Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Om lidt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.1.03.


Om lidt bli'r her stille

af Jens Vrængmose

Nej, jeg taler ikke om våbeninspektionen i Irak eller præsident Bush's tale til kongressen 28.1. om den amerikanske nations sande tilstand - eller om mødet i FN's sikkerhedsråd 29.1., men om en lille sang af Kim Larsen.

Den blev sunget ved en begravelse i Aars kirke i det mørke Jylland for nylig, men præsten kunne ikke lide den, og det gjorde han udtrykkeligt opmærksom på over for følget, da han stod ved kisten. Og det skulle han naturligvis ikke have gjort. For han havde på forhånd accepteret, at sangen blev sunget - og så skulle han sandelig ikke støde nogen på manchetterne ved at røbe sin uvedkommende personlige overbevisning. En del af følget klagede over ham, og biskoppen i Viborg gav klagerne ret. Og så skulle den potte være ude.

Men, nej, det er den ikke helt, for den er en glimrende afspejling af den danske folkekirkes krise midt i vores sekularisering.

Et stort flertal af befolkningen er fortsat medlemmer af folkekirken. De lader deres nyfødte børn døbe og deres afdøde slægtninge begrave på kirkelig vis. Mange bliver også konfirmerede og kirkeligt viede. Det sidder nemlig dybt i alle mennesker i alle kulturer, at livets indgang og udgang ligesom dets vigtigste overgange bør markeres med en vis højtidelighed og en vis ritualisering. Hvad de døde angår, kan man ikke bare sende dem i krematoriet som om de var fragtgods. Lig er ikke levende mennesker, men lig skal ikke desto mindre behandles med sømmelighed.

Men takket være en støt og roligt fremadskridende sekulariseringsproces, så er de fleste danskere ikke længere så kristne, at det gør noget. De er slet ikke længere fortrolige med kirkens sprog, og selve ritualerne er dem i vid udstrækning fremmede. De accepteres nærmest kun, fordi de nu engang fungerer via de kirkelige medarbejderes professionalisme, og fordi der ikke findes lige så gode, alment acceptable alternativer. Men det specifikt kristelige indhold i ritualerne siger ikke folk noget, ja byder dem nærmest imod, for så vidt de overhovedet bliver genstand for bevidsthed.

Dette indebærer for begravelsernes vedkommmende, at folk accepterer salmerne på præstens eller bedemandens forslag - men at de samtidigt i stigende omfang ønsker dem suppleret med andre, det vil hovedsageligt sige med verdslige popsange eller rocksange - som fx Kim Larsens smukke og enkle sang - som udgangssang. Præsten kan afslå et sådant ønske - organisten vistnok ikke. Men så kan de pårørende jo prøve en anden præst. Accepterer præsten først en rent verdslig sang, skal han naturligvis af ren og skær sømmelighed lade være med at kommentere de pårørendes valg under højtideligheden i kirken.

Præster og biskopper kan nok så meget påpege, at sangene ikke er kristelige og altså ikke i overensstemmelse med den teologiske udlægning af kristendommen. Det rører ikke rigtigt ved problemets kerne, som er, at folk som flest er medlemmer af folkekirken af vane og magelighed, men betakker sig for at blive udsat for decideret missionsvirksomhed.

Folk i almindelighed er såmænd også kristne i den betydning, at de i bund og grund - til forskel fra indvandrere med muslimsk baggrund - er præget af kristendommens værdier som alment kulturgrundlag, ikke mindst gennem sproget, litteraturen, kunsten og historien. De kan være bevidste om det eller ej, de kan lægge vægt på det eller ej, men det spiller alligevel mærkbart ind på deres tankesæt og vurderinger, og adskiller dem derfor under alle omstændigheder fra folk med anden baggrund.

Men reelt er flertallet om ikke 'hedninger', endsige ateister, så i hvert fald i bred uteologisk og ukirkelig forstand hvad man må kalde 'folkereligiøse', dvs dybt indstillede på, at livets store overgange på en eller anden måde bør markeres af det fællesskab af familie og venner man tilhører, så disse 'højtider' kommer til at adskille sig markant og erindringsværdigt fra det daglige liv, med alle de gode ønsker og tanker som slægt og venner måtte have i den anledning, men uden at der lægges nogetsomhelst i snæver forstand 'religiøst', 'kristeligt' eller 'spirituelt' ind i det.

Hvad begravelser angår, siger man farvel med manér - med eller uden håb om gensyn med den afdøde. Man er så 'oplyst', at man tør se i øjnene, at ingen kan udtale sig om, hvad der er på den anden side af døden. Enhver må have sin tro eller sit håb derom, men nogen erfaringssag i almindelig forstand kan der aldrig blive tale om.

Det betyder, at man med hensyn til det kirkelige ritual, accepterer jordpåkastelsen i dens gamle ordlyd: "Af jord er du kommen, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå." Men man opfatter det ikke bogstaveligt, og fornuftige præster udlægger det heller ikke bogstaveligt, men metaforisk - og det vil sige at man kan lægge i ordene, omtrent hvad man vil.

Selve usikkerheden i situationen lægger Kim Larsen heller ikke skjul på i sin sang, der i al sin enkelhed lyder:

Om lidt bli'r her stille
Om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi

Forladt og alene
danser cirkusprinssessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen

Det er ubestrideligt, at teksten - som påpeget af biskoppen i Viborg - ikke er kristelig i sit indhold. Men urigtigt, når han påstår, at den skulle være uden håb. Blot er håbet ikke et postulat om en 'opstandelse' ingen ved noget om og som meningerne derfor er delte om, men derimod formuleret med en ganske nøgtern erkendelse af faktisk usikkerhed. Men sangen er ikke desto mindre et farvel med manér - og dækker utvivlsomt et stigende antal vanekristne eller vane-ukristne menneskers forestillinger og stemninger ved en sådan lejlighed.

Hele affæren afspejler derfor som sagt folkekirkens krise. Det vil fremover blive mere og mere almindeligt med sammenstød mellem almindelige menneskers ønsker om sange og ritualer og så præsternes. Og præsternes sag er svag, fordi folkereligiøsiteten i al sin følelsesmæssige eller om man vil dybdepsykologiske forankring er dyb og urokkelig, medens kristendommen i den protestantiske udlægning og ritualisering er blevet et mere og mere perifert fænomen, der efterhånden kun har fat i en snæver intellektuel side af visse mennesker.

I al ærbødighed

Deres Jens Vrængmose



Øvrige Vrængmose-klummer:   Skidt og kanel



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal