Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Operaen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.02.


Operaens vandgang

af Jens Vrængmose

Alle operaelskere kunne glæde sig, da A.P. Møllers Fond i september 2000 skar igennem alt vrøvlet og udsigterne til endeløse forhandlinger og forhalinger om en ny tidssvarende bygning til den kongelige danske opera og ballet ved simpelthen at forære staten og byen København et operahus til 1½ mia på den ledige plads på Holmen lige overfor Amaliehaven, Amalienborg og Marmorkirken. Huset skal stå færdigt ved udgangen af 2004 og indvies april 2005 med en ny opera af en af vore førende og internationalt mest kendte komponister, Poul Ruders.

Klogeligt undgik fonden også alt bøvlet med en arkitektkonkurrence om projektet. Opgaven blev overdraget en af vore største nulevende arkitekter, Henning Larsen, der står for pragtværket Udenrigsministeriet i Riyadh, Stadsbiblioteket i Malmø, Handelshøjskolen på Frederiksberg (Dalgas Have) og mange flere, og som også i sin tid vandt konkurrencen om et nyt, men hurtigt opgivet operahus på den altfor lille plads på Christians Brygge.

Bygningen på Dokøen er forlængst begyndt at skyde i vejret, men først 17. oktober i år blev modellen til det færdige projekt præsenteret for offentligheden - af en underdirektør i fonden og uden arkitektens tilstedeværelse. Dybe uoverensstemmelser mellem bygherre og arkitekt har længe været offentligt kendte, bl.a. fra et voldsomt skænderi på selve byggepladsen.

Det viser sig nemlig, at bygherren ikke har givet arkitekten frie hænder til - ud fra den givne bundne opgave m.h.t. størrelse, placering, pris, rumligt indhold og akustik - at udforme operahuset som han kunstnerisk ønskede det, men specielt hvad angår facadens udformning, materialevalget og interiørets farver har måttet bøje sig for bygherrens ønsker og således gå på kompromis med sine egne ideer og høje idealer.

Bygherren ønsker en relativt massiv facade, hvor Henning Larsens kendetegn umiskendeligt er det lette, lyse og luftige. Og overdragelsen af interiørets farvevalg til mondæne Per Arnoldi, hvis smag kan diskuteres, men har sikret ham fine ordrer i bl.a. Berlin, kan bestemt heller ikke kaldes harmonerende med Larsens forestillinger.

Resultatet bliver forhåbentlig et praktisk, forestillingsmæssigt og akustisk set tidssvarende operahus, der endelig vil give den kongelige danske opera og ballet de optimale rammer for udfoldelse den fortjener og det støt stigende operapublikum optimale muligheder for at se opera og ballet som meget de ønsker.

Men samtidig bliver resultatet desværre en dominerende bygning på den københavnske vandfront, som selvfølgelig ikke bliver til at overse, men så sandelig heller ikke bliver det enestående Henning Larsenske bygningsværk som arkitekten fortjener og som ville gøre hele forskellen på havnefronten - Diamanten på Christians Brygge, Nordea ved Knippelsbro og de mange mere eller mindre opfindsomme administrationsbygninger på Kalvebod Brygge ud til det nye Fisketorv taget i betragtning.

Og det er ikke alene synd for arkitekten og københavnerne. Det er en skandale af samme klasse som overgik Utzon Frank i Sydney. Bygherren har valgt arkitekten til en given opgave og ud fra en værdsættelse af dennes kunstneriske formåen, må man da formode, men har altså ikke haft så megen tillid til dennes sikre fornemmelse for den endelige udformning, at man har afholdt sig fra indblanding. Alt tyder desværre på, at bygherren fra starten har haft så bastante forestillinger om udformning af facade og valg af farver, at opgaven skulle have været overdraget en helt anden arkitekt - eventuelt manden bag A.P. Møller-rederiets massive og dominerende, men alt andet end sjældent smukke administrationsfort på Esplanaden.

Nu får vi en bygning, hvis facade med nogle besynderlige og meget påfaldende brede striber lameller af rustfrit stål for lange tider vil skrige til himlen om, at dette er bestemt ikke et Henning Larsen-værk.

Hvorfor arkitekten er gået med til et projekt der ikke har givet ham frie hænder til at udforme en ‘ægte Henning Larsen' på den københavnske vandfront kunne det være interessant at få oplyst. Men det er vel også en del af bygherrens krav, at det er noget arkitekten ikke må udtale sig om.

Vandgang er hvad sagen er.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal