Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Klaus Albrectsen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.02.


Livstegn fra Klaus Albrectsen

Klaus Albrectsen hører til de sidste 50 års absolut allerbedste danske bladtegnere, og det er derfor en fornøjelse at få et meget stort udvalg af hans tegninger præsenteret i en erindringsbog, som tegneren rammende kalder ‘Livstegn' og har givet en dobbelttydig undertitel "En venstrehåndstegners tilbageblik" At tegneren har været i live, var man ikke i tvivl om, så længe han tegnede for Politiken, Ekstrabladet, BT og Information, men siden udfoldede han sig mest i svenske Stockholm Tidningen og LO-Tidningen og for danske fagblade som ‘Stof og Saks' eller ‘Lager og Handel', og dem går man jo ikke ligefrem og falder over. Ved 25-års tegnerjubilæet i 1980 udsendte Forlaget Forum et herligt udvalg af tegninger, og i april i år viste Arbejdermuseet en stor og flot udstilling, som også medtog illustrationerne til børnebøger af Bjarne Reuter m.fl. samt videobånd fra DR's ‘Spiddet'. ‘Nyt om Arbejdermuseet' lavede et fortrinligt særnummer (2002/3).

Men nu giver Forlaget Vistoft os altså en kærkommen lejlighed til at forny bekendtskabet med denne venstrefløjssatiriker og hans tilbageblik over sit liv med tanker om livet og metier'en - og det vel at mærke i en flot farveillustreret bog på glittet papir. Da tegneren tit har skiftet arbejdsplads, oftest fordi han ikke fik frie hænder, bliver tilbageblikket også en helt lille pressehistorie.





Klaus Albrectsen har tegnet fra han var tre-fire år - fra 1936 er bevaret en tegning af Ras Tafari, den senere kejser Haile Selassie. Efter skolen var han i fem år reklametegner på en emballagefabrik hvor han bl.a. lærte, at man kan risikere at blive stillet til regnskab for hvad man gør. Han havde på opfordring af generaldirektøren lavet en tegning til en sentens af denne: Al fremgang har sin pris....Men tegningen forestillede en rystende gamling der sad klemt inde i sit pengeskab og klamrede sig til sine penge. I baggrunden så man et ungt par i omfavnelse... Klaus fik at vide, at direktøren ville acceptere en undskyldning. Og den fik han så.

Som 24-årig kom Albrectsen til Norge som ‘flygtning' på et reklamebureau i Oslo. Med værelse hos kulturredaktøren på Morgenbladet og hans Rudolf Steiner-kone. De indførte ham bl.a. i Knut Hamsun - ‘Sult' og ‘Pan' m.fl. Reklamebureauet hed ‘Kittelsen og Kværk'. Den ene ejer, Helge Kittelsen, var søn af den legendariske Th. Kittelsen, "Skov-Norges, nøkkens og nissernes og de små forholds tegner. Skraldgrinende barok. Tyst følsom. Sørgmodig. Et gammelt forbillede."

Klaus kom til Norge, men kom også til sig selv.

Han oplevede kosmiske syner, at blive ét med fjorden og Oslos Elforsyning. En underlig synskhed som han altid havde kendt, men aldrig tænkt over. Den stammede - får vi siden at vide - fra et færdselsuheld, hvor en tysk diplomatbil fra besættelsesmagten kørte ham ned på cykel. Diagnose epilepsi. Eller som man sagde dengang: ligfald eller den faldende syge.

Olof Palme kiggede engang på en af hans tegninger og spurgte: Skal man ikke vide meget for at tegne den slags? Og det var ikke ment rosende. Men for Klaus Albrectsen er hemmeligheden - udover heldet - at man ser hvordan det er, man ved det ikke. "Vil man satse på at det og det betyder det og det, så har man kun sin fornemmelse at satse på. Sin synskhed." Eller ‘synskhedens gave', som Kjeld Abell talte om. For ikke at nævne det underbevidste ved navn.

Klaus Albrectsen hørte også stemmer og en stemme sagde: Rejs hjem. Du har arbejde at gøre derhjemme.

I Danmark spillede Albrectsen jazz og rapporterede til ‘Lyt' sammen med Torben Ulrich, den provokerende tennisspiller og journalist der ligeledes spillede jazz. De satte engang Louisina på den anden ende med deres jazz og øl og vin. Kogende succes, men naboerne klagede bagefter over forstyrrelse af natteroen, så Knud W. Jensen skulle ikke have successen gentaget.



Samarbejdet med Torben Ulrich fortsatte i Politikens rubrik ‘Jazzmosfæren', hvor Klaus opdagede at noget inde i ham ‘kunne åbne sig'. Men der gik et år inden han turde tro på, at det var en farbar vej uden for jazzen. Politiken var dog ikke rigtigt noget for Klaus Albrectsen, generelt højrøvet som den var; over hvad fandt han ikke ud af. Og da Ulrich flyttede til BT, fulgte Klaus med. Nu blev virkeligheden anderledes lavrøvet, skriver han: et boulevardblad. Og ligetil.

Her på BT sad Leif Jensen i redaktionen, den senere Galleriejer i Valby. "Du har retfærdighedssans", sagde han til tegneren, der i hvert fald turde mere og mere. Og her sad eller gik Hjalmar Havelund, BT's Maria Callas, som han kom på mange rejser rundt i landet med. BT var et hus med mange boliger, men det var som en redaktionssekretær sagde, ikke let at lave en socialdemokratisk avis i et konservativt bladhus.

De politiske emner begyndte at stikke op: Franco, Sydafrika, Vietnam. Og de fangede Klaus Albrectsen. Han fik fra 1962 stadig mere at lave, og det hårde natlige arbejde hjalp til at rense manererne ud.



Det var en lykkelig tid - også privat. Han fandt sin elskede Lizzie, en Folkets Datter, der var fotograf på Land og Folk, og som ikke havde noget imod at være fattig. Der blev dog i denne periode råd til sportsvogn - og senere også sommerhus.

Gennem Lizzie fik Klaus tæt kontakt med Duke Ellington, der opfattede musik som politik og talte om at 'overdrive overdrivelsen'. Senere blev det også venskab med Dextor Gordon - i kraft af 'sindets fælles svingninger'.

Vietnam-krigen åbnede for indignationens sluser. Satire kræver talent for at blive rasende, er Klaus Albrectsens erfaring, og her var det som om han turde lukke raseriet mere ud. Men på et tidspunkt blev det for meget for BT. Først blev en enkelt tegning ikke trykt. Chefredaktøren forklarede forskellen mellem redigering og censur. Censur lå ham selvfølgelig fjernt.... Men siden blev flere tegninger redigeret fra. Gå nu hellere hjem og tegn noget morsomt, lød det fra chefen. I januar 67 kvittede Klaus jobbet.

Ekstrabladet trykte den amerikanske journalist Hamilton Salisburys artikler om USAs massemyrderier med bombetogterne over Vietnam op, og Klaus Albrectsen illustrerede dem efter Flemming Hasagers tilbud om samarbejde.Victor Andreasen tilbød ansættelse, men får ikke noget godt skudsmål af Albrectsen, han var "en grim tilknappet figur der benyttede enhver lejlighed til at fremhæve sin kolossale intelligenskapacitet på andres bekostning". Så det var et held, at han forduftede efter magtkamp med Politiken.

Øjeblikkeligt begyndte verden at gå amok, noterer Klaus A. Militærjuntaen i Grækenland. 6-dages krigen i Mellemøsten. Senere mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Studenteroprøret og Prager-foråret samt Nixons valg til præsident i USA. Og opbakningen på redaktionen var der. "Du skal aldrig sky en mulighed for at vise social indignation", lød det fra redaktionschef Axel Sjølin. "Grib Tiden!" (Carpe diem! Grib dagen!, hedder det nu) - og Klaus greb og greb. Han var hvor han skulle være. Spalterne var åbne. Alting lykkedes. Lille Klaus var blevet en succes.



Men succes er to ting: anstrengelse og ensformighed. Anderledes end Klaus havde forestillet sig. Fem dage om ugen på job fra 20 til 02. To hundrede tegninger om året. Nåede han overhovedet at deltage i den verden han tegnede? Fik han leget nok med sin familie - herunder med datteren, der kaldte ham: Din lille urolige skid!, når han satte sig på gulvet for at lege med.

Ungdomsoprøret var kommet i gang og delte sig i to lejre: de revolutionære og de flippede. Kjeld Koplev gik ind for revolutionen, men lignede mest en hyggelig skolelærer. Gregers Dirckinck-Holmfeld mødte op i sin kones broderismykkede afghanerpels. Klaus og Lizzi gjorde oprør ved at købe sommerhus i Odsherred - nær Vallekilde højskole og sommerens jazzstævner. Men arbejdsbyrden var alligevel så hård, at Klaus A efterhånden blev udbrændt og fik stress, som vi siger i dag. Hasager sendte ham og Lizzie på flere ugers rejse til Sovjet og USA.

Men der var også pile i tiden der pegede fremad. Kina kom i FN. Palme blev statsminister. Willy Brandt kansler. Og vi modtog de første fremmedarbejdere, gæstearbejdere som de hed, selv om de langt fra altid blev modtaget med gæstfrihed, som Klaus Albrectsen viste på en tegning af Danmark som en uindtagelig borg.

Ekstrabladet udgav hvert år et nytårstillæg med et udvalg af Klaus Albrectsens tegninger, og for den lykkelige køber af disse tillæg var det et stort savn, at de brat holdt op. Albrectsen skiltes fra bladet. Hjemkommen fra den store udlandsrejse fik Albrectsen fornemmelsen af at toppen var nået: på avisen, ude i samfundet og hos ham selv. Og da Victor Andreasen ydermere vendte tilbage til Ekstrabladet og indførte censur på kroniksiden og læserbrevene - og "det føg med falske breve og anonyme løgne og gangsterkneb, og den velsmurte redaktionsmaskine var blevet til skyttegrave og elendighed" - var det på tide for Klaus at lette sig fra stolen. De var fem der rejste.

Og så havnede Klaus Albrectsen på den gamle modstandsavis Information i St. Kongensgade - og ulysten vælder op i ham selv 30 år efter, når han skal fortælle om denne tid. Hans-Jørgen Nielsen tog i bladets spalter afstand fra hans første tegning af Erhard Jacobsen med Hitler-overskæg i form af en lille båndoptager. En lang frise om EF blev af en medarbejder stemplet som "den værste lortetegning jeg nogensinde har set". Og Nils Ufer sendte intimiderende depecher fra Jylland.

Desuden kom Klaus fra en hurtig avis og mente sig at have lært noget de måske ikke endnu havde opdaget på Information. Men han tog fejl. De syntes avisen var præcis som den skulle være, og at de indbyrdes svinske stridigheder hørte med til den særlige fine Informationsånd. Vorherrebevares. Dog har Klaus Albrectsen positive erindringer om Børge Outze, Knud Vilby, Hans Bischoff, Jan Stage og Peter Lautrop. Men i redaktionslokalerne var alle som forheksede. Ånden fra stedets nazistiske fortid? I hvert fald syv en halv rædselsfulde måneder med ‘repressiv intolerance', som de fik at vide. Det lo de meget af.

Morgenen efter det danske ja til EF i oktober 1972 havde Klaus Albrectsen et syn på gaden: Han gik rundt i en nordtysk provinsby. Et skrækkeligt syn for denne tegner.

Men Sverige var uden for EF. Sverige havde Palme - og et stort socialdemokrati der regerede med støtte fra kommunisterne. Sverige havde neutralitet og kontakt til andre alliancefri lande. Sverige havde ganske vist også de store magtkoncentrationer, men samtidig en levende fin samfundsdebat.

Tegneren fik chancen hos Lasse Persson på Expressen i Stockholm, en liberal avis, dvs frisindet, men også antisocialistisk. Hvad ville han dér. Skizofrenien voksede. Men billedet var ikke sort-hvidt. Avisen var stærkt pro-israelsk, men også antidiktatorisk. Dog: den skinhellige chefredaktør Per Wrigstads virkelige troskab lå hos dem der ejede ham, dvs familien Bonnier. Under valgkampen i 1976 forvandledes avisen til en løgnagtig propagandatryksag for det borgerlige magtskifte. Alle kneb gjaldt fra hårde vinklinger og opspind over tomme skræmmehistorier om boligprisstigninger. Der var historien om skattevæsenets forfølgelse af Ingmar Bergmann, om Astrid Lindgrens udfald mod urimelig beskatning, og om Sven-Bertil Taubes trusler om at forlade landet på grund af skattetrykket.

Hertil massive bestræbelser på at fremstille socialdemokrater og LO-folk som uhæderlige og forpamprede. Chefredaktøren spørger Klaus A: Du tänker väl inte teckna emot oss? Og Lasse Persson dropper en tegning om det centrale valgtema kernekraften: "Den var god. Den tager vi ind efter valget!" Men dagen efter valget siger Klaus farvel og tak, og bestemmer sig for ikke at ville arbejde for borgerlige aviser mere.

Men så er der faktisk grænser for, hvad der er tilbage. Så småt åbnede fagbladene og de alternative aviser sig for tegneren. Men smalle tider blev det.

Niels-Jørgen Kaiser tog ham som medarbejder for de samfundssatiriske tv-udsendelser under Henrik Iversen. Det blev til bl.a. fem års professionelt samliv om ‘Spiddet' og overraskelsen over, hvordan dette medium formelig æder billeder. "Man tegner som et dyr i to måneder fra morgen til nat - og ud af alle anstrengelserne kommer en udsendelse på lidt over en halv time."

Først fik Klaus Albrectsen ros, siden mistro. Han var en talentløs tegner. Han var ond (ifølge Bettina Heltberg). Han burde sendes østpå, gerne sammen med Maj Wechselmann. Censur fra generalissimodirektørens kontor. Klager i Radiorådet. Truende telefonopringninger.

Klaus A var også med i TV's lørdagsserie der hed ‘Sidste udkald til Østre Gasværk' og lærte her primadonnaen Habakuk at kende. Han tålte ikke andres ideer, men havde uendelig svært ved at få nogen selv. Dan Turéll var med. Han gik på gaden for at blive set. Klaus gik der for at se. Så var det bedre med Gasolin, et strålende lyspunkt i tiden. Det blev bl.a. til den festlige tegning ‘Rabalderstræde.'

Klaus Albrectsen betragter sig ikke som den fødte illustrator, men illustrerede ikke desto mindre flere børnebøger, navnlig af Bjarne Reuter. Teksten til ‘Østen for Solen og Vesten for Månen' inspirerede ham dybt, og resultatet er han stolt over. Men "når man i mange år havde arbejdet med at komprimere indviklede problemer ned så man kunne fortælle det hele i én tegning, føltes det underligt unødvendigt at tegne 20 tegninger om det samme. Men det gik nogenlunde."

Klaus Albrectsen tegnede også til ‘Formandsinitiativet', ‘Børn og Unge' og ‘København' . Og blev lejer af en af pavillon'erne ved Kongens Have. Torben Krogh tilbød ham spalteplads en gang om ugen i SF's Socialistisk Dagblad, men nemt var det ikke at tegne for nogle få tusinde mennesker der alle mente det samme, for en der var vant til at tegne for en million mennesker og kunne være sikker på, at halvdelen ville afsky hans tegninger og reagere på dem. Klaus Albrectsen tabte modet og selvtilliden, og tegnede uden overbevisning. Nogen partigænger blev han aldrig.



Det Svenske syndikalist-blad ‘Arbetaren' havde bud efter ham. Men tegneemnerne indsnævrede sig til modstand mod kernekraften. Men så i 1981 begyndte hans svenske kærlighedshistorie. En ny socialdemokratisk avis Stockholm Tidningen blev lanceret - og billedchefen ringede til Klaus. Held igen. Nu kom denne tegner, der havde levet i mandeatmosfære på alle sine arbejdspladser ind på en redaktion hvor der var strikt kønskvotering. Det blev himmerige for ham. Med dygtige unge kvinder og lattermillde piger der slog med håret og vidste alting.

Men det var et himmerige med indbygget helvede. Bladet var en lille fin kolos på lerfødder, skabt af uenighed i Rörelsen (den svenske arbejderbevægelse) og dårlige beslutninger, den oprindelige smalle model pustet op af storhedsdrømme uden indhold. Efterhånden sivede optimismen ligesom oplaget. Og til sidst gik bladet konkurs.

Men så længe det varede, var der udfoldelsesmuligheder. Der blev, som Klaus Albrectsen bemærker, tegnet et par fredsduer eller otte de år. Man kunne lige så godt køre den helt ud, virkelig udnytte symbolkraften. Så det gjorde han. Sikker på, at de skabte fråde om munden på koldkrigere og sovjethadere. I Sverige gik det jo også bedre end i Danmark, hvor Poul Schlüter kom til roret i 1982. I Sverige vandt Olof Palme efter seks bitre år i opposition. Den røde rose sejrede. Og skitsen til sejrstegningen med rosen og Palme havde Klaus liggende et par dage.

Efter Stockholm Tidningens konkurs tilbød Ingvar Nilsson tegneren plads ved LO-Tidningen. I denne periode skete mordet på Palme, og Klaus Albrectsen lavede den store fixertegning af Palme og fredsduen til midtersiden - selvom LO-formanden Stig Malm protesterede.



Men det blev til mange andre tegninger: om forsteningen i Sovjet, der brydes af Gorbatjov. Om sporene i sneen, da Sovjet trak sig ud af Afghanistan. Og mange flere. Hertil tegninger til ‘Stof og Saks' i Danmark.

Her skete der ingenting, men ude i Europa og i Sydafrika blev der skrevet historie med murens fald og Nelson Mandelas frigivelse. Alt blev grundlag for tegninger.

I februar 1990 skete der så noget i Klaus Albrectsens liv. Han fik en blodprop i hjertet. Efter hospitalsopholdet blev det lang rekreation. Langsomme skridt med Lizzie. Og træthed. Tegne gjorde han næsten ikke. Hans tid var forbi, følte han. Også i overført forstand. I mange år havde han prøvet at tegne sig ind i rummet mellem øst og vest, ind imellem de to hver for sig kolossalt uhyrlige systemer. Og han havde også forestillet sig, at der måtte findes ubrugte muligheder inde i det rum, hvor de fleste af os egentlig lever. Nu var det rum borte. Der lå banker i stedet. Alting handlede om penge.....

Det var også som om hans stemme føltes gammel. Raseriet var fordampet og synskheden væk. "Og kunne man ikke tale på fremtidens vegne, var det nok på tide at lukke munden. Så det gjorde jeg. Næsten. De kom jo alligevel luskende, opgaverne", skriver han. Det er igen fagbladene det gælder og valgplakat for Enhedslisten i 2001.



Desuden var der børnebogstegningerne og ‘lidt skriverier og overvejelser om satirisk tegning'. "Det hører alderen til. Jo ældre og dummere man bliver, des interessantere synes man ens tanker er."

Satire, funderer tegneren, er "en lidt smal betegnelse for noget der kan rumme alt fra rent pjat og vittigheder og gemytlige politiker-familiariteter over harmløse stiklerier og venlig hudfletning til bidsk politisk-social stillingtagen, grel konstatering af verdens elendighed. Sorg. Afmagt."

Og så kan tegninger noget som artikler og fotografier ikke kan: "De kan på en gang forklare og forkorte og skabe indsigt samtidig med at de rører ved en følelse, går direkte ind. Bliver siddende og arbejder videre. Huskes. Og så kan de én ting til: Ramme plet, gøre ondt, være farlige. Satirisk tegning er også frækhed, velovervejet uforskammethed, underbygget beskyldning."

Tegneren har muligheden for at sige "noget rigtigt, noget nyt, noget kontroversielt og gøre det tæt inde under begivenhederne, hurtigt, mobilt, på nyhedssiderne, forsiden, gøre den daglige tegning risikabel. Men det kræver paratviden eller rettere nogenlunde ubesværet adgang til sin undergrund, dernede hvor ideerne hentes eller dukker op."

Epilepsien var der stadig, omend i mildere form. Anfaldene var holdt op eller havde forandret sig. Klaus Albrectsen oplevede forskudt tidsfornemmelse og lugthallucinationer, men faldt ikke om. Til gengæld fik han tilstande af åbenhed eller gennemsigtighed forærende. Som fx da han sejlede i motorbåd mellem lave røde klipper i Ægæerhavet. "Pludselig åbnede klipperne sig og vi kunne have sejlet ind gennem dem eller forenet os med dem, de stod som gennemlyste luftblomster...."

Den satiriske tegner slutter sit smukke tilbageblik næsten poetisk: "Vi fylder ikke meget i det store billede. Overalt yrer (svirrer eller fyger) det med mennesker, det kribler og krabler så langt ud man kan se, her er en opstand, dér er en krig, i yderkanten koger sult og elendighed. Solen skinner. Rundt om os blomstrer vilde roser og gule gyvelbuske. Nu kommer Bille og Katinka og Emilie og deres mor og far. Vi går sammen ned ad markvejen, om lidt er vi væk....."

Men Klaus Albrectsen vil blive husket af mange med dyb taknemmelighed for sit ægte engagement, sin uforlignelige kunst og sin store humor - og den varme der også er der og lyser ud af tegningen med barnebarnet. Og så forstår han naturligvis både billedets magi og underbevidsthedens afgørende betydning for al skabende kunst.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie.



Se nærmere under klik



'Livstegn - En venstrehåndstegners tilbageblik' kan fås hos
Forlaget Vistoft, Vrinners Hoved, 8420 Knebel.
www.forlaget-vistoft.dk



Læs iøvrigt artiklerne om Humor:

Humor og tragedie
Latterkulturen

Og læs artiklen om billedets betydning:  

Myte, ord og billede



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 30.6.2013