Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - radikale

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.8.04.


Er de radikale blevet ekstremister?

Det påstår i hvert fald JyllandsPosten efter at partiets leder, Marianne Jelved, har meldt ud, at hun som betingelse for deltagelse i en regering med socialdemokraterne kræver, at Mogens Lykketoft definitivt opgiver den 24-års-regel for giftermål med udlændinge som folketinget med socialdemokraternes stemmer har vedtaget i den hensigt at bremse det foruroligende antal tvangsægteskaber som indgås mellem unge indvandrere og fætre og kusiner fra deres forældres hjemlande.

JyllandsPosten hævdede frejdigt, at Det Radikale Venstre er blevet "et ekstremistisk parti med betonhumanisme som varemærke". Og det hævdede endvidere at partiet "i stigende grad tiltrækker personer med fundamentalistiske anskuelser som ligger fjernt fra traditionelle danske synspunkter".

Tilsvarende bedømte Politikens kommentator, Jakob Nielsen, 14.8. den radikale partileders skærpelse af sit standpunkt som "Mariannes flugt fra midten", skønt han citerer hende for selv - selvbevidst som Solkongen - at have sagt, at "Midten - det er mig". Nielsen tager på den ene side til efterretning, at Det radikale Venstre blot fastholder sit hidtidige princip om ikke at acceptere lovgivning der strider mod menneskerettighederne, men konstaterer på den anden side, at virkeligheden er, at midten i dansk politik er enig om at nye begreber som 24-års regel og tilknytningskrav er kommet for at blive - og iøvrigt ikke strider mod menneskerrettighederne.

Formålet med Jelveds synspunkt kunne efter Nielsens vurdering måske være at høste ekstra mandater ved at indtage et standpunkt nogle vælgere opfatter som mere politisk korrekt end socialdemokraternes og regeringens vælgere. Et andet kunne være at frigøre sig fra ‘Mogens Lykketofts hede favntag' (!). Og et tredie at køre sig selv i stilling som statsministerkandidat. Men han ender meget fornuftigt med at konstatere, at Jelveds linje ikke handler om strategi, men om politik: Respekt for konventioner og menneskerettigheder er et grundlæggende radikalt princip. Så må det koste hvad det vil, fristes man til at tilføje.

Weekendavisens Arne Hardis kommer 13.8. til det resultat, at Marianne Jelved forvalter udlændingepolitikken på en sådan måde, at hun hellere vil have mandater end magt. Og han taler om ‘Afmagtens sødme'. Helt på linje med JyllandsPosten vurderer han sagen således.:

"Det er ekstreme partiers privilegium og forbandelse at kunne formulerer ultimative krav. De kan gøre det med ro i sjælen; for dem er forsvaret for partiprogrammets ånd og bogstav eller for andre kanoniske skrifter vigtigere end at kunne udøve det politiske håndværk, der som bekendt på vore breddegrader er forvaltning af den magt, vælgerne giver én i hænde. - Det radikale Venstre, som har forvaltet en del magt det forgangne århundrede, meldte sig i den forløbe uge ind i det eksklusive selskab af ekstreme partier for så vidt angår udlændingepolitikken. Tidligere har parolen lydt "hellere megen magt og få mandater", nu virker det som om Marianne Jelved er ved at vende det dogme om i sin stadig mere sammenbidte indsats for respekt for de internationale konventioner."

Hardis forudser, at Marianne Jelved med sit ultimatum umuliggør et regeringssamarbejde med socialdemokraterne og samtidigt mindsker chancen for et regeringsskifte, men at hun alligevel vil få nok at lave, nemlig med at rejse en folkebevægelse for respekt for konventionerne.

Den slags blev for meget for Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der i Politiken Søndag 15.8. skrev en klumme med titlen "Da strammer-præsteskabet gik amok". Han påstår at ikke blot JyllandsPostens lederskribent, men også mere analytisk anlagte kommentatorer som Ralf Pittelkow og Arne Hardis er blevet chokeret over, at Marianne Jelved går ind for menneskerrettighederne, selvom hun altid har gjort det. Og han hævder til sidst, at "der har etableret sig en strammer-ortodoksi på Christiansborg, som et helt præsteskab af politiske kommentatorer vil forsvare med næb og kløer. Men ikke vil diskutere indholdet af. Det er dybest set derfor, at den lille spinkle og alt andet end ekstreme dame med håndtasken i denne uge blev behandlet som en kætter."

Søndag aften fik Arne Hardis lejlighed til i Deadline kl. 22.30 hos Martin Krasnik at forklare sig over for Seidenfaden. Og det slap han rigtigt dårligt fra, for dels ville han ikke rigtigt drøfte 24-års-reglen i forhold til menneskerrettighederne, men holde sig til Marianne Jelveds ultimative krav til Mogens Lykketoft og dettes konsekvenser for et eventuelt regeringssamarbejde. Dels var han i defensiven - og så sådan ud lige fra starten - over for den altid udfarende og selvsikre Tøger Seidenfaden.

Ralf Pittelkow var heldigere i en kommentar i Politiken i dag 17.8. For her nøjes han ikke med i bedste polemiske stil at skrive at han ikke kender mange debattører der så konsekvent fordrejer andres synspunkter som netop Seidenfaden.

Han påpeger også væsentlige ting i debatten: For det første at der i udlændingepolitikken er sket en opsplitning af befolkningen som gør den traditionelle opdeling i venstrefløj og højrefløj utidssvarende. Man kan i udlændingepolitikken indtage et yderligtgående standpunkt uden at placere sig på nogen af de gamle fløje. For det andet er vi efter hans mening måske på vej til den bemærkelsesværdige nye situation i dansk politik, at tilslutning til en stram udlændingepolitik simpelthen er forudsætningen for at kunne få del i regeringsmagten.

Efter hans mening drejer SR-striden sig følgelig slet ikke om holdningen til menneskerrettighederne i bred almindelighed, men om forholdet mellem menneskerrettigheder og regeringers ret til at regulere indvandringen. Problemet for Marianne Jelved er lige præcis, at socialdemokraterne er enig med regeringen i, at folketinget har lov til at regulere indvandringen.



Hele debatten viser i hvert fald, at debatniveauet er ringe når det kommer til spørgsmål der virkelig skiller vælgerne - som udlændingepolitikken eller Irak-krigen.

Seidenfaden refererer ikke sine modstanderes synspunkter fair - og han har intet grundlag for at slå en velargumenterende analytiker som Ralf Pittelkow (eller BT's udmærkede chefredaktør Erik Meier Carlsen som han trak frem i Deadline) sammen med JyllandsPostens anonyme lederskribent eller Weekendavisens Arne Hardis. De to sidstnævnte er på deres side klart gået over stregen ved samme forenklede hetz som for et år siden udfoldede sig i den kulturkamp der af samme grund hurtigt blev afsporet.

For det er og bliver tåbeligt at kalde Marianne Jelved eller Det radikale Venstre for ekstremistisk, blot fordi de i den givne situations ganske betragtelige stramning af udlændingepolitikken reagerer med en så kraftig understregning af deres respekt for menneskerrettighederne at den giver problemer i forhold til et eventuelt regeringssamarbejde med socialdemokraterne.

Helt galt bliver det at kalde deres holdning for ‘betonhumanisme'. Udtrykket er vel ikke valgt uden en vis humor - i analogi med den betonkommunisme som de radikale vil have sig frabedt at blive sammenlignet med. Men det er og bliver et selvmodsigende udtryk der da heller ikke på nogensomhelst relevant måde rammer den radikale ånd, der tværtimod i langt højere grad kan kaldes en både-og-holdning eller en ‘måske-holdning': på den ene side.... og på den anden side...... Humanistiske principper som fx respekten for menneskerrettighederne bliver hverken ekstremistiske eller betonagtige, fordi de hævdes med urokkelighed. Det er derimod inhumane principper der meget let kan blive noget sådant.

Ej heller har 'Hellere megen magt og få mandater' på noget tidspunkt været en parole, endsige et dogme for de radikale. Det er tværtimod forvrøvlede sætninger som modstanderne fabrikerer til formålet og tillægger de radikale.

Men faktum er, at Det radikale Venstre gennem flere år - men meget markant efter valget i 2001 - er blevet et mere idealistisk parti end det tidligere har været. Det gælder i forhold til både udlændingepolitikken og Irak-krigen. Dette tiltrækker mange velmenende mennesker, ikke mindst kvinder, pacifister og flygtningehjælpere og andre der har ondt ved at acceptere hårdheden i den virkelige verden og i den praktisk politik. Derfor partiets stigende tilslutning i meningsmålingerne. Men derfor også partiets stigende problemer med at være regeringsdueligt efter næste valg.



Det radikale Venstre er ikke og har aldrig været et parti der går efter mandaterne og sælger ud af principper og holdninger for at få dem. Men det er omvendt heller ikke et parti der hidtil har været bleg for at påtage sig regeringsansvar selv når problemerne var store og mulighederne for større ændringer af de hårde realiteter små. Partiet har været meget realpolitisk indstillet, ja tør vel kaldes det realpolitiske parti par excellence her i Danmark.

Når det kommer til stykket er det derfor Det Radikale Venstres realpolitiske linje der nu hersker tvivl om, fordi realpolitikken i Danmark nu og mange år frem vil sige stram udlændingepolitik.

Det parti der nægter at acceptere denne stramme politik under henvisning til humanitære principper og menneskerrettigheder - og som generelt nægter at acceptere at der må være grænser for indvandringen i Danmark, hvis velfærdsstaten og nationalstaten skal bestå - risikerer at dømme sig selv uden for alt regeringssamarbejde efter næste valg.

Hvem der har mest grund til at glæde sig over denne nye situation i dansk politik er ikke let at se. Socialdemokraterne har ikke tøvet med at slå fast, at de vil være indforstået med i givet fald at danne mindretralsregering. Men om de radikales politik stemmemæssigt vil gavne oppositionen eller regeringspartierne får stå hen.

Ét turde dog være sikkert: Hvis Det radikale Venstre mister indflydelse efter næste valg på grund af Marianne Jelveds principfasthed i udlændingepolitikken, finder det nok en anden partileder.

Dét vil der utvivlsomt være mange der vil glæde sig over.



Jævnfør artikelnValgoptakt i Danmark  (14.9.04.)
om socialdemokraternes og de radikales landsmøder

Øvrige artikler om dansk politik:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal