utils prefix normal JERNESALT - sende37meningen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.11.09.


Meningen med livet - helhedsrealistisk set

Den franske forfatter og nobelprismodtager Albert Camus postulerede i sin eksistensfilosofiske bog om Sisyfos-myten (1942), at der kun findes t virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. "At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række."

Når myten om Sisyfos kan eksemplificere problemet skyldes det at denne græske heros af guderne var dømt til møjsommeligt og i al evighed at trille en kæmpestor sten op ad en bjergside for blot at konstatere at den trillede ned igen, når han havde nået toppen. Arbejdet var altså hårdt og endeløst og uden enhver mening. Og Sisyfos var dømt til det fordi han havde trodset guderne.

Camus ser Sisyfos som selve absurditetens helt. Han måtte betale en frygtelig pris for sit oprør mod autoriteterne og for denne verdens glæder (myten fortæller at han bl.a. ignorerede gudernes vrede for at få vand til sin borg i Korinth). Det arbejde han dømtes til var komplet meningsløst, men Camus forestiller sig alligevel at manden sejrer over sine dommere og sin ulykke ved at han under de mange tvungne nedstigninger af bjerget får sit klarsyn og bliver sig fuldt bevidst om sin skæbne. Hans byrde var umådeligt tung at bære. Sisyfos's sorg og fortvivlelse over sin ulykke var så stor som Ødipus's smerte over sin skæbne eller Jesu smertelige nat i Gethsemane. Men han erkendte absurditeten og tog skæbnen på sig. Dermed gik han ind i tragedien - og blev et frit menneske. Herpå beror hans glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans byrde er hans egen. Og på samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når det betragter sin smerte bevidst. For det absurde menneske ophører møjen og kampen aldrig, for det genfinder altid sin byrde. Og i denne forstand kan man tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand, hævder altså Camus.



Nu er det jo ingen hemmelighed at de franske eksistentialister dyrkede absurditeten som en gud og fandt menneskets lykke i selve bevidstheden om den påtvungne meningsløshed og ulykkelige skæbne. Det var denne bevidsthed der gav mennesket frihed og fuld ansvarlighed for sine valg. Og man aner jo bag eksistentialisterne en påvirkning fra den Søren Kierkegaard der både understregede valget og nødvendigheden af at se den angst i øjnene som valgfriheden medførte.

Men for både Kierkegaard og de moderne eksistentialister gælder dybest set, at de æsteticerer lidelsen - selv i tilfældet Sisyfos, hvor det dog ellers turde være berettiget at spørge hvor almen hans skæbne egentlig var. Hvor mange almindelige mennesker er egentlig, når det kommer til stykket, dømt til et så meningsløst og endeløst arbejde som hans? Og kan man virkelig betragte Sisyfos-arbejdet som prototypen på menneskets livsprojekt? Eller manipulerer eksistentialisterne med både myten og kendsgerningerne?

Det forekommer i hvert fald at man kan komme meget længere i forståelsen af menneskets påtvunge eksistentielle skæbne-situation ved at bruge syndefaldsmyten, fordi denne fortæller at mennesket til straf for ungdomsoprøret mod autoriteterne i form af forgribelsen på æblerne fra kundskabens træ mistede uskylden og blev dømt til arbejdet og ansvaret for sig selv, hvad der faktisk vil sige til friheden. Men myten ser jo ikke denne straf som endeløs meningsløshed. Og rent faktisk medførte den da også alt det vi i dag sætter så stor pris på, nemlig kulturen og kulturudviklingen!

Det der efter denne herlige myte bliver menneskets uundvigelige lod er at friheden vindes i og med at den barnlige uskyld tabes for stedse. Og dette bestemmer igen menneskets eksistentielle projekt: Friheden skal fastholdes og forsvares gennem den fulde bevidsthed om eksistenssituationen, men uskylden skal genfindes på et højere, ikke-barnligt niveau, og dette er kun muligt i de specifikke situationer som indbærer suspensionen af den almindelige bevidsthed til fordel for en direkte føling med det ubevidste. En sådan suspension sker i alle former for sublime øjeblikke i legen, festen, musikken, erotikken, kunsten og religionen, men også i de øjeblikke af arbejde og forskning der fører til intuitive højdepunktsoplevelser eller bevidsthedsudvidelser.

Skal disse psykiske mekanismer forstås til bunds kræver det indsigt i de psykiske grundprocesser og psykiske fundamentalkræfter.



Kort fortalt beror de medfødte psykiske primærprocesser på den stærke psykiske kernekraft, mens de tillærte psykiske sekundærprocesser beror på den svage psykiske kernekraft. Lovene for disse processer skal ikke gennemgås her. Der henvises til de relevante artikler: De psykiske fundamentalkræfter og De psykiske grundprocesser.

Men den eksistentielt set afgørende forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser skal fremhæves. Det er selve intensiteten. Intensitet, bevidsthedsudvidelse eller højdepunktsoplevelse findes kun i primærprocesserne der til gengæld er ustabile. Omvendt findes stabiliteten kun i sekundærprocesserne, der til gengæld er vage. Der er omvendt proportionalitet mellem intensitet og stabilitet. Det er de relativt vage, men stabile sekundærprocesser al realitetssans udvikler sig igennem - og derfor i sidste ende dem alt praktisk samfundsliv og al systematisk videnskab beror på. Men det er de ustabile primærprocesser der giver 'meningen med tilværelsen' i kraft af intensiteten.

Det betyder med andre ord, at meningen med tilværelsen aldrig kan findes gennem logisk-rationel søgen og udforskning, men alene gennem irrationel føling med de kræfter eller energier i tilværelsen der skaber intensitet, lys og intuitiv klarhed, dvs gennem leg, fest, erotik, musik, kunst og religion.



Meningen med tilværelsen findes således aldrig i videnskaben eller den teoretiske filosoferen.

Hvad derfor angår spørgsmålene om oprindelsen til universet, livet, mennesket, sjælen, sproget og samfundet kan det slås fast, at det ikke er muligt videnskabeligt/rationelt (ved systematisk brug af sekundærprocesserne) at finde en endegyldig årsags-forklaring. Problemet er ikke at forskningen ikke kan komme videre og finde stadigt nye forklaringer, for det kan den og det gør den uafladeligt, men at forklaringerne altid vil være delforklaringer på konkrete, tidsbestemte del-spørgsmål, og dette skyldes at vi - med Bohrs udtryk - 'hænger i sproget' og vore egne begreber, og at vi desuden aldrig kan se naturen udefra, men er en del af den natur vi iagttager og prøver at forklare. Jf. Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser og Peter Zinkernagels filosofi.

Vi kan heller ikke forklare sproget, sjælen eller samfundet udtømmende og til sidste delproblem. Disse tre fænomener beror på den givne, empirisk konstaterbare og ubestridelige indretning af den menneskelige psyke som bestående af både det bevidste (rationelle) lag og det ubevidste eller underbevidste (irrationelle) lag. Det sidste kan igen opdeles i det personlige ubevidste og det kollektivt ubevidste - og dette sidste kan igen forstås analogt med den fysiske elektromagnetisme (hvilket ikke er en forklaring, men blot en pædagogisk eller didaktisk hjælp). Jf. Den psykiske elemtromagnetiske kraft.

Konklusionen - som er meget explicit formuleret i 'Jernesalts 2009-filosofi' - er derfor at universet, livet, mennesket, sjælen, sproget og samfundet alle er at betragte som elementære kendsgerninger. De kan nok beskrives i uendeligt mange detaljer, relationer og årsagssammenhænge, men aldrig forklares udtømmende til sidste detalje eller årsag. Ingen af dem kan med andre ord føres tilbage til en 'første årsag'.



Accepterer man ikke disse axiomer, kan det naturligvis ligge i at man ikke forstår dem og ikke kan se pointen og fordelen ved dem, men alternativet er ikke at man får løst 'mysteriernes' gåde, men at man dømmes til et evigt, nytteløst og meningsløst Sisyfos-arbejde af intellektuel art.

Men hvor Camus - som den store forfatter han var - på blændende vis afdækker meningsløsheden eller absurditetens problem ud fra Sisyfos-myten, så gælder det for den der ikke ser den påståede absurditet, men tværtimod det historiske kulturprojekt som menneskets grundvilkår om noget helt andet, nemlig at få anvist meningsbekræftelsens psykologi.

Og det er her forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser bliver aldeles afgørende.



Meningen med tilværelsen findes aldrig ad sekundærprocessernes trinvise, logisk-rationelle og analytiske vej, for denne fører kun til ubestrideligt nyttige, men endeløse og delvise årsagsforklaringer, men aldrig til den intuitive oplevelse af helhed, enhed, dyb sammenhæng, klarhed, lys og energi. Det er selve denne oplevelse der giver 'meningen' og overflødiggør yderligere analyse eller forsøg på teoretiske delforklaringer. Denne mening findes ene og alene i de psykiske primærprocesser, fordi det er her og kun her intensiteten og den lysende klarhed findes.

Den 'mening med livet' som der her tales om får ethvert spædbarn (og ethvert højerestående dyr med udviklet centralnervesystem) forærende med fødslen. Det kan derfor siges med sikkerhed at meningen med livet er totalt uafhængig af sprog, logik og kundskaber (data). Den er et simpelt spørgsmål om på dybt ubevidst plan at føle sig hjemme i tilværelsen, herunder vide sig elsket og i det hele taget opleve verden som et varm, lyst og ordnet sted hvor der er rart at være.



Men fornuftig eksistensfilosofi kan naturligvis ikke standse ved den rene påpegning af intensiteten som den afgørende forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser. Den må tage den fulde konsekvens og henvise den der vil have personlig erfaring af livets mening og stadig bekræftelse på denne mening til at skaffe sig begge dele ved regelmæssig og stærk oplevelse af kærlighed, kunst, musik, religion og erkendelse.

Og det skal tilføjes, at en sådan stærk oplevelse slet ikke består i blot ind imellem at være glad ved fx at opleve en smuk solnedgang, fornøjeligt samvær med andre eller god underholdning i fjernsynet. Den slags hører med og er helt i orden, men er slet ikke tilstrækkelige til at give bekræftelsen på at være hjemme i tilværelsen. For sådanne oplevelser fører ofte til kedsomhed - og kedsomhed er ligesom rutine ikke holdbar i længden, hvad også eksistentialisten Simone de Beauvoir påpegede. Der skal derimod ordentlig bevidsthedsudvidende intensitet til!

Den videre konsekvens af en sådan eksistensfilosofi er derfor også at den ikke nøjes med at redegøre for synspunkterne på teoretisk plan gennem nyttige og nødvendige artikler om komplementaritet, psykiske grundprocesser og psykiske fundamentalkræfter m.m. Den må konsekvent henvise til personlige, subjektive oplevelser inden for de nævnte hovedområder ved sideordnet at behandle erotik, kunst, musik, etik, religion og videnskab på en så udførlig og dybtgående måde at læserne skulle kunne forstå hvad sagen drejer sig om. Og det er dette der løbende tilstræbes på Jernesalts sider.

Dette indebærer at den der dybtgående vil forstå Jernesalts filosofi i hele sit omfang er nødt til at læse nogle af essayene om kunst, musik, film, psykologi og etik m.m. som alt sammen findes under samlerubrikken 'Eksistens'. Derudover læse nogle af essayene om religion - som står under samlerubrikken 'Sekularisering'. Og endelig også nogle artikler om mennesket som et samfundsvæsen, der kan være splittet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet - eller mellem magtprincippet og åndsprincippet - jf. rubrikken om 'Samfundsforhold'.



Da det gennem hele kulturhistorien har været meget almindeligt at intellektuelle mennesker har søgt svar på de eksistentielle spørgsmål gennem en rationel udforskning af den art der til sidst førte til systematisk og professionel videnskab, og da det i nyere tid ydermere er blevet en udbredt forestilling blandt rationalister at det specielt er naturvidenskaben og kun den der kan løse tilværelsens gåder, ja at vi på et eller andet tidspunkt simpelthen vil have gennemnskuet alle gåder, er det nødvendigt at påpege, at der er grænser for (natur-)videnskabens formåen.

Videnskaben vil hele tiden kunne komme videre i forskningen ved at finde delsvar på de konkrete delspørgsmål den kan formulere seriøst. Og det har vi alle gavn af. Men universet, livet, mennesket, sjælen m.m. kan den aldrig forklare. Hawkings forskning afslører det. De nyeste atomeksperimenter i CERN i Schweiz, der angiveligt forsøger at rekonstruere Big Bang-processerne synes kun at afsløre det samme. Og der er både logiske grunde hertil- jf. artiklen om 'afmagtspostulater' - og grænser for måling af signaler ved høj hastighed. Men der er først og fremmest begrænsninger der ligger i menneskets placering som del af den natur der iagttages. Vi kan ikke engang forklare bevidsthedsfænomenet!

Har eksistensfilosofien også nået en grænse?, kunne man spørge. Og svaret bliver nej, ikke på samme måde, for den adskiller sig principielt fra den rationelle videnskab ved at have den dybt irrationelle, 'mystiske' mening som fokus. Og hvad den angår kan man nok i en vis udstrækning beskrive selve problematikken således som det er sket ovenfor, men aldrig ad den vej nå til nogen personlig erfaring af intensiteten. Denne findes imidlertid, men den findes ene og alene gennem den direkte føling med den psykiske energi der afføder intensiteten. Og dette vil i erotikken sige gennem den helhedsgivende orgasme, i musikken gennem den fuldstændige åbne modtagelse af den helhedsgivende tonesammenhæng og i religionen gennem den ligeledes fuldstændigt åbne modtagelse af den helhedsgivende velsignelse: man er elsket og hjemmehørende.

Den findes skam også - som tidligere nævnt i erkendelsen og forskningen, fordi denne også kan være kreativ og åbne sig for intuitive indsigter. Det var således hvad der skete for Newton, da han opdagede tyngdeloven, for Darwin da han opdagede evolutionen eller for Heisenberg da han indså ubestemthedsrelationen. Og det bør tilføjes at denne direkte føling med den psykiske energi findes i al kreativitet, lige fra barnets spontansang til den geniale kunstners frembringelse af værker der kan åbne andre menneskers øjne og øren for det sublime.



En af grundene til at rationalistisk indstillede mennesker har svært ved at suspendere rationaliteten, selv om det er både fornuftigt og nødvendigt at gøre det for at få meningsgivende umiddelbar føling med det kollektivt ubevidstes energi er sjovt nok en logisk forblændelse, nemlig den at fastholde et enten-eller-valg over for modsætninger der er logisk uforenelige. Denne forblændelse kaldes også 'forstandsforhekselse'.

Denne forstandsforhekselse ligger ikke i at tro på at alt kan forklares rationelt. Det er tværtimod en ganske normal rationalistisk indstilling der fører til den ene gode delforklaring efter den anden. Det er så at sige den eneste fornuftige arbejdshypotese at have i forskningen. Forstandsforhekselsen ligger derimod i at stirre sig blind på selve logikken, således at forstå at man føler sig tvangsmæssigt forpligtet til at vælge logisk side i alle de tilfælde hvor man på sekundærprocesmæssigt plan stilles over for modsætninger eller modsigelser som ikke kan ophæves ved dannelse af en logisk holdbar syntese. Hovedeksemplet på en sådan logisk uforenelig modsætning er naturligvis atomfysikkens modsætning mellem påstandene om at elementar-enhederne er hhv partikler og energibølger. Af andre modsætningspar kan nævnes frihed/lighed og barmhjertighed/retfærdighed, men der er mange, mange andre. Jf. artiklen Komplementariteten principielt og generelt.

Niels Bohrs geniale løsning på denne type logiske problem var komplementaritetssynspunktet der netop er præget af det ejendommelige psykiske fænomen vi kalder humor, fordi det leder menneskets ofte indgroede forestillingsvaner væk fra det i mange tilfælde skarpt dualistiske og inkvisitoriske, men håbløst forheksende enten-eller-valg og i stedet frem til en rummelig, overbærende og fremkommelig både-og-forståelse. Og denne sidste er vel at mærke ikke en overfladisk accept af to foreliggende modsatrettede synspunkter, som bare skyldes at man ikke gider analysere modsætningsproblemet færdigt til en mulig syntese, men i dyb indsigt i at syntesen principielt slet ikke lader sig opstille. Det er nemlig logikken der er problemet og ikke sagsforholdet eller kendsgerningernes natur (fakta kan ikke modsige hinanden, det kan kun sproglige formuleringer om dem). Komplementariteten er oven i købet en forståelse af værdien i at fastholde den fulde spænding mellem de to logisk uforenelige, men hver for sig nyttige og berettigede synspunkter.

Komplementaritetssynspunktet er således at forstå som et erkendelsesmæssigt redskab der kan bringe os forbi det forstandsforheksende valg mellem to ligeberettigede logiske vinkler på et sagforhold.



Netop fordi Jernesalt integrerer dette bohrske komplementaritetssynspunkt såvel som et bredt helhedsrealistisk syn i sin eksistensfilosofi kan denne betragtes som fremtidens eller det nye århundredes eksistensfilosofi som alle vil kunne drage fordel af at sætte sig ind i så de kan undgå at stille de forkerte filosofiske spørgsmål og til gengæld få påpeget de eksistentielt relevante metoder. En højnelse af det generelle oplysningsniveau efterlyses udtrykkeligt, og vi har her i Danmark meget store chancer for at nå dertil - takket være vores specifikke oplysningstradition.

Men det skal ikke skjules at Jernesalts filosofi er tidsbestemt (udformet som den er i begyndelsen af det 21. årh.), sprogbestemt (skrevet på dansk) og personbestemt (med bestemte subjektive forudsætninger). Derfor kaldes den nu offentliggjorte færdigredigerede filosofi udtrykkeligt for 'Jernesalts 2009-filosofi'. Og hertil kommer at den fastslår at åbenbaring af en endegyldig sandhed ikke gives, og at al filosofi ender med erkendelse af afmagt og begrænsning.

Jernesalts filosofi er altså åben, og dette hænger meget nøje sammen med opfattelsen af den rolle fænomenet emergens spiller i udviklingen: der dukker hele tiden helt nye, uforudsigelige fænomener op der gør at man på intet tidspunkt bliver berettiget til at sige, at nu er erkendelsen komme til en ende. Men denne filosofis største værdi ligger nok i at det er første gang i dansk filosofis historie overhovedet at komplementaritetssynspunktet på helt original vis kombineres med dybdepsykologi og biologi samt konsistensetik og mytisk religionsforståelse.

Dette betyder alt i alt og helt selvfølgeligt at Jernesalts filosofi ikke skal tilegnes eller accepteres som en autoritativ filosofi. Den er heller ikke autoriseret af nogen. Den henviser tværtimod enhver læser til på eget ansvar at finde frem til sin egen livsbekræftende eksistensfilosofi, men naturligvis gerne gennem konfrontationen med såvel den foreliggende som anden filosofi.

'Jernesalts 2009-filosofi' rummer ikke blot god systematik og mange realoplysninger og argumenter, men fører først og fremmest den tilstrækkeligt interesserede og åbne læser frem til mulige intuitive indsigter. Og dette er faktisk hovedsagen. Filosofien er selv et resultat af komplementariteten mellem hårdt og systematisk arbejde på sekundærprocessernes plan og lykkelig intuitioner på primærprocessernes plan. Og den bør derfor læses så overblikket bevares.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Litteratur: Albert Camus: Sisyfos-myten. (Gyldendal. 1960).

Relevante artikler p Jernesalt:

'Jernesalts 2009-filosofi'
De psykiske fundamentalkræfter
det kollektivt ubevidste
Komplementaritetssynspunktet
Komplementariteten principielt og generelt

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Peter Zinkernagels filosofi
Heisenberg
Hawkings forskning

Afmagtspostulater
Syndefaldsmyten
Albert Camus
Simone de Beauvoir
Jean-Paul Sartre
Søren Kierkegaard

Veje til livskvalitet og mening
Er der mening med tilværelsen?  (27.11.05.)
Meningen med livet (om tv-serie)  (15.1.03.)



Peer Sendemands rubrik: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal