Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel74hebdo

ARTIKEL FRA JERNESALT - 09.11.11.


Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed

af Jens Vrængmose

Det er ikke noget nyt, at muslimer i almindelighed og muslimske ekstremister i særdeleshed betragter vittighedstegninger af deres profet som en fornærmelse mod dem selv og deres religion. Og det er heller ikke nyt at nogle af ekstremisterne kan reagere med voldsom kriminalitet mod europæiske bladhuse, redaktioner og tegnere der vover at levere den slags påståede fornærmelser, selvom disse instanser udtrykkeligt gør opmærksom på at de ikke satiriserer over islam som sådan eller profeten som sådan, men derimod over det misbrug af begge som netop ytrer sig gennem vold i profetens navn. Her i landet er den store Muhammed-sag omkring Kurt Westergaards tegning i Jyllands-Posten i 2006 i frisk erindring. Den førte dengang til omfattende og systematiske demonstrationer mod danske ambassader i udlandet og meget alvorlige trusler mod Jyllands-Posten - og nogle år efter også til et direkte mordforsøg på tegneren.

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo i begyndelsen af denne måned blev udsat for et brandbombeattentat der totalt raserede redaktionslokalerne på Boulevard Davout i Paris, for bladet havde på forsiden bragt en stor tegning af profeten der lovede hundrede piskeslag til alle læsere der ikke døde af grin. Og denne tegning var direkte møntet på islamisternes helt aktuelle erklæringer om at ville indføre sharialoven med de barbariske straffe i Libyen og Tunesien, altså de to nordafrikanske stater der ellers havde oplevet succes med det arabiske forår og var blevet befriet fra muslimsk diktatur.

Typisk for situationen i Frankrig er det at lederen af 'Det Franske Råd for den Muslimske tro' - en paraplyorganisation der repræsenterer de lovlige muslimske organisationer - fordømte attentatet, men samtidig understregede at afbildning af profeten Muhammed er en fornærmelse mod muslimerne. Organisationen lagde i sin tid selv sag an mod Charlie Hebdo da bladet bragte Jyllands-Postens tegning i 2006, men organisationen tabte og hævder nu trods alt at den gamle tegning var værre end den nye. Det er den slags der kan siges for og imod. Hovedsagen er at muslimer - hvad enten de er lovlydige statsborgere i vestlige lande eller ej - ikke kan acceptere den vestlige verdslighed eller sekularisering, der bygger på en principiel adskillelse mellem statsmagt og religion, og derfor ikke tillader religiøse institutioner eller organisationer på tværs af det verdslige retssystem at afgøre hvad der må menes, siges og trykkes, men tværtimod giver alle borgere, skribenter og tegnere frihed til at sige deres uforbeholdne mening også om religionerne og deres religiøse skikkelser.

Charlie Hebdo er naturligvis ikke til at slå ud - og har indtil videre fået husly hos dagbladet Libération. Det udkommer igen og skal i dagens udgave have placeret en tegning på forsiden der viser en muslimsk mand kysse en mandlig tegner fra Charlie Hebdo under overskriften: "Kærlighed er stærkere end had", altså et yderst vederstyggeligt syn for enhver muslim - kombineret med en for enhver ekstremist yderst provokerende moralsk devise. Med andre ord humor der rammer plet!



Muslimer i almindelighed er ikke blottet for humor, for de er jo ikke blottet for sund menneskelighed - jf. artiklerne Humor i Mellemøsten og Muslimsk humor - en selvmodsigelse?. Men de muslimske ekstremister kender ikke til humor, for de er kendetegnet af had mod enhver der rokker ved deres egne dogmer og forestillinger, men ganske særligt mod vesterlændinge der takket være et hårdt tilkæmpet demokrati har lært at acceptere meningsforskelle og adfærdsforskelle som noget sundt og naturligt der giver samfundet langt bedre mulighed for at udvikle sig i retning hen mod åttråværdig frihed og tolerance end totalitære samfund af religiøs eller ideologisk art gør.

Humor kan betragtes som et decideret våben mod magthavere, undertrykkere, dogmatikere, perfektionister og hyklere. Og dette våben kan være meget effektivt, hvorfor magthavere er tilbøjelige til at forbyde det, hvis de kan; det gælder såvel verdslige magthavere som religiøse ledere og præsteskaber der sætter sig på den verdslige magt. Jo mere humoren rammer dem selv på sårbarheden, jo strengere forbud og afstraffelse. Men det bør ikke glemmes at humor også er selve midlet mod fanatisme og absolutisme. Stor og dyb humor undergraver alle forsøg på at hæve sig selv højt over kritik og tvivl. Den er med til at fremme forståelsen for at mennesker nu engang er forskellige af opfattelse, temperament, vaner og adfærd, og at det er en fordel for alle at værdsætte mangfoldigheden og diversiteten.

Man kan naturligvis altid diskutere om der ikke er eller burde være grænser for brugen af humor som våben. Således er det i den aktuelle debat om muslimer og sharialove relevant at spørge om muslimer slet ikke skal skånes for humor der direkte kobler deres profet sammen med muslimsk vold og undertrykkelse. Givet er i hvert fald at det kan være risikabelt at bruge humor mod misbruget af profeten, i og med at profeten anses for ukrænkelig. Denne risiko indebærer igen at mange mennesker, politikere og redaktører af frygt for repressalier afstår fra at bruge det ellers glimrende humor-våben. Og da får man redaktører på Politiken som afdøde Thøger Seidenfaden og efterfølgende Bo Lidegaard (i Deadline 10.11.) som principielt forsvarer ytringsfriheden, men samtidigt gør gældende at det er uklogt at benytte sig af den, når den går ud over muslimer der føler sig krænket bare profeten nævnes eller tegnes i polemisk øjemed. Her bøjer man sig - med anvendelse af mange sofistikerede omsvøb - i realiteten for truslerne, hvad der igen vil sige at man lukker øjnene for en side af humoren som er langt vigtigere. Derfor kan det siges, at man nok i almindelighed bør tage et vist hensyn til folks følelser, når man ytrer sig, men aldrig bør bøje sig for retten til at bruge humoren som våben mod religiøse eller ideologiske overgreb.



Et særdeles vigtigt, men ofte upåagtet træk ved stor humor er at den i sidste ende kan bringe mennesket ind i det område af den eksistentielle subjektivitet, hvor det at have ret er hørt op. Den jødiske filosof Martin Buber kalder området for 'tragediens område', og det er måske et uforståeligt begreb for mange, men det refererer til at det tragiske i dybeste forstand ikke vil sige det blotte møde med noget trist og sørgeligt, men derimod det afgørende møde med den centrale erkendelse at mennesket ikke nødvendigvis kan få eller skal have sin vilje. Indser man først dette, har man definitivt forladt al tro på absolutte dogmer eller absolutte autoriteter.

Helt specifikt turde det være indlysende at går man først ind i dette humorens eller tragediens område, så må man lade alt had ligge. Det vil dels spærre for ens egne muligheder for at forstå andre mennesker i deres forskellighed fra en selv, dels spærre for den udfoldelse af det positive i livet vi under ét forbinder med kærligheden og som vi fra naturens (biologiens) side er forpligtet på for at undgå en undergravende psykisk inkonsistens. Derfor er der særdeles god mening i devisen: Kærlighed er stærkere end had. Men det bør supplerende understreges, at også humor er stærkere end had.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Link til Satiremagasinet 'Charlie Hebdo' (fransk)

Jens Vrængmoses rubrik



Relevante artikler på Jernesalt:

Oversigt over artikler på Jernesalt om Muhammed-sagen

Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?
Akkari og Satans yngel i Danmark  (24.3.06.)
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)

Er humor den 6. våbenart?  (1.5.05.)
Humor, politik og helhedsrealisme  (30.11.10.)
Hvad skal vi med humor og tragedie?  (14.4.11.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Humor og virkelighed  (20.8.07.)

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag

Latter, morskab og humor



Artikler om Medier
Artikler om Terrorismen
Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal