Opdateret d. 8.4.2011 JERNESALT - dataset utils write html utils prefix clean
 
     
         
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils prefix normal JERNESALT - Mytologi01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.7.02.


Myte, ord og billede

Myte og ord
Syndefaldet og uddrivelsen af Edens have
Billedet
Henvisninger



Myte og ord

Når det vi eksistentielt lever på - jf
artikel - er billeder i vort indre, så turde det være indlysende, at myter i deres karakter af metaforisk tale ikke kan fjernes fra menneskets bevidsthed uden, at den plads hvor eksistensens grundspørgsmål stilles kommer til at stå tom. For disse spørgsmål stilles i et møde mellem de to slags psykiske grundprocesser, og den ene af slagsen, de primære grundprocesser, foregår på før-sprogligt, altså overvejende billedligt plan (jf artikel).

Billedet er før sproget; og billedet har den store fordel fremfor sproget eller den sproglige fremstilling, at det er langt mere åbent for fortolkning samtidig med, at det kan være langt mere intenst.

Dette gælder hvad enten billedet bliver stående i det indre som billede, eller det manifesterer sig i det ydre som billedværk (kunstværk, ikon, illustration, skitse, fotografi, film, skærmbillede eller andet) og dermed får en selvstændig eksistens.

Men det gælder også hvor billedet som metafor indgår i digtet, fortællingen og myten, dvs i en sproglig fremstilling. Her er det blot afgørende, at billedet som metafor ikke kan oversættes til ikke-metaforisk sprog uden at meningen går fløjten. Dette betyder ikke, at man er udelukket fra at analysere metaforen, digtet eller myten, med det rationelle sprog, men at en sådan analyse aldrig kan dække endsige erstatte metaforen.

Det er eksempelvis muligt at analysere en Storm P.-flue som den, hvor en mand står foran en butik og siger: "Det er meget godt med en ny verdensorden, men jeg trænger nu mere til et par nye sokker." - Analysen vil kunne påpege, at det morsomme ligger i den principielle inkommensurabilitet mellem en ny verdensorden og et par sokker. Den ræsonnerende person afslører sin bedsteborgerlige eller provinsielle tankegang ved at røbe, at det er et par sokker han trænger til her og nu på det jævne praktiske plan han befinder sig på. En ny verdensorden kan i og for sig være meget godt - men er ikke hans sag. Den er tværtimod en drøm eller vision på det store ideale plan, som han overlader andre. Analysen bliver altså lang og ordrig, mens fluen i Storm P.'s tegnede udgave med ganske få ord og streger får os til at le umiddelbart. Det er slet ikke nødvendigt at gå vejen omkring en analyse for at få fat på pointen. Analysen vil tværtimod være at betragte som en unødig omvej, ja en uting.

Men mennesket var ikke menneske og slet ikke et kulturvæsen, hvis ikke det var forsynet med en aktiv bevidsthed der giver sig til i en eller anden forstand at analysere eller reflektere, dvs sætte ord og begreber på sine oplevelser, fornemmelser, følelser og tanker. Det er tilladt at være provinsiel og nøjes med at tænke på dagen og vejen, det er endda let at forstå at nogen nøjes med dette, men det store perspektiv er ikke destomindre givet med bevidstheden og transcendensens basale mulighed. Og det er først når denne dimension kommer med i totalbilledet, at mennesket med rette kan siges at være et helt menneske.

Den græske Prometheus-myte fortæller, hvordan titanen Prometheus (‘den forudseende') stjal ilden fra guderne for at hjælpe menneskene, efter at Zeus havde berøvet dem den livsnødvendige ild. Til straf blev han lænket til klippen, hvor Zeus' ørn hver dag hakkede hans lever ud, idet den voksede ud igen om natten. Til sidst blev Prometheus dog befriet af Herakles og gjorde nu direkte oprør mod Zeus. Ilden er symbolet på både lys og varme og dermed på forudsætningen for kulturen.

Myten fortæller også om, hvordan broderen Epimetheus (den der tænker bagefter, altså den dumme eller Hr. Flovmand) trods Prometheus' advarsler giftede sig med Pandora der ejede æsken der indeholdt alverdens ulykker. Epimetheus påførte således menneskene kønsdrift, ægteskab og forsørgerpligt - og åbnede Pandoras æske, så alle ulykker og sorger kunne komme ud og forpeste tilværelsen for mennesket.

Denne myte har spillet en stor rolle i europæisk digtning og kunst. Aischylos skrev en tragedietrilogi på den (Prometheus i lænker, Prometheus befriet og Ildhenteren Prometheus). Peter P. Rohde kaldte tredje bind af sin store græske kulturhistorie for ‘Prometheus', fordi denne skikkelse var den helt der bragte kulturen til menneskene. Prometheus-skikkelsen stod for Rohde som symbolet på overgangen fra det endnu relativt primitive arkaiske samfund til den fuldmodne klassiske tid efter det femte årh. f.v.t.

Prometheus blev specielt af romantikerne opfattet som oprører og frihedshelt. Goethe og Shelley har behandlet emnet. Og for det revolutionære proletariat, der rettelig bør ses som efterkommere af romantikerne, er den græske titan ifølge Otto Gelsted kommet til at stå som et sindbillede på den sociale kamp mod undertrykkelse og voldsherredømme.

Oskar Kokoschka er en af de mange kunstnere der har været inspireret af myten, som det ses af tre værker fra Prometheus-serie fra 1950 i London.

Og Klaus Rifbjerg har i sin digtsamling ‘Mytologi' fra 1970 sat et respektløst og samtidigt dybt personligt digt om Prometheus som indledning.

Men den bibelske myte om 'syndefaldet' står alligevel nok stærkere i den europæiske bevidsthed, fordi den fortæller selve den urbegivenhed i menneskehedens historie som satte skel mellem ansvarsfrihed og ansvarlighed og gør det ved at analogisere denne begivenhed med den skelsættende begivenhed der sker for ethvert menneskeligt individ når det i puberteten mister sin barnlige uskyld, naivitet og ansvarsfrihed.



Syndefaldet og uddrivelsen af Edens have
(efter 1931-oversættelsen)

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?«. Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?" Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«

Da sagde Gud Herren til slangen:

»Fordi du har gjort dette,
skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr.
På din bug skal du krybe,
og støv skal du æde, alle dine dage.
Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes:
Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen.«

Til kvinden sagde han:

»Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt,
i smerte skal du føde børn.
Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.«

Til Adam sagde han:

»Fordi du lyttede til din kvinde
og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af,
skal agerjorden være forbandet for din skyld;
med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage.
Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig,
og du skal leve af markens planter.
I dit ansigts sved skal du spise dit brød,
indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget.
Ja, jord er du, og til jord skal du blive.«

Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

* * * * *

Syndefalds-myten er så mangetydig, men alligevel fængslende, at det ikke er underligt at den i europæisk kunsthistorie har givet anledning til den ene fortolkning efter den anden, lige fra decideret kirkelig kunst og bibelillustration til fri kunstnerisk fortolkning - med æblet som symbol på livskraft, men også fristelse, synd, død og umætteligt videbegær.



Bjørn Nørgaard placerer i sin gobelin ‘Nutid' dronning Margrethe og prins Henrik på hver sin side af Kundskabens træ - med klar allusion til ‘Vikingetiden's Yggdragsil eller ‘Livets træ', hvor dronning Margrethe er indsat som ‘hul i tiden' eller kig ind i en anden tidsalder. En slange vikler sig om en gren og hvisker dronningen noget i øret - og hun rækker prinsen et æble med hvad deraf fulgte. En genial sammenkobling af universel mytisk stof med konkrete historiske, endda kongelige personer og deres skæbne (jf
Bjørn Nørgaards gobeliner)

Computerfirmaet Apple's logo er et regnbuefarvet æble, der er taget en bid af: At benytte en computer - for slet ikke at tale om at bruge internettet - er også at spise af kundskabens træ og begive sig ind i et felt, hvor uskyldigheden må lades definitivt tilbage.

Ser man bort fra al kristen teologis forsøg på at koble den gamle jødiske syndefaldsmyte på en langt senere tids postulat om en ‘arvesynd', må myten forstås som grundfortællingen om kulturens oprindelse. Ved selve det at blive sig bevidst om tingene, om liv og død, kønsdrift, børneavl og børneomsorg, arbejde og dyrkelse af jorden, forlader mennesket for stedse sorgløshedens og ansvarsfrihedens verden, hvor dets ophav tager sig af det og sørger for alle dets fornødenheder. Dermed begynder kulturhistorien for menneskehedens vedkommende og den personlige udvikling for individets vedkommende. Dette er i begge tilfælde yderst positivt, medmindre man synes jorden er en jammerdal og det jordiske liv kun et pensum der skal arbejdes af, som Schopenhauer mente.

At forlade sorgløshedens og ansvarsfrihedens verden er nøjagtigt hvad der også sker i hvert enkelt menneske i puberteten, når det bliver sig bevidst at dets forældre ikke er almægtige, evigt unge og fuldkomne guder, men mennesker af kød og blod med fejl og aldring, følelser og lidenskaber, og ovenikøbet mennesker der kan blive syge og dø, og under alle omstændigheder skal dø engang.

I puberteten bliver den unge mand eller kvinde også bevidst om at han eller hun er et kønsvæsen der adskiller sig på vigtige punkter fra det andet køn, og på en og samme gang frastødes og tiltrækkes af det.

Endelig går det også på et eller andet tidspunkt op for pubertetsmennesket, at det ikke for tid og evighed kan forvente at blive forsørget, men på et eller andet tidspunkt må lære at klare sig selv og altså skaffe sig en passende uddannelse og et passende erhverv.



På alle tre felter gælder, at vejen tilbage er definitivt spærret. Nok er der ikke ligefrem sat keruber op med flammesværd til at forhindre en flugt tilbage til trygheden og uskylden. Der er tværtimod i nyere tid skabt en mærkelig slags ingenmandsland på ofte ti år eller mere, hvor den unge må leve en dobbelttilværelse: på den ene side endnu være delvist forsørget og beskyttet af forældre eller samfund (fx i form af SU eller andet); på den anden side være udsat for den voksne verdens mangfoldige fristelser som forbrugsgoder, sex, øl, spiritus, stoffer, fest og musik.

Principielt har de unge ansvaret for deres liv og eksperimenter fra bevidsthedens opdukken. Men i realiteten kan de ikke leve op til ansvaret, fordi de i overordentlig mange tilfælde slet ikke er udviklede nok til det, de er ikke fuldt kompetente. Og resultatet er for det første, at de svageste lokkes ind i eksperimenter hvis konsekvenser de slet ikke kan overskue, men som kan koste dem dyrt fx i retning af afhængighed af stofmisbrug, der bremser eller forhindrer deres normale videreudvikling, og for det andet at de i meget større tal end forældre og pædagoger rigtigt vil være ved udsættes for et psykisk pres de i virkeligheden føler som en kæmpe belastning. Almindelig usikkerhed er det normale, der blot kamufleres af den selvsikkerhed som de unge lærer i medierne og gennem tøjmode og drikkevaner og overlegen adfærd. Men sygdom i form af anorexi og bulemi er ikke sjælden og selvmordstanker og -forsøg heller ikke.

Samfundsudviklingen har gjort, at de unge i dag ikke får lov at være uskyldige børn længe nok, men lokkes eller tvinges ind i et ‘syndefald' der i grunden er langt værre end det de 14-årige blev udsat for i gamle dage, da de blev sendt ‘ud at tjene'hos fremmede.

‘Syndefaldet' er altså i moderne tid ikke blot oprindelsen til kulturen, arbejdslivet, kønslivet, familielivet og samfundslivet - det ville ubetinget kunne ses som et gode - men også for de unge mennesker oprindelsen til en dyb eksistentiel krise og nød som de kun undtagelsesvist har modenhed til at klare. Transcendensen som sådan er ikke til at komme udenom. Alt afhænger af, hvordan den enkelte tackler den. Forældre og pædagoger kan støtte de unge så godt de kan og så længe samfundet tillader det, men i sidste ende aldrig tage ansvaret fra dem.

Problemet er blot, at man fra de fleste voksnes og fra det officielle samfunds side synes at presse på med hensyn til overtagelse af det borgerlige ansvar, og at dette synes i stigende grad at stå i diametral modsætning til hvad man kunne kalde et kreativt ansvar. Der har aldrig været så stor afstand mellem de unges drømme og samfundets krav til dem om tilpasning som den der eksisterer i vore dage. Det må nødvendigvis give problemer.

Så meget desto vigtigere er det for såvel de unge selv som for deres forældre og pårørende at forstå eksistensens og kreativitetens væsen og dybeste indre forpligtelse. Dette indebærer bl.a. at forstå forskellen mellem sproget som rationelt redskab på sekundærprocessernes plan og det før-sproglige - først og fremmest billederne - som irrationelle impulser og inspirationer eller ligefrem visioner på primærprocessernes plan.



Billedet

Billedet kan som nævnt have sin virkelighedskarakter i kraft af en ydre manifestation som værk. Det kan i denne forstand endog gå hen at få en markedsværdi, blive handelsvare og samlerobjekt. Men det er ikke noget kunstnere bryder sig om. Picasso mente ligefrem at sømmet var ødelæggende for kunsten. Når kunstværket var færdigt og blev hængt op på væggen, så forandrede det sig fra at være en del af en kreativ proces til at være et færdigt og selvstændigt produkt, en vare. Og som Heinrich Füssli engang formulerede det, så kan man historisk set skelne mellem en religiøs slægt, for hvem kunsten frembringer relikvier, en militær slægt, for hvem den frembringer trofæer og en kommerciel slægt for hvem kunsten netop er en vare.

Det kan der være meget rigtigt i, men det afgørende turde trods alt være, at kunsten kan være noget helt fjerde eller femte, nemlig noget der kan give dyb genklang i sjælene, fordi det rører ved noget i os som ligger meget dybere end objektive ting som relikvier, trofæer og handelsvarer, ting som først og fremmest tjener til afstivning af status og stolthed. Kunsten kan røre ved noget i os, som ligger hinsides denne stolthed og statussymbolik, og som på en og samme gang bringer os i kontakt med vores væsenskerne og gør os åbne for modtagelighed og forvandling. Dette indebærer igen, at vi sættes uden for kontrol af myndigheder og autoriteter, ikke blot i politisk forstand, men også i religiøs og filosofisk forstand.

Det er tankevækkende, at filosofi lige siden sin begyndelse har været billedkritisk, ja at kulturhistorien er blevet opfattet groft som en overgang fra mythos til logos, fra det billedbårne og ritualbundne mytiske samfund, hvor ordet ikke var analytisk men skabende, til et rationelt samfund, der beror på logik og abstrakte begreber. Peter P. Rohde taler i sin græske kulturhistorie om, at myten hører hjemme i de samfundsdannende kræfters ungdomstid og kulminerer i Den store Moders tid, hvor en årligt tilbagevendende kultisk handling fornyede samfundet på magisk vis. Da samfundene var blevet mere nuancerede og livet havde delt sig op i professioner og anskuelser for at møde livsfornødenhedernes mangfoldighed kunne myten ikke fortsætte i gammel forstand. Følelsen af at leve i et helligt rum og en hellig tid kunne ikke opretholdes over for den barske virkeligheds udfordringer, som Rohde formulerer det.

Men hvordan det nu end hænger sammen - det er der nemlig af gode grunde ikke enighed om - så gælder, at filosofien gjorde hvad den kunne for at distancere sig fra billedtænkningen. Platons idealisme var et forsøg på at finde den sande virkelighed i noget ikke-anskueligt bag alle sansebilleder og efterligninger af sådanne. Nietzsche talte om filosofiens sandheder som nedslidt billedsprog.

Berkeley opfattede dog ideer som billeder og brugte det som argument mod John Lockes begreb om ‘abstrakte almene ideer'. Når ideer er billeder, sagde Berkely, er de partikulære og ikke almene. I og for sig en interessant argumentation, da Berkely dermed viser, at han åbenbart ikke kan se nogen forskel mellem et konkret og et universelt billede. Nissen er trods alle anstrengelser flyttet med. Kun Kant opgav at afskaffe billedet, da han indså, at den menneskelige tanke nu engang har sine ‘kategorier', som den ikke kan sætte sig ud over. Til gengæld hang han fast i et dualistisk tankesæt. Komplementaritetssynspunktet nåede han ikke til.

Wittgenstein kom i klemme med sin teori om sproget som et billede af virkeligheden, men han forlod den senere selv, og i 1979 kunne amerikaneren Richard Rorty, oprindeligt logisk positivist, direkte torpedere filosofiens forsøg på at levere et spejlbillede af naturen. Det betød til gengæld at han afskrev filosofiens mulighed for overhovedet at give en korrekt beskrivelse af verden - og henviste til litteraturens identitetsskabende fortællinger! Det er da i det mindste ærlig snak, men også en bekræftelse på, at videnskab og eksistens er og bliver to ting.

Videnskaben tilstræber størst muligt objektivitet ved at løsrive forskningen fra alle bindinger til religiøse, politiske, æstetiske eller kommercielle interesser. Løsrive sig fra enhver følelse kan den ikke, for det ville indebære at den skulle fjerne sig fra ethvert engagement, og det ville være dens undergang. Men de følelser der indgår i den er de stabile, men svage ‘føle-tanke-toner' der karakteriserer de psykiske sekundærprocesser.

Eksistensen er derimod i sidste ende hængt op på de ustabile, men stærke, undertiden intense føle-tanke-toner der kendetegner primærprocesserne. Eksistensen bliver derfor altid en subjektiv sag, en stærkt personlig sag, der står og falder med om livshåbet og livsmodet kan opretholdes gennem alle tilskikkelser. Den objektive, for alle gældende sandhed er ikke tilstrækkelig til at holde håb og livsmod oppe. Det er subjektiviteten der er sandheden. Filosofien kan som fortællingen eller myten aldrig afgive de indre billeder der kan være en stadig kilde for den psykiske energi, men det forhindrer dog ikke, at den kan redegøre nøgternt for disse billeder og deres funktion. Når visse filosoffer og videnskabsmænd afviser at beskæftige med disse ting, kunne det ligge i, at de ikke er sig deres egne motivationer bevidste, og derfor ikke tør redegøre for den subjektive sandhed der også i deres tilfælde er basis for det videnskabelige engagement. Hæve sig over eksistensen er der ingen der kan. At tro at man gør det er en stor livsløgn.

I naturvidenskaben synes spørgsmålet om billedets betydning tilsyneladende afklaret - takket være matematikken. Den matematiske generalisation sætter med Witt-Hansens udtryk videnskaben definitivt ud over anskuelighedens rammer. Det afspejles for eksempel i diskussionen om billedforbudet i den teoretiske fysik. Billeder kan til nød bruges i pædagogisk eller didaktisk øjemed, men er og bliver en nødløsning. I den sidste ende kan naturvidenskaben kun formulere sine lovmæssigheder ved hjælp af eksakt matematik. Hawkings teorier om hvad der gik forud for The Big Bang opererer således med ‘imaginær tid', der er matematisk mulig, men ikke kan sige vore sanser noget som helst, jf.
Hawkings univers. Om den slags så overhovedet holder, er et andet spørgsmål. Allerede Tobias Dantzig gjorde opmærksom på, at selv talordene aldrig kan komme ud af sin dobbelthed: både at være abstrakte, almene symboler og at være repræsentationer for konkrete ting. Heisenberg opgav heller aldrig dobbeltheden i sproget. Jf artiklen om Niels Bohrs filosofi.

En afart af det videnskabelige forbehold over for billedet sås i 1930'erne, da filmen blev afvist som kunstart med den begrundelse at den ligesom radioen var en fornægtelse af det man hidtil havde kaldt kultur, nemlig en fornægtelse af al systematisk reflekteren. Det skete i George Duhamels ‘Forsvar for bogen'; dansk udgave 1939. Men som påpeget af Ebbe Neergaard i anmeldelsen af bogen, så begik Duhamel den fejl at udelukke, at man kan reflektere over noget der i tiden forløber så hurtigt, at refleksionen stort set må vente til efter oplevelsen. Man kan ikke ved at se en film eller et teaterstykke eller ved at høre en koncert give sig til at overveje hvad man ser og hører på nøjagtigt samme måde som når man læser en bog, og når som helst kan afbryde læsningen for at tænke efter, slå tilbage eller konferere med anden tekst. Hvis man prøver noget lignende, når man ser en film, vil man uvægerligt gå glip af mange scener.

Duhamel fik i 1961 en efterfølger i Danmark, nemlig teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, der i bogen 'Kunst og etik' angreb filmkunsten som overfladisk underholdning. Dommen var baseret på gennemsyn af ti tilfældige film som fx "En prinsesse holder fridag" og blev blot endnu et grelt eksempel på, hvor langt en teoretiker kan komme ud, når en elementær sans for kunst og kunstoplevelse mangler.

Duhamels og Løgstrups argument genfindes iøvrigt i den meste afstandtagen fra fjernsyn og internet. Uhyre mange intellektuelle holder fast ved bogen som den primære dannelseskilde. Naturligvis af den gode grund, at det er vanskeligt om ikke umuligt at fastholde og kontrollere en tankegangs og en teoris holdbarhed og konsistens uden et systematisk skriftligt arbejde. Problemet er blot, at hele dette kulturarbejde ligger på det rationelle plan, mens såvel kunsten som kulturen som helhed i sin grund er ikke-rationel. Den rendyrkede intellektualisme fornægter dybest set kreativiteten, sansningen og åbenheden.

Tegneserieforfatteren (til Politikens ‘Egoland') og den klassiske filolog, Ivar Gjørup, har i en morsom kronik om ‘Suttetræet' været inde på, hvordan skriften har ændret samfundsudviklingen. Da skrivekunsten kom til, ændredes tidsopfattelsen og dermed historien. Slægtssamfundet blev afløst af Embedssamfundet. Det 'fødte menneske', der var født ind i en slægt og tænkte tiden som alder, blev afløst af det 'kunstige menneske', skriveren og læseren, der opfattede tiden lineært. Og da yderligere bogtrykkunsten kom til, blev læsningen en massebevægelse. Klosterlærdommen blev afskaffet og videnskaben sat i stedet. Gud er stadig stor, men videnskaben større. Verden er ikke længere genkendelig, den må læres udenad. Bøgerne ender med at udgøre deres egen verden, med ærefulde forbund og giftermål og magtkampe som i slægtssamfundet. De blodigste kampe mellem videnskabsmændene udkæmpes i fodnoterne (det samme gjaldt i dansk udenrigspolitik i 80'erne!).

Håndskriften skabte ifølge Gjørup bystaten. Bogtrykket nationalstaten. - Og computeren og internettet.... en ny verdensorden, virusangreb eller hvad? Det vil tiden vise. Men det fødte menneske er i hvert fald fortid - og hovedpine er fremtiden! Sutterne har vi nemlig hængt op i ‘suttetræet' som bevis på, at vi nu kan selv. Omend vi alle er blevet endnu mere 'kunstige'.

Måske skulle vi erstatte ordet' hovedpine' med ‘udfordring', ‘valg', ‘frihed' eller - ‘ansvar'. I den henseende er der nemlig ikke noget nyt under solen for den menneskeart der har spist af kundskabens træ. Gjørup har da også i en radiointerview sagt, at han sommetider har på fornemmelsen at ‘syndefaldet' ligger i selve nedskrivningen af 1. mosebog! Hovedpinen kommer med andre ord af at vi overhovedet indlader os på at reflektere dybere over tingene på basis af det nedskrevne.

Med hensyn til forholdet mellem ord og billede har denne udmærkede tegneserieforfatter, der også har skrevet libretto til en opera om ‘Undermålerne' (et ord der både betyder små mennesker og folk der måler undere eller mirakler), sagt, at ordet og billedet danner et spændingsfelt - og så springer gnisten.

Og dét er naturligvis farligt. Specielt hvad angår de religiøse billeder, for her er der tale om, at billedet kan skabe usikkerhed om den religiøse sandheds entydighed, således som den søges fastholdt i dogmerne. Formuleringerne af dogmerne kan man slås bravt om. Det har man gjort både i kirken og i de politiske, æstetiske eller videnskabelige ismer. Men det er trods alt lettere at præcisere en bestemt fortolkning ved hjælp af ord end ved hjælp af billeder. Det har mange kættere gennem tiderne måttet sande.

Eller farligheden kan ligge direkte i overtrædelsen af forbudet mod overhovedet at lave billeder af det hellige og uanskuelige. Allerede Mosebøgerne fastsætter forbudet mod at lave billeder af Gud, for disse billeder kan gå hen i en vis forstand at leve deres eget liv og derved blive genstand for dyrkelse, således at den ægte gudsdyrkelse erstattes med den uægte, afgudsdyrkelsen. Der er fortsat i jødedom og islam strengt forbud mod at lave billeder af gud (hhv. Jahve og Allah), men i kristendommen skelnes mellem billedet som ikon og billedet som idol.

Et ikon repræsenterer en højere virkelighed, men har ikke i sig selv nogen hellig status. Den kan æres, men ikke dyrkes. Og æret bliver den efter alle kunstens regler i den ortodokse kirke med dens ikonostaser. Ikonmaleriet er ikke en ren æstetisk proces, men altid også en religiøs proces. Ikonbetragtningen er heller ikke en æstetisk sag, men en religiøs. Den skal ikke lede hen til en æstetisk oplevelse, men ind til Gud. Den troende kysser ikonet i ren hengivenhed.

Et idol er derimod oprindeligt det hellige som billede, fx. deciderede gudebilleder som de kendes i den buddhistiske religion. Men det er siden også blevet betegnelse for ‘sindets idoler' eller netop afgudsbilleder, det Francis Bacon kaldte vrangbilleder fordi de efter hans mening spærrede for sand erkendelse. I nyere tid er idol yderligere blevet devalueret så det også betegner personer der er i stand til at forløse dybe længsler og behov hos deres beundrere, altså det der i psykoanalytisk sprogbrug kaldes ‘overføringsobjekter'. Det er ikke mindst pop- og filmstjerner der får denne rang.

Når billedforbud ikke hjælper stort over for det opbud af billedsprog der findes, så skyldes det ikke ineffektivitet hos diktatorernes eller præstestyrets meningspoliti, men den simple kendsgerning, at indre billeder ikke er konstruktioner af den menneskelige hjerne, bortset fra hvor de fungerer som bevidste visualiseringer eller efterligninger. De dybeste indre billeder kommer fra det ubevidste eller underbevidste, som ikke kontrolleres af den rationelle tanke. Og de fungerer ikke blot som kilde til angst og mareridt, men i langt højere grad som kilde til inspiration for praktisk alt hvad menneskene har med at gøre i konstruktiv henseende, dvs kunst, religion, videnskab, humor, kærlighedsliv, social omgang og samfundsliv.

Det er en myte af allerværste slags, at samfundsudviklingen skulle have bevæget sig fra mythos til logos, selvom vi ikke kan komme uden om, at rationaliteten - bl.a. via videnskaben og teknologien - er kommet til at spille en stigende rolle for udviklingen. Den har endog i perioder haft en katastrofal dominans i udviklingen, fordi magthaverne, de politiske såvel som de religiøse, ofte har haft en ulykkelig tendens til at ville kontrollere alt og alle og derfor har gjort ihærdige forsøg på at skabe totalitære samfund.

Men som historien har vist, så ender sådanne forsøg altid galt, simpelthen fordi ensrettede samfund systematisk dræber den evne til fornyelse som er forudsætningen for fortsat udvikling. Rationaliteten kan i bedste fald tilføje en gavnlig teknologi, et godt overblik og en sund selvkritisk sans. Men de er altsammen intet værd uden den kreative evne.

Der er med andre ord aldrig tale om et enten eller: enten rationalitet eller irrationalitet, men om en komplementaritet mellem mythos og logos, et dynamisk spændingsfelt mellem billede og ord, der kan etableres på såvel individuelt som kollektivt plan, og som i begge tilfælde skaber den forvandling og udvikling der er det sande tegn på menneskelig eksistens og værdighed.

Ja, det helt essentielle i spørgsmålet om mytens væsen er faktisk, at der overhovedet ikke kan ske forvandling eller udvikling i det enkelte individ eller i samfundet uden at et universelt billede eller en arketypisk forestilling afgiver energi til den.

Jan Jernewicz



Henvisninger

Læs også artiklen  
Mytologi



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   Printversion  


utils postfix clean
utils postfix normal