Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - koldkrig

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.1.07.


Krig om koldkrigsforskning

Den kolde krig mellem Øst og Vest, der startede i 1946 med Jerntæppets skarpe deling af Europa og den øvrige verden, blev afsluttet blidt med Berlin-Murens Fald i 1990 og det sovjetiske imperiums efterfølgende opløsning i 1991, men den historiske og eksistentielle vurdering af kampen mellem den socialistiske ideologis forkæmpere og sympatisører på den ene side og den frie verdens forsvarere på den anden side er langt fra endt.

Ganske som tilfældet er andre steder i verden hvor undertrykkende regimer afløses af frie (Vesttyskland, Chile, Sydafrika m.fl.) er der behov for granskning af fortiden, men en sådan granskning kan af gode grunde aldrig reduceres til en simpel overfladisk registrering af begivenhedsforløbet. Hvis den skal komme i dybden, vil den uundgåeligt skulle omfatte også meget personlige forhold af psykologisk art, fordi der ligger menneskelige motiver bag alle de politiske og kulturelle handlinger der indgår i begivenhedsforløbet. Netop derfor vil der altid være en betydelig modstand at overvinde fra den del af en national befolkning eller en ideologisk bevægelse der holdt på det der faldt. De vil ganske naturligt være både bevidst og ubevidst imod at blive konfronteret på officielt plan med deres egne fejltagelser. De vil hellere tie, fortie og fortrænge. Men dette er uholdbart, fordi det om alle fortielser og fortrænginger gælder, at de medfører forstyrrelser i psyken. De umuliggør i realiteten indre konsistens - både individuelt og kollektivt.



Fortiden spøger altså og vil altid spøge, sålænge den ikke tages op til nærmere granskning og selvransagelse. Derfor kan det i individuelle tilfælde blive nødvendigt med terapi. I kollektive tilfælde er det derimod i første omgang den historiske forskning der batter og i anden omgang hele den eksistentielle selvransagelse og debat der må udfolde sig i det offentlige kulturliv i bredeste forstand, i litteraturen, kunsten, filmen og den almindelige samfundsdebat.

I de individuelle tilfælde kan det enkelte menneske alliere sig med en terapeut der er uvildig og neutral. I de kollektive tilfælde er der i realiteten aldrig helt uvildige personer der kan spille terapeutens rolle. De mest uvildige burde de professionelle historikere være, for de har i hvert fald nogle metoder der kan sikre relativt høj grad af objektivitet eller intersubjektivitet i behandlingen af kilderne, men det er en illusion at tro at de kan hæve sig over enhver personlig interesse i deres forskning. Tværtimod vil det som hovedregel netop være deres personlige interesse der driver værket.

Dette er der overhovedet ikke noget ondt eller uheldigt i, for den subjektive indlevelse i problemstillingerne er i sidste ende afgørende for selve muligheden for at trænge ned i motivernes psykiske verden. Subjektivitet er en forudsætning. Objektiviteten kan derfor kun bevares, såfremt forskeren er sig sin personlige interesse og egne subjektive forhåndsindstillinger fuldt bevidst og vil være ved dem. Et forbilledligt eksempel er Morten Thing.

Derfor er det en god idé at adskille den kollektive selvransagelse fra såvel moralsk fordømmelse som retsligt efterspil. Man kommer længst med åbne 'sandhedskommissioner' der giver de involverede frit lejde til at komme frem med deres hemmeligheder - sådan som det skete i Sydafrikas selvopgør efter Apartheid-regimets fald. I modsætning til Polen, hvor den nye, reaktionære Kaczynski-regering har indledt sin tåbelige klapjagt på fortidens opportunister. Men forholdet er jo at efterforskningen i den mere eller mindre inkonsistente og fortrængte fortid altid vil blive præget af kampen mellem dem der fik ret og er tilbøjelige til at triumfere og dem der tabte og helst vil gå stille med dørene.



Dette gælder naturligvis også i Danmark, hvor kulegravningen af besættelsestidens historie for alvor tog fart med Jørgen Hæstrups disputats fra 1954 om 'Kontakt med England 1940-43', men har pågået lige siden - med ofte kontroversielle værker til følge. Men først de senere år er den tilsvarende kulegravning af den danske historie i årene fra 1946 til 1990 kommet i gang, selvom den turde være lige så vigtig, og det skyldes ikke mindst at historien er friskere og at forholdet til Sovjetunionen og den kommunistiske idé delte befolkningen langt stærkere end forholdet til Nazityskland. Det gjaldt ikke blot i de sværeste år med Prag-kuppet i 1948, Ungarnsopstanden i 1956 eller Pragforårets bratte afbrydelse i 1968, men også under den hede kamp om dansk udenrigspolitik i 1980'erne, der blev kaldt 'fodnotepolitik' fordi oppositionen tvang den borgerlige mindretalsregering til en endeløs række af forbehold til alle sine beslutninger.

Fortielserne og fortrængningerne fra sovjetsympatisørernes side har været massive. Og da mange af de implicerede personer lever endnu, vil det ganske enkelt være umuligt at levere forskning alle vil kunne acceptere. Ja, det er en illusion at tro at der på forhånd kan opnås enighed om hvem der skal have midler til at forske for, og hvilke emner der skal have højeste prioritet.



Derfor bliver en dygtig og indsigtsfuld historiker som Bent Jensen uundgåeligt en kontroversiel person i dansk historieforskning, for han lægger ikke skjul på sine antipatier, men forfølger målrettet den opgave at afsløre "de hengivne intellektuelle som var rede til at forsvare og forklare selv de blodigste udskejelser i Sovjetunionen", da disse var værst, eller de måske knap så hengivne, men til gengæld klart antiamerikanske intellektuelle der efterfølgende var påfaldende lydhøre over for Sovjetunionens officielle udenrigspolitiske strategi.

Det første emne behandlede Jensen i 'Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle' (1984) og 'Gulag og glemsel' med den meget sigende undertitel 'Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20 årh.' (2002) - jf. artikel. Det sidste går han nu for alvor i gang med som leder fra 1. februar af det 'Center for forskning i den kolde krig' som sidste år blev dannet af regeringen med Dansk Folkepartis støtte, og som med fuldt overlæg blev placeret under Forsvarsakademiet - til forskel fra 'Dansk Institut for Internationale Studier'. Det hedder i Videnskabsministeriets pressemeddelelse om centerets oprettelse, at der skal være særlig fokus på "periodens principielle modsætninger i politik, i medierne og i den offentlige debat, herunder kulturdebatten i bredeste forstand - kort sagt meningsdannelsen, dens hjemlige og udefra stammende inspirationskilder samt dens udvikling i perioden" (min kursivering).



Allerede i centerets placering og formål ligger der grundlag for store principielle uoverensstemmelser. For partierne bag centeret har åbenlyst tilkendegivet at de ikke har den fornødne tillid til at forskning i normalt regi vil afdække lige præcis de forhold de ønsker afdækket. Det kom tydeligt frem i deres bedømmelse af den udredning som sidste år blev offentliggjort fra DIIS om den kolde krig. Kritikerne mener følgelig at det såkaldte 'armslængdeprincip' i forskningen ikke er overholdt og at den frie forskning følgelig er truet.

Påstand vil stå mod påstand ikke bare nu, men fremover. Men det kan da fastslås med temmelig stor sikkerhed, at den frie forskning hverken i dette eller andre tilfælde er truet og ikke bliver truet af særbevillinger til særlige formål, da det står andre forskere frit for her i landet at forske i hvad de vil og fremlægge deres resultater når de vil. Endvidere turde gælde, at den forskning der på denne måde vil blive bedrevet - og som uden tvivl også vil få betydning - sandsynligvis vil gå uden om de for de venstreintellektuelle mest pinlige emner. Og det er bestemt ikke tilfredsstillende.



Vist kan man rette indvendinger mod Bent Jensen selv, fordi han endnu før han er tiltrådt som leder af centeret lægger ud i Jyllands-Posten søndag den 14.1. med et voldsomt og af bladet stort opsat angreb på en person der helt naturligt vil være i søgelyset, nemlig den venstreorienterede journalist Jørgen Dragsdahl, der i 1980'erne plejede nære kontakter med sovjetiske efterretningsfolk. Dette har måske sine gode grunde, men har været så påfaldende at det blev nøje fulgt af Politiets Efterretnings-Tjeneste (PET), og i dag kan efterforskes nærmere af de få forskere der har fået adgang til PET's arkivmateriale, og hvoriblandt Bent Jensen hører. Spørgsmålene rejser sig om Bent Jensen har overtrådt sin tavshedsforpligtelse, om det er rimeligt at ikke alle historikere får adgang til arkiverne, og om favoriseringen af Bent Jensen og andre udvalgte forskere ikke vil give en skæv forskning.

Spørgsmålene skal ikke besvares her i dag. Men ingen løsning af de problemer der knytter sig til kulegravningen af den kolde krigs danske historie vil kunne tilfredsstille alle parter. Det vigtigste er i mine øjne at forskningen kommer i gang - og at den medfører den offentlige debat og eventuelle modforskning som alene vil kunne give lige netop den kollektive selvransagelse som emnet fortjener.



Der er ingen tvivl om professor Bent Jensens kvalifikationer når det gælder forskning i nyere dansk historie der har med Sovjetunionen at gøre. Det er dokumenteret med hans uddannelse og hidtidige forskningsresultater. Men når han af sine modstandere beskyldes for ind i mellem at være mere polemiker end forsker, så skyldes det ikke mindst hans skarpe forfølgelse af særlige personer som Jørgen Dragsdahl. Den afslører vitterligt Jensens store og tilsyneladende ustyrlige moralske indignation.

Grunden til denne indignation tillægges ofte Jensens opvækst i et snævert indremissionsk miljø, men i så fald burde man medtage at selv en sådan opvækst jo ikke automatisk medfører et moralsk snæversyn eller en dømmesyge som ligger fast for tid og evighed. De kan tværtimod overvindes, hvis de bliver bevidste og bearbejdede i dybdepsykologisk forstand, men det turde netop være Bent Jensens største problem at han aldrig har bearbejdet sin moralistiske indstilling på ordentlig dybdepsykologisk vis, men er blevet hængende i den. Ja, han adskiller sig ikke det fjerneste fra det store flertal af historikere: de kender intet til dybdepsykologi. Og det er i virkeligheden særligt ulykkeligt, når der skal forskes i 'hengivne intellektuelle' menneskers sympatier for systemer der i sidste ende viste sig umenneskelige. For en sådan hengivenhed kan man ikke forstå uden at bevæge sig ned i dybdepsykologiske mekanismer.



Konkret kan Jørgen Dragsdahls egen historie bruges til eksemplifikation, for Dragsdahls ulyksalige nærkontakt i første, anden og tredje grad med sovjetiske efterretningsagenter var i allerhøjeste grad en følge af hans forelskelse og giftermål med en russisk pige som han ikke havde nogensomhelst chancer for at få ud af Sovjetunionen uden at pleje dybere og dybere kontakter med sovjetiske agenter.

Bent Jensen hæfter sig ved at PET har holdt øje med Dragsdahl og at der endog foreligger et enkelt dokument (af tvivlsom værdi) hvori Dragsdahl omtales som 'agent'. Men PET holdt øje med alle der plejede omgang med herboende sovjettisk ambassadepersonale - og ordet 'agent' er langt fra entydigt, da det kan gå på alt fra det at være decideret spion over det at pleje halvdiplomatiske forbindelser med regimer man ikke har helofficiel forbindelse med til det at være 'påvirkningsagent' eller 'indflydelsesagent', hvad der vil sige at man som modydelse for betaling eller særbehandling påvirker den offentlige mening til gunst for det fremmede land.

Det store problem i Dragsdahls tilfælde er at offentligheden ikke har fået dyberegående kendskab til hans ydelser til Sovjetunionen eller den eventuelle betaling han fik herfor. Særbehandling fik han, for det lykkedes ham at få den russiske pige til Danmark. Men i hvor høj grad hans journalistik i Information i disse år blev præget af hans hensyntagen til sine personlige interesser står hen. Hans egen hidtidige redegørelse for sagen der fandt sted efter at Ekstrabladet havde fremsat beskyldninger mod ham, som bladet måtte trække tilbage på grund af dengang manglende beviser, er ikke tilfredsstillende. Det står fast at hans daværende kollega, men politiske modstander Anker Randsholt mente at Information havde fået et troværdighedsproblem, og at det Dragsdahl skrev var til fordel for Kreml-propagandaen mod de vestlige lande, således som Bent Jensen fastholder. Men det var også hvad Lasse Budtz og andre dengang skrev, uden at det behøver at være ensbetydende med at disse havde solgt sig til Sovjetunionen.



Om dem alle gælder at de var inderligt imod Reagans udenrigspolitik, og for Dragsdahls vedkommende at han kun kan karakteriseres som indædt antiamerikaner. Men det har man nu engang lov til at være, ligesom man i dag har lov til at være imod Georg W. Bush's udenrigspolitik - uden at blive beskyldt for at stå i ledtog med Irans præsident eller Osama bin Laden.

Humlen er jo at vi under den kolde krig var dybt uenige om den rette stilling til Sovjetunionen og det kommunistiske system som sådant såvel som om holdningen til forhandling og dialog med et sådant regime, og at vi under det nuværende sammenstød mellem det ikke-sekulariserede, undertrykkende islamiske fortolkningsfællesskab og det sekulariserede og frie vestlige fortolkningsfælleskab tilsvarende er dybt uenige om strategien.

Nogle er principielt og inderligt imod brugen af militære midler og tror populært sagt at diplomati, forhandling og dialog kan løse alle problemer. Andre mener at den første betingelse for anvendelse af diplomati og dialog er at man undlader at give efter for undertrykkernes pres og i visse tilfælde endog aktivt griber ind for at fjerne konkrete trusler eller skabe grobund for en langsigtet demokratiseringsproces.



Det er ganske givet at historikerne om nogle årtier vil kaste sig over kulegravningen af de beslutninger der er truffet i såvel vestlige som muslimske landes regeringer og religiøse eller ideologiske bevægelser. For først om nogle årtier vil der være politisk ro til en sådan kulegravning. I dag kan den ikke undgå at blive led i den politiske kamp.

Måske viser den heftige aktuelle debat om forskningen i den kolde krig også, at tiden endnu ikke er moden til fuldstændig åbenhed og selvransagelse. Derfor vil debatten vedblive at være heftig og personfikseret og resultaterne på trods af forskernes umage blive af begrænset værdi.

I grunden tror jeg at det er de samme psykiske mekanismer der forhindrer en tilfredsstillende selvransagelse i de to sagsområder. Parterne har uhyre svært ved at komme fri af det moralistiske og rethaveriske aspekt, fordi de hver for sig tror at være i besiddelse af Sandheden - og næsten pr. refleks regner deres modstandere for enten løgnere eller 'nyttige idioter'.

Der skal såmænd nok komme noget værdifuldt ud af den forskning der vil komme fra det nye center for forskning i den kolde krig, men det vil ikke fremme resultatet at dets leder og dets støtter i Dansk Folkeparti har så svært ved at ave deres moralisme. Og desværre smitter deres indstilling også af på debatten om den aktuelle udenrigspolitik hvad angår Mellemøsten og forholdet til islam og islamismen. Diskussioner i DR'2 Deadline mellem Bent Blüdnikov og Claus Bryld er stort set lige så nytteløse som diskussioner mellem Jesper Langballe og Mikael Rothstein.



Sådanne nytteløse diskussioner viser blot dybden af uenigheden mellem de eksisterende fortolkningsfællesskaber, og måske i virkeligheden også at disse slet ikke bunder i uenighed om videnskabelig objektivitet, om brugen af militære midler til forsvar for demokratiet eller om forståelse og tolerance over for anderledes adfærd, tænkning og religion, men i en forskellig opfattelse af hvad frihed er og hvor meget det egentligt kræver at opretholde den.

Set ud fra et helhedsrealistisk synspunkt kræver frihedens opretholdelse i det lange løb både en vedvarende selvransagelse, der sørger for opretholdelse af folkets eller kollektivets indre konsistens, og en vedvarende tro på universelle værdier i tilværelsen, som ligger uden for menneskers, regeringers og institutioners kontrol, fordi de primært skyldes det kollektivt ubevidste.

'Fjenden' er altså ikke bare de andre, dem udenfor, men også os selv eller vore fordomme, fortielser og fortrængninger.

Derfor må en udforskning af de ydre samfundsmæssige forhold som dem der indgik i den kolde krig og indgår i den aktuelle modsætning mellem politiske, ideologiske, religiøse og kulturelle fortolkningsfællesskaber suppleres med en udforskning af de motiver der ligger bag såvel de enkelte menneskers som kollektivernes fortolkninger, beslutninger og handlinger.



Vejen ud af den kolde krig var ikke våben, trusler, forhandling, eftergivenhed, dialog, laden-stå-til endsige forskning alene, men en åbning for universelle værdier der i højere grad skyldtes hvad der foregik i det kollektivt ubevidste. Det var i højere grad ånden (forstået som en magtfri universel psykisk faktor) end magten (forstået som en forstærkning af egoets snævre interesser) der sejrede. Og sådan vil det også være tilfældet i den aktuelle kamp mellem den frie, sekulariserede vestlige verden og den ufrie, ikke-sekulariseriede islamiske verden.

I et sådant perspektiv bør også forskningen i den kolde krig ses. Men det kræver at man begynder at interessere sig for det kollektivt ubevidste.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links:

Videnskabsministeriets pressemeddelelser om det nye center for forskning i den kolde krig
Forsvarsakademiet
Dansk Institut for Internationale Studier
Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder

Litteraturhenvisninger:

Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede. (Gyldendal. 2002).
Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektulle. (Gyldendal. 1984).

Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. (Tiderne skifter. 1993)
Per Ahlmark: Det öppna såret. (Timbro. 1997).
Paul Johnson: Verdenshistorie 1913-1980. (Gyldendal. 1984).



Artikler på Jernesalt:

Stalinismens fascination  ( 10.3.03.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Intellektualismens dilemma
Sund fornuft - ikke éndimensional rationalisme

De psykiske grundprocesser
Hvad lever vi på?
Helhedsrealismen
Introduktion til Jernesalts filosofi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal