Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - socdemplan0406

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.4.06.


Helle Thornings gratisreklame

Som vi skrev forleden (artikel 9.4.)har socialdemokraterne det ikke for lystigt lige for tiden, for både meningsmålingerne og de radikale tillader sig at gå dem imod. Tilmed er regeringen kommet med et udspil til velfærdsreformer der skulle have rimelige chancer for - efter behørigt hårdt tovtrækkeri - at ende med et bredt forlig - eller valg til dens egen fordel. Så man kan ikke fortænke Helle Thorning Schmidt i at glæde sig over den opmærksomhed hendes nye politiske program med titlen 'Samling om fornyelse' har fået i alle medier og i alle gode socialdemokratiske hjem efter udsendelsen. Den markerer også etårsdagen for hendes valg til formandsposten.

Tillykke, må man sige. For det blev da i hvert fald afsløret at såvel mange Thorning-skeptiske S-borgmestre som endnu flere ditto tv-journalister lyste op da de endelig kunne få lejlighed til at sige noget positivt om partiet og formanden.

Men hvor længe Helle bliver i paradiset får stå hen, for hurtigt lød de mere nøgterne bedømmelser på at det nye program mest var gammel vin på nye flasker og reelt blot trak partiet mere til den Frank Jensen-fløj der tabte formandsvalget.



Dette fremgår også af programmets tre hovedpunkter.

At socialdemokraterne angiveligt vil investere i mennesker er ikke særligt opsigtsvækkende. Det vil alle partier, fordi det simpelthen er nødvendigt. Velfærdsudspillet rummer samme intention. Metoder og bevillinger er naturligvis til diskussion, men så er vi nede på det jordnære finanspolitiske og realpolitiske plan.

At socialdemokraterne er bedst til velfærd, er en påstand som de har yndet i årtier, endda ofte med den fejlagtige tilføjelse at det er dem der har opfundet det moderne velfærdssamfund (men det var Tysklands liberale Ludwig Erhard). Men når det kommer til realiteterne betyder påstanden først og fremmest at socialdemokraterne er ubetinget bedst til at udvide den offentlige sektor og altså sætte velfærd lig med offentlige ydelser, som dette for alvor foldede sig ud efter momsens indførelse. Dette kan ikke ret mange være i tvivl om der kender lidt til historien. Det er faktisk dette forhold der er den store skillelinje i dansk (til dels al vesteuropæisk) politik.

At socialdemokraterne vil bekæmpe uligheden - ikke mindst den økonomiske og den uddannelsesmæssige - turde være det helt centrale punkt, for givet er at de borgerlige alt andet lige vægter friheden og den hermed forbundne ansvarlighed over ligheden og altså tolererer større differentiering eller ulighed end de ikke-borgerlige. Socialdemokraterne vægter klart ligheden, trygheden og solidariteten over friheden , og det er isoleret set prisværdigt, men når princippet automatisk kobles sammen med forestillingen om at ligheden kun kan sikres gennem systematisk udbygget statslig indgriben, så står vi med problemet, at friheden og det private initiativ og den personlige ansvarlighed får for trange kår. Socialdemokraterne kan vælge fortsat at stå på de svages side - det er helt igennem respektabelt - med det betyder også at de vælger trægheden frem for initiativet og dermed svigter fornyelsen. Her er virkeligt det allerdybeste skel i moderne velfærdspolitik.



Der er ingen grund til her at fordybe sig i for mange detaljer i planen. De har været gennemgået flittigt i alle medier - og kan læses på nettet. Ingen kan i princippet være uenig i at det ville være godt om sygefraværet og nedslidningen i det offentlige eller antallet af kontanthjælpsmodtagere kunne halveres. Eller at 95 % af alle unge gennemfører en kompetencegivende uddannelse. Spørgsmålet er kun hvordan målene nås. Rask væk beskylder man hinanden for at bruge for meget pisk eller for meget gulerod. Hvor kunsten vel snarere burde være at kombinere passende belønning med passende tvang. Og så iøvrigt få holdningen i befolkningen ændret i retning af mere ansvarlighed.

Andre velmenende forslag er mere problematiske som fx tilbuddet om årlige sundhedstjek til alle danskere, for danskerne render i forvejen ganske ofte til læge og behøver ikke blivet gennet ind i nogen automatik på det punkt. Og de der ikke kommer regelmæssigt til sundhedstjek skal man i givet fald have tag i på anden, meget mere personlig vis. Lige som det gælder med alle 'problembørn' på alle områder af tilværelsen. Her støder vi ind i en ulighed der dybest set ikke har ret meget med systemet at gøre, men med det forhold at der er familier og andre sociale netværk der sørger for at få løst deres problemer med egne ressourcer, mens andre ikke magtet det, ikke forstår det og i et vist omfang ikke engang ønsker det.

At bryde dette uheldige mønster er altid positivt. Men det er meget sværere end de fleste tror. For trods alt kan ikke hvert eneste menneske forsynes med sin egen støttepædagog, hjemmehjælper og krisepsykolog - selvom de relevante personalegrupper er mere end villige til opgaven. Det kommer jo ikke som den store overraskelse at netop formanden for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund modtager sociademokraternes plan med kyshånd. Allerede Jørgen S. Dich fastslog i 1973, at særforsorgen i landet havde udviklet sig til et kulturfænomen, takket være 'den sociale ideologi'.



Når det til socialdemokraternes store vision hører, at der skal investeres i både integration af indvandrere, pleje af ældre, pleje af børn og ikke mindst i pleje af unge under uddannelse og voksne under løbende efteruddannelse, så gælder at ingen principielt kan være imod. Flere af punkterne vil jo gavne evnen til at leve op til udfordringerne fra globaliseringen. Men uenigheden kommer når midlerne og finansieringsmåden skal vælges. For ressourcerne er nu engang begrænsede, og den offentlige sektors fortsatte vækst ikke ønsket af alle. Prioritering og skatter kommer vi ikke uden om.

Her er det imidlertid såre karakteristisk for socialdemokraternes nye visions-skitse at den med fuldt overlæg undlader at sige noget om finanisering og skatter. Helle Thorning Schmidt er selvfølgelig disse seneste dage blevet udfrittet om denne side af sagen, bl.a. ret pågående af Nynne Bjerre Christiensen i Deadline tirsdag aften, men hver gang efterlades man med det indtryk at socialdemokraternes skattepolitik er uklar og usikker. Man tør hverken røre regeringens utroligt vælgervenlige skattestop eller dens meget bevidste fastholdelse af ejendomsbeskatningen (der i kraft af boligprisernes himmelflugt giver ejerne enorme værditilvækster uden synderlige beskatning og altså øger uligheden i samfundet).

Man nøjes med at sige at der bliver råd til flere offentlige udgifter, fordi beskatningsgrundlaget automatisk vil stige, men at man ikke vil høre tale om skattelettelser, for alle øgede statsindtægter skal gå til øgede udgifter. Ja, man er forargede over at den siddende regering bevidst pønser på at bruge de ganske pæne aktuelle statsoverskud til skattenedsættelser lige før næste valg. Forargelsen er til at tage og føle på, eftersom nedsættelsen er hvad regeringen har tilsigtet lige siden den kom til, men været ansvarlig nok til at vente med at realisere til økonomien var bragt i orden.



Den socialdemokratiske plan er med andre ord fuldstændigt gratis og uforpligtende reklame for et fremtidigt samfund - hinsides det velfærdssamfund vi formentligt nu får pænt justeret, men som efter alle eksperters udsagn ikke holder økonomisk uden større ændringer om fem, ti eller femten år. Det er følgelig ikke utopier vi har allermest brug for. Tværtimod ville det gøre godt med konkrete forslag og anvisningenr på hvordan samfundsudviklingen skal ledes i den rigtige retning, så der fortsat er dynamisk balance mellem de økonomiske muligheder på den ene side og det dobbelte hensyn til friheden og ligheden (eller initiativet og trygheden) på den anden side.

Den socialdemokratiske plan er mest til indvortes brug. Den er mere samling end fornyelse, som en kommentator har skrevet. Den er en cadeau til partiets venstrefløj der muligvis kan stabilisere partiet som sådant, dvs kernevælgerne på 15-20 %, men næppe er i stand til at rykke vælgerne.

I sig selv ser den ikke ud til at være i stand til at flytte den stigende andel af befolkning der i kraft af bedre og bedre uddannelse og højere og højere indkomst og levestandard ønsker mere frihed, mere fremdrift og mere ansvar i samfundet - uden dermed at forråde fællesskab og solidaritet.

Fortsat ligger den fundamentale og dynamiske komplementaritet i samfundsudviklingen i spændingen mellem friheden og ligheden/trygheden. Begge principper har sine gode og sine mindre heldige sider, men er uundværlige. Modsætningen går imidlertid aldrig op i en højere enhed. Derfor er vælgerne fortsat henvist til som hidtil at dele sig efter anskuelser, hovedmål og utopiske forestillinger. Det ændrer Helle Thornings Schmidts nye plan intet på. Om den overhovdet får nogen indflydelse på de kommende realpolitiske forhandlinger om velfærdsreformerne vil vise sig.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)
Velfærdsudspillet  (6.4.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jelved kan ikke synke dybere  (13.3.06.)

Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970  (Jørgen S. Dichs analyse)

Dansk Folkeparti på fremmarch  (3.3.06.)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)  
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)

Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
Farcen på Københavns Rådhus  (6.12.05.)
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)

Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Kommunalvalget: S vandt og V tabte  (17.11.+18.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener

Artikler om   Danmark
Artikler om   Samfund



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal