Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klimatop12rio

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.6.12.


Klimatopmødet i Rio endte på laveste ambitionsniveau

Det netop afsluttede klimatopmøde i Rio de Janeiro (Brasilien) bekræfter til fulde, hvad der er fremgået af alle klimatopmøder, inklusive COP15 i København i 2009, at der i al politik er dyb forskel mellem ønsker og realiteter, og specielt at en verdensomfattende organisation som FN kan opstille alle de skønne ideer og idealer som tænkes kan uden at det nødvendigvis får nogen effekt på den politik medlemslandene fører eller den vilje til handling der kræves af dem. Et tidligere dansk medlem af Klimakommissionen konstaterer i sin nye analyse at konferencen i Rio var endnu en klimakonference uden resultater. En talsmand for Greenpeace fastslår at der var større resultater i Rio for 20 år siden, dvs på Rio-mødet i 1992. Og Politikens chefredaktør noterer i sin leder 21.6. at fælleserklæringen fra konferencen 2012 'Den fremtid vi ønsker' så godt som intet indeholder i form af initiativer eller en ny fælles forståelse. Men han fremhæver dog - som én positiv ting - at konferencen heller ikke gør nogen skade!

Ser man på problemerne som de er beskrevet i selve erklæringen er de kolossale.

1) I dag sulter 925 millioner mennesker af verdens samlede befolkning på syv milliarder, og da befolkningstallet stiger med 2 milliarder frem til 2050, kan antallet af sultende hurtigt blive værre, for landbrugsjord, have, skove og biodiversitet nedbrydes på grund af uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder og klimaforandringer.
2) Allerede i dag er manglen på rent drikkevand meget stor, men det skønnes at hver fjerde menneske på kloden i 2050 vil leve i områder med mangel på drikkevand, dvs over to milliarder mennesker.
3) Allerede i dag påvirkes 226 millioner mennesker hvert år af naturkatastrofer, men jordskælv, oversvømmelser, tørker, orkaner og tsunamier vil blive hyppigere i fremtiden.
4) Massearbejdsløheden er allerede stor i verden i dag, men de næste ti år vil arbejdsstyrken i kraft af befolkningsstigningen vokse med 500 mio. Og dette på en tid hvor den økonomiske krise langt fra er løst.
5) Over 2,6 mia mennesker er i dag afhængige af verdenshavene som deres primære ressourcekilde (herunder proteinkilde), men 40 procent af havene er allerede påvirket af forurening, overfiskeri og ødelagte kystområder.
6) Allerede i dag bor halvdelen af verdens syv mia mennesker i byerne, heraf 828 mio i deciderede slumkvarterer. Og byerne vokser tillige med forureningsproblemerne, manglen på boliger og forringet infrastruktur.
7) Energiforbruget stiger med antallet af mennesker og storbyer. Ressourcerne af fossile brændstoffer er begrænsede, så fremtidens energibehov skal løses med vedvarende energi. Det vil sige, at væksten fremover skal være grøn vækst.



Ser man så på ønskerne for fremtiden, må det konstateres at de er ganske gode, men også 'fromme', de er uden nogen som helst forpligtelse. Fælleserklæringen anerkender i det mindste

- 1) at alle har ret til at få mad nok, så de ikke sulter.
- 2) at alle lande skal forpligte sig til gradvist at sørge for rent drikkevand og adgang til basale sanitære forhold.
- 3) at alle lande skal opfordres til hurtigtst muligt at øge modstandskraften mod naturkatastrofer.
- 4) at det er vigtigt for landene at skabe nye job, især til de unge og de fattige.
- 5) at alle påtrængende problemer med verdenshavene skal gennemgås detaljeret.
- 6) at øget indsats for bæredygtige byer med forbedrede forhold for de fattige og bæredygtig håndtering af affald er nødvendig.
- 7) at behovet for moderne energiformer, dvs vedvarende energi, til alle er påtrængende.

Men der er vel at mærke ingen konkrete målsætninger eller tidsfrister for nogen af problemerne.



Og grunden er lige til: Sådanne konkrete målsætninger eller tidsfrister kan de 180 deltagende lande slet ikke blive enige om. Det viste allerede topmøderne i København i 2009, i Cancún i Mexico i 2010 og i Durban i Sydafrika i 2011. Værst af alle var mødet i København, fordi det - som de fleste danskere vil kunne huske fra live-udsendelserne i tv - endte i endeløs strid om procedurer (der var ved at tage livet af en træt Lars Løkke Rasmussen), da visse fattige lande ikke kunne få deres ønsker igennem mod de rige landes faste vilje til at forsvare deres egen handlefrihed og selv styre mødet. Den pinlige strid har ført til at man i år helt opgav af henlægge debatten om en fælleserklæring til plenum, og i stedet sendt en fælleserklæring der var udarbejdet i forvejen ud fra kompromisets eller det muliges kunst til godkendelse. Og det betød igen at man var tvunget til at skære ambitionsniveauet ned til et minimum og bogstaveligt talt nøjes med en god og smuk hensigtserklæring uden forpligtelser af nogen art for overhovedet at få en erklæring frem alle kunne tiltræde.

Fortsat står sammenslutningn af verdens fattigste lande (G-77) imidlertid stejlt over for USA, Kina og EU. EU og Danmark siges at være rykket nærmere nogle af de fattigste lande. Den danske udviklingsminister Chr. Friis Bach understreger således at grøn vækst og kamp mod sult går hånd i hånd, men omvendt hævder den indiske udviklingsekspert at grøn vækst skal være retfærdig, og det er straks noget helt andet. Og når Kina i så høj grad satser på grøn vækst fremover, skyldes det ikke mindst at det kan svare sig økonomisk i og med at det store land med den store befolkning kun kan undgå fremtidige katastrofale og kostbare miljøødelæggelser med omstilling til grøn vækst. Generelt er det karakteristisk for Rio-mødet at landenes erhvervsfolk var lige så talrigt til stede som de idealistiske græsrødder. Grøn vækst bliver under alle omstændigheder fremtidens løsen, fordi den baseres på ny teknologi og dermed giver omsætning, arbejdspladser og fortjenester.

Hvad USA angår er det karakteristisk at præsident Barack Obama holdt sig væk fra mødet. Han har reelt ikke tid til den slags intetsigende retoriske udfoldelser når han allerede står midt i en afgørende valgkamp (han blev jo nærmest narret til København i 2009, fordi han blev stillet en slags forpligtelse fra Kina i udsigt). Og USA vil jo alligevel heller ikke fravige sin modstand mod bindende mål for den såkaldte 'bæredygtighed'. Faktum er at presset på klodens ressourcer vil fortsætte med at vokse de næste årtier, således at stigningen i udledningen af drivhusgasser også vil fortsætte tillige med opvarmningen af kloden.



Det springende punkt er fortsat befolkningseksplosionen i verden.

Som nævnt anslås verdens befolkningstal at stige fra de nuværende syv mia til ni mia i 2050 - og det følges automatisk af en eksplosion i forbruget og presset på ressourcerne. Eksempelvis skønnes det at kødforbruget i 2050 vil nå et niveau der er 6 gange så stort som det var i 1961 - og 1½ gang så stort som i dag. Og grunden er at det ikke blot er de fattigste mennesker der kommer flere af med voldsomme problemer m.h.t. sult, undernæring, sygdomme og epidemier. De spiser ikke meget kød. Nej, det er middelklassen der vokser eksplosivt i denne periode.

Mens middelklassen frem til år 2030 vil være omtrent uændret i tal i Europa og Nordamerika, så vil den stige relativt ganske meget i Afrika og Mellemøsten/Nordafrika samt Sydamerika (hvad der har stor betydning for den politiske udvikling), men mangedobles i Asien hvor den skønnes at stige fra 525 millioner til et godt stykke over 3 milliarder. Og en så markant (reel/kvantitativ) stigning vil ændre samfundene. Navnlig i Kina og Indien (de to største af BRIK-landene) vil den sikre såvel den økonomiske vækst som de miljømæssige og politiske udfordringer. På den ene side giver dette vokseværk for middelklassen rige muligheder for gode forretninger for alle innovative og initiativrige mennesker. På den anden side kan middelklassens vækst ikke ske uden politiske forandringer - eller uden truslen mod vores klode som hjemsted for menneskeheden og menneskekulturen.



Konklusionen fra klimakonferencerne eller 'bæredygtighedskonferencerne' i 2009, 2010 og 2011 kan derfor gentages i år:

Klimaudfordringen er helt speciel, fordi den bygger på videnskabelige eksperters prognoser for fremtiden, og dem er der så megen usikkerhed om at de i meget vid udstrækning kan ignoreres indtil det i givet fald ikke går an at udskyde modforanstaltninger længere.

Den voldsomme befolkningstilvækst i verden er en væsentlig årsag til at den menneskeskabte del af den globale opvarmning allerede er steget betydeligt og de næste 50-100 år vil stige endnu mere. Men klimatopmøderne vil ikke tale om dette prekære problem.

Idealisterne i verden har fortsat ingen magt.
Videnskaben har fortsat kun dokumenteret sin afmagt.
FN, EU og supermagten USA har dokumenteret deres store svagheder og afmagt.
Hverken politikerne eller mennesket som sådant er herre over klimaet eller udviklingen.

Mere specifikt kan noteres, at følgen af uenigheden mellem de rige lande på den ene side og de fattige på den anden side vil være fortsat overbefolkning, stigning i dødelighed, sult, sygdomme og epidemier - samt folkevandringer og flygtningestrømme. Dertil fortsat kamp om forbrug og markeder. Altsammen med stor sandsynlighed med øgede klimaproblemer og øgede konflikter mellem rig og fattige eller mellem Nord og Syd til følge.

De rige, højtudviklede lande har gode muligheder for omstilling til renere energi og teknologi, men det bliver dyrt - og det vil ikke gøre evnen eller lysten til at hjælpe de fattige lande der ønsker udvikling, vækst og forbrug væsentligt større.

BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), hvoraf de to sidste som nævnt har den største befolkningsvækst og den største vækst i middelklassen, er for tiden hårdt ramt af den globale økonomiske krise og har et markant fald i vækstraten. Det opmuntrende er imidlertid den politiske udvikling samt erkendelsen af at tocifrede vækstrater ikke længere skal ses som vigtigere end politisk stabilitet.

Det er fortsat de fattige lande der lider og vil blive ved med at lide under den økonomiske ulighed i verden. Man må jo ikke sige det højt i kredse hvor det politiske korrekte er gældende kodex, men den ubehagelige sandhed er at der er kommet til at bo alt for mange mennesker på steder på kloden der er uegnede til at rumme mange mennesker. I længden batter udviklingshjælp og anden barmhjertighed derfor slet ikke. Sult og nød, sygdom og epidemier undgås ulykkeligvis ikke. Den gamle myte rummer stor sandhed: Mennesket gør sig mangfoldige på jorden og gør sig jorden underdanig. Men myten 'glemte' (kunne ikke forestille sig) udviklingen, den udvikling mennesket ikke styrer, men som undergraver livsbetingelserne, fordi mennesket psykisk er indrettet således at det foretrækker friheden frem for ligheden - og transcendensen frem for immanensen.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Rio+20 - FN's konference 2012 i Rio de Janeiro om bæredygtig udvikling
IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission

G77
Klimaforum09 - Det intern. klimatopmøde i DGI-Byen
Klimabevægelsen i Danmark - Tværpolitisk forening fra 2008k
Klimadebat.dk
92-gruppen - 20 danske ngo'er omkr. bæredygtig udvikling
350.org - intern. bevægelse for nedbringelse af CO² til 350 parts per million
Copenhagen Consensus Center (Lomborg)
Mellemfolkeligt samvirke
Greenpeace Danmark
Danmarks Naturfredningsforening



Relevante artikler på Jernesalt:



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Klima og miljø
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal