utils prefix normal JERNESALT - lundbye

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.7.08.


Den tænksomme og skrivende kunstner Johan Th. Lundbye

Landskabsmaleren
Tegninger, skitsebøger og dagbøger
Udvikling og sygelighed
Den mislykkede kærlighed
Mellem Grundtvig og Kierkegaard
Trolddom, huletanker og - humor
Vurdering
Henvisninger



Landskabmaleren    
Til toppen  Næste

Maleren og tegneren Johan Th. Lundby (1818-48) står nok for de fleste kunstinteresserede som den danske landskabsmaler par excellence. Han malede omkring 400 malerier og langt de fleste er landskabsbilleder, som indfangede det typiske danske, eller mere præcist det typiske sjællandske landskab sådan som det så ud i det korte åremål han fik mulighed for at male, dvs fra 1834 til 1848. Og hans formål var fuldt bevidst. I 1842 noterer han i sin dagbog - udgivet som 'Et år af mit liv': "Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpelhed og Beskedenhed, som er så characteristisk for det. Hvilken Skjønhed er der ikke i disse fine Linjer i vore Bakker, der ere så yndig bølgedannede, at de synes at være dukkede op af Havet, i det mægtige Hav, ved hvis Bredder de steile, gule Klinter staar, i vore Skove, Agre og Heder."


Sjællandsk landskab. 1842.

Interessen for det nationale i historisk og i videre forstand var forlængst blevet vakt i hele Europa gennem romantikkens gennembrud omkring år 1800, ikke mindst inspireret af Herders historiefilosofi, men den forstærkedes i vid udstrækning gennem de politiske problemer der fulgte på Napoleonskrigene. Og for Lundbyes vedkommende blev den desuden direkte stimuleret af hans lærer og rådgiver på Kunstakademiet, kunsthistorikeren N.L. Høyen der gik så varmt ind for udviklingen af en skandinavisk nationalkunst at han vendte sig konsekvent mod den tyske indflydelse, dvs påvirkningen fra kunstnere som David Casper Friedrich. Men denne påvirkning kan dog spores hos Lundbye i bl.a. sammenstillingen af frie elementer fra forskellige lokaliteter i det enkelte billede og i den mere eller mindre symbolske anvendelse af fx udgåede træer i flere af landskabsbillederne.

At Lundbye var mere nationalromantisk end naturalistisk indstillet fremgår også af det forhold at han lagde historisk eller topografisk ukorrekte elementer ind i sine landskabsbilleder. Eksempelvis malede han under et ophold hos en onkel i Vallekilde i 1840 et meget smukt og for ham typisk 'Sjællandsk landskab' med den nærmere angivelsen 'i baggrunden Vejrhøj og det gamle Dragsholm Slot'. Netop det gamle slot - med røde mursten og et borgtårn - og ikke det hvide slot med spir han så for sine øjne og som vi kender i dag. Han pointerer ikke sit ærinde, for slottet på billedet er så lille at man ikke umiddelbart lægger mærke til den frihed kunstneren har taget sig. Men han lagde vægt på at tilføje elementer af 'de materielle spor af slægternes liv', som det hedder. Og dette skyldes igen forkærligheden for historien sådan som han lærte den at kende gennem Ingemanns romaner og værker af Oehlenschlæger, Chr. Winther og Grundtvig. Hans omfattende læsning allerede fra barnsben var en væsentlig forudsætning for hans kunst.



Lundbye kom - trods modviljen fra Høyen - ud på sin dannelsesrejse til Italien 1845-46 og besøgte på turen flere tyske, schweiziske, belgiske og hollandske museer, og var på ingen måde afvisende over for det han så. Men i hjertet var og forblev han dansk. Opholdet i Italien og samlivet med de danske kunstnere i Rom satte sig stort set ikke kunstneriske spor. Rejsen lå vel lidt for sent i hans liv, han var sidst i tyverne og i visse henseender ældre af sind end af år. Han blev uvenner med sine bofæller og tidligere venner om nationale spørgsmål - og han led af konstant hjemvé.

Men Lundbye var også en fremragende tegner og grafiker, der udførte 12-1500 tegninger, hvoraf alene Hirschssprung-samlingen ejer henimod halvdelen. Og i denne tegnekunst var han meget alsidig. Han tegnede portrætter, dyr og planter ved siden af landskaber, ja, havde med Peter Munks udtryk 'en næsten encyklopædisk trang til at indfange den empiriske verdens elementer' i sin fine streg og farvelægning. Han havde et sikkert, ligefrem virtuost håndelag og dertil en fremragende visuel hukommelse. I tegnekunsten dyrker han overvejende detaljen og nøjagtigheden i en rigdom af billeder. Her ses det romantiske islæt kun undtagelsesvist - og mest i skitser der senere indgik i større arbejder, hvor det romantiske kan påvises.



Lundbye havde imidlertid også litterære evner. Han læste og reflekterede meget og han nedskrev flittigt sine iagttagelser og refleksioner i sine dagbøger og skitsebøger. Og det er først og fremmest her det typisk romantiske træder frem i form af udsagn om følelsen, længslen og det anelsesfulde. Og her slår påvirkningen fra Tyskland klart igennem. Lundbye, der kun havde syv års almindelig skolegang bag sig og kom på akademiet som 15-årig, modtog tyskundervisning fra 1841, og han citerede derefter læste værker af Goethe, Schiller, Lessing og Novalis på originalsproget. Det romantiske ses eksempelvis af følgende notat i dagbogen fra 1843: "... Jeg seer det Underlige, det Store i Naturens Ro og Alvor - det er som Toner fra en vældig Harpe, men forstaae dem kan jeg ikke. De gjenklinge dybt i mit Indre, og de samme Toner skulle ogsaa gjenklinge i mine Billeder. Jeg elsker dem, ja, disse toner er mig den kjæreste Nydelse, på samme tid de vække Savn og Længsler, jeg veed ikke selv: hvorefter!...."

William Gelius påpeger også at Lundbye på romantisk vis opfattede havet som noget der var forbundet med længsel: længsel efter det fjerne, det ukendte, det grænseløse og det evige. I et brev til vennen Lorenz Fröhlich skriver Lundbye: "... men betragter jeg Livet som Veien til en Evighed, jeg engang har hørt ligne ved et uhyre Hav, hvorover ingen Dødelige kunde see endog blot den fineste blaa Baggrund hæve sig, men bag hvilket dog vel de Fleste ahnede Land, det kunne man see af de mange Spor som førte derned til Bredden - betragter jeg Livet saaledes, saa har jeg aldrig seet noget Spor løbe saa kjønt,... som det vi fulgte fra vi var ganske unge."

Vagn Lundbye kalder med rette Johan Th. Lundbye den mest reflekterende af vore guldaldermalere - udover de allerede nævnte forfattere fulgte han Søren Kierkegaards forfatterskab fra starten - men refleksion og kunst holdtes ikke adskilt, men blev integreret i hinanden. Han reflekterede over selve sin rolle som kunstner og menneske - og dette gør ham i realiteten til eksistentialisten blandt guldaldermalerne. Han havde med Nørregaard-Nielsens ord sin egen 'indtryksømhed' når han registrerede landskaber, klima og blæst, men for ham var landskabet ikke bare et motiv, men også et udtryk han kunne identificere noget i sit væsen med. Hans sygelige hang til melankoli gjorde ham både selvspejlende og stemningsbetonet som kunstner. Men denne udtryksfuldhed gjorde ham på en måde til en slags forløber for ekspressionismen i dansk kunst. Lundbye kan med andre ord ikke sættes i bås som ren romantisk guldaldermaler. Og så er der endda her endnu ikke talt om hans humor.



Et af Lundbyes kendteste billeder er det kæmpestore "En dansk kyst, motiv fra Kitnæs ved Isefjorden" (1842-43) som for ganske nylig blev udstillet på Statens Museum for Kunst's særudstilling om 'Verden som landskab. Dansk landskabsmaleri 1840-1910'- så vidt jeg forstod nærmest til skræk og advarsel. Der er i hvert fald meget delte meninger om værket. Nogle kalder det et hovedværk eller et mesterværk. Andre påpeger det problematiske ved det unægteligt flotte billede af en typisk dansk kyst (ved Jægerspris ved Roskildefjorden). Også her har Lundbye taget sig nogle friheder der gør billedet topografisk ukorrekt, ligesom han bevidst har indsat en arbejdsvogn der symbolsk har mistet et hjul. Men det problematiske ligger i at billedets tilblivelse gik ham på. Han var længe om at få det færdigt, nussede for meget med detaljen (prikkeriet med den tynde pensel) - og måtte have støtte af sin nære ven og kollega P. C. Skovgaard, der opfordrede ham til at lægge alle spidspensler til side og male bredt med de store børstepensler. "Mal nu de bunker tang på 5 minutter", sagde den erfarne Skovgaard der ikke for ingenting havde regulær håndværkeruddannelse som maler bag sig ved siden af den akademiske kunstneruddannelse. Men den slags lå - som Nørregaard noterer - ikke for Lundbyes temperament. Det store maleri imponerede og imponerer stadigt ved sin dengang enestående mægtighed, men kom til at savne Lundbyes ynde. Lundbye noterer selv alle vanskeligheder i sin dagbog, herunder også major de Mezas (den senere 1864-generals) ironiske kommentar ved et selskab, hvor han var blevet præsenteret for maleren. "Nå det er ham der maler de store billeder... jamen han er jo også et gigantisk menneske."

Lundbye var lige præcis ikke noget gigantisk menneske, og han skulle aldrig have givet sig i kast med en billede der målte 188,5 x 255,5 cm. Det er i de små billeder han viser sit virkelige format og sin styrke. I 1843 var han således med Skovgaard på sommerophold i Vejby ved Frederiksværk - og her malede han nogle af sine bedste og mest lykkelige værker i overkommeligt format. For her kunne han være sig selv, male de motiver der udtrykte ham selv - og samtidigt glemme sig selv og blive færdig!.


Landskabsstudie med en kæmpehøj. 1843

Lundbyes hang til refleksion indebar naturligvis en konstant selvkritik i både liv og kunst. Men han var klar over faren og gik så vidt at han simpelthen påstod at kunstværkets værdi ene betinges af øjeblikkets lykkelige inspiration. "Hvorledes bliver kunstnerens værker til?", kunne han spørge. Og svaret lød: "Uden slid og slæb, det bedste uden at han selv mærker det, så at sige....".

En sådan påstand tog kunsthistorikeren Karl Madsen afstand fra i sin store Lundbye-biografi fra 1895, men det samme gør Eva Henschen i 1994. For hun finder det nødvendigt at sammenligne Lundbyes 'arbejdsmetode' med den såkaldte automatisme som visse kunstnere som bl.a. Asger Jorn og Richard Mortensen en overgang morede sig med under inspiration fra surrealismens teoretiker André Breton. Men der er i Lundbyes tilfælde overhovedet ikke tale om forsøg på nogetsomhelst i retning af frigørelse af fortrængt bevidsthedssindhold fra overjegets censur - og hans inspiration har i det hele taget intet med en arbejdsmetode at gøre. Den er tværtimod den simple konstatering af at det bedste der skabtes i hans egen kunst nu engang skabtes spontant af kræfter i psyken som er større end hans viljeskontrollerede jeg. Det er et fænomen der kan iagttages hos alle børn i deres spontansang og som er afgørende for al kreativitet hos voksne (herunder kunstnere og videnskabsmænd), og som hos disse ofte giver sig udslag i en lykkefølelse og taknemmelighed over at være kanaler for noget højere. I Johan Sebastian Bachs tilfælde var der ingen tvivl om at det var Gud der skabte det bedste han lavede - derfor gav han Gud æren. På moderne dybdepsykologisk plan kunne man kalde denne skabende instans for 'selvet' eller 'totalpsyken' til forskel fra det snævre 'jeg'. Man kunne også opfatte den som direkte føling med det kollektivt ubevidste og dermed understrege den markante forskel fra udslag af fortrængt stof. Men man skal naturligvis omvendt ikke glemme at genial spontanitet fra kunstneres eller videnskabsmænds side også forudsætter høj indsigt og håndværksmæssig kunnen.

I en dagbogsoptegnelse fra 1843 henfører Lundbye selv sin frieste kunstneriske skaben til det guddommelige: De ting der er fremstået med en sådan lethed at han virklig helt glemmer den tekniske vanskelighed ved deres tilblivelse er de eneste ting han tror har nogen 'ringe fortjeneste' af det han har gjort, "... men denne Fortjeneste er jeg langt fra at tilregne mig selv. Jeg troer virkelige, at deri ligger det guddommelige, at Billedet fremstaar ved os med en Lethed, som vi ikke selv kunne forklare. Hvor ganske anderledes forholder det sig ikke med mine egne Skabninger, fx mit store Kitnæs, og dog må denne Lethed komme, om Arbeidet nogensinde skal faae Værd. De tidligste Stykker havde maaskee noget deraf; men de vare igjen saa ganske raae, og raat må intet kunstværk være, man maa ikke føle at det Kjønne deri er tilfældigt."

Det ligger derfor næsten i sagens natur at det for en yderst følsom og reflekterende kunstner som Lundbye måtte blive i det lille format chancen for at bevare den lykkelige spontanitet var størst. Derfor spiller tegninger en meget central rolle for denne kunstner. Her skabte han sine allermest intime værker - uden at dette på nogen måde forklejner ham som landskabsmaler.



Tegninger, skitsebøger og dagbøger    
Til toppen  Næste

Johan Th. Lundbye startede tidligt med at tegne, men det var absolut ikke efter faderens, stabskaptajn og senere oberst Lundbyes ønske. Johan, den midterste af de syv sønner, måtte tværtimod to gange som barn på faderens forlangende brænde alt hvad han havde liggende af tegninger; først da drengen var 13-14 år bøjede faderen sig for hans tilbøjelighed og tillod ham at modtage tegneundervisning. Det blev med årene som nævnt til 12-1500 tegninger.

Den Hirschsprungske Samling, der er i besiddelse af omkring 650 af disse tegninger, afholdt i 1998 en fornem udstilling under titlen "Tegninger og Huletanker" med et lige så udsøgt, rigt illustreret katalog.

Marianne Saabye påpeger at naturen i disse mange tegninger er set gennem kunstnerens sind på den måde at Lundbye simpelthen tegnede med kærligheden, søgte stemningen og hentede sin kunst ud af drømmene. Tegningerne var i vid udstrækning erindringstegninger, dvs tegninger Lundbye lavede for at fastholde et motiv - et landskab, en skov, en person, et dyr, en plante, en ting, en bygning. Det var i visse tilfælde studier, men vel at mærke ikke altid til brug for senere større arbejder. Det samme gjaldt de malede 'studier'. Tegnestudierne var overvejende tegnet for hans egen skyld - og blev bevaret som personlig ejendom i skitsebøgerne eller dagbøgerne. Men han viste dem naturligvis til andre, herunder sin lærer N.L. Høyen, der ikke lagde skjul på at han ikke brød sig om dem.

"Naar jeg maatte lege mig igennem Livet med Pensel og Farver til Legetøi, da skulle der maaske komme et og andet Glimt, der nu qvæles af den forbandede Pligtfølelse, der aldrig har skabt det Ringeste, der er værd at nævne, hverken i Livet eller i Kunsten", hedder det i dagbogen 1844. Og han fortsætter: "Jeg vilde hellere end gjerne tegne Billeder til Alverden, men standses altid ved Tanken om at de Mænd, hvis Dom jeg agter høiest, anseer disse Ting for Narrestreger og Tidsspilde. De gjør min Kunst til et Arbeid, og jeg vilde det skulle være en Lyst." - Meget tydeligere kan det vist ikke siges. Ordene var rettet direkte mod Høyen som forberedelse til en diskussion med denne, der havde meldt sin visit. Da samme Høyen tre år efter Lundbyes død skulle lave et udvalg af dennes tegninger til Kobberstiksamlingen udvalgte han de gennemarbejdede tegninger og fravalgte skitsebøgerne.

Men Lundbye selv var ikke i tvivl: "Maaske er alligevel de Tegninger jeg gør næsten som en Leg det bedste jeg kan yde." Det frit legende lå i hans tilfælde også i at han i skitsebøgerne ofte tegnede mange forskellige motiver ved siden af hinanden, uden bagtanker af nogen art. Han udnyttede papiret kunne man sige. Men han tegnede også altid - og havde skitsebøgerne for hånden på sine ofte meget lange vandreture.

Lundbye gik ikke af vejen for eksperimenter med pen, tusch og lavering. Påvirket af vennen Fröhlich genoptog han pennetegningen, der ellers stort set var udgået til fordel for tegning med blyant eller fin pensel. Lundbye var også meget interesseret i tekniske muligheder for mangfoldiggørelse af tegningerne, så almindelige mennesker - det vil dengang sige almuen - kunne få del i glæden. Derfor lavede han mange tegnigner der var specielt egnede til datidens reproduktionsteknik (zylografiet), det gjaldt bl.a. illustrationer til sagn og eventyr samt Kaalunds fabler.

I de helt unge år lavede Lundbye mange portrætter af familiemedlemmer og venner samt mange selvportrætter. Et af de fineste af de sidste er selvportrættet fra 1837, da han var 19 år gl.

Men også det laverede portræt af moderen fra 1845 er et fornemt eksempel på hans indføling og håndværkmæssige sikkerhed.

Lundbye tegnede med Jette Baagøes udtryk den ægte danske skov, herunder de nye skove på Sjælland. Og han tegnede såvel skovens ansigt som de enkelte træer i skoven. Det var mange kilometer af Nord-, Midt- og Vestsjælland han vandrede tegnende igennem.

En meget speciel skitsebog er 'Den lange bog' som i virkeligheden var en kolonnebog med tre gennemgående linjer og i formatet 98 x 322 mm. Den blev af en bekendt ironisk kaldt hans 'indtægtsbog for landskaber', og det kan i høj grad undre at han brugte den. Men han holdt meget af den - og det skyldtes det forhold at han havde fået den forærende af den Louise Neergaard han blev forelsket i og i årevis drømte om at blive forlovet og gift med. Sådan skulle det ikke gå, men han brugte i årene 1841-44 bogen så flittigt, at dens format med Marianne Saabyes ord gik ham så meget i blodet, at han overførte det til mange af sine malede skitser. Formatet havde den fordel at han kunne sammenstille sine iagttagelser på ét blad. 'Den lange bog' blev desværre skåret op efter hans død, og bladene spredt for alle vinde, så det har været meget vanskeligt for Hirschsprung-museet at rekonstruere den.

En anden helt speciel skitsebog er 'Trolddom og Huletanker' fra 1846-48, som skal omtales nærmere nedenfor, men hans tegning 'Bakketrolden uden for sin hule' fra 1845 viser med al ønskelig tydelighed at Lundbyes hang til refleksion var særdeles udtalt - og gjorde ham ikke alene indadvendt, men direkte melankolsk.

Lundbye reflekterer i sine dagbogsoptegnelser 'Et år af mit liv' dels om almindelige problemer og fortrædeligheder, dels om kunstværkets tilblivelse, dels om religion og dels om forholdet til Marie Louise Neergaard.

Om sig selv og sit sindelag hedder det bl.a. i december 1843: " Jeg kan vel endnu tit være tungsinding og bedrøvet, endogsaa uden at jeg selv kan angive Grunden, eller rettere, jeg kan sjældent overlade mig til Munterheden, det er altid som jeg ikke turde tro den, og jeg har lagt mærke til, at ligesom jeg, hvergang jeg har udtalt en haard Dom over en Person, ved en eller anden Handling af denne nødes til at skamme mig og bekjende, jeg gjorde ham Uret, - saaledes træffer mig hyppig en eller anden Sorg eller Modgang netop som jeg har hengivet mig til Glæden og i den glemt at Livet har Alvor. Det er underligt, men jeg troer, at der gives saadanne Mennesker, der ikke tør være glade, jeg troer at høre til dem; saalænge jeg kan huske har jeg havt Hang til en alvorligere Betragtning af Livet, uden dog at have Evne til at gaa dybere i denne Betragtning, det er blot en Lyst til at see Livet alvorligt, der er mig naturlig og inderlig kjær....."



Udvikling og sygelighed    
Til toppen  Næste

Johan Th. Lundbye blev født i Kalundborg den 1.9. 1818 som søn af den 40-årige stabskaptajn Joachim Th. Lundbye og den 26-årige Cathrine Bonnevie. Han var ifølge moderens senere udsagn "et usselt Barn, ofte Døden nær, med en Legems Svaghed, hvorfor der gik en Læge til os daglig i meer end et Aar". Faderen forflyttedes senere til København, hvor familien boede på Kastellet. Han var fra 1836 og til sin død i 1841 chef for raketkorpset i Frederiksværk, men Johan blev i København.

Lundbye gik ud af skolen som 14-årig og får tegneundervisning hos professor J.L. Lund og er samtidig privatelev af dyremaleren Chr. Holm. Han påbegynder undervisning på Kunstakadmiet, hvor han møder Thorald Læssøe, Jens Adolf Jerichau og P.C. Skovgaard, som han alle fik som venner. På sin fødselsdag i 1834 maler han sit første oliemaleri ('Studie af en liggende ko'). Han får i 1835 et billede udstillet på Charlottenborg og optages på akademiets modelskole. Han maler adskillige portrætter i de følgende år. I 1838 træffer han Lorenz Fröhlich der bliver en nær ven. Fröhlich beskriver Lundbyes bolig ved Marmorpladsen med ordene: "Hans to Værelser var simpelt møblerede, men der var stor Hygge. Han var meget ordentlig, formodentlig af en slags militair Vane. Ordenen kostede ham ingen Anstrengelse."

Han besøger ofte forældrene i Frederiksværk og en onkel i Vallekilde - og får malet og tegnet mange billeder overalt. Han får udstillet flere ting - og også solgt nogle billeder til Kunstforeningen. Det er i Vallekilde han i 1839 træffer Louise Neergaard. I 1840 skriver han til Fröhlich om sin situation generelt: "Jeg er ellers bleven et skikkeligt Menneske i somme Ting, og jeg håber, at min overstadige Munterhed ikke skal træde forstyrrende frem i Vinteren, som før Sommeren. - Vær forvisset om, at den fjantede Lystighed, som nu og da stikker frem, er kun Glimt af den tids paaankede kaade, letsindige overgivenhed, Glimt som jeg haaber skal blive sjældnere, uden at jeg skulle tabe det muntre og rolige Sind, som jeg Troer er min Mødrenearv. - Gnavenheden er her ikke Plads til at behandle."

I februar 1841 tegner Lundbye et selvportræt som han kalder: 'Melankoliker siddende ved ovnilden'. Senere på året er han igen aktiv på Frederiksværk-kanten og skriver til Fröhlich: "Den lille Granlund med sine røde Gange... den var for mig næsten et lille Paradiis i det Øieblik, og jeg kom til at tænke over, hvad der hindrede mig i altid at føre et saa lykkeligt Liv. Naturen er jo altid skjøn, virker altid saa godt paa Sindet, men Sindet er ikke altid roligt og modtageligt."

Faderen dør i juni 1841, men moderen bliver boende i Frederiksværk indtil hun året efter flytter til Kastellet. Her flytter Lundbye selv ind kort efter, bl.a. for at støtte hende økonomisk. Forinden er han begyndt at gå til Høyens forelæsninger og Grundtvigs gudstjenester. Forelskelsen i Louise Neergaard får ham til at påbegynde dagbogen 'Et aar af mit Liv'. Han tager fat på det store Kitnæs-billede 'En dansk kyst' der først bliver færdigt i 1843. Men i 1843 er han også - som tidligere nævnt - på malerophold i Vejby i Nordsjælland sammen med P.C. Skovgaard og oplever en lykkelig tid.



Men dagbogen afslører en kredsen om tvivl og modløshed som nok er knyttet til den problematiske forelskelse og den ligeså problematiske udfordring med kystbilledet, men alligevel er påfaldende overdimensioneret eller sygelig. Den fine kender af både sjæleliv og dansk kulturliv, psykiateren Ib Ostenfeld har da også i 1937 skrevet disputats om tilfældet under titlen 'Johan Th. Lundbye. Et stemningslivs historie', hvor det godtgøres at Lundbye led af en relativt mild form for manio-depression, som også kan påvises i hans farvebehandling. Bogen vakte som man kunne forvente en del kritik i kunstkredse, fordi man åbenbart tror at studiet går ud på at reducere kunst til udslag af sjælelig sygdom, men det har aldrig været Ostenfelds ærinde. Og han har da også i 1977 fulgt bogen op med en fuldstændiggørelse af det sjælelige portræt af Lundbye, en epilog om 'En kunstners kamp med sin skæbne'. Da jeg deler Ostenfelds hovedsynspunkter skal Lundbyes tilfælde her beskrives med psykiaterens egne ord.

"Skønt Lundbye var benådet med et kunstnerisk naturtalent, der kom til syne meget tidligt og var ganske uomtvisteligt både for ham selv og for alle kunstkyndige, udviklede der sig hos ham jævnsides med disse forbløffende evner en ringshedsfølelse og mistvivl om egen formåen, uden at forståelige årsager kan påvises [min fremhævelse]. Fra han var halvvoksen, var der i bund og grund ikke skygge af usikkerhed hos ham om den vej han burde følge, og ingen i hans omgivelser lagde hindringer i vejen for ham. Som en blomst udfolder sig af sine givne betingelser skød hans talent sine friske, unge skud af en indre nødvendighed, uden at han behøvede at anstrenge sig derfor. Han synes at rumme alle forudsætninger for at blive sin muses yndling og at have fået kastet appelsinen i sin turban blot ved at række den frem. Så meget desto forunderlige er de følelser, hvormed han allerede i sit livs morgengry betragter sig selv. "

I dagbogen omtaler Lundbye således sig selv som den stille, alvorsfulde og skrantne dreng, der hverken fik en barndom eller en ungdom. Til vennen Fröhlich taler han 19-år gammel om det gode i sig selv der er skjult bag melankoli, om særheden, mistroen, det onde som er skjult bag en herlig kåbe. Han spørger hvorfor han så tit er bedrøvet, men kalder også selve det lune hvori han beskriver denne bedrøvelse for sygelig. I et brev i 1841 skriver han at han var alvorligere syg end han selv antog, ja han kalder det en 'formelig nervesvækkelse'. Til vennen hedder det i et brev også det mismod han røber ikke er en overgående sygelig stemning, men et mismod der tit kommer igen og gør ham forsagt, bleg og ussel. Utallige andre udsagn kunne citeres.

Ostenfeld skriver: "Man vil kunne forstå at grænsen mellem Lundbyes enkle, men dybt i sjælen forankrede naturlige følelsesliv og hans afglidning i sygelige emotioner var meget snæver og at der kun skulle små impressioner til for at vælte ham overende. Det sygelige lå bestandig på lur og kunde ved de mindste misforhold bryde frem og tage magten fra ham."

Og Ostenfeld påpeger at mismodet indtil fortvivlelse i disse ungdomsår (1838-42) er så meget mere påfaldende som han "i samme tidsrum frembragte fremragende kunstværker, friske og lyse, med orignale, for ham aldeles ejendommelige motiver og at han samtidigt eksperimenterede med ingeniøs selvstændighed med forskellige kunstformer", arbejder der blev almindeligt beundret og indkøbt. Men "jo sikrere han fandt sig placeret i kunstverdenen, des mere tvivlende og ulykkelig følte han sig og des ringere anså han sin kunst for at være - overfladisk, fuld af mangler, utilfredsstillende, ikke til at være bekendt".

Foreløbigt er de mere og mere synlige sygelighedstegn af forholdsvis begrænset skadevirkning, men så kommer katastrofen, hvor han modstandsløst kastes ind i følelser han ikke kunne bære, nemlig den hektiske og af ham selv fejlvurderede forelskelse i Louise Neegaard. Katastrofen var - understreger Ostenfeld - ikke årsag til sygeligheden, men en følge af den. Den var et besynderligt, men for Lundbye egenartet symptom på hans lidelse.



Den mislykkede kærlighed    
Til toppen  Næste

Om forelskelsen i Louise Neergaard, datter af ejeren af den midtsjællandske 'Vedbygård', hvor Lundbye kom ret ofte, står der meget i dagbogen. "Jeg har af Naturen faaet et varmt Hjerte, men min Forstand giver mig ikke den Rigdom i mig selv, som kunde erstatte Savnet af en kjærlig Pige, til hvem jeg kunde betro mig, hengive mig ganskje", hedder det bl.a. Og lidt senere tilføjes: "Jeg tør ikke tro på den Følelse jeg har baaret for Louise Neergaard. jeg kjender saa lidt den unge Pige, Tilfældet har gjort, at jeg har lært hende at kjende saameget, at jeg kan føle, i hende boer en kjærlig Sjæl, reen og fordringsfri, der har kæmpet sig maaskee til Ro og Selvfornægtelse, hvilket deels hendes Væsen deels Yttringer synes at tyde paa, hun vil ikke for min Skyld atter ud i Livets Tummel, i Stille Ro hengaaer hendes Dage offrede hendes Brødre og hendes sande Veninder." Men Lundbye erkender også at, "Aldrig kom nogen Yttring frem, hvoraf fremlyste at hun nærede anden Følelse for mig end den Velvillie en ung Pige kan vise en Fremmed....".


Louise Marie Nedergaard. 1841.

Forelskelsen varede i fem aar, men endte uden resultat. Den ene gang Lundbye havde besluttet sig for at fri, dukkede en anden pige op på den havegang på Vedbygaard hvor han ventede Louise - og det tog han som et tegn på at hun ikke skulle være hans. Men han fortsatte drømmerierne - og henvendte sig til sidst i dagbogsoptegnelser for året 1842/43 direkte til hende, i et eller andet forfængeligt håb om at hun skulle få det at læse. Det skete også på Karl Madsens foranledning, men årtier efter Lundbyes død, nemlig da hun var 78, ugift og syg. Og hun røbede da, at Lundbye ikke ville have fået nej!

Den historie er der i nyere tid såmænd kommet en bog udaf, nemlig Klaus P. Mortensens lille og fornemme studie 'Johan Thomas Lundbyes kærlighed' (Gad. 2000), et forsøg på at påvise hvordan billeddannelsens grundrytmer både som konkret håndværksmæssigt anliggende og som forvandlingsproces i malerens bevidsthed er forviklet med hans kærlighed til en bestemt ung pige. Mortensen karakteriserer beskedent sit forsøg som en boreprøve i det sammensatte kunstersinds krinkelkroge, og han kommer med mange gode og relevante betragtninger, herunder ikke mindst en gentagen påpegning af Lundbyes ubestridelige ambivalens.

Men når kontrasten mellem det skiftende lyssyn og tungsind beskrives som et 'dobbeltvæsen', (udadtil en skikkelig fyr, indadtil et væsen besat af lave lidenskaber), ja, en dobbetlhed der i hvert fald glimtvis minder om modsætningen mellem dr. Jekyll og Mr. Hyde, så forekommer det at Mortensen er for langt ude. Mortensen har ret i, at Lundbyes adfærd ikke kan reduceres til at være blot og bart udslag af en personlig og kulturelt betinget seksualskræk, skønt begge efter Mortensens mening spiller ind. "For Lundbyes evindelige kredsen om den kærlighed, som ikke er, men kunne være, er ikke kun udtryk for en ubeslutsom og kærlighedssky melankolikers manglende evne til at komme videre med sit liv..... Den dybe konflikt mellem erotisk længsel og kunstnerisk stræben er nemlig også ledsaget af en higen efter at fatte, hvad det er, der rumsterer så voldsomt i ham og med ham...".



Der skal ikke her rettes indvendinger mod selve tesen om at kærlighedshistorien er dybt forviklet med Lundbyes øvrige refleksioner om kunsten og livet, for det fremgår umiddelbart af dagbogen, men derimod skæres igennem til Ib Ostenfelds klare vurdering ud fra dagbogsoptegnelserne: "Lundbye var gennem hele perioden syg på sjælen, og det var sygdommen, som rev forelskelsen med sig, snart i heftig lidenskab, snart i tvivl, men altid med et skær af drømmende uvirkelighed. Dens drama udspilledes i hans forpinte, magtesløse Indre, hvor mørket afvekslende søgtes spredt ved hengivelse til den fjærne unge pige og til religionens trøst. Ingen af delene skaffede ham lindring....".

Men det var netop lindring for tungsindet og tvivlen han søgte. "Han ser udelukkende på pigen som en hjælper og sygeplejerske, han i sin hjælpeløshed kan hælde sit hoved til. Hun er en projektion af hans egen elendighed". Men problemet var at "lidenskab var ham en gru - det ville være at besmitte den rene kærlighed, han søgte, og som stod som en redningsplanke for ham". - Ostenfelds konklusion lyder derfor at Lundbyes afmægtighed over for både Louise og andre unge kvinder bundede i at "hans syge sind borede sig ned i de stærkeste passioner af fryd eller pinsel, for dog at føle, at der var åndeligt liv tilbage i ham; og depressionen rev, som det ikke sjældenet sker, gamle utilstrækkelighedsfølelser og nederlag op fra deres gemmesteder i sjælens bund og martrede ham dobbelt". Og om Louise Neergaard lyder det, at hun på sin side aldeles ikke var den pige, Lundbye kunne have delt lykken med. "Uden friskhed, uden frodigt liv og lyst sind" kunne hun aldrig være blevet hans inspirerende ledsagerske. Det var hans lykke at han aldrig fik friet og aldrig fik ja!



Men endnu et spørgsmål må stilles: hvad var det for en renhed Lundbye forlangte? Lad gå at det ikke var seksualskræk i gængs forstand eller angst for kvinder. Det sidste var det i hvert fald ikke, eftersom Lundbye omgikkedes kvinderne i familien og venskabskredsen ugenert - og stod en kusine nær. Vagn Lundbye bruger et sted det udtryk om sin navnebroder, at han 'bogstaveligt var ramt af renhed', men desværre forklarer han det ikke så præcist at 'det bogstavelige' går op for en. Han nøjes med at sige at Lundbye bestandig var "optaget af at tænke smukt og renfærdigt. Han ville kun tro godt om den verden han havde så svært ved at leve i". Men renhed er vel i det hele taget ikke noget man kan rammes af, så meget mindre som de fleste fødes som uskyldige børn. I givet fald må der være tale om et stærkt etisk krav om renhed. Men hvor kommer det fra?

Vagn Lundbye mener at Johan Th. Lundbyes renhed var karakteriseret af den værste af alle splittelser, splittelsen mellem at synes og at være, det vil sige den manglende evne til at leve op til den etik som individet selv mener livsnødvendig. Men han påpeger også at Johan Th. Lundbye egentlig aldrig blev voksen. Han havde lettest ved at være sammen med børn og dyr. Og han voksede mentalt aldrig fra sin moders skammel:


"Han voxer ikke fra Sædet på sin Moders Skammel". (Florens. 1846)

Det vil med helt andre ord sige, at Johan Th. Lundbye aldrig fuldførte det mytiske 'syndefald'. Han blev sig naturligvis bevidst om både det andet køns tiltrækkende eksistens og sin egen kønsdrift, og han så begge dele som brud med uskyldigheden - altså som det der i religiøst sprog kaldes 'synd', men han accepterede i grunden aldrig den for såvel forplantningen som det almindelige jordiske liv og den almindelige jordiske kulturs nødvendighed af 'faldet' for at 'realisere det almene'. Og han forstod heller ikke at kristendommen, som han bevidst og frivilligt tilhørte, dybest set er befrielsen fra syndsfølelsen. Han gruede med Ostenfelds ord for 'lidenskaben', hvad der mere præcist vil sige den almindelige menneskelige seksualdrift eller om man vil det almindelige 'dyriske' begær, og han nåede altså heller ikke frem til den almene menneskelige erfaring, at begær og kærlighed ikke udelukker hinanden, men at det tværtimod forholder sig sådan, at enhver normal mand begærer den kvinde han elsker, og at enhver normal kvinde vil begæres af den mand hun elsker - og at der absolut intet ondt er i dette.



Det bør i denne forbindelse udtrykkeligt gentages, at der i Lundbyes tilfælde ikke er tale om seksualangst i egentlig (freudiansk) forstand, da han hverken var traumatiseret eller psykotisk. Der var heller ikke tale om en moderbinding der spærrede vejen til en jævnaldrende kvinde, for nok stod han livet igennem sin moder meget nær, men hun var på ingen måde en dominerende kvinde og forsøgte ikke at lægge hindringer i vejen for ham. Gruen for den lidenskabelige kønsdrift og 'syndefaldet' - og dermed den ulyksalige værnen om den absolutte 'renhed' - hænger utvivlsomt sammen med den overdrevne eller sygelige hang til melankoli, indadvendthed og huletænkning, men den blev utvivlsomt og ulykkeligvist også støttet af hvad han læste hos Søren Kierkegaard om bl.a. 'hjertets renhed'.



Mellem Grundtvig og Kierkegaard    
Til toppen  Næste

Lundbye var som allerede nævnt en flittig læser af Ingemann, Oehlenschlæger, Chr. Winther og Blicher helt fra barneårene. Men til yndlingsforfatterne hørte også Grundtvig. Herom skriver han selv: "Hvad der især fra først af bandt mig til Grundtvig var hans fædrelandske digte, hans mytologi og behandling af sagn og sagaer; overensstemmelsen mellem hans værk og min hele retning var alt for stor til, at jeg kunne blive fremmed for hvad han så mesterligt har skildret.... Grundtvig har sat sig ind i livet og gengivet det med den simpelhed og storhed, vi finder, det er tegnet med i sagaerne, og som vi endnu finder glimt af i bondelivet, når vi med åbne øjene betragter det."

Lundbye, der ikke var vokset op i et egentligt religiøst hjem, men havde fået sunget salmer og lært sit fadervor af sin mor, gik i København i kirke hos Grundtvig i Vartov og hørte også dennes Brage-forelæsninger på Borchs kollegium, hvorfra en tegning stammer. Han besøgte et par gange Grundtvig og blev ven med dennes søn Svend, som iøvrigt også meldte sig som frivillig til krigen i 1848. Lundbye var så meget 'grundtvigianer' at han endog frygtede at han ville blive afvist på Vedbygaard som frier til Louise af denne grund. I dagbogen skriver han i december 1842: "Hvad vilde hun og hendes Familie sige om mig, dersom de vidste, at jeg havde sluttet mig til Grundtvig, hvis Tilhængere ere så afskyede kan jeg gjerne sige i enkelte Egne?" - Spørgsmålet kan have været simpelt udslag af hans alt for store tvivl på sig selv, men udtrykker derudover også hans store tilknytning til den grundtvigske bevægelse.



Det kan derfor forekomme ejendommeligt at Lundbye tidligt blev indfanget af Kierkegaards helt anderledes forfatterskab, nærmere betegnet af 'Enten-Eller', der udkom i 1843. Ragni Linnet vil vide at Lundbye holdt Kierkegaard op for sig som et spejl og genfandt sine egne tanker i hans hudfletning af samtiden: harcelleringen over tidens overfladiskhed, ligemageri, flokmentalitet og foragt for gamle værdier. Men hun nævner også udtrykkeligt tidens 'nemme religion'. 'Enten-Eller' advarer jo bl.a. mod den æstetiske, sanseligt bestemte livsførelse som dæmoniserer og fører til fortvivlelse - og sætter det etiske, men først og fremmest det religiøse op som noget højere. Jf. iøvrigt artiklen Gives der mon en tredje vej i eksistensen.

Nørregård-Nielsen noterer at Lundbyes interesse for Kierkegaard, der i begyndelsen primært skyldtes nysgerrighed, efterhånden afløstes af "en stigende lydhørhed som ikke var sund for hans sårbare sind", og Vagn Lundbye snakker om navnebroderens manglende forståelse for 'Kierkegaards djævelskab'. Jeg tror personligt at det for Johan Th. Lundbyes sårbare sind uhyre farlige djævelskab hos Kierkegaard helt præcist ligger i selve enten-eller-tænkningen og de dermed sammenhængende absolutte kategorier, der jo bl.a. også kan ses af det Kierkegaard-udtryk om 'hjertets renhed der er at ville ét' - der blev lanceret i 1846 og som er gået hen og blevet bevinget. Synspunktet er en logisk tanke for enhver tænker der gør gældende at den højeste visdom er at forholde sig absolut til det absolutte, men det er usund tænkning for alle mere jordbundne mennesker der accepterer relativitet og komplementaritet. Lundbye blev fanget i den djævelske, forstandsforheksende logik og noterer lørdag den 6. november 1847 i sin dagbog en bøn - forud for søndagens altergang: ".... lad mig, O Herre! ville eet i Sandhed, det Gode, og derved stræbe efter Hjertets Reenhed!..."

Grundtvigianeren Johan Th. Lundbye fór vild i Kierkegaards tanke-labyrinter, dels fordi han ikke intellektuelt kunne gennemskue djævelskabet, dels fordi han havde den stærke hang til uafbrudt og ofte endeløst sløjfeformet refleksion. Han har humor nok til at kunne se problemet selv, som det fremgår af denne tegning fra 'Trolddom og huletanker' fra oktober 1847, men han kunne ikke komme fri af problematikken.


Grundende på "den Resignation som vel offrer det Bedste i Livet,
men veed at gjøre det Næstbedste næsten lige saa godt som det Bedste"
- kjære Søren! det seer så deiligt ud i din Bog, men --- "

Det skal bemærkes, at Lundbyes citering ikke er ordret, men skrevet af efter hukommelsen. Men meningen er klar nok. 'Det bedste i livet' skal forstås som kærligheden, og det næstbedste som kunsten. Søren ofrede jo (fuldt bevidst og temmelig hensynsløst) Regine for sin digtning. Johan ville gerne have kunnet ofre Louise for sin kunst (når han nu ikke kunne få hende), men han kunne hverken slippe tankerne om hende eller gifte sig. Han friede faktisk til en pige efter at have opgivet Louise, men fik ubetinget nej fra pigens forældre. Og han forelskede sig endelig i sit sidste leveår i en pige som vennen P.C. Skovgaard også var forelsket i - og som et par år efter Lundbyes død endte som dennes hustru.

Lundbye fandt aldrig den rigtige kærlighed - og kunne ikke som Kierkegaard 'sublimere' kønsdriften til kunst. Og han kunne altså heller ikke finde ud af at det er muligt at leve både som et etisk konsistent menneske og som en skabende kunstner selvom man gifter sig!



Trolddom, huletanker og - humor    
Til toppen  Næste

Lundbye var som allerede nævnt tidligt gennem læsning af Ingemann, Oehlenschlæger og Grundtvig m.fl. blevet interesseret i sagn og sagaer og beslægtede emner, herunder også i beretninger om 'de underjordiske', nisser, dværge, alfer og havfruer. Og han begynder på et vist tidspunkt i 1845 at tegne sig selv som 'bakketrold' - jvf. ovenstående tegning om 'Bakketrolden uden for sin hule'. Lundbye skelnede mellem nisser og bakketrolde. Nisser betragtede han som drillepinde og spilopmagere, der ved juletid optrådte som rene bajadser, mens bakketrolde oprindeligt var smede og nu repræsenterede kunsten.

Bakketrolde, højfolk og bjergetøj - er hans venner, skriver han i december 1844. Troldene er fødte smede - og det onde man tillægger småtroldene stammer fra from kristelig iver. Det var ikke til stede som absolut ondt i Hedenold. Lundbye priser ligefrem Gud fordi han aldrig har været så 'eksalteret', at han har anset det for fornødent at bilde sig selv ind at han nærede en slags tro på sådanne væsener. "Jeg hader alt af den Slags, og synes at hvad vi af en Aandeverden, om ikke nødes til at antage og tro, så dog ømme os ved at forkaste, maa behandles med mere Værdighed, end som saa: at det kan tjene til behageligt Skjemt, halvt alvorligt og halvt spøgende, i hvilket som helst Selskab det skal være."

På den store udlandsrejse fra 5. juni 1845 til 16. juli 1846, der førte ham til et længere ophold i Rom, nedfældede han sine indtryk i en skitsebog han kaldte 'Trolddom og huletanker' og som er en yderst personlig beretning om hvad han ser og ikke mindst hvordan han oplever sig selv i de fremmede omgivelser. Til skitsebogen føjede han selvstændige tegninger og malerier, herunder et billede af sig selv med 'Sindre' på skulderen på vandring til bjerget Gemmi. I dagbogen lader han denne Sindre betegne sig selv (Lundbye) som "en god ven hvem jeg har kendt og holdt meget af siden hans barndom".

Sindre var altså hans fortrolige og kære alter ego. Og han fremtræder med Lundbyes træk i utallige sammenhænge. Det er ham der siger farvel til Kirkestaten, drager på stylter mod Florenz (som Firenze dengang kaldtes på dansk), fortæller eventyr for børn, møder de fristende havfruer ved strandkanten, læser brev hjemmefra mens et æselt ser til; eller ham der gemmer sig bag store skræppeblade for iagttagende øjne, forestiller sig gensyn med den savnede stork, ser på kunst på museet eller (på samme blad) ser en løve i zoologisk have i øjnene, modtages af glade dyr (hund, får, ko og hest), tænker på 'barndommens dage så milde', eller er på vandring på en skovsti ved Godthåb - og endelig (tilføjet 30.3.48) som frivillig soldat (stadig med bakketroldens karakteriske hue.


Lundbye med dyr

Marianne Saabye påpeger at der i de tidlige tegninger fra Rom kunne være en vis tendens til at Lundbye betragtede bakketrolden som en dobbeltgænger, men at der i den videre udvikling snarere er tale om en sammensmeltning frem for en personlighedspaltning. Lundbyes bakketrold er hans sande jeg, skriver hun. Helt bortset fra at der må protesteres mod tanken om nogensomhelst tendens til personlighedsspaltning hos Lundbye, så er tanken om sammensmeltningen af de to komplementære sider af Lundbye meget væsentlig, for bogen må betragtes som et sundt træk i hans udvikling, ja, et helende træk i hans ellers af megen tvivl forpinte sjæl. Og dette sunde træk ligger efter min mening i selve humoren.

Set fra et rent æstetisk synspunkt kan man betragte disse huletanker som narrestreger og tidsspilde, men set i en større eksistentiel synsvinkel er der tale om en underfundighed der ikke alene udtrykker hans klare fremmedfølelse i Italien og hans dybe længsel hjem, men også hans sunde distance til sin egen situation og sine egne sindsstemninger. Det er den dybe humor der hæver disse intime tegninger til klare eksistentielle udsagn uden lige i hele guldalderkunsten. De er helt på linje med Storm P.s humor.



Lundbyes personlige krise var ikke helt overstået da han vendte hjem, men det er formentligt helt korrekt hvad Ib Ostenfeld noterer, at Lundbye meget vel kunne være kommet helskindet igennem den depressive sygdomsperiode der lå omkring den ulykkelige forelskelse i Louise Neergaard og den alt for krævende udfordring med det store Kitnæs-lærred. Han kunne meget vel have fået en ny periode med frugtbar kreativitet, hvis ikke han var omkommet ved den tragiske vådeskudsulykke.


En frivillig. 30. Marz 1848
(20 dage før vådeskudsulykken)

Den fandt sted den 18. april i nærheden af Bedsted, hvor hans kompagni havde midlertidigt kvarter. Da kompagniet skulle bryde op, væltede en geværpyramide i Lundbyes umiddelbare nærhed, et gevær der ikke, som det skulle have været, var sikret gik af og en kugle gik gennem den frivillige soldats hoved og dræbte ham på stedet - for øjnene af vennen Svend Grundtvig. Han blev begravet på Bedsted kirkegård, svøbt i Dannebrog. Da hans moder mange år efter (i 1863) ville besøge graven, fik hun i Åbenrå et hjerteanfald - og blev begravet ved siden af sin søn. Gravstedet er bevaret.



Vurdering    
Til toppen  Næste

Johan Th. Lundbye er en af dansk guldalderkunsts betydeligste malere. Hans landskabsbilleder vil forblive et af de stærkeste vidnesbyrd vi danskere har om det danske landskab før industrialiseringen satte ind. Det er ensidigt sjællandsk, men står fortsat som typisk dansk med sin bølgeformede skønhed. Det findes stort set ikke mere i den fysiske verden, men kan stadig huskes af undertegnedes generation og vil for os stadigt stå som idealet af landskabelig skønhed.

Men Lundbye var også et tegnemæssigt naturtalent, der i et væld af fine portrætter, detaljerede og præcise dyre- og plantetegninger samt billeder af skove og landskaber han var blevet fortrolig med har givet os en rigdom af eksistentielt sandfærdige skildringer vi aldrig bliver færdige med. Det er synd at ikke flere af hans billeder kan udstilles permanent på det beskedne Hirschsprung.

Med sine dagbøger og skitsebøger har Lundbye yderligere ladet os kigge ind i en eksistentiel kamp som nok har fået sin specifikke ejendommelighed gennem kunstnerens sygelige hang til melankoli, men som ikke destomindre har størst almen interesse fordi den ikke blot på original vis afspejler datiden som sådan, men endog modsætningen mellem tidens to største åndspersonligheder, Grundtvig og Kierkegaard.

Såvel Lundbyes kærlighedshistorie som hans endeligt var tragisk, men kunstnerens særlige humor hæver alligevel tragedien over det triste og sørgelige - og op til et sjældent mildt og forsonende lys over den individuelle skæbne. Lundbye spejlede sig selv i datidens kunst og litteratur og dens filosofiske og religiøse strid. Men det er også muligt og givende for nutidens menneske at spejle sig i Lundbyes eksistentielle kamp og humor.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Bjørn Nørgaard - Olaf Høst - Arne Haugen - Johan Th. Lundbye.



Se nærmere under klik



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

'Johan Thomas Lundbye 1818-1848 - ... at male det kjære Danmark'
- Katalog til udstilling på Thorvaldsens Museum 1994 (236 sider).
(Artikler af Stig Miss, Eva Henschen, Vagn Lundbye, Flemming Friborg, Kasper Monrad,
Bjarne Jørnæs, William Gelius og Ragni Linnet).

'Tegninger og Huletanker - Johan Thomas Lundbye 1818-1848
- Katalog til udstilling på Den Hirschsprungske Samling 1998 (386 sider).
(Artikler af Marianne Saabye, Jette Baagøe, Iver Kjær, Bente Skovgaard og Ejnar Johansson).

J. Th. Lundbye: Et Aar af mit Liv. Dagbogsoptegnelser 1842-43. (1967)
J. Th. Lundbye: Rejsedagbøger 1845-46 (Kobberstiksamlingen. 1976)
J. Th. Lundbyes dagbogsoptegnelser. Udtog ved Karl Madsen. (Hasselbalch 1961)
J. Th. Lundbyes skitsebog: Trolddom og Huletanker. Faksimile-udgave.
(Kunstforeningen og Kemigraflauget. 1953. Med vejledning ved. Eigil H. Brünniche.)

Ib Ostenfeld: J. Th. Lundbye. Et stemningslivs historie. Doktordisputats. 1937.
Ib Ostenfeld: Johan Thomas Lundbye. En kunstners kamp med sin skæbne. (Rhodos 1977)
Klaus P. Mortensen: Johan Thomas Lundbyes kærlighed. (Gad. 2000)



Relevante artikler på Jernesalt:

Gives der mon en tredje vej i eksistensen
- hinsides determinisme og vilkårlighed?
  (20.6.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri   (11.6.08.)

Johan Sebastian Bach
Ib Ostenfeld
Myte, ord og billede (herunder 'syndefaldet)'
N.F.S. Grundtvig
Søren Kierkegaard
Humormennesket Storm P.

L.A. Ring mellem de to virkeligheder  (14.12.06.)
Skagensmalerne og en moderne Berliner på Arken  (13.3.08.)
Drømmen om paradis  tysk ekspressionisme på Arken (2.11.04.)

Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik



Artikler om Samfund
Artikler om Kunst
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 12.7.2013