Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sandhedenommaend

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.11.10.


Nikolaj Arcels ironiske 'Sandheden om mænd'

Det er seks år siden Nikolaj Arcel fik sin spillefilmsdebut med den glimrende politiske thriller 'Kongekabale' der var lavet på grundlag af Niels Krause-Kjærs roman af samme navn, og som ligesom denne var tydeligt inspireret af sagen om den dansk toppolitiker og formand for Det Konservative Folkeparti Hans Engel. Han kørte lettere beruset ind i en betonklods på motorvejen og måtte sige farvel til en karriere der sandsynligvis på et eller andet tidspunkt ville have ført ham til selve statsministerposten - og i hvert fald forhindret partiet i at dumpe ned i det hul som den nuværende formand Lene Espersen ubetænksomt har fået gravet. Men filmen forholdt sig dog meget frit til historien og koncentrerede sig om skildringen af det indviklede spil der foregik og stadig foregår på Christiansborg mellem toppolitikere og journalister. - I 2007 lavede Arcel spillefilmen 'De fortabte sjæles ø'.

Med 'Sandheden om mænd' har Arcel begået en helt anden slags film, en film der forholder sig til selve de livs- og samlivsproblemer en manuskriptforfatter kan havne i når både ægteskabet og arbejdet mister hans interesse, og han føler han er havnet i en uudholdelig rutine. Fra første sekvens er vi klar over at hovedpersonen Mads (Thure Lindhardt) er vokset op med en såre frisindet sexologmor der tidligt lader drengen se film der påpeger det forhold at mænd som hovedregel bare boller løs for selv at blive tilfredsstillet, men oftest glemmer at finde ud af hvad partneren ønsker. Nogen større forståelse for hvad erotik egentlig går ud på eller kan føre til, ser det ikke ud til at moderen giver ham. Og det får hun på et langt senere tidspunkt besked om med rene ord - endda på offentligt sted - da hun blander sig i hans forhold.

Allerede i den følgende indledningssekvens flytter vi 30 år frem i Mads' liv til den dag han tager det store skridt og flytter sammen med kæresten Marie (Tuva Novotny) og i den anledning holder housewarming i deres villa med alle vennerne. Hun holder en længere smuk tale til ham, men han hører ikke efter. Han er åndsfraværende - og har helt andre ting i hovedet, først og fremmest den pige han var forelsket i da han gik i skole, men ikke siden har været sammen med.

Marie er fuld af bebrejdelser mod Mads, da gæsterne er gået. Han interesserede sig jo overhovedet ikke for dem, får han at vide. Han svarer surt igen - og allerede her, en halv dag inde i deres nye samliv krakelerer forholdet. Den både smukke og fornuftige Marie der ønsker at få børn er slet ikke den kvinde Mads har drømt om - og han kan vel at mærke ikke slippe sin drøm eller illusion.



På arbejdspladsen, i en større tv-stations 'serieværksted', hvor Mads hidtil har fungeret som en sikker manuskriptforfatter eller 'strukturmand' der altid er god for de rigtige replikker, går det også skævt. Han er uopmærksom under drøftelserne om et konkret filmprojekt, og kommer følgelig med nogle bud der ikke ligefrem viser at han ellers behersker den fastlåste dramaturgiske teknik til bevidstløshed, som siger at alle film skal have fem faser: begyndelse, 1. vendepunkt, klimaks, 2. vendepunkt og slutning. Det gives der helt banale eksempler på. De virker altid. Sådan bliver derfor alle tv-serier skruet sammen. Men hele denne dræbende rutine dukker nu op som et spøgelse i Mads' bevidsthed. Det er en uudholdelig tanke for ham at skulle fortsætte som manuskriptforfatter på den måde til pensioneringen. Han vil ud - og så fører Arcel os ellers ind i den faste filmopbygnings faser, så filmen ikke blot rummer en fortælling, men en fortælling om fortællingen med sikker ironisk leg med fortælleteknik, ubarmhjertig satire over tv-seriernes forudsigelighed og Arcels egen indkredsning af grundproblemet: mandens vildrådighed langt op i årene - og sluttelige, næsten flove resignation.

Arbejdsmæssigt og kunstnerisk forsøger Mads i sin selvvalgte, store men næsten tomme lejlighed at skrive det ultimativt geniale filmmanuskript. Han skriver ideerne ned på papirlapper og hænger dem op på væggene. Nogle af ideerne får vi serveret i tænkt filmisk udgave. Men evnen til at komme på ideer er tusind gange større end evnen til at udvælge og udvikle nogle få af dem til brugbare manuskripter. På et tidspunkt ser vi at Mads har fyldt en kæmpemæssig væg med tusindvis af papirlapper. En af de tænkte scener foregår på en øde strand, hvor hovedpersonen kommer gående og stiller spørgsmålet til sin ledsager: "Hvis dit liv var en film, ville du så se den?" - Spørgsmålet bliver hængende i luften; svaret kommer ikke. Men ingen er i tvivl om at Mads for sit eget vedkommende måtte svare nej.

Partnerskabsmæssigt får Mads snakket med et par af sine gode venner om sit problem - og de er straks parat med kæresteforslag, men han vælger at opsøge sin gamle gymnasieflamme med det sigende navn Lærke. Det fører ikke til andet end at hun bliver ved med at spøge i hans bevidsthed. Han dater med alle mulige piger. Udvalget er stort, men ingen opfylder hans drømme. Til sidst falder han for den 19-årige Julie (Rosalinde Mynster) med kunstnerindstilling og en lidt naiv forestilling om hvem der laver replikker til film. Mads frustreres endnu engang - og opsøger sin ekskæreste - for blot at konstatere at hun har fundet en anden.

Filmens ironiske, men noget tamme slutning er at hovedpersonerne vover sig ind i det traditionelle partnerskab med hus og børn ved siden af arbejdet. Sådan går det jo vitterligt i mange tilfælde. Løsningen bliver ofte derefter: forholdene opgives efter nogle år til fordel for nye. Og i en æstetisk tidsalder som vores, hvor såkaldt selvrealisering er alfa og omega, skal det jo bare tages som en oplevelse.

Er dette da 'Sandheden om mænd'? - I hvert fald kun den halve sandhed. For der ses totalt bort fra hvad det dybest set vil sige at forlade barndoms- og ungdomsdrømmen for at blive voksen.



Mads havde som ganske ung svoret at leve sit liv som en "fuckking guitarsolo". Men han vælger en kæreste der ikke er hans type, og han lever af at skrive manuskripter der reelt ikke udfordrer hans ambitioner. Han er som alle andre mænd i hans generation blevet opdraget af kvinder og har aldrig på noget tidspunkt fundet ud af hvem han egentlig er som mand. Han retter ind i den tro at kvinder kan fortælle ham hvordan han skal være som mand, og han drømmer videre om drømmekvinderne der ikke blot kan tilfredsstille alle hans længsler, men som ser det som deres hovedopgave. Drøm og virkelighed passer ikke sammen.

Nikolaj Arcel har i et interview indrømmet, at han har det sådan at han som regel synes at livet skylder ham en ny ungdom hvert tredje år. Og han betragter Mads som et klassisk eksempel på en mand der ikke tør blive voksen. "Men det er faktisk ret destruktivt at bruge sit liv på at lede efter lykken, i stedet for bare at acceptere at det her nu engang er ens liv". Arcel fortæller videre at det var på en ferie i Grækenland at han drøftede eksistentielle problemer med filmens manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg. Og her aftalte de nu simpelthen at de var nødt til at blive voksne og træffe nogle valg. "Vi kunne ikke blive ved med at tro at film kunne fylde hele vores liv. Så vi besluttede os for at sige endeligt psykologisk ja til vore kærester. Bare at gøre det og få det hele, børn, hus og ægteskab". Så tog de hjem og - så gik begge deres forhold i stykker. "For man kan ikke pludselig beslutte sig for at blive klog og grounded. Livet vil altid ødelægge den slags planer...."

Disse bemærkninger peger unægteligt på problemets kerne, men synes også at vise centrale fejl i selve ræsonnementet, nemlig en uheldig sammenblanding af visse begreber. Vist må det betragtes som ret destruktivt at bruge sit liv på at lede efter 'lykken', men da kun hvis lykken defineres som en uopnåelig evig ungdom eller en uopnåelig ny ungdom hvert tredje år - og derfor står i diametral modsætning til såvel selve aldringens kendsgerning som voksenlivets normale 'borgerlige' realiteter der hedder fast partner, børn, hus og have eller hvad der nu passer den enkelte. Man kan selvfølgelig ikke løse sine problemer med en rask beslutning om at blive klog og grounded, hvis der ikke går en regulær modningsproces forud der fører frem til en dybere indsigt i hvad der ligger bag den gamle drøm om evig ungdom og evig forelskelse og hvad der adskiller denne drøm fra det borgerlige livs nøgterne realiteter.



Eller sagt med andre ord: hvert enkelt individ må ligesom hver enkelt generation på et eller andet tidspunkt finde ud af at barndoms- og ungdomstidens uforpligtende tilværelse med dens mange muligheder for oplevelse af lykkelige tilstande uundgåeligt forsvinder med pubertetens erkendelsesmæssige spring fremad mod den pludselig indsigt i selve livets grundvilkår: i og med at man opdager det andet køns fascination, så opdager man også en begyndende kritisk distance til sit ophav. Man må følgelig frigøre sig fra forældrenes formynderi og indse deres ufuldkommenhed. Denne ældgamle historie gentager sig generation for generation - og den har på mytisk plan fået sin store grundfortælling i syndefaldsmyten. Med puberteten (der kan forklares som et kønshormonalt fænomen) spiser mennesket af kundskabens træ og bliver med andre ord for første gang i sit liv bevidst om sin eksistentielle situation og må for stedse forlade paradiset, dvs uskyldens have.

I gamle dage skete syndefaldet normalt i 14-års alderen, og det betød at børn på det tidspunkt kom ud blandt fremmede for at tjene til livets ophold og efterhånden blive egnet til at stå på egne ben. I vore dage er tidspunktet forskudt. Puberteten begynder tidligere, men på grund af kravene til uddannelse kommer de fleste først rigtigt ud på arbejdsmarkedet langt senere. Familie stifter mange først sidst i tyverne eller begyndelsen af trediverne. Men det er dog en sørgelig og fatal fejl at postulere at det for stedse er slut med 'lykken', fordi den enkelte uundgåeligt skal forlade barndommens uskyld og lidt efter lidt indrette sig efter samfundets krav og forpligtende arbejds- og familieliv. Og fejlen ligger præcis i definitionen på 'lykken'.

Hvis lykken defineres som en 'evig uskyldighedstilstand', så er den naturligvis ikke forenelig med de barske hverdagsrealiteter. Men det er også dybdepsykologisk en misforståelse, for det kendetegnende for en ægte uskyldighedstilstand eller 'lykke' er slet ikke en social eller juridisk status som ansvarsfri, men derimod en psykologisk henførelse til en tilstand hvor tiden ikke eksisterer, altså hvor tiden ikke er individet bevidst.

De lykkelige øjeblikke i et menneskets liv er de tidsrum hvor man suspenderer al tidsfornemmelse - og det kan man gøre på utallige måder såsom i forelskelsen, i kærligheden og i elskovsakten, men sandelig også i naturhengivelsen, i kunsten, i musikken, i teatret, i filmen, i dansen og festen, ja i arbejdet og forskningen eller i meditationen. Det karakteristiske er imidlertid at disse lykkelige øjeblike - uanset arten - altid er temporære, de kan ikke vare lang tid, de kan slet ikke være endeløse.



Grunden er ikke spor mystisk, for den er af let beskrivelig og forklarlig dybdepsykologisk art. Den dybe forskel i den menneskelige psyke ligger ikke i forskellen mellem tænkning og følelse, men mellem intense forestillinger og følelser på den ene side og svage eller vage forestillinger og følelser på den anden side. Og forholdet mellem disse to slags psykiske grundprocesser er at intensiteten er omvendt proportional med stabiliteten. Jo mere intens en forestilling eller følelse er, jo mere ustabil vil den være. Og omvendt: jo mere stabil en forestilling eller følelse er, jo mere vag vil den være. Og desuden gælder den regel, at det udelukkende er de vage forestillinger og følelser der giver mulighed for alle vore praktiske sondringer mellem subjekt/objekt, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid. De intense forestillinger som vi fødes med og som derfor kaldes primærprocesserne, har ikke disse sondringer. Derfor beror al lykkefølelse og al oplevelse af mening, helhed og sammenhæng i tilværelsen på primærprocesserne. Mens til gengæld al nøgternhed, realitetsprøvelse, praktiske gøremål, analyse og videnskab beror på sekundærprocesserne. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Dette betyder igen eksistentielt at ethvert menneske godt kan skyde en hvid pind igennem alle drømme om fx ved valg af partner, arbejde, kreativitet, bolig og andet at havne i en permanent tilstand af lykkefølelse eller mening. Disse tilstande er altid kun temporære, og de kommer ofte i ubevidste øjeblikke, hvor man slipper alle det normale jegs kontrolfunktioner.

Dette er naturligvis den dybdepsykologiske sandhed for begge køn. Men unægteligt er den gængse forskel mellem mænd og kvinder fortsat, at mænd af biologiske (hormonale) grunde helst vil have udskudt overgangen til det faste og forpligtende forhold med børn og hus m.m., mens kvinder - alt andet lige - ser mere målrettet på et sådant forhold. Derfor betragter kvinder naturligvis mænd som temmelig umodne eller sene i udviklingen. Omvendt har mænd et fortrin i selve lysten og viljen til at gå ud over sine egne grænser, at transcendere; og derfor er det ikke så heldigt at kvinder nu om dage får lov til at opdrage drenge for meget efter deres egne idealer og målestokke.

En svaghed ved 'Sandheden om mænd' er at den går helt uden om denne side af problematikken. Og det er måske det der får slutningen af den iøvrigt morsomme og ironiske film til at se så tam ud.



I det omtalte interview kommer Nikolaj Arcel også ind på det problem at mange børn oplever at de ikke rigtigt bliver forstået. De kan derfor - som Arcel - se en film som 'E.T.' af Steven Spielberg som en ønskeopfyldelse. Filmens hovedperson, den ensomme dreng, "kan ikke finde ud af det med piger og venner, men så kommer der et rumvæsen og pludselig får han en masse venner og kysser en pige, og både hans mor, regeringen og hele verden synes han er noget specielt...", som Arcel udtrykker det.

Arcel gør med rette opmærksom på at problemet er universelt. Ja, en psykoanalytiker som Thomas Harris kalder det ligefrem vort livs grundproblem. Men han understreger til gengæld også at løsningen på det er at blive accepteret uden betingelse eller at undslippe 'dommen' - og dette kalder han med rette en 'religiøs oplevelse'. Et sådant udtryk vil støde mange, men det er fordi de ikke generelt har forstået at oplevelsen af enhver form for accept og mening og lykke dybest set er religiøs i sin art, fordi den beror på de psykiske primærprocesser og suspensionen af sekundærprocesserne.

Nikolaj Arcel fortæller endeligt også at alt hvad han har skrevet eller instrueret handler om folk der er alene om noget og pludselig oplever et eller ander der gør at de bliver en del af en gruppe der skal løse problemerne. Og dette er da fint. Men man kan godt i Arcels film savne lidt dybere forståelse af de eksistentielle sammenhænge.

'Sandheden om mænd' er en velspillet og veldrejet film om et alment eksistentielt problem. Den kommer godt rundt om mange delproblemer - endda med humor og filmisk elegance. Men den kunne godt have gravet dybere, hvis Nikolaj Arcel havde vovet sig ned i det dybdepsykologiske.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Trailer til 'Sandheden om mænd'
Nikolaj Arcel på IMDb (The Internet Data base)

Lotte Thorsens interview med Nikolaj Arcej:
"Jeg føler at livet skylder mig en ny ungdom hvert tredje år"
(Politikens filmtillæg. 7.10.10.)



Relevante artikler på Jernesalt:

'Kongekabale' af Nikolaj Arcel  (11.10.04.)

Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'
  (19.7.09.)
Triers 'Antichrist'  (8.6.09.)
Kærestesorger før og nu - om Nils Malmros' nye film  (16.3.09.)
'At forfølge sandheden'  (Nils Malmros-film)
Flammen og Citronen  -  en film af Ole Christian Madsen
- om to af Modstandsbevægelsens helte
  (9.4.08.)

'Kunsten at græde i kor' - og overleve mistrøstig barndom   (3.5.07.)
'AFR' - i sandhed en utroværdig film  (22.4.07.)
'Drabet'   Per Flys film om politisk og moralsk inkonsistens (11.9.05.)
Nordkraft  om Ole Christian Madsens film om narko-miljøet i Ålborg (13.3.05.)

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi



Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal