utils prefix normal JERNESALT - sekulopdat

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.11.04.


Sekulariseringen må opdateres

Mindst to forhold taler for at tiden nu er inde til at lancere et bud på en ajourføring af det efterhånden forslidte og alt for uklare begreb der hedder sekularisering. Det ene er det globale sammenstød mellem den vestlige og den islamiske kultur, som også indebærer store problemer for integrationen af muslimske indvandrere i lande som Danmark og Holland. Det andet er den stigende interesse i de fleste vestlige lande for religiøse spørgsmål og dermed en stigende fornemmelse blandt ikke-religiøse mennesker af at sekulariseringens hidtidige landvindinger måske er ved at tabes.

Gang på gang fremhæves det fra ansvarlig politisk side, at sammenstødet mellem den vestlige og den muslimske kultur ikke er krig mellem kristendommen og islam. Men kendsgerningen er, at mange muslimer betragter vestlige menneskers aversion mod fundamentalistisk islam som udtryk for foragt for selve den islamiske religion, ja betragter sekulariseringen som en direkte trussel mod deres egen tro.

Som sikkerhedsforskeren, professor Ole Wæwer udtrykte det i et interview fornylig - og iøvrigt skal have fremført ved årets festforelæsning på Københavns Universitet - så er 'sekularismen', forstået som en doktrin om sekularisering, for muslimerne et af de mest truende træk ved Vesten. På linje med materialisme, porno og alkohol fylder den dem med angst og desperation. Vesten skal derfor, hævder han, undlade at være så insisterende på dette princip, hvis vi vil undgå at virke unødigt truende på den islamiske verden.

Sagen er blot, at en kultur som den danske der i et bestemt historisk forløb er blevet sekulariseret i den forstand at den har gennemført en adskillelse mellem den verdslige magt, dvs statsmagten, og den religiøse magt (kirken, præstehierarkiet, dogmesystemet) aldrig vil ønske at opgive den hermed forbundne frihed og følgelig heller aldrig vil kunne acceptere bevægelser der har til hensigt at afskaffe eller undergrave denne frihed.



Sekulariseringen kan kun opfattes som en trussel af mennesker der klamrer sig til den ufrihed der kommer af autoritær opdragelse og systematisk indoktrinering af regler og normer i hjem, moskéer og koranskoler samt på tv-kanalerne. Men man kan da ikke med rimelighed forlange at de sekulariserede af denne grund skulle opgive deres vundne frihedsrettigheder. Den vil de tværtimod værne om inden for deres egne grænser, bl.a. ved - som i Theo van Gogh-sagen - at retsforfølge hævn eller trusler om hævn mod folk der bruger ytringsfriheden. Men også ved at forlange indvandrernes børn oplært i demokratiets spilleregler, herunder respekten for anderledestænkende. Og endelig også ved at støtte muslimers kamp for frihed i de lande der er præget af undertrykkelse. Frihedsrettighederne er ikke vestlige påfund, men universelle ideer alle ville foretrække, hvis de fik valget.

Men bag muslimernes misopfattelse af den vestlige indstilling ligger naturligvis en vrangforestilling som også mange sekulariserede vestlige mennesker deler, nemlig forestillingen om at sekulariseringen betyder en sådan total verdsliggørelse af hele samfunds- og kulturlivet, at religion og religiøsitet systematisk og konsekvent henvises til privatsfæren.



Vrangforestillingen kommer naturligvis ikke af ingenting, for dels betyder den oprindelige verdsliggørelse af samfundet, fyrsternes overtagelse af kirkegodset og dermed den effektive undergravelse af kirkens økonomiske magtfundament, ikke ret meget i dag, hvor den forlængst betragtes som en selvfølge. Dels har oplysningstidens og naturvidenskabens opgør med kirkens dogmer tillige med urbaniseringen og det store materielle fremskridt i to århundreder svækket kirkens indflydelse og synlighed betydeligt, selvom den fortsat bakkes op af det store flertal i befolkningerne.

Folk vil gerne være frie for kirkens indblanding i politiske såvel som alment kulturelle spørgsmål, men vil åbenbart helst ikke slippe forbindelsen til det religiøse totalt. De fleste kommer kun i kirkerne til dåb, bryllup og begravelse - samt juleaften. Salmerne kan de ikke længere. Dogmerne og præstens prædiken forstår de heller ikke. Gud er måske ikke helt så død som Nietzsche påstod, men når selv præsterne hellere vil tale om menneskekærligheden og det humane indhold i evangeliet, så beholder de fleste deres eventuelle gudstro for sig selv. Eller de går til de alternative for at få dækket behovet for dialog og tiltale.

I muslimernes øjne bliver der på denne måde stort set kun den skinbarlige vantro tilbage. I rationalisternes og ateisternes øjne stort set kun overtro og formørkelse.

De oplyste havde i 1960'erne og 70'erne held til at fjerne ikke alene den tomme udenadslæren af salmer og katekismus, morgensangen og bibelhistorien fra skolerne, men som bekendt også historien. Men den religiøse interesse fik de aldrig bugt med. Folkereligiøsiteten og nyreligiøsiteten foldede sig ud, og i dag er den religiøse interesse stor og stigende. De oplyste begriber det ikke og jamrer over udviklingen. Se bare hvordan det religiøse dukker op i USA som bestemmende for præsidentens tankegang og politik, ja, udslaggivende for modstanden mod fri abort og bøsse-ægteskab.

Oplysningsfortalerne glemmer imidlertid, at rationalismen ikke kan afskaffe det irrationelle, og at den historisk set rent faktisk førte til romantikkens modreaktion.

Selve rationalitetens og modernitetens store gevinst var at få bragt logisk orden og solid videnskabelig erfaring ind i så mange af menneskelivets og samfundslivets forhold som overhovedet muligt. Dette var nemlig med til og er til stadighed medvirkende til at sikre en stadigt bedre tilpasning til de ydre vilkår og dermed det man kalder realitetsprøvelsen.

Fejlen, den i virkeligheden katastrofale fejl, var at man troede at man kunne undvære det irrationelle lag i kulturen, menneskets frie og dybt inspirerende og kreative kontakt med sjælelige eller åndelige fænomener. Resultatet blev en åndelig forarmelse eller én-dimensionalitet, som stort set kun blev opvejet af kunstens alternative udfoldelse, provokation og udvikling.



Når det irrationelle er komplet umuligt at udrydde, skyldes det ganske enkelt, at det ligger langt dybere i psyken end det rationelle og primært beror på før-sproglige elementer på ubevidst plan, det Storm P. i en af sine absurde fortællinger med et rammende udtryk kaldte ‘sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke'. Det drejer sig om arketypiske forestillinger fra det kollektivt ubevidste, og det afspejles igen i dagligsproget og dets mange metaforer, associationer, tvetydigheder og manglende præcision.

Forestillinger som gud, djævel, himmel, helvede, paradisisk fred, synd, fortabelse, frelse og velsignelse hører til kategorien, og det betyder, at ingen ateistiske bandbuller eller stalinistiske dekreter om forbud mod disse begrebers anvendelse har nogen praktisk virkning.

Den store fejl hos teologerne og dogmatikerne er naturligvis, at de ikke nøjes med at sætte navne på fænomenerne, men fremturer i opbygning af logisk systemer der i værste fald - som fx i den katolske skolastik - gives et afsluttet og urokkeligt præg, som tilmed knyttes til en fast magtstruktur med enevældig ret til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, og endda ekskommunikere, ja brænde formastelige mennesker der har en anden mening.

Som bekendt fik det katastrofale følger for forholdet mellem kirke og anden kultur, at kirken bekæmpede den gryende naturvidenskab i stedet for at værne om religionens oprindelige mytologiske karakter og hilse den moderne naturerkendelse velkommen som et kærkomment komplement. Resultatet blev bl.a. den bitre strid mellem kirken og darwinismen om skabelsen, som endnu folder sig ud i visse lande som en kamp mellem fundamentalister og den almen skoledannelse, og som er fuldstændigt tåbelig, fordi den skabte menneskeverden i mytologisk forstand og universets oprindelse i naturvidenskabelig forstand er to absolut inkommensurable fænomener. Striden svækkede imidlertid afgørende kirkens position gennem det meste af det 20. årh.

Striden indebar også, at de ‘oplyste' på deres side vendte ryggen til alt det religiøse, altså ikke blot til uholdbare dogmatiske formuleringer, men også til uudryddelige arketypiske grundforestillinger som prægede dagligsproget og fortsat vedblev at have betydning for almindelige mennesker såvel som for kunstnere og andre åbne mennesker der forstod kreativitetens oprindelse og den menneskelige ansvarligheds forankring i ‘det der er større end mennesket'.



Netop det sidste punkt er væsentligt for forståelsen af, at sekulariseringen ikke er uforenelig med en religiøs fortolkning af eksistensen. For sekulariseringen betyder lige præcis den ophævelse eller indskrænkning af de kirkelige institutioners økonomiske, juridiske og politisk magt som tillader dem at misbruge deres magt over sjælene til egentlige politiske formål som meningstyranni. Den betyder derimod ikke, at religionen må afstå fra indflydelse iøvrigt, herunder påvirkning af folks moralske normer og adfærd.

Sekulariseringens adskillelse mellem politik og religion gælder altså den magtudøvelse som i demokratiske samfund alene tilkommer statsmagten i nært samarbejde med den lovgivende og dømmende instans. Den gælder derimod ikke de andre sider af samfundslivet og eksistensen.

Her vil det tværtimod forholde sig sådan, at den menneskelige ansvarlighed i sidste ende ikke beror på jordiske instanser, hvis autoritet og legitimitet afhænger af valg og beføjelser, men på en instans der er hævet over en sådan autoritet og legitimitet og som desforuden er karakteriseret ved ikke at kunne entydigt bestemmes endsige kontrolleres.

Normalt betegnes en sådan instans i religiøst eller mytologisk sprog som evig, himmelsk eller guddommelig. Men der behøver ikke at være tale om noget der nødvendigvis må betragtes som overnaturligt eller metafysisk. Det er faktisk muligt dybdepsykologisk at fortolke instansen som den del af menneskets psyke der i kraft af kontakten med det kollektivt ubevidste optræder i den enkelte som en magt der er større end den enkelte. Naturligvis volapyk for enhver spidsborger der ikke har kontakt med sine egne sjælelige dybder, men ligetil for alle der har det - ganske som det for sådanne mennesker er ligetil at åbne sig for musikalske universer eller for andre skabende ressourcer.

En følge af indsigten i disse mekanismer er, at det psykologisk set kun kan føre til inflation at afskaffe dagligsprogets gudsbegreb. Det vil nemlig uundgåeligt medføre, at pladsen erobres af psykiske kræfter der ikke er stillet til regnskab over for noget højere, men tror det har fuldstændigt kontrol over sig selv og tilværelsen.



Disse sondringer gør det nu muligt at forstå, hvorfor så mange ‘oplyste', ikke-religiøse mennesker umuligt kan begribe de aktuelle strømninger i amerikansk politik uden at ty til gale fortolkninger i fundamentalistisk retning. Det ligger således fuldstændigt ud over sådanne menneskers forestillingsevne, at en mand som præsident George W. Bush kan referere til sin personlige tro uden at være fundamentalist.

Men sondringerne gør det også muligt at forstå, hvorfor flertallet af muslimer har så svært ved at fatte at sekularisering ikke nødvendigvis er ensbetydende med moralsk opløsning og kulturel dekadence, men derimod med en religiøs eksistensfortolkning der udmærket kan forenes med høj grad af moralsk, kulturel og national ansvarlighed, foruden med internationalt og globalt udsyn samt respekt for og stolthed over den videnskabelige erkendelse og de teknologiske fremskridt.

Tilmed kan den uden besvær forenes med mening og sammenhæng i tilværelsen. Forankringen og udsynet, meningen og sammenhængen er nemlig ikke knyttet til skrifter og tradition i anden forstand end som inspirationskilde og historiske bånd. Der er ikke tale om bindinger til faderlig autoritet af nogen slags, men tværtimod om et selvstændigt, kritisk og fuldt bevidst erkendelsesforhold.



Heraf kommer det, at sekulariseringen i moderne forstand kan fortolkes i tråd med den mytologiske beretning om ‘syndefaldet', der som bekendt bestod i at de første mennesker overtrådte deres skabende ophavs forbud mod at spise af kundskabens træ. Overtrædelsen medførte at de blev bevidste om kønnets betydning, dødens realitet og deres hele ansvarlighed som mennesker og i selvsamme øjeblik mistede trygheden under ophavets beskyttelse. De mistede med andre ord deres uskyld. Ganske som ethvert enkelt menneske gør, når det kommer til skels år og alder i puberteten.

Da tabet af dette oprindelige paradis er blevet betragtet som selve ‘ursynden' eller det der i kristen teologi med en uheldig term kaldes ‘arvesynden', betragtes Adams og Evas overtrædelse naturligvis som den helt store katastrofe i menneskehedens historie, hvor den rettelig burde betragtes som det modsatte: selve grundlaget for kulturlivet, selve det skridt der indebar friheden, men også gav ansvaret for egne handlinger.

Gang på gang i menneskehedens historie har mennesket overtrådt forbudet mod at spise af kundskabens træ. Hver gang har det medført større indsigt og større frihed, men også større ansvar og større risici for fejltrin. Kniven var et stort fremskridt, men medførte også forbrydelser. Naturvidenskaben har betydet enorme landvindinger teknologisk og økonomisk, men også trusler mod miljøet og muligheder for misbrug af magt. Aktuelt betyder den fantastiske bioteknologiske udvikling endnu større frihed og endnu større risici. Men vi ville ikke være mennesker uden at tiltrækkes af mulighederne.

Einsteins relativitetsteori gjorde op med Newtons absolutisme, og Bohrs komplementaritetsfilosofi undergravede den dualistiske forstandsforhekselse. Forbudet mod at spise af kundskabens træ har dog næppe været overtrådt mere radikalt end da Freud og Jung begyndte at forske i sjælens dybder. Det har efterhånden givet os fuld forståelse for, at det dybeste i os - det mest skabende og det mest meningsgivende i os - ikke er kontrolleret af fornuften og derfor heller ikke kan monopoliseres af nogen ydre magtinstans i form af pavestol, teokrati eller politisk ideologi. Menneskets frihed afhænger til hver en tid af, at vi holder os frie af de religiøse og politiske ismer og deres ensretnings- og undertrykkelsesapparater. Men psykologien indebærer også forståelsen for, at heller ikke videnskaben i almindelighed eller psykologien som sådan kan tage monopol på de eksistentielle sandheder.



Set ud fra disse synspunkter betyder sekularisering erobring af den sandhed der gør fri, den humor der gør fri, det dagligsprog der gør fri og det ansvar der gør fri - eller med andre ord den ‘helhedsrealisme' der gør fri fordi den formår at holde modsætningerne mellem den jordnære realisme og den indre psykiske mening og sammenhæng forenede i et dynamisk og frugtbart komplementært samspil.



Henvisninger:

Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Gik han for vidt i kritikken af muslimerne?

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.) om bl.a. 'syndefaldet'

Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)



Religionen og sekulariseringen  (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal