Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - retsfoel

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.1.06.


Retsfølelsen og unges uansvarlige kørsel

Da Højesteret forleden nedsatte den straf en ganske ung indvandrer tidligere havde fået ved Landsretten for at have dræbt to mennesker og et ufødt barn ved hensynløs bilkørsel på befærdet strøg i Brønshøj, kom reaktionen omgående fra både almindelige mennesker, medierne og politikerne. Der var udbredt utilfredshed med, at straffen blev nedsat fra tre til to år, og da løsladelse normalt sker efter at to tredjedele af straffen er udstået, blev forbryderen i dette tilfælde oven i købet løsladt omgående efter dommen. Folk på gaden var forargede, især adspurgte folk i Brønshøj, hvoriblandt også var vidner til ulykken. Enkelte mente dog straffen var i orden. To år er jo trods alt lang tid for en ung mand.

Men medierne - navnlig BT's lederskribent - kaldte både straffen og nedsættelsen absurd, ja, gav udtryk for at også anklagen for uagtsomt manddrab var absurd, når der nu var tale om aldeles vild og hensynløs kapkørsel (med stor fartoverskridelse plus kørsel venstre om en helle ved fodgængerfelt). Men redaktør Arne Uldum må være uvidende om, hvad uagtsomhed betyder, for selvom en normalt begavet ung mand burde vide, at der er risiko ved en sådan vild kørsel, så kørte den pågældende lovovertræder vildt for sportens eller fartens skyld og måske også for at vise sig. Og det er unægteligt forkasteligt, men han har ikke haft til fortsæt at dræbe nogen, og formentligt end ikke i selve kørselsøjeblikket overhovedet gjort sig forestillinger om den konkrete risiko han udsatte andre for. Derfor er og bliver der tale om uagtsomhed - og det må naturligvis give væsentlige lavere straf end forsætlighed.

Men også politikere reagerede forventeligt. Justitsminister Lene Espersen således med bemærkninger om at forhøje strafferammen som signal til domstolene om at give højere straf for den slags lovovertrædelser. Og bl.a. socialdemokraternes retspolitiske ordfører Morten Bødskov bakkede op. Reaktionerne er i og for sig forståelige. Tilsvarende kommer næsten altid efter alvorlige forbrydelser, som folk har i frisk erindring gennem den store medieomtale. Og den er også naturlig, for så vidt det er politikernes opgave at sørge for balance mellem strafferammerme og retsfølelsen i befolkningen, som de henviser til.



Men hvad er i grunden denne retsfølelse for en størrelse, og skal den have lov at påvirke ret og retfærdighed?

Spørgsmålet blev rejst af Kurt Strand i DR2's Deadline den 10., hvor han havde filosoffen Jesper Ryberg, RUC, i studiet sammen med advokat Ditlev Nielsen, der er tidligere byretsdommer. De var stort set enige om at det var uheldigt, hvis følelser og stemninger påvirker dommerne for meget i afgørelserne, og hvis de efter konkrete domme får politikerne til at justere strafferammerne. For både domspraksis og lovgivning bør ledes af sund fornuft og langsigtede hensigter.

Ditlev Nielsen mindede også om, at det er godt for retssystemet at graden af professionalisering ved domstolene stiger fra byretten over landsretten til højesteret. For det sikrer en høj grad af rationalitet, kontinuitet og konsekvens. Og iøvrigt var det hans erfaring, at lægdommerne var særdeles lydhøre over for formildende omstændigheder ved sagerne - og altså ikke generelt var tilbøjelige til at give hårde straffe. De oplever i de fleste tilfælde den tiltalte som den lille mand i retslokalet.

Filosoffen mente ikke man kunne bruge selve retsfølelsen til nogetsomhelst, for den var et uklart begreb, som ingen kunne definere ordentligt - eller give en god forklaring på. Han kunne heller ikke selv, og han havde ellers lige undersøgt sagen - og forelagt resultatet i en bog. Og denne usikkerhed må trods alt siges at være påfaldende, ja, egentlig afslørende for videnskaben.



Slår man ordet 'retsfølelse' op i Encyklopædien, får man blot at vide at den står for den almindelige retsbevidsthed, dvs befolkningens holdning til hvad der retligt set er rigtigt og retfærdigt. Det slås fast at forskellige grupper i befolkningen dog kan have meget forskellige opfattelser af hvordan retten bør udformes og anvendes. Men det hedder også - temmelig intetsigende eller tautologisk - at retsfølelsen spiller en rolle for befolkningens holdning til ret og retsanvendelse, hvilket allerede er sagt i definitionen! Derimod er den ultrakorte artikel blottet for ethvert forsøg på at se psykologisk på fænomenet, på trods af at der dog er tale om en 'følelse' af en eller anden art.

Slår man op under artiklen om retssociologi kan man derimod finde den meget mere relevante oplysning, at tilhængerne af noget der hedder 'retlig pluralisme' fra 1990'erne har kritiseret den traditionelle juridiske opfattelse af moderne ret som en formel ret, der primært er baseret på lovgivning der kan fremstilles som en systematisk sammenhængende national enhed i et retssystem, men at den i praksis fungerende ret ikke mindst består af en række uformelle retsnormer der undertiden er i strid med den formelle ret.

Med andre ord er der forskel mellem formel (juridisk) ret, som kan behandles rationelt og systematisk, og en række uformelle retsnormer, som er vanskelige eller umulige at definere og behandle eksakt, men ikke desto mindre fungerer i praksis. Retsfølelsen er naturligvis den væsentligste del af disse uformelle retsnormer - og der er faktisk ikke meget at undre sig over, blot man går en smule psykologisk tilværks. Det har retsfilosoffer og mange andre kloge hoveder desværre forbandet svært ved. Og det er dybt beklageligt og kritisabelt, for det er i realiteten ensbetydende med foragt for dagligsproget.



Kort og godt er der tale om at de formelle retsnormer (juraen) alle ligger på det rationelle plan af den menneskelige tænkning, den som er styret af de såkaldte sekundærprocesser, der er kendetegnet af relativt svage, men stabile tanker og følelser. De kan udformes med største systematik og præcision, fordi de er stabile - og at de er svage, vil kun sige at de ikke vækker stærke emotionelle følelser. Nøgternheden og den sunde fornuft kan bevares.

De uformelle retsnormer ligger derimod overvejende på det irrationelle plan af den menneskelige bevidsthed, den som er styret af primærprocesserne, der igen er kendetegnet af intense, men ustabile tanker og følelser. De kan ikke defineres eller præciseres, men beror på skøn og fornemmelser. Men ingen er i tvivl om at de er der, for vi har alle disse umiddelbare fornemmelser af om noget er rigtigt eller forkert, retfærdigt eller uretfærdigt, rimeligt eller urimeligt.

Retsfølelsen er simpelthen summen af befolkningens uformelle og irrationelle retsnormer, og derfor er den svær at få fat på for såvel filosoffer som jurister, fordi disse helst vil holde sig til det formelle og rationelle. Men medierne har ubesværet fat på den ligesom politikerne og ganske almindelige mennesker.



Når kloge og forstandige mennesker - som Ryberg og Ditlev Nielsen - advarer mod at lade følelser og stemninger influere på konkrete domssager eller lovgivningen, så har de naturligvis gode grunde til det, for domspraksis og lovgivning bør være hævet over tilfældighed, herunder lynchstemninger, medieskabt hetz eller politisk-demagogisk ophidselse. Men retsfølelsen er mere end sådanne tilfældige stemninger. Den er også en over tid mere stabil grundfornemmelse for ret og retfærdighed, fordi den er en del af den kollektive ubevidsthed og dermed et resultat af udvekslingen af uformelle, irrationelle og oftest ubevidste følelser og tanker.

Problemet er at det kollektivt ubevidste ligesom det beslægtede fænomen 'sjæl' slet ikke kan gøres til genstand for eksakte videnskabelige undersøgelser (defineres, måles, vejes, kontrolleres, udsættes for systematiske eksperimenter o.lign.). Derfor accepteres det heller ikke som forståelsesramme af de rationelt indstillede mennesker der i vore dage fungerer som eksperter, selvom almindelige mennesker sjældent er uvidende om hvad den drejer sig om.



Forstået som noget kollektivt ubevidst er retsfølelsen i en befolkning i allerhøjeste grad en størrelse det er umuligt at komme udenom i praksis. Og derfor vil den uundgåeligt blive påvirket af særligt grove sager - og lydhøre politikere vil registrere påvirkningen. Det betyder så på den anden side ikke, at en lovgivning skal strammes hver gang der sker en grov forbrydelse. For lovgivningen skal stadigvæk også tage hensyn til hvad den sunde fornuft siger om straffes præventive virkning og øvrige omstændigheder.

Psykologen Mette Møller fra Danmarks Transportforskning sagde i samme Deadline-udsendelse at straf faktisk påvirker de bilister man med et moderne slangudtryk kalder 'rådne', dvs de der kører hensynsløst og uansvarligt fordi deres kørsel drejer sig om at overskride grænser. Også hun undlod den ellers nærliggende tilføjelse, at det problematiske ved den slags grænseoverskridelser netop er, at de stimulerer de psykiske primærprocesser og dermed muligheden for ophidselse og ekstase, og at de i samme omfang tilsidesætter de psykiske sekundærprocesser og dermed muligheden for at bevare fatningen og ansvarligheden.

Men omvendt gælder også at domme i et retssamfund ikke må være hævn - efter øje-for-øje-princippet som i gamle dage - men skal være rimelige og retfærdige, herunder tage hensyn til omstændighederne, hvortil hører lovovertræderens alder. Ingen i det moderne demokratiske samfund ser noget formål med at give unge mennesker så strenge straffe at det forhindrer deres tilbagevenden til det normale samfundsliv. Tværtimod tilstræber man at tilpasse straffens art og længde til denne resocialisering.



Det er altså på ingen måde absurd at skelne mellem uagtsomhed og forsætlighed, eller at tage hensyn til omstændighederne ved en lovovertrædelse, herunder lovovertrædernes alder. Unge under 15 år er som bekendt helt straffri - og bør i princippet også være det. Aldersgrænsen kan dog diskuteres (det kunne måske være på tide at nedsætte den til 14 år). Og det er heller ikke absurd, men faktisk det allerbedste, at vi har et retssystem der i sidste ende sikrer den professionelle nøgternhed og rationalitet.

Men omvendt gælder også, at retsfølelsen er og stedse vil være en reel faktor der hele tiden holder spørgsmålet om ret og rimelighed åbent for debat og justering i takt med samfundets udvikling og de sociale problemers forskydning.

Retsfølelsen er ikke spor mystisk, hvis blot man gider gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i elementær dybdepsykologi. Så vil man også forstå, hvorfor det i visse tilfælde kan virke forargeligt på almindelige mennesker at dommerne ikke udnytter strafferammerne til at give domme der svarer til almenhedens forventninger. Og dette er netop ikke sket i den ulykkelige sag fra Brønshøj.



Henvisninger:

Artikel om   De psykiske grundprocesser
Artikel om   Moralbegrundelse

Øvrige artikler om etik  Klik
Øvrige artikler om psykologi  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal