utils prefix normal JERNESALT - sende16hekse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.6.06.


Hvorfor skal hekse på bålet?

af Peer Sendemand

Midsommeren fejres den 23. juni selvom det egentlig er den 21. der er årets længste dag med årets korteste nat. Men forskellen er ringe, så man har valgt at lægge begivenheden på fødselsdagen for Johannes Døber, også kaldet Sankt Hans, da det bibelske navn fordanskedes til Hans (foruden Jens, Jes, Johan m.m. - på andre sprog John, Juan, Giovanni, Jean, Jan m.v.) Sankt Hans er i parentes bemærket skytshelgen for de sindssyge, som det hed i gamle dage; deraf Sct Hans Hospital i Roskilde.

Dagen, aftenen og natten fejres stadig med manÚr med bål, taler og fællessang samt mad, drikke, dans og hvad deraf kan følge, omend ikke så grundigt som svenskerne gør. Jf. Strindbergs 'Frk. Julie' der både er filmatiseret og fortræffeligt koreograferet af Birgit Cullberg.

Som regel indgår Holger Drachmanns Midsommervise fra eventyrkomedien 'Der var engang' (1885) i de danske festligheder, og navnlig sidste vers er kendt:

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende!
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks og hvert sogne sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde;
vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde!


Bål karakteriseres her som glædesblus hvormed vi holder hekse og trolde fra livet, for sådanne væsener findes - konstateres det - i hver en by og hvert et sogn.

Trolde og hekse kender vi særdeles godt fra eventyrverdenen - jf. eksempelvis 'Et Folkesagn'. Heksetro er ældgammel. Det ses blandt andet på dens animistiske træk, at man tillægger heksene appetit på at fortære mennesker. Men den er også universel og kan findes i alle kulturer. Den er historisk veldokumenteret, og psykologisk let forståeligt. Der er tale om en tydelig projektionsmekanisme: man projicerer onde egenskaber og ond vilje, som man ikke vil være ved som en bestanddel af ens egen psyke, ud på andre, først og fremmest taknemmelige ofre i form af afvigere eller kættere.

Og netop afvigere findes naturligvis i alle byer og sogne. Det var ikke godt andet, for vi mennesker er nu engang meget forskellige, nogle er begavede, andre dumme, nogle dygtige, flittige og effektive, andre mere eller mindre umulige, dovne og ineffektive. Og nogle er charmerende eller ligefrem karismatiske, mens andre har deres væsen imod sig, bliver outsidere og regnes for outsidere. I et åbent, tolerant og rigt land er det en fordel med individer af alle slags, men i ensrettede samfund vurderes de som oprørere eller kættere, altså som farlige mennesker der er værdige til forfølgelse - eller i det mindste nyttige som afledningsobjekter.



Men ensretning er som bekendt mange ting. Den kan være af religiøst eller ideologisk tilsnit, og altså medføre at herskerne prøver at gøre snævre normer og dogmer gældende og bevidst forfølge overtrædere af disse. Men den kan også være en almen tendens henimod det konforme, en stærk fælles vilje til at værne om det Ún gang vedtagne og fordømme alle former for afvigelse. Det gamle landsbysamfund var fuldt af sådanne normer, men det borgerlige samfund fik sandelig også sine 'spidsborgerlige' dyder, der gjorde livet for afvigere til et helvede. Det kan man fx læse om hos Gustav Wied. Specielt den gamle stationsby var et grusomt sted for afvigere, for intet kunne skjules for moralens vogtere eller deres sladder. Den moderne storby kan til sammenligning have sin ulempe i risikoen for ensomhed. Men den principielle anonymitet er en utrolig fordel for enhver der ikke ser det som sit livs mål at følge strømmen, moden og korrektheden.

Det siger sig selv at egentlige hekseforfølgelser hører de små samfund til, samfundene hvor alle kender alle og hvor selv den mindste afvigelse uundgåeligt registreres af flertallet, det Ibsen i 'En folkefjende' kaldte den 'kompakte majoritet' og som han skildrede som en uhyggelig størrelse af have med at gøre for afvigere, selv af den slags der i grunden er velmenende og måske sidder inde med nye og for alle gavnlige indsigter.



Det er en udbredt opfattelse at hekseprocesserne i Europa er nøje knyttet til kirken og kristendommen, men man glemmer at den katolske kirke faktisk gjorde hvad den kunne for at forhindre de folkelige tilløb til processer. Den officielle kirke er nok et magtorgan der forfølger egentlige kættere (folk der bestrider kirkens dogmer), men når det kommer til udslagene af den kreative folkelige fantasi, så vil kirken helst ikke være med. Det så man da det gjaldt dyrkelsen af Jomfru Maria, som der ikke er belæg for i de bibelske skrifter. Men folketroen var så stærk at kirken måtte bøje sig - og så naturligvis gjorde det på den måde at den indoptog den irrationelle dyrkelse i den officielle dogmatik.

Middelalderkirken anså heksetroen for hedensk overtro, og selvom den i mange tilfælde gik aktivt ind i processerne, så var dette stort set begrænset til Alperne. Det var den almindelige øvrighed der stod for de fleste processer, og her siger statistikken, at rundt regnet halvdelen af de anklagede blev frifundet. Men det betyder ikke at tallene for de dømte der endte på bålet var ubetydeligt. Man skønner at det drejer sig om måske 50.000 mennesker, overvejende kvinder. Da heksebrændingerne i den katolske kirke definitivt blev indstillet af inkvisitionen i begyndelsen af 1600-tallet, ophørte den ikke, for den fortsatte på folkeligt plan med overfald, mord og lynchninger. Det er iøvrigt karakteristisk at hekseprocesserne i Nordeuropa tog voldsomt til efter Reformationen. Men også her blev de efterhånden indstillet af fornuftige gejstlige. Man var udmærket klar over de massepsykologiske mekanismer bag forfølgelserne. I Danmark fandt et decideret heksemord dog sted så sent som i året 1800.



At kvinder var i overtal som anklagede og dømte hekse er ikke så mærkeligt, da de europæiske samfund indtil for ganske nyligt har været stærkt mandsdominerede. Kvinderne stod svagest i retssystemet, men hertil kom naturligvis deres 'medfødte farlighed', selve kønnet, der ikke alene tiltrak mændene i det omfang det gavnede den nødvendige forplantning, men også fristede mændene til en erotik der kunne true det lovformelige ægteskab og dermed hele arveretten. Alle kvinder var pr. definition og syndefaldsmyte farlige for mænd, men stærkt erotiske kvinder var særligt farlige - og måtte ofte bøde for det.

Carl Th. Dreyers film 'Vredens dag' er en glimrende illustration til hvor risikabelt det var for en ung kvinde for nogle århundreder siden at være sig sine erotiske lyster bevidst i det gamle protestantiske samfund. Hun var blevet gift med den gamle præst, blev forelsket i hans unge søn, men fik navnlig præstens gamle magtsyge moder imod sig. Og da den unge kvinde forårsagede sin mands død ved at slynge sandheden imod ham så han fik et hjertetilfælde, blev mistanken rettet mod hende som forgjort af stedets heks, som netop var blevet brændt på bålet - efter forgæves appel til præsten om barmhjertighed. - Det er heldigvis fortid på vore breddegrader - eller var indtil muslimerne dukkede op med deres mandschauvinistiske landsbynormer, tvangsægteskaber og æresdrab.

Men forfølgelse af anderledes tænkende, anderledes sansende og anderledes livsførende er ikke begrænset til 'farlige kvinder'. Magthavere forfølger alle steder mennesker der sætter spørgsmålstegn ved deres magt og idealer. Diktatorerne kan gøre som det passer dem. Kun i demokratiet er der sørget for en så betydelig magtbegrænsning, at de enkeltes frihed til at tænke, tro, tale og sanse som de vil er sikret.



Og folket? - Det har såmænd også fortsat sine projektioner kørende, så det dagligt bekræftes at menneskene og samfundene aldeles ikke er oplyste og rationelle, men fortsat behersket af de psykiske primærprocesser. Så kan man iøvrigt kalde syndebukkene hvad man vil: hekse, trolde, afvigere, outsidere eller kyniske magtstræbere, imperialister, spekulanter og storkapitalister eller sågar krigsmagere. De politiske og ideologiske fløje har såmænd ikke så meget at lade hinanden høre for. Men man bør ikke glemme Konrad Lorenz' påpegning af, at menneskene ikke er aggressive, fordi de er delt op i partier, men delt op i partier, fordi de er aggressive, for det er opdelingen i partier der gør det muligt at skabe spilleregler for den politiske kamp og derved skabe basis for en fredelig og fordragelig meningsudveksling og konkurrence.

Men dette gør selvsagt ikke selve projektionsmekanismen mindre uheldig. Fejlen i den er nemlig at man projicerer alt det ud på andre man ikke kan lide hos sig selv, og dette vil i mange tilfælde omfatte ganske naturlige tilbøjeligheder som man bare i kraft af opdragelse og indoktrinering betragter som forkerte eller unaturlige tilbøjeligheder. I viktorianismens tidsalder var det fortrinsvis alt det seksuelle der blev tabuiseret og dermed gjort til objekt for projicering og moralsk fordømmelse. I vore dage er det overvejende menneskets naturlige driftsaggressivitet der udsættes for samme mekanisme og fordømmes som generelt forkastelig, selvom den overhovedet ikke kan undværes, personligt, kollektivt, kulturelt eller samfundsmæssigt.

Bålene Sankthansaften bør minde os om at vi skal lære vore hekse, ikke mindste vore indre hekse, at kende fremfor at forfølge og brænde dem.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Troldtøj
Jomfru Maria
Syndefaldsmyte
De psykiske grundprocesser
Konrad Lorenz' kulturopgør

Artikler af Peer Sendemand:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal