Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende33helvede

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.3.08.


Himmel og helvede

For nogle uger siden vakte det postyr at SF's formand, Villy Søvndal, offentligt erklærede at muslimer der går ind for Hisb-ut-Tahrirs rabiate og antidemokratiske ideer burde rejse ad helvede til. Søvndal måtte efterfølgende se sig citeret i en egyptisk avis for det synspunkt at det var alle muslimer han ønskede den vej. Det er den slags demagogi der udfolder sig i en verden hvor visse mennesker af ideologiske grunde vil undgå korrekte og nuancerede fremstillinger.

Men stort set blev meningen med Søvndals udtalelser forstået og accepteret af de fleste kommentatorer på vore egne breddegrader, hvis man lige ser bort fra Enhedslistens folk. For dels deles opfattelsen af langt de fleste danskere, dels er udtalelsen et klart udtryk for SF's signalskifte. Partiet har altid taget afstand fra muslimsk såvel som al anden religiøs fundamentalisme og fanatisme, men det har hidtil været tilbageholdende med kritik af muslimer, også i spørgsmålet om Muhammedtegningerne. Men nu er formanden kommet på bedre tanker. Han finder offentliggørelse af Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten i 2005 for nødvendig. Og han ønsker demokratiets modstandere hen hvor peberet gror - og får vel at mærke opbakning fra sit parti og med få undtagelser også fra sine medlemmer. Selve synspunktet deles af partimedlemmer og -vælgere. Allerhøjst er man lidt betænkelig ved retorikken.

Det sjove er at de der ikke rigtigt kan lide retorikken nu får hjælp fra uventet kant, nemlig fra kirkens side. Ordet 'helvede' skal ud af sproget - eller som det mere tvetydigt hedder i en overskrift: "Kirkefolk vil modernisere helvede". I Norge vil man finde et andet udtryk til bibelbrug. Og her i landet har selveste biskoppen i Roskilde Jan Lindhardt - kort før sin pensionering - på TV2 forkyndt at påskens budskab om Jesu død og opstandelse hænger tæt sammen med kristendommens budskab om hvordan troen på Gud kan frelse mennesket fra fortabelsens evige pine i helvedes flammer. Han lod sig fotografere i en gammel landsbykirke med kalkmalerier der forestillede helvedes pinsler og lod forstå at det var ubibelske og ukristelige barnetegninger. "Billedet af helvede som et varmt sted, hvor vi straffes med evig pine, er ubrugeligt. Gud har kastet sin evige kærlighed på os, og derfor er der ingen, der ender i helvede. Ikke fordi, at vi ikke burde, men fordi Guds store hånd løfter os ud", forklarer han. Og han tilføjer, at helvede i stedet skal forstås som en følelse af ensomhed og meningsløshed, der kan ramme os i livet, ikke efter døden.

Så let går det naturligvis ikke at få bugt med et så gammelt begreb, selvom en sognepræst i Århus giver ham ret i at helvede skal forstås som en tilstand vi kan opleve her i livet. Men Indre Missions formand, Anders Dalgaard, er på pletten. "Det kan virke som en rar tanke, at der ikke findes nogen fortabelse, men uden helvede er der ingen himmel. Bibelen lærer os, at der netop er det som teologer betegner som den dobbelte udgang, nemlig frelsen og fortabelsen, lyset og mørket, livet og døden".



Den gode missionsmand er også forsigtig med retorikken, skønt han stammer fra en kirkelig bevægelse som lige fra sin start i 1800'erne til langt op i det 20. århundrede brugte hvad Jan Lindhardts fader, professor P.G. Lindhardt, rent ud kaldte en helvedesstrategi. Der var tale om en regulær skræmmepropaganda, hvor man truede ikke bare sine religiøse eller kirkepolitiske modstandere med helvede, men også de vantro og mere eller mindre 'ugudelige' mennesker som der faktisk er flest af. Lindhardt senior skriver at 'helvede' i 1890erne var et integrerende led af Indre Missions forkyndelse, som var groft tilsnittet hos præsterne, men endnu grovere hos lægprædikanterne. Der er adskillige eksempler på "de nervøse chock denne helvedessnak forvoldte hos mindre robuste naturer, fx når man hævdede udøbte børns fordømmelse for at gøre forældrene møre" (nemlig møre til omvendelse).

I det stærkt indremissionske Harboøre havde præsten Carl Moe først held til i 1881 at skabe vækkelse blandt de lidt for tørstige fiskere med en 'svovlprædiken' om brændevinsdjævelen, og i 1893 til at rejse den store vækkelse ved sin ligtale over 26 fiskere der var druknet på én nat. Han lagde nemlig ikke skjul på at en del af de omkomne var vantro og derfor ikke ville komme i himlen. Men pressen (dvs. Københavnerpressen med Politiken i spidsen) var for første gang til stede ved en sådan begivenhed - og den farvede referaterne stærkt. Det hed sig at præsten havde erklæret anderledestænkende for Satans børn og dømt dem ned i helvedes svareste pine. Det gav ham efterfølgende en mild irettesættelse fra biskoppen. Men Indre Missions formand bakkede ham op. Og det samme gjorde den til katolicismen konverterede digter Johs. Jørgensen. For efter dennes mening var den stigende kriminalitet en følge af helvedesfrygtens forfald, og Indre Mission det eneste solide værn om en effektiv helvedsprædiken.

I Norge var der også stor strid om emnet mellem 'pietisterne' (missionsfolkene) og 'intelligensen' (Venstrefløjen og grundtvigianerne med Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen). For pietisterne var Bjørnson, grundtvigianismen og vantroen ét fedt. Men så sent som i 1953 holdt den stærkt indremissionske professor Hallesby en vækkelsesprædiken der ifølge Lindhardt satte land og kirke på den anden ende. Lindhardt betegner Hallesby som 'nordisk mester i kunsten at se gysende ud, mens man gyser på det andet menneskes vegne'. Ved et stort møde som blev transmitteret i radioen sagde han bl.a.: "Jeg taler sikkert til mange i kveld som vet at de er uomvendte. Du vet at om du stupte død ned på gulvet i dette øyeblik, så stupte du like i helvete...." Talen gav bonus i form af masseomvendelse.

Afslutningsvis gør Lindhardt i sin bog opmærksom på at man altså brugte helvede som frygt- og truselsmotiv i bods- og omvendelsesprædikerne, og at de vanlige helvedesforestillinger er belastet med had- og hævntanker. Og han understreger at hvor de 'frelste' og 'sikre' prædiker helvede for 'de andre' er der "altid strategi med i spillet. Der varetages mange slags interesser - rettroenhedens, kirkepolitikkens, den personlige sikkerheds - men aldrig troens, og evangeliet er forfalsket fra ende til anden."



Et de værker hvor de vanlige helvedesforestillinger med deres had- og hævntanker gør sig allerstærkest gældende er et af verdenslitteraturens hovedværker, nemlig Dantes 'Guddommelige Komedie', skrevet 1307-21 og bestående af prolog og tre dele på hver 33 sange: Helvede (Inferno), Skærsilden (Purgatoriet) og Paradiset. Det er et omfangsrigt og detaljeret værk i smukkeste stil, men dybt præget af Dantes pessimistiske syn på sin samtid. Kirken var efter hans mening kommer under ulvens magt, Italien blevet et fordærveligt land, og Firenze (Dantes fødeby, som han blev forvist fra) var alle lasters pøl. Hver sang er på knap 150 versliner, og den konsekvent gennemførte form - 3-linjede strofer med rim - er skabt af Dante selv. Dante opfatter sig som symbol på hele menneskeheden, og han føres i værket rundt i den store tredelte verden af den romerske digter Vergil (Æneidens forfatter), der skal opfattes som fornuftens repræsentant. Over porten til 'Helvede' kan de læse ordene der siden er blevet bevinget: "I som træder ind, lad håbet fare!"

Det ejendommelige turde ellers være at Dante udkrystalliserer tidens helvedesforestillinger i helt konkrete og meget udførlige, malende beskrivelser af helvedes indretning i 9 kredse, hvoraf flere har ringe, slugter eller zoner, der igen har hver sin art af fordømte. Der er således bestemte steder for de gerrige, de vellystige, de ødsle og de vredsindede. Andre steder for kættere, selvmordere, gudsbespottere, sodomiter eller for ågerkarle, ruffere, smigrere, sandsigere, troldmænd, svindlere, tyve, ransmænd, ufredsstifterere, falsknere m.fl. Hver art lider sin specifikke straf - tilpasset synden. Eksempelvis koges folk der lider af livslede i en sump af dynd. Selvmordere sønderslides af sorte hunde. Koblere piskes. Bestukne tjenere koges i beg.

Men endnu mere sigende for Dante turde være at han placerer et utal af historiske og mytologiske skikkelser på bestemte steder, men også folk fra hans egen tid, herunder hans egne fjender! Selv paver går ikke fri. Interessant med nutidige øjne er at der ikke lægges fingre imellem når det gælder islams grundlægger, profeten Muhammed, eller hans søn Ali. De er havnet i slugten for ufredsstiftere i kreds 8 og har det bestemt ikke rart.

En tønde, flækket ned fra midterstaven
til bund, gaber ej som en, jeg så
fra hagen kløvet indtil fjertestedet.
Imellem benene indvolde hang;
brysthulen sås med samt den usle sæk,
som laver skarn af det, der grådigt sluges.
Mens jeg var helt af dette syn betaget,
han så på mig, og med sin hånd han åbned
sit bryst og sagde: "Se hvor jeg mig flænger!
Se dog, hvor Muhammed er sønderrevet!
Foran mig Ali går og græder bittert
med ansigtet fra top til hage kløvet.
Og alle andre, som du her vil se,
i live såede fortræd og tvedragt,
og derfor bliver de således flækket."
(Knud Hee Andersens oversættelse)

Her kan man tale om krænkelse af profeten, men en fatwa mod Dante blev ikke udstedt og er næppe forventelig. For ikke-muslimer gælder at Dantes vers kan læses som storslået, men naturligvis tidsbestemt litteratur af højeste klasse. Ingen vil i dag tage beskrivelserne for andet end digt, men man bør ikke glemme, at de for Dante var ment i ramme alvor.



Den indremissionske helvedesstrategi kan vi også sagtens tage afstand fra i dag, da den ikke alene er frastødende skræmmepolitik, men simpelthen bygger på en bogstavtro vi må betragte som naiv og som ikke kan få øje på sin egne projektioner, ja formentlig end ikke véd at projektioner som hovedregel består i at tillægge andre de lyster og tilbøjeligheder man ikke vil være ved hos sig selv og måske ligefrem er bange for. Den tager heller ikke højde for det forhold at forargelse og fordømmelse psykologisk set er stærkt lystbetonede. Der findes i kirkehistorien endog en kirkefader der direkte forbandt den himmelske salighed med fryden over at kunne nyde de fordømtes evige pinsler i helvede.

At helvede uanset teologiske teorier kan være et højst jordisk fænomen er der ingen tvivl om når man eksempelvis tager holocaust i Østeuropa, koncentrationslejre, dødslejre og dødsmarcher over hele verden i betragtning. Ghettoen i Warszawa var et helvede ligesom Stalingrad i 1942/43 og Dresden under det britiske bombardement i den 12. og 13. februar 1945. Hiroshima og Nagasaki blev et helvede under atombomberne i august 1945. Men også massakrerne i Srebrenica i 1995 eller folkemordene i Darfur i de allerseneste år er afskrækkende eksempler på det helvede mennesker på jorden kan skabe for hinanden. Brugen af ordet 'helvede' kan ikke undværes i beskrivelsen i disse forbindelser.

Men dermed er sagen ikke afgjort, for det mest utrolige ved det nye påhit med kirkefolkets 'modernisering' af begrebet er ikke at de kloge hoveder af humanistiske grunde prøver at komme forældede og overtroiske forestillinger til livs, men at de tilsyneladende slet ikke forstår at begreberne grunder sig på arketypiske forestillinger der sidder dybt i mennesket og er komplet umulige at fjerne fra sproget.



Det er i princippet fuldstændigt lige meget om vi ser på begreberne helvede og himmel eller på begreber som gud, djævel, fortabelse, frelse, dommedag og paradis - eller hvilke andre udtryk fra religionernes vokabularium vi vil vælge. De er allesammen udtryk for dybe, universelle arketypiske forestillinger, og det går følgeligt rivende galt ligegyldigt om man opfatter dem bogstaveligt som fysiske fænomener der eksisterer i den realverden vi lever i eller opfatter dem som frie fantasier der stammer fra hadefulde og hævntørstige syge menneskesjæle. Problemet er at moderne mennesker der tror sig oplyste vil have fysiske beviser for fænomenernes eksistens før de tillægger dem realitet, og altså føler sig i deres gode ret til at henvise begreber til overtroens verden, lige så snart der er tale om uhåndgribelighed eller anden mangel på fysisk påviselighed. De forstår ikke at fænomener som de arketypiske forestillinger har den allerstørste realkarakter i kraft af selve den psykiske energi de er ladet med og som gør dem til alt andet end frie fantasier af ren æstetisk interesse.

Det er givet at en gammel 'vaneforestilling' som 'helvede' trækker på ældgamle menneskeskabte metoder til at pine andre mennesker med, herunder bål og glødende genstande eller kogende vand, beg og bly mod tilfangetagne fjender, og at forestillingerne samtidigt har associationer til det fysiske faktum at der findes ild og glødende varme i vores undergrund. Men forestillingen som sådan går på det psykiske fænomen der kan bestemmes som uudholdelig pine, og som de fleste mennesker stifter bekendtskab med allerede ved fødslen, nemlig i den fase af denne som er kendtegnet af den fødende kvindes voldsomme livmodersammentrækninger og som psykoanalytikeren Stanislav Grof kalder den anden perinatale fase. Oplevelsen hos barnet er en så intens oplevelse af både kropslig tortur og klaustrofobisk indespærring at den sætter sig for stedse i sjælen som oplevesesmatrice.



På samme måde er der knyttet associationer til forestillingen om himmelsk salighed. Det er almene erfaringer som fest og glade dage, dans og musik, orgasiastisk ekstase og det totale fravær af bekymringer, smerte og problemer. Og det er samtidigt fysiske erfaringer af den blå himmelhvælvning vi har over vore hoveder og som vi forbinder med skønhed, udsyn, frihed og åbenhed. Men det er også en universel fødselsmatrice der knytter sig til den sluttelige fødsel med befrielsen fra alle trængsler.

Forestillingen om himmelsk salighed ligger til grund for forestillingerne om den paradisiske tilstand før den bevidsthedsdannelse hos mennesket der fandt sted for nogle tusinde år siden (måske tyve eller tredive tusinde år) og som myterne kalder 'syndefaldet' af den simple grund at bevidsthedsopvågningen reelt blev et oprør mod de guddommelige kræfter der hidtil havde sørget for alt, men nu syntes ophørt med det. Men grundforestillingen er også basis for alle menneskets forestillinger om utopiske eller fuldkomne samfund som skal komme engang, når krig og død og lidelser hører op. Den indgår i den bibelske forestilling om det fremtidige paradis, der igen af mange betragtes som et hinsidigt paradis, fordi det ikke ser særligt sandsynligt ud at den normale jordiske virkelighed vil udvikle sig i retning mod fuldkommenheden. Men den indgår også i de politiske og ideologiske forestillinger som kommunismen, socialismen, fascismen og nazismen byggede op - og i vore dage islamismen bygger op - og som de desværre hhv. prøvede og prøver at realisere ved en fanatisme, ensretning og hårdhændede voldelige metoder der bragte den konkrete udvikling nærmere helvede end himlen.

Drømmen om det fuldkomne samfund er en pest for den politiske tænkning netop fordi den så let forbindes med ønsket om en totalitær samfundshersen der ender i det rene tyranni, men omvendt skal det ikke bestrides at utopiske forestillinger indgår i al politisk ønsketænkning, herunder det man i almindelighed kalder politiske visioner og som ingen moderne partier kan være foruden.



Det altafgørende for såvel de religiøse som de politisk-ideologiske forestillinger og deres rolle i det moderne liv og den moderne udvikling er at brugerne bliver så oplyste at de får for vane at skelne nøje mellem på den ene side de arketypiske forestillinger der skaber de energiladede værdier og kvaliteter og på den anden side de realiteter der gør nøgternheden og etikken og derigennem fællesskabet muligt. Dette er den gamle historie om skellet mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser. Begge processer er nødvendige, men de kan ikke på logisk plan gå op i en højere enhed. De skal derfor betragtes som komplementære, så man undgår det ulyksalige enten-eller valg imellem dem.

Dagligsproget er den bedste sikring af komplementaritet i tilværelsen, fordi det - til forskel fra fagsprog, teologisk sprog eller andre 'mandarinsprog' - fra ældgammel tid har den umiddelbare føling med den fulde og hele virkelighed. De gamle grundbegreber vi har fra myterne er simpelthen uundværlige, hvis vi fortsat skal kunne begå os i tilværelsen på en sådan måde at vi både er i stand til at tilpasse os realiteterne og at bevare den umiddelbare føling med værdierne og meningen.

I denne forbindelse skal Villy Søvndal derfor krediteres for at have ydet et væsentligt bidrag til bevarelsen af dagligsproget og dermned til afløsningen af den signalforvirring der hidtil har været på venstrefløjen mod den brede folkelige modstand mod al eftergivenhed over for undergravende islamistisk kritik af vestlige værdier. Søvndal har valgt at sige tingene ligeud ved at bede de antidemokratiske, toleranceundergravende islamister om at gå ad helvede til. Det skal han have tak for, simpelthen fordi vi i denne afgørende kamp ikke kan undvære bramfriheden, når vi skal sige sandheden.

Vi kan ikke undvære udtryk som helvede, når vi skal kalde tingene ved rette navn, det vil sige bruge betegnelser der svarer til vore dybeste arketypiske forestillinger.

At kirkefolket nu rammes af signalforvirringen er ikke så mærkeligt. For teologien lukker øjnene for dybdepsykologien og dagligsprogets betydning. Men det bliver dens sag.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Litteratur:

Dante: Den Guddommelige Komedie. Helvede, Skærsilden, Paradiset.
(Knud Hee Andersens oversættelse - Gads Forlag. 1963)

P.G. Lindhardt: Helvedesstrategi (Credo. 1958)



Peer Sendemands rubrik: Klik



Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)

Myte, ord og billede (herunder om 'syndefaldet')
Mytologi  (2.8.02.)
Afdogmatisering, men ikke afmytologisering

De psykiske grundprocesser
Komplementaritetssynspunktet
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)

Muhammed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)
Påskens højtid  (5.4.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)

Sandheden og den dobbelte virkelighed  (4.12.06.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal