Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - obama02fredspris

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.09.


Nobels fredspris til håbets ikon 2009

USA's præsident Barack Obama fik i fredags tildelt Nobels Fredspris 2009 af den Norske Nobel Komité, skønt han kun har siddet i embedet i ni måneder og endnu ikke har indfriet sine løfter eller de forventninger der er blevet stillet til ham. Men nobelkomiteens formand Thorbjørn Jagtland begrundede heller ikke tildelingen med Obamas resultater, men sagde derimod, at "Obama får fredsprisen for sin indsats for at styrke demokrati og samarbejdet mellem nationerne. Han har som præsident skabt et nyt klima i det internationale demokrati med dialog og forhandlinger". Dog pegede komiteen også udtrykkeligt på Obamas bestræbelser på at afskaffe atomvåben og for sine “ekstraordinære" diplomatiske bestræbelser. "Obama får Nobels fredsprisen for sine visioner om diplomatiske løsninger, samarbejde mellem folk og en verden fri for atomvåben", hed det.

Flere kommentatorer har da også ganske klart sagt at Obama fik fredsprisen på forventet efterbevilling. Hans visioner er hvad tiden kræver efter otte år med Georg W. Bush og bevidst effektuering af doktrinen om USA's ret og forpligtelse til at komme ethvert angreb på USA i forkøbet. Ingen kan have noget imod Obamas øgede fokus på samarbejde og diplomati, kamp mod atomoprustning og undertrykkelse af menneskerettigheder eller mod hans erklærede vilje til at medvirke til en løsning af de globale klimaproblemer.

Sagen er blot at Barack Obama al god vilje til trods foreløbig ikke har nået reelle resultater, men faktisk har løbet panden mod store forhindringer for en løsning på snart alle de udfordringer han overtog efter forgængeren.



Det alvorlige problem med Irans og Nordkoreas atomoprustning er ikke løst - og ser trods diplomatiske bestræbelser heller ikke ud til at blive løst, eftersom begge lande er mestre i at trække diplomatiske forhandlinger i endeløst langdrag uden at der nogensinde kommer bindende aftaler på plads. Specielt Iran forhandler efter andres erfaringer kun på skrømt - hvad der i sidste ende kan blive Israels bitre ansvar at løse på en alt andet end ønskelig måde.

Fredsforhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre har trods udenrigsminister Hillary Clintons vedvarede diplomati foreløbig ikke ført til andet end et par møder mellem Obama og Mahmoud Abbas og Benjamin Netanyahu i USA. Ingen af parterne har rokket sig en tøddel med hensyn til egne krav for en endelig fredsløsning. Hvad specielt Abbas angår er han svækket så meget som præsident, at Israel simpelthen ikke kan bygge på en aftale med denne mand som kun repræsenterer den moderate del af sit folk. En fred mellem Israel og palæstinenserne er nu som før fuldstændigt afhængigt af om der sker en eliminering af de ekstremistiske palæstinenseres gamle, til dels psykologisk forståelige, politisk håbløst umulige, men uudslukkelige had til israelerne og jøderne.

Og hvad angå klimaforhandlingerne forud for FN's topmøde i København til december er kun at sige, at intet tyder på at USA vil kunne nå at få sin egen klimalov vedtaget inden mødet, og følgelig ikke vil være i stand til at lave en aftale i København. Højst sandsynlig kommer præsident Obama slet ikke selv til København, for hvad skulle han her, når han ikke kan skrive under på den store forkromede verdensaftale alle håber på til afløsning af Kyoto-aftalen. Sagen er jo at hans løfte om en sundhedsreform har indenrigspolitisk førsteprioritet, og at den er løbet ind i så store vanskeligheder at den dels bliver vanskelig overhovedet at trække i land, dels risikerer at blive så dyr for USA' statsfinanser, at den vil blokere for muligheden for effektiv omlægning af vækstøkonomien til mere klimavenlig økonomi.



Nobelkomiteen er naturligvis i sin gode ret til at give prisen til en mand der har de visioner komiteen selv har og ønsker at stimulere. Der er endda logik i tildelingen, for så vidt den tidligere er givet til fhv. vicepræsident Al Gore og FN's klimapanel for indsatsen mod global opvarmning og til fhv. præsident Jimmy Carter for hans indsats for konfliktløsning og udvikling.

Men det er svært at se den i forlængelse af priserne til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov og præsident Reagan for afslutningen af den kolde krig, eller til Nelson Mandela og præsident F.W. de Klerk for afslutningen af apartheidstyret i Sydafrika, eller til John Hume og David Trimble for løsningen af den uforsonlige krig mellem katolikker og protestanter i Nordirland. For her var tale om faktiske resultater der totalt ændrede forholdene.

Ser må på tildelingen af fredsprisen 1994 til Yassir Arafat, Shimon Peres og Yitshak Rabin for fredsaftalen i Camp David står det klart at den ligesom fredsprisen 1978 til Egyptens Anwar Saddat og Israels Menachim Begin var belønningen for nogle afgørende skridt af stort personligt mod, men også at disse skridt til trods herfor ikke var nok til at sikre den fred der var ønsket.

Tildelingen af fredsprisen til Obama ligger snarest i forlængelse af tildelingen af prisen til FN's generalsekretær Kofi Annan i 2001, og virker på samme måde som en politisk tilkendegivelse i ret snæver forstand. Komiteen vil gerne støtte en mand af ubetvivlelig god vilje der har forstået ved retorik at give den vestlige verden og navnlig amerikanerne og europæerne håb om en politik der i højere grad fremmer diplomati og samarbejde end præsident Bush's mere aggressive og militærkonfrontatoriske linje.

Men spørgsmålet er i hvor høj grad der i Obamas tilfælde er tale om en retorik der nok rejser håb og forventninger, men måske i virkeligheden er illusorisk.



Måske kan en sammenligning mellem situationen i 1938 og den i 2009 være nyttig. I 1938 skabte den britiske premierminister Neville Chamberlain som bekendt en katastrofal optimisme i fredselskende folk ved at indgå en aftale med Hitler og Mussolini i München og stolt vende tilbage til London med et stykke papir som han kunne vifte med fra flyet med ordene: "Peace in our time". Som bekendt begyndte den store tragiske verdenskrig året efter. Chamberlain skabte altså i realiteten kun "Fred i Chamberlains tid". Det var slet ikke ægte fred han indgik en aftale om, men appeasement: eftergivenhed, og det vel at mærke over for en fjende der aldeles ikke stilede efter fred, men tværtimod havde besluttet sig for krig med alle midler - og som stod for en systematisk ondskab som man dengang havde svært ved overhovedet at forestille sig.

Obama er naturligvis ikke så naiv som Chamberlain. Han står heller ikke over for en fjende hvis ondskab vi ikke allerede har set udfoldet i den store skala. Han har tværtimod haft 9.11. 2001 på nært hold - og kunne i sin tid se formålet med krigen mod terrorismen. Han har nu overtaget ansvaret for USA's politik og krigsførelse i både Afghanistan og Irak. Han har åbnet for diplomatisk indsats i Afghanistan, Pakistan og Iran. Men den faktiske fjende bag alle diplomatiske facader er terroristbevægelser som al-Qaeda - og de er som bekendt fanatiske ekstremister af absolut karakter og fører krig på en måde der er asymmetrisk med civiliserede landes krigsførelse. Over for dem hjælper diplomati ikke det ringeste.



Dette skal naturligvis ikke lede til den antagelse at der slet ikke er håb, men derimod til en nøgterne erkendelse af at civiliserede, demokratiske og sekulariserede lande ikke kan overleve med mindre de har vilje til at bekæmpe deres fjender med midler der svarer til modpartens effektivitet.

Håbet for den civiliserede og demokratiske verden er ikke alene til stede, men er naturligvis fortsat selve grundlaget for al politik og hævdelse af egen suverænitet. Derfor var det essentielt at menneskerettighedsaktivitsten Aung San Suu Kyi (Burma) fik fredsprisen i 1991 og Shirin Ebadi (Iran) i 2003.

Derfor var det frem for alt af den allerstørste værdi for udviklingen i verden at Nobels fredspris i 1983 blev tildelt en elektriker i det kommunistiske Polen ved navn Lech Walesa. Han tilhørte slet ikke den politiske verden, men blev ikke desto mindre leder af en 'Solidaritetsbevægelse' som takket været sine stærke bånd til den katolske kirke og navnlig den polske ærkebiskop og kardinal der i 1978 blev pave i Rom under navnet Johannes Paul 2. blev den nok væsentligste faktor bag sovjetkommunismens endeligt. For begge disse to personligheder var håbet bærende for deres indsats. Derfor kaldte Walesa sin selvbiografi fra 1987 for "Håbets vej" og Johannes Paul en interviewbog om sin livs- og troserfaring for "Over håbets tærskel" (på både italiensk og fransk i imperativ: Gå ind over håbets tærskel!)

Det står for Barack Obamas vedkommende tilbage at vise at han er i stand til at leve op til de meget store forventninger han skabte da han i november sidste år vandt det amerikanske præsidentvalg. Han er blevet et håbets ikon for den vestlige verden. Det er som sådan han er blevet tildelt Nobels fredspris. Og han har heldigvis taget imod den med stor ydmyghed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Nobels Fredspris - Den norske Nobel komités website



Relevante artikler på Jernesalt:

Lech Walesa
Johannes Paul 2.

Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)
Obama indsat med store forventninger  (25.01.09.)
Barack Obamas valgsejr betyder forandring i USA og hele verden  (5.11.08.)
Obama på den internationale scene  (31.7.08.)

Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Det andet USA - eller Et andet USA?  (3.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)
Georgien, Rusland og Vesten  (14.8.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)

Endelig veg Hillary Clinton pladsen for Barack Obama  (8.6.08.)
Demokraterne strides videre efter Hillary Clintons delsejre  (5.3.08.)
USA' Super Tirsdag 2008  (7.2.08.)
Overraskelse i New Hampshire  (9.1.08.)



Artikler om USA
Artikler om Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal