Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kglteater01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.1.12.


Det kongelige Teater er gledet fatalt ned ad rangstigen

Det er symptomatisk at Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's royale festforestilling i anledning af regentjubilæet ikke fejredes på Det kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv eller Operaen på Holmen, men i Danmarks Radios nye Koncerthus i Ørestaden, for det vidner om at kongehuset hverken kan fastholde den århundredgamle tradition omkring Dahlerups stilige skueplads på Kongens Nytorv, der allerede var forældet da den stod færdig i 1874, eller kan føle sig hjemme i den nye Henning Larsen-bygning på Holmen som den yderst royale skibsreder Mærsk Mc-Kenney Møller forærede byen og staten frit og kvit i 2005. Kongehuset finder derimod franskmanden Jean Nouvels kæmpestore og helt utraditionelle Koncerthus, der i 2008 landede på en mark på Amager som et mystisk rumfartøj, men omgående indhyllet i et kongeblåligt-violet slør, langt mere egnet som kultsted for folkelig kunst der appellerer til alle aldre og alle socialklasser i landet fra 1. rangklasse og ned.

Dronningens valg sætter unægteligt Det kongelige Teaters aktuelle krise i særligt grelt lys, for Koncerthuset satser meget bevidst på at blive samlingssted for langt flere end de kræsne musikelskere der går til seriøse torsdagskoncerter. Ledelsen har åbnet for jazz og popmusik i et omfang som var umuligt i koncertsalen i Vilh. Lauritzens funktionalistiske Radiohus i Rosenørns allé. Der er ikke blot gjort et stort nummer ud af det nye pigekor og Sigurd Barrets forskellige tv-show med musik for børn. Der er åbnet for både sportsarrangementer (boksekampe), erhvervsarrangementer og debataftener, herunder valgkampsdebatter, ja, EU-topmøder.

Og pudsigt nok sker det altsammen under forsæde af bestyrelsesformand Michael Christiansen, der indtil 2008 var øverste chef for Det kgl. Teater. Det må næsten føles som en bevidst desavouering af Det kgl. Teaters nye chef Erik Jacobsen.

Under alle omstændigheder er det denne mand, der som Christiansen kommer fra en stilling som departementschef, der nu står med hårene nede i 'brødristeren' på Operaen. Han er blevet sat på en regulær Uriaspost: at gennemføre besparelser der er påtvunget ham af finansministerium, kulturministerium og politikere som led i disses nødvendige tilpasning af alle offentlige budgetter til den langstrakte finanskrises hårde betingelser, men som ikke kan undgå at gøre det nærmest umuligt at opretholde den kunstneriske standard teatret burde have som nationalscene og derfor uundgåeligt gør ham til 'nederlagets mand' på posten som teaterchef. Et fortilfælde findes med Henrik Bering Liisberg, der i 1989 valgte at trække sig som teaterchef på grund af utilstrækkelige bevillinger og manglende politisk vilje til at løse teatrets udvidelsesbehov. Men Jacobsen vælger åbenbart frivilligt at blive og tage skraldet finanskrisen ud.



Det kgl. Teater har måttet skære ned og ned i flere år i træk, og i indeværende finansår har man fra politisk hold krævet en så voldsom besparelse oveni, at teatrets ledelse ikke har set anden udvej end at ty til massive fyringer af såvel kunstnerisk og teknisk som administrativt personale. I første omgang talte man om 100 afskedigelser; det blev siden skåret ned til 83, men er stadigt så mange at det er nødvendigt med mærkbar indskrænkning af såvel balletkorps som operakor. Den slags giver uundgåeligt voldsomme reaktioner, fordi man ikke mindst rammer personale der havde god grund til at tro sig livsvarigt ansatte, dvs først at skulle falde ved normal pensionsalder. Særligt for balletdanserne ligger denne meget tidligt, og de kan vel at mærke ikke flere år forinden gå hen og få ansættelse i andre balletkorps. For Operakorets vedkommende skærer man antallet ned fra 56 til 40, hvad der betyder at koret vil være for lille til brug på Store Scene på den nye Opera.

Hvordan det er kommet så vidt, synes ikke helt klarlagt, i betragtning af at der allerede har været besparelser i en årrække. Teatrets ledelse har måske ikke være dygtig eller forudseende nok, men det kan også tænkes at den ikke har den lydhørhed hos politikerne som den forrige teaterchef og hans bestyrelse havde. Den netop afgåede bestyrelse med bl.a. fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann og samfundsdebattøren Claus Kastholm som medlemmer har forgæves rejst en kritik af yderligere besparelser, som de hævder vil bringe nationalscenen ned på niveau med en balkanrepubliks. Og tidligere operachef Kasper Bech Holten, der nu er chef for Covent Garden i London, har også forgæves råbt vagt i gevær med et helsides indlæg på forsiden af Politikens Kultursektion, hvor han har påpeget at operaen i de sidste år af hans egen cheftid allerede havde skåret ind til benet. Ingen af indlæggene har gjort nævneværdigt indtryk; en enkelt teaterforsker har endog afvist Holten som en mand der lever i en drømmeverden. Generelt mener såvel andre eksperter som kulturpersonligheder og almindelige skatteydere at også Det kgl. Teater må spare, når alle andre institutioner skal.

Ingen har dog taget skarpere afstand fra nationalscenens påståede 'klynkeri' end Liberal Alliances nyvalgte folketingsmedlem Ole Birk Olesen der i en diskussion med Claus Kastholm i Deadline i den forgangne uge uden mindste tøven gjorde det ærkeliberalistiske nyttesynspunkt gældende at opera og ballet var den rene underholdning som folk selv måtte betale for. Man kunne, hævdede han, løse Nationalscenens problemer ved simpelthen at sætte billetpriserne op, så folk der vil i teatret kommer til at betale hvad det koster. Det har den slags mennesker råd til. Karakteristisk nok for hele debatniveauet nægtede Kastholm at gå ind i en sådan diskussion, for så skulle man jo hver gang nationalscenen var til debat begynde helt forfra med at diskutere teaterkunstens berettigelse. Men det er imidlertid nok dér forsvarerne for Det kgl. Teater fejlvurderer situationen. For Birk Olesen har isoleret set ret i, at hvis Operaen kun er for folk som Venstrepolitikeren Søren Pind, som han netop trak frem som en person der elsker at komme i Operaen for at blive set i fint selskab, så kunne man godt bede et sådant publikum om selv at betale hvad snobberiet koster. Men dels findes der vitterligt 'operaelskere' som ikke kan undvære operaen som kunstart - uanset hvor fint det er i operahadernes øjne - og heller ikke alle har råd til at betale hvad en forestilling koster pr. billet, dels er der en bestemt grund til at den slags mennesker findes, nemlig at opera og ballet er noget særligt, som ikke andre former for teaterkunst kan give, og som derfor ikke kan sammenlignes med den underholdning der falbydes i ubegrænsede mængder og til rimelige priser i musical-teatre, i diskoteker, på musikfestivaler, i biografer og i fjernsynet.



Hvad skuespilkunsten angår kunne man i princippet anføre det samme. Shakespeare, Holberg, Ibsen, Tjekjov, Brecht, Becket og mange andre kan noget som dramatikere som ikke alle i faget kan og som derfor ikke blot underholder, men også rokker ved vante forestillinger på en sådan måde at der rejses debat eller skabes dybere eksistentiel indsigt. Problemet på dette felt er at der er kommet betydelig konkurrence fra den seriøse filmkunst - eksempelvis af Bergmans, Kieslowskis eller Lars von Triers format - således at det ikke længere som på Henrik Ibsens tid var teatret der satte den eksistentielle debats dagsorden. Det indså allerede Det kgl. Teaters kontroversielle skuespilchef fra 1996-2004 Klaus Hoffmeyer for mange år siden, hvorfor han selv satsede på det mere eksperimenterende teater. Og dette kan skam være spændende nok og har altid sin berettigelse i sig selv. Det sætter bare yderst sjældent teatergængernes vante forestillinger på en prøve der ikke kan afvises med et automatisk skuldertræk. Og generelt kan undertegnede ud fra egen erfaring som teatergænger sige, at når alt stort teater udsættes for det eksperimenterende teaters oftest tomme æstetiske leg, så skræmmer det et mere krævende publikum bort. Og her hjælper enormt dyre reklamer med bl.a. helsidesannoncer i dagbladene ikke det fjerneste. Ligesom det heller ikke hjælper at begynde at lave fx Bergmans filmfortællinger som 'Høstsonaten' om til teaterforestillinger. Det bliver jo kun håbløse efterligninger.

Også operaen har i mange år - ganske specielt i Kasper Holtens tid - været udsat for så store meningsløse Wagner-eksperimenter at hele ideen med opera som mytisk Gesamtkunstwerk er gået fløjten. Holtens opsætninger har ganske enkelt været et stort forræderi mod Wagners musikalske og idemæssige intentioner (jf. henvisningerne). De har naturligvis vakt opmærksomhed og uden tvivl trukket en del nye æstetisk indstillede publikummer til, men det er ikke destomindre katastrofalt for kunstarten og Det kgl. Teater på langt sigt. Man forstår på sin vis godt, at skatteydere der overhovedet ikke kan se meningen med opera-kunsten falder for fristelsen til at sige, at når staten ikke længere kan eller vil klare udgiften til operaen, så burde man sende Operaen på Holmen retur til giveren. Visse kunstnere ved teatret selv har været lige så uforskammede ved at henvende sig til hr. Mærsk Mc-Kenney Møller med en dårligt skjult anmodning om et stort tilskud til driften af huset, skønt det i sin tid var den udtrykkelige forudsætning for tildeling af bygningen som gave at staten påtog sig alle omkostninger ved driften. Og det gik den daværende socialdemorkatiske regering og det daværende folketing med til.

Problemet er naturligvis at operabygningen er meget stor og derfor vedvarende kræver betydelige vedligeholdelsesudgifter. Det gør dog ikke situationen bedre, at man oveni lægger nogle helt fiktive lejeudgifter, som også tynger driftsbudgettet. Muligvis har man helt forregnet sig på disse ekstraomkostninger, men man har i hvert fald ikke fra starten besluttet at operaen skal drives på et passende niveau - uden hensyn til bygningernes driftsomkostninger. Og når finanskrisen så raser og generelt gør besparelser nødvendige alle steder, så hænger man uundgåeligt på alt for store og diskutable udgifter. Man vil ikke acceptere at i hvert fald Operaen og Balletten er i særklasse og skal holdes nogenlunde skadesløse ved deciderede nedskæringsrunder med den barbariske grønthøstermetode.



Nu bliver fyringerne på Det kongelige Teater eksekveret, og samtidigt tiltræder en helt ny bestyrelse med den navnkundige, dygtige og sympatiske Stine Bosse som formand.

Fyringerne rammer umiddelbart hårdt også på arbejdsglæde og tillid til ledelsen. Men den nye bestyrelsesformand lover i hvert fald nytænkning og forandring. Hun håber på flere teatergængere og dermed større indtægter. Hun vil satse på at få Det kongelige Teater gjort mere åbent over for et nyt og yngre publikum. Og held med det! Hun skal lige have lov til at sætte sig ind i teatrets forhold. Men undertegnede tror ikke på en afgørende ændring i nationalscenens generelle situation uden at den samlede ledelse for alvor begynder at tænke grundlæggende nyt når det gælder selve de tre teaterarters opgave eller mission i det moderne, medieforrykte og æsteticerede samfund.

Specielt er der ingen vej uden om at forstå den store teaterkunst mytiske betydning, dvs at forstå at teatret kan og skal vise publikum vej til en direkte føling med de arketypiske forestillinger som al mening og livskvalitet i eksistensen er en afspejling af. Og en sådan dybere forståelse af teaterkunsten får Det kongelige Teater ikke ringeste hjælp til fra hverken kulturministeren eller kulturministeriet. De er simpelthen låst fast i gamle forestillinger om teatret som underholdning på linje med al anden underholdning.

Modsætningen hertil hedder teater som tragedie og kult.



Der er som tidligere påpeget i artiklen Hvad skal vi med myte, kult og religion? to veje til den direkte føling med tilværelsens 'umiddelbare realiteter' af åndelig art, nemlig stilhed og fest.

Stilhed er en af de nødvendige muligheder for at slippe for det mylder af indtryk der afleder opmærksomheden fra følingen med instanser i psyken der ligger uden for jegets og jegbevidsthedens kontrol. Den er stadig naturlig i forbindelse med indgangen til nattesøvnen. Mange mennesker kender den trods alt også fra læsesalenes og koncertsalenes stilhed, hvor den i begge tilfælde skal fremme fuld koncentration om tekst eller musik. En del mennesker kender den også fra bøn og meditation.

Festen er nærmest det modsatte af stilhed. I festen opildnes energierne til højdepunkter der normalt ikke forekommer i hverdagen og som betyder at mennesket i højere eller mindre grad kommer i en form for 'ekstase', hvad der betyder at 'gå ud af sig selv' (og ikke ind i sig selv som ved stilheden). For at komme i denne attraktive tilstand benyttes først og fremmest dans og musik, men selve fællesskabet og det særlige arrangement omkring begivenheden i form af lokalitet, udsmykning, påklædning, belysning, mad og drikke samt servering spiller også en stor rolle. Især må fremhæves vin og alkohol (i vore dage til dels også stoffer), der jo har været kendt og brugt fra de ældste tider - og fx i den græske og romersk mytologi ses i fortællingerne om Dionysos og Bacchus.

Kult forstås i dag i almindelighed i ret nedsættende betydning som intens dyrkelse af en person, en film eller en livsstil - man taler fx om kultfilm i betydningen æstetisk outrerede film for feinschmeckere - men kult hører oprindeligt det religiøse liv til i og med at religion betød direkte føling med det kollektivt ubevidste eller det evige og guddommelige. Og da denne føling til alle tider og i alle kulturer vil være central for alle mennesker, bliver kulten også vital - uanset forholdet til dogmer og sakramenter. Den må nødvendigvis finde sin egen form. Og det sker på vidt forskellig vis, fx også i moderne ungdomskultur.

Religion kan dybest set aldrig reduceres til dogmatiske religionssystemers eller kirkelige organisationers måde at forvalte menneskets forhold til de overordnede instanser på, for disse specielle forvaltningsmåder er altid magtorienterede. Religionens inderste væsen er åndsorienteringen, orienteringen mod de dybeste og højeste pyskiske instanser og fænomener, og dette indebærer at religionens afgørende mening og formål gennem alle tider har været og er at varetage den direkte føling med de arketypiske forestillinger der danner basis for de historisk og socialt konkrete former for religionsudøvelse. Religion i denne forstand er uundgåeligt en væsentligt kilde for al kultur, fordi den direkte føling med de arketypiske forestillinger er uafladeligt inspirerende, kreativ og energigivende. Problemet i vor tid er i denne forbindelse at selve ordet religion er blevet miskrediteret som følge af religionssystemernes mange fejltagelser og misbrug.

Imidlertid gælder stadigvæk uden ringeste forbehold, at en kultur uden kultisk føling med de arketypiske forestillinger slet ikke findes eller kan eksistere. Den ville i givet fald være tom, gold og selvdestruktiv. Kulten hører samfunds- og folkelivet til, og hvis de officielle kulturinstanser (herunder teatrene) og den officielle kirke (det vil i Danmark sige Folkekirken) ikke forstår kultens nødvendighed eller formidling, vil folket finde den andre steder. For eksempel i ungdomskulturen, i 'kongerøgelsen' og i musikkulturen, herunder musikfestivalerne, men den kunne i virkeligheden genskabes i teaterkulturen - skuespil, ballet og opera - hvis teaterfolket vel at mærke forstod hvad sagen drejer sig om, nemlig den direkte føling med de arketypiske forestillinger.

Den nuværende krise på Det kongelige Teater hænger i allerhøjeste grad sammen med at hverken teaterledelsen eller kulturministeriet har den ringeste forståelse for dybdepsykologi, religion eller mytisk drama og tragedie og simpelthen ikke aner hvad direkte føling med de arketypiske forestillinger er. Derfor vil teatrets krise og den generelle teaterkrise fortsætte. Det kongelige Teater glider dermed ikke blot definitivt ned ad den royale rangstige, men også - og meget værre - ned af den folkereligiøse og kultiske, hvor der er afgrundsdyb forskel mellem underholdning og tragedie.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Det kongelige Teaters hjemmeside
Koncerthuset
Kulturministeriet



Relevante artikler på Jernesalt:

Hvad skal vi dog med Det kongelige Teater?  (18.03.10.)
Bygmesteren der byggede forkert og faldt  (30.11.09.)
Jokum Rohdes store Darwin-kompleks  (31.10.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater  (28.04.08.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)

'Poppeas Kroning' - regiteater eller kult-opera?  (22.1.08.)
'Julius Cæsar' - Händels opera på dvd fra Det kgl. Teater   (3.10.07.)
Balletforestillingen 'Requiem' på Operaen  (4.4.06.)
Operabio i København og Århus  (15.1.07.)
Lars von Triers storslåede Wagner-visioner  (9.08.06.)

Operaen, pengene, kunsten og myterne  (15.1.05.)
Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere  (9.6.05.)
Valkyrien kongeligt vulgariseret om Kasper Bech Holtens iscenesættelse maj 2003
Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater om Kasper Bech Holtens opsætning 2003/04

Det nye koncerthus i Ørestaden  (8.2.09.)
Hollywood i Koncerthuset  (22.11.10.)
Hvad den rytmiske musik kan og vil om Henrik Marstals samtaler om musik og liv.
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed.
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring

Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik med henvisninger)
Nils Malmros  (kort karakteristik med henvisninger)
Lars von Trier  (kort karakteristik med henvisninger)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Litteratur og teater
Artikler om Musik og opera
Artikler om Film
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal