Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - larsloekke12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.11.12.

Lars Løkke lukrerer på regeringens svaghed, men afklarer ikke Venstres vej

Det vakte opmærksomhed at fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale til Venstres landsmøde i Herning i weekenden gjorde nulvækst i den offentlige sektor og skattelettelser til erhvervslivet til de to afgørende mærkesager for sit parti for den kommende tid. Det blev af mange straks udlagt som en kovending i forhold til partilinjen under Anders Fogh Rasmussen, hvor skattestop var det bærende element, som blev fastholdt, mens en bremse på de offentlige udgifter var målet som det imidlertid langtfra lykkes at nå. Men læser man hvad formanden faktisk sagde, er der ingen principiel modsætning mellem den nye og den gamle politik, men derimod en nødvendig justering der er en direkte følge af den økonomiske krise ikke blot Danmark, men hele Europa, ja hele verden befinder sig i. Lars Løkke prøver - som det hedder med med hans egne ord - "at flytte Venstre i den økonomiske politik", og det er såmænd ganske fornuftigt.

Det store problem i dansk økonomi viser sig tydeligere og tydeligere at være en for ringe konkurrenceevne i forhold til lande vi kan sammenligne os med og som generelt kan henføres til et for højt lønniveau. Ved at sørge for nulvækst i den offentlige sektor gennem reformer og effektiviseringer, skabes der basis for skattelettelser, og hvis provenuet gives til erhvervslivet, vil det igen skabe muligheder for øget beskæftigelse. Hvis lønniveauet ydermere holdes nogenlunde hvor det er i dag (uden at alle nødvendigvis behøver at gå ned i løn), så vil det også øge konkurrencevnen og skabe vækst og beskæftigelse. Det er i virkeligheden et højst kompliceret spil, der bl.a. afhænger af de overenskomster arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til, og det kan derfor aldrig forudsiges endsige styres centralt. Men intentionerne er ikke forkerte - og burde i den krise vi befinder os i kunne samle flertal uden de store ideologiske slag.



Men lad os høre lidt af hvad Lars Løkke selv sagde på landsrådet:

".... lad mig sige det ligeud – som det er, og sådan som man godt ved det på alle landets private arbejdspladser: Vi kan i længden ikke klare os i den internationale konkurrence, hvis ikke vi gør noget alvorligt ved vores konkurrenceevne. De for høje skatter og afgifter. De særlige danske byrder på vores erhvervsliv. De for høje offentlige omkostninger. Alt det, der driver danske arbejdspladser ud af Danmark, så de bidrager til velfærden ude i verden, hvor de skulle bidrage til velfærden her hjemme i Danmark. Alt det, der koster arbejdspladser og truer den helt nære velfærd – familiernes økonomi – når mor eller far mister deres arbejde. Eller når søn eller datter ikke kan finde et efter endt uddannelse. - Så lad os sige det lige ud. Skatten skal ned, hvis vi skal sikre danskernes arbejdspladser. Skatten skal ned, hvis vi skal sikre danskernes velfærd!"

"Jeg ved godt," fortsatte Lars Løkke, "at krisen her hjemme kradser mindre end i andre europæiske lande, og at vi har holdt en hånd under beskæftigelsen. Jeg ved godt, at vi kan være stolte af vores stærke reformdagsorden, der har overlevet regeringsskiftet og bidraget til at fremtidssikre vores fælles velfærd. Jeg ved godt, at vi fortsat har et forspring på mange områder – kreativitet, innovation, ingen korruption, et fleksibelt arbejdsmarked og så videre. Men jeg ved også, at den verden, vi vågner op til efter kriseårene, ser anderledes ud. Den nye verden – Kina, Indien, Brasilien, Korea og andre vækstøkonomier – vågner med en glubende appetit på velstand og vækst. Den gamle verden – Europa – vågner med gæld og arbejdsløshed."

Og derfor kan vi efter Lars Løkkes mening "ikke bare ride nogle magre år af og håbe på, at de fede år kommer helt af sig selv. Vi er nødt til at forholde os hudløst ærligt og realistisk til vores situation. Til Danmarks situation". og så gav han ellers visionen et navn: "Der er brug for en ny realisme. En idealistisk realisme. For selvfølgelig skal vi ikke sælge ud af det, der gør os til noget særligt. God offentlig service, tillid mellem danskerne, sikkerhedsnettet under dem, som ikke kan selv, arbejdsmiljøet. Og selvfølgelig skal vi ikke konkurrere os ned på kinesiske lønninger. Det siger sig selv. Men vi skal holde op med at gøre det vanskeligt for os selv. Vi skal begynde at tale åbent om, at det koster velstand og velfærd, når selv vores nærmeste nabolande løber fra os i konkurrencekapløbet. Der er brug for en ny, idealistisk realisme. Brug for at veje politik af på den helt afgørende vægt: Koster eller skaber det danske arbejdspladser? Koster eller skaber det holdbar velstand? Sikrer det eller udhuler det fremtidig velfærd? Det er den vægt, Venstre vejer politiske idéer af på. Hvad enten de kommer fra os selv eller fra regeringen."



Spørgsmålet måtte da være, om dette betyder at Venstre nu går ind for nulvækst i den offentlige sektor? - Og hertil svarede Lars Løkke: "Ja, det er vores udgangspunkt. Vi har lavet reformer – og vil lave flere endnu – som skaber et overskud, der giver et råderum på 0,8 pct. Men vi siger, at vi hellere vil returnere dem til danskerne og virksomhederne for at sikre danske arbejdspladser end at bruge dem på at gøre verdens dyreste offentlige sektor endnu dyrere."

Det betyder til gengæld ikke, understregede Løkke, at Venstre garanterer, at den offentlige sektor ikke bliver større? "Nej, det er vores udgangspunkt, at vi en årrække frem ikke kan lade den vokse. At vi – hvis vi vil bruge flere penge et sted, må bruge tilsvarende færre penge et andet sted. Men det er ikke en garanti. Tiden er ikke til garantier. Det er en målsætning. Et ønske. En ambition. Og den kan vi blive nødt til at vige på. Af politiske grunde. For Venstre har ikke – og får ikke – magten alene. Eller af saglige grunde, fordi vi er nødt til at prioritere uafviselige udgifter. - For vi ønsker ikke at gå på kompromis med en velfungerende offentlig sektor. Jeg ønsker at gøre de syge raske. Jeg ønsker et uddannelsessystem, der giver alle danske børn den bedst mulige start på tilværelsen. Jeg ønsker at sikre de ældre en anstændig alderdom. Jeg ønsker tog til tiden. - Jeg ønsker ikke at slide den offentlige sektor ned."

Lars Løkke gjorde sig klart at det er en kæmpe opgave at holde udgifterne til den offentlige sektor, hvor de er, og samtidig udvikle den, så den kan honorere alle vores ønsker. "Men det kan lade sig gøre. Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Men det kræver fundamentalt to ting: Det kræver for det første, at vi erkender, at det er nødvendigt. At noget er vigtigere end noget andet. At det lige nu – og en årrække frem – er vigtigere at sætte skatten ned, sikre konkurrencekraft, sikre lønmodtagernes realløn selvom de skal holde igen på lønnen, skabe holdbar vækst – end at lade de offentlige udgifter stige. Og det kræver for det andet et kollektivt mod til at lave de forandringer, der sikrer god offentlig service, selvom udgifterne ikke automatisk stiger."

Afslutningsvis understregede Lars Løkke, at den retning Venstre har sat ikke er en færdig løsning eller en detaljeret plan, men kun et første skridt. "Et bud på, hvordan vi skaber en økonomisk frihed, der kan give plads til investeringer, vi ikke har råd til at undvære: Investeringer i lavere skatter og konkurrencedygtige, holdbare arbejdspladser."



En af reaktionerne på talen kommer fra de to økonomiprofessorer Nina Smith og Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet der giver finansministeriet ret i dettes tidligere vurdering, at nulvækst vil føre nedskæringer med sig. "Det er klart, at der vil være færre offentligt ansatte, når man vil have nulvækst. Der vil ske en langsom udtynding i antallet af offentligt ansatte, fordi der bliver færre penge til de samme ydelser, siger Bo Sandemann Rasmussen til Jyllands-Posten, idet han jo dermed også får sagt at der ikke er tale om store fyringsrunder, men om langsom udtynding. Og på samme linje ligger Nina Smith: "Nulvækst vil formodentlig i praksis komme til at føles som besparelser".

Smith tilføjer dog det væsentlige forhold at de offentlige lønninger vokser i cirka samme takt som de private lønstigninger, men at der ikke er de samme produktivitetsstigninger i de ting, det offentlige producerer. Og det turde netop være en indrømmelse af at der er særlige problemer i den offentlige sektor som det kan være nødvendigt at kigge nærmere på. Nulvækst opleves som serviceforringelser, fordi den offentlige sektor - i modsætning til den private sektor - har ringe mulighed for at øge produktiviteten.

Dette er nok også den mest udbredte opfattelse, men hørte man diskussionen i DR2-Deadline søndag aften mellem de erfarne erhvervsfolk som Steen Riisgaard, Novozymes, Stine Bosse, tidl. Tryg, og Henning Dyremose, tidl. TDC, så er man ikke i tvivl om at der er gode råd at hente fra den kant. De går bl.a. på at mindske kontrollen med den enkelte medarbejder og at sikre at flowet i arbejdsprocesserne peger på klienten (svarende til kunden i det private erhvervsliv).

Men ingen skal tro at der er nemme løsninger, kun at løsninger er nødvendige.

Det er derfor også værd at lytte til en kommentator som Berlingskes Niels Krause-Kjær der i en klumme har påpeget at det ikke kun er i bankverden, at der er tale om en 'ny normal' eller ny 'standard'. "Den politiske verden befinder sig også i en ny virkelighed. Samtlige danske partier er rykket et skridt til højre de seneste år, og i weekenden på Venstres landsmøde fuldbyrdede Venstre det skridt, som Lars Løkke længe har flirtet med at tage – ud med kontraktpolitikken og ned med både skatten og størrelsen af den offentlige sektor. Det skete efter en uge hvor Claus Hjort Frederiksen blev skældt ud for at ville have svensk skattetryk og tyske lønninger blot for nogle dage senere at blive bakket op af tidligere DKP-formand og SF-erhvervsminister Ole Sohn i et interview i Dagbladet Børsen. Det er ny normal." - Og dét kan man kun give ham ret i.



Det sjoveste i den forbindelse er dog nok at disse nye toner høres fra den netop detroniserede Ole Sohn, der næsten ryster SF lige så meget med sine udtalelser som EU-kommissæren der taler om nødvendigheden af løntilbageholdenhed i hele EU, men det mest beklagelige er til gengæld at Venstres formand trækker denne linje klart op uden med et eneste ord at trække en tråd til den afgørende fornyelse af Venstres politik som Anders Fogh Rasmussen gennemførte i 1998, da han gjorde op med minimalstatsfilosofien og betrådte den tredje vej som Anthony Giddens og Tony Blair havde lanceret i Storbritannien og som var et tiltrængt opgør med den fastlåste ideologiske modsætning mellem liberalismen og socialismen. Den tredje vej var og er en pragmatisk midterpolitik der anerkender de værdifulde træk ved begge ideologier og derfor helt konkret accepterer frihedsprincippets store betydning ved siden af ligheds- eller tryghedsprincippet.

Set ud fra denne komplementære synsvinkel der ikke vælger mellem principperne, men lader dem være i frugtbart dynamisk modspil til hinanden, så er og bliver det tåbelig vildledning at karakterisere Venstres justering af den økonomiske politik (eller Ole Sohns realistiske forståelse for sammenhængen mellem lønniveau, konkurrenceevne og velfærd) som en højredrejning. Justeringen er realistisk og progressiv midterpolitik der i den økonomiske krise vi er havnet i er nødvendig for at komme videre, skabe nye vækstmuligheder og samtidig sikre den grad af velfærd vi ønsker og kan være tjente med.

Til gengæld er det også en fejltagelse at begynde at kalde denne nye realisme i Venstre for "idealistisk realisme". Dels smager det af smart retorik eller tom leg med et paradoks. Dels og navnlig afslører det formandens og partiets manglende lyst og vilje til at komme dybere i forståelsen af den grundliggende problematik, som i politik altid vil have at gøre med modsætningen mellem individets og samfundet interesser. Der vil altid være konkret konflikt mellem borgernes individuelle behov og ønsker og samfundets overordnede hensyn til langsigtet holdbarhed og bæredygtighed, ikke mindst når udefra kommende dårlige konjunkturer skærper alle modsætninger.

Men der er intet mystisk i disse modsætninger; de er tværtimod naturlige og uopløselige. De skal derfor i al deres gode og nyttige dynamik betragtes som komplementære modsætninger der skal have lov til at rejse problemer i det praktiske og blive ved med det - og derfor også give anledning til forskellige meningsdannelser hos forskellige mennesker. Men alle politikere og alle partier vil stå sig ved at have øje for selve den uopløselige modsætning og derfor lade være med at bagatellisere den til fx "idealistisk realisme". Modsætningen mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet kræver nøgtern forståelse af en ægte, dynamisk og komplementær helhedsrealisme der fastholder modsætningen og ikke foregøgler hverken lette eller hurtige løsninger på noget afgørende samfundsproblem.

Men som tidligere fastslået så har både Lars Løkke Rasmussen og partiet Venstre forsømt at afklare problematikken, ja, de har glemt den tredje vej og dens progressivitet - jf. artiklen Lars Løkke glemmer den tredje vej.



Venstre er i den heldige situation at formanden og partiet kan forsætte med at lukrere på at regeringen står markant dårligt i alle meningsmålinger og at specielt socialdemokraterne helt synes at have mistet midtervælgernes tillid. Nogle kommentatorer har understreget at Helle Thorning kun har et år til at rette op på skuden. Til den tid er der kommune- og regions-valg - og alt tyder på dårligt valg for S og godt for V, det vil specielt sige at nogle S-borgmestre kommer i fare, mens Venstre kan få flere borgmesterposter tilbage. Medmindre der sker noget overraskende. Og det tæller altsammen for Venstre.

Men det er ikke helt uden grund at medierne ofte har kunnet pege på at Lars Løkke har været påfaldende passiv og gjort sig meget lidt bemærket i den offentlige debat. Debatten har han ladet partifæller klare. Han har været for usynlig - og onde tunger har ligefrem talt om at han måske har toppet for tidligt. Og det fremføres også at partiets fine tal i næsten alle meningsmålinger ikke er udtryk for at vælgerne er særligt begejstrede for partiet og dets politik, men at de er skuffede over den siddende regerings.

Personspørgsmål er afgørende for alle partier. Lars Løkke har ikke format som Anders Fogh Rasmussen. Bertel Haarder er blevet stjerne i DR's underholdningsprogrammer. Uffe Ellemann tildeles partiets fredspris - og kan altid ses storgrinende ligegyldigt hvem han taler med og om hvad. Og Claus Hjort Frederiksen kan til hver en tid levere sure bemærkninger til regeringens politik. Søren Pind er liberalisten over alle som Lars Løkke trak ind i sin regering som minister, skønt han hører mere hjemme i Liberal Alliance (det er kommet frem at han på et tidspunkt blev tilbudt formandsposten). Og Troels Lund Poulsen tør ingen tale om, for hvem der end har lækket hvad i Helle Thornings skattesag, så har Lund dummet sig gevaldigt ved som skatteminister at vise alt for stor interesse for en sag der hørte hjemme i Skat København og alene dér.

Og så er der naturligvis Jens Rohde.



Denne ene mand ødelagde totalt feststemningen på partiets landsmøde, fordi han som EU-parlamentariker sammen med Erik Boel offentliggjorde en kronik i Berlingske, hvor han luftede sine kontroversielle forestillinger om et stærkere EU, herunder sågar et fælles EU-militær og en helt ny EU-traktet. Det der på landsmødet skulle have været én lang begejstring for Løkke nye projekt om nulvækst i det offentlige, endte i intern forvirring om partiets EU-politik, hed det bl.a. fra Børsens politiske analytiker Helle Ib. "Det er uheldigt og stærkt irriterende for Venstres top, at en så dramatisk udvikling i sagen om Rohdes kronik skaber så meget ballade og stjæler billedet her og nu på landsmødet".

Jens Rohde skulle egentlig have været kåret på mødet som partiets spidskandidat til næste valg til EU-parlamentet, men Lars Løkke Rasmussen måtte ud med en erklæring om at det ikke var en debattør, men en politiker partiet havde brug for som spidskandidat. Jens Rohde måtte indrømme at han havde skabt signalforvirring, og han foreslog selv, at søndagens valg af ham som spidskandidat til EU-valget i 2014 blev udskudt til landsmødet næste år. Og her skal han ikke være alt for sikker på at blive valgt. Det er nemlig uhørt at en topkandidat går ud og lufter ideer om EU som absolut ikke vinder gehør i noget parti med den krise EU befinder sig i med hensyn til både budgettet og euroen.

Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at Jens Rohde fortsat ikke kan dy sig for halvvulgære kommentarer til pressen. Han kan åbenbart ikke stikke fingeren i jorden og finde ud hvad hvad der er passende for en seriøs Venstre-politiker at sige og skrive. Der er gået for meget entertainer i ham - og så er han helt åbenlyst mærket af parlamentariker-sygen: ingen sidder ret længe i EU-parlamentet før de begynder at tænke i EU-baner.

Forskel på politik og entertainment bør der være, hvis der skal være mening i galskaben og andet end æstetik eller idealisme i realismen. Realistisk politik bør tværtimod altid være dybt konsistent ved at skabe sammenhæng mellem individets interesser og samfundets, mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet - og mellem vækst og velfærd, og således blive en dynamisk og komplementær helhedsrealisme.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Venstres hjemmeside
Lars Løkke Rasmussens landsmødetale 17.11.12.



Relevante artikler på Jernesalt:

Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem  (21.10.13.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)

Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (13.3.12.)
Status over året 2011  (1.1.12.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)

Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Lars Løkke gik i mediefælden og skabte mistanke  (6.12.11.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)
Det nye regeringsgrundlag  (25.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens store rokade  (23.2.10.)
Lars Løkkes problem  (10.2.10.)
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale  (2.1.10.)
Lars Løkkes lille rokade  (27.11.09.)
Lars Løkkes Danmarksdrømme forekommer virkelighedsfjerne  (23.11.09.)
Lars Løkke Rasmussens åbningstale  (8.10.09.)
Lars Løkke bliver ved det gamle
- men Pia Kjærsgaard spøger stadig
  (9.8.09.)
Er Lars Løkke ikke trådt i karakter?  (4.8.09.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Lars Løkkes åbningstale  (15.4.09.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken





Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal