utils prefix normal JERNESALT - sfsoevndal12e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.8.12.

Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?

Mange vil sikkert huske billedet af det unge SF-folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen der efter et gruppemødet i slutningen af juni måned måtte stille sig op ved siden af sin gruppeformand Pernille Vigsø Bagge og næsten grådkvalt forklare pressen at hun havde måttet gøre op med sig selv om hun ville blive i partiet og stemme for den skattereform regeringen havde indgået med V og K, men som hun selv var imod - eller fortsætte med at kritisere den og stemme imod. Poulsen måtte den dag stå alene med sine anfægtelser, da hendes eneste meningsfælle i folketingsgruppen Özlem Cekic var i udlandet. Poulsens utilpashed ved situationen var så åbenlys at den tydeligt viste dyb frygt i partitoppen for konsekvenserne af at tillade normal og rimelig tolerance over for partimedlemmer, selvom det måske i virkeligheden er dens egen strategi og projektet som helhed det er galt med. Partiformanden skaffede sig næsten samtidigt landsledelsens fulde opbakning til sin linje gennem sine overtalelsesevner. Kritikkerne røg stort set alle ud af ledelsen og blev bragt til tavshed.

Nu kommer så en ny kritik der ikke gælder skatteforliget, men selve regeringsdeltagelsen og partiformandens ledelse, og den kommer ikke fra et ungt og uerfarent medlem af folketingsgruppen, men fra en gammel, erfaren og yderst respekteret mand i partiet, nemlig Aage Frandsen - også kaldet Kloge-Aage - der sad i folketinget 1994-2005, var formand for folketingsgruppen 2001-05 og iøvrigt har været medlem af hovedbestyrelsen lige siden 1972. Han er altså ikke en hvemsomhelst, men tværtimod det man kalder en 'nestor', den ældste og mest erfarne i hele kredsen, og derfor en mand der stadig lyttes til i partiet - og som ovenikøbet i sin tid var med til at bakke Søvndal op som formand.

Denne Frandsen offentliggjorde 2.8. en kronik i Politiken der kaldte det noget gedigent sludder at SF har udviklet sig fra et protestparti til et indflydelsesparti, og som opfordrer det til at genfinde og genvinde sin egentlige identitet. Politiken bragte samtidigt en analyse af politisk redaktør Mette Østergaard der ikke lagde skjul på at Frandsens kritik skader mere end den hjælper med hensyn til at få partiet på rette kurs, eftersom den kun får den interne uro til at blusse op igen - og det på et tidspunkt hvor de frustrerede kritikere ellers var banket på plads. "Nu får ledelsen igen nok at gøre med at slå uroen ned", slutter redaktøren, der åbenlyst ønsker den kriseramte regering fredet længst muligt, selvom socialdemokraterne har nok at gøre med deres egne problemer - og de radikale ikke har megen fidus til SF i regeringen. Og som om hendes advarsel ikke var nok, skrev bladets faste kommentator Lars Trier Mogensen dagen efter en leder der under overskriften 'Gravrøst' postulerer at Frandsens kritik gør ondt værre fordi hans udfald mod partistrategien er så "himmelråbende naiv og blottet for substans". Trier finder det ironisk at kritikken netop kommer fra en tidligere gruppeformand der har "brugt årevis af sit liv på at sidde til frugtesløse rundbordsmøder fordybet i abstrakte diskussioner om hvordan SF måske kunne vinde indflydelse". - Man er i hvert fald ikke i tvivl om at Politikens redaktion gerne ser kritikken af S-R-SF-regeringen og dens enkelte partier mistænkeliggjort og latterliggjort.



Substansen i det Aage Frandsen skrev er ellers let at se, for den drejer sig om noget så vigtigt for ethvert parti som selve den identitet der holder partiet sammen på ægte vis, dvs forbinder ledelse, medlemmer og kernevælgere. Frandsen påpeger at SF hidtil har været et parti med et udpræget medlemsdemokrati, hvor politikudviklingen er foregået i hovedbestyrelsen og folketingsgruppen og på landsmøder og konferencer. Derfor er det efter Frandsens mening "en voldsom omvæltning, når udvikling af SF's politik reelt sker i regeringen. Lidt forenklet sagt er SF gået fra at være et medlemsparti til et ministerpati". Og det er "noget, der skaber frustration hos medlemmer der er vant til at kunne øve indflydelse."

Frandsen påpeger dernæst at SF hidtil har gået på to ben: det vil både lave grundlæggende forandringer og skabe forbedringer her og nu. Hvis det kun ville det sidste, ville det være et rent socialdemokratisk parti. Og hvis det kun ville det første, ville det ligne Enhedslisten. Derfor er det aktuelt ikke så underligt, at tidligere og nuværende SF-vælgere går over til Enhedslisten, når SF gør regeringens her-og-nu politik til sin egen. Frandsen kræver ikke at SF skal træde ud af regeringen, men dog at dette i det mindste overvejes hvis der igen opstår en situation a la Betalingsringen, hvor SF blev kørt over af de to andre regeringspartier. For indflydelse kan SF sagtens have uden for regeringen - det giver Frandsen en række eksempler på - men skal det som regeringsparti genfinde og genvinde sin identitet (som et parti der går på to ben) må det ske ved at SF udformer en selvstændig politik i stedet for at glide i ét med de to andre partier.

Frandsen undlader naturligvis ikke at sætte disse betragtninger ind i den større kontekst der hedder SF's udvikling siden 2007 hvor Villy Søvndal som partiformand (valgt 2005) høstede en fantastisk valgsejr (en fordobling af mandattallet) på en politik linje der lå i klar forlængelse af den hidtil førte politik. Og fremgangen førte vel at mærke til en markant ændring af socialdemokraternes indstilling til SF. De så ikke længere - som S i 60'erne - SF som et venstreorienteret splittelsesparti, men nu tværtimod som mulig samarbejdspartner som det var værd at satse på i stedet for de radikale.



Frandsen nævner at han naturligvis ikke ved hvad der foregik i socialdemokraternes hoveder i 2007 og de følgende år, men at deres strategi i hvert fald ikke forekom helt gennemtænkt. De havde nemlig åbenbart glemt at de radikale altid mener at de skal have større indflydelse end deres mandater tilsiger. Men initiativet til en tilnærmelse kom fra socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der fik sit parti med på den såkaldte 'Sass-doktrin', at socialdemokraterne og deres regeringspartnere skulle opgive standpunkter hvor de borgerlige havde de bedste kort på hånden, fx. udlændingepolitikken og beskatningen af ejerboligen. Det afgørende blev ifølge Frandsen at SF accepterede denne doktrin i og med at de prioriterede samarbejdet og regeringsmuligheden højere end den politiske substans. Mange SF'erne slog sig til tåls med at det kun var taktik - og fandt det iøvrigt ikke passende at kritisere partiet når dette red på en succesbølge.

Men da valget i 2011 gav SF et tab på 7 mandater, var der ingen tvivl om at en af årsagerne var at det var svært for mange vælgere at skelne SF fra S. De opfattede simpelthen SF som socialdemokratisk - og selve mandattabet gav desuden partiet en svag position under regeringsforhandlingerne med S og R. Frandsen sætter spørgsmålstegn ved om regeringsgrundlaget overhovedet indeholdt væsentlige SF-punkter ud over lige præcis den betalingsring, der hurtigt måtte opgives. Anderledes for de radikale, der fik slået fast i regeringsgrundlaget at "udgangspunktet for regeringen var VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen" (som R var med i, men SF havde stemt imod).

Aage Frandsen kommer også ind på spørgsmålet om ministerposter, og kritiserer udtrykkeligt Villy Søvndal for at have påtaget sig den prestigefyldte udenrigsministerpost som medfører mange udlandsrejser og derfor gør det svært at passe formandsposten i partiet. Og han henviser naturligvis til den konservative Lene Espersens fatale eksempel. Men det lader vi ligge her, for det helt centrale er spørgsmålet om SF's identitet og det hermed nært beslægtede spørgsmål om SF overhovedet er i stand til at bevare sin identitet som et parti der går på to ben, hvis det indgår i et regeringssamarbejde med S og R.



Villy Søvndals projekt som det blev formuleret i 2010 og -11 med S og SF's fælles 'Fair løsning' var i høj grad baseret på drømmen om at få gjort SF regeringsdueligt efter mere end 50 års parlamentarisk ørkenvandring. SF blev langt om længe de facto anerkendt af socialdemokraternes nye, unge og ensidigt regerings-målrettede formand Helle Thorning-Schmidt som regeringsdueligt, men prisen var så høj at næppe nogen i partiet havde forudset dens tyngde og rækkevidde: den var nemlig at der skulle føres borgerlig økonomisk politik på de radikales betingelser. Og det var bestemt ikke dette flertallet af SF's medlemmer og vælgere var gået til valg på (og iøvrigt heller ikke alle socialdemokrater). Mange SF'ere foretrækker uden tvivl et politisk friløb som Enhedslistens, der giver muligheder for pres på en socialdemokratisk mindretalsregering, men ikke fedter partiet ind i noget direkte regeringsansvar.

Villy Søvndal var i realiteten gået til valg på den store drømmeforestilling om et klart rødt flertal der gjorde en socialdemokratisk ledet regering uafhængig af de radikale, men da valget langt fra indfriede denne drøm, accepterede han - for dog at opretholde den attråede socialdemokratiske accept af regeringsdueligheden - at indgå i en mindretalsregering med de radikale, selvom denne udmøntede sig i det velbekendte fælles regeringsgrundlag som helt og holdent var domineret af radikal realpolitik, dvs en selvfølgelig forpligtelse til at acceptere de faktiske betingelser i økonomien og tage ansvaret for al den ubehagelige lovgivning der ville blive nødvendig. Realiteten var at SF måtte acceptere den kortsigtede her-og-nu-politik - og udskyde den langsigtede forandringspolitik til bedre tider, men allerede få måneder efter fortonede dette mål sig mere og mere i det fjerne. Selv den radikale gruppeformand, tidligere økonomiminister Marianne Jelved har nu, pudsigt nok synkront med Aage Frandsen, fundet tiden inde til en kritik af regeringen for ikke at have haft held med sin ellers højt besungne kickstart af økonomien. Der er ikke kommet gang i den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Den økonomiske krise i EU varer ved og forhindrer et omsving, trods bl.a. centralbankchef Draghis målsætning.

Men man har da stadig lov at håbe, især hvis man hedder Villy Søvndal og mest kerer sig om udenrigspolitik i Mellemøsten. Som udenforstående iagttager er man imidlertid naiv hvis man tror, at Søvndal opgiver sin livsløgn. Ja, husker man 'Vildanden' af Ibsen, så vil man også vide at man skal være forsigtig med at tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, for så risikerer man at tage lykken fra det! Det kan måske lyde hårdt at sammenligne Villy Søvndal med et menneske der bygger sin lykke op omkring en kæmpeillusion, men faktum er at Søvndal ikke har nogetsomhelst andet at stive sit projekt af med end illusionen om at selve deltagelsen i et regeringssamarbejde med socialdemokraterne og de radikale på langt sigt vil give de store samfundsændringer han som socialist altid har drømt om.



Og det er præcis her Aage Frandsens i virkeligheden forsigtige og velmente kritik bliver relevant. Frandsen er langt fra en røst fra graven. Han repræsenterer tværtimod mange frustrerede SF'ere der frygter partiets fremtid - og har gode grunde til det, eftersom lokalformænd kan berette om medlemsflugt fra partiet, allersenest formanden for den lollandske afdeling. Man kan indvende mod Frandsen at han selv er uafklaret, i og med at han faktisk tænker i spændende komplementære baner (partiet sideordner to hovedprincipper der er logisk modstridende), men blot ikke ved at de er komplementære og derfor heller ikke kan fortælle Søvndal & Co. præcis hvor fejlen i virksomhedens strategi ligger. Den turde ellers være klar nok.

Søvndals fundamentale og irreversible fejl ligger i selve accepten af regeringsgrundlaget fra oktober 2011, der bragte SF under de radikales tunge og beregnede åg hvis her-og-nu-resultater skræmmer SF's vælgere langt væk, selvom de forsøges beroliget med at tiden nok skal komme for de store forandringer i socialistisk retning. Aage Frandsen siger det ikke direkte, det er svagheden i hans kritik. Den vil derfor ikke få umiddelbare følger for SF's ledelse. Søvndal er fortsat urørlig; partiet vil ikke kunne ryste R-åget af sig, hvis det bliver i regeringen; og partiet vil kun tabe ved at træde ud af regeringen (ligesom også socialdemokraterne vil). Frandsens kritik kan derimod få langsigtede følger, fordi den indirekte afslører Søvndals fejlvurdering som den livsløgn den er og dermed for alvor sætter fokus på partiets identitetsproblem.

Ingen får næppe at vide hvad der foregår i Villy Søvndals hovede. Han lider af APESE-syndromet - og mangler fornøden refleksivitet. Ingen får heller at vide hvad der foregår i hovedet på Helle Thorning-Schmidt og Noa Reddington - ud over at de ønsker at bevare regeringsmagten længst muligt, men iøvrigt ikke har ambitioner eller visioner. Deres held er at ingen heller kan vide hvad der foregår i hovedet på Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen - ud over at de drømmer om at vende tilbage til magtens korridorer - og også er blottede for visioner.

Det sørgelige er at det såmænd kan være hip som hap om det er den ene eller den anden fløj der styrer finansministeriet. Refleksiviteten her i landet er ringe. Erkendelsesprocessen ligeså. Oplysningsniveauet alt for lavt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til

Socialistisk Folkepartis hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Søvndal retter det splittede SF ind under trussel om hele projektets fald  (28.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi   (17.4.12.)
Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Ole Sohns fortrængninger nok engang  (28.11.11.)
Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)

Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)
Bliver SF rygraden i en alternativ regering?   (13.8.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)

Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om
Artikler om Eksistens
Artikler om
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal