Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - pavevalg1303

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.3.13. (Ugebrev)

76-årig argentinsk franciskaner fra Jesuitterordenen ny pave

Konklavet i Vatikanet - samlet for lukkede døre i det sixtinske kapel - valgte onsdag aften den 76-årige argentiner Jorge Mario Bergoglio til efterfølger for Benedikt XVI. Hans far var af italiensk afstamning, men han er selv født og opvokset i Argentina og bliver således den første ikke-europæer i Den Hellige Stol i Rom. Han var ikke blandt favoritterne til embedet, men var altså den der i femte valgrunde kunne samle det fornødne to-tredjedeles flertal blandt de 115 kardinaler. Han er ikke kendt uden for Sydamerika, men var dog modkandidat til Benedikt i 2005, og fik dengang efter sigende det næsthøjeste antal stemmer. Med sin høje alder kan han betragtes som en ny overgangspave. Men der ligger dog i sig selv den fornyelse i valget, at den katolske kirkes højeste embede nu er tildelt en kardinal fra det Latinamerika der tegner sig for langt den største andel af katolikker i verden, nemlig 488 millioner af ialt 1,2 mia (Europa har kun 288 mill.).

På Sct. Peterspladsen i Rom var der nogle sekunders tøven inden bifaldet brød løs da den nye paves navn blev læst op, for de færreste kendte navnet. Til gengæld var begejstringen stor i Argentinas hovedstad, for her sammenlignes pavevalget med foldboldsejre og tages som et godt varsel: Diego Maradona æres som en gud, Messi som Messias; og nu kom så også paven. Verdensmesterskabet i fodbold i 2014 er sikret! - Og det hører med til historien at Bergoglio er fan af fodboldklubben San Lorenzo, som han oven i købet er æresmedlem af.

Da Bergoglio er medlem af jesuiterordenen er det også første gang denne orden får valgt en pave. Ordenen blev grundlagt i 1534 af spanieren Ignatius Loyola, men blev fordrevet fra Portugal, Frankrig og Spanien af de politiske magthavere og opløst af paven i 1773. Den blev dog genoprettet i 1814 og er i dag den største orden inden for kirken, med særlig stor indflydelse i Sydamerika. Den er et societet (et selskab) og har ingen klostre. Ordensbrødrene, der bærer en sort ordensdragt, aflægger de tre almindelige ordensløfter om fattigdom, kyskhed og lydighed (over for ordenens øverste leder, en generalforstander). Hertil kommer dog et fjerde løfte: lydighed over for paven, hvad der betyder at ordenens generalforstander - i dag spanieren Adolfo Nicolás - er underordnet den til hver en tid siddende pave. Ordenen har hidtil ikke haft større indflydelse i Vatikanet (i kurien), men lederen kaldes 'den sorte pave' fordi hans magt ude omkring er betydelig. Det skyldes dels det store sociale og skolemæssige arbejde ordenen udøver, dels den spirituelle side af sagen, som er præget af de meditationsøvelser allerede Loyola udviklede og systematiserede. For Loyola var det indre 'komtemplative liv' forudsætningen for det udadvendte 'aktive liv'. - Denne indstilling kan i høj grad minde om pave Johannes Paul 2's meget bevidste hengivenhed over for Jomfru Maria som basis for den teologiske, organisatoriske og politiske del af sit virke. Jf. også essayet om Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger.

Man kan alt i alt ikke se bort fra at Bergoglio er blevet valgt både fordi han er latinamerikaner og fordi han tilhører en udpræget socialt indstillet og spirituel gren af den katolske kirke. Og med valget af pavenavnet Frans eller Fransciscus I - efter Frans af Assisi (1182-1226) - har han tilmed understreget såvel en afgørende tilknytning til Romerkirkens specifikke italienske historie som en principiel ydmyghed over for sin opgave. Frans af Assisi valgte altid den laveste position i social sammenhæng.

Ved sin præsentation på Peterspladsen var det bemærkelsesværdigt at Frans I intet sagde om sin opgave eller mission, men udover den traditionelle og rituelle 'Urbi et Orbi'-velsignelse af Rom (opfattet som både byen og hele verden) til forsamlingen bad to bønner med denne samt sørgede for en 'stille bøn'. Han indledte dog det hele med et direkte "Buona sera" (God aften) til sine brødre og søstre. Og tilføjede med et smil at konklavet af kolleger åbenbart havde foretrukket en pave fra verdens ende.

Dette udlagde den til lejligheden af DR2 indforskrevne katolske kommentator Iben Tranholm på den måde, at den nye pave i modsætning til forgængeren netop viste stor varme og imødekommenhed, ja ligefrem tog sine trosfæller ind i sin faderlige favn. Og det er nok rigtigt set. Til gengæld peger det også direkte på hans nok største udfordring i den nærmeste tid, nemlig at sætte sig i respekt i den kurie der hidtil har kørt kirken hårdt efter sine egne principper og som han selv - i modsætningen til de to forgængere - ikke har haft nogen som helst indflydelse på. Helt bogstaveligt bliver hans første opgave at læse og tage stilling til den hemmelige rapport om skandalerne i Vatikanet omkring sexmisbrug og finanstransaktioner, som den afgående pave i december fik overdraget af en nedsat kommission (og blev rystet over) og som han nu personligt vil overlade efterfølgeren (så den ikke kommer uvedkommende i hænde).

Men problemerne er skam mange.



Den nye paves blå bog er hurtigt opridset:

Jorge Mario Bergoglio valgte pavenavnet Frans I efter Frans af Assisi
Han blev født den 17. December 1936 i Argentinas hovedstad i Buenos Aires.
Hans far var en italiensk jernbanearbejder og hans mor var af argentinsk afstamning.
Han studerede teologi i den nordlige del af Buenos Aires, som hedder Villa Devoto.
Den 11. marts 1958 blev han medlem af Jesuiterordenen, også kendt som 'Jesu Selskab',
en katolsk orden grundlagt i 1534 af Ignatius af Loyola (1491-1556).
Studerede nogle år i Tyskland.
Blev ordineret som præst i 1969.
Ærkebiskop af Buenos Aires fra 1998 til 2013, udnævnt af Johs. Paul 2.
Kardinal i Argentina fra 2001 til 2013, også udnævnt af Johs. Paul 2.

Han er kendt for sin store beskedenhed og sit jævne dagligliv; han har i Buenos Aires ikke boet i sin embedsbolig, men i en lille lejlighed, har brugt offentlige transportmidler og lavet sin egen mad. Men der er et enkelt dunkelt punkt i hans karriere der har gjort ham upopulær i Argentina, nemlig forholdet til militærjuntaen fra 1976 til 1983. Han skal havde hjulpet militærdiktaturet med bortførelsen af to jesuitere. Og han skal have undladet at beskytte to andre ordensbrødre der var havnet i juntaens torturfængsel. Men Bergoglio har hidtil afvist beskyldningerne.

Han er også kendt for at være modstander af abort, prævention og homoseksuelle ægteskaber - og er derfor raget uklar med den kvindelige argentinske præsident. Og her skal man altså under ingen omstændigheder forvente fornyelse. Det samme gælder den såkaldte 'befrielseteologi', der er en marxistisk inspireret teologisk retning der forbinder evangeliet med en politisk-revolutionær tankegang og aktivitet og navnlig kom til at stå stærkt i Latinamerika efter 1968. Men den blev skarpt kritiseret af både pave Johannes Paul 2. og den mangeårige leder af den katolske Troskongregation Joseph Ratzinger (Benedikt XVI).



Det store problem for den katolske kirke er imidlertid fortsat at den folkelige modstand mod de ærkekonservative ledere i Vatikanet og deres reaktionære indstilling til abort, prævention, kvindelige præster og cølibat støt og roligt vokser og meget vel kan tænkes at slå uimodståeligt igennem inden for de næste tyve år. Og da bliver det - som understreget i min artikel om Benedikts abdikation - ret afgørende om paven forstår hvad det gælder.

Særligt påpegede jeg, at hele det kulturelle og åndelige liv i samfundet i disse år undergår store og afgørende forandringer der vil komme til at berøre alle kirker, alle religioner, alle kulturbevægelser og alle politiske bevægelser.

Generelt er der tale om et sundt folkeligt opgør med eliter der ikke blot på kirkeligt plan (Vatikanet), men også på politisk plan (EU), økonomisk plan (bankvæsenet og centralbanksystemet) samt juridisk og bureaukratisk plan (EU-domstole, internationale domstole og menneskerettigheder) forsøger at ensrette, harmonisere og centralisere mest muligt. Det ødelægger både den nationale suverænitet og den folkelige mulighed for at vælge den grad af og form for vækst som passer til det enkelte folkefærd og som bevarer evnen til fuld samfundsmæssig konsistens.

Helt konkret kommer den katolske kirke aldrig sit omfattende sexmisbrug til livs med mindre den ophæver det i dag fuldstændigt meningsløse krav om præsternes cølibat, for det er umuligt for det store flertal af præster at leve op til kravet om seksuel afholdenhed. Et sådant krav er for deciderede jesuitter og andre der frivilligt har valgt at gå en spirituel og meditativ vej og ikke for almindelige mennesker der ønsker et almindeligt jævnt og muntert liv på jord. Cølibatets ophævelse vil imidlertid totalt ændre den katolske kirke, fordi det vil indebære at lederne ikke længere har den psykiske magt over deres underordnede som ligger i disses enorme syndsfølelse i forbindelse med overtrædelse af reglerne og ånden i dem.

Den katolske kirke er et kæmpemæssigt magtapparat der dels kan slå på sine urokkelige dogmer, dels kan udnytte sit monopol på syndsforladelse til at sikre sig folks afhængighed. Der er intet 'almindeligt præstedømme' som i den protestantiske kirke, det vil sige intet direkte forhold mellem det enkelte menneske og Gud som går uden om den etablerede kirkes magt- og kontrolinstans - og dette udnytter Romerkirken systematisk. Der er derfor kun én vej til åndelig frihed for katolikkerne - og det er at bryde Vatikanets monopol på syndsforladelse.

Men her løber man ind i den katolske kirkes utroligt velopbyggede magtapparat der vel at mærke endnu har økonomiske besiddelser der kan og faktisk bliver misbrugt, men først og fremmest vedblivende er et kontrolapparat der udøver meningsdiktatur og forhindrer ethvert tilløb til frit åndsliv - på nøjagtigt samme måde som de værste verdslige magtapparater af ideologisk karakter (nazismen, kommunismen og islamismen) har gjort og gør. Her er der kun én udvej og det er decideret oprør. Men skal et sådant lykkes, kræver det indsigt i de psykiske mekanismer der gør sig gældende - ved siden af ønsket om frihed.

Hemmeligheden bag alle folkelige opstande og oprør ligger - som tidligere fastslået - i det kollektivt ubevidstes stærkeste energier, de arketypiske forestillinger. Oprørere må forstå at alle magteliter gør hvad de kan for at opretholde centraliseringen af magten. Det er derfor mod denne centralisering kampen ligger, politisk, kulturelt og religiøst, og derfor her der brug for nytænkning i alle henseender. Religiøst gælder dette for den katolske kirke såvel som for den protestantiske kirke i almindelighed og den danske folkekirke i særdeleshed. Hverken den forstokkede konservatisme og dens brug af dogmer til ensretning eller den slappe folkekirkes liberale kulturrelativisme, der ender med underholdning og humanisme, kan løse fremtidens opgaver.



Men endnu et aspekt må huskes: Kristendommen og den kristne kirke er om noget et decideret europæisk fænomen i hele sin oprindelse og historie helt til vore dage. Kirken blev ikke grundlagt i Palæstina, men i Rom af apostlen Peter efter hans og apostlen Paulus' energiske missionsvirksomhed. Den blev integreret i Romerrigets styre i 325 under kejser Konstantin den Store og gjort til eneste tilladte religion (statsreligion) for Romerriget i 380 af kejser Theodosius, og den var i mange år en græsk-romersk (byzantinsk) kirke. Men omkring år 600 grundlagdes Kirkestaten, dvs den italienske pavestat, som holdt sig til den italienske statssamling i 1870. I år 800 blev den tysk-romerske Karl den Store kejserkronet af paven. Tyskland, Rusland, Danmark og Island og mange andre europæiske lande blev kristnede. Men det store skisma mellem øst-kirken og vest-kirken var uundgåeligt og blev endeligt i 1054. I de følgende århundreder blev de mange munkeordnener etableret - og korstogene mod muslimerne i Jerusalem, de vantro, tog fat. Det byzantinske rige brød sammen, da osmannerne tog over. Inkvisitionen blev oprettet i 1231. Vestkirken splittedes på grund af den lutherske reformation og udskillelsen af den protestantinske kirke i Nordeuropa og England. Den westphalske fred i 1648 betød dog statsanerkendelse af tre kirkesystemer i Tyskland: den lutherske, den reformerte og den romersk-katolske. Kirkens store missionsvirksomhed i de øvrige kontinenter faldt sammen med opdagelsesrejserne, kolonialiseringen og imperialismen - og medførte kristendommens udbredelse til store dele af verden med både sværd og gode ord og barmhjertighed. Det kom der en naturligvis reaktion imod - især i Indien. Men pavens magt blev monopoliseret af det 1. Vatikankoncil i 1869-70 der fastslog dogmet om pavens ufejlbarlighed og 'universal-episkopat' (paven er øverste biskop for hele den romersk-katolske kirke). Men fortsat står den romersk-katolske så stærkt at der i dag er omkring 1,2 mia katolikker i verden. Og deres organisatoriske og teologiske centrum er vedblivende Vatikanet i Rom. Også selvom en ny pave hentes fra Argentina. For dette er ikke ensbetydende med at kirkens eksistentielle og kulturelle centrum fortsat er europæisk. Heller ikke fordi den nye pave direkte vedgår sig arven fra Frans af Assisi der ville efterligne Kristus gennem lidelse.

Kendsgerningen er nemlig den, at den romersk-katolske kirke - ligesom den protestantiske kirke i Nordeuropa - støt og roligt har mistet terræn når det gælder indflydelsen på almindelige menneskers eksistens og religiøsitet. Ikke fordi almindelige mennesker er blevet mindre religiøse; det kan jo efter helhedsrealistisk opfattelse slet ikke lade sig gøre, da alle mennesker fødes religiøse i den betydning at hele deres eksistentielle værdiopfattelse grundlægges i de spæde år og bygger på de psykiske primærprocesser. Men den officielle kristendom i både den katolske og den protestantiske verden har mistet følingen med de stærke, energiladede forestillinger i det kollektivt ubevidste - og har derfor ikke længere ledere der kan lede folkene i ordets dybeste forstand: lede folkelivet frem til nye konsistente livs- og kulturformer. Det var der i sidste halvdel af 1900-tallet kun én eneste kirkelig leder der var i stand til, og det var den polskfødte pave Johannes Paul 2. der med sikker hånd og finfornemmelse tog kampen op mod den kommunistiske statsideologis undertrykkelse af det polske folk - og vandt. Polen blev befriet fra undertrykkelse, sovjetsystemet brød helt sammen - og Polen blev medlem af det europæiske fællesskab sammen med andre østlande. Og Polen er stadig et meget katolsk land i sammenligning med andre europæiske lande. Hverken Italien, Spanien eller Frankrig kan længere være med. Men Polen er også blevet et moderne land på vej mod sekularisering (og det huede ikke rigtigt paven). Den almindelige kulturudvikling har nemlig overalt betydet at kirken står for noget dybt reaktionært og kun holder fast på folk ved vanens og træghedens hjælp. Den har ingen bud på en ny konsistens.

Kristendommen kan dog ikke dømmes passé af den grund, eftersom den nu engang rummer stærke arketypiske forestillinger der både kan virke og gøre forskel. Det skal der imidlertid mere end god vilje, gode gerninger og franciskansk ydmyghed til at få frem. Der skal gøres radikalt op ikke alene med korruption og sexmisbrug, men også med gammel dogmatik, gammel vanetænkning, pavens ufejlbarlighed og kirkens monopol på sandhed og frelse. Og det gør man ikke fra den ene dag til den anden. Det gør man heller ikke uden at gennemtænke og nytænke forholdet mellem kristendommen og europæisk kultur.

Derfor kan det siges med sikkerhed, at den nye pave Frans I ikke får det let. Hvad han vil er uklart - og hvad han får held til endnu mere. Umiddelbart synes han at have en menneskelig indstilling af den art man ikke kommer langt med i en verdensomspændende magtorganisation med dybt reaktionære interesser og dybt monopoliserede sandheder. Frans I ligner alt andet end en sværvægter.

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bog som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Frans af Assisi - Katolicismens væsen - Johannes Paul 2..



Se nærmere under e-bog 8




Henvisninger:

Links:

Vatikanets hjemmeside
Catholic Information Network



Relevante artikler på Jernesalt:

Overgangspaven (Benedikt XVI) er kørt træt og abdicerer  (15.2.13.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Katolicismens inderste væsen
Pave Johannes Paul II  (Religion - 19.11.02.)
Pave Johannes Paul II er død  (3.4.05.)
Paven begravet   (10.4.05.)
Europæisk kardinal ny pave  (20.4.05.)
Det fromme menneske   om uskyld, hellighed og jomfruelighed (24.12.02.)
Den hellige Frans af Assisi  (30.6.07.)
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger



Artikler om Religion
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal