Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Klassekamp

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.7.02.


Klassekamp og demokrati

(Kronik i Information 19.3.69)

I en kronik her i bladet den 7. februar prøvede jeg at betragte den revolutionære socialismes aktuelle problemer i lys af den menneskelige aggressivitet. En af opponenterne hæftede sig ved, at jeg ikke skrev et ord om klassekamp og kapitalisme, og udbrød: "Jamen, det er da fuldstændigt umuligt at vurdere det parlamentariske system uden at komme ind på kapitalisternes magt."

Nuvel, jeg skal med opponentens eget argument præstere det umulige. Jordlovsforslagene, der i 1963 blev vedtaget af et flertal i folketinget, blev ved den efterfølgende folkeafstemning forkastet som følge af den borgerlige presses hetz imod dem, hvilket viser, at magten ikke ligger i parlamentet.

Og det er lige netop hvad der gør det muligt at vurdere det parlamentariske system uden at komme ind på privatkapitalens magt. Som jeg gjorde gældende i første omgang: Parlamentarismen er den ramme, indenfor hvilken visse nationer afgør deres politiske og økonomiske uoverensstemmelser.

Parlamentarismen ser ikke bort fra, at der eksisterer sådanne uoverensstemmelser i samfundet, men går tværtimod ud fra det. Parlamentarismens mission er at holde modsætningerne inden for samfundsordenens skranker, så parterne ikke fortærer hinanden og samfundet i en frugtesløs kamp. Parlamentarismen forudsætter altså en sondring mellem samfundsorden og økonomisk system.

Marxismen-Leninismen derimod benægter både ønskeligheden og muligheden heraf, idet den betragter hele et samfunds ‘ideelle' overbygning (hvortil hører moralske og juridiske normer og love) som et simpelt produkt af de til enhver tid givne økonomiske og sociale relationer.

‘Ideerne', de videnskabelige sandheder, æstetiske normer, religiøse myter og moralske love, kan efter denne teori aldrig under nogen omstændigheder ‘hæve' sig op over den økonomisk-sociale basis, hvis udvikling drives af klassekampen. Hvad enten styreformen i et land er parlamentarisk eller ikke, så er staten et undertrykkelsesapparat for den besiddende klasse. Vil den ikke-besiddende klasse, altså i det privatkapitalistiske samfund proletariatet, til magten, kan det ene og alene ske ved at knuse statsapparatet. Og det gjorde proletarerne da i Rusland i 1917 under Lenins ledelse.

Afskaffede man så staten og statens undertrykkelse? Nej, ingenlunde, og man gav det da heller ikke udseende deraf. Statsapparatet havde samme funktion som hidtil: at undertrykke de ikke-magthavende. Blot var der nu vendt op og ned på klasserne. Godsejere og industriherrer var frataget magten, arbejderne havde overtaget den. Diktaturet var proletariatets. Og først efterhånden som privatkapitalisterne blev uskadeliggjorte, så der ikke længere var fare for kontrarevolution, kunne diktaturet mildnes, staten i betydningen undertrykkelsesapparatet visne bort, og det klasseløse, kommunistiske samfund tone frem.

Når det ikke gik helt efter recepten, skyldtes det efter kommunisternes egen mening, at Sovjetunionen fortsat var omgivet af fjender. Statsapparatet med dets politi og militær vil ikke kunne undværes før disse fjender er væk, dvs alle verdens øvrige nationer er blevet kommunistiske. Ortodoks marxisme-leninisme udelukker muligheden for fredelig sameksistens og åbne relationer mellem den kommunistiske og den ikke-kommunistiske verden (og Hrustjov var altså kætter).

Det sovjetiske kommunistparti har absolut monopol på at varetage arbejderklassens interesser og til dette stykke ikke mindst vogte den rene lære. Eetpartisystemet er et urokkeligt dogme. End ikke i den korte ‘liberale time' i Tjekkoslovakitet sidste år syntes det at have været ledernes plan at bryde det, skønt store kredse i befolkningen ønskede det.

Hvorfor er flerpartisystemet, som jo også fandtes i Tsar-Rusland uforeneligt med det sovjetkommunistiske samfundssystem? - Jo, forklarede Stalin, da han i 1936 forelagde forslaget til ny Sovjetforfatning for Den øverste Sovjet: Et parti repræsenterer en klasse, en klasseinteresse. Hos os er der nu kun to klasser tilbage: arbejdere og bønder, og deres interesser er ikke modstridende, men sammenfaldende (det var jo efter tvangskollektiviseringen af landbruget). Der er derfor ikke brug for flere partier hos os. Der er kun brug for eet: Vort sejrrige kommunistiske parti. (Stormende bifald. Langvarige ovationer).

Nu var det ikke Stalins, og ej heller Lenins påfund, at et parti repræsenterer en klasseinteresse. Det var såmænd Marx-Engels' hypotese. Og den er grundlaget for hele klassekampsteorien.

Marx-Engels hævdede:

a) Dialektik - og dermed udvikling - er et fundamentalt træk ved ‘materien', ved universet.
b) Klassekampen er drivkraften i samfundsudviklingen.
c) Samfundsudviklingen vil med nødvendighed medføre det klasseløse samfund.

Af b) og c) følger d), at samfundsudviklingen vil ophøre, når det klasseløse samfund er nået.

Punkt d) strider mod a); teorien indeholder altså en selvmodsigelse, der som enhver selvmodsigelse er absolut uacceptabel for den menneskelige tanke (Peter Zinkernagel: kontradiktionsprincippet er en ufravigelig betingelse for al kommunikation. Jeg vil - ikke uden adresse - tilføje: - og for al tillid).

Fejlen i klassekampsteorien må være, enten at klassekampen aldrig ophører, eller også at den ikke er drivkraften i samfundsudviklingen. Jeg vælger det sidste, idet jeg - subjektivt, vilkårligt, fordi det passer i mit kram - foretrækker at bibeholde den marxistiske tro på muligheden, ja, nødvendigheden af afskaffelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne og dermed alle privilegiers afskaffelse.

Men da skylder jeg vel en forklaring på, hvad der så driver udviklingen? - Nej, for dialektik og udvikling er fundamentale træk ved ‘materien' ved universet, ved livet, ved samfundet. Og det kan følgelig ikke forklares, ikke reduceres til træk, fænomener eller ting, forud for denne udvikling. Dialektikken ligger i selve udviklingsdriften, selve livsdriften, altså hvad jeg i polemik mod Freud og Marcuse kalder aggressionsdriften, men lige så godt kunne kalde ved det eksistentialistiske udtryk ‘transcendens'.

Marx-Engels forestillede sig, at udviklingen fulgte et dialektisk skema: tese - antitese - syntese - ny antitese - ny syntese osv. i det uendelige. Modsætningernes brydning vil altså med nødvendighed føre til dannelse af en syntese på et nyt, højere plan, hvor de gamle modsætninger ophører, men til gengæld nye automatisk opstår. For at fremme udviklingen skal modsætningerne derfor ikke kunstigt forsones, men tværtimod skærpes. Specielt skal klassemodsætningerne i samfundet ikke holdes inden for ‘ordenens' skranker, men forstærkes indtil antitesen definitivt sejrer over tesen og derved skaber syntesen.

Heraf kommer kommunisternes sort-hvide opfattelse af verden. Det skarpe, absolut uforsonlige skel mellem onde og gode er en simpel forudsætning for revolutionens fremme og fuldbyrdelse (jf. leninisten Benito Scocozzas indlæg i Inf. 15.2.) Og når revolutionen er fuldbyrdet, er det kommunistiske partis absolutte monopolstilling samt ret og pligt til at undertrykke enhver opposition, enhver antitese, en selvfølge. Ganske som for nazisterne er det totalitære system ‘idealet' for kommunisterne, fordi dette alene kan holde kontrarevolutionen stangen.

Carl Madsen hævder, at danske dommere er klassedommere. Men han fortier jo ikke, at dommerne i de kommunistiske lande også er og efter hans mening bør være klassedommere, nemlig inden for deres arbejdsområde bekæmpe al kontrarevolutionær virksomhed. Og til denne hører allerede tvivl på partiets ufejlbarlighed.

Ret i Carl Madsens filosofi er altid den stærkeres ret. I kapitalistiske lande er kapitalisternes stærkest, retten er deres. I de kommunistiske lande er formelt arbejderne, reelt partiet, stærkest, og retten er formelt arbejdernes, reelt partiets.

Den tanke at ret intet har med magt at gøre, er Carl Madsen og alle andre ortodokse marxister-leninister fuldstændig utænkelig. Den er overtro og metafysik, småborgerligt ‘idealistisk' hjernespind.

Nu er der faktisk intet der tyder på, at universets udvikling følger den marxistiske tankes skema. En sådan antagelse er hjernespind om noget er. Og der kan da også anlægges et andet syn på udviklingens dialektik, nemlig at modsætninger kan bestå side om side, sameksistere og måske fremme udviklingen netop gennem sameksistens og ‘fredelig kappestrid'. Sådan er det allerede i dyreriget. Her foregår selektionen overvejende passivt. Kampen for tilværelsen er ikke den alles kamp mod alle som man på Darwins gammelliberalistiske tid forestillede sig og som Carl Madsens åndelige tvilling, Hans Scherfig, stadig forestiller sig. Han ynder jo at sammenligne det privatkapitalistiske samfund med insektlivet i grumsede vandhuller. Og det er unægteligt ‘umenneskeligt' al den stund insekters reflekser uden undtagelse er ubetingede: de har overhovedet ingen valgmuligheder i deres adfærd og følgeligt intet ansvar. Scherfigs sammenligninger duer ikke, selvom de naturligvis kan være ganske morsomme.

Aggressiviteten, viljen til at overleve, hævde sig, om muligt ekspandere, kan meget vel blive destruktiv, hvis den ikke finder et konstruktivt afløb. Men der er i naturen (og menneskesamfundet er fortsat en del af naturen) sørget for massevis af hæmninger for destruktiviteten: underkastelsesgestus, afværgemanøvrer, ritualisering, venskabsbånd - og humor!

I ‘Det såkaldt onde' nævner Lorenz fx at det er umuligt for et menneske at hade en fremmed nation, hvis det har personlige venner i denne nation. Derfor forbyder krigsførende regeringer naturligvis al fraternisering med fjenden. (Og derfor forbyder sovjetregimet de menige russere at rejse frit i de vestlige lande.)

Og hvad angår det politiske liv, gør Lorenz opmærksom på, at menneskeheden ikke er kampberedt og aggressiv, fordi den er delt i partier der står fjendtligt over for hinanden, men den er struktureret på netop denne måde, fordi dette fremstiller den situation der kræves for at afreagere social aggression. Og han citerer en kollega: "Skulle altså virkelig engang en lære om frelse dække hele jorden, så ville den straks dele sig i mindst to fjendtlige udlægninger (den sande og den kætterske) og fjendskab og kamp ville blomstre som før."

Bedre motivering for flerpatisystemet kan vist ikke findes. Flerpartisystemet fremmer dialektikken og udviklingen netop ved at bibeholde modsætninger. Eetpartisystemet hæmmer udviklingen ved at illegalisere opposition mod magthaverne, hvad Sovjetunionens historie er eet stort og uhyggeligt eksempel på.

Parlamentarismens idé er ikke at neutralisere, men at civilisere magtkampen i samfundet, at fastsætte fornuftige regler for den, og at lade dens forskellige grupperinger i folket afspejles i parlamentet, hvis afgørelser igen træffes ikke gennem fysiske styrkeprøver, men gennem afstemninger efter forudgående parlamenteren.

Demokrati indebærer konkret visse frihedsrettigheder (tros-, ytrings- og forsamlingsfrihed), men bygger i sidste instans på anerkendelsen af videnskabens, æstetikkens, moralens og religionens autonomier, dvs. på en klar benægtelse af den marxistiske hypotese om, at den ‘ideelle' overbygning er et simpelt produkt af det givne samfunds økonomiske basis. Man skal derfor ikke tro på folk der påstår, at de vil forsvare og udvide frihedsrettighederne ved at give dem ‘reelt' indhold i betydning ‘økonomisk' indhold. Frihedsrettighederne har reelt indhold i og med at man går ud fra idealitetens realitet. Og lige siden den menneskelige bevidstheds opståen har idealiteten været en højst reel faktor i udviklingen.

Klassekampen foregår ikke i parlamentet, den foregår ude i det almindelige samfundsliv, folkelivet og erhvervslivet. Derfor kan der være god mening i for et revolutionært socialistisk parti at lægge hovedvægten på den ekstraparlamentariske aktivitet, men kun for så vidt denne ikke bliver antiparlamentarisk. Parlamentet skal nemlig principielt ikke blande sig i magtkampen, men holde sig til at fastsætte de generelle regler for den med henblik på at sikre størst mulig grad af frihed og beskyttelse for kampens parter.

Pladsen tillader ikke, at jeg kommer ind på liberalismens idé, men jeg undlader ikke at henvise interesserede til to artikler i Information (3/11 og 22/11 1960), hvor jeg bl.a. hævdede, at der ikke er nogen egentlig modsætning mellem liberalisme og socialisme.

Når klassekampen ude i de almindelige samfundsliv hidtil har været behersket suverænt af privatkapitalisterne ligger det efter min mening ganske enkelt i, at arbejderbevægelsen omtrent fra starten har sigtet forkert ved at koncentrere sig om lønkampen i stedet for ansvarskampen. Det var der selvfølgelig en grund til, nemlig nød og elendighed, men i hvert fald siden Keynes har kapitalisterne jo ikke været uvidende om, at produktionsstigning (og dermed profitstigning) er afhængig af forbrugsstigning (og dermed købekraftsstigning). Så selv om der er uenighed om den rette balance mellem investering og forbrug og naturligvis også om den rigtige indkomstfordeling - og begge dele vil der være uenighed om også under socialismen - så er lønkampen ikke den egentlige klassekamp.

Det er og bliver derimod ansvarskampen, kampen om ansvaret for produktionens tilrettelæggelse, investeringernes retning, købekraftens og fritidens anvendelse. Her foregår magthavernes egentlige repression: direkte gennem berøvelsen af den enkelte arbejders ansvar for alt hvad der ligger uden for hans eget snævre speciale, indirekte gennem forførelsen af menigmands aggressivitet fra skaben til forbrug ved hjælp af dybdepsykologi.

Men LO har ikke opdaget det og kan følgelig ikke kanalisere arbejdernes aggressivitet og behov for ansvarlighed ind i en virkeligt revolutionær kamp mod undertrykkelsen og forførelsen. LO og ikke parlamentet er den egentlige pacifikator i klassekampen. Og det er derfor ikke statsapparatet, men LO der skal ‘knuses', hvis den revolutionære socialisme skal bryde igennem.

Ideen bag Socialdemokratiets hele velfærdspolitik er jo formynderiet: at tage det personlige ansvar fra flest mulige, at lede flest mulige oprørere over i rollen som patienter. For så kan man rigtigt være gode ved dem. Gu' kan man ej. Godhed kan aldrig bestå i at tage ansvar fra folk, men tværtimod kun i at opmuntre dem til størst mulig ansvarlighed. Flugt fra ansvar er der nok af i samfundet. Dybest set ligger den til grund for al sygdom. Sygdom er virkelig - som Svend Heinild docerer - udslag af et samfunds sociale, kulturelle og politiske tryk.

Repression består i berøvelse af personlig ansvarlighed. Og dens bedste, om ikke eneste, probate middel er den forvirring af de moralske begreber der ligger i at stemple den menneskelige aggressivitet som ond og destruktiv, at gøre det syndigt at ville hævde sig, være suveræn, være ansvarlig. Det har kirken set som sin hovedopgave gennem århundreder, i nyere tid godt fulgt op af Socialdemokratiet, og i nyeste tid af profeten Marcuse. Den sidste undgår naturligvis ikke som ‘revolutionær' at havne i den selvmodsigelse at gejle studenter op til revolte mod det bestående i og med at holde utopien om det idylliske kommunistiske samfund op for dem.

Vil en socialistisk revolution da ikke medføre det klasseløse samfund? - Jo, for socialisme betyder afskaffelse af privatejendomsret til produktionsmidlerne og dermed alle privilegier (hvilket øvrigt ikke gør grundlovsbrud nødvendigt). Men det er ikke privatkapitalismen der har skylden for den menneskelige aggressivitet, livs- og kulturdrift, og det er ikke privatkapitalismen der har skylden for at samfundet er struktureret. Men den har naturligvis skylden for at aggressiviteten i katastrofal høj grad får destruktivt afløb og dermed truer strukturen.

Så sandt mennesket er aggressivt af natur kommer det samfund aldrig hvor der ikke findes modsætninger og kamp mellem menneskelige interesser og interessegrupper. Og at holde en sådan utopi op foran ungdommen er ikke alene et desillusionerende bedrageri, men også en afsporing af den revolutionære socialisme.

Hvad jeg da egentlig vil, er jeg blevet spurgt. Eet og kun eet, det i den nuværende situation eneste fornødne: den revolutionære socialismes moralske besindelse.

Kun denne besindelse kan rense socialismens ideologi for selvmodsigelser, og kun denne renselse kan frigøre den revolutionære energi så den får gennembrudskraft.

Socialismens nuværende krise er en dyb moralkrise, og den kan kun løses ved at indse at politik er anvendt etik. Ordene er Otto Gelsteds (fra Kritisk revy 1928), og han var jo trods medlemskabet af DKP til sin død mere kantianer end marxist. Og det er just hvad der skal til.

PS 9.7.02: Som det fremgår af min korte selvbiografi tilhørte jeg venstrefløjen i dansk politik indtil 1969. Kronikken ovenfor var min sidste salut til mine meningsfæller. Den totale afvisning af min kritik var en væsentlig grund til at jeg forlod venstrefløjen.

Til toppen   Til forsiden   Printversion  
utils postfix clean
utils postfix normal