Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - normskred

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.12.11.


Normskredet i velfærdsstaten

SF's socialordfører Özlem Cekic, der lige efter valget vist nok håbede at blive socialminister og siden har kritiseret sit parti på flere punkter, har rigtigt dummet sig i skindebatten med Liberal Alliances kuglestøder Joachim B. Olsen om fattigdommen i Danmark. Som eksempel på en fattig valgte hun kontanthjælpsmodtageren Carina der som enlig mor med en datter modtager 9800 kr. i kontanthjælp efter skat, 3019 kr. i bolisikring og 2909 kr. i børnepenge - ialt 15.728 kr. pr. måned efter skat, hvad der svarer til en årsindkomst på kr. 420.000 før skat og arbejdsmarkedsbidrag. Når alle hendes faste udgifter er betalt har hun 5000 kr. til mad og tøj m.m. til sig selv og datteren - og det er der ikke mange her i landet der kan se noget fattigt i. Cekic måtte da også omgående trække i land og beklage sit eksempel. Hun havde ikke fået undersøgt Carinas budget forinden.

Men skaden var sket. Fattigdomsdebatten var afsporet. Socialminister Karen Hækkerup tog afstand fra eksemplet og kaldte det tegn på et normskred at føre det frem. Statsminister Thorning-Schmidt måtte på sit ugentlige pressemøde udtrykkeligt understrege, at Carina ikke er fattig, og at der måske kunne være tale om et normskred. Men kritikken haglede ned over Cekic fra forargede danskere, så den faldt tilbage på SF der har flere dårlige sager at slås med i forvejen. Formand Søvndal, der helst vil koncentrere sig om udenrigspolitikken, måtte ud med en beklagelse. Han kunne godt forstå at danskere der står op og går på arbejde hver morgen ikke kan se at en kvinde der får lige så meget som dem selv uden at arbejde skulle være fattig, men kan skyndte sig vanen tro at vende debatten om til en kritik af VK-regeringen der i ti år har ført "en politik, der har forgyldt de rigeste, mens regningen konsekvent er blevet efterladt til lønmodtagerne og de dårligst stillede. Deres omsorg for lavtlønnede svarer til ulvens omsorg for lammet." - Jo, jo, debatniveauet er højt her i landet.

På Deadline onsdag 30.11. kørte debatten også af sporet, da værten Jesper Larsen ikke kunne forhindre mundhuggeriet mellem Pernille Skipper fra Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og fhv. beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

Fattigdomsdebatten er og bliver afsporet så længe den drejer sig om hvem der skal kaldes fattige her i landet eller hvilken 'fattigdomsgrænse' vi eventuelt skal bruge som objektivt kriterium. For der findes ingen objektivitet i denne sag. Der findes kun skøn og fornemmelser af subjektiv art. Og derfor vil der altid være politisk uenighed om spørgsmålet mellem folk der hælder til den sociale side og folk der hælder til den liberale side. Man kan nemlig ikke slutte ud fra socialisten Cekic' bommert til at liberalisten Joacim B. Olsen sidder inde med sandheden. Det gør han på ingen måde, for vitterligt er der mennesker her i landet der er så dårligt stedte at de skal have hjælp fra det offentlige, fordi de ikke er i stand til at forsørge sig selv eller deres børn. Det kan skyldes medfødte eller tilkomne psykiske eller fysiske handicap, og de tilkomne (som fx stof- eller alkoholmisbrug) kan være selvforskyldte, men et velfærdssamfund som det danske lader ikke bare folk ligge som de er kommet til at ligge eller selv har redt.



Det store sociale problem i velfærdssamfundet i dag er - sådan som den økonomiske og demografiske udvikling tegner sig i disse alvorlige krisetider - det faktum at der ikke længere er råd til at have omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomster. Vi er derfor nu tvunget til at se på såvel principperne for tildeling af førtidspensioner som størrelsen af kontanthjælpen. Det burde man have gjort for længst, for problemet er dybest set lige så gammelt som selve velfærdsstaten. Men det er da i det mindste godt at der nu er en chance for at få det taget alvorligt. Derfor skal det hilses velkomment at socialminister Karen Hækkerup har vovet at pege direkte på den normative side af sagen. Til Morgenavisen Jyllands-Posten sagde hun forleden:

"Vi har brug for en debat om det normskred, som jeg på nogle stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for lang tid har været fokuserede på, hvad vi kan få, og for lidt fokuserede på vores eget ansvar for at bidrage til fællesskabet." og hun understregede at "Det er jo gammel socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger sammen, og det er ret vigtigt, at de gør det, for hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres pligt, er der ikke noget velfærdssamfund." Og hun peger udtrykkeligt på den økonomiske krise som grund til at tage debatten. Vi må se at få 'italesat krisebevidstheden' noget mere - som hun kalder det på moderne akademikerdansk. Eller med jævne ord: "Vi bliver nødt til at sige åbent og ærligt, at vi skal have en debat om vores normer." Hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet, mener Karen Hækkerup.

Sådanne udtalelser ærgrer ganske vist den radikale socialordfører Marlene Lorentzen. Hun synes socialministeren har nogle gode takter, men at timingen i udmeldingen er forkert. Pointen forsvinder nemlig på grund af timingen. At bruge ordet krævementalitet, samtidig med at vi har en diskussion om fattigdom i Danmark, er med til at hive nogle af nuancerne ud, hævder hun. - Det vil i realiteten blot sige, at hun på linje med Enhedslisten vil fastholde fokus på fattigdomsgrænsen.

Til gengæld kunne Politikens politiske kommentator Per Michael Jespersen lykønske Karen Hækkerup med oprøret: Den danske velfærdsstat skriger på et brud med krævementaliteten og 800.000 på overførsler, gør han gældende, og han tilføjer endda: "Hvis ens hjerte banker for velfærdsstaten er det Karen Hækkerup der har ret i denne sag og ikke venstrefløjens refleksagtige forsvar for tingenes rædselsfulde tilstand."

Sagen er altså langt fra død. Cekic's bommert er slet ikke afgørende. Joachim B. Olsens liberale kuglestød endnu mindre. Og Pia Kjærsgaard får heller ikke meget ud af at proklamere at vi skal have de gamle borgerdyder tilbage. For så enkel er sagen nemlig ikke. Nej, det klogeste vil være at gå helt tilbage til normskredets kildeudspring.



Dette blev med største forskningsmæssig præcision fundet af socialøkonomen Jørgen S. Dich i begyndelsen af 1970'erne og beskrevet omhyggeligt i bogen Den herskende klasse fra 1973. Dich påviste at den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor havde fremkaldt en ny politisk dominerende klasse af offentligt ansatte hvis opfattelse af humanitet gør særforsorgen til et kulturfænomen. Det vil sige at pædagoger, socialrådgivere, lærere og andre kommunale socialarbejdere i bedste mening er tilbøjelige til at klientgøre mennesker og dermed utilsigtet gøre det stigende antal mennesker der får hjælp i velfærdsstaten til et fast og nærmest urørligt element i kulturen.

Bogen kom efter at den generelle meromsætningsafgift (moms) på alle varer blev indført i 1967 og på få år fik de offentlige kasser til at bugne og politikere og administratorer til at give pengene næsten lige så hurtigt ud. Det var S og SF der indførte den omstridte afgift, der de første år var på beskedne 10 %, men hurtigt kom op på de 25 % der stadig gælder, men det var VKR-regeringen fra 1968-71 der måtte administrere den og alt for sent opdagede at de offentlige udgifter løb løbsk. Der blev nedsat et udvalg under finansministeriets berømte departementschef Erik Ib Schmidt (ham med 'Psykopatklubben') der skulle udarbejde en Perspektivplan. Og resultatet var rystende. Den offentlige sektor var på få år vokset til et omfang der ikke længere kunne udvides yderligere uden at alt ville gå galt, men som omvendt heller ikke kunne skrues tilbage til en rimelig størrelse. Vi fik i dansk politik ti urolige år der førte landet længere og længere ud mod den økonomiske afgrund Knud Heinesen endeligt advarede imod.

Men der er ikke mange der ret forstod Jørgen S. Dichs banebrydende opdagelse. Grundproblemet er nemlig slet ikke om den offentlige sektor og skattetrykket skal have en bestemt størrelse (den konservative Poul Møller, der gik ned på kildeskatten, mente ikke skattetrykket måtte overstige 25 %), men derimod at de offentligt ansatte i misforstået humanitet overhovedet kommer ind på at klientgøre mennesker og åbenlyst betragter det som en problemfri selvfølge at gøre flest muligt afhængige af sig længst muligt.

Misforståelsen i denne form for omsorg er at klientgørelsen reelt er en nedværdigelse af mennesket, så sandt det at være voksent menneske til forskel fra det at være barn er at forlade ansvarsfriheden og formynderskabet og begive sig ud i de barske realiteters verden hvor arbejde er forudsætning for overlevelse. Vi taler altså egentlig slet ikke om pligt kontra ret eller rettighed, men tværtimod om det helt selvfølgelige at mennesket ikke kan bevare sin grundliggende værdighed når det når skelsår og alder uden at det frejdigt påtager sig arbejdets byrde, ansvar, glæde og muligheder. Dybest set er det hvad den gamle bibelske myte om syndefaldet siger, selvom efterhånden ikke ret mange længere forstår det (i sig selv et tegn på skredet i normer og indsigt): Mennesket når på et vist tidspunkt under puberteten det bevidsthedsniveau hvor det både kan gennemskue sit ophav og blive tiltrukket af det andet køn på en sådan måde at det én gang for alle mister sin trygge uskyldighed og overlades til en virkeligt udfordrende skyldighed som det griber for at blive sig selv. Dér begynder voksenlivet - og kulturen! Dér begynder friheden - og ansvaret, og det sidste kan slet ikke gøres op med simpel opregning af pligter.



Ser man på velfærdssamfundets udvikling gennem efterkrigsårene, er det ganske klart at venstrefløjen har været på den sociale og socialistiske side, hvor man drømmer sig tilbage til barndommens tryghed og ansvarsfrihed og giver autoriteterne eller det etablerede system skylden for at man er drevet ud af paradiset, og hvor man projicerer det hele ud i drømmen om det utopiske samfund. Mens højrefløjen har været på den liberale og liberalistiske side, hvor man drømmer om størst mulig frihed og giver fanden i alle hensyn og al solidaritet. Og da de offentligt ansatte i hele denne periode er blevet flere og flere, mens de vareproducerende mennesker der skaber forudsætningen for velstanden og forbruget under ledelse af initiativrige entreprenører er blevet færre og færre, så forrykkes den politiske balance til ugunst for den økonomiske ansvarlighed på langt sigt. Konkurrenceevnen bliver svækket - produktion og arbejdspladser går til udlandet med lavere omkostninger og lavere velstand og velfærd. Økonomiske bobler brister; krisen kradser. Ingen af parterne forstår den afgørende dynamik der ligger i komplementariteten mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet og som aldrig kan undværes. Selv ikke partier som Labour i Storbritannien og Venstre i Danmark der en overgang satsede på 'den tredje vej', vejen mellem den ensidige socialisme og den ensidige liberalisme, forstod komplementaritetsfilosofien bag slagordet (og VK-regeringen fik aldrig bragt den offentlige sektor under kontrol!).

Ser man på udfordringen i dag med den yderst alvorlige krise i vestlige økonomier, er det let at give det etablerede system med hele dets komplekse og uoverskuelige opbygning og alle dets fælder og fristelser skylden for miseren og fritage sig selv som glade og ansvarsfrie forbrugere der bare bevidstløst fulgte opgangstidernes anbefalinger fra långiverne. Friheden kan unægteligt føre til letsindighed på både entreprenørsiden og forbrugersiden. Men politisk set kommer man ikke uden om at være i samme båd. Samfundet er ikke en konstruktion af visse menneskers onde eller gode hjerners påhit, men et faktisk fællesskab som omfatter alle mennesker inden for de enkelte områder og som undergår en forandring og udvikling som ingen enkeltpersoner eller gruppe eller klasse styrer. Udviklingen afhænger derimod i allerhøjeste grad af alle de bevidste og ubevidste normer og tilbøjeligheder som medlemmerne til hvert tidspunkt har og som de kun nødtvunget forandrer gennem bitter erfaring.

Normskredet i Danmark og det meste af den vestlige verden gennem de sidste halvtreds år er en kendsgerning, og det samme er den økonomiske krise der i dag truer de vestlige demokratier og velfærdssamfund. Men de to ting hænger så dybt sammen at en eventuel løsning - hvis den overhovedet skal kunne findes - må søges i et opgør med begge grundfejl samtidigt.

Det er hvad vi her på siderne har påpeget med Jernesalts 2009-filosofi.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Jørgen S. Dich
Den herskende klasse
Myte, ord og billede

Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
Arbejdsmarkedsreformer udskudt  (23.8.09.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Velfærdsudspillet  (6.4.06.)
Velfærdskommissionens udspil sparket af banen?  (9.12.05.)



Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida  (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Jernesalts 2009-filosofi - med bl.a. følgende kapitler:

Krisen omkring årsskiftet 2008/09
Arbejdet som kilde til kultur
Etik og politik
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering
Folk og elite
Dansk partipolitik og
Udfordringen



Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave

Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal