Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - smk1900ff

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.10.12.

Nyophængningen af dansk og international kunst efter 1900 på Statens Museum

Bortset fra samlingen af fransk kunst - med Johannes Rumps fornemme samling fra 1928, herunder fremragende Matisse-billeder - på øverste etage i den gamle museumsbygning og visse store danske kunstnere som Ring, Hammershøj og Villumsen der rakte ind i 1900-tallet er dansk og international kunst efter 1900 placeret i museets store tilbygning fra 1998, nærmere betegnet i de to øverste etager, dvs. niveau 2 og 3. Og det må for den danske kunsts vedkommende frem til 1970'erne siges at være en ganske udsøgt samling, som er smukt hængt op i de mindre sale, men ikke uden problemer i de store rum og langt fra fuldstændig. Udenlandsk kunst er først og fremmest repræsenteret med museets store Nolde-samling. Og hvad angår kunsten efter 1970 er samlingen af gode grunde begrænset. Økonomien tillader ikke mange indkøb, og der er simpelthen så mange kunstnere og værker at vælge mellem at opgaven på forhånd må betegnes som nærmest håbløs.

Den franske samling (niveau 2 i gamle bygning) omfatter især de Pariser-kunstnere der brød igennem i 1905 med deres 'vilde' kunst som de fik navn efter: Fauvisterne. Det var bl.a. André Derain og Henri Matisse med ret brutale eller tøjlesløse farver og penselstrøg. De tilbragte sommeren 1905 sammen i Sydfrankrig. Straks ved indgangen mødes vi af André Derains 'Kvinde i chemise' fra 1906 der viser en kvinde med flammende rødt hår og mørkeblå strømper. Allerede et par år senere skiftede Derain stil - og det ses i det meget afdæmpede billede fra 1916 af 'To søstre'. Men samlingen har også billeder af Vlaminck og Rouault der begge var med på Salon d'Autonme i Paris i 1905. Det samme var iøvrigt Kandinsky der kan siges at være videreudvikler af fauvismen. Fauvisterne var individualister, men det fælles og moderne var deres insisteren på farvens uafhængighed af den objektive virkelighed. Mennesket blev ikke totalt fordrevet fra kunsten som objekt, men som subjektiv iagttager måtte det indstille sig på at se på billedkunst på en ny måde.

Det læres ikke mindst hos Matisse der er repræsenteret med 'Portræt af 'Madame Matisse. Grønne stribe' (1905), selvportræt (1906), et studie til 'Livsglæden' fra 1905 og 'Le Luxe II' fra 1907-08, hvoraf navnlig sidstnævnte peger fremad i hans produktion - til bl.a. det prægtige 'Zulma' fra 1918 der er et papirklip af en stærkt stiliseret nøgenmodel. Alt er her sat sammen af flader af farver - og det gør stort indtryk. Den hårdt sygdomsramte Matisse, der var bundet til seng og kørestol de sidste tyve år af sit liv, kunne næsten til sin død præstere disse farvestrålende og farveglade papirklip i stort format. Øjet og hånden svigtede ikke. Matisse-samlingen viser begyndelsen og er helt uundværlig som supplement til den aktuelle Matisse-udstilling på museet. Det er kun få billeder der er taget ud til særudstillingen.

Også George Braque og Pablo Picasso er repræsenteret - tillige med mange af Henri Laurens' skulpturer. Og til sidst får vi også Ferdinand Légers karakteristiske 'Kvinde med Vase' fra 1924 i såkaldt 'maskinkubistisk stil' som også kendetegnede vores egen Franciska Clausen. - Jf. highlights på museets hjemmeside.



Gå vi kronologisk frem i den ikke-franske samling i tilbygningen starter vi på niveau 2 med årene 1900-20. Jens Adolph Jerichau, der begik selvmord i Paris i 1916, kun 26 år gammel, var atypisk ved at dyrke antirationalisme og en åbenbart uforløst længsel mod åndelige værdier. Det er i og for sig spændende værker, men det er påfaldende at museet har fravalgt Niels Larsen-Stevns, der nok længe som religiøs kunstner stod i skyggen af sin læremester Joakim Skovgaard, men ikke destomindre i sin senere år rev sig løs fra denne tradition og skabte moderne værker med et yderst intenst lys. Museet ejer faktisk en betydelig samling af disse billeder, men kun de to helt specielle selvportrætter, malet i dødsåret 1941 hvor han knapt kunne holde på penslen, er hængt op. Det er ikke alene synd og skam, det er en uforskammethed af format.

Edvard Weie kunne endnu i 1922 male en dyster 'Romantisk fantasi', men i 'Faun og Nymfe' fra 1940-41 er hans koloristiske farveglæde kommet helt frem. Det første værk har Erik Fischer affærdigede som "anstrengt selvoptaget". Men Weie er et godt eksempel på, at en rent æstetisk bedømmelse af et kunstværk kan komme til kort. 'Faun og Nymfe' er ligesom hans lyse "Langelinie" fra omkring 1925 (Esbjerg Kunstsamling) malet med en blændende sikkerhed, der forudsætter at alt er planlagt på forhånd. Weie kunne tillade sig helt at suspendere den impulsive følsomhed der styrede hans tidligere værker som fx "Romantisk fantasi". Ja, der er tale om en stigende neutralisering af den subjektive rolle i tilvirkningen af kunsten. Betragter man billedernes fladhed i et minimalistisk lys (objektet tømt for mening), så forekommer kunstnerens fordrivelse fra kunstværket at være en fuldbyrdet kendsgerning. Men kigger man nærmere efter viser det sig at Weie trods alt ikke helt fornægter eksistentielle problemer. Billederne kan blotlægge en nihilistisk tvivl, der anfægter den faste tro på de romantiske ideer. Jf. artiklen Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi.

Beslægtet med Weie er svenskeren Karl Isakson der fik fast bopæl i København. Han lagde vægt på skønhed og farveharmoni. Han sagde bl.a. "Stærk farve er ikke det vigtigste, men at den er skøn og sand for øjet, at det bliver en farveharmoni." - Harald Giersing er præsenteret med adskillige hovedværker, herunder "Paris' dom" fra 1909 som var præget af en antiakademisk stil med grove penselstrøg eller det senere 'Landevej ved Fåborg' (1920). Sigende for ham var hans påstand om at "Naturen er intet. Billedet af den alt". Og dén påstand kan man tage for hvad den er. Det fremgår i hvert fald af den at kunsten forudsætter naturen! Giersing blev iøvrigt hovedkraften bag oprettelsen af Grønningen.

Med Oluf Rude og Vilh. Lundstrøm kommer vi over i kubismen. Begge vendte dog efter flere års eksperimenteren tilbage til landskaber og figurkompositioner. Vilh. Lundstrøm vakte i årene 1918-19 opsigt med sine pakkassebilleder (bl.a. 'Det andet bud') der fik en psykiater til at diagnosticere ham som lidende af 'dysmorphisme' i den nedsættende betydning af mangel på skønhedssans, men allerede i 1920 malede han pragtværker som 'Opstilling med krukke, sovsekande og flaske' og gik dermed ind i sin 'krøllede periode' hvor han rigtigt udfoldede sin barokke humor og tog mennesket med ind i sin kunst som naturlige objekter. Senere stiliserede han sine modeller som i 'Kvindelig model' fra 1930 og skabte en lang række af fremragende værker, hvortil hører mosaikkerne til Frederiksberg svømmehal 1933-38. De kæmpemæssige kartoner hertil hang en overgang i Viborghallen, hvor jeg oplevede dem som barn. De måtte senere dækkes til eller fjernes, da hallen skulle bruges til produktion af den nedbrændte Asani-fabriks undertøj. Og de kvindelige arbejdere kunne ikke tåle synet! - Lundstrøm er for undertegnede blevet inkarnationen af moderne dansk kunst fra mellemkrigsperioden. Hans seneste perioder med væsentlige lysere og gennemsigtigere farver regner jeg også for helt central. Men det er de intense blå, røde og hvide farver der fascinerer mig dybest. Jeg så mindeudstillingen for ham i Århus i 1949 og glemmer den aldrig. Statens Museum har en god samling af hans billeder, men det er synd at man spreder dem i flere sale. Det er noget nyt - og det er ikke heldigt. Ophængningen i Århus er den smukkeste i landet. Men også både Nordjyllands Museum og Stormstrøms (Fuglsang) har fine samlinger.



I årene 1920-40 på niveau 2 kommer den uforlignelige Jens Søndergaard til at stå stærkt med ophængningen af bl.a. 'Hav. Storm' fra 1954. Han er en passende partner til tyske Emil Nolde med bl.a. 'Nadveren' 1909 og 'Barn og stor Fugl' 1912 med uimodståelig humor. Det er i det hele taget et pragtfuldt udvalg af billeder - som mig bekendt intet museum uden for Seebüll kan præstere magen til. Det entartede i hans kunst er ikke til at tage fejl af. Man forstår glimrende at de i virkeligheden småborgerlige nazister ikke kunne tolerere Nolde og til sidst gav ham maleforbud. Han snød dog den nidkære lokale betjent der tit kom på uanmeldt besøg. Nolde malede i perioden et væld af fremragende akvareller som kom til at gå under betegnelsen 'Ungemalte Bilder' og umuligt kan forbises ved bedømmelsen af manden. Det gør man desværre på Statens Museum der holder sig til malerierne og henviser tegninger og akvareller til Kobberstiksamlingen.

Direkte påfaldende er det at bornholmeren Oluf Høst glimrer ved sit fravær på trods af at Staens Museum faktisk ejer mange af hans billeder, herunder en stribe af Bognemarkbillederne. Det er for mig helt ubegribeligt at man fravælger Høst. Det ligner decideret personlig modvilje mod ham fra ledelsens side. Måske er han for meget 'naturpsalmist' til at blive regnet for moderne. Men den form for kunst er i grunden mystik - vel at mærke uden nogensinde at havne i de forsøg på dybsindigheder som kendetegner symbolisterne. - Jf. iøvrigt Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken  (25.10.09.)

Samme to årtier fører til Ejler Bille, Richard Mortensen, Vilhelm Freddie, og Wilhelm Bjerke Petersen. Sidstnævnte stiftede dybtgående bekendtskab med Kandinsky på Bauhus-skolen i Dessau i 1931-32 og gav sig også efterfølgende til at skrive om såvel 'Symboler i abstrakt kunst' (1933) som 'Surrealismen' (1934). Og da han viste udtalt påvirkning fra Freud og Reich førte det til brud med Bille og Mortensen. De fastholdt det rent æstetiske over for drømmenes og det dybdepsykologiskes betydning. Bjerke Petersen kan - modsat Freddie - virke temmelig kedelig i dag. Der synes at mangle den gnist som kunne få Freddie til når han vågnede om morgenen at synge 'Krist stod op af døde' for fuld udblæsning. Ikke fordi han troede på den slags, men "en ny dag, ikke sandt!", forklarede han engang i et interview.



Årene 1940-60 omfatter Cobra og Linien II med bl.a. den altid eksperimenterende Asger Jorn der er repræsenteret med bl.a. 'Røde syner' fra 1944 og andre karakteristiske værker. Men museet kan af gode grunde ikke hamle op med hverken Louisiana eller Jorn-museet i Silkeborg. - Jf. derfor Jorn på Arken

Egill Jacobsen vises med bl.a. 'Ophobning' fra 1938. Den relativt stilfærdige kunstner og pioner Ejler Bille har flere værker med. Han holdt sig både i maleriet og skulpturen til de små formater - og af dem kan man ikke se at han på det æstetiske plan var temmelig dogmatisk indstillet. Han fastholdt nonfigurationen over for de surrealistiske kolleger Freddie og Bjerke-Petersen. Det samme gjorde Richard Mortensen, der dog i årene til og med 2. verdenskrig ikke lagde skjul på sin angst for krigen.

Denne angst genfindes i Carl-Henning Pedersens billeder fra samme periode. Der er langt til hans senere frihed hvor han helt kunne åbne sig for tilværelsens store lys og kærlighed - jf. Carl-Henning Pedersens univers. Men det får man ikke lejlighed til at se på Statens Museum.

Det er nemlig ikke til at komme uden om at samlingen ikke er fuldgyldig repræsentation af alle periodens kunstnere. Det er Louisiana der har de centrale værker, men de store provinsmuseer kan også være med. På Statens Museum kan man faktisk slet ikke se hvad Cobra-folkene endte med.



Årene 1960-80 omfatter Eks-skolens kunstnere. Paul Gernes er præsenteret med 'Uden titel' fra 1968-69 der tydeligt viser mandens fundamentale glæde ved farvesammensætninger og -kontraster. Det var Gernes der i 1961 oprettede den eksperimenterende kunstskole som fik den allerstørste betydning for mange af de unge kunstnere der mere eller mindre tilfældigt fik kontakt med ham og fik skolen som værksted.

Fra den tid er Per Kirkebys 'Romantisk billede'. Han er ikke repræsenteret med særligt mange værker i nyophængningen på trods af at museet faktisk ejer mange og for få år siden havde en fornem ophængning af dem over flere sale i den gamle bygning. - Jf. derfor Per Kirkeby på Louisiana

Bjørn Nørgaard havde for et år siden en særudstilling på museet - jf. Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden?. Men da han først og fremmest - udover gobeliner - laver skulpturer og installationer må vi nøjes med nogle småting i afdelingen. Men nede i den store forhal er dog nogle af hans store keramiske figurer. - Ursula Reuter Christiansen er repræsenteret med 'Kvinder frem' fra 1971 der viser hende selv og flere kolleger i stærke farver. Nogle af disse har også værker med i udvalget, men kun få. Man kan ikke danne sig et grundigere indtryk af dem.



Årene 1980-90 er kendetegnet af den såkaldte postmodernisme der vendte ryggen til de store kollektive fortællinger som kristendommen, nationalismen og marxismen, der tidligere havde været legitime forståelsesrammer for samfundet, men nu blev afløst af "den uendelige strøm af tegn", som filosoffen Baudrillard kaldet en flydende medieskabt hyperrealitet.

De unge vilde omfatter kunstnerne Kehnet Nielsen (1947), Inge Ellegaard (1953), Dorte Dahlin (1955), Michael Kvium (1955), Berit Heggenhougen-Jensen (1956), Lars Nørgaard (1956), Erik A. Frandsen (1957), Claus Carstensen (1957), Nina Sten-Knudsen (1957), Peter Bonde (1958), Christian Lemmerz (1959), og Lars Ravn (1959) - og igen må man beklage at de hver især kun er repræsenteret med få værker. Men husker man udstillingerne på Arken og Nivaagaard er man rimeligt rustet. Jf. De såkaldt 'vilde' fra 1980'erne på Arken -
og Nina Sten-Knudsen på Nivaagaard
. I mine øjne er Nina Sten-Knudsen ubetinget den mest spændende af dem alle, takket være hendes dybe føling med arketypiske forestillinger.

Årene 1990-2012 præsenteres af John Kørner, Tal R, Kaspar Bonnén og Kirstine Roepstorff. Sidstnævnte var med til at starte den feministiske kunstnergruppe 'Kvinder på Værtshus' - og det er jo også et tidens tegn, en ganske god modvægt mod mandsdominansen. Den undergraver dog ikke det generelle indtryk at det fortsat er manden som specifikt kønsvæsen der yder den mest markante grænseoverskridelse eller transcendens. Det har som bekendt intet med talent, intelligens eller kunstneriske evner at gøre, men alene med kønshormoner. Jf. artiklen Hvem siger kraften er mandlig?.

To af de danske kunstnere dette er tydeligst hos er brødrene Arne og Jørgen Haugen Sørensen, henholdsvis maler og billedhugger eller formkunstner. Af maleren er der siger og skriver ét værk i nyophængningen og det er synd, for hans kunst er enestående... - jf. Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden. Og af billedhuggeren er der for tiden ingen værker, men hans kamp med sig selv, virkeligheden og systemet viste museet dog på specialudstillingen for et par år siden - jf. Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden.



Årene 1990-2012 fortsætter på niveau 3 med installationer af seks forskellige kunstnere. Det drejer sig om Elmgreen & Dragset, David Shrigley, Ann Lislegaard, Danh Vo, Martin Erik Andersen og Gitte Villesen. Og ikke uden grund påpeger man fra museets side i det tilhørende 'Landkort' til hele perioden at en installation er et rumligt værk man som betragter træder ind i. Man bliver en fysisk del af værket; ens oplevelse er i højere grad baseret på en kropslig og flersanselig respons end ved betragtning af et maleri. Men samtidig gælder at værktypen som sådan understøtter det fokus på betragterrollen som kunstnerne generelt har i perioden, der også er karakteriseret af det såkaldte "refleksionsloop": kunstneren reflekterer hele tiden over sig eget værk og sin egen praksis. Det er fint i sig selv, men forekommer ind i mellem at være for meget af det gode. Det synes undertiden at blive lidt for privat - hvad der igen kan komme af at man umuligt kan blive fortrolig med en installationskunstner ved at opleve et enkelt værk. Og de gode, pædagogisk frugtbare retrospektive udstillinger er nu engang sjældne for den art kunst der fylder så meget.

Jeg indrømmer blankt at jeg er forbeholden over for installationskunst, som mest af alt synes skabt af eksperimenterelyst. Og ikke et ondt om den. Den er udtryk for trang til at gå nye veje og sprænge grænser. Og i et tilfælde som Bjørn Nørgaard har man efterhånden oplevet det så tit og stærkt at man ikke længere har problemer med at følge med eller i at anerkende det som stor kunst.

Refleksionen bliver nødvendig også for den kunstinteresserede og åbne beskuer - og man kan i vore dage absolut ikke slå sig til tåls med Ortega Y Gassets gamle konstatering af at mennesket er blevet fordrevet af den moderne kunst. For når både kunstneren selv og beskueren må gå ind i værket og give sig tid til refleksion for at få et personligt udbytte af kunsten, så er mennesket alt andet end fordrevet fra kunsten.

Problemet synes at være det postmodernistiske farvel til de store fortællinger, for uden dem havner mennesket uvægerligt i en æstetisk holdning til tilværelsen. Og det er fundamentalt set i klar strid med den helhedsrealistiske holdning, hvor det æstetiske er sideordnet det etiske og begge i sidste ende underordnet det store eksistentielle perspektiv man i gamle dage kaldte det religiøse. Det heldige er at vi i dag forstår, at det eksistentielle eller religiøse perspektiv aldrig kan styres af dogmer, men tværtimod dybest set må bestemmes af en føling med arketypiske forestillinger der gør åbenhed, skøn og intuition til altafgørende elementer. Hverken smagsdommere eller ideologiske fanatikere har noget at skulle have sagt her. Dette er i høj grad hvad man efter undertegnedes bedste mening kan få ud af mødet med moderne kunst - også den helt moderne, nutidige kunst.

Den romantiske perioden fra 1750 til 1910 er jo nok - som bemærket i forrige artikel - den periode der umiddelbart giver de fleste mennesker den letteste tilgang til kunsten, fordi den endnu har mennesket fuldt og helt i centrum i det vidtspændende forhold til familien, arbejdet, naturen, historien og de sociale forhold. Den har endnu ikke begivet sig ind i det abstrakte rum som præger kunsten efter 1910 og som for alvor indledtes med det kubistiske maleri. Her blev mennesket tilsyneladende fordrevet fra kunsten, endda bevidst og systematisk - og det gav straks en slags fremmedgørelse, men uviljen fortog sig dog ret hurtigt. Derfor kan det konstateres at moderne kunst har stor bevågenhed i alle aldersklasser i vore dage - og derfor er det også et stort gode at Statens Museum for Kunst giver alle gode muligheder for at se gammel kunst og romantisk og national kunst såvel som moderne kunst i sammenhæng.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:
Statens Museum for Kunst
Dansk og international kunst efter 1900
Den franske samling (niveau 2 i gamle bygning)



Relevante artikler på Jernesalt:

Nyophængningen af kunst 1750-1900 på Statens Museum  (31.8.12.)

Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik
Hvad skal vi med kunst?  (26.3.11.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Jorn på Arken  (15.10.02.)
Per Kirkebys tekstproblem  (16.5.11.)
De såkaldt 'vilde' fra 1980'erne på Arken -
og Nina Sten-Knudsen på Nivaagaard
  (28.11.10.)
Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden?  (15.10.10.)
Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken  (25.10.09.)
Chagall - en enestående mytisk kunstner  (11.11.05.)
Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle  (22.9.06.)

Per Kirkeby på Louisiana  (3.11.08.)
Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden  (12.9.07.)
Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden  (22.11.07)
Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg
Carl-Henning Pedersens univers  (22.11.03.)
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)

Skagensmalerne og en moderne Berliner på Arken  (13.3.08.)
Drømmen om paradis  tysk ekspressionisme på Arken (2.11.04.)
To museumsudvidelser på Sjælland og det nye museum i Århus: Ordrupgaard, Willumsen og Aros  (16.10.05.)
Et par udstillinger - Per Kirkeby, William Turner, Maja Lise Engelhardt

C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri   (11.6.08.)
Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner   (21.7.08.)
L.A. Ring mellem de to virkeligheder  (14.12.06.)

Transcendens
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Kunst
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal