Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mellemoest13b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.7.13. (Ugebrev)

Fantastisk udvikling i Egypten giver både håb og bekymring

Den stigende og faretruende politiske spænding i Egypten blev onsdag aften afløst af militæret, der afsatte præsident Mursi, suspenderede forfatningen, indsatte Forfatningsdomstolens formand som midlertidig præsident, og hvis chef, forsvarsminister Abdel Fattah el-Sisi på tv forelagde en køreplan der vil omfatte udarbejdelse af en ny forfatning og afholdelse af både præsidentvalg og parlamentsvalg. Formelt set kan militærets indgriben kun betegnes som et militærkup, men reelt er det militærets fjernelse af en demokratisk valgt præsident der løb fra sine løfter og skridt for skridt indførte Det Muslimske Broderskabs enevælde på trods af stigende protester fra den store og oplyste middelstand i storbyerne. Kuppet er derfor til syvende og sidst en sejr for det egyptiske folk - og blev da også modtaget som sådant af de hundredtusinder begejstrede demonstranter på Tahrir-pladsen. Hele denne i det store hele fredelige udvikling af den egyptiske revolution - eller det arabiske forår på egyptisk jord - må derfor i al sin progressivitet og uforudsigelighed karakteriseres som intet mindre end fantastisk.

Når den politiske spænding blev ved at stige lige til kulminationen onsdag aften, skyldtes det at det mod forventning lykkedes den demokratiske anti-islamistiske opposition i Kairo og enkelte andre større byer at holde kampgejsten oppe så længe at det dybt rystede den efterhånden magtesløse præsident og hans mere eller mindre opløste regering samt det Muslimske Broderparti og samtidigt bragte militæret til erkendelsen af at det var bydende nødvendigt for økonomiens redning og den civile ordens opretholdelse at gribe ind med både et støttesignal til oppositionen, sonderinger med udvalgte politikere, imamer og koptere og et definitivt ultimatum til præsidenten om inden den 3. juli kl 16.30 at få en ordning med oppositionen om nyvalg og regeringsform eller trække sig tilbage til fordel for et midlertidigt militærstyre.

Da Mursi på tv under henvisning til at han for kun et år siden var valgt på regulær demokratisk vis ved et frit valg gjorde det fuldstændigt klart at han ikke ville trække sig, men i givet fald ofre sig, og Broderskabet ydermere direkte og indirekte truede med 'jihad' eller 'hellig krig' havde militæret ikke andet valg end at rulle hele sit beredskabsapparat ud på alle strategisk vigtige poster og afsætte præsidenten. Han havde ganske vist i sidste øjeblik foreslået en samlingsregering hvor oppositionen ville blive repræsenteret, men man kan ikke fortænke oppositionen i at afslå at sådant forslag. Det ville nemlig ikke fjerne Mursi fra pladsen for bordenden i præsidentpaladset - og den plads havde han gennem hele sit første år som demokratisk valgt præsident konsekvent misbrugt til at lade Broderskabet med sit veludviklede netværk tage over på alle andre områder end militæret og dettes store økonomiske netværk.

Det var åbenlyst at oppositionen havde fået så mange tilhængere af virkeligt demokratisk sindede, veluddannede og sekulært tænkende middelklasse-borgere at de ville gøre hvad de overhovedet var i stand til med fredelige midler for at komme af med præsident Mursi og hans antidemokratiske måde at regere på, at Mursi og det Muslimske Broderskab ikke længere ville kunne ignorere det under henvisning til det demokratisk gennemført præsidentvalg sidste år, og at militæret ikke længere kunne sikre ro og orden hvis Mursi ikke gik af eller i det mindste forhandlede sig til en ordning med oppositionen. Det arabiske forår i Egypten har vist sig ikke blot at være en frustreret vælgerskares forårsgrille, men tværtimod et krav om demokratisering og sekularisering der stikker dybt og ikke giver op før Broderskabet opgiver enhver drøm om et islamistiske samfund der skal følge sharialoven.



Man kan i allerhøjeste grad indvende at den militære indgriben ikke var demokratisk efter bogen, men sagen er at Mursis styre trods det demokratiske udgangspunkt i selve valget sidste år heller ikke var demokratisk, men tværtimod svigtede demokratiet, brød alle løfter, fortsatte korruptionen og undergravede økonomien. Og dette er ikke demokratisk holdbart, da demokrati ikke blot er et sæt juridiske spilleregler for afholdelse af valg, men også en vedvarende forpligtelse til at sørge for økonomisk og social samt almindelig civil orden. Endelig hører det med til at sandt demokrati at et parti, en ideologi eller en religiøst broderskab ikke kan bruge en demokratisk valgsejr til bagefter at indføre et altomfattende enevælde, men tværtimod er forpligtet til at opretholde frihedsrettighederne og udbygge styreformen med samarbejde med oppositionen.

Man kan også indvende at islam og islamismen kan fortolkes forskelligt, og at man ikke uden videre kan se ønsket om en islamistisk stat som ønsket om rent religiøst diktatur. Islamismen som den i årtier har udfoldet sig i Det muslimske Broderskab er også et sæt af moralske og sociale idealer som må betegnes som almene eller ligefrem universelle. Men problemet med al islamisering er og bliver at man ikke kalder tingene ved rette navn - men har bagtanker med sine humane og sociale idealer og følgelig aldrig kan frigøre sig fra mistankerne om at ønske den ene eller anden form for sharia eller kalifat i diktatorisk forstand. Selv det sekulariserede Tyrkiets islamistiske premierminister Erdogan er som bekendt netop løbet ind i større og større problemer fordi han ikke kan afholde sig fra at styrke islamismen i sin stat.

Det er den store risiko ved al islamisme, og derfor kommer man ikke uden om at ægte demokrati forudsætter sekularisering, dvs fundamental adskillelse mellem politisk og religiøs/ideologisk magt. Og man forstår ikke de sidste års arabiske forår i Mellemøsten eller den helt aktuelle egyptiske omvæltning, hvis man ser bort fra at en stigende del af den større og større veluddannede middelklasse ønsker denne sekularisering.



Der er selvfølgelig grund til fortsat bekymring for udviklingen i Egypten, fordi militæret har måtte gribe ind i en ellers demokratisk udvikling, men man skal i den forbindelse huske at alternativet formentlig ville havde været fuldstændigt ødelæggende økonomisk og politisk kaos - som man lige for tiden allertydeligst ser i det borgerkrigshærgede Syrien. Det vordende demokrati i Egypten er endnu så usikkert, at det næppe kan komme gennem sine børnesygdomme og nødvendige eksperimenter uden en instans bagved der kan sikre den civile orden. Det kan ene og alene militæret klare i dag - og man skal i denne sag først og fremmest hefte sig ved, at militæret ikke indsætter sine egne folk på præsident- og regeringsposterne - som Nasser, Sadat og Mubarak alle gjorde - men forfatningsdomstolens leder og at man igangsætter forfatningsændring og valg.

Det er derfor ikke imponerende at både den amerikanske præsident og EU's udenrigsminister (samt den internationalt set ligegyldige danske udenrigsminister) udtrykker bekymring over udviklingen. Obama har udtrykt dyb bekymring over beslutningen fra Egyptens væbnede styrker om at afsætte præsident Mursi og suspendere den egyptiske forfatning, og han har iværksat en revurdering af USAs støtte til Egypten, som skal beløbe sig til 1,5 milliarder dollar årligt. Og så fordømmer han vold og bemærker, at Egyptens fremtid i sidste ende kun kan afgøres af det egyptiske folk. Og det er der næppe nogen der er eller kan være uenige i.

EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, fordømmer ifølge Reuters også volden i Egypten (der ellers er af forbløffende ringe omfang) og understreger, at egypterne må vælge en ny præsident i en fart. Hun opfordrer alle parter til hurtigt at vende tilbage til den demokratiske proces, herunder afholdelse af frie og retfærdige præsident- og parlamentsvalg samt godkendelse af en forfatning. Og Villy Søvndal, der har navn af dansk udenrigsminister, ser allerhelst en samlingsregering - og lukker øjnene for at man uheldigvis mangler en leder til en sådan.

Gode råd mangler ikke. De er stort set intet værd og vil næppe gøre fjerneste indtryk på egypterne, for situationen er helt speciel - og nødvendiggør friske synspunkter på såvel demokrati, sekularisering, islam og islamisering samt militærmagt, militærkup og militarisering. Egypten og mange andre lande i den arabiske verden er eller har været så fastlåste i håbløst forældede styreformer og religionsopfattelser, at det ikke vil være muligt med ét slag at nå frem til bæredygtige demokratier. Man er nødt til at gøre op med gammel tankegang og gamle normer og traditioner og så at sige prøve at løsne så meget op i gamle strukturer at man nærmer sig det kaosteoretikerne kalder 'følsomme begyndelsestilstande', hvor forandring er mulig fordi man ikke er bundet af forudsigelige, determinerende faktorer. Det indebærer altid en risiko, men under den omstændighed er det såmænd ikke allerværst at der finde en instans der afviser islamisering og ideologisering, men tillader økonomiske og politiske forandringer og samtidigt garanterer en rimelig civil orden som alle kan acceptere.



Der er grund til i anledning af omvæltningerne i Egypten at have udviklingen andre steder i Mellemøsten in mente. Syrien og Tyrkiet har i længere tid haft de store overskrifter. Syrien fordi landet er havnet i en alt ødelæggende borgerkrig der sender tusinder i døden, på hospitalerne eller på flugt over grænserne - uden at FN, USA, Rusland, Storbritannien eller EU kan eller vil forhindre det. Omkostningerne og risiciene vil være enorme, eftersom præsident Assad er umedgørlig og kæmper for sit eget og sit lille mindretals eksistens - og landet iøvrigt er splittet op i uforligelige etniske og religiøse parter. Det er ikke til at se en ende på lidelserne overhovedet. - Jf. Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)

Det allerede i 1924 sekulariserede Tyrkiet har ved frie valg fået en premierminister der tilhører det islamiske eller moralistiske AKP-parti og nu spiller et klart anti-sekulært, autoritært og dermed anti-demokratisk kort i sit opgør med det tyrkiske ungdomsoprør, selvom han ønsker landet optaget i EU. Det er en bagstræberisk kamp der heldigvis vil ødelægge hans chancer i EU, men desværre også den demokratiseringsproces der bygger på fortsat sekularisering og som ville være i tråd med den positive udvikling i den arabiske verden. - Jf. Tyrkisk ungdomsoprør ikke en del af det arabiske forår    (12.6.13.)



Et lille håb har vist sig i Iran, der for et par uger siden gav et jordskredsvalg til den relativt moderate islamiske retslærde og tidligere atomforhandler Hassan Rowhani, der modsat alle andre kandidater ønsker dialog med Vesten - efter landets uafbrudte konfrontation med USA siden 1979 - og som måske ligefrem vil deltage i det foreløbigt udskudte topmøde i Geneve om den syriske borgerkrig, som ikke giver mening uden Irans deltagelse.

Valget af Rowhani i første omgang af præsidentvalget var en stor overraskelse, fordi den tydeligt viste at et stort flertal i den iranske befolkning ønsker kursændring for om muligt at komme ud af den vestlige boykot af landet som rammer civilbefolkningen hårdt. Hans store fordel er at han kender systemet indefra og har både et godt netværk og solid diplomatisk erfaring, men hans alvorlige og måske udslaggivende handicap er at den politiske magt fortsat i sidste ende ligger hos den åndelige leder af landet, ayatollah Khamenei, der har haft sin post siden 1989, da den berygtede ayatollah Khomeini døde, og som sidder på livstid. Det er ham der råder over Revolutionsgarden, han der udnævner Vogternes råd, kontrollerer det juridiske system, udpeger lederne af de statslige medier - samt styrer de islamiske fonde (bonyads) der stammer fra shahstyrets besiddelser og siden er vokset eksplosivt og udgør en meget betydelig del af landets økonomi.

Ingen ved om Khamenei giver Rowhani reel mulighed for at ændre kurs, men denne er en helt anden type end den afgående præsident Ahmadinejad der ikke forsømte nogen lejlighed til at holde tordentaler mod Vesten. Rowhani er veltalende, men bruger en helt anden tone - og der er ikke tvivl om at han ønsker et bedre forhold til omverdenen end Ahmadinejad. Men vel at mærke under iagttagelse af gensidig respekt.

De kommende atomforhandlinger vil vise hvor langt han kan og vil gå. Uden indrømmelser fra vestlig side på dette punkt, vil der næppe ske noget af betydning, men med indrømmelser er det ikke udelukket at der i sidste ende både kan komme ændringer i forhold til Syrien (Hizbollah) og til Israel. Det er oplagt at Rowhani vandt præsidentvalget fordi Vestens økonomiske boykot mod Iran vejer tungere og tungere i landet, men også givet at det er uhyre svært at forhandle med iranerne, selv de allervenligste, fordi vestlige politikere og diplomater aldrig kan være sikre på hvad disse ledere mener inderst inde. Det er omtrent som at forhandle med Taliban i Afghanistan. At bygge ægte tillid op er en yderst vanskelig kunst, men kun en sådan kan bære forlig på længere sig .

Det er for tidligt med valget af Rowhani at aflyse storkrig i Mellemøsten - som Herbert Pundik har gjort - men det er rigtigt at USA med dette valg har fået en chance for at åbne et nyt kapitel i forholdet til Iran. Det er blot langt fra givet at Obama gør et forsøg på at udnytte den.



Konflikten mellem Israel og Palæstina har ikke ændret sig mærkbart i længere tid. Israels premierminister Netanjahu blev for nyligt genvalgt, men vil ikke have fred på betingelse af at bosættelserne skal opgives og de grænser føres tilbage til 1967. Og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas råder reelt kun over Vestbredden og kan her end ikke holde på sine udnævnte ministerpræsident mere end et par uger, fordi han udpeger viceministerpræsidenter der har til opgave at udspionere hvad deres chef laver og rapportere det direkte til ham selv.

Det er i år 20 år siden at palæstinenserlederen Arafat mødtes med ministerpræsident Shimon Peres og underskrev først en Osloaftale og siden i Washington en principaftale om fred, men den er aldrig kommet, og der har nu i årevis slet ikke været direkte forhandlinger mellem parterne. De står så langt fra hinanden - specielt i spørgsmålet om grænsedragning - at forhandlinger ikke tjener noget formål. Og det kan amerikanske præsidenter, vicepræsidenter og udenrigsministre bakse med alt det de vil uden at de kan ændre noget. Barack Obama er den første præsident i disse 20 år der ikke gider spilde tid på sagen. Han fik ellers Nobels fredspris i 2009, men det var alene på grund af de forhåbninger han vakte.

USA er havnet i en alvorlig klemme, fordi præsident Obama åbenlyst har opgivet at gribe ind med andet end udenrigsminister John Kerrys velmenende penduldiplomati der i det mindste ikke bringer israelerne og palæstinerene fjernere fra hinanden, men sikrer status quo mellem en israelsk regering der hellere vil fortsætte bosættelserne end slutte fred med palæstinenserne og en palæstinensisk præsident på Vestbredden der hverken kan få folkene i Gaza til at bøje sig eller få en regering på sin eget område til at fungere. Kerry kan alle de pæne diplomatiske floskler der skal til for at give det udseende af at udviklingen går i den rigtige retning, men han har ikke mere autoritet end den amerikanske vicepræsident der allerede gav op sidste år.

Obama prioriterer i dag helt anderledes end tidligere præsidenter. Han engagerer sig ikke i sager han ikke kan vinde. Mellemøsten har han opgivet. Krigene i Irak og Afghanistan gik galt og blev alt for kostbare. USA skal først og fremmest ud af disse engagementer - og ikke rodes ind i nye der kan blive lige så uoverskuelige. Hans prioritet gælder forholdet til Kina og Afrika. Og taler og formaninger kan han forsat præstere.



Man skal imidlertid ingenlunde ser bort fra at hele den fantastiske udvikling i de arabiske lande er kommet på de få år der er gået siden det islamistiske terrorangreb mod USA den 11.9.01, der førte til Irakkrigen, afsættelsen af den irakiske diktator og utallige fejldispositioner fra de allieredes side, men også brød op i gamle mønstre og førte til den arabiske ungdoms nyvurderinger af stort set alt. De gamle, primitive, i vore øjne decideret mandschauvinistiske og kvindeundertrykkende klan- og familiemønstre er brudt op - og helt nye strømninger kommet til, som har givet sig de smukkeste udtryk i det arabiske forår, men også i disse afsløret stor naivitet og manglende realitetssans.

Den egyptiske revolution er dog et klart memento til samtlige regimer i Mellemøsten der ikke giver plads til forårsfornemmelser, ungdomsoprør og kvindeoprør. Revolutionen kan ende galt hvis Det muslimske Broderskab vælger at holde fast i den bebudede destruktive jihad, og det arabiske forår kan alle steder steder visne for tidligt, hvis det ikke generelt fravælger de voldelige metoder, og hvis magthaverne bliver ved med at lukke sig inde i arrogant og brutalt selvforsvar. Men håbet og lyset er tændt - og forår kan blive til efterår og vinter, men kommer altid igen.

Ulykken er at der overalt i den arabiske verden savnes lederskab der kan vise vej til sekulariseret demokrati, til folkeoplysning og kvindefrigørelse, økonomisk og sociale fremskridt med minimal korruption samt moralsk normer og religiøse dimensioner af civil art, der ikke baseres på ydre autoriteter og derfor også i sidste ende kan undvære al forankring i militær magt og ideologisk kontrol.

Ulykken er også at Europa er ude af stand til at hjælpe, fordi det splittede kontinent ikke tror så meget på sig selv at noget land kan vise vej til en tidssvarende realpolitisk og ansvarlig helhedsrealisme der anviser den komplementaritet mellem magtaspektet og åndsaspektet som ellers ubevidst ligger dybt i den europæiske og kristne kultur, men altid må slås med menneskets ulyksalige hang til enten-eller-tænkning, dogmatisme, fundamentalisme og ekstremisme. Europa kan derfor moralisere - og gør det i lange baner - men kan ikke finde frem til de folk der forstår forsoningens store og vanskelige kunst, som ligger i at man må opgive at pukke på sin ret og trumfe sin vilje igennem imod alle andres ønsker og vilje. De sande ledere går ind i det område af eksistensen hvor det at have ret er underordnet det at tage det fulde ansvar for fællesskabet.

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Mellemøstens krise synes uden ende  (14.07.14.)

Tyrkisk ungdomsoprør ikke en del af det arabiske forår  (12.6.13.)
Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Hader arabiske mænd virkeligt kvinder?  (28.5.12.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)

Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Egyptens revolutionsproces sat i laveste gear  (27.6.12.)
Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)

Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer  (21.10.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal