Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - monarkiet4

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.1.12.


Er monarkiet overflødigt?

I forbindelse med dronning Margrethes 40-års regentjubilæum og al den omtale og opmærksomhed jubilæet kaster af sig i alle medier i disse dage er det uundgåeligt at spørgsmålet på ny rejses om ikke monarkiet er både overflødigt og udemokratisk.

Det er indlysende at inkarnerede republikanere må ønske monarkiet afskaffet. De har bare det problem at rundt regnet fire fjerdedele af den danske befolkning ifølge en frisk meningsmåling er positivt indstillet over for kongehuset, en meget høj andel i forhold til andre monarkier. Republikanerne selv kan derimod kun mønstre nogle få tusinde medlemmer af deres organisationer, altså en forsvindende brøkdel af befolkningen.

Da nogle politiske partier - navnlig på venstrefløjen - af ideologiske grunde har haft og stadig har monarkiets afskaffelse på programmet, kommer der også spagfærdige røster fra den kant om at monarkiet er passé. Det ytrer sig fx også i boykot af møder i folketinget som dronningen direkte indbydes til, sidst ved selve tingets lille højtidelighed i anledning af jubilæet. Ivrig i denne tomme demonstration er selvsagt Enhedslistens folketingsmedlemmer, men også den radikale Zenia Stampe og den socialdemokratiske Pernille Rosenkrantz er med, hvorimod SF i dag har accepteret de konstitutionelle spilleregler og valgt at iagttage almindelig høflighed. Men en enkelt SF-minister, Ida Auken, har dog været fremme med kritik af selve statsrådsformen. Hun hævder at de mange møder i statsrådet er spild af tid, men hun skynder sig at bedyre at kritikken ikke er personligt rettet mod dronningen. Og statsministeren Helle Thorning-Schmidt på sin side tager utvetydigt afstand fra kritikken. Man kunne såmænd godt få det indtryk at den meget elegante og formfuldendte socialdemokratiske formand nyder de jævnlige møder med den kvindelige regent og uden tvivl vil hylde dronningen efter alle retorikkens gyldne regler i sin tale ved galamiddagen på søndag - ligesom Poul Nyrup gjorde ved 60-års-dagen og Lars Løkke ved 70-års dagen. Det hører sig til nu engang til, og den statsminister der ikke vil leve op til den gode takt og tone, går det ilde.



Hvad statsrådene iøvrigt angår, ligger det i sagens natur at et statsoverhoved - hvad enten det er en monark, en præsident eller en tredje forfatningsmæssig instans - under alle omstændigheder formelt skal 'stadfæste' vedtagne love og dermed være garanten for at lovene er vedtaget på regelret vis. Om statsrådene i Danmark foregår på en for omstændelig måde, skal undertegnede ikke kunne afgøre. Umiddelbart tror jeg ikke præsidenter nødvendigvis er hurtigere i vendingen end konger og dronninger. Og i Sverige, hvor man for længst har afskaffet statsrådene under kongens forsæde, hører man ind i mellem at nogle fortryder ændringen. Men socialdemokraterne er jo også derovre splittede over for kongedømmet. Jeg erindrer endnu en af Bo Bojesens herlige tegninger helt tilbage fra Tage Erlanders tid, hvor den højt respekterede statsminister rejser sig ved et taffel for at udbrede en skål, men ikke for den også højt respekterede kong Gustaf Adolf. Næh, monarkiet var netop da på dagsorden, så skålen lød: "Med deres Majestæts tilladelse: Ned med kongehuset!".

Statsrådene i Danmark er grundlovsbestemte (§ 17), og da den danske grundlov er nærmest umulig at få ændret, fordi den nødvendige folkelige opbakning forudsætter en ekstraordinært god begrundelse som kun sjældent foreligger (i 1953 havde man en sådan i en ny arvefølge), så må enhver regering acceptere møderne og den omstændelige stadfæstelse af alle nye love, og møderne kan, som Poul Schlüter åbent har indrømmet, været meget kedelige. I gamle dage var der statsråd hver uge, men efterhånden er antallet skåret betydeligt ned. Den aktuelle irritation hos en eller flere ministre skyldes nok det forhold at antallet af møder de sidste måneder undtagelsesvist er blevet sat op, fordi dronningen angiveligt skulle have næret ønske om på jubilæumsdagen på søndag den 15. at kunne runde statsråd nr. 500. Men gennemsnittet i de 40 år er jo faktisk kun 12½, og det skulle man tro var overkommeligt.

Problemet er måske i virkeligheden mundtligheden - som jo også gælder som hovedprincip i både folketinget og retsplejen. Og i hvert fald i folketinget er fællesmøderne generelt blevet enormt kedelige, fordi talerne foreligger på tryk og på nettet i samme øjeblik de er læst op fra talerstolen, og lige så godt - og meget hurtigere - ville kunne læses. Problemet ser ud til at blive taget op i tinget og kunne måske også med fordel tages op hvad angår statsrådet. Men her er det bare en ganske stor forhindring, at Hendes Majestæt Dronningen ikke er 'på nettet' og altså ikke på forhånd kan underrettes på tilfredsstillende måde om hvilke love der skal til stadfæstelse.

Men man skal næppe foregøgle sig - hvad mange ser ud til at gøre - at det skulle blive både nemmere og billigere samt mindre højtideligt hvis vi afskaffer monarkiet og indfører republikken. Man kan vist ikke nævne en eneste republik, hvor en valgt præsident ikke får sit embede omgivet med pomp og pragt og en ganske betydelig hævdet respekt. Om det så er EU's topmøder er de som bekendt omgærdet med en utrolig og meget kostbar pragt, som vi netop har set i forbindelse med Danmarks overtagelse af formandsskabet. Og grunden er ligetil. For selv om embeder og topmøder af denne art de fleste steder er overvejende repræsentative, så har denne repræsentativitet i allerhøjeste grad sin betydning både over for den pågældende republiks [og EU's] egne borgere og over for udlandet. Man kalder ofte denne betydning 'symbolsk' i nedsættende forstand, men glemmer at symboler kan betyde kolossalt meget. Det er fx dybt bekymrende for et land og dets prestige, hvis en præsident taber i troværdighed som følge af korruption eller fx forsøg på pres på den frie og kritiske presse - således som det i øjeblikket sker i Tyskland. Omvendt er det af allerstørste værdi at en præsident formår i kraft af sit embedes autoritet at få det gjort klart for en lovligt valgt, men mere og mere skødesløs ministerpræsident at denne bliver nødt til at træde tilbage hvis landet skal genvinde udlandets tillid til sin økonomiske politik. Det var hvad den italienske præsident gjorde over for en efterhånden, navnlig i Angela Merkels øjne helt upålidelig Berlusconi, der efterhånden nærmest optrådte som manegeklovn - og ikke var til at hugge eller stikke i. Den bitre sandhed skulle i hans tilfælde komme ovenfra, fra en person der ikke lod sig imponere af mandens snakketøj og charme.



Udemokratisk bliver er monarki ikke på nogen måde, når det indgår som led i landets styre efter regler der er fastsat i en demokratisk vedtaget forfatning - og altså bliver til et konstitutionelt monarki. Her bliver alle regentens pligter af formel og repræsentativ art, mens partipolitisk indblanding til gengæld er absolut utilstedelig. Dette har i Danmark været respekteret fra regentens side uden forbehold lige siden Christian X ved det såkaldte 'påskekup' i 1920 trådte politikerne så grundigt over tæerne ved at fyre ministeriet Zahle, at det nær havde kostet ham stillingen. Hverken Frederik IX eller dronning Margrethe har nogensinde forsøgt noget lignende - og formentlig heller ikke haft den fjerneste lyst til det. De har accepteret parlamentarismen fuldt ud og har endda også tilpasset sig samfundets forandringer hen mod det mere 'folkelige' - uden at slække på viljen til fortsat at gøre en standsmæssig forskel.

Det specifikke ved et konstitutionelt monarki sammenlignet med et system med valgte præsidenter, er jo netop at monarken konstitutionelt indtager en særstilling ved ikke at være på valg overhovedet, og altså principielt forbliver monark til sin død, og da efterfølges af sit ældste barn, søn eller datter. Dermed kommer der en ganske bestemt kontinuitet i rækken af monarker, der forudsætter en bestemt slægts særstilling i forholdet til andre slægter og almindelige mennesker. Den kongelige familie var tidligere altid adelig, men da det har knebet med passende ægtefæller af adelig herkomst til tronarvingerne, har man i de fleste monarkier - efter nogen tøven - accepteret borgerlige ægtefæller til prinser og prinsesser, og det har for Danmarks vedkommende tilsyneladende fungeret fint for alle parter.

Specielt må det konstateres at den nuværende borgerlige kronprinsesse er blevet modtaget med stor tiltro og nærmest begejstring. Den kongelige familie bliver ikke på nogen måde trukket nedad, netop fordi hun har vist store evner til at tilpasse sig de grundliggende adelige normer, hvad der som bekendt altid indebærer kunsten at kunne holde almindelige mennesker på en vis, høvisk afstand. Men uanset indgiftningen af borgerlige, forbliver regentens adelige afstamning intakt. Det vigtigste i denne forbindelse er uden tvivl at kongehuset stort set har undgået de skandaler som fx har præget det engelske kongehus de sidste 30 år. Den danske kronprinsesse har givetvis haft stor positiv indflydelse på kronprins Frederiks modning. Der har aktuelt været fremsat en del påstande om at kronprinsen stadig skulle være umoden. Det ser ud til blot at betyde at nogle stadig finder ham for ungdommelig. Men det plejer trods alt at gå over med årene. Han klarer sine opgaver ganske glimrende - men bør nok være glad for at han formentlig først bliver konge når han er blevet langt over 50. Dronning Margrethe blev dronning alt for tidligt, hvis man ser det ud fra i hvilken alder hun blev pålagt tunge forpligtelser. Hun fik ikke lov til at være rigtigt ungdommelig længe nok.



Når republikanerne finder hele det slægtsmæssige og arvemæssige ved monarkiet i åbenlys strid med demokratiets væsen, så skyldes det naturligvis modvilje mod hele ideen om at nogle mennesker og nogle familier skulle være finere end andre. Stadigvæk taler vi ikke om personlige bedømmelser, men om principper! - Og rigtigt er jo, at det efterhånden i et demokrati betragtes som en selvfølge at alle er lige, i hvert fald i princippet (i praksis er og bliver nogle dog mere lige end andre, som det hedder). Derfor synes det i hvert fald ikke at være i fuld overensstemmelse med det idelle lighedsprincip at nogle skiller sig ud og endda gør det på basis af den demokratiske grundlovs udtrykkelige særstilling. Da et stort flertal af befolkningen som nævnt fortsat støtter opretholdelsen af monarkiet her i landet, så må dette indebære at et stort flertal også accepterer uligheden i samfundet, og det er nok i virkeligheden dét der ikke passer republikanerne, og dét man helst ikke vil gå ind på en nærmere drøftelse af. Man forveksler lighed for loven med lighed i social status, og vil ikke indrømme, at den sidstnævnte er ren og skær utopi.

Som nævnt mange gange på Jernesalts sider, så er ulighed en direkte og uundgåelig følge af at menneskene biologisk set er forskellige fra fødslen og miljømæssigt set også efter fødslen udvikler sig forskelligt, fordi betingelserne er forskellige i de forskellige familier. Sådan har det været fra tidernes morgen, og sådan vil det trods alle utopiske forestillinger om absolut ligestilling eller om 'det fuldkomne samfund' blive ved at være. Evner, intelligens, viljestyrke, social kompetence og ambitioner er vidt forskellige fra menneske til menneske, og dette kan simpelthen ikke undgå at skabe ulighed. For alternativet vil jo være det yderst skadelige at man forhindrer de dygtigste og mest initiativrige mennesker i at udfolde sig (fx ved at spærre dem inde på galeanstalter eller om ligefrem aflive dem). Ganske vist kan republikanske og socialistiske ledere foregive at være jævne og folkelige, og ligefrem postulere at de repræsenterer og kun tjener folket eller den laveste del af det, den del man engang kaldte 'proletariatet'. Og så ser man afskyelige former for 'folkedemokrati' og 'proletariatets diktatur', hvor lederne er meget værre end både valgte regeringschefer, præsidenter og konstitutionelle monarker, og bl.a. kan være næsten umulige at komme af med igen. Og sjovt nok er disse diktatorer kendetegnet af en helt ekstrem selviscenesættelse der nærmer sig afgudsdyrkelsen. Tænk bare på det arme Nordkorea. 'Folket' vil jo trods demokratisering og sekularisering have nogen at kunne se op til. Og får man det ikke på den gode, oplyste og demokratiske måde, så får man det på den afskrækkende enevældige måde.

I et demokrati og ethvert ordentligt regime bør der selvsagt være kontrol med såvel monarkerne som lederne og magthaverne, men borgernes frihed skal ikke bekæmpes i hverken lighedens eller retfærdighedens navn. Frihedsprincippet er lige så vigtigt for kulturens og demokratiets udvikling som ligheds- og tryghedsprincippet. Derfor skal der ikke vælges mellem dem. De skal derimod på trods af deres modsatrettethed betragtes som lige berettigede og lige væsentlige, og det gøres bedst ved at de opfattes som komplementære størrelser, jf. bl.a. artiklen Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener. Dynamikken i udviklingen skyldes faktisk dette uopløselige modsætningsforhold, der uundgåeligt indebærer en ulighed i samfundet der kan give sociale spændinger hvis friheden får lov at udarte, og som derfor må holdes i ave gennem passende reguleringer af friheden. Og dette er muligt i et demokrati, fordi der her er en grundliggende sammenhængskraft i befolkningen gennem en stærk følelse af fællesskab og historisk forståelse. Demokratiet kan derfor siges fortsat at hylde den franske revolutions store motto: Frihed, Lighed og Broderskab. Det udelukker enevælde af enhver slags, men ikke forskel på høj og lav, klog og dum, flittig og doven, rig og fattig. Og det udelukker heller ikke konstitutionelt monarki.



Det store stridsspørgsmål vedrørende monarkiet er og bliver dog påstanden om at det er et levn fra fortiden, hvilket konkret vil sige fra adelstid (op til 1660) og enevælde (1660-1849). Men da adelens privilegier blev ophævet og folkestyret indført i 1849 ved en folkeligt accepteret grundlov med indbygget konstitutionelt monarki, så er påstanden om levn i virkeligheden meningsløs og misvisende. Dens egentlige basis synes at være en komplet mangel på forståelse for at der ligger symbolsk værdi i monarkiet, og at symbolske værdier til forskel fra materielle værdier er umulige at bestemme eksakt. Ikke desto mindre kan de have enorm indflydelse på udviklingen og selve nationens sammenhængskraft. Man kan gerne kalde dem irrationelle for at markere forskellen til de almindelige rationelle værdier og rationelle love og regler der iøvrigt gælder i samfundet. Men man går galt i byen hvis man tror man dermed også har sagt at disse symbolske værdier er overflødige eller kun har æstetiske værdi.

Det var nærmest dette den ærkerepublikanske redaktør Lars Trier Mogensen fra Politiken gjorde gældende i en debat i Deadline torsdag aften med den lune, konservative lektor Søren Hviid Pedersen fra Sydjysk Universitet. Trier havde ingensomhelst forståelse for de irrationelle sider af sagen, hvorimod Hviid med et stort smil forsvarede kongehuset netop fordi dets beståen var irrationel. Men mærkeligt nok afviste han i den forbindelse enhver snak om særlige værdier ved kongehuset, og dermed afskar han sig også fra muligheden for at påpege hvori det irrationelle i den brede accept af monarkiet her i landet dybest set ligger. Han nøjedes med at henvise til begrebet 'danskheden' som en samlebetegnelse for alt der har med dansk sprog, dansk kultur og dansk historie at gøre.

Jeg er fuldstændig enig i at dette er centralt - ganske som det også er i bedømmelsen af den danske folkekirke, som rationalister heller ikke kan forlige sig med trods dens fortsatte brede opbakning i en gennemsekulariseret befolkning. Men psykologisk set forstår man slet ikke disse institutioners og begrebers stor magt over sindene, hvis man ikke forstår at de i sidste ende refererer til såkaldte 'arketypiske forestillinger' og dermed til den allerstærkeste af de fire psykiske fundamentalkræfter. Man er tværtimod naiv, hvis man tror at denne stærke medfødte kraft ikke er på spil hele tiden i alle menneskers liv og færden, uanset hvor oplyste, hvor veluddannede, hvor nøgterne, rationelle og praktiske de går hen og bliver, dvs hvor godt og nuanceret de udvikler de psykiske sekundærprocesser der står for al rationalitet og nøgternhed.

Det giver naturligvis 'mening' og 'livskvalitet' eller tilfredsstillelse at udvikle disse sekundærprocesser så langt det er muligt, men det fjerner bare ikke det kvalitetsmæssigt afgørende: at al mening og kvalitet i sidste ende altid går tilbage til de psykiske primærprocesser, i og med at disse i modsætning til sekundærprocesserne rummer intensitet. Det er simpelt intensiteten af tanker, forestillinger og følelser der fremkalder oplevelsen af mening og fylde - og derfor denne der bliver ved at spøge som dyb irrationel faktor bag alle mere nøgterne tanker, forestillinger, følelser og praktiske gøremål. Intet samfund kan bevare sin sammenhængskraft og sit ægte fællesskab uden denne intensitet, denne stærke fundamentalkraft og de ofte uhyre energiladede arketypiske forestillinger. Såvel det danske monarki som den danske folkekirke hviler på sådanne kræfter - selvom det ikke er mange mennesker bevidst. Men det er derfor at alle snævert rationalistiske forsøg på at komme dem til livs er frugtesløse.

De er naturligvis ikke de eneste arketypiske forestillinger det danske samfund hviler på - her tæller nemlig i høj grad også frihedsideen og lighedsideen. Og forestillingerne om monarki og folkekirke er endnu mindre forestillinger der kan give energi til nye visioner der kan bære nationen frem. Men de virker - og får nationen til at hænge sammen.



Afslutningsvis skal lige nævnes at der i anledning af regentjubilæet er eller kommer specialudstillinger på bl.a.

Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot: 'Regent i 40 år - Dronning Margrethe 1972-2012'. - Udstillingen "fortæller om Dronningens funktioner som statsoverhoved, regent og et nationalt samlende symbol, og den opridser baggrunden for det konstitutionelle monarki, og præsenterer Dronningens fire årtier i spidsen for Danmark, herunder personer, der har været med til at præge landet inden for politik, erhvervsliv, kultur med videre." - Der udstilles et nyt portræt af dronningen, kronprinsen og prins Christian, malet af Niels Strøbech.

Arken, Museet for moderne kunst vises fra den 28. januar udstillingen 'Farvens sjæl - Dronning Margrethe II's kunst'. Denne udstilling "viser værker, Dronningen har skabt for sig selv i enrum, uden egentlig funktion og uden tanke på offentlighed og beskuer. Naturindtryk omsættes til frie, mennesketomme farvelandskaber. Gennem værkerne kommer vi tæt på mennesket bag, og det er nærliggende at overveje farvernes symbolik eller sjæl."

Så kan man jo selv om hvor meget man vil nærme sig de nævnte, og af mange ringeagtede symbolske værdier eller farlige arketypiske forestillinger. Festivitas bliver der nok af i de nærmeste dage. Det har undret undertegnet at festarrangementet lørdag aften er henlagt til Koncerthuset og ikke til Det kongelige Teater, ikke fordi jeg tror det gør den store forskel hvad angår kunstnerisk kvalitet (der satses på det populære), men fordi det kunne være tegn på at det trængte Kongelige Teater af en eller anden grund også er blevet trængt på den royale front. Blandet andet har man ikke længere Bournonvilles 'Et Folkesagn' i dronning Margrethes scenografi på repertoiret. Men det er vist en anden sag. Til gengæld får Koncerthuset muligheden for at vise at det kan fungere som sekulært kultsted! - Jf. artiklen om Det nye koncerthus i Ørestaden.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Hoffet
Fredensborg Slot
Amalienborgmuseet
Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Christiansborg Slot med de kongelige repræsentationslokaler
jf. artiklen Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg
Rosenborg Slot
Arken



Relevante artikler på Jernesalt:

Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg

Monarki og ligestilling til debat (10.06.09.)
Det irrationelle monarkis betydning i demokratiet (16.4.05.)
Er monarkiet utidssvarende? (18.5.04.)
Folketingets åbning - Gud, konge, folk og sammenhæng  (7.10.07)


Monarkiet (afsnit af 'Værdimanifestet')
Demokrati og sekularisering (af afsnit om 'Samfundet' i 'Jernesalts 2009-filosofi')

Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
de fire psykiske fundamentalkræfter

'Socialitet, ulighed og kønsforskel' afsnit af:
Jernesalts 2009-filosofi



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om danmarkDanmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal