Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende14himmelf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.5.06.


Himmelfart, jordbundethed og realitet

Kristi Himmelfartsdag er en af de mange helligdage som skyldes kristendommen, men forekommer mange almindelige, kirkefremmede eller kirkefjendtlige mennesker utidssvarende. Da de fleste af disse helligdage falder i forårstiden og ligesom 1. maj og 5. juni giver fridage der kan genere det praktiske erhvervsliv, lyder der ofte røster om at tynde ud i dem eller flytte nogle af dem til efteråret. Dette spørgsmål skal der ikke tages stilling til her, da der næppe kan afsiges nogen endelig dom alle vil finde fornuftig. Tradition og simpel vanemæssig træghed (inerti) gør det vanskeligt at forandre noget som helst. Nogle er af dogmatiske grunde principielt imod ændringer, andre er for - og de fleste sikkert ret afslappede over for muligheden, blot der ikke sammenlagt bliver færre fridage!

Den besynderligste af alle disse særlige helligdage er uden tvivl Kristi Himmelfartsdag, bl.a. fordi den meget ubekvemt falder på en torsdag (nemlig altid 40 dage efter påskedag eller 10 dage før pinse) og derfor ikke giver en forlænget weekend, medmindre folk pjækker om fredagen (hvad den lægger op til).

Men det mest utidssvarende ved Kristi Himmelfartsdag er og bliver dog at det der har været anledningen til dens indførelse i dag forekommer langt de fleste mennesker på vore sekulariserede breddegrader at være et udslag af ren og skær overtro. Vore naturvidenskabelige forestillinger udelukker ikke alene muligheden af at et menneske farer til himmels uden hjælp af raketter med en energi der sætter dem i stand til at overvinde jordens tyngdekraft - men også at der skulle være et himmelsk eller paradisisk sted ude i rummet at fare hen til.



Hvad det sidste angår afspejler forestillingen om himmelfarten altså et verdensbillede der betragter himlen som det hvælv over jorden vi ser med vore egne øjne og som vi stadigt betages af ved nattetide på grund af stjernevrimlen. Dette hvælv var endnu ikke blevet erstattet af den moderne astronomis systematiske iagttagelser, målinger og konklusioner vedr. universets enorme udstrækning, alder og ekspansion. Og det kunne rumme alt muligt.

Overtro var der ikke tale om, for man stolede blot på sin dagligdags, så at sige jordbundne iagttagelse, ligesom man længe stolede på den solide praktiske erfaring af at jorden er flad. Denne forestilling griner vi højlydt af i dag - fx når vi på scenen hører diskussionen mellem den grønne student Erasmus Montanus og den autoritetstro degn i Holbergs komedie. De fleste glemmer at jorden i praksis er flad, nemlig i den helt banale forstand at når vi går, cykler, kører, sejler eller flyver af sted med almindeligt bentøj eller fartøj så får vi - uanset farten - aldrig nogensinde fornemmelsen af at vi i virkeligheden bevæger os hen over en kugles overflade, selvom vi udmærket er klar over det. Det er slet ikke nødvendigt at have denne fornemmelse for at bevæge sig sikkert. De to former for opfattelse af jorden er gode hver for sig til hvert sit formål. De er derfor ikke uforenelige, men komplementære.



Hvad den førstnævnte modstrid med naturvidenskaben angår, er sagen lidt mere kompliceret, for her gælder at der er en til alle tider udbredt opfattelse af at det guddommelige netop udmærker sig ved til hver en tid at kunne hæve sig over de fysiske lov der gælder i hverdagslivet - og som naturvidenskaben udforsker og sætter i system i et konsistent materielt verdensbillede.

For religøse mennesker i almindelig forstand (folk der går særligt op i religiøse spørgsmål) gælder at Gud egentlig først beviser sin eksistens og eksistensberettigelse ved at være hævet over de fysiske love. Gud er således almægtig, allestedsnærværende og udødelig. Gud ser og hører alt og kan gribe ind hvorsomhelst og nårsomhelst, også på mirakuløs vis. Ja, Gud bestemmer i sidste ende alle menneskers og dyrs skæbne. Ingen fugl falder til jorden uden det er Guds vilje, som der står i skriften. Om det så er vejret afgøres det af Gud, selvom en missionær engang kom for skade at annoncere det næste møde med en bemærkning om at det ville blive afholdt den og den dag "om Gud vil og vejret holder"!

Men også lidt mere prosaiske mennesker der ikke tror på mirakler og ikke har brug for gudsbeviser, mener at der sker mere mellem himmel og jord end vi mennesker kan gennemskue. Vil de i denne forbindelse helst undgå at tale om Gud, kan de i stedet bruge begreberne 'skæbnen' eller 'forsynet'. Og med god grund. For selvom man principielt udelukker forestillingen om en guddommelig instans der trækker i trådene som en anden slags marionetteaterdirektør, så er det svært med vore dages viden om naturen at bestride den usikkerhed og tilfældighed i tilværelsen der beror på fænomener som kvantemekanikkens ubestemthedsrelation, kaosteoriens følsomhed for begyndelsestilstande eller evolutionslærens emergens. Den gamle mekanicistiske tro på en absolut determinisme er en saga blot.

Men at tro på at nogen kan gå på vandet, flytte ting med tankens kraft eller skaffe sig en plads i paradiset ved at myrde fjender af ens egen religion, det regner nøgterne mennesker for overtro. Og det gør de klogt i.



At tro på himmelfart i bogstavelig forstand må derfor også regnes for overtro, og det virker derfor ganske morsomt på en nutidig iagttager, når Kristi Himmelfart på gamle kalkmalerier skildres på den måde at man foroven i billedet ser fødderne af Kristus og nede på jorden hans tilbageblevne sandaler eller træsko. Selv en forholdsvis moderne, men dybt religiøs maler som Niels Larsens Stevns lader i sin fresko i Grevinge kirke i Odsherred (1924) Kristus stige til vejrs som genkendeligt fysisk legeme, omend i formindsket størrelse i forhold til disciplene på jorden.

Men man skal have in mente at den slags efter religiøse menneskers opfattelse er mulige netop for gudommelige væsener - og det gælder vel at mærke ikke blot for kristendommens vedkommende. Selve forestillingen om himmelfart findes i Det Gamle Testamente, bl.a. i den vidunderlige myte om profeten Elias' himmelfart i en ildvogn (2. Kong. 2 - ofte skildret i billedkunsten). Det samme gælder for de babyloniske og egyptiske religioner. Visse steder som i persisk religion eller i shamanismen er der klart tale om en sjælens himmelfart, hos Paulus endog i form af en midlertidig ekstatisk himmelfart, hvor han ifølge 2. Kor. 12 blev "bortrykket indtil den tredje himmel" og hvor han selv var usikker på "om han var i legemet eller uden for legemet". Tanken modsvares i kristendommen af forestillingen om Kristi nedfart til dødsriget (1. Peter 3 og 4), som i dansk litteratur er stærkt skildret af Grundtvig i digtet "I kveld blev der banket på helvedes port" og i dansk kunst af Joakim Skovgaards store, Grundtvig-inspirerede billede der kan ses på Statens Museum for Kunst.

Også i katolicismen, hvor Jesu moder spiller en central rolle som en slags erstatning for en savnet kvindelig guddom, fik denne Jomfru Maria i middelalderen efterhånden på grund af et uimodståeligt folkeligt pres status som 'himmeldronning': også hun var faret til himmels, selvom de bibelske kilder intet siger herom! - Jf artiklen Det fromme menneske.



Det afgørende her synes at være at der nok forbliver et element af tro på guddommens evner til at bryde naturens almindelige love, men samtidigt spilles på noget helt andet, nemlig erfaringen af og vigtigheden af en psykisk transformationsproces. De to ting er så svære at adskille at kirken ikke tør gøre op med det overtroiske element og afskaffe den officielle trosbekendelse (som mange tager helt bogstavelig). Det ville ellers lette overgangen til en moderne kristendomsopfattelse der flytter fokus fra utidssvarende dogmer (trospåstande) til myter, dvs universelle billeder og fortællinger, og dermed fra hvad der kan strides om på teoretisk, teologisk og magtmæssigt plan til hvad der stilles til rådighed for en åben, kreativ billedmæssig forestilling om eksistensen.

For at skære det ud i pap: ligesom man ikke behøver at tro på jomfrufødsel eller Jesu fysiske opstandelse fra de døde for at kunne trække på kristendommens eksistensforståelse, mening og inspirationskraft, behøver man ikke tro på Jesu fysiske himmelfart, hans fysiske nedstigning til dødsriget eller hans fysiske genkomst. Alt kan fortolkes i overført forstand og vil vinde ved det. For kun på den måde kommer det essentielle til sin fulde ret: Der ligger kræfter i det sjælelige eller åndelige som ikke bryder naturlovene, men tværtimod er en del af dem, hvis man ellers gad beskæftige sig med dem og behandle dem som decideret psykiske fænomener. Og denne fortollkning er helt uundværlig i såvel det enkelte menneskes som de enkelte kulturers eller samfunds dynamiske komplementaritet mellem det ideale og det materielle, eller bedre mellem det evige og det timelige. Selve komplementariteten er forudsætningen for at man hverken havner i en éndimensional materialisme eller en éndimensional idealisme eller åndelighed.

Denne filosofi byder mange imod, fordi de er så forudindtaget i spørgsmålet om religioner i almindelighed og kristendommen i særdeleshed, at de betragter alle myter som skrøner og overtro, og totalt abstraherer fra at det essentielle ligger i nøgternt at fastholde det ideelle, åndelige eller spirituelle(evighedsperspektivet) som en uundværlig del af eksistensen og meningsfuldheden. Eller de er bange for at slippe dogmerne og bogstavtroen, fordi de tror al mening og al moral da vil falde bort. Men den eksistentielle virkelighed er både af materiel og ideel (åndelig) art. Kvaliteten, værdierne, meningsfuldheden kommer - ligesom helhedsbetragtningen - af det ideelle, selvom nøgternheden beror på det materielle. Jo mere man forstår dette, des bedre sættes man i stand til både at bevare realitetssansen og sørge for mening og helhed.

Kun den komplementære helhedsrealisme sikrer følingen med den hele virkelighed.

I al enfoldighed

Peer Sendemand



Henvisninger:

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Slip dogmerne - og gør jer fri!  (14.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.

Hvem er min næste?  (15.1.06.)

At blive som barn påny  (24.12.05.)
- Er forestillingerne om barnesjælen blot romantisk?

Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet
der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger
  (17.12.05.)

Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Er der en idé med at holde hviledag?  (4.12.05.)
Er der en mening med tilværelsen?  (27.11.05.)



Andre elevante artikler på Jernesalt:

Den komplementære helhedsrealisme

Artikler om religion
Artikler om sekularisering
Artikler om erkendelse
Artikler om eksistens




Fem introducerende artikler om Jernesalts grundlæggende filosofi:

Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)

Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal