Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - pavenbegr

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.4.05.


Paven begravet

Nødvendige kommentarer til reportager og kommentarer

Johannes Paul II blev begravet fredag den 8.4. efter en flere timer lang og storslået ceremoni på Sct. Peterspladsen i Rom - med tilstedeværelse af 300.000 mennesker fra alle dele af verden på selve pladsen og andre 700.000 i de tilstødende gade. Derudover kunne begivenheden ses på fjernsynet verden over. Og i pavens hjemby, Krakow, blev den fulgt på skærme af 800.000 mennesker.

Det mest bemærkelsesværdige ved højtideligheden var at den - udover de katolske kardinaler, ærkebiskopper, munke og nonner - også blev overværet af statsoverhoveder og regeringschefer fra størstedelen af verden; flertallet, herunder det danske regentpar og den danske statsminister, kom faktisk fra ikke-katolske lande. Det var det største opbud af denne verdens herskere der nogensinde er set i historien - og dette altså til begravelsen af et religiøst overhoved.

Mange gange lød spørgsmålet ganske naturligt hvorfor. Selvfølgelig oftest fra sekulariserede eller ikke-religiøse mennesker, der simpelthen ikke kunne få ind i deres kloge hoveder, at en dybt konservativ religion skulle bevidnes en sådan ære. En tv-anmelder fandt rent ud interessen for denne sorte overtro for usmagelig.

Men folk kan jo mene hvad de vil om religion i almindelighed og den katolske kirke i særdeleshed, men de kan ikke med bare lidt realitetssans i behold komme uden om pave Johannes Paul II's umådelige indflydelse i verdenshistorien de 27 år han sad på 'Den Hellige Stol'. Paven var overhoved for en ganske lille og først fra 1929 uafhængig stat, Vatikanstaten, på kun 44 ha og 500 indbyggere i selve Vatikanområdet (dobbelt så meget og mange udenfor) og med eget flag, egne frimærker, egen bank, eget dagblad (L'Osservatore) og egen radiostation (og internetsider) m.v. - samt diplomatiske forbindelser med mange lande.

Men bortset fra dette, så søgte og fik Johannes Paul II blandt andet gennem sin omfattende rejsevirksomhed kontakt med hele verdens politiske og åndelige ledere på alle kontinenter. Han besøgte specielt Mellemøsten og de muslimske lande - foruden naturligvis Israel - og alle steder med det formål at komme i dialog med andre kulturer og religioner. Det eneste land, hvor det aldrig trods pavens store ønske lykkedes at komme ind var Rusland - og vel at mærke ikke på grund af modstand fra statschefernes side, men derimod fra den russisk-ortodokse kirkes ledere. De ønskede ikke konkurrence!

Regenters og statschefers fremmøde ved begravelsen er det utvetydige udtryk for at alle uanset religiøs og politisk indstilling anerkendte Johannes Pauls intentioner. Han var nok mediebevidst såvelsom missionerende, men han var først og fremmest autentisk som person. Hans ønske om dialog var ærligt ment.

Deltagelsen i begravelsen er derfor i sig selv andet og mere end den blotte respekt over for et stort menneske og en stor pave. Den må også dybest set tages som et udtryk for at ønsket om dialog på tværs af religiøse, kulturelle og politiske grænser er ganske stærkt i dag.



Om selve ceremonien kan siges, at den fulgte katolsk messeskik så slavisk, at den kom til at virke langstrakt og mindre intens i sin højtidelighed end man kunne have ønsket sig. Kardinal Ratzingers personlige ligtale var udmærket, men Ratzinger selv er ikke nogen stor eller særligt myndig taler i officielle forsamlinger. Han er på grund af sin store indflydelse som præfekt for Troslærekongregationen (der skal sikre ensartet fortolkning af den katolske kirkes dogmer) nævnt som pavekandidat, men det vil i så fald blive som overgangspave. Han er nemlig 77 og har slet ikke Johannes Paul II's karisma.

TV-stationer verden over bragte timelange transmissioner live. Det gjaldt naturligvis de italienske og polske, men også flere af de tyske samt CNN, og i Danmark både DR1 og TV2.

TV2 klarede stort set transmissionen fra Vatikanet på udmærket vis med Jesper Steinmetz som studievært, en kyndig katolik (Andreas Rude), en herboende italiensk kvinde (hvis navn jeg ikke fik fat på) og journalist Thomas Harder som kommentatorer i studiet og Ulla Terkelsen og Lisbeth Davidsen som korrespondenter i Rom samt Svenning Dalgaard i Bruxelles.

Indledningen blev ødelagt af den ene afbrydelse efter den anden af kommentatorer og korrespondenter, fordi Steinmetz skulle nævne navne på de statsoverhoveder og regeringschefer der efterhånden trådte ud på pladsen fra Peterskirken. Det er præcis den slags der for alt i verden bør undgås. Og iøvrigt glippede nogle navne. Selv Svenning Dalgaard kunne ikke finde ud af hvem den kvinde var der i længere tid stod og talte med den spanske dronning. Dét kunne Ulla Terkelsen ellers have fortalt ham, for det var ingen ringere end den polske præsident Kwasniewskis kone, Jolanta, der ikke bare er vedhæng til sin mand, men en særdeles dygtig og aktiv figur i Polen. Hun har bl.a. stået for Chopin-arrangementer på Mallorca sammen med den spanske dronning. Hun har flere gange været nævnt som mulig kandidat til præsidentposten i Polen, når hendes mands anden valgperiode udløber - og er iøvrigt modsat sin mand praktiserende katolik.

Det var Lisbeth Davidsen og Ulla Terkelsen der stod for de mest personlige indslag. Begge er fortrolige med katolicismen og har stor forståelse for pavens betydning - modsat fx. Svenning Dalgaard der som sædvanligt kun kunne opvise ironisk distance til religiøse fænomener. Specielt Terkelsen har gang på gang de senere år leveret indslag der har vist hvor dybt katolicismen stikker i Europa. Men også den italienske kvinde, der ikke var praktiserende katolik, måtte indrømme at ceremonien og stemningen gjorde indtryk.



På DR2's Deadline kunne Jan Jakob Florian over for Martin Krasnik fortælle om kardinalkollegiets uofficielle fire fløje med hensyn til det forestående pavevalg. En fløj udgøres af traditionalisterne der vil have alt skal fortsætte som hidtil, en anden er fornyerne, der specielt gerne ser ændringer af vatikanets seksualpolitik og linje over for den såkaldte befrielsesteologi. Wojtyla-fløjen ønsker den afdøde paves udadvendte, dialogsøgende, men dogmatisk set konservative linje fortsat. Og så findes en fjerde fløj af mere uklar, pragmatisk indstilling.

Florian turde naturligvis ikke spå om hvem konklavet ville ende med at vælge som ny pave. Men man har da lov til i hvert fald at slå fast, at der er stor udsigt til at den katolske kirke fremover får problemer uanset hvem valget falder på.

Hvis der ikke hurtigt i kredsen af kardinaler kan samle sig et flertal for en kandidat, vil de måske foretrække en overgangspave, og skal i så fald næppe regne med at få en mand som Johannes den 23. der overrumplede alle ved, trods sin høje alder, at indkalde et nyt vatikanerkoncil og dermed igangsætte en større fornyelsesproces.

Vælger man en kardinal fra et tredjeverdens land, en brasilianer eller en afrikaner, risikerer man på et højst uheldigt tidspunkt både at svække den europæiske del af kirken og at nedtone den dialog med den arabiske verden som måske er den katolske kirkes allervigtigste opgave for øjeblikket. Med 58 europæere af de 115 fremmødte valgberettigede kardinaler, skal der både være stor splittelse blandt disse europæere og også nærmest være en samlet front af ikke-europæere for at tippe balancen. Det er ikke uden grund at den europæiske fløj har overtallet, skønt medlemstallet viser et helt andet billede. Den romersk-katolske kirke er ikke en demokratisk institution og kan efter sin natur heller ikke blive det.



Martin Krasnik havde - også i dagens anledning - en diskussion mellem den protestantiske sognepræst Kathrine Lilleør og journalisten og katolikken Iben Tranholm om katolicismens væsen og uvæsen. Er man ikke protestant i forvejen, så må man da blive det ved at se pavebegravelsen, mente Krasnik indledningsvis.

Lilleør tog på god luthersk og tidehversk manér afstand fra den afdøde paves strategi der gjorde moral og politik og religion til én og samme sag. Tranholm afviste påstanden, og hævdede at religion ikke kan adskilles fra moral og politik, bortset fra adskillelsen mellem stat og kirke, for ellers ville den svæve frit i luften. Det er moralnormer der ligger bag katolicismens syn på seksualitet, abort og prævention. Lilleør holdt på at det alene er troen (sola fide) der afgør gudsforholdet. Derfor skal kirken afholde sig fra at fordømme nogen.

At katolicismen har en anden mening herom end protestantismen er ikke nyt. At hver har lov at holde på sit i al evighed er heller ikke ny latin. Det nye i tiden er, at religion i dag på trods af al sekularisering i den vestlige verden ikke længere kan holdes adskilt fra diskussionen om moral og politik, ganske enkelt fordi disse ting hænger sammen i alle menneskers egne forestillinger.

Lilleørs, Tidehvervs og umådeligt mange andre danskeres, herunder mange politikeres mening om sagen er desværre så forudsigelige, at der formentlig ikke under nogen omstændigheder kunne komme en fornuftig snak ud af et møde mellem den stilfærdigt argumenterende Iben Tranholm og nogen af dem under Martin Krasniks auspicier. For denne mand er ganske enkelt ikke interesseret i det. Han vil have hanekamp i studiet - også selvom kombettanterne er kvinder og emnet opfordrer til seriøs samtale der kan få bragt diskussionen hen imod den nødvendige progressive opblødning af standpunkterne.



Det herligt fritænkeriske Politikens begavede og velskrivende opinionsredaktør Bjørn Bredal benyttede også pavebegravelsen til at puste til ilden. Bredal erklærer sig "målløs over den lalleglade måde denne ekstremt sammensatte person nu fejres på". Han betegner Johannes Paul II som selveste modpaven til den Johannes XXIII der igangsatte en modernisering af kirken. Ja, Johannes Paul II var en at historiens uhyggelige bagstræbere!

Og hvorfor nu det? Jo, fordi al oplysende og frigørende tænkning i hans tid er blevet trængt tilbage. Ingen kvindelige præster og ingen kvinder til præsterne. Ingen kondomer til det aids-ramte Afrika. Ingen social frigørelse i Sydamerika. Han har fuldstændigt kvalt den befrielsesteologi der blomstrede blandt Latinamerikas fattige, før han kom til....

Hele bandbullen er typisk for Bredal, for det denne mand intet fatter af, er selve den katolske kirkes, den katolske paves og de almindelige katolikkers dybe bundethed af noget der rækker langt længere tilbage i tiden og langt længere ned i grundlæggende universelle værdier end de moderne humanistiske og politiske frihedsidealer han selv og Politiken står for. Bundetheden gælder faktisk arketypiske forestillinger som er så energiladede og betydningsfulde for disse mennesker, at ethvert brud ville kunne medføre alvorlig inkonsistens i disse menneskers indre. Og det er der faktisk ingen der frivilligt ønsker sig.

Nøgternt set så er pave Johannes Paul II's afvisning af befrielsesteologien i dybeste overenstemmelse med hans egen kamp mod det kommunistiske diktatur, han oplevede i Polen fra 1945 til 1978. Afvisningen skyldtes ikke disse teologers ønske om sociale reformer, men ene og alene deres sammenblanding af religion og politik med klart revolutionære, dvs voldelige over- og undertoner. Paven har livet igennem sloges for åndsfrihed og socialreformer, men aldrig accepteret vold i kampen.

Modstanden mod fri abort og brug af prævention er for kirken moralske spørgsmål, som mange almindelige katolikker lidt efter lidt har fået et andet syn på og som derfor vil blive et stigende problem for lederne. Men hvad aids-truslen, ikke mindst i Afrika, angår, da har kirken meget konsekvent sagt, at truslen primært bør bekæmpes ved en mentalitetsændring, for hovedårsagen til den er ikke manglen på kondomer, men de afrikanske mænds hårrejsende mandschauvinistiske syn på kvinder som sexobjekter.

Og hvad endelig angår cølibatet, så er det uden tvivl den katolske kirkes største dilemma. For på den ene side kan kravet ikke i længden opretholdes uden at bevirke fortsatte sexskandaler inden for kirken og manglende rekruttering af præster til kirken. Og på den anden side kan det ikke undværes, hvis kirken skal fastholde det hovedsynspunkt at helliggørelse er ensbetydende med undertrykkelse af seksualdriften og kanalisering af driftsenergien hen til højere formål (sublimering). Dette hovedsynspunkt må seksuelt frigjorte mennesker selvfølgelig betragte som galimatias, men de glemmer at en kirke der har helliggørelse som hovedmål ikke bare på dette felt kan skifte standpunkt som andre skifter skjorte.

Når hertil kommer at cølibatskravet uundgåeligt fremmer skyldfølelse hos alle der skal prøve at leve op til det, har kirken her et glimrende middel til kontrol over sine ansattes sjæle. At opgive cølibatskravet har været overvejet tidligere, men bl.a. Paul VI opgav, fordi han ikke kunne overskue de langsigtede konsekvenser for kirken. Det er der ingen pave eller kardinal der kan. Derfor vil enhver pave der skal tage stilling til spørgsmålet tøve med selv den mindste ændring. En udvej kunne måske blive den praksis der kendes fra den ortodokse kirke: sognepræster må gifte sig, men kun ugifte kan bruges som biskopper.

I ingen af de nævnte spørgsmål har pave Johannes Paul II været i mindste uoverenstemmelse med pave Johannes XXIII. Så at stemple den første som modpave til den sidste er det rene vrøvl fra Bredals side og udslag af tyk uvidenhed om Johannes XXIII.



Hvad alle kommentatorer - uanset om de er katolske eller ej, velmenende eller det modsatte - undlader er at forholde sig til den elementære kendsgerning at ikke blot katolicismen, men i det hele taget fænomenet religion overalt i verden, men altså for tiden også stærkt i dagens Europa, er udslag af energier der trækker direkte på arketypiske forestillinger.

Dette betyder for det første at der uundgåeligt vil være en klar religiøs dimension i livet for alle mennesker der overhovedet har et sjæleliv med åben forbindelse til det underbevidste og kollektivt ubevidste - hvilket stort set vil sige alle mennesker, men som bekendt vil ikke alle være ved det.

Det betyder for det andet at sekulariseringen skal ses i et helt andet lys end tidligere. Den kan ikke længere per automatik betragtes som slet og ret en adskillelse mellem religion og politik, for enhver der er sig den religiøse dimension i livet bevidst vil nødvendigvis have en klar forbindelse mellem deres religiøse og deres politiske tænkning.

Men sekularisering betyder at religiøs magt og politisk magt i ethvert demokrati skal holdes skarpt adskilt så der bliver ubetinget tros- og tankefrihed. Og det vil i praksis sige, at enhver form for teokrati (gudsstyre) skal udelukkes ved en skarp adskillelse mellem statsmagt og religiøse institutioner. Dette accepteres da også i hele den vestlige verden af såvel protestanter som katolikker og alle andre kristne trossamfund, men som bekendt ikke af muslimer der drømmer om sharialov og islamiske stater.

Kulturelt set er tiden nu inde til at religionerne begynder at betræde den tredje religiøse vej, den vej der hverken holder på teokratiet (religionen som statsmagt) eller den totale adskillelse mellem religion og politik og moral (udtrykt i slagordet om religion som privatsag). Den tredje vej siger istedet ubetinget adskillelse mellem statsmagt og religion, men nær og naturlig forbindelse mellem menneskenes religiøse forestillinger og deres moralske, sociale og politiske opfattelser.

Kun denne forbindelse giver den ansvarlighed der er brug for. Kun denne forbindelse kan bringe den politiske og kulturelle udvikling. Og kun herved muliggøres en progressiv dialog mellem de forskellige religioner, først og fremmest mellem kristendom, jødedom og islam.



Relevante artikler:

Europæisk kardinal ny pave  (20.4.05.)

Pave Johannes Paul II er død
Pave Johannes Paul II
Paven og Polen
Katolicismens inderste væsen

Religionen og sekulariseringen  (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Links:

Den hellige Stol  (flersproget)
Pavelige encyklikaer  (engelsk)
Catholic Encyklopedia
Catholic Information Network



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal