødvendige, men at tale om "en af historiens største nedture" er en propagandistisk udmelding der står i åbenlys strid med det faktum at et stort flertal af vælgere allerede nu foretrækker en 'blå' regering. Projektmagerne tager det imidlertid ikke så nøje med at anklage VK for liberalisme og dermed få det til at fremstå som om den ikke gjorde noget for at fremtidssikre velfærdssamfundet som sådant, men bare tænkte på at slippe markedskræfterne løs. Det er i realiteten et forsøg på at genoplive gammeldags blokpolitik og dermed lade hånt om Fogh Rasmussens ganske vellykkede forsøg på at føre midterpolitik ved at betræde den tredje vej fra borgerlig side. Men netop dette centrale begreb er totalt fraværende i projektmagernes projekt - og derfor kan det på ingen måde kaldes nytænkende eller progressivt.

Men lad os se på argumentationen.



Kronikken fastslår indledningsvis at den finansielle sektor i 2008 væltede og kastede verden ud i en langvarig og dyb økonomisk krise som stadig martrer Danmarks og verdens økonomier. Vi fik flekslån og afdragsfrihed og kastede os ud i aktiemarkedets spillemaskine. Markedet var vores muntre og utrættelige tjener, som sørgede for evig fremgang så længe vi sørgede for stadig mere deregulering. Men da boblen brast, vågnede vi op og fandt ud af at vi alle var blevet fattigere. Regningen er slet ikke gjort op endnu, men en statusopgørelse tegner billedet af 00'erne som et i alle henseender forsømt årti! Og det skal den nuværende regering og det socialdemokratiske projekt rette op på. - Hertil skal igen indvendes at 00'erne ikke var et forsømt årti i Danmark, men tværtimod præget af mange reformer og en økonomisk politik der har gjort det muligt for landet at komme langt bedre gennem krisen end de fleste andre lande.

Kronikørerne erkender da også at Danmark på godt og ondt er en del af den globale økonomi og at vi har fordele af det åbne marked, selvom dette også betyder konkurrence - og endda også megen unfair konkurrence. Vi skal imidlertid ikke drage den konklusion, hedder det, at vi vinder ved at kvæle markedet og den fri handel. I stedet skal vi beskytte menneskene gennem en stærk stat. Det er velfærdsstaten der med sin ret til dagpenge, uddannelse og efteruddannelse har vist sig at være den mest succesrige vej genem den krise der rammer mennesker der uforskyldt mister deres arbejde. Det er ikke et mål i sig selv at skabe en stat med en bestemt størrelse, men tiden er kommet til at styrke den socialdemokratiske velfærdsstat i stedet for at svække den. - Her får vi sort på hvidt at socialdemokraterne for det første sætter velfærdssamfundet lig med velfærdsstaten, og for det andet tager patent på denne, skønt den er en simpel følge af den velstandsstigning der kom i gang i hele Vesteuropa nogle få år efter efter 2. verdenskrig og i vid udstrækning blev ført an af borgerlige politikere som Adenauer og Erhard i Vesttyskland med fx et slogan som "Wohlfahrt für Alle". Det socialdemokratiske projekt kom derimod til at lide under den manglende sondring mellem samfund og stat. Man arbejdede under Krag og Ivar Nørgaard i allerhøjeste grad og fuldt bevidst for at udvide den offentlige sektor gennem øget beskatning (herunder indførelse af momsen), og det førte til den ændring af socialpolitikken som vi stadig slås med at forskellen mellem ret og pligt støt og roligt blev udvisket. - Jf. bl.a. Jørgen S. Dich om Den herskende klasse efter 1970. Men det vil socialdemokraterne helst ikke tale om.

Det påpeges nu i kronikken, at da den finansielle sektors grådighed var den primære drivkraft bag den finansielle krise, er det i dag den mest interessante opgave at regulere de finansielle markeder - gennem dansk lovgivning, gennem EU og gennem globale aftaler. Og da det især er ødelæggende for de forskellige landes økonomier med drastiske indgreb for at komme fri af uacceptabel gæld, er vi nødt til at skærme os mod pengemarkedernes lunefuldhed med økonomisk overholdbarhed (!) og lavere låntagning. Efter den finansielle krise er det blevet et selvstændigt socialdemokratisk mål for den økonomiske politik at begrænse gældsoptagelsen for ikke at komme i markedets vold. Aldrig mere må vi udsætte os for de finansielle markeders kuldkastning af velfærdsstaten. Derfor kan vi ikke forlade os på blot at sætte gang i efterspørgslen med finanspolitiske lempelser. Det kræver derimod en kraftanstrengelse hvor reformer af alle dele af økonomien bliver centralt. - Her skæres finansministerens hårde økonomiske linje, som volder Enhedslisten så store kvaler, ud i pap med begrebet 'økonomisk overholdbarhed'. I virkeligheden siges intet om hvordan de globale finansielle markeder skal kunne reguleres, så fremtidige 'bobler' kan undgås (markedet er reelt blevet et transaktionsmarked som ikke en eneste instans på kloden er i stand til at styre). Derfor er den simple og fornuftige konklusion for kronikørerne at den danske stat for alt i verden fremover skal undgå at stifte gæld man ikke kan overskue og komme ud af igen. Grækenland, Italien og Spanien er skræmmebillederne. Men det var ikke den danske statsgæld der skabte bolig- og finansboblerne her i landet - og derfor heller ikke overholdsbarhedsprincippet der ville kunne have forhindret dem. At komme markedsfundamentalismen til livs er et langt større problem end som så (jf. Soros), og i det hele taget at få kapitalismen som system tilpasset den moderne tid med dens krav til demokrati, sekularisering og solidaritet et langt større projekt end kronikørerne synes at forestille sig.



Kommer man til det ret centrale spørgsmål om Danmarks konkurrenceevne med udlandet, fastslår kronikørerne at alle erhvervspolitiske kræfter skal lægges i [der står faktisk 'ligges i'!) at skabe betingelser for at skabe vækst og overskud. Men også at højere produktionsomkostninger i Danmark skal kunne begrundes i bedre produktivitet, teknologi eller innovation [så er de jo ikke relativt højere, og det er ellers dér problemerne kommer], og at der skal findes ny risikovillig kapital til vækstlaget af dygtige små og mellemstore virksomheder der vil ud på verdensmarkedet; bankerne vil jo hellere 'trimme balancer' end investere i ny vækst [ja, for de synes mærkeligt nok også ramt af 'overholdsbarhedsprincippet' og vil ikke løbe store risici som for fem år siden!]. Desuden pointeres det, at en veluddannet arbejdsstyrke med adgang til billig efteruddannelse, flexicurity, gode pasningsforhold for børn, en god infrastruktur og en smidig administration er mere værd end en sænkning af selskabsskatten. I Danmark har vi stadigt et højt uddannelsesniveau, men fremskridtet er stagneret, fordi VKO i det forsømte årti lod en ny generation i stikken. Det klare socialdemokratiske projekt er at skabe rammerne for den dygtigste generation nogensinde i danmarkshistorien.

Og her tør det siges at kronikørerne tager munden fuld.

Helt bortset fra det overflødige spark til VKO, så ved alle og enhver i dette land, at den høje procent af unge der går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter og derfor ikke får en erhvervsuddannelse er et kolossalt problem der slet ikke kan løses med et snuptag af nogen slags, men kræver et dybtgående, langt og sejt træk, og i hvert fald ikke kan løses i denne regerings tid. Og hvad den almindelige dygtiggørelse af de opvoksende generationer angår, så gælder at flere og flere får mulighed for en højerede uddannelse og dermed under alle omstændigheder mulighed for en almen dannelse der vil gavne dem personligt, men også at der er rejst spørgsmålstegn ved om det er så godt for erhvervslivet at der gives så mange unge uddannelser der ikke fører til beskæftigelse. Eller med andre ord om samfundet virkeligt har brug for så mange akademikere i fremtiden, ovenikøbet akademikere der er kommet billigere til kandidatgraden end man tidligere kom. Ingen kan have noget imod at de opvoksende generationer får længere og bedre uddannelse eller højere og højere aflønning. Men hvad hjælper det at skabe rammerne for den dygtigste generation i danmarkshistorien, hvis konkurrenceevnen ikke forbedres for de virksomheder der skal på verdensmarkedet?

Til trøst for de virksomhedsejere der måske kunne frygte at det socialdemokratiske projekt om en stærk stat ville indebære at staten overtager produktionen, gør kronikørerne udtrykkeligt opmærksom på at deres tanke ikke er at eje eller forestå driften af danske erhvervsvirksomheder. Alle mistanker om socialisme (som fx. Venstres Kristian Jensen allerede har været fremme med) kan derfor manes i jorden én gang for alle. Det er pjat at blive ved med at hale spøgelset frem. Målet for kronikørerne er derimod "at etablere et nyt og ambitiøst partnerskab med den konkurrenceudsatte del af dansk erhvervsliv og sikre gode rammer og samarbejde og forvente fair tilbagebetaling i form af vækst, arbejdspladser og fair beskatning".

I samme bane finder man de fire socialdemokraters tanker om fri og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser - også i trange økonomiske tider. Desuden skal samfundet hjælpe alle der har brug for hjælp for at komme videre i deres tilværelse, hvis de af den ene eller anden grund er blevet ramt af misbrug og anden negativ social arv. Det understreges at socialdemokratiets løsning er en aktiv socialpolitik kombineret med en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der kan give det enkelte menneske værdigheden og dermed friheden tilbage. Politik kan ikke gøre folk lykkeligere, hedder det, men den kan skabe platformen for at de har en chance for at blive det. Ingen må ende på kontanthjælp. Folk på overførsler skal ud på arbejdsmarkedet..... - Og dermed fører kronikørerne tråden videre ud til den helt konkrete dagspolitik. Og det er fint. Man kan tvivle på evnerne til at virkeliggøre projektet og må erindre om VKO såmænd ikke stilede lavere, men stødte på det forhold at problemerne er langt mere komplicerede end som så, men den gode vilje er til stede hos kronikørerne - og det er som bekendt den Vorherre ser på, omend ikke altid den vælgerne lader sig nøje med.



Kronikken udelader vigtige delområder som miljø og energi - og får kun lige nævnt euro-krisen i forbifarten. Men det er ifølge Bjarne Corydon i DR2's Deadline mandag aften med fuldt overlæg. En kronik har begrænset længde - og forfatterne har derfor måttet prioritere hårdt. I den foreliggende form må det socialdemokratiske projekt dog siges at være god at få forstand af. Kronikken er bedre end ingenting fra den kant. Den kan muligvis skabe bedre enighed internt i partiet uden at støde regeringspartnere for meget på manchetterne, men den kan næppe skaffe de skuffede vælgere tilbage i folden. Henrik Sass siger nok at man vil måles på resultaterne om tre år, men at skabe den dygtigste generation i Danmark kan ikke gøres på tre år; de vedtagne eller bebudede reformer slår ikke alle igennem med fuld styrke inden for tre år; væksten og beskæftigelsen vil ikke nødvendigvis blive væsentlig bedre de næste par år, da det afhænger af konjunkturerne i almindelighed og eurokrisens udvikling i særdeleshed, og denne er langt fra løst. Mange af de vælgere der stemte på S og SF ved valget i september er åbenlyst skuffede over at der snakkes endeløst om langsigtet 2020-politik, men ikke skaffes arbejdspladser. Overholdsbarhedsprincippet har åbenlyst sejret over her-og-nu-politikkens gammeldags udpumpning af penge - og det er da nyt i socialdemokratiets historie og bør anerkendes. Man kan ganske vist også tilføje at det allermest er fornuftig borgerlig politik, men så får man hele rød blok på nakken. For der er snævre grænser for dybere erkendelse i den blok.

Derfor må det heller ikke forties, at både kronikkens indhold og dens tidsmæssige forelæggelse er en bekræftelse på at socialdemokraterne savner en leder der kan tænke originalt og visionært, gøre op med fortidens naive tro på at kun socialdemokraterne står for velfærdspolitik i Danmark - og som samtidig har evne til på karismatisk vis at føre sine kernevælgere og potentielle midtervælgere frem til en ægte modernitet.

I en sådan modernitet undgås under ingen omstændigheder den dybe principielle modsætning mellem 'frihedsprincippet' og 'lighedsprincippet' der skaber dynamik og spænding i et samfund ved at tillade en økonomisk og kulturel frihed der giver kreativitet og vækst, men samtidigt tenderer mod en ulighed der truer fællesskabet og derfor nødvendigvis kræver særskilte politiske initiativer.

Det førte i gamle dage uundgåeligt til modsætningen mellem liberalister og socialister, men forstår man at de to princippers absolutte uforenelighed er af logisk art, så behøver man ikke lade sig paralysere af dem, men vil kunne nå frem til at betragte dem som komplementære modsætninger, dvs principper der hver for sig er berettigede, nyttige og fornuftige, men blot ikke kan gå op i en højere enhed eller harmonisk ligevægtsposition og derfor skal blive stående ved siden af hinanden i al deres spændingsgivende uforenelighed som ligeberettigede.

Da Labours Tony Blair i Storbritannien og Venstres Anders Fogh Rasmussen i Danmark begge kom til magten ved at vælge den vej der hverken er socialistisk eller liberalistisk, men forener nogle af de bedste ideer i dem begge i en tredje løsning, kan det i dag med største sikkerhed gøres gældende at det vil være tåbeligt at føre den gamle blokpolitik og dens tilhørende klassekamp videre i vore dage. Den bedste løsning for Danmark som for alle de højtudviklede europæiske lande er simpelthen 'den tredje vej' - jf. artiklerne herom. Det er jo reelt kun det socialistiske parti Enhedslisten på den ene side og det liberalistisk parti Liberal Alliance på den anden side der står for ekstremisme og idealistisk 'renhed'. Alle andre er i dag pragmatiske midterpartier der befinder sig på midten i dansk politik og som appellerer til almindelige borgerlige midtervælgere på hver sin vis.

Hverken socialdemokraterne eller Venstre er bevidste om den tredje vejs grundliggende og meget dynamiske komplementaritet mellem friheds- og lighedsprincippet - og derfor har de begge skuffet både praktisk og filosofisk. Men sandheden er at kun den tredje vej er udtryk for en moderne politisk konsistensetik som ikke forhindrer politisk uenighed eller forskellige politiske anskuelser, men kan samle det store flertal i ægte fællesskab.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links:

Socialdemokraternes hjemmeside (her kan kronikken læses)
Henrik Sass Larsen
Bjarne Corydon
Mette Frederiksen
Carsten Hansen



Relevante artikler på Jernesalt:

Nytter Henrik Sass' angreb på Enhedslisten - eller er der mere brug for selverkendelse?   (11.7.12.)
Overrumplende skatteforlig mellem regeringen og VK - efter dages tvivl om Lars Løkkes seriøsitet  (23.6.12.)
Trepartsforhandlingernes sammenbrud en bét for regeringen  (12.6.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Stærkt oplæg til hård kamp om skattereform  (30.5.12.)

S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Status over året 2011  (1.1.12.)
Finansloven i hus med Enhedslistens stemmer  (21.11.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
S-R-SF-regeringens finanslovsforslag for 2012  (4.11.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)

Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
De danske socialdemokraters dilemma  (28.9.09.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)
Frank Jensens politiske come-back  (29.3.09.)
Trives socialdemokraterne mon selv?  (12.09.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)

Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Frank eller Helle?  (11.3.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet



'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)

Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår
Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal