Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - maanen69

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.7.09.


Hvad skulle mennesket på månen?
- Ændrede Apollo-programmet vores syn på verden?

Det er i dag 40 år siden de første to mennesker satte deres ben på månen.

Løfte-raketten Saturn V blev affyret fra rampen på Kennedy Space Center i Florida den 16. juli 1969 kl. 13.32. Rumfartøjet Apollo 11 blev affyret fra raketten, gik i kredsløb om jorden og satte derefter kurs mod månen. Kommando- og servicemodulet Columbia, der styredes af Michael Collin, gik derefter i kredsløb om månen. Selve landingsfartøjet The Eagle kobledes fra med kurs mod månen og satte sine støtteben på månens golde overflade den 20. juli 1969 kl. 20.56. Og den 21. juli kl. 03.52 satte atronauterne Neil Armstrong og Edwin (Buzz) Aldrin deres ben på selve overfladen, idet Armstrong kom med de bevingede ord: "Et lille skridt for mennesket, men et gigantisk spring for menneskeheden". Om det er ham selv der har fundet på ordene er uklart, men de var i hvert fald velvalgte. For ikke alene var det en fantastisk teknisk bedrift der blev fuldført i og med at han tog sit skridt, det var også en begivenhed der blev fulgt verden over på fjernsynsskærmene. Man skønner at 5-600 mio mennesker eller en sjettedel af jordens daværende befolkning så med mens begivenheden fandt sted, herunder undertegnede. På selve Kennedy Rumcenteret fulgte ca. 1 million mennesker opsendelsen med egne øjne.

Astronauterne var på månen i 21 timer og vendte lykkeligt tilbage. Men det var på et hængende hår. For Armstrong måtte styre landdingsfartøjet hen hvor der ikke var for mange store klippestykker - og det kostede så meget af den beskedne mængde brændstof der var til rådighed og som skulle klare opstigningen, at det vakte bekymring i Nasa. Den 24. juli landede hætten af rumkapslen med de tre atronauter i Stillehavet og blev samlet op af helikoptere. Præsident Nixon bød astronauterne velkomne tilbage på krigsskibet, og de blev senere hyldet ved en parade på Broadway og Park Avenue i New York. Der var ingen tvivl om triumfen.

Apollo 11's togt blev efterfulgt af yderlige seks, indtil måneflyvningerne blev indstillet i december 1972. Udbyttet af dem var for ringe i forhold til de kæmpemæssige omkostninger. Så det er fuldt berettiget at spørge, hvad i al verden amerikanerne ville deroppe, og hvorfor de ofrede så mange penge på en bedrift der gav så lidt.



Den væsentligste grund turde være arten af den kolde krig mellem Øst og Vest - og navnlig kapløbet mellem USA og Sovjet om overherredømmet i rummet. Russerne var kommet først med deres Sputnik-raketter 1 og 2 der blev sendt i kredsløb om jorden i 1957 - den sidste med forsøgshunden Lajka, der ikke overlevede. Men i april 1961 kunne russerne sende en bemandet satelit i kredsløb om jorden med astronauten Gagarin ombord. Og han kom helskindet ned. Russerne førte kapløbet. Og det hører med til historien at de under Cubakrisen tidligere på året havde truet USA direkte med raketter.

Præsident John F. Kennedy holdt den 25. maj 1961 en tale til kongressen, hvor målet for det amerikanske rumprogram blev præcist defineret: USA skulle sende en bemandet raket til månen inden udgangen af årtiet. Det lykkedet gennem et gigantisk program for NASA (National Aeronautics- and Space Administration). Men det kom til at koste milliarder af kroner samt flere menneskeliv. Tre astronauter brændte op i deres kabiner under affyringen fra jorden, da en gnist antændte den rene ilt man uden at tænke på risikoen havde pumpet ind i kabinen. Det helt store tekniske problem var dog at styre raketten når den blev fyret af fra rampen med udfoldelse af en energi der svarede til en lille atombombes. Rystelserne i astronauternes rumkabine var ekstreme. Det påvirkede uundgåeligt deres puls, for de vidste hvad der var på spil. En af dem fik målt en puls på 144!

Forudsætningen for at programmet lykkedes var naturligvis ikke blot at man fandt ud af hvor megen energi der skulle til for at løfte raketterne op over jordens atmosfære. Her trak man på den tyske Wernher von Brauns erfaringer som fysiker og forskningsleder for det tyske V2-raket-program under 2. verdenskrig. Der skulle også udvikles en informationsteknologi der gjorde det muligt at koordinere millioner af data på sikker vis. Og dette skulle vel at mærke gøres før transistor-opfindelsen fra 1947 havde udviklet sig til sine senere højdepunkter gennem halvlederteknologien.

Den danske edb-ekspert Chr. Rovsing, der var godt inde i den anvendte teknologi i 1969, påpegede forleden i en kommentar til begivenhederne, at det var enorme mængder data man skulle håndtere på gammeldags vis. Reelt var det ikke flere end en mobiltelefon har til rådighed.

Men hele denne moderne edb-teknologi og informationateknologi blev i høj grad udviklet i og med rumfartsprogrammet. Den var uden tvivl kommet alligevel, men næppe så hurtigt. Og det er en utrolig udvikling. Edwin Aldrins hustru gav i juli 1969 udtryk for at hun ikke var i stand til at forstå at månefarten var mulig. Det fatter de fleste i vore dage. For børn og unge er teknologien blevet en selvfølge.



Allerede i 1969 kunne pave Paul VI indirekte komme med den kritik af måneprojektet at det fortsat var krig og sult der truede mennesketes sande fremskridt. Men sandheden er jo at sult og hungersnød i store dele af verden ikke forhindrer menneskets udforskning af de fysiske love, af rummet eller af våben- og anden teknologi. Den menneskelige trang til stadig udforskning, grænsesprængning og horisontudvidelse ligger i generne såvel som den menneskelige trang til beherskelse af omgivelserne - og vil aldrig blive stillet tilfreds eller blive prioriteret efter hensynet til menneskelig velfærd.

Mennesket er nysgerrigt og vil altid søge ud over givne grænser - også selvom det ikke umiddelbart tjener noget fornuftigt formål, nogen såkaldt nytte. Til gengæld resulterer forskningen meget ofte i nyttige opfindelser der kan øge den samlede velstand. Men det politiske problem om godernes fordeling består. Friheden til at forske og tage initiativ medfører ulighed. Og kun de allerfærreste vil trods alt hævde at vi skal lade fremskridt være fremskridt, blive i 'immanensen', dvs blive ved den teknologi vi allerede har og koncentrere os om at fordele de eksisterende goder retfærdigt. Ingen kan heller definere hvad retfærdighed er.

Magtkamp spiller ind - som det ses af historien om kapløbet mellem USA og Sovjet - men det samme gør drømmen om fremskridt. Præsident Nixon så frem til at vi i år 2000 fra jordkloden ville kunne besøge nye verdener, hvor der er andre livsformer. Drømmen blev næret af mange af datidens forskere, politikere og almindelige mennesker. Den blev i høj grad også næret af et fremragende kunstværk som Stanley Kubricks film 'Rumrejsen 2001' (A Space Odyssey 2001) fra 1968, der var ren fiktion, men formåede at visualisere en troværdig mulighed for at lave en rumstation på månen. Altsammen til skøn musik fra bl.a. 'An der schönen blauen Donau'



I forskernes og politikernes forestillinger indgik uden tvivl drømme om råstoffer m.m. til erstatning for dem der var ved at blive en generende mangelvare på jordkloden. Drømmene er forlængst holdt op med at beskæftige sig med månen og er nu flyttet over på Mars.

Mars er rigere på råstoffer - og har fået særlig stor interesse for rumforskningen fordi den muligvis kan rumme primitive former for liv der kan fortælle os mere om forudsætningen for liv. Vores egen store Marsmand, Jens Martin Knudsen, var til sin død begejstret for tanken om liv på Mars, fordi han mente at en bekræftelse ville ændre hele vort syn på universet. Jeg har tidligere erklæret mig helt uenig heri. Jeg bestrider ikke at det ville være højst interessant at finde liv andre steder i universet end her på jorden. Fejlslutningern ligger i at tro at det ville ændre menneskets subjektive eller eksistentielle situation i universet. Det vil det ikke, simpelthen fordi vi fortsat som udgangspunkt vil have jordkloden og evolutionen på denne jordklode, herunder livets, menneskets, bevidsthedens, sprogets, samfundets og historiens forløb. Mennesket vil altid have jorden som udgangspunkt for alle forestillinger.

En af de forskere der sidder i den amerikanske rumfartsorganisations ledelse, den tyskfødte Jesco von Puttkamer (f. 1934 og tilknyttet von Brauns raketforskning i USA fra 1962), har netop i forbindelse med månelandingens jubilæum understreget at Mars nu er kommet i centrum for rumprogrammet, fordi "Mars er vores skæbneplanet", det er den planet og alene den der har potentiale til at være alternativ basis for menneskelig beboelse, hvis en eller anden katastrofe skulle gøre det af med jordkloden og livet herpå. "Menneskeracen kan kun blive virkelig udødelig ved at have Mars som reserveplanet", hævder han. Den røde ørkenplanet Mars har måske ikke selv liv, men den har potentiale til at blive en grøn Mars ved hjælp af det man kalder 'jordliggørelse' (terraformning). Det vil sige mennesket kan aktivt forandre miljøet på Mars til at blive et alternativt, men jordlignende hjem.

Det ligger ikke lige forude. Hverken Puttkamer eller undertegnede vil opleve det. Men jeg siger personligt også tak. Jeg udelukker ikke at jorden kan blive ramt af en definitiv katastrofe i form af meteorit-regn udefra eller miljøforurening fra os selv, men der er intet alternativ til eksistensen her på kloden. Og det er denne erkendelse der skal give os det fornødne ansvar for at forvalte miljøet på bedste måde.



Det måske mest slående ved månebedriften i 1969-72 var de efterfølgende skuffelser. Månen svarede slet ikke til forventningerne. Førstemanden på månen, Neil Armstrong (født 1930), udtalte allerede i juli 1970 at han havde håbet at månelandingen havde taget fokus væk fra nogle af de mere trivielle og verdslige problemer som vi møder som samfund, for de ligner meget de problemer som samfund til alle tider står over for. Han forlod personligt Nasa i 1971 og lever stadig, men fører en tilbagetrukket tilværelse. Aldrin blev især ramt af misundelse over at være nummer to på månen, og han fik alkoholproblemer, men overvandt dem og har siden været aktiv i rumforskning og formidling. Men som andre helte har de begge oplevet det tomrum der følger efter store bedrifter der ikke kan gentages.

Det er derfor på sin plads at fremhæve at det for alle mennesker på kloden mest signifikante ved det amerikanske måne-program i grunden var selve det visuelle indtryk fra rummet af jordkloden som helhed. For det var et umådeligt stærkt og skønt syn astronauterne fik af jorden når de kredsede rundt om månen i en afstand af ca. 380 tusinde km fra jorden. Og det var ikke astronauterne på Apollo 11 der først fik denne åbenbaring, men astronauterne på Apollo 8 Frank Borman, James Lovell og William Anders.

Apollo 8 var den anden bemandede mission i Apollo programmet, og det var et noget hasarderet program, fordi forberedelsestiden kun havde været 4 måneder og den anvendte hardware kun havde været brugt få gange. Opsendelsen fandt sted den 21. december 1968 og det 20 timer lange kredsløb om månen med ti omflyvninger skete juleaftens dag. Og det inspirerede besætningen til et specielt tv-transmitteret julebudskab til den amerikanske befolkning. Astronauterne læste de ti første vers af den bibelske skabelsesberetning (Genesis) og timede oplæsningen således at den blev koordineret med synet af jordkloden svævende i det sorte rum med tydelige indtryk af have, kontinenter og skyformationer - altsammen i en smuk overvejende blå farve som stærkt kontrast til den grå horisont af den livløse og støvede måne. Det blev den mest sete udsendelse til dato. Og gjorde et kolossalt indtryk verden over.

Det var som en af astronauterne langt senere forklarede som om de havde oplevet selve jordens skabelse og specielt ved at komme fra det totale mørke bag månen frem til farverne over jorden også oplevet lysets tilblivelse over menneskets verden.

Reelt er der her slet ikke tale om nogen videnskabelig erkendelse, men til gengæld om den altafgørende eksistentielle erkendelse som ligger bag al mytisk opfattelse af verden: åbenbaringen af verden som menneskets lyse og skønne hjem. Det var et lykkeligt valg af tekst til oplæsning på denne færd. Den viste at selv de mest teknisk indstillede astronauter tænker komplementært. De kan tænke nøgternt, rationelt og videnskabeligt såvel som mytisk, irrationel, poetisk og religiøst.

Denne eksistentielle erkendelse er måske når alt kommer til alt det amerikanske måneprograms vigtigste resultat.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:

Nasa's website om Månen og Mars
Google Earth's måneprogram
Wikipedia om Apollo 11
Wikipedia om Apollo 8



Som kilde for artiklen er desuden anvendt fjernsynsudsendelserne på DR2 lørdag den 18.7.09 og på SV1 og 2 samt 3SAT mandag den 20.7.09. Alle med dokumentaroptagelser samt nye kommentarer fra astronauter og journalister der var med da det skete.



Relevante artikler på Jernesalt:

Verdensbilledet - 2009  (13.3.09.)
Liv, evolution og kultur  (28.2.09.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
om modsætningen mellem naturvidenskab og eksistensfilosofi

Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken  (26.6.07.)

Marsmanden  om den danske Marsforsker Jens Martin Knudsens syn på universet (8.1.04.)

Afsnit af artikelserien om Virkeligheden:
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Fysikken og virkeligheden



Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal