utils prefix normal JERNESALT - sende17gaarder

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.8.06.


Gaarder, Israel og kristendommen

Unægteligt er det en opsigtvækkende kronik den norske forfatter Jostein Gaarder offentliggjorde i Aftenposten den 5. august under overskriften 'Guds utvalgte folk'. Og den har da også forlængst skabt voldsom debat i Norge og givet genlyd verden over, sidst fx i 'Der Spiegel' i et interview med den italienske forfatter og halvjøde Ralph Giordano, der tager klart afstand fra Gaarder.

Opsigtsvækkende er dommedagsprofetien, dels fordi den er sat suverænt retorisk op - som man også kunne forvente af den stilsikre og filosofisk vidende forfatter - dels fordi den retter sig mod staten Israel på et tidspunkt hvor denne stat er truet som næppe nogensinde siden sin oprettelse - men navnlig fordi den gør det i en skandinavisk humanismes og kristendoms navn.

Formentlig er der i Norge - til forskel fra Sverige - nogenlunde samme følelsesmæssige holdning til den aktuelle eskalering af konflikten i Mellemøsten som der er i Danmark, hvor en meningsmåling har vist af næsten halvdelen af befolkningen forstår israelernes aktioner, men kun 8 procent Hizbollahs. Over 40 % er usikre. Forholdet er jo klart, at vi grundlæggende har sympati for jøderne på grund af de forfølgelser de er blevet udsat for i Europa op til 1945, men også at mange forstår palæstinensernes frustrationer over uretfærdig behandling siden Israels oprettelse i 1948. Blot har vi generelt ingen sympati for terrorister, omend visse dele af venstrefløjen navnlig i 70'erne og 80'erne har flirtet lidt rigeligt med den slags, bl.a. af ren og skær afsky for vestlig kapitalisme. Men 11. september 2001 og efterfølgende terroranslag mod vestlige mål (Madrid og London) fra ekstremistisk muslimsk side har fået de fleste menneskers øjne op for hvordan blindt had kan udarte. Muhammed-krisen forstærkede kun indtrykket. Og nu har det heldigvis afværgede terroranslag mod fly fra London til USA yderligere dokumenteret, at de islamistiske hadere har uændrede mål og strategi (helt på linje med al-Qaida), og samtidigt at de er blevet endnu mere raffinerede i deres metoder. Endelig er de anholdte hadere - så vidt det er kommet frem - overvejende unge andengenrationsindvandrere af pakistansk rod der er opvokset i England, men trods gode uddannelser og gode jobs aldrig er blevet kulturelt, værdimæssigt eller mentalt integreret i samfundet.



Og her kommer så den vise mand fra Norge, der i 1991 slog igennem med den filosofihistoriske roman 'Sofies verden', og fortæller os at staten Israel i sin nuværende form er historie. "Der er ingen vej tilbage. Det er på tide at indøve en ny lektie: Vi anerkender ikke længere staten Israel."

Gaarder indrømmer at det efter Holocaust var historisk og moralsk nødvendigt at jøderne fik deres eget hjem. Men staten Israel har med sin skruppelløse krigskunst og sine modbydelige våben massakreret sin egen legitimitet, skriver han. "Den har systematisk forbrutt seg mot folkeretten, internasjonale konvensjoner og et utal FN-resolusjoner og kan ikke lenger forvente beskyttelse fra samme hold. Den har teppebombet verdens anerkjennelse. Men frykt ikke! Trengselstidene er snart over. Staten Israel har sett sitt Soweto." Dvs set det nederlag der for Sydafrikas vedkommede skyldtes oprøret fra de undertrykte sorte sydafrikanere i Johannesburg i 1976 og førte til Apartheid-styrets definitive fald i 1994.

Gaarder gør udtrykkeligt opmærksom på at han anerkender staten Israel af 1948, men ikke Israel af 1967, dvs ikke den udvidede stat der blev resultatet af den egyptiske præsident Nassers hasarderede felttog mod Israel. Og han er overbevist om at hele den israelske nation vil falde for egen hånd, og at dele af den israelske befolkning må flygte fra deres okkuperede områder til endnu en diaspora (liv som spredt befolkning). Men han henstiller til omgivelserne at være besindige og vise overbærenhed mod jøderne. "Skyd ikke på dem. Giv dem frit lejde. Giv dem husrum og gi dem mælk og honning!"

Det lyder alt sammen som ren antisemitisme - tilsat ironi og bibelsprog - og kan let afvises som sådan, hvis man har taget ensidig parti for israelerne imod palæstinenserne, men udover at Gaarder bedyrer at han skam er 'jødeven', så vil et nærmere eftersyn af hans argumentation i kronikken vise, at hans modvilje mod den forsvars- og udenrigspolitik staten Israel fører - med USA's billigelse - har dybere rødder end som så, og at den i udstrakt grad bygger på fundamentale misforståelser om forholdet mellem politik og religion. Lige netop derfor viser den slet ikke frem, men ud i det tomme rum. Den hæver sig aldrig over den retorik Jostein Gaarder mestrer, men som reelt er en æsteticering af et dybt alvorligt eksistentiel problem for alle dem der går ind for fredelig sameksistens mellem religionerne og kulturerne i det Mellemøsten der både er arnestedet og brændpunktet for det 21. århundredes katastrofale ufred og terrorisme.



Fem forudsætninger i Gaarders argumentation er imidlertid uholdbare: 1) Israelsk politik bygger ikke på det gammeltestamentlige gengældelsesprincip om liv for liv. 2) Den jødiske stat bygger ikke på antihumanistiske principper. 3) FN har ikke siden staten Israels oprettelse i 1948 været i stand til at sikre landets grænser og territorium mod krig og terror, men overladt det til israelerne selv - med amerikanernes hjælp - at sørge for det nødvendige forsvar. 4) Den jødiske rabbi ved navn Jesus prædikede ikke humanisme, og den kristne verden har følgelig ikke som påstået i kronikken terpet humanismens pensum over for jøderne i to tusinde år. Og 5) forestillingen om at være Guds udvalgte folk har hverken i jødernes eller amerikanernes tilfælde noget som helst med racisme at gøre - og den er hverken dum og arrogant, endsige en forbrydelse mod menneskeheden, sådan som Gaarder hævder.

Hvad punkt 1) angår er det vanskeligt at bestride at den militære og forsvarspolitiske tankegang hos israelerne er stærkt præget af det gamle gengældesesprincip, og følgelig indebærer at de føler sig i deres gode ret til at hævne ethvert drab på en jøde mangefold. Men for det første taler vi om terrordrab, der nu engang er noget helt andet end mord i gængs forstand. For det andet er Israels politik ikke på nogen måde bygget på en sådan hævn og gengældelse eller bare på forsvar alene. Israels politik er - og har siden statens oprettelse i 1948 - været konstruktiv: man har opbygget en levedygtig, socialt og økonomisk højt udviklet, oplyst og demokratisk velfærdsstat som kunne være forbillede for alle stater i regionen. Israelerne værner naturligvis til hver en tid stolt om denne stat med alle nødvendige midler, men hvis nabofolkene lader Israel i fred, vil Israel også lade dem i fred.

(2) Den jødiske stat er ikke som mange muslimske stater i regionen en arkaisk nationalreligion, men en moderne, sekulariseret stat med adskillelse mellem statsmagt og religionsmagt (men naturligvis ikke med tåbelig udelukkelse af religionen fra det offentlige rum.) Israel er utænkelig uden det jødiske skæbnefællesskab som Det gamle Testamente er udtryk for, men den er også utænkelig uden europæisk oplysning og humanisme. Derfor er det israelske folk et oplyst folk, samfundet konstitutionelt og praktisk et civilt samfund og retssystemet humant - helt på linje med de vesteuropæiske lande og USA.

(3) Israel har ikke efterlevet FN's resolutioner om tilbagetrækning fra besatte områder, men er ikke derfor at betragte som krigsforbryder, eftersom FN har svigtet totalt i henseende til at sikre Israels territorium. FN er som organisation aldrig mere værd end den grad af demokrati og vilje til fred og frihed som organisationens medlemslande repræsenterer, og den er de facto lille, også i Sikkerhedsrådet. Israel ville ganske enkelt være fortabt for stedse, hvis det ikke havde haft vilje til suverænitet og nødvendigt selvforsvar - og set stort på hvad de velmenende moralister såvel som de antisemitiske kræfter i og uden for FN gennem tiderne har besluttet. Og det ville være lost uden USA's vilje til i påkrævede tilfælde at benytte sin vetoret mod flertallets beslutninger i Sikkerhedsrådet. At man fra Menneskerrettigheds-forkæmpernes side uden videre postulerer at Israel med bombningerne i Libanon overtræder konventionerne, viser kun at man fra den side ikke skelner mellem regulær krig og irregulær handlinger som terror, og hverken fatter at bekæmpelse af aktive terrororganisationer kræver særlige midler eller at krig aldrig kan undgå at ramme civilbefolkninger. Israelerne advarer libaneserne mod bombninger. De kommer også til at begå fejltagelser. Men de har intet ønske om at dræbe civilbefolkningen. Deres problem er at Hizbollah-fjenderne delvis skjuler sig blandt civile.

(4) Jøden Jesus var overhovedet ikke humanist, og kristendommen er overhovedet ikke en form for humanisme. Hans evangelium var ikke oplysning eller moral i sædvanlig forstand. Den var tværtimod oprør mod moral i jødisk forstand, dvs imod selve den tankegang (som også er udbredt i både den kristne og muslimske verden) at mennesket kan frelse sig selv ved at opføre sig moralsk korrekt og dermed blive et 'retfærdigt' menneske. Dette oprør er faktisk det bærende i evangeliet, og selvom Jesus også pegede på at Guds rige er barmhjertighedens og tilgivelsens rige, så rettede han intet oprør mod kejserens rige, det almindelige magtens rige og hierarki der sørger for lov og orden i det civile samfund, det rige der om nødvendigt også må sørge for magtmæssig kamp mod rigets fjender. - Man kan gøre gældende at Jesus troede på at de sidste tider var kommet, det troede hans disciple i hvert fald på, og at det følgelig var overflødigt at bekymre sig for det daglige brød og det 'borgerlige' liv, men netop ved at pege på at gudsriget ligger på et helt andet plan, så muliggjorde han i realiteten en komplementaritet i tilværelsen der indebærer en vekslen mellem det jordiske og det evige - på både individuelt og samfundsmæssigt plan. Moderne mennesker har lov til at være humanistiske eller religiøse idealister der betragter det jordiske som noget mindreværdigt og beklageligt - og drømmer om at lammet græsser ved siden af løven. Men så svigter de realiteterne, hvad evangeliet om Guds rige faktisk ikke gør. Dette evangelium er ikke humanisme, og den kristne verden der har prædiket evangeliet i et par tusinde år har følgelig aldrig prædiket humanisme. Historisk set er humanismen dukket op på kristen grund, men den har også andre kilder og er først for alvor formet med renæssancen, naturvidenskaben og oplysningen.

(5) Endelig gælder at forestillingen om at være Guds udvalgte folk ikke har det fjerneste med racisme at gøre, for den udelukker ikke andre folk i at tro det samme. Og tankegangen er ikke latterlig, arrogant eller forældet som Gaarder mener, men helt i pagt med moderne tankegang, blot man forstår den ret som mytisk tale. Guds udvalgte folk er ethvert folk der er i stand til at se sig som andet end en ren tilfældighed i et kaotisk univers, nemlig som et helligt folk hvis liv har en særlig mening i den ordnede verden vi faktisk lever i. Det hellige land er på samme måde ethvert land som et folk oplever som noget særligt. Jf. artiklen om Myte, ord og billede.

At der så uundgåeligt kommer en mere etnocentrisk og med et moderne begreb mere 'nationalistisk' aspekt ind i disse gamle mytiske forestillinger er en anden sag, der helt selvfølgeligt burde give anledning til overvejelser efterhånden som udviklingen giver os forståelse for sammenhængene og risiciene. Det mest fornuftige er naturligvis at nå frem til en klar relativisering af de følelsesmæssige og tankemæssige tilknytninger eller identiteter. Her mangler uhyre meget, også hos jøderne og amerikanerne. Men at droppe de mytiske begreber som sådanne ville være tåbeligt - og i sidste ende føre til tabet af mening og identitet.



Jostein Gaarder har altså set ud fra disse helhedsrealistiske synspunkter uret i alle sine antagelser og kan derfor ikke se anden udvej af den aktuelle og menneskeligt dybt ulykkelige konflikt i Mellemøsten end at den ene part opgiver sin nationale identitet og selvstændighed til fordel for den anden parts drømme om hævn og udslettelse, drømme der om nogen er udslag af primitiv følelse og tankegang.

Gaarder kan selvsagt heller ikke se, at alt hvad der i disse år foregår i de muslimske lande fra ende til anden bekræfter at der er et skrigende behov for demokratisering og sekularisering. Hvis folkene i Mellemøsten overhovedet nogensinde skal nå frem til et udviklingstrin der befrier dem fra dogmatiske og absolutistiske synspunkter og som fastholder dem i evig krig og konflikt med andre fanatikere, så må de igennem demokratiseringsprocessen. Men Gaarder retter rask væk skytset mod jøderne, på trods af den kendsgerning, at disse i vid udstrækning - takket være gammel jødisk filosofi og religionsfortolkning, fx i chassidismen - har fået samme dybe indsigt i tragediens væsen som kendes i græsk kultur og kristen kultur. Her forstår man at det ikke i eksistentiel henseende gælder om at have ret eller skaffe sig ret, men om at kunne hæve sig over primitiv rethaveriskhed, hævngerrighed og hadfølelse. Dette sker blot ikke hvis man uden videre opgiver ansvarligheden og suveræniteten.

Men det værste er dog, at Gaarder i sin velmenende humanistiske, men fra al religionsforståelse bortvendte og derfor halve 'oplysning' slet ikke har øje for at en varig og langsigtet løsning af konflikten i Mellemøsten kun er mulig i og med at alle involverede etniske, kulturelle og religiøse grupperinger i fuld forståelse for historiens tragedie når derhen i bevidsthedsudviklingen hvor de kan se at det er muligt at finde fællesskab der gør al pukken på dogmatisk eller snæver national identitet overflødig. Det kan man gerne kalde en utopi, men det er dybest set den ældgamle utopi der ligger i de jødiske forestillinger om Messias' komme og dermed også er indgået i kristendommen. Mytologisk forstået er Messias' komme ikke en eller anden frelser-persons eller supermans komme, men selve den tidsånd der betyder fred mellem nationerne, kulturerne og religionerne.

Går man ind på denne tankegang, er det klart at vejen frem udelukker det blinde hads og den blinde hævns metoder, men til gengæld omfatter såvel det sunde civile samfunds opbygning som demokratiseringen, oplysningen og sekulariseringen. Men forudsætningen er en bevidsthedsudvikling der tager overordnede spirituelle mål i betragtning og tager den tragiske humor til sig.

I det omfang Jostein Gaarders opsigtsvækkende kronik kunne fremprovokere overvejelser i denne retning, så parterne også på psykologisk plan kunne komme mest muligt væk fra dogmatisk og absolutistisk tankegang og hen imod en mere pragmatisk og relativistisk, kunne den blive til gavn for alle parter. Men i modsat fald bliver den blot endnu en opmuntring for de blinde hadere der vil have ret - og Israel udslettet. Den bliver vand på Hizbollahs, Hamas' og Irans mølle. Og dermed er hans kronik også blevet et udpræget eksempel på at selve sproget kan forføre i og med at retorikken løber af med selv de klogeste og mest velmenende mennesker. Dette bør dog belyses særskilt.

Peer Sendemand



Tilføjelse 12.8.:

Da Jostein Gaarder i dag har offentliggjort en ny kronik i Aftenposten med henblik på at korrigere ting han mener læserne har misforstået, gives her linket til denne kronik: Klik, idet der samtidigt udtrykkeligt gøres opmærksom på, at ovenstående fortsæt er gældende indvending, som Gaarder hverken direkte eller indirekte imødegår. - Jf dog artiklen  Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III  (14.8.06.)

Peer Sendemand



Henvisninger:

Jostein Gaarders kronik i Aftenposten 5.8.06.   Guds utvalgte folk



Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)

Hadets tiltrækning og livsløgn    (Forførelsens Kunst II: Politik - 31.7.07.)

Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)



Artiklen  Myte, ord og billede
Artiklen  Humor og tragedie
Artiklen  Den komplementære helhedsrealisme

Introduktionsserie til Jernesalts filosofi
med bl.a. artiklen:   Er kristendommen passť?

Artikler om   Mellemøsten

Artikler af Peer Sendemand:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal