utils prefix normal JERNESALT - sende30kvdpraest

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.1.08.


Modsætningen mellem kvindelige og mandlige præster

Folkekirken har det ikke nemt for tiden. Dels mister den medlemmer, dels har den ringe kirkegang, dels er den udsat for stigende krav om fratagelse af al grundslovsbestemt særstilling og endelig har en frisk undersøgelse vist at dens kvindelige præster i vid udstrækning føler sig mobbede af mandlige kollegaer der af den ene eller anden grund er imod kvindelige præster.

De første tre forhold vil uden tvivl vare ved en rum tid endnu. Og man bør ikke tro at folkekirken inden for overskuelig tid vil miste sin særstatus blandt religionerne her i landet, da kendsgerningen fortsat er at det store flertal af den danske befolkning er barnedøbte medlemmer af folkekirken og stort set kun forlader den hvis de konverterer til ateismen eller en anden religion eller simpelthen blot vil slippe for at betale kirkeskat. Allerede Hal Koch konstaterede i sin tid at folk simpelthen ikke er til at drive ud af folkekirken. Og det er der faktisk megen sandhed i.

Det ofte fremførte argument mod folkekirkens særstilling som går på at der ikke er reel adskillelse mellem stat og kirke og dermed heller ingen fuldbyrdet sekularisering i landet så længe folkekirken nyder særlige rettigheder, er noget vrøvl, eftersom det altafgørende sekulariseringsprincip for længst er slået fast i grundloven og efterleves til punkt og prikke: Lovgivningen, regeringsførelsen og retsvæsenet her i landet er totalt uafhængigt af kirken og enhver kirkelig instans. Kirken har simpelthen ingen politisk magt. Og der er ingensomhelst udsigt til at den nogensinde vil få den igen.


Men spørgsmålet om de kvindelige præster er mærkeligt nok stadigt på tapetet skønt det snart er 60 år siden loven om kvindelige præster blev vedtaget og det i dag forholder sig sådan at halvdelen af folkekirkens præster er kvinder. Men en undersøgelse som Politiken har foretaget blandt kvindelige præster og offentliggjort i juledagene - da visse dele af folket havde nydt andestegen og sunget om fryd og fred - har afsløret at ikke mindre end 58,5 procent af dem personligt har mødt mandlige præster der ikke bryder sig om dem som kolleger. 64,1 procent af dem mener at biskopperne gør for lidt ved problemet. 32,8 procent af de kvindelige præster mener at mandlige præster der mobber eller chikanerer dem bør fyres, og knap 25 procent mener at biskopperne skal tvinge mandlige præster til at forrette gudstjeneste med kvindelige kolleger for således at teste deres holdninger og eventuelt derved fremskaffe det nødvendige fyringsgrundlag.



Fornylig afgjorde biskop Nissen i Viborg at mandlige præster ikke kan undslå at give kvindelige præster hånden ved ordinationer, men for at imødekomme de præster der er principielt imod kvindelige præster lod han udtrykkeligt håndtrykket fortolke som en simpel høflighed der blot anerkender det faktum at den ordinerede kvinde i juridisk forstand er blevet kollega, men ikke indebærer nogen anerkendelse af princippet om kvindelige præster. Dette har den højkirkelige 'modstandsbevægelse' affundet sig med i en erkendelse af, at der ikke længere er andet at gøre. Det er efterhånden længe siden at folkekirken har haft en biskop der nægtede at ordinere kvinder og føre tilsyn med kvindelige præster. Det var biskop Chr. Baun i Viborg, og hos ham fandt modstanderne mod kvindelige præster derfor et betryggende tilholdssted. For så længe han sad i embedet (han blev pensioneret i 1968) havde disse højkirkelige præster en biskop hvis succession gennem protestantisk og katolsk kirkehistorie tilbage til urkirken udelukkende gik gennem biskopper der aldrig havde anerkendt kvindelige præster. Den hårde realitet for disse modstandere af kvindelige præster har derfor længe været at denne succession er en saga blot i folkekirken. Og hvis man ikke forstår den temmelig søgte modstand mod de kvindelige præster - der alene bygger på kulturbetingede og i dag fuldstændigt forældede ord hos Paulus om at kvinder skal tie i forsamlinger - så har man lov til at more sig over biskop Nissens endnu mere søgte omdefinering af håndtrykkets betydning. For den teologiske nisse er jo fulgt med.

Men det nys aktualiserede problem med mobningen er en ny og større udfordring. For det de kvindelige præster nævner som diskrimerende behandling fra mange af deres mandlige kollegers side drejer sig fx om at nogle af disse ikke vil forrette gudstjeneste sammen med dem eller bogstaveligt talt vender dem ryggen i kirken. Eller om at de ikke kan vikariere for mandlige præster der ikke tåler kvindelige præster. Eller om at deres arbejdsbyrde forøges, fordi de højkirkelige præster ofte nægter at vie fraskilte og derfor sender dem videre til præster der ikke har anfægtelser i den forbindelse.

Kvindelige præster kan også ifølge Politiken blive udsat for at mandlige kolleger ikke vil bruge messehagler som kvinderne har brugt eller bibler som kvinderne har rørt ved, for disse hellige genstande var blevet 'forurenet' gennem kvindernes brug, hvilket hentyder til at kvinder ifølge Det gamle Testamente er urene under menstruationen. Ja, en kvindelig teolog måtte på Pastoralseminariet høre en studiekammerat begrunde sin afvisning af kvinder som præster med at kvinder var uligevægtige på grund af deres køn, månedlige blødning, humørskift etc. En kvindelig præst har sågar oplevet at en mandlig kollega undlod at rejse sig da hun lyste den aronitiske velsigelse.

Og hertil kommer så direkte negativ omtale, tvivl om ægte kald, eller udsagn om at kvinder er falske profeter der leder folk i helvede. En ung kvindelig præst fik i det lokale missionshus af en mand den besked at denne aldrig gik til alters hos en kvindelig præst, "fordi han altid kom til at tænke på alt det der vippede ind bag præstekjolen". Og det var - tilføjede han - noget svineri! Det kan man kalde en ærlig, men også en særdeles sigende udmelding. For hvem er i grunden i besiddelse af en betænkelig moral hvis han ikke ved synet af en kvindelig præst kan lade være med at tænke på hendes skjulte ynder. Men det er måske når det kommer til stykket humlen i modstanden: De højkirkelige modstandere af kvindelige præster er bange for det kvindelige - og falder derfor tilbage til det gamle testamentes jødiske mandesyn på kvinden som uren på grund af den månedlige blødning og - bekvemt nok - også til apostlen Paulus' jødiske mandesyn på kvinden som uegnet til at tale i forsamlinger.



Følgen af den offentliggjorte undersøgelse blev at biskop Nissen måtte tage problematikken op i bispekollegiet og få dette, inklusive dets tre kvindelige medlemmer, til at resolvere, at der bør være fuld ligestilling mellem mandlige og kvindelige præster i folkekirken, og at det er biskoppernes ansvar at der hersker gensidig respekt og gode samarbejdsforhold. Det er, erklærede han på pressemødet, "ganske uantageligt at en præst skal opleve chikane eller modarbejdes som præst fordi hun er kvinde". Biskopperne vil dog ikke tvinge mandlige præster til at holde gudstjeneste med kvindelige kolleger, for biskopperne er ikke noget meningspoliti og folkekirken skal fortsat være rummelig. Men biskopperne vil tage hver enkelt klage fra kvindelige præster op til behandling lokalt, så samarbejdsproblemer kan blive løst.

Igen en balanceret løsning, som man i bedste fald kan kalde 'vis', for så vidt den vil medføre at man med ligestillingsloven i hånden kan påtale konkret diskrimination i det enkelte tilfælde, men omvendt må betegne som særdeles overfladisk, fordi den på ingen måde løser det grundliggende teologiske eller kristelige problem om kvindelige præster også religiøst set er fuldgyldige præster. Der er jo netop ingen respekt for de kvindelige præster fra de højkirkelige præsters side, hvis disse fortsat mener at skriften umuliggør kvinder som præster. Og der kom heller ingen ægte dialog om substansen ud af mødet på DR2' Deadline fredag aften mellem sognepræsterne Kathrine Lilleør og Flemming Baatz Kristensen.

Ligestillingen mellem mand og kvinde er et udmærket juridisk princip som bør være en selvfølge i ethvert moderne demokratisk samfund og altså i dette samfund gøre det til en soleklar selvfølge at kvinder har ret til samme uddannelse og samme erhvervsnmæssige, administrative og politiske karriere samt respekt som mænd. Men som bekendt er princippet selv i et højtudviklet land som Danmark kommet til kort i praksis når det gælder lige løn og ligelig repræsentation i politiske organer og topstillinger i såvel den offentlige som den private sektor.

En af grundene er naturligvis trægheden i udviklingen. Det tager tid at bryde ældgamle mønstre. Men en anden og langt dybere er selve biologien - og det er også den der spiller ind i folkekirkens aktuelle problematik.



Det besynderlige er imidlertid at ingen vil være ved at biologien spiller ind. Det vil man jo heller ikke når det gælder det aktuelle spørgsmål om lønnen for de lavestlønnede grupper i den offentlige sektor, dem der besættes med overvejende kortuddannede og hvis arbejde primært drejer sig om omsorg for børn, syge, handicappede og gamle. Alle kan blive enige om at omsorg for disse mennesker er uhyre vigtig, så meget mere som vi alle har dem som pårørende og i perioder selv hører til dem. Men ingen politiker eller forhandler fra finansministeriet eller Kommunernes Landsforening tør sige højt at omsorgsarbejde aldrig vil kunne sidestilles med andet arbejde af den simple grund at arbejdet i høj grad bærer lønnen i sig selv. Ingen forlanger løn for at passe sine egne børn til hverdag, og ingen fik i gamle dage løn for at passe sine gamle og syge. Løn i kroner og ører er her en ny ting der primært er nødvendiggjort af at stort set alle kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet og kun de færreste familier er i stand til at undvære kvindens lønindtægt. Men uanset hvor meget ligeløn og ligestilling man prædiker, vil man ikke komme igennem med en ligestilling af omsorgsarbejde med andet arbejde. De ubevidste mekanismer inden for fagbevægelsens egne rækker vil fortsat sørge for lønforskelle.

På samme måde vil man i det politiske liv også fortsat kunne påpege, at det er de færreste kvinder der formår at komme helt til tops. I Tyskland har vi Angela Merkel. I England havde vi Margaret Thatcher og i Norge Gro Harlem Brundtland (og andre kan skam nævnes). Men i Danmark mangler Helle Thorning Schmidt stadig at bevise at hun kan samle den ikke-borgerlige fløj (det var påfaldende at det var en mand som SF's Villy Søvndal der samlede stemmerne op på den fløj). Og i USA vil Hillary Clinton få mere end svært ved at trække kvindelige stemmer fra Barrack Obama. Det vil fedt hjælpe at hendes mand, den karismatiske og kvindebedårende forhenværende præsident, går energisk ind i hendes valgkamp, for det stiller jo kun spørgsmålet: Kan hun da ikke klare opgaven selv? Jeg gætter på at Hillary Clinton på tirsdag taber til Obama i New Hampshire og dermed definitivt vil blive slået ud af nomineringskampen.

Ingen kommer selvsagt godt fra at hævde at disse ting skyldes kvindernes manglende begavelse. For hos ingen af de nævnte kvinde er der nogetsomhelst i vejen med begavelsen eller kompetencen. Og enhver teori om at kvinders intelligens skulle være mindre end mænds er dybt uvidenskabelig, hvad hele Nyborg-sagen kun bekræftede. For man kan simpelthen ikke måle intelligens objektivt.

Den biologiske forskel mellem mænd og kvinder ligger helt og holdent på det hormonale plan - og her er det trods alt ikke mange der vil benægte selve kendsgerningen, men til gengæld mange der ikke vil se dens konsekvenser i øjnene. De ligger entydigt på kampgejsten og kampviljen. Det mandlige hormon betyder alt andet lige at mænd har større vilje til fremdrift, målrettethed, ekspansion og bogstaveligt talt penetration, evnen og viljen til at trænge igennem hvor der er muligheder for det, end kvinder har. Det spiller ind i langt højere grad end folk forstår - og hvad psykoanalytikeren Thorkild Vanggaard engang var så formastelig at påpege i et par kronikker i Politiken - at mænd og kvinders kønsorganer på såvel ubevidst symbolsk plan som bevidst plan understøtter kønnenes præferencer for hhv. omsorgen eller beskyttelsen og fremdriften eller angrebslysten. Derfor vil man - uanset hvad den politiske korrekthed forlanger og ligestillingsloven juridisk indebærer - fortsat se markante forskelle mellem mænds og kvinders praktiske udfoldelse og udfoldelsesmuligheder i såvel samfunds- som kulturlivet.



For folkekirkens vedkommende er den sørgelige kendsgerning at parterne fuldstændigt forbigår den biologiske forskels allerdybeste konsekvenser, for de burde logisk være at man kører hvad man kunne kalde 'parallelle kulturer' inden for sine rammer, dvs Ún kultur for mændene og Ún kultur for kvinderne, idet kultur her forstås som omfattende såvel ritualerne som teologien (fortolkningen og forkyndelsen). Konkret kunne man for eksempel forestille sig to forskellige tekstrækker for kvindelige og mandlige præster, men også forskellige ritualer. Bl.a. er det fra en dybdepsykologisk synsvinkel slet ikke givet at den ældgamle aronitiske velsignelse overhovedet er velegnet for kvindelige præster. Og hvorfor ikke? Fordi den ikke kan lyde fuldtonende medmindre præsten kontakter den arketypiske forestilling den bygger på - og det er en 'mandlig' instans. Tro det om man vil eller ej. Men den der skriver disse linjer kan sagtens høre forskel på om præsten under lysningen af denne velsignelse har den nødvendige indre kontakt. Og det har kvinder ikke (og iøvrigt langt fra alle mænd!).

Tanken er naturligvis ikke at indføre et eller andet besynderligt kvindeligt præsteskab a la vestalindernes i det hedenske Rom, men at tage det alvorligt at der dels er forskel på mænds og kvinders religiøse erfaring, dels på folkereligiøst og dybdepsykologisk plan er behov for såvel kvindelige som mandlige guder.

At der er forskel mellem mænds og kvinders religiøse erfaring er behandlet af den såkaldte kvindeteologi, der herhjemme har en fortaler i Lene Sjørup. Hun udgav i 1992 netop en bog om kvinders religiøse erfaringer. Den hed ikke for ingenting 'Enhed med altet', fordi hendes empiriske undersøgelse tydede på at kvinders religiøsitet går "i retning af mystikken, dvs den uudtrykkelige, glimtvise oplevelse af enhed med det hellige, som kan erfares i naturen, i seksualiteten, under fødslen, i mange sociale og æstetiske sammenhænge og i den stilfærdige hverdagsfølelse af at være i kontakt med større kræfter". Hendes synspunkter er iøvrigt i betydelig grad præget af holistisk tankegang, herunder inddragelse af David Bohm og Fritjof Capra. Men den største svaghed er efter min mening at hun ikke belyser kirkens problem på afgørende vis. Jeg er da heller ikke bekendt med at bogen har sat sig varige spor i kirkelige kredse.

Behovet for kvindelige guder er heller ikke et emne der optager folkekirkens teologer eller lægfolk. Kristendommens grundtekster har dem jo ikke, og jødedommen endnu mindre. Katolicismen har derimod Jomfru Maria og en regulær Madonna-dyrkelse som der heller ikke er belæg for i grundteksterne, men helt og holdent er et produkt af den folkereligiøse kreativitet der trækker på de arketypiske forestillinger og som pavestolen og pave-teologien simpelthen ikke var i stand til at mane i jorden da de først var opstået, men lidt efter lidt måtte annektere og efterhånden også så sin fordel i at udbygge systematisk. Jf. artiklen om Det fromme menneske. Protestantismen udryddede skånselløst denne katolske madonnadyrkelse, så man skal til Arild kirke i Sønderjylland for at finde sjældne spor af den gamle kult. Med Søren Kierkegaard og Tidehvervsteologien er inspirationen fra de de arketypiske forestillingers kilde også forsøgt definitivt stoppet til i den danske folkekirke. Men det er nu engang ikke muligt at stoppe disse uudtømmeligt kreative kilder. Nissen dukker op igen alle mulige mærkelige steder.

Reelt har den kristne kirke også i de tre synoptiske evangeliers beretning om Maria-kvindernes betydning for Jesus et vist grundlag for at tage emnet seriøst, men man skal nok ikke tro at det vil ske foreløbigt. De der interesserer sig for sådanne specifikke emner - og for mystikken - vil gå andre veje. Men resultatet er at modsætningen mellem mænd og kvinder i folkekirken vil forblive uløst - til skade for ikke alene folkekirken (det kunne måske være hvad det være ville) - men for folkereligiøsiteten i landet.

For den der skriver disse linjer og som ikke er medlem af folkekirken eller noget andet trossamfund gælder at modsætningen mellem mænd og kvinder er en af de allermest afgørende for hele den menneskelige eksistens og samtidigt en af de allermest fornøjelige og spændende. Der er næppe nogen større humor i skabelsen end den der ligger i kønsforskellen. Den er derfor værd at respektere og drage de mest konstruktive konsekvenser af.

Modsætningen er ikke uoverstigelig eller på nogen måde ødelæggende for mennesket. Den er tværtimod livgivende og dynamisk. Den er derfor at betragte som ægte komplementær. Og det burde i det mindste få følger i folkereligiøsiteten. Men den danske folkekirke er ikke alene præget af konservative præsters angst for det kvindelige, men i det hele taget for alt folkereligiøst der trækker på de arketypiske forestillinger. Og det er det største problem.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik

Det fromme menneske
Komplementaritetssynspunktet



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal