Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - religion og medier

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.5.04.


Medierne og religionen

Et af de mest afslørende afsnit i medieforskeren Stig Hjarvards bog om 'Det selskabelige samfund' er kapitlet om 'Åndelige medier'. Afsløringen er nemlig dobbelt. Dels afsløres det, at medierne - især tv og ugeblade - dyrker interessen for det overnaturlige og spiritiske på en sådan måde, at det ikke er urimeligt med Hjarvard at beskylde dem for direkte at formidle overtroen. Men samtidig afsløres det at Stig Hjarvard personligt sætter lighedstegn mellem religion og overtro og altså fatter umådeligt lidt af hvad religion dybest set drejer sig om.

Med udsendelser som 'Åndernes magt' eller 'På rejse med sjælen' på TV2, 'Oraklerne' på TV2 Zulu og 'Fornemmelse for mord' på TV Danmark har tv unægteligt bragt seerne i kontakt med kræfter der må anses for overnaturlige. Og ugebladene har fulgt trop. Men mediernes spirituelle karakter fremgår efter Hjarvards mening også af fiktionsudbuddet. Eventyrfilm som 'Stjernekrigen' og 'Ringenes Herre' handler om kampen mellem lysets og mørkets kræfter, tilsat hvad Hjarvard kalder 'folketroens inventar af elverpiger, trolde og dværge'. Den tanke, at elverpiger, trolde og dværge kunne være udtryk for utæmmede sider af menneskets drift eller det kompleksfyldte aspekt af det ubevidste, som det bevidste jeg er nødt til at integrere eller frigøre sig fra, ligger rationalisten Hjarvard fjernt. Kampen mellem lysets og mørkets kræfter forbinder han tilsyneladende slet ikke med psykiske eller eksistentielle relationer.

Fjern for ham er også enhver forestilling om, at interessen for det spirituelle kunne have noget at gøre med en helt igennem grundliggende, naturlig og fornuftig trang til at søge mening og sammenhæng i tilværelsen mellem det jordiske og det himmelske, eller mellem det materielle og det åndelige. Naturlig fordi den skyldes menneskets psykiske behov for vedblivende at opretholde en helhedsanskuelse af tilværelsen som kan tilfredsstille de primære, før-sproglige psykiske processer. Og fornuftig fordi det ville gøre ethvert menneske katastrofalt endimensionalt at forlade sig ene og alene på de psykiske sekundærprocesser og deres svage følelsestoner.



Overtroen opfatter Hjarvad som en decideret forbrugsartikel, hvad der svarer meget godt til, at samfundet i det hele taget i de rige, vestlige lande har udviklet sig i retning af overflod, forbrug, nydelse og oplevelse samt næsten ubegrænset frihed - meget langt fra det fortidige industrisamfunds og de nuværende fattige landes nødvendighed af hård produktion og kamp for overlevelse.

Dette har for en overfladisk sociologisk betragtning gjort de vestlige lande til såkaldt 'postmodernistisk' samfund, hvor individet og ikke fællesskabet og dets institutioner er i centrum, og hvor moral og autoritet er mere eller mindre opløst tillige med alle faste religiøse forestillinger.

Hjarvard påstår i tråd hermed at også religionen har udviklet sig til et postmoderne fænomen, hvor der ikke er én sand gud, men mange mulige guder og religioner. Individet er åndeligt, socialt og geografisk mobilt - og denne kendsgerning må den religiøse praksis tage højde for. Den religiøse tro tager i dag, hævder Hjarvard, form efter det individuelle forbrug. Det postmoderne individ blander nogle kristne lignelser med lidt buddhistisk reinkarnation tilsat lidt symboler fra indiansk naturreligion....

Men konkurrencen fra de moderne massemedier er hård, for de er storleverandører af kollektive ritualer, religiøse symboler og magiske oplevelser. De indoptager desuden en række sociale funktioner som tidligere blev vartaget af religionen. Aviser og tv fungerer sågar som sjælesørgere gennem specielle chatprogrammer og konstruerer en slags fællesskab mellem mennesker. For det viser sig jo, at behovet for fællesskab er uændret stort også i de meget individualistiske og mobile samfund.

Og tilbedelsen, som normalt regnes for en religiøs kategori, genfindes i den nye mediekultur. Børn og teenagere "tilplastrer deres værelser med ikoner og andre relikvier" i et omfang, der får Hjarvard til at postulere, at medieindustrien for længst har overhalet den katolske kirke i 'religøse merchandise'. Egentligt er der intet mærkeligt i denne 'tilbedelse' - i hvert fald ikke andet end lige netop rationalisternes store undren over at de religiøse tilbøjeligheder overlever alle forsøg på at miskreditere religionen generelt som overtro.



Ganske vist kan en sociolog som Nicholas Demerath pege på, at spirituelle elementer vandrer over i den bredere kultur i takt med den traditionelle kirkes vigende rolle i samfundet. Der finder nemlig slet ikke nogen kontinuerlig sekularisering sted i de moderne samfund, men derimod en stadig vekselvirkning mellem sekularisering og sakralisering. Og det er slet ikke dårligt set af manden, for det peger faktisk på det meget væsentlige forhold, at der her slet ikke er tale om principielt uforligelige modsætninger, men om en ægte komplementær modsætning hvis principper sagtens kan leve side om side i en givtig dynamisk dialog.

Problemet er at visse forskere som Hjarvard ikke bryder sig om en sådan komplementaritet. De må tværtimod beklage, at der ikke er noget som helst der tyder på at oplysning, videnskab og fremskridt helt vil udrydde religionens betydning og udbredelse i befolkningen, skønt der - som de hævder - ikke er nogen væsensforskel mellem overtro og de etablerede religioner. Den sociologiske udforskning af religioner har da også for længe siden opgivet forestillingen om den fremadskridende sekularisering. "Der er ikke tale om nogen lineær proces, hvor den videnskabelige forståelse skridt for skridt afløser den religiøse tro."

Hjarvard håber imidlertid at videnskaben og oplysningen i den sidste ende vil sejre, men er godt klar over der ligger et stort problem i det forhold, at de videnskabelige forklaringer i hvert fald har et formidlingsmæssigt handicap sammenlignet med de religiøse fremstillinger. Handicappet består i al sin enkelhed i, at vores hverdagserfaring ikke forslår, når vi skal forstå de store spørgsmål! Disse spørgsmål er nemlig kun fattelige på et højt abstraktionsniveau og er undertiden i direkte modstrid med vores hverdagslige erfaring. Helt konkret drejer det sig ifølge Hjarvard om at de videnskabelige forklaringer er uhyre komplekse, fordi de har at gøre med de skalaer som videnskaberne arbejder med. "Hvad enten vi har at gøre med stjernehobe eller atomer, menneskelige gener eller de første, små organismer i jordens ursuppe, er der tale om størrelsesforhold og tidsstræk der ikke giver mening i forhold til vores hverdagserfaring og spontane sansning af omverdenen. De simple bevægelseslove og årsag/virkningssammenhænge, vi spontant benytter os af til at skabe mening, gælder ikke på samme måde i de makro- og mikroskalaer som stjernetåger og molekyler befinder sig på."



Umiddelbart lyder det rigtigt nok. Sagen er blot at Hjarvard totalt misforstår grundproblemet. Forskellen mellem videnskab og eksistensforfortolkning har ikke det fjerneste med abstraktionsniveau eller størrelsesforhold at gøre, men beror på formålet eller intentionen. Videnskab har til formål at forklare tingene, processerne og udviklingen ved at afdække deres årsagsforhold så eksakt, objektivt og upersonligt som muligt. Eksistensfortolkningen har derimod til formål at finde frem til, fastholde og vedligeholde de subjektive og personlige værdirelationer mellem mennesket og verden. De to formål er absolut logisk uforenelige og kan ikke finde sted i samme erkendelsesproces, men de er begge fornuftige og nødvendige - og kan sagtens fungere sideordnede som komplementære fænomener.

Eksempelvis er det komplet irrelevant for det enkelte menneskes såvel som for det menneskelige fællesskabs eksistens, hvad videnskaben måtte mene om universets opståen for 15 mia år siden eller om livets opståen på jordkloden for små 4 mia år siden. Eller hvad videnskaben er kommet frem til med hensyn til forståelsen af de atomare processer eller genbioteknologien. For eksistensen drejer sig overalt i den menneskelige kultur- og religionshistorie om mening, normer og værdier, som ikke findes i naturen, men alene i samfundet og kulturen. De mytologiske beretninger om verdens skabelse er følgelig ikke sammenlignelige med de naturvidenskabelige, for de angår altid meningen med verdens lys og varme samt orden (kosmos) set ud fra et rent menneskeligt synspunkt, hvor det karakteristiske for naturvidenskaben netop er så vidt muligt at se bort fra denne eksistentielle synsvinkel (hvad man i den sidste ende alligevel aldrig kan, men det er en anden snak).

Den fornuftige biolog og videnskabskritiker Claus Emmeche har i Den Store Danske Encyklopædi meget rammende forklaret at livet i naturvidenskaben beskrives i årsagsbundne regelmæssigheder, mens erfaringerne i vor livsverden er normative, farvet af værdier, følelser, hensigter. Og han gør også nøgternt opmærksom på, at det bedste bud på at forene den farvede beskrivelse af verden med videnskabens indtil nu har været at betragte dem som hver især gyldige i deres egen sfære (Artiklen om Liv, bind 12, side 225).



Men Stig Hjarvard begriber ikke den tiltrækning de religiøse forestillinger har, og må i sin kvide ty til den nemme løsning at pådutte religionen at den - udover at være overtro - dulmer menneskets angst for frihed ved i modsætning til videnskaben at love 'vished, tryghed, tradition og fællesskab'. Han kommer med den besynderlige indrømmelse, at videnskaben "sjældent leverer moralske eller etiske retningslinier om tilværelsens store spørgsmål", hvor sandheden er, at den slags leverer videnskaben aldrig nogensinde. Mennesket er faktisk overladt til at tage det fulde ansvar for sin eksistens og sin moral, og det er netop hvad eksistentialister som den kristne Søren Kierkegaard og den ateistiske Jean-Paul Sartre med 100 års mellemrum forbandt med angsten for friheden. Sagen er blot, at Kierkegaard kunne sætte angsten ind i en religiøs forståelsesramme, mens Sartre ikke kunne. Det er nemlig simpelthen vås, at religionen generelt til forskel fra videnskaben skulle give vished og tryghed. Den dybeste intention er faktisk den modsatte: at se uvisheden og utrygheden i øjnene - og leve livet på trods heraf.

Hjarvard postulerer uden videre, at den indlysende lære af den videnskabelige erkendelse skulle være at gud er død, og at den enkelte herved overlades til selv at forme sin egen tilværelse. Men for det første er det alt andet end indlysende, eftersom det er lodret forkert. Nietzsches berømte påstand om at Gud er død, betød, at den gamle gud var død, den gud som kirken i det 19. århundrede (bl.a. i forbindelse med Darwins teorier) på tåbelig, dogmatisk og bogstavelig vis hævdede at være årsag til alle ting og processer i verden. Men dels opfandt han selv en slags erstatning som han kaldte 'overmennesket', dels opdagede dybdepsykologien siden, at gudsforestillingen er så fundamental i den menneskelige psyke at det fører til psykisk inflation at afskaffe forestillingen, således som det netop gjorde i Nietzsches eget tilfælde! (Jf essayet om Nietsches sjæl).

Men for det andet er det også løgn, at det enkelte individ overlades til selv at forme sin tilværelse, hvis gud skulle ryge definitivt ud af billedet. Det var ganske vist den rabiate Sartres kongstanke, at mennesket var så frit, at det fuldstændigt suverænt kunne forme sit liv, konstruere det, gennem sine bevidste valg. Det er der ikke mange der tror på i dag, selvom postmodernisterne og andre fritsvævende æstetikere efter evne prøver at leve op til idealet. For kendsgerningen er, at ingen lever livet isoleret fra sine medmennesker, fra samfundet, historien og sproget. Man kan være ateist eller ej, man fødes ind i en historisk tradition og et fællesskab der begrænser ens frihed. Ganske særlig må det understreges, at vi med Niels Bohrs rammende udtryk 'hænger i sproget'. Vores dagligsprog er ikke et frit konstrueret redskab som vi kan udskifte eller lave om efter forgodtbefindende. Det er tværtimod - som en anden stor atomfysiker og filosof Werner Heiseinberg har påpeget - utroligt stabilt, takket været sin indbyggede vaghed og usikkerhed.

Det forholder sig altså slet ikke som Stig Hjarvard tror sådan, at de videnskabelige forklaringer på de store eksistentielle spørgsmål kun er fattelige på et højt abstraktionsniveau og undertiden er i direkte modstrid med vores hverdagslige erfaringsverden. Det forholder sig derimod sådan, at videnskaben ifølge hele sin hensigt er ude af stand til at give nogensomhelst forklaring på de store eksistentielle spørgsmål (om hvem vi er og hvorfor vi er her), for det kan alene eksistensfilosofien og religionerne. Og de gør det vel at mærke altid på dagligsprogets betingelser, fordi det er dagligsproget og kun dagligsproget der har føling med virkeligheden i hele sin usikre, dynamiske og ubeskårede skikkelse. Et højt abstraktionsniveau er nødvendigt i videnskaben, men er en total misforståelse i eksistensen.



Nu er det jo ikke et særsyn at en rationalistisk forsker som Stig Hjarvard totalt fejlbedømmer religionen og dens væsen. Det er der mange der gør, selvom der også findes særdeles gode og velanskrevne naturvidenskabsmænd der vedkender sig en eller anden form for religiøsitet, eksempelvis mars-forskeren Jens Martin Knudsen (jf. artikel). Hovedårsagen til rationalisternes fordomme er naturligvis, at religionerne selv, herunder ikke mindst den kristne kirke i det 19. århundrede, gjorde sig skyldige i tåbelig fundamentalistisk bogstavtro der afslørede at de ikke selv forstod forskellen mellem videnskab og eksistensfortolkning.

Det er der forlængst rådet bod på, men jo ikke mere end at den kristne kirke stadig er præget af på den ene side fundamentalister der fastholder deres bogstavtro og på den anden side af en slags ateistiske præster som Thorkild Grosbøll der direkte undsiger de dogmer de selv forkynder i kirken søndag efter søndag. I længden en fuldstændig uholdbar situation for folkekirken. Men det er åbenbart, at den har uhyre store problemer med at tackle en sådan kætter inden for sine egne rækker. Den vil hverken afskaffe sprogligt forældede dogmatiske tekster (tekster som trosbekendelsen) eller prøve at gå virkeligt nye veje der kan imødekomme almindelige menneskers religiøse søgen og behov for ritualisering og sakralisering af tilværelsen uden at lefte for den postmodernistiske, æsteticerende og i enhver henseende overfladiske tidsånd.

Hjarvard har megen ret i, at den øgede mediekonkurrence og de pressede annoncemarkeder har gjort det bekvemt for medierne at indtage en selskabelig holdning til striden mellem oplysning og overtro: alle kan komme frit frem med deres meninger, men alle skal have det rart, og ingen må blive stødt. Intet må nemlig tages alvorligt. Og han har ret i at prisen for denne selskabelige indstilling er en manglende respekt for faglighed og saglighed. Men Hjarvard savner selv respekt for sagligheden ved at misforstå religionens væsen og hensigt.

Eksistensen må faktisk tages alvorligt. Og følgelig må en eksistensfortolkning aldrig glide uden om de store spørgsmål eller de store problemer, heller ikke uden om tilværelsens faktiske usikkerhed og uberegnelighed. Religion som eksistensfortolkning kan aldrig afskaffes gennem oplysning og videnskab, for videnskaben kan ikke besvare de eksistentielle spørgsmål, og det er slet ikke oplysningens opgave at tilsløre tilværelsens grundliggende irrationalitet.

Det er heller ikke sekulariseringens opgave at fjerne det sakrale fra tilværelsen, for det hellige ved tilværelsen ligger ikke blot i betragtningen af naturen som en gave, men netop i det menneskelige fællesskab og det menneskelige dagligsprog som alle er dybt afhængige af og følgelig aldrig kan gøre til æstetiske eller selskabelige objekter uden uoprettelige tab. Moderne sekularisering har plads til det sakrale, og viser netop sin modernitet ved at give det sakrale den plads det har krav på.

De etablerede religioner har unægteligt i disse år stigende problemer med deres troværdighed og tilslutning, fordi de fortsat ikke skelner tilstrækkeligt klart mellem videnskab og eksistensfortolkning. Hvordan de vil løse problemerne er ikke godt at vide, men til gengæld kan det slås fast, at det er muligt at definere religion på en måde der udlukker enhver form for overtro eller hentydning til overnaturlige kræfter ved - som det er Jernesalts program - at betragte den som en komplementær helhedsrealisme, dvs en realisme der tager alle dimensioner i den menneskelige tilværelse i betragtning, som ophæver den ulyksalige logiske dualisme gennem komplementaritetssynpunktet, og som endelig accepterer helheden som den menneskelige psykes før-sproglige og irrationelle kerne, som det er nødvendigt at bevare gennem alle rationelle og praktiske tiltag og gøremål.




Henvisninger:

Stig Hjarvard: Det selskabelige samfund.
Forlaget Samfundslitteratur. 2003)



Øvrige kritiske artikler om bogen:

Er samfundet blevet selskabeligt?
Eller er dette bare en postmodernistisk tese?

Politik og medier
Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?

Er monarkiet utidssvarende?
Et naturligt spørgsmål efter en uge med kongerøgelse.



Artikler om den komplementære helhedrealisme:   Klik



Andre relevante artikler om religion, mytologi og sekularisering:

Sharia, Sherin og sekularisering  (Danmark/Religion - 29.9.02)
Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Religion - 18.6.03.)
Folkekirken amatørfilosofisk besudlet  (Afdogmatisering - 6.6.03.)
Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (18.6.03.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal