Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sdfv

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.2.06.


S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt

Meningsmålingerne i kølvandet på Muhammed-sagen har talt deres tydelige sprog. Socialdemokraterne går markant tilbage, Dansk Folkeparti markant frem - og VK-regeringen er dermed blevet styrket.

Der er mindre forskydninger blandt de øvrige partier, blandt hvilke både SF og Det radikale Venstre går frem. SF fordi de i Villy Søvndal har fået en formand der forstår kunsten at komme i medierne og at tale i klart sprog. Det radikale Venstre fordi de fortsat tiltrækker de idealistiske humanister i landet der vil fred og fordragelighed og derfor ikke kan lide tonen over for indvandrerne. Begge partier synes også at man skal lade være med at krænke religiøse følelser.

Det radikale Venstre kan bryste sig og måske drage visse fordele af at have Naser Khader som medlem af sin folketingsgruppe. Han har med dannelsen af netværket Demokratiske Muslimer ført danske muslimer i dialog med statsministeren himself og dermed i realiteten åbnet for en vis opblødning af fronterne mod regeringen. Og SF's Kamal Qureshi har netop taget initiativ til en konference, et 'familieråd', med bl.a. folk som Uffe Elleman-Jensen, Bent Lexner og Omar Marzouk for om muligt at fremme dialogen mellem muslimer og ikke-muslimer. Men om dette velmente initiativ får nogen større effekt er tvivlsomt.

Oppositionen som helhed, inkl. DF, forsøger nu at svække regeringen ved at køre frem med kritik af statsministerens afvisning af et møde med de 11 muslimske diplomater, hvoriblandt den intrigerende, nu tilbagetrukne egyptiske pseudodiplomat. Det er ganske vist spild af ressourcer, for embedsmændene kan sagtens bruge tiden til noget bedre, men det kan altid give lidt opmærksomhed. Konkrete resultater vil blive magre, for statsministerens afvisning var særdeles korrekt og velbegrundet, og det er desuden ren fantasi at et møde med diplomaterne ville have ændret nogetsomhelst, når der tydeligt var folk imellem der havde skjult dagsorden og var på bestillingsopgave.



Men afgørende er at Muhammedsagen efter alt at dømme har forskudt ikke blot nogle procentsatser og mandater i prognoserne, men selve spændingsfeltet i dansk politik - og det på ganske få uger og kun kort tid før forhandlingerne om velfærdsreformerne skal i gang.

Socialdemokraterne er blevet så alvorligt svækket at der er sat spørgsmålstegn ved Helle Thorning Schmidts evner til at lede partiet og føre det frem til en mulig sejr over Anders Fogh Rasmussen. Kommentatorerne er stort set enige om at damen ikke kan slå Fogh som hun ellers frejdigt erklærede da hun blev formand. Men da partiet ikke umiddelbart synes at rumme formandsemner der kan true hendes position, vil et formandskifte nok skulle afvente et nederlag ved det næste folketingsvalg.

Dansk Folkeparti er derimod blevet så styrket at partiets dygtige leder, Pia Kjærsgaard ikke blot kan sole sig i successen, men vil stå langt stærkere i de kommende forhandlinger om velfærdsreformerne - og tilmed kunne distancere sig så meget fra de konservative, at de efter al sandsynlighed vil blive umulige at komme udenom ved næste regeringsdannelse. Det er endda ikke fuldstændigt udelukket, at DF og V kan få flertal sammen uden K, men det vil i givet fald næppe føre til udelukkelse af K. Dette ville være for dumt. Men spændingsfeltet i dansk politik er nu ubestrideligt feltet mellem Venstre og DF.



Hvorfor er det gået sådan, kan man spørge. Men svaret er ret indlysende. Muhammed-sagen har forstærket den skillelinje der går gennem både befolkningen og partierne med hensyn til udlændingepolitikken i almindelighed og synet på de muslimske indvandrere i særdeleshed. Det parti der fremfor alle andre har vist særlig stor forsømmelighed og afventen for ikke - med det nye modeord at sige - prokrastination (udsættelsen til i morgen) af hvad der skulle gøres øjeblkkeligt for at begrænse en tilstrømning af fremmede der var større end mulighederne for integration, det har lidt tab, mens det parti der har profileret sig på modstand og stramninger har fået opbakning.

Det radikale Venstre (og til dels SF) har ikke lidt socialdemokraternes vanskæbne for begge partier er præget af idealister der bekymrer sig mere for menneskerrettigheder end for praktiske konsekvenser. De konservative berøres stort set ikke, og har jo i det mindste fordel af en udenrigsminister der har gjort alt hvad han kunne for ad diplomatisk vej at begrænse skaderne af de muslimske massers ophidsede og effektive kamp mod danske interesser.



Venstre derimod har måttet notere en svagt vigende tilslutning, selvom statsminister Anders Fogh Rasmussen objektivt set har klaret den yderst prekære situation ganske godt. Men det har svækket ham, at denne hidtil inkarnerede modstander af såkaldt appeasement-politik fandt det nødvendigt i de første hektiske dage af konflikten at tage afstand fra tegningerne i Jyllands-Posten og efterfølgende i et tv-interview på arabisk tv at smile alt for påtaget venligt for at understrege at danskerne skam respekterer muslimerne og deres religion.

Hvad man end kan sige om denne dygtige statsmand, så kan han altså ikke lide de ustyrlige irrationelle kræfter der er brudt løs og har tilkendegivet at han ønsker religion holdt ude af det offentlige rum. Han forsvarer ytringsfriheden, men vil ikke være ved at religion ikke lader sig reducere til en privatsag, og at den derfor bliver en direkte trussel mod åndsfriheden, demokratiet og sekulariseringen i nøjagtigt samme omfang som den bliver absolutistisk og gør krav på absolut ukrænkelighed.

Fogh Rasmussen vil under ingen omstændigheder give køb, når det gælder ytringsfriheden, men han vil gerne have fred med omverdenen, også når befolkningen i de muslimske lande gejles op til kamp på et fuldstændigt urimeligt følelsesmæssigt grundlag. Selve urimeligheden har han ikke mod til at påpege. Så hellere føre appeasement-politik - og glæde sig over at de fanatiske muslimer heldigvis er mange tusinde kilometer længere væk fra landets grænser end Hitlers horder var i 1939.



Venstre er kommet i klemme. For en svækkelse af kampen mod en muslimsk trussel der i bund og grund er båret af hellig frustrationsaggressivitet og har været totalt ude af proportioner, vil kun gavne Dansk Folkeparti. Det vil være utænkeligt at regeringen imødekommer den egyptiske stormufti Ali Gomaas ønsker om en officiel dansk undskyldning, for han forstår ikke en pind af hvad sagen drejer sig om i danske øjne (han tror vi er dumme!), men hvis regeringen bakker op om det østrigske EU-formandsskabs nye idé at lade Tyrkiet forsøge sig som mægler mellem den muslimske og ikke-muslimske verden, så vil resultatet blive øget tilslutning til DF - og denne gang på Venstres bekostning.

Dansk Folkeparti har godt og grundigt sat sig på den del af den brede middelklasse som socialdemokraterne i vid udstrækning har svigtet, og som ingen regering kan undvære som basis for sin politik. Og partiet har ganske givet potentiale til en yderligere styrkelse, hvis det ellers forstår at få vækket den danske folkereligiøsitet som slumrer og som ikke længere føler sig rigtigt hjemme i Venstre.

Socialdemokraterne på deres side må se i øjnene at dets dage som partiet der har monopol på arbejder- og funktionærklassen er talte. Dets svækkelse skyldes primært hverken ny og svag formand eller manglen på profilering. Det er helt urimeligt at give Helle Thorning Schmidt skylden for partiets igangværende deroute. Den ville være kommet under alle omstændigheder før eller siden, fordi tiden er løbet fra selve det socialdemokratiske projekt. Og et nyt, fremadrettet og samlende projekt er ikke sådan ét man bare konstruerer på tegnebrættet ved hjælp af smarte spindoktorer og kommunikationseksperter, bare fordi man tror det vil gavne partiet.



Det bærende politiske projekt for fremtidens Danmark omhandler naturligvis hvad alle er enige om, nemlig fortsat vækst, forbedret uddannelse og integration og fortsat værn om frihedsrettighederne. Men dets omdrejningspunkt hedder den menneskelige eksistens. Befolkningen skal uanset køn, socialt lag, uddannelse, erhverv, tro og interesser kunne se en mening med deres tilværelse, og en sådan mening afhænger mere af en fælles forståelse for de bærende værdier og samfundets sammenhængskraft end i velfærd i snæver forstand.

Velfærdssamfundet er reelt ikke til diskussion i Danmark, for det er så at sige pr. definition et indiskutabelt gode, som alle er enige om. Det er kun dets økonomiske grundlag, herunder skattepolitikken, og dets økonomiske fremtidssikring, herunder svaret på følgerne af de demokratiske forskydninger, der kan være uenighed om, og som derfor vil blive hovedgenstandene for velfærdsreformerne.

Men den fælles værdiopfattelse og forståelsen af sammenhængskraften i den danske kultur står ikke ret mange mennesker så klar som den kunne og burde. Den er ikke blot en gåde for mange indvandrere, den fortaber sig også i det dunkle for de fleste danskere, fordi den ikke er et veldefineret videnskabeligt, juridisk, socialt eller økonomisk fænomen, men dybest set et religiøst, hvad der igen ikke skal forstås konfessionelt, men folkeligt eller helhedsrealistisk (jf. henvisning). Der er i virkeligheden tale om det kollektivt ubevidste, som er al religiøsitets, men også al utvungen nationalitetsfølelses udspring. Det har tidligere i landets historie været en afklaret sag, men fordunkledes på intellektuelt plan med hele den Søren Kierkegaardske tænkning og på politisk plan med først den marxistiske tro på revolutionen og siden den moderne socialdemokratiske identifikation af velfærd med velstand og af kultur med luksus. Den danske kulturs sammenhængskraft bliver ikke genvundet uden en ny tro på det ubevidste i mennesket som noget godt, kreativt og udslaggivende.

I dette lys må også krisen i EU ses. Det elitære udkast til ny forfatningstraktat faldt ved folkeafstemningerne i Holland og Frankrig i fjor. Det har på intet tidspunkt haft bred folkelig opbakning. Det har ingen chancer for at blive genoplivet, for det var forfejlet i sit sigte. Men problemerne består - og deres løsning er blevet påtrængende på grund af den østudvidelse der må betegnes om den endelige sejr over kommunismens splittelse af Europa. Splittelsen er for så vidt stadig en realitet, blot består den i dag mere i en kulturel eller eksistentiel splittelse. Og om noget, så har Muhammed-sagen gjort dette klarere end det nogensinde tidligere har været. Religionen er påny kommet på den europæiske dagsorden - som selve den markante forskel mellem europæisk kultur og muslimsk kultur, som ingen i dag kan benægte, selvom mange velmenende mennesker prøve at skjule det.

Også her er spændingsfeltet i politik blevet væsentligt forskudt på nogle få uger - takket være nogle tegninger i Jyllands-Posten der gjaldt helt andre ting, men som blev opfattet forkert, i mange tilfælde bevidst og af ond vilje. Det er slet ikke ytringsfriheden i snæver juridisk forstand sagen drejer sig om. Det er selve åndsfriheden, retten til at sige hvad man tror og mener, retten til at analysere og kritisere alle autoriteter uden undtagelse, dvs også de religiøse, retten til at skelne mellem i deres art uantastelige arketypiske forestillinger og de tidsbestemte og autoritetsdefinerede sandheder som enkelte religiøse eller politiske magtgrupper forsøger at hævde som uantastelige, selvom de aldrig må blive det.

Meget er kommet til at stå langt klarere i dag end for nogle uger siden. Herunder også spændingsfeltet i dansk og europæisk politik.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Helhedsrealismen
Komplementaritetssynspunkter
Introduktion til den komplementære helhedsrealisme

Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)
Farcen på Københavns Rådhus  (6.12.05.)
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Kommunalvalget: S vandt og V tabte  (17.11.+18.11.05.)

Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Besættelse og befrielse  (5.5.05.)

Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)
Socialdemokraterne i krise - i det nye spændingsfelt mellem V og DF  (12.12.04.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om EU
Artikler om Muhammed-sagen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal