utils prefix normal JERNESALT - mellemoest10

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.4.10.


Det jødisk-muslimske grundproblem

Den israelske regeringschef Benjamin Netanyahu har for en uge siden været til møde med præsident Barrack Obama i Det hvide Hus for at drøfte de fortsatte israelske byggerier i Østjerusalem som provokerer såvel palæstinenserne som USA og Europa, og som Obama simpelthen betragter som en hovedhindring for en genoplivning af fredsprocessen i Mellemøsten.

Obama skal ifølge Washington Post i utvetydige vendinger have bedt Netanyahu om at garantere 1) et stop for alt byggeri i Østjerusalem, 2) en forlængelse af det midlertidiige byggestop i bosættelserne på Vestbredden og 3) en løsladelse af palæstinensiske fanger.

Men hans anmodning var forgæves. De to regeringschefer forhandlede i 1 time uden resultat, hvorefter Obama gik til middag for sig selv, så Netanyahu kunne tænke yderligere over tingene og give besked, hvis der dukkede nye muligheder op. Men det var der ikke, da Netanyahu og hans forsvarsminister, den tidligere israelske regeringsleder Ehud Barak, senere vendte tilbage fra den israelske ambassade. Obama og Netanyahu forhandlede videre en halv time og afsluttede seancen med et pressemøde i lige så kold stemning som tomandsmøderne. Forholdet mellem USA og Israel har næppe været dårligere.

Grunden er selvfølgelig Obamas store frustration over ikke at kunne komme så meget som et eneste skridt videre i forsøget på at få forhandlingerne i gang påny mellem israelerne og palæstinenserne. Palæstinensernes leder Mahmoud Abbas vil ikke forhandle så længe israelerne bygger videre i de områder palæstinenserne betragter som deres - men frygter derimod en ny intifada og øget radikalisering blandt palæstinenserne. Og Netanyahu leder en regeringskoalition der omfatter flere nationalistiske og religiøse partier der under ingen omstændigheder vil opgive bosættelserne på Vestbredden eller byggerierne i Østjerusalem-bydelen Ramat Shlomo, som de opfatter som et rent jødisk område.

Indenrigsminister Eli Yishai fra det sefardiske ortodokse Shas-parti takker ligefrem sin Gud for at være den "minister der godkender at vi bygger tusinder af boliger i Jerusalem". Og videnskabsminister Daniel Herskowitz fra partiet 'Det jødiske Hjem' gjorde tilsvarende opmærksom på at "Vi er ikke nogen venstreregering. Vi hviler på bred folkelige konsensus om at der skal bygges i Jerusalem". Og denne konsensus er et faktum. Netanyahu er uden tvivl meget tilfreds med den, og han hverken kan eller vil imødekomme Barrack Obama, selvom han er under stigende pres fra lederen af det land der både økonomisk og militært er Israels eneste absolutte garant.



Barrack Obama på sin side er dybt frustreret, fordi det i stigende grad er nødvendigt for ham at få de arabiske lande til at hjælpe sig i den inddæmning af Iran eller rettere det iranske præstestyre som synes at være hans eneste vej ud af den igangværende radikalisering af muslimerne i hele området. USA's militære øverstbefalende i Mellemøsten, general David Petraeus, har ikke lagt skjul på at konflikten mellem Israel og de arabiske naboer gøder jorden for antiamerikanske følelser fordi opfattelsen i de arabiske lande er at USA favoriserer Israel. Og denne opfattelse kan man ikke fortænke dem i. Selv de moderate lande som Jordan og Egypten er frustrerede over at alt står i stampe på forhandlingsniveauet, mens det syder under overfladen. Den Arabiske Liga har holdt møde, hvor generalsekretær Amr Moussa lagde op til konfrontation med Israel, fordi situationen er ved at nå et vendepunkt.

USA har formentligt langt om længe fået vendt den uheldige militære udvikling i Afghanistan (som også har givet Danmark alvorlige problemer), og Washington kan også håbe på at vinderen af det problematiske valg i Irak, Ayad Allawi, vil få styr på en ny regering der kan fortsætte opbygningen i landet. Men der og bliver usikkerhed om situationen i Afghanistan, Irak og Iran. Og hvad Gaza angår har Israel påny foretaget bombninger der kun hidser palæstinenserne yderligere op.

Så det sidste Barrack Obama havde brug for var en decideret ydmygelse af sin vicepræsident Joe Biden, da denne var på besøg i Israel med henblik på at sætte skub i fredsforhandlingerne. Men midt under besøget kundgjorde den israelske regering at den havde godkendt byggerierne i Østjerusalem, som den vel at mærke ikke betragter som bosættelser i besat område, men som almindeligt boligbyggeri i eget område. Israelerne undskyldte senere timingen, men sådanne undskyldninger er rent diplomatisk spil. Selve kundgørelsen skulle formentligt fortælle amerikanerne at man ikke regnede Obamas vicepræsident for en relevant forhandlingspartner.

Den kolde luft mellem USA og Israel kan næppe blive koldere, så udenrigsminister Hillary Clinton har da også flere gange fundet det nødvendigt at understrege at Israel er og altid vil være en nær allieret. Og dette er ikke tom snak. Der er fortsat bred opbakning i USA til støtten til Israel - både blandt demokraterne og republikanerne. Det vil være nærmest utænkeligt at en amerikansk præsident skulle kunne finde på at fjerne støtten.



Men den fastfrosne fredsproces og den frosne luft mellem Obama og Netanyahu viser det mellemøstlige problem i en nøddeskal: Den i 1949 oprettede og af USA og de vesteuropæiske lande økonomisk og militært støttede jødiske stat Israel accepteres ikke af de arabiske lande, og dens stadige udvikling og konsolidering gennem ihærdig økonomisk og social opbygning samt effektive militære sikkerhedsforanstaltninger og fra 1967 desuden annektering af hele Østjerusalem og besættelse af Vestbredden samt Golanhøjderne har kun øget hadet til jøderne.

Israels territorieudvidelser i 1967 var begrundet i den ægyptiske præsident Nassers overmodige og forgæves forsøg på at knuse den israelske militærmagt, men Israel har stort set trodset alle resolutioner fra FN om at trække sig tilbage fra de erobrede områder med undtagelse af Sinai-Halvøen. Palæstinenserne har måttet leve en kummerlig tilværelse i overfyldte flygtningelejre i og uden for den kontrollerede Gazastribe. Det har ført til flere intifadaer mod Israel, som har svaret igen med systematiske bombninger der i realiteten har umuliggjort opbygningen af et velfungerende palæstinensisk selvstyre. Og den ønskede palæstinensiske stat har ikke set dagens lys, da vestmagterne af gode grunde forlanger palæstinensisk anerkendelse af staten Israel som betingelse.

En fredsproces tog sin begyndelse med palæstinenserlederen Yassir Arafats accept af en principaftale om en fredelig løsning på uoverensstemmelserne mellem PLO og Israel i 1993, og processen er siden blevet forstærket gennem mange initiativer, men de moderate palæstinenseres villighed til kompromis med israelerne har hele vejen igennem ført til en radikalisering af de ikke-moderate kræfter, således at palæstinenserne er blevet splittede på en måde der umuliggør ethvert fremskridt.

Hadet til jøderne har vundet i den arabiske verden, og det er støt og roligt blevet forbundet med en stigende antiamerikanisme, som igen har vokset sig stærkere i regionen som følge af den amerikanske reaktion på de terroraktioner mod USA fra islamistisk side som skete i 2001 og blev et vendepunkt i udviklingen.



Hadet til jøderne slog ud i den rene galskab blandt palæstinenserne, da Hamas-bevægelsen i sommeren 2007 vendte sig mod den efterhånden moderate Fatah-bevægelse i Gaza som blev kaldt 'luderhæren' og 'de vanhellige hedninge'. Foragten for modparten og den forblændede sejrsrus viste desværre at store dele af den palæstinensiske befolkning var kommet hjælpeløst og uigenkaldeligt i lommen på gale, hadefulde og hævngerrige fanatikere der er totalt fokuserede på deres egne snævre, klanagtige og sekteriske identiteters opretholdelse.

Da situationen for den moderate Mahmoud Abbas på Vestbredden siden kun blevet endnu værre, og da situationen for amerikanerne i hele regionen i allerhøjste grad trænger til en markant forbedring, er der intet overraskende i at præsident Obama er blevet dybt frustreret og helst ser at israelerne bøjer sig for hans anmodningerne om at standse bosættelsespolitikken. Men allerede det forhold at anmodningerne er fremsat i form af nærmest ultimative krav viser at den gode amerikanske præsident ikke rigtigt har fattet grundproblemet.

Dette drejer sig nemlig ikke isoleret om bosættelserne som sådanne (eller boligbyggeriet i Østjerusalem), ej heller om grænsedragningen mellem israelerne og palæstinenserne for de områder af Jerusalem og Vestbredden som begge parter betragter som deres retsmæssige historiske arvelodder. Nej, grundproblemet drejer sig dybest set om selve den manglende accept af staten Israel som store dele af palæstinenserne og araberne samt iranerne (perserne) i det hele taget har valgt at fastholde i deres indædte had til jøderne.

Det var problematisk at det internationale samfund efter 2. verdenskrig valgte at løse det jødiske spørgsmål ved at oprette staten Israel hen over hovedet på palæstinenserne, ja, ved at fordrive palæstinenserne fra området. Det var yderst kortsynet at det internationale samfund intet effektivt gjorde for hurtigt at løse det palæstinensiske problem ved oprettelsen af en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat. Men ingen kan efter Holocaust fortænke jøderne i at bygge deres nye stat op med alle til rådighed stående midler og den viljestyrke og beslutte forsvarsvilje der kendetegner dem. De er i enhver henseende konstruktivt indstillet som folk og nation - og vil ikke give slip på deres nye rettigheder.



I denne situation er og bliver det springende punkt i den mellemøstlige konflikt det palæstinenside had til jøderne. For det er dette der blokerer for såvel deres accept af den israelske stat som deres evne til at bygge deres egen levedygtige stat op. Det internationale samfund har været alt for rundhåndet med økonomisk støtte til palæstinenserne uden at stille betingelser. Det har ført al for stor befolkningstilvækst og alt for stor korruption med sig. Men mentaliteten er ikke blevet ændret.

Den brede europæiske støtte til Israel har ændret sig markant siden ungdomsoprøret i 1968 der har vist nye generationer med størst sympati for den militante palæstinensiske befrielsesfront. De europæiske regeringer er dog fortsat overvejende pro-israelske. Men for amerikanerne er det blevet et stigende problem at antiamerikanismen i Mellemøsten er blevet en del af antisemitismen.

Præsident Barrack Obama kan ikke tillade sig at standse den økonomiske og militære støtte til Israel. Derfor står han i det dilemma at han ikke har effektive midler til at forhindre den israelske regering i at fortsætte den bosættelsespolitik der er en torn i øjet på araberne. Obama burde interesse sig lidt mere for den mentale side af konflikten, for det er palæstinensernes og arabernes had til jøderne der blokerer for fremskridtet. Og dette fjernes kun ved bearbejdning af deres mentalitet. Men Obama har som bekendt haft for travlt med interne amerikanske problemer som finanskrise og sundhedsreform. Men i Mellemøstem hjælper det ikke at sende en vicepræsident.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)

Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal