utils prefix normal JERNESALT - sfsoevndal05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.4.10.


Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?

Der er formentlig halvandet år til næste folketingsvalg, og det er altid meget usikkert at spå om et resultat så langt frem i tiden, men det er åbenbart for alle at VK-regeringen siden Lars Løkke Ramussens overtagelse af statsministerposten i april sidste år og hans store ministerrokade i februar i år har mistet så meget terræn at sandsynligheden for et regeringsskifte er steget ganske betydeligt. De fleste meningsmålinger viser nu et flertal for Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister.

Selvom meningsmålinger altid skal tages med et gran salt stiger dog sandsynligheden for at Socialistisk Folkeparti næste år for første gang i sin historie kommer med i en mindretalsregering under socialdemokratisk ledelse, og at partiets formand siden 2005, den nu 58-årige læreruddannede Villy Søvndal, får en fremtrædende placering, muligvis endda som ny udenrigsminister. Begge dele vil naturligvis falde mange for brystet. Bl.a. har den tidligere udenrigsminister, nuværende kulturminister Per Stig Møller været ude med en erklæring om at Søvndal som udenrigsminister vil være en katastrofe for landet.

Men for det første er vores demokratiske system bygget op på den fortræffelige måde, at ingen regering sidder for evigt. Enhver regering vil normalt altid fælde sig selv efter et vist antal år - allerede af den simple grund at vælgerne er blevet trætte af den. For det andet er det ikke et nyt fænomen hvis næsten alle ministre i en ny regering vil være uden ministererfaring som fřlge af at det er længe siden partierne har siddet ved magten. Det vil naturligvis kunne mærkes og vil altid blive utroligt hårdt for de enkelte personer, men sådan har det næsten altid været ved lange mellemrum mellem nye regeringer og store personudskiftninger i partierne. Én gang skal være den første for alle ministre, selv for en statsminister (ja, selv for USA's præsident). Og for det tredje gælder at såvel socialdemokraterne som SF i dag har mange kompetente politikere der kan udfylde posterne. At frygte dem på forhånd er intet andet end ideologi og konservatisme.



Det nye i situationen er at SF under Villy Søvndals ledelse har ændret sig markant fra at være et idealistisk og principfast parti der nødigt ville have 'snavs på fingrene' ved at blive involveret i ansvarlig realpolitik. Partiet har med formandens egne ord netop udviklet sig fra at være et brokkeparti til at være et løsningsparti, fra et protestparti til et indflydelsesparti og fra et eliteparti til et folkeparti.

Dette er også fremgået af det landsmøde partiet i weekenden har afholdt i Odense, hvor Villy Søvndal ikke var på valg som partiformand, men altså fortsætter, men hvor den unge partistrateg Thor Møger Petersen blev nomineret som ny næstformand.

Hvordan er det kommet så vidt og hvordan skal vælgere af forskellig observans tackle situationen?



SF's udvikling siden oprettelsen i 1958 er det ikke nødvendigt at gennemgå i detaljer - der henvises til tidligere artikler og afsnittet om Dansk partipolitik i 'Jernesalts 2009-filosofi' - men det skal fastholdes at partiets op- og nedture i høj grad hænger sammen med både de personer der har stået i spidsen for partiet og de medlemmer der har haft en dogmatisk indstilling til principperne. Efter fordoblingen af stemmer og mandater i 1966 (10,9 % og 20 mandater), den efterfølgende splittelse i 1967 og den legendariske Aksel Larsens afgang som formand i 1968 havde partiet en nedgangstur med et lavpunkt i 1977. Her var partiet med kun 7 mandater blevet lige så lille som det genopståede kommunistparti. Udviklingen vendte først da partiet i 1987 under Gert Petersen fik 14,6 % og 27 mandater i 1987. Men derefter var der igen dalende eller svingende tilslutning lige indtil Villy Søvndal kom til og i 2007 gentog fordoblingen fra 1966.

Under Holger K. Nielsens lange formandsskab fra 1991 til 2005 var modstanden mod EU en kernesag. Den førte til nej til Maastrichtaftalen ved folkeafstemningen 1992 og dermed til de fire stadigt gældende danske EU-forbehold. Ideologisk vandt miljøprofilen over den egentlige 'socialistiske profil' - og denne sidste er yderligere blevet nedtonet under Søvndal til fordel for realisable mål.



Lige efter årsskiftet i januar 2010 redegjorde Villy Søvndal i en kronik i Politiken for SF's nye realpolitiske linje der allerede havde medført et fælles udspil med socialdemokraterne under navnet Fair forandring og hvis mål var en S-SF-regering

Søvndal gjorde her op med myterne om SF, dvs de efter hans mening falske forestillinger om SF som et populistisk, opportunistisk og endda højredrejet parti, hvis politik udelukkende bestemmes af at lederne vil til magten for enhver pris. Og meget rigtigt konstaterer han, at det åbenlyst er vanskeligt for nogle at håndtere den kendsgerning at SF både i realpolitikken og i værdidebatten har 'sat sig i nye positioner', som han kaldte det, fordi partiet og lederne selv har rykket sig og stadig rykker sig politisk i et nødvendigt, langt sejt træk.

Søvndal kalder det en vildfarelse af rang at beskylde SF for at have sagt farvel til idealerne ved fx at gå med i et forsvarsforlig eller ved at stemme for den samlede finanslov. Partiet har derimod erkendt at man som mindretalsparti ikke får indflydelse uden at gå på kompromis med andre partier. På den måde vil man i stedet offensivt søge indflydelse på dansk politik og få idealerne til at mødes med den politiske virkelighed.

Men Søvndal erkender dog blankt at SF ikke altid har haft de rigtige standpunkter i fortiden. Det gælder bl.a. det gamle venstrefløjsprincip om 'revolutionær forandring' af samfundet. Revolutionstankegangen er efter Søvndals mening ikke alene fuldstændigt utidssvarende, den er også grundlæggende forkert. For skal det moderne og komplekse velfærdssamfund forandres, skal det ske ved gradvise reformer og ikke på pludselige, endsige voldelige måder der sætter stabiliteten over styr.



Hvad værdikampen angår erkender Søvndal at både han selv og SF som helhed tidligere har været for flimrende i 'tilgangen til en række værdipolitiske spørgsmål', herunder ikke mindst i spørgsmålet om mødet mellem danske/europæiske værdier og andre kulturers værdier. Problemet har været at SF for stærkt lagde fokus på forståelse, tolerance og dialog, når værdier i det danske samfund var i konflikt med værdier fra andre kulturkredse. Og disse i sig selv fine principper kan ikke stå alene. De er slet ikke grundlæggende. For det afgørende for et moderne venstreorienteret parti må være oplysningstidens værdier om ytringsfrihed, individuel frihed og demokrati. Den hidtidige værdislaphed må derfor brydes.

Og endelig pointerer Søvndal at han er helt uenig med dem der mener at ordet 'tryghed' slet ikke hører hjemme på venstrefløjen. Tryghed er tværtimod hvad fagbevægelsen og venstrefløjen har kæmpet for i hele det 20. århundrede - økonomisk som velfærdsmæssigt (sundhed, ældrepleje, uddannelse).

Det moderne SF er imod VKO's ensidige favorisering af de rigeste på skatteområdet. Og så rundede Søvndal ellers kronikken af med ren valgpropaganda: SF vil investerer miljørigtigt, skabe arbejdspladser, klimarenovere og satse benhårdt på den sociale, boligsociale, byplanmæssige og integrationsmæssige indsats. Han springer over, hvordan finansieringen skal ske. Og han går uden om erhvervslivets problemer.



SF's strategiske rådgiver, Thor Møger Pedersen, har i et interview med Politiken op til landsmødet tydeligt understreget, at SF ikke længere skal betragtes som en vagthund, der afslører andres fejl, men som en 'magthund', der vil levere egne resultater. Og partiet skal heller ikke ensidigt lufte antikapitalistisk kritik eller meget utopiske forestillinger om det ideelle samfund. Det væsentlige er efter hans mening at det er lykkedes partiet under Villy Søvndal at skabe et nyt SF uden dogmer, en venstrefløj som passer til fremtiden og ikke til tiden før Murens fald. Han afviser at der er et ungdomsoprør i gang i SF med det formål at gøre partiet til et folkeparti. Der er debat i SF, men det er synspunkter og ikke generationer der brydes.

Historikeren Holger Lomholt gør i en kronik opmærksom på at der i Socialistisk Folkeparti er sket hvad kan kalder 'en vægtforskydning fra socialistisk til folkeparti'. Selve ordet socialisme er efterhånden stille og roligt gledet ud af programmerne i og med 'Villy-omvæltningen'. Lomholt forklarer det med at venstrefløjen gennem sammenbruddet af de kommunistiske regimer i Østeuropa har lært hvad socialisme i hvert fald ikke er, og at et velfærdssamfund som det danske nærmere er en blanding af socialistisk planøkonomi og kapitalisme. Det er derfor slet ikke i tanker om fælleseje og nationalisering at venstrefløjens fortsatte muligheder for succes ligger, men derimod i forsvaret for den fælles velfærd. Og helt aktuelt er det derfor blevet opgaven at få fat på de midtervælgere der har fået nok af VK-regeringens skattestop.

Lomholt understreger at det realpolitisk nye ved SF er at partiet i dag anerkender jordnær lokal- og kommunalpolitik og vurderer denne højere end den idealistiske markeringspolitik. Den store opgave for SF nu er at sikre at fremgangen ikke ender som tidligere med blot at være en midlertidig optur. Vælgerne skal føle sig sikre på at få andel i magtudøvelsen ved at stemme på SF. Og partiets modenhed viser sig bl.a. i at det nu stemmer for finansloven. Rekrutteringen af nye vælgere bliver afgørende, og her er det 68'ernes børn der betyder noget. De kan netop tilføre partiet "en tiltrængt kontant indstilling til politik som et spil om magten med mindre tilbøjelighed til lange tekster og debatter for debattens skyld".



Hvad landsmødet i weekenden angår, har det været karakteriseret af en formandstale der ridsede partiets valggrundlag op med fokus på økonomi og velfærd - uden at sige meget om udenrigspolitik. Søvndal talte om sundhed og skolevæsen med bl.a. et konkret forslag om to lærere i de første klasser i folkeskolen. Talen gav ikke anledning til stor debat. Og i det hele taget var den kritik af formanden der tidligere på året havde lydt fra baglandet (bl.a. i spørgsmålet om mødremøderne på Holbergskolen) forstummet. Der var fuld opbakning til partiformanden, endda i så høj grad at TV2's nyhedschef fandt den påfaldende.

Karakteristisk var også at en af dansk erhvervslivs store bosser var inviteret til at holde tale som udtryk for at SF ikke længere var bange for erhvervslivet og erhvervslivet heller ikke længere bange for SF. Det var Novozymes' direktør Steen Riisgaard der var valgt til at holde tale. Og han kunne fortælle, at "Jeg stemte altid på SF, da jeg var et ungt menneske. Jeg må ærligt indrømme, at jeg siden er rykket lidt til højre. Men det er I jo også i SF." (hvad der nu ikke huede alle i forsamlingen). Riisgaard fremhævede øget satsning på grøn teknologi som vejen til at skabe arbejdspladser, og han fandt det forfriskende, at SF "inviterer mig og indgår i en dialog med erhvervslivet".



Forholdet til Dansk Folkeparti spiller reelt en meget stor rolle for alle andre partier i Folketinget (med undtagelse af Enhedslisten), og altså også for SF. Men det er fortsat et kontroversielt emne i partiet.

Næstformanden i SF's folketingsgruppe, SFU'eren Astrid Krag har i et par indlæg forud for landsmødet påpeget at SF er blevet et folkeparti. Det vil sige, at det ikke er et anti-akademisk parti, men et parti der appellerer bredere end hidtil til hele den danske befolkning. Hun ser det som et plus at SF nu har tilgang af medlemmer med LO-baggrund - og medlemmer med både mellemlang og lang uddannelse. Men hun har også været så formastelig udtrykkeligt at sige, at man ikke skal afskrive mennesker over en kamp, fordi de stemmer på DF. "Mange i den ældre generation har bare tænkt at DF er et landsbytosseparti efter Fremskridtspartiet, og dem skal man bare lade gå i sig selv igen. Det har jo givet DF vind i sejlene, at vi ikke har givet nogle ordentlige svar på de problemer de faktisk rejser." - Men den slags er det ikke alle SF'ere der bryder sig om at høre, bl.a. ikke tidligere folketingsmedlem Leif Hermann, der hævder at unge SF'ere som Astrid Krag er på retspolitisk vildspor.

Partiets to indvandrermedlemmer i Folketinget, Özlem Sara Cekic og Kamal Qureshi, skal have fremsat et forslag til landsmødet der ville udelukke ethvert samarbejde med Dansk Folkeparti, men forslaget blev ikke sat til debat. Folketingsgruppens magtfulde gruppeformand Ole Sohn afviser at have truet de to medlemmer til at trække forslaget, men han understreger til gengæld udtrykkeligt at SF efter et valg gerne vil samarbejde med DF, som man jo allerede har gjort på enkelte områder.

SF har dermed i realiteten sagt at DF også i deres øjne er blevet 'stuerene' - og dette er igen et udtryk for SF's nye realitetssans. Man udelukker naturligvis ikke et parti der vitterligt har fat på mange almindelige mennesker der tænker i ikke-elitære og ikke-akademiske baner og som SF ikke kan undvære som potentielle vælgere.

Det er derfor bemærkelsesværdigt at DF's formand Pia Kjærsgaard ikke tager Ole Sohns positive udmelding alvorligt, men benytter lejligheden til at kalde Cekic's forslag for latterligt. Der ville være flertal for det i partiet, "men ledelsen er bange for, at det vil ramme som et selvmål". Og hun går så vidt som til at stemple Ole Sohn som "en gammelmarxist, der styrer SF med hård hånd". Pia Kjærsgaard vil med andre ord ikke erkende at tiderne er skiftet markant siden 2001. Også for SF's vedkommende. Og hun vil åbenbart heller ikke acceptere at SF er lige så fornuftigt som DF ved at sørge for en topstyring i partiet der giver sikkerhed for at vælgerne véd hvad partiet står for. Den slags har intet med gammelmarxisme at gøre.



Udenrigspolitiken blev ikke det store emne på landsmødet, men formanden fik dog lørdag lidt overraskende pointeret at partiet vil være villig til at acceptere at Danmark går i krig uden et FN-mandat! Dette er et klart brud med en beslutning sidste år, hvor landsmødet efter lang debat nåede frem til at der "ved ethvert militært indgreb skal ligge et klart FN-mandat".

Men nu lagde Villy Søvndal altså op til at der kan opstå situationer, hvor en humanitær intervention er nødvendig, selv om FNs sikkerhedsråd ikke kan blive enige. "Den helt generelle linje vil være, at det er FN, der styrer konflikter og folkeret. Så kan man teoretisk forestille sig en situation, der er låst fast. Den situation må man så forholde sig til, men det afgørende er, at man ikke gør det ad hoc". Søvndal understregede i denne forbindelse, at folkeretten vil være "fantastisk vigtig for en kommende regering", men han pegede på, at juridisk kyndige bl.a. efter Kosovo-krigen arbejdede med at opstille et sæt spilleregler for, "hvordan det internationale samfund kan agere, hvis der opstår en helt fastlåst situation i FNs sikkerhedsråd".

Disse udtalelser er så meget mere bemærkelsesværdige som Villy Søvndal i tilfælde af regeringsskifte næste år meget vel kan gå hen at blive Danmarks næste udenrigsminister. Han har med andre ord forberedt sig på visse dilemmaer. Og det turde gøre ham kompetent som udenrigsminister. Han har ydermere den fordel som sådan at han givetvis aldrig kunne finde på - som den nuværende udenrigsminister - at prioritere privat ferie over vigtige møder.



Hvordan skal vælgerne og de øvrige partier nu forholde sig til SF's fremgang og udsigten til et systemskifte næste år med SF'ere på ministerposterne og måske Villy Søvndal som udenrigsminister og Ole Sohn som økonomiminister!

Ja, for det første må det erklæres som en ubetinget demokratisk gevinst at regeringsmagten går på skift med visse mellemrum. Kommer skiftet næste år, kan det ikke siges ubetinget at være oppositionens fortjeneste, for den har ikke brilleret med indlysende alternative forslag til en løsning af landets økonomiske, arbejdsmarkedsmæssige eller sociale problemer. Det er den siddende regering der har klokket i det - og som kun kan redde sig ved bedre konjunkturer.

For det andet er det en ubetinget demokratisk gevinst at et hidtil alt for dogmatisk og principfast SF nu er blevet klart realpolitisk indstillet og villigt til nødvendige kompromiser og bredt samarbejde med andre. Udviklingen i SF de sidste fem år er i denne henseende præcis den samme som er sket i DF siden Pia Kjærsgaard overtog formandsposten i 90'erne. Man er gået fra at være uforpligtet brokke- og protestparti til at være ansvarligt løsnings- og indflydelsesparti. Forskellen er at DF hele tiden har været et ægte folkeparti, mens SF først er ved at blive det. For et folkepartis ægthed måles ikke alene på vælgertilslutningen, men i høj grad også på evnen til at lytte til og være talerør for almindelige mennesker. Den evne har DF, og den er SF først ved at lære. Men begge partier må siges at savne indsigt i at folkelighed psykologisk set betyder føling med det kollektivt ubevidste.

Der er i alle partier, inklusive SF og DF, fortsat en fuldstændig uafklaret stilling til det komplementćre forhold mellem frihedsprincip og tryghedsprincip. SF indrømmer nu plads til frihed og personligt initiativ, men vurderer trygheden i velfærdssamfundet over alt andet. Og det er en svaghed - men skyldes som i alle andre partier manglende indsigt i komplementaritetssynspunktet. Dette betyder i realiteten at vi ved et eventuelt regeringsskifte til næste år igen begynder at slingre i den politiske kurs - og altså ikke har fundet ud af at fundere den fortræffelige tredje vej med en tidssvarende politisk filosofi.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

SF's hjemmeside
Villy Søvndals formandstale
Fair Forandring - SF's og S's fælles udspil



Relevante artikler på Jernesalt:

Dansk partipolitik (Afsnit af kapitlet om 'Samfundet' i 'Jernesalts 2009-filosofi'

Komplementaritetssynspunktet
Det komplementćre forhold mellem frihedsprincip og tryghedsprincip
det kollektivt ubevidste

Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
SF, polakkerne og intolerancen  (13.07.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)

Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Skal Udkants-Danmark blot afskrives?  (4.8.10.)
Kan fattigdom mon true det danske samfund  (7.4.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal