Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - luther2017aherbener

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.10.17.

Luther ifølge Herbener

500-året for Luthers reformation
Luther ifølge religionshistorikeren J.-E.P. Herbener
Vurdering af Herbener
Herbeners generelle spørgsmål
Helhedsrealismens vurdering
Henvisninger



500-året for Luthers reformation
    Til toppen  Næste

Det er den 31. oktober 500 år siden at den 33-årige katolske munk og teologiske professor Martin Luther i 1517 gjorde oprør mod den katolske kirkes forvanskning af kristendommen med sine berømte 95 teser mod afladshandelen og lagde grunden til Reformationen og den protestantiske eller den luthersk-evangeliske kirke (Lutherdommen). Det var en slags ungdomsoprør der havde rod i hans egne anfægtelser angående frelse, men det fik vidtrækkende konsekvenser, fordi det støttedes af flere og flere tyske fyrster og derfor allerede i 1520'erne førte til en varig splittelse af den katolske kirke.

Luther afviste at mennesker kunne købe sig til syndsforladelse eller opnå guddommelig gunst gennem sjælemesse, relikviedyrkelse, pilgrimsrejser og andet. Han afviste at pavedømmet var guddommeligt indstiftet, og at paven var Guds stedfortræder på jorden. Han indførte i stedet 'det almindelige præstedømme', dvs den ordning at ethvert menneske har direkte forbindelse til Gud (og dermed er sin egen præst) og at præster udelukkende varetager ordets forkyndelse og forvaltningen af sakramenterne, som reduceredes til to, nemlig dåb og nadver. Han indførte et specielt kristent frihedsbegreb der fastslog at det kristne menneske i troen er fri fra alle menneskelige påbud, men bundet til næsten i kærlighed. Han afskaffede det tvungne cølibat for præster (og blev for sit eget vedkommende gift med en nonne som han fik mange børn med). Og han oversatte først Det nye Testamente og siden Det gamle Testamente til tysk, hvad der fik stor betydning for tysk sprog og litteratur. Og i den forbindelse skrev han også mange salmer. Men han understregede også meget uvetydigt menneskets absolutte lydighedsforhold over for den verdslige myndighed, kvindens over for ægtemanden, børnenes over for forældrene og tjenestefolkene over for deres foresatte.

Luther blev på Rigsdagen i Worms 1521 dømt fredløs, men blev beskyttet af Sachsens kurfyrste, og efterhånden kom der skred i bevægelsen. Den lutherske kirke fik fast form, da Luther gjorde op med afvigende reformatoriske strømninger, og da hans tilhængere blandt fyrsterne samtidigt fik organiseret det kirkelig liv. Et afgørende led i bevægelsen blev udstedelsen af Den Augsburgske Bekendelse 1530. Nordtyskland blev protestantisk, de baltiske og nordiske lande fulgte efter, herunder Danmark i 1536. Politisk blev det af største betydning i 1700-tallet at Preusserkongerne var protestanter og idéhistorisk at den store oplysningsfilosof Immanuel Kant (professor i Kønigsberg) med sin pligtetik gik ind for den lutherske tilslutning til øvrighedens absolutte autoritet.

Der kan ikke historisk rejses tvivl om at lutherdommen fik enorm betydning politisk og kulturhistorisk i hele Nordeuropa i de følgende århundreder. Og der er heller ingen tvivl om at den både gennem oplysningstiden og romantikken fik ny kraft, i Danmark særligt gennem de religiøse vækkelser og grundtvigianismen. Men til gengæld betød de nye socialpolitiske kampe i slutningen af 1800-tallet og de nye ideologiske strømninger (socialismen, kommunismen og nazismen) i første halvdel af 1900-tallet en total forskydning af næsten alle kulturforhold. Resultatet blev i løbet af anden halvdel af 1900-tallet og de følgende årtier en form for sekularisering der har sat både de religiøse og ideologiske bevægelser ud på et sidespor. Hvad kirkerne angår betyder de i dag mindre og mindre i folkelivet og kulturlivet end tidligere - uanset at de formelt og administrativt stadig opretholdes som om intet var sket.

Ændringerne kommer tydeligt frem i debatterne - også i forbindelse med Reformationens jubilæum. Folkekirkens præster og teologer vil ikke være ved at vi har fået et dybt kulturelt problem. Eksempelvis kan både Ida Auken og Kathrine Lilleør uden at blinke med øjnene få sig til at postulere at Luther er fundamentet for det moderne demokrati, fordi han sætter hvert enkelt menneske fri til at tænke selv. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne ved en officiel lejlighed i sommers afsløre sin totale mangel på dybere historisk bevidsthed med ord som disse: "Luther satte en folkeoplysning i gang, som 300 år senere blev grebet af Grundtvig..... Luther gav os en forståelse af forholdet mellem religion og politik. Sagt forenklet: Giv Gud hvad Guds er. Og kejseren hvad kejserens er.... Luther såede frøet til den kritiske tanke, der er modsætningen til fundamentalismen."

Midt i vores udprægede, politiske og kulturelle krise er det uhyre vigtigt at der tages ordentligt til genmæle, og derfor er det også godt at en religionshistoriker som Jens-André P. Herbener har fået mulighed for i dagbladet Politiken de sidste otte søndage at komme med sin kritik af Luther og Lutheranismen. Herbener har konkret villet vise at Luther på ingen måde havde demokrati, adskillelse af kirke og stat eller moderne frihedsrettigheder for øje, og han gennemgår derfor Luthers frådende intolerance, giver eksempler på indførelsen af totalitær religionstvang og ekstremt barbariske dødsstraffe og zoomer ind på de tyske kirkers problematiske forhold til nazisterne. Blot er det kedeligt at han forfejler sit mål ved sin ensidighed og ved bl.a. slet ikke at røbe sit eget syn på forholdet mellem religion, kultur og politik. Det skal der hermed rådes bod på.



Luther ifølge Herbener    
Til toppen  Næste

Religionshistorikeren Jens-André P. Herbener (årgang 1970) har ikke meget tilovers for Martin Luther. Tværtimod understreger han at Luthers reformation i 1500-1700-tallet fik en række totalitære og barbariske følger i Nordvesteuropa - og måske tillige i Nazityskland i 1900-tallet. Luther var stålsat antidemokrat, hævdes det, selvom demokrati slet ikke var på tale dengang.

Lydighed skulle efter Luthers mening gennemsyre hele samfundet. Børn skulle adlyde deres forældre. Tjenestepiger og karle skulle adlyde deres herrer og fruer. Hustruer skulle adlyde deres mænd. Børn deres lærere. Og alle skulle adlyde fyrsterne, som Luther kaldte Guds tugtemestre og bødler. Lydighed mod de verdslige magthavere var nøgledoktrin i Luthers lære.

Luther anså oprør for at være Djævelens værk. Det store bondoprør i 1525 kunne ikke være mere giftigt, skadeligt og djævelsk, så han opildnede til massakrer på de rebelske bønder og påtog sig det fulde ansvar for de grusomme nedslagtninger af ca. 100.000 bønder. En afsindig pøbel var efter hans mening en håbløs og forbandet ting

Luther udviser i sine skrifter en rødglødende intolerance over for tilhængere af andre religioner og andre kristendomsformer end hans egen, og han var overbevist om at de var djævelens lakajer.



I sin 'Lille Katekismus' (1529), der blev brugt som lærebog i danske skoler op til omkring 1960, slog han fast at alle unge er forpligtet til udenad at lære de ti bud, trosbekendelsen, fadervor m.v.

1530 slog han fast at åben gudsbespottelse, undervisning i 'falsk' religion og religionsformer der indebærer oprør mod øvrigheden skal straffes, fx med dødsstraf eller landsforvisning.

1536 slog han til lyd for at de verdslige myndigheder skulle bekæmpe åbenlys gudsbespottelse, falske lærdomme og kætteri.



Luther er ifølge Herbener en af de største hadprædikanter i historien. Han karakteriserede fx dem han var uenig med som djævle og dæmoner, som ekskrementer, dyr og svin, ludere, bordelværter og horhuse. Intet var for nederdrægtigt, for dehumaniserende, for lavt. For Luther var som andre religiøse fanatikere, overbevist om at han stod på Guds side i kampen for menneskenes frelse, mens hans modstandere stod på djævelens.

Han dæmoniserede paven som Antikrist og udgav 1545 sine mest pavefjendske skrifter nogensinde. I 1543 udgav han to vulkanudbrud af kogende jødehad. Jødernes opfattelser hidrørte fra Djævelen. Hans jødehad mundede ud i et konkret syvpunktsprogram for hvordan jødedommen i Tyskland skulle destrueres.



Herbener gør gældende at reformationen på centrale områder førte til det modsatte af en adskillelse af kirke og stat, nemlig fremkomsten af en "lutheransk konfessionsstat". Og der henvises til at der i 1569 (efter Luthers død) udstedtes de såkaldte 'fremmedartikler': Alle tilrejsende skulle aflægge ed på at tilhøre den rette og sande lutheranske religion. 1629 oprettedes en art 'religiøst politi' der skulle overvåge folks privatliv. 1645 udstedtes den såkaldte 'kæppeforordning': kirketjenere gik omkring i kirken med lange kæppe og slog de sognebørn der var faldet i søvn. 1683 indførtes 'Danske lov' der forbød alle andre religioner end den lutherske. 1730/35 indførtes en sabbatforordning der påbød alle at gå i kirke på søn og helligdage. Og i 1736 indførtes tvungen konfirmation.

Kongemagten og kirkemagten arbejdede efter reformationen unægteligt tæt sammen for at skabe en fælles orden, begge var at betragte som absolutte instanser i tilværelsen. Men det er alligevel en tilsnigelse når Herbener taler om en "sammensmeltning af kirke og stat" eller om en "totalitær konfessionsstat" når Luther vitterligt skelnede mellem det verdslige og det åndelige som to adskilte "regimenter", hvor den verdslige myndighed sørgede for den civile eller 'borgerlige' orden, og kirken for den åndelige. Man kan med rette tale om at den yderst autoritære Luther sammenblandede tingene, men man kan ikke se bort fra at han skelnede skarpt mellem kirke og stat - og aldrig brugte ordet totalitær.

Men som Herbener gør det, er det væsentligt at holde fast i at lutheranismen bestemt ikke var nogen hindring for kraftige skærpelser af strafferetten. Den var tværtimod en af de helt afgørende årsager til dem. Efter reformationen blev barbariet værre herhjemme. Luther havde afvist den katolske kirkes kanoniske lov som menneskeværk. Derved opstod et tomrum i retssystemet, og det fyldte lutheranske stater ofte ud med Moseloven som de anså for Guds egen lov!



Konkret affødte reformationen her i Danmark drakoniske skærpelser af statens straffelov. Man indførte nu for førte gang 'gengældelsens lov' (efter princippet "lige for lige"), der bl.a. indførte dødsstraf hvor man i middelalderen ofte have nøjedes med bøder og bodshandlinger.

I 1683 blev den eksisterende lovgivning her i landet samlet og på nogle punkter skærpet, da Danske Lov blev udstedt. Strafferetten i Danske Lov var struktureret efter De Ti Bud og adskillige straffe var inspireret af Moseloven med halshugning, piskning, afhugning af hånd i levende live, brændemærkning, udskæring af tunge i levende live, afbrænding af levende mennesker, livsvarigt straffearbejde, radbrækning af kroppen m.v.

I 1697 og 1738 skærpedes straffen for visse typer drab. Forbryderen skulle først piskes ved pæl en gang om ugen 9 uger i træk. Derefter skulle hans knogler systematisk radbrækkes fra neden og opad, og som slutpunkt skulle han i levende live lægges på hjul og stejle.

Den lutherske reformation af samfundet medførte således ikke en sekulær humanisering af statens strafferet. Faktisk førte den i mange tilfælde til det modsatte: en religiøs barbarisering af den.

Afbrænding af troldfolk - populært kaldet 'hekse' - i 1500-1600-tallet et andet eksempel. I den totalitære lutherdoms storhedstid i 1600-tallet eksploderede henrettelserne. I alt blev officielt ca. 1000 hekse - primært kvinder - henrettet herhjemme mellem 1540 og 1693. - Et glimrende eksempel er stærkt skildret i Carl Th. Dreyers film "Vredens dag" fra 1943.



I 1900-tallets Tyskland var støtten til nazisterne større blandt protestanter end katolikker. Det kom bl.a. til udtryk ved de skelsættende rigsdagsvalg i 1932 og 1933. Den mest målrettede støtte til nazisterne fra kirkelig side kom fra de stærkt antisemitiske og nationalistiske Tyske Kristne (Deutsche Christen). Da nazisterne kom til magten forsøgte de at skabe én rigskirke. Alt skulle ensrettes (Gleichschaltung). I 1933 forsøgte de at få overført arierparagraffen til kirken. Ikke-konverterede jøder var et fremmedelement i Tyskland og en trussel mod kristendommen. Den såkaldte kirkekamp brød ud. Først dannedes Præsternes Nødforbund. Siden dannedes Bekendelseskirken. Og de fleste af medlemmerne af denne kirke tilsluttede sig størstedelen af nazistpartiets politik. 85 % af præsterne i Bekendelseskirken aflagde troskabsed til Hitler.

'De tyske kristne' ønskede af afjødificere kristendommen og skabe en tysk-arisk "Volkskirche" baseret på 'race og blod'. De påstod at oprindelig og autentisk kristendom var arisk og antisemitisk. Desuden opfattede mange Hitler som en Guds gave, der én gang for alle skulle gøre Jesu' antisemitiske arbejde færdigt. Den lutherske præst, teologi-professor og Kierkegaard-ekspert Emanuel Hirsch lovpriste i 1933 "alle der befinder sig i vort folks nuværende situation, oplever det som en solopgang af guddommelig godhed efter endeløst mørke år med brede og elendighed". Luther selv kaldtes 'den tyske profet' og 'skaber af tysk-folkelig kristendom'.

Den frygtelige sandhed er", skriver Herbener, "at mange tyskeres kristentro ikke udgjorde en bremse på diskriminationen, eksklusionen og forfølgelsen af jøder, næppe heller på Hitlers avancement til fuldsblodsdiktator. Ofte tværtimod." - Jeg kan her henvise til artiklen: Fritz Bauers opgør med nazismen skaffede ham mange fjender i Vesttyskland, men vil også understrege, at man efter min mening ikke kan gøre Luther personligt ansvarlig for hvad der i hans navn skete flere hundrede år efter hans død.



I sidste afsluttende indlæg i serien om Reformation (29.10.17.) understreger Herbener at vi bør hylde oplysningstænkere for demokratiet, og ikke Luther, og han hævder at Luther ville have betragtet nutidens demokratiske samfund som djævelens værk. Herbener mener, at de færreste har kunnet se det stærkt problematiske i at fremstillingen af Luther og lutheranismen i Danmark traditionelt har været overladt til lutheranere. Og han betragter det som en af de mest populære lutheranske myter i dag at Luther var en af det moderne demokratis vigtigste pionerer. Det var langt fra tilfældet, tværtimod blev tingene værre end tidligere. Efter reformation i Danmark-Norge fik vi endnu mere despotisk kongemagt, endnu mere religionstvang, endnu mere barbariske love, langt flere hekseforfølgelser og endnu mere censur.



Vurdering af Herbener    
Til toppen  Næste

Undertegnede er i mange enkeltheder enig med Herbener i den hårde kritik af Luther og lutherdommen, men jeg mener at det er an alvorlig fejl i hans vurdering at han overhovedet angriber Martin Luther for at være 'antidemokrat', for til den kategori hører stort set alle lærde mennesker og ledere fra Luthers tid - uanset om de var verdslige eller religiøse. Demokrati-begreber i moderne forstand er først relevant fra og med tiden omkring den franske revolution 1789.

Jeg mener ligeledes at det er helt irrelevant at postulere at Luthers ideelle samfundssystem skulle være 'teokratiet', dvs Gudsstyret, hvor Gud skulle styre samfundet ovenfra ved hjælp af en verdslig øvrighed med en fyrste i toppen. Betegnelsen kan bruges i Calvins tilfælde, men er uheldigt i Luthers.

Det er fuldstændigt korrekt at lydighed mod myndighederne og autoriteterne var et nøglebegreb for Luther, men det er vildledende at postulere at de verdslige myndigheder efter hans opfattelse skulle opfattes som Guds stedfortrædere i samfundet der havde den opgave at skulle beskytte de svage og bekæmpe de onde med sværdet, for ingen var Guds stedfortrædere på jorden. Det er afslørende for Herbener at han går så langt som at stemple "sakraliseringen af magthaverne som Guds stedfortrædere" som en nøgle i Luthers samfundsopfattelse. For det viser at Herbener slet ikke forstår Luthers skelnen mellem det verdslige og det åndelige regimente. Herbener er klar over Luthers skelnen, og han udlægger det på den måde at trosfrihed i Luthers opfattelse kun findes i det enkelte menneskes sjæl, i dets indre liv, men det berettiger ikke til at tale om sakralisering af magthavernes stedfortræderolle.

Her er formentlig forklaringen på at Herbener overhovedet ikke med så meget som et eneste ord omtaler Luthers geniale tanke om "det almindelige præstedømme", der betyder at alle mennesker uden undtagelse har et direkte forhold til Gud og i den forstand altid er præst eller sjælesørger for sig selv. Andetsted postulerer Herbener at Luthers 'kristne frihed' og lighed ikke indebar en ligestilling af mænd og kvinder, og han viser dermed at han hverken har fat på at ligestilling mellem mænd og kvinder er et moderne fænomen, eller at Luther mener noget helt andet med den kristne frihed end verdslige rettigheder, nemlig friheden til at have et indre, åndeligt liv uafhængigt af ydre autoriteter eller fortolkere.

Man får det indtryk at Herbener overhovedet ikke aner hvad dette kan betyde - og altså næppe heller vil forstå at det er det der i den fremragende, men selv blandt danske religionshistorikere nærmest glemte religionshistoriker Vilh. Grønbechs sprog og psykologi hedder "umiddelbarheden" eller i den lige så fremragende jødiske filosof Martins Buber sprog og psykologi hedder "jeg-du-forholdet". Der er intet mellemled eller melleminstans, fordi processerne foregår nede i de såkaldte primærprocesser, der er medfødte og spontane (modsat de tillærte sekundærprocesser). - Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Det forstod Luther naturligvis heller ikke med sin bevidste tanke, for den nævnte dybdepsykologi var slet ikke til rådighed før 1900-tallet, men det har Luther trods alt forstået intuitivt som utallige andre på hans tid og før ham.

Og det fører så til min hovedindvending mod religionshistorikeren Jens-André P. Herbener: Han er så rationalistisk indstillet at han slet ikke begriber hvad religion er og kan være - uden for den dogmatiske, autoritære og magtorienterede livssfære.



Herbeners generelle spørgsmål    
Til toppen  Næste

For nok var det multikristne Europa efter Herbeners opfattelse med til at bane vej for moderne religiøs tolerance, ligesom sandhedspluralismen bidrog til at underminere de enkelte kirkesamfunds krav på sandhedsmonopol. Og nok har Reformationen som sådan bidraget til fremkomsten af det moderne. Men - og det er det helt afgørende for Herbener - progressiviteten var totalt utilsigtet fra Luthers side. Hans ideal var nemlig et ubetinget autoritært lydighedssamfund, hvor en fyrste herskede på vegne af Gud, og hvor lutheranisme havde erstattet al anden religion.

For Herbener er det en utaknemmelig opgave at tale kristendom midt imod i et land hvor der er mange selvbevidste og magtfulde kristne. Ofte udløser det styrtsøer af forargelse og kanonader af modangreb, ikke kun fra lutheranere, men også fra katolikker. For sit eget vedkommende kunne han derfor godt - skriver han - én gang for alle tænke sig at få svar på en række spørgsmål, og det skal jeg gerne give ham.

Hvorfor skulle der gå 1800-1900 år af kristendommens historie før kristne begyndte at indføre kristendommen, spørger han. - Jo, det skulle der fordi der i hele kristendommens historie har været en afgørende forskel mellem det evangelium Menneskesønnen Jesus gik og prædikede og den bekendelsestro Paulus på grund af en intensiv personlig åbenbaring formulerede og missionerede for og som endte med at sejre i Romerkirken og siden blev definitivt dogmatiseret i den grundliggende trosbekendelse fra kirkemødet i Nikæa 325.

Hvorfor sørgede kristne konger og kirkeinstitutioner ikke for indførelsen af kristendommen i de mange århundreder hvor de havde magten til det? Hvorfor begyndte det først at ske, da de i moderne tid blev trængt i defensiven af oplysningstid og sekularisering? - Ganske enkelt fordi konger, kejsere og fyrster samt kirkeinstitutioner og lignende er regulære magtinstanser der først og fremmest kæmper for at erobre, bevare og med alle midler forsvare deres magt. Kristendommen sejrede ved sværdet - men den bevarede evangeliet i sig. Og det er da en modsætning man må tage til efterretning.

Hvorfor tilsluttede den katolske kirke sig først religionsfrihed og demokrati i 1965? - Fordi den først da var tvunget til det af den almindelige politiske og kulturelle udvikling i Europa. - Hvorfor tilsluttede Tysklands største protestantiske kirkeorganisation sig først eksplicit demokrati i 1985? - Af samme grund, men utvivlsomt forsinket af den specielle øst-vest-konflikt i Europa. Hverken den katolske eller den protestantiske kirke er upåvirkede af den storpolitiske og almenkulturelle udvikling, men de er og forbliver konservative af magtmæssige årsager.

Hvorfor skulle to verdenskrige og totalitære bevægelser først bade verden i blod i det 20. århundrede, før man oprettede et FN, udstedte en universel erklæring om menneskerettigheder og begyndte at kæmpe for en global udbredelse af demokrati? - Fordi de universelle menneskerettigheder og forestillinger om demokrati forudsætter et generelt oplysningsniveau der først langsomt udviklede sig i den vestlige verden i kraft af de sociale, folkelige og religiøse bevægelser og rørelser i 1800-tallet - og havde meget lidt med Luthers tanker at gøre. Dette oplysningsniveau er også meget abstrakt i sin universalitet - og derfor ikke særligt folkeligt.

Hvorfor skete alt dette først så sent som små 2000 år efter Jesus? - Fordi de er af en helt anden karakter end de intuitive forestillinger Menneskesønnen havde for to tusinde år siden.

Hvorfor havde magtfulde kristne stater og kirker ikke gjort det lang, lang tid før, hvis alt dette er nøglepotentialer i kristendommen? - Ganske enkelt fordi alt dette absolut ikke er nøglepotentialer i kristendommen. Slet ikke i den paulinske dogmatik der blev den sejrende, autoritære ideologi og som havde en decideret bekendelsestro som grundlag. Men heller ikke i det oprindelige evangelium som Menneskesønnen prædikede og som var hinsides al magtkamp og alle magtdrømme, og som netop af den grund blev opfattet som eskatologisk og hinsidigt da tilværelsen ramlede for Menneskesønnens disciple, da han blev korsfærstet.

"Der er noget der ikke stemmer", slutter Herbener sin kronik - og det må man give ham ret i. Men det er jo i hans egen fremstilling hvor han selv stiller modsætningerme op på en bestemt måde der umuliggør overensstemmelse. Han kan som flere af sine kolleger slet ikke forstå forskellen mellem det magtmæssige og det åndelige aspekt i sagen - og han kan endnu mindre forstå de dybdepsykologiske processers art, selv om vi har kendt dem i ca. hundrede år - og herhjemme ikke mindst har fået dem grundigt påpeget af Vilh. Grønbech fra 1915 til 1948.



Helhedsrealismens vurdering    
Til toppen  Næste

Ser vi nærmere på den mulige grund til at Herbener får stillet modsætninger op på den skæve måde han gør, så må den efter min mening ligge i at han overordnet set, men meget ensidigt opfatter oplysningstiden som en intellektuel revolution der bidrog markant til en samfundsmæssig revolution i Vesten, men ser helt bort fra den romantiske reaktion som frembragte de dybe selvgroede folkelige og religiøse vækkelser og bevægelser i 1800-tallet, herunder den grundtvigske bevægelse. Rask væk hævder Herbener at demokratiets og menneskerettighedernes idéhistoriske arnested netop skal findes i oplysningstiden (ca. 1689-1789) som modreaktion på de religionsforfølgelser, den censur og de absolutistiske kongedømmer der fulgte efter reformationen, men uden at forstå at modreaktionen mod censur, absolutisme og forfølgelse er en dyb, naturlig og spontan kamp for frihed og modstand mod alle former for undertrykkelse og indskrænkning, herunder også den fanatiske rationalisme.

Herbener tilhører så vidt jeg kan se den store gruppe af rationalistiske forskere der tror at oplysning er ensbetydende med en snæver fornuftsdyrkelse der både analytisk og eksistentielt kan isoleres fra den dybe personlige og kollektive erfaring af en helhed der sætter hele den menneskelige eksistens ind i et stort og principielt uigennemnskueligt spil mellem intellekt og intuition. Med andre ord tager han slet ikke højde for at alle mennesker uden undtagelse fra fødslen har to tilgange til virkeligheden - en indre og en ydre - der gør det nødvendigt at se eksistensen i et nøgternt og realistisk lys som et stort komplementært helhedsfænomen.

Det betyder at Herbener - som flertallet af hans kolleger - i grunden slet ikke forstår at religion dybest set er virkelighedstroskab og at dogmatiske religionsystemer dybest set altid fører til virkelighedsindsnævring. Det gælder jødedom, kristendom og islam og alle afarter. Og det gælder i allerhøjeste grad også protestantismen i Luthers eller andres udgaver.



Jeg har ovenfor fremhævet at Luthers største fortjeneste var at indføre begrebet det almindelige præstedømme: ethvert mennesker har et direkte og umiddelbart forhold til de højere instanser gennem sit indre liv og intuitionen. Det gør paver og kirkelige autoriteter overflødige, for enhver er præst eller sjælesørger for sig selv. Men da Luther ikke tog konsekvensen af sin store opdagelse og overflødiggjorde alt præsteskab, men tværtimod fastholdt det som forvalter af sakramenterne (de hellige handlinger han fastholdt som hellige, men dog reducerede til to, nemlig dåben og nadveren), så trækkes vi stadig med en præstestand (og en autoriserende teologiuddannelse) der fokuserer på fortolkningen af teksterne og her navnlig koncentrerer sig om en helt umulig og utidssvarende trosbekendelse. Man har én gang for alle afskaffet troen på gerninger som vejen til frelse, men man har snildt erstattet den med et krav om ubetinget bekendelse af troen som vejen til åndelig frihed, skønt den er det modsatte og folk i vore dage ikke begriber hvorfor man skulle gå rundt og bekende troen på Jesus som Guds søn, troen på Marias jomfrufødsel, troen på en fysisk opstandelse fra de døde eller troen på det kirkelige samfunds fundamentale betydning.

Skal Luther og lutherdommen kritiseres i vore dage, så skal det ske med et direkte frontalt angreb på det autoritære præsteskab, påstanden om at øvrigheden skulle være indsat af Gud og den fuldstændigt utidssvarende forestilling om frelse eller frihed gennem en bekendelse af latterlige påstande.

Her svigter Herbener og alle hans kolleger. For de forstår ikke hvor meget de lutherske dogmer spærrer for en sund og progressiv oplysning.

At redegøre nærmere for dette kræver dog en ny, specifik artikel om Luthers og folkekirkens fejl og svigt. Og den vil følge.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen  (4.11.17.)
Teser mod Paulus og Luther - i anledning af 500-året for Luthers oprør mod Pavekirken  (31.10.17.)
Den lutherske kirkes møde med paven et brud på undsigelsen af stedfortræder-ideen  (02.11.16.)
Jul og folkereligiøsitet  (24.12.15.)
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv
  (14.12.12.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Gives der mon en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?  (20.6.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater  (28.04.08.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Sjæl og hjerne
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt

Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid

Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (4.5.16.)
Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)



Artikler om Psykologi
Artikler om Religion
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal