Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - lenintid

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.9.04.


Lenin malplaceret på Arbejdermuseet?

af Jens Vrængmose

Det er en skøn farce der har oprullet sig omkring den store Lenin-statue som Arbejdermuseet for nogle år siden overtog efter den provokerende Preben Møller Hansens Sømandsforbund og Tidens Højskole og opstillede i sin gård.

Den flere meter høje statue er typisk forherligende sovjetkunst; den fylder temmelig godt op på det lille museum og var i længere tid provokerende stillet op ved museets indgang. Det er desuden ret nærliggende at spørge, hvad i alverden bolsjevikken Lenin skal på et dansk arbejdermuseum, der primært er helliget den danske arbejderbevægelses historie. Det var vel - alt taget i betragtning - mere rimeligt med en stor statue af Thorkild Stauning. En sådan findes bare ikke! Ikke engang på Staunings Plads i København over for Shell-huset på Farimagsgade. Derimod findes der adskillige buster, malerier, tegninger og fotos.



Redaktøren hilser her på Staunings buste
lavet af Anton Laier (1883-1969) - og dengang
opstillet ved dennes hus i Hjallerup.



Farcen begyndte i det små, da Dansk Folkepartis Louise Frevert tilbage i april måned efterlyste en seddel på statuen som kunne fortælle museets gæster hvilken forbryder Lenin var.

Men kulminationen kom med en i dansk museumshistorie vist nok helt enestående erklæring fra fremtrædende socialdemokratiske politikere med Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen og Anker Jørgensen i spidsen. Og med Erling Olsen, Svend Jacobsen, Poul Erik Skov Christensen, Jens Kramer Mikkelsen, Anker Boye, Bent Hansen og Vibeke Storm Rasmussen og flere andre som medunderskrivere.

Erklæringen eller brevet til museets bestyrelse, der blev indrykket som annonce i bl.a. Politiken, og som iøvrigt skal være blevet til på initiativ af den meget flittige samfundsdebattør Henning Tjørnehøj, lød: "Undertegnede medlemmer af Socialdemokratiet ønsker hermed at give udtryk for undren over, at museets ledelse har kunnet få sig selv til at opstille en statue af Lenin, skønt han i enhver henseende optrådte forræderisk mod den demokratiske socialistiske idé, og skønt man skulle synes, at der - for et dansk arbejdermuseum - var andre og nok så indlysende statue-emner. Vi forstår, at statuen for tiden er gemt væk i forbindelse med en renovering af museet. På den baggrund opfordrer vi bestyrelsen til at sikre, at der ikke sker en genopstilling af Lenin-statuen."



Museets bestyrelse drøftede naturligvis sagen på et møde (den 2.9.), men kom til det resultat, at "statuen [!] er en del af den danske arbejderhistorie", at bestyrelsen ikke vil blande sig i museets daglige ledelse, fordi museets professionelle troværdighed ikke må kunne drages i tvivl hos museets brugere. Statuen bliver på museet, men flyttes til en baggård (med gamle lokummer!) og fjernes i 2007. Den forsynes i mellemtiden med en mere præcis tekst.

Det grinagtige i initiativet er naturligvis ikke de pæne socialdemokraters uvilje mod statuen, men deres åbenlyse indblanding i en museumsledelses soleklare ret til at lave sine udstillinger som den vil ud fra de beføjelser den får af sin bestyrelse. Bestyrelsesformanden, LO-sekretær Harald Børsting meldte heldigvis meget klart ud lige fra første færd, og bestyrelsesmedlem Ole Sohn afviste også blankt Henning Tjørnehøjs kritik i en diskussion i Deadline.

Hertil kommer imidlertid også den besynderlige opfattelse, at historiske museer skulle nøjes med at vise de positive sider af en bevægelse eller en periode og bandlyse de negative. Som en historiker skrev i den efterfølgende debat, ville et sådant princip få meget store og katastrofale konsekvenser for fx. Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot eller for Glyptotekets romerske afdeling. Portrætter og buster af Christian den 2., Corfitz Ulfeldt og Nero og Caligula - bare for at nævne nogle få - måtte fjernes. Der ville blive tomt i salene. Historien ville blive redigeret til ukendelighed og kedsommelighed.

Direktøren for Nationalmuseet, Carsten U. Larsen, kunne da heller ikke dy sig for i en kommentar i Politiken at påpege, at politisk pres på museer netop var en Lenin-specialitet, som de gode socialdemokrater burde holde sig fra at efterligne.



Men endelig er der også spørgsmålet om Lenins rolle i dansk arbejderbevægelse.

Her gælder for det første, at statuen i det mindste spiller en rolle, for så vidt Sømandsforbundet og Tidens Højskole under Preben Møller Hansens specielle lederskab var så inficeret af Lenins ideer, at de fandt det helt naturligt at anskaffe en statue der slet ikke falder ind i dansk helgendyrkelse, men var blevet ledig, da man andre steder i verden begyndte at skaffe sig af med den slags kunst.

For det andet er det aldeles ubestrideligt, at Lenin ved siden af Stalin, Engels og Marx var guder for den del af den danske arbejderbevægelse der samledes i Det Kommunistiske Parti, og at dette parti var en stadig trussel mod Socialdemokratiet lige fra dets dannelse af udbrydere i 1919 til dets store nedtur i 1959-60, da dets mangeårige formand kom en eksklusion i forkøbet ved at bryde ud og danne Socialistisk Folkeparti - og som bekendt ovenikøbet i 1966 gå i samarbejde med J.O. Krag der fik travlt med at skifte standpunkt med hensyn til samarbejde med folk som Larsen.

DKP i almindelighed og Aksel Larsen i særdeleshed kan end ikke socialdemokrater abstrahere fra, hvis de vil forstå deres egen historie. Socialdemokraterne har ovenikøbet accepteret at to af DKP's fremtrædende folk, chefideolog Ib Nørlund og formand Knud Jespersen, er blevet begravet omkring den smukke sø på Vestre Kirkegård, hvor Stauning, Lyngsie, Steincke, Buhl, Hedtoft, H.C. Hansen. J.O. Krag og mange andre store socialdemokratiske koryfæer også ligger. Mærkeligt at stå dér og konstatere, at kommunisten Ib Nørlund ligger side om side med modstandsmanden og antikommunisten Ole Chiewitz, som var krigskirurg under vinterkrigen i Finland 1939-40. Men mig bekendt har Mogens Lykketoft endnu ikke krævet Nørlund og Jespersen fjernet. Han kommer måske slet ikke på Vestre.

For det tredje er Lenin som teoretiker umulig at komme udenom, hvis man vil forstå hvad der adskiller den revolutionære, kommunistiske socialisme og den reformvenlige, demokratiske socialisme. For det var Lenin der formulerede det skarpeste og mest brugte skyts mod reformismen. Det var overvejende hans formuleringer der forledte danske arbejdere og intellektuelle til ikke blot at afvise alt samarbejde med den privatkapitalistiske, borgerlige fjende, men rent ud betragte enhver reformist som en decideret klasseforræder.

Endelig var det Lenin der som teoretiker og faktisk politisk leder fra 1917 til sin død i 1924 formulerede og praktiserede den form for målrettet, hårdhændet og centralistisk styre som ikke alene kom til at præge Sovjetunionen (og under Stalin udvikle sine fulde konsekvenser i Gulag-systemet), men som også kom til at stå som model og ideal for revolutionære bevægelser i hele verden, og som af én bestemt årsag også har sine paralleller i aktuelle revolutionære bevægelser af muslimsk tilsnit.

Årsagen hedder terror som middel i den politiske kamp.

Lenin var ikke alene et produkt af marxismen, men også af den russiske terrorisme. Hans fanatisme og tro på egen sandhed samt hans hensynløshed mod politiske modstandere er legendarisk og er den dag i dag et memento for alle der flirter med terrorismen eller på nogen måde finder terror undskyldelig.



Uanset hvad man synes om Lenin som teoretiker og praktisk magtmenneske - og uanset hvad man mener om hans statue - så er han en uomgængelig skikkelse i den danske og den internationale arbejderbevægelse såvel som i de internationale revolutionære og terroristiske bevægelser.

Alt dette kunne Arbejdermuseet sagtens tage op som udstillingsemner i de kommende år. Det forekommer utroligt underbelyst, fordi arbejderbevægelsen - og den såkaldte venstrefløj - stadig synes at have stor ulyst til at beskæftige sig med disse ubehagelige emner. Men det er højst aktuelle emner, fordi selve de bagvedliggende psykologiske mekanismer, hadets og fanatismens mekanismer, desværre stadig er udslaggivende mange steder i verden.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Lenin: Hvad bør der gøres? (1902)
Lenin: Staten og revolutionen. (1917)
Hartvig Frisch: Pest over Europa (1933)
Paul Johnson: Verdenshistorie 1917 til 1940. (1983)
- om Lenin i Bind I, side 61-112
Richard Pipe: The unknown Lenin. (1997)

Carl Stief: Den russiske nihilisme. (1969)
Dostojefski: De besatte. (Roman. 1871-72)



Link til Arbejdermuseet

på museets hjemmeside kan debatten
om Lenin-statuen følges dag for dag.



Øvrige Vrængmose-udgydelser: Klik

Men se også brudstykker af lærestykket: Latterkoncilet

eller artiklerne om Terrorismen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal