Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - naturkatastrofen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.04.


Naturkatastrofen anden juledag

Året 2004 har været lige så begivenhedsrigt som tidligere år, både hvad angår indenrigspolitik og udenrigspolitik, og hvad angår positive og negative begivenheder. Men naturkatastrofen i det Indiske Ocean og den Bengalske Bugt anden juledag påkalder sig på grund af sit ufattelige omfang unægteligt den største umiddelbare opmærksomhed, når året skal gøres op. Derfor disse betragtninger på den plads der egentligt var tiltænkt almindelige nytårsbetragtninger over hele det forgangne år. De må vente.

De nyeste skøn over omkomne ved katastrofen lyder på mindst 125.000, men alle regner med at tallet bliver langt større, efterhånden som man får registreret følgerne i alle de berørte områder, Thailand, Indonesien, Sri Lanka, Indien, Maldiverne osv. Hele øer og bysamfund er forsvundet eller totalt ødelagte. Kontakten til nogle af områderne er enten ikke til stede eller besværliggjort af ødelagte veje m.v.

Tragedien ligger også i, at de omkomne i vid udstrækning er blevet skyllet i land som druknede og kvæstede og i mange tilfælde vanskeligt identificerbare. På grund af varmen og smittefaren i området går ligene desuden hurtigt i opløsning og vil gøre identifikation besværlig eller helt umulig. Mange steder må ofrene af sanitære grunde simpelthen begraves i massegrave uden først at være blevet identificeret. Og det betyder alt i alt at et meget stort tal af de omkomne kun kan registreres som uidentificerede omkomne eller blot som savnede.



Normalt forbinder vi så store oversvømmelseskatastrofer med underudviklede lande og en yderst fattig befolkning som vi i virkeligheden kun har - og kun kan have - et ret koldt statistisk forhold til. Vi er vant til billeder på tv-skærmen af fortvivlede mennesker der leder efter deres forsvundne pårørende, og vi føler med dem, men ulykken er alligevel sket så langt væk og under for os så uvante forhold, at vi tager det som livets barske vilkår for ulande. På lidt nærmere hold kender vi dog de store oversvømmelser i Polen, Tyskland og Østrig fra de senere år.

Men selv folkemordet i Darfur har vi svært ved at forholde os til, bl.a. fordi det ingen geopolitisk konsekvens synes at få. Og Aids-epidemien i Afrika, der kræver millioner af menneskeliv, synes vi da nok er en grusom skæbne for de ramte. Men igen er den fjern, også fordi vi ikke rigtigt forstår en seksualmoral og et kvindesyn der ser fuldstændigt bort fra almindelige menneskelige hensyn og risici eller følger af uforstand.

Men tragedien i den Bengalske Bugt kommer helt anderledes ind på livet af os, fordi den berører så mange af vore egne, dvs. skandinaver og andre europæere. Mange har selv været på ferie i de berørte områder eller har bekendte og familiemedlemmer der har været det. Og med måske 400 danske, et tilsvarende antal norske og 1500-4000 svenske foruden et stort antal tyske savnede er tragedien pludseligt rykket frem som nationale katastrofer som vore egne lande bortset fra Tyskland ikke har oplevet i nyere tid, end ikke i forbindelse med krig.



Der har ganske selvfølgeligt været rejst kritik mod myndighedernes, ministres, embedsmænds, ambassaders og rejsearrangørers tackling af katastrofen. Men det forekommer at være en billig kritik som i hvert fald politikere burde føle sig for gode til at fremture i. For sagen er, at katastrofen har haft et omfang, som først lidt efter lidt er gået op for myndigheder og medier, og som intet nationalt beredskab selv i bedste fald ville være i stand til at tackle upåklageligt. Fejl kan ganske enkelt ikke undgås. I vid udstrækning har der måttet improviseres, ganske enkelt fordi de informationer og kommunikationsmuligheder der var til rådighed var mangelfulde. Men man har efter alt at dømme gjort hvad der var menneskeligt muligt.

Der er ikke noget at sige til at fx de personer der i første omgang har reddet deres liv, men har mistet al deres feriebagage, og i mange tilfælde også er kvæstede og uden forbindelse med pårørende der er blevet ramt af ulykkerne, er mere eller mindre utilfredse med den behandling de efterfølgende er blevet udsat for. På hospitalerne har de i flere tilfælde måttet opleve at de ikke har fået den optimale eller blot normale behandling de ville have fået, hvis de havde været udsat for en begrænset personlig ulykke i hjemlandet. Kirurger har der været mangel på. Bedøvelsesmidler og desinfektionsmidler ligeså. Mange har måttet slå sig til tåls med at få deres åbne og væskende sår nødtørftigt forbundet, men uden desinfektion. I mange tilfælde vil det uden tvivl være udelukket at redde lemmer der under normale omstændigheder ville kunne være reddet uden større besvær. Hospitaler, læger og sygeplejersker gør hvad de kan, men under så ekstraordinære omstændigheder må meget nødvendigvis gå galt.



Forhåbentlig kommer alle tilskadekomne skandinaver, der ellers kan tåle transporten, hjem til kyndig behandling i løbet af få dage. Men selv i så fald venter der også alvorlige psykiske eftervirkninger af de traumatiske oplevelser, dels hvad angår flugten fra vandmasserne, dels og ikke mindst hvad angår uvisheden om pårørendes skæbne.

Psykologhjælp og sjælesørgerhjælp er på vej og vil blive tilbudt alle på stedet i udlandet, i lufthavnene og efterfølgende. Men naturkatastrofens kolossale omfang vil ikke være let at slippe for et eneste involveret sind.

Nogle kommer lettere gennem sådanne oplevelser end andre. Nogle formår måske at lægge det forholdsvis hurtigt bag sig, men vil opleve at der kommer alvorlige eftervirkninger. Andre vil være i chok og først langsomt genvinde fatningen og livsmodet. Det kræver sit at måtte tage til efterretning at børn, forældre eller ægtefælle er sporløst forsvundet. Mareridt vil forfølge både mange overlevende børn og voksne i lang tid.

Et af de billeder der har sat sig på nethinden er billedet af den femårige australske dreng der mirakuløst overlevede, selvom hans mor måtte slippe ham under vandmasserne. Endnu fire dage efter redningen hikstede han med korte mellemrum mens han holdt sin bamse. Ingen kan være i tvivl om hvilken grufuld oplevelse det er at bære på for sådan et barn.



Et af de spørgsmål der automatisk rejser sig i forbindelse med traumatiske begivenheder af dette omfang er det religiøse spørgsmål om, hvorfor det overhovedet skete og hvorfor det ramte netop mig, og netop på ferie i juledagene.

For mennesker der har lidt af deres barnetro tilbage melder sig måske spørgsmålet hvordan Gud kunne lade denne tragedie ske. Er han da ikke kærlighed og omsorg, og er dette ikke hans totale svigt i nødens stund.

For mennesker der i forvejen har afskrevet Gud som meningsfuld størrelse i deres liv, er sagen blot endnu et bevis på, at Gud ikke eksisterer. For hvis han eksisterede ville han ikke have tilladt det skete.

Begge ræsonnementer er sikkert almindelige, men de er ikke destomindre udtryk for en fundamental misforståelse af gudsbegrebet.



Gud har absolut intet med naturkatastrofer at gøre. For Gud har intet med universets objektive skabelse eller den jordiske verdens gang at gøre. Gud er en arketypisk forestilling som kom ind i menneskets historie som et nyt emergent fænomen nøjagtigt samtidig med at mennesket - de første rigtige mennesker, dvs mennesker med ånd - opdagede deres verden som et kosmos, et meningsfuldt sted, en varm og god menneskeverden.

Gud som arketypisk skaber af menneskeverdenen er simpelthen forbundet med den skabte menneskeverden på en sådan måde, at den ene ikke kan tænkes uden den anden. Derfor er enhver der føler sig hjemme i tilværelsen Gud taknemmelig for skaberværket.

Hvor kan jeg nu vide det fra, når teologer i århundreder har postuleret, at Gud er altings skaber og følgelig skaber af det kolde fysiske univers såvel som af det biologiske liv der opkom på jordkloden som et emergent fænomen og endte med opkomsten af mennesket som et emergent fænomen?

Jo, det kan jeg, fordi naturvidenskaben er kommet ind i mellemtiden og fået dokumenteret for os, at universet har udviklet sig gennem mange stadier over et uhyre langt tidsspand på 15 eller 20 milliarder af år. Og denne naturvidenskabelige indsigt er ny, den begyndte for alvor med Galilei og Newton og nåede en foreløbig kulmination med Einsteins relativitetsteori og de efterfølgende astrofysiske iagttagelser og slutninger. Men myten, den oprindelige fortælling om Gud som den lyse, varme og beboelige menneskeverdens skaber er langt ældre, nemlig omkring 5000 tusind år gamle, og dengang anede man absolut intet om naturvidenskaben. Man skelnede overhovedet ikke mellem den subjektive eksistentielle erkendelse og den objektive videnskabelige erkendelse.



Det totalt misforståede i spørgsmålet om hvordan Gud kan tillade en så omfattende naturkatastrofe som den der skete den 26. december 2004 er en uhyggeligt gammel sag, for det var også centralt ved det jordskælv der på selve allehelgensdag den l. november 1755 ramte Lissabon, og som ifølge Encyklopædien satte skel i historien, fordi den blev en mental begivenhed der rystede samtidens Europa. Salmedigteren H.A. Brorson skrev et klagedigt over 'Lissabons ynkelige Undergang', hvori han skrev at jordskælvet var Guds straffedom over en syndig slægt. Voltaire skrev også et digt om katastrofen, men her hed det at Gud nu engang har skabt verden som den er - og det skal der ikke lægges mere i end som så.

Bortset fra at Voltaire har uret i at Gud skulle have skabt den fysiske verden som den er - det kan ingen nemlig vide noget om - så har han ret i, at vi må tage den som den er. Hvad der sker af ulykker fra naturens side er ikke Guds eller naturens straf for nogetsomhelst, men tilfældighed, der rammer i flæng, dvs rammer både uskyldige og skyldige mennesker, både gode og onde.

Dommedagsforestillingen har også været inde i billedet, bl.a. i Deadline 30.12. Men igen må det siges klart, at naturkatastrofer intet har med dommedag at gøre, for begrebet dommedag peger ligesom begrebet syndflod på en guddommelig reaktion på menneskets fejl eller synd. Og sådanne opfattelser stammer netop fra en tid hvor man ikke skelnede mellem fakta og moral, men troede at umoralske handlinger, ja endog onde tanker, kunne forårsage ulykker.

I dag er de fleste af os klogere. Men stadigvæk må det konstateres, at sekulariseringen halter betydeligt bagefter. Det kniber med at holde kendsgerninger og moral ude fra hinanden. Og det kniber gevaldigt med at forstå at spørgsmålet om meningen med livet slet ikke kan besvares af videnskaben.



Når mange har svært ved at se sådan på sagerne, hænger det sammen med selve menneskets psykiske indretning, nærmere betegnet den kendsgerning at psyken har to diametralt forskellige måder at fungere på, nemlig de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser.

Kort fortalt så fortæller primærprocesserne dig bl.a., at alt i tilværelsen har en mening, og at der intet ondt sker som ikke også har en mening, nemlig som straf for noget du har gjort. Så totalt absurd det end lyder, så er det meget almindeligt, at det barn der mister en forældre tror at det er dets egen skyld, også selvom det objektivt set er en sygdom eller ulykke barnet overhovedet ingen indflydelse har haft på.

Disse primærprocesser ophører ikke fordi sekundærprocesser og deres realitetsbetonede og nøgterne bedømmelse af begivenhederne og situationerne udvikles støt og roligt livet igennem. Primærprocesser lever deres liv ved siden af eller under sekundærprocesserne - og de styrer i vid udstrækning alle de ubevidste forestillinger som dukker op i kølvandet på fx traumatiske begivenheder.

De mennesker der mister deres nærmeste ved en naturkatastrofe som den nye forleden eller ved brutale menneskelige handlinger som mord, massemord, udryddelse i gaskamre og lign. de vil ikke kunne finde nogen mening i det - og vælger derfor ofte at drage den slutning, at når sådanne begivenheder overhovedet kan ske så er der ingen mening overhovedet og følgelig heller ingen Gud.

Men det er en forhastet slutning, og det vil mennesker der forstår forskellen mellem primær- og sekundærprocesserne begribe, og derfor vil de heller ikke være fristede til at give op eller hengive sig til fatalisme. Det kan være umådeligt svært at få livsmodet tilbage og efterhånden finde livsmelodien igen, men selve livsviljen er utroligt stærk. Den arbejder i det skjulte på at overvinde de psykiske hindringer der måtte komme.



En af dem er naturligvis selve choket eller traumet og de mareridt der vil ledsage det. En anden er den skam og skyldfølelse der fuldstændigt irrationelt kan falde over det menneske der har været ude af stand til at redde sine nærmeste eller blot fastholde kontakten med dem midt i ulykken. Det er en dybt besynderlig ejendommelighed ved den menneskelige psyke, at mennesker kan overvældes af følelser af denne art, selvom der objektivt set absolut ingen grunde er til det.

Det viser måske bedre end nogensomhelst andet noget centralt om dybderne i den menneskelige psyke, den er irrationel i sin inderste, oprindelige kerne, primærprocesserne.

Når det forholder sig sådan er det godt, at der er kyndig psykologisk eller sjælesørgerisk hjælp til rådighed. Mange har i første omgang behov for bare at kunne fortælle om hvad de har oplevet og blive lyttet til. Mange vil efterfølgende have behov for mere systematisk bearbejdning. Og endelig vil mange føle dyb trang til at få det hele sat ind i en større eksistentiel ramme.



Det er derfor besynderligt at høre psykologiprofessor Peter Elsass i Deadline den 30.12. give udtryk for at man ikke skal overvurdere betydningen af samtale. For ét er at der kan ligge en fare i at tale sig fra problemerne ved så at sige at gøre oplevelserne til endeløst fortællestof. Noget andet er, at hvor de ramte personer ikke kan slippe oplevelsernes indvirkning på livskvaliteten, så er det nødvendigt med samtale og rådgivning.

Men det er også besynderligt i samme udsendelse at høre den ellers fornuftige sognepræst Johannes H. Christensen fra Skovshoved sige, at han ikke havde taget stilling til om han ville berøre emnet i sin nytårsprædiken, således som biskopperne har opfordret alle præster til.

For hans hovedsynspunkt er skam fornuftigt nok, nemlig det samme som fremføres i denne artikel, at naturkatastrofer ikke er nogen straf over mennesket for nogetsomhelst eller fra nogensomhelst, men en speciel begivenhed der rammer helt tilfældige mennesker helt tilfældige steder på helt tilfældig tid. Men det ændrer ikke ved det forhold, at mange for det første har behov for at høre det, eftersom det ikke er alment accepteret viden, og for det andet har behov for at høre, hvad de da stiller op med katastrofen for at komme videre.

Det er jo for let bare at sige, at tiden læger alle sår, for det er ganske vist rigtigt i den forstand, at livsviljen som tidligere nævnt i de fleste tilfælde er så forbløffende stærk at den lidt efter lidt vil sætte sig stadigt stærkere igennem og efterhånden få overtaget over de mere pessimistiske eller depressive og livstruende følelser. Men betingelsen er at tankerne ikke bliver ved at kredse om mareridtet i det uendelige uden at kunne komme videre. Tankerne vil i mange tilfælde kræve sit, dvs eksistentielle overvejelser i stedet for overfladiske betragtninger eller decideret fortrængning.



En naturkatastrofe af den art der var tale om anden juledag kan kun bekræfte, at mennesket trods sin kolossale magt over naturen gennem sin teknologiske formåen ikke er eller nogensinde bliver herre over naturen.

Katastrofen kan desuden belyse det faktum, at mennesket trods sin enorme viden og sit høje oplysningsniveau heller ikke er eller nogensinde bliver herre over tilværelsen. Tilfældigheden spiller fortsat en meget større rolle i de fleste menneskers liv end de vil være ved som velfungerende, målrettede og planlæggende individer med check på hver eneste dag i kalenderen.

Katastrofer, ulykker, tab, sygdom og død rammer i flæng, irrationelt og uretfærdigt. Sådan er livet simpelthen.

Tragedien generelt er egentligt slet ikke disse ulykker, tab, sygdomme og livsafslutninger som sådanne, men det forhold, den lov, at vi langt fra altid får vores vilje eller vore ønskers opfyldelse. Det tragiske således forstået kommer med en græsk tænkers udtryk over os ligesom sorgen, dvs mod vores vilje. Og den vil efterlade sine uslettelige spor i sindet.

Endelig bekræfter katastrofer og tragedier, at vi altid kun har livet til låns. Vi kender hverken tidspunktet for hvornår vi skal herfra eller hvordan. Og døden indhenter os vel at mærke ganske uanset om vi har haft et godt eller dårligt liv, har levet anstændigt eller ej, har gjort gode gerninger eller ej.

Det er og bliver igen en mærkværdighed ved den menneskelige tilværelse, at vi til forskel fra dyrene kan bygge vores tilværelse op gennem mange mange år med dygtighed, snilde og planlægning og største energi og udholdenhed. Og alligevel på et vist tidspunkt skal slippe det hele. Uretfærdigt, meningsløst, spildt, irrationelt, kan man sige. Men sådan er livet bare. Alt hvad 'jeget' er blevet til og har bygget op gennem selv et langt og godt liv vil til sidst blive afbrudt og opløst.

Men under sådanne vilkår er der i hvert fald to ting der synes essentielt for eksistensen. Det ene er at livet aldrig kan lykkes, hvis det enkelte menneske ikke tør satse nogetsomhelst på foretagendet, herunder først og fremmest kærlige følelser for andre mennesker. Det andet er, at den etiske lov om indre konsistens altid vil kræve overvægt af det gode i livet.

Også det menneske der har lidt tab af sine nærmeste og gået igennem uhyggelige traumatiske oplevelser vil være nødsaget til at begynde at bygge op påny og investere varme og kærlige følelser i sine nærmeste omgivelser.



Naturkatastrofen anden juledag kan på grund af sit omfang og sin nære berøring med vore egne forhold i Skandinavien meget vel gå hen at få eftervirkninger i vores opfattelse af livet og tilværelsen. De vil i så fald falde ind under den nødvendige revidering af oplysningstanken og sekulariseringsopfattelsen.

Og det kan kun hilses velkomment.



På denne plads skulle som sagt egentlig have stået en normal status over året der gik, men den er udskudt et par dage og vil følge i det nye år.

Det vil også en omtale af statsministerens nytårstale.

Hermed ønskes alle Jernesalts læsere et godt nytår!

Jan Jernewicz



Tilføjelse den 2. januar 2005:

Da det ovenfor blev nævnt at der om nogle dage ville følge en omtale af statsministerens nytårstale, skal det for en ordens skyld tilføjes, at denne nærmere omtale naturligvis udgår, da statsministerens tale helt ekstraordinært ikke blev nogen politisk tilkendegivelse, men udelukkende drejede sig om naturkatastrofen.

Dog skal udtrykkeligt fastslås, at ændringen var det eneste rigtige statsministeren kunne gøre i situationen. Naturkatastrofen dominerer fuldstændigt vore tanker i disse dage, og det ville derfor have været forkert af statsministeren at prøve at aflede vores opmærksomhed med politiske overvejelser. Dem bliver der tid nok til senere.

Talen var i alle henseender en statsmand værdig, og den er da også blevet anerkendt som sådan fra alle sider.

Jernesalts bebudede status over året der gik følger en af dagene i den kommende uge.

Jan Jernewicz



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal