Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel66salo

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.2.10.


Kan vold og sex på scenen engagere folk etisk
- eller kan performance overhovedet gå dybt ned i psyken?

af Jens Vrængmose

Siden den 27. januar har performancekunstneren Signa Köstler omdannet en herskabsvilla på Østerbro til et "klaustrofobisk rædselsbordel, hvor performerne er ét med deres roller 24 timer i døgnet, og hvor publikum selv må vælge, hvor længe de bliver".

Forestillingen i Villa Saló er frit bygget over Passolinis film 'Salò' (1976) og Marquis de Sades '120 dage i Sodoma'. Så ingen burde være uvidende om hvad de går ind til, hvis de køber billet til forestillingen. Salò er jo en omskrivning af det franske ord 'salaud' der betyder gris, svinepels eller sjover.

Politikens anmelder Monna Dithmer bød med en helsides-anmeldelse af forestillingen (2.2.) læserne "Velkommen til perversionernes hus" og var overraskende positiv, men dog ikke uden blandede følelser. Hun spørger indledningsvis hvorfor hun skal gå ind og se en ung pige blive massevoldtaget af syv mænd, så denne til sidst ligger tilbage som en jamrende klump med blodigt underliv. Det kvalmende ubehag havde stadig ikke fortaget sig, da Dithmer skrev anmeldelsen et par dage efter besøget i (u)lystens hus, Villa Salò. Det var en overvældende, forførende gang totalteater der på alle måder rykker grænserne for hvad der kan være teater, hævder hun. Det er jo en del af forførelsesteknikken, fortsætter hun: Man lokkes generøst indenfor - og bliver langsomt fedtet ind i mere end man kan stå inde for....

Det var ikke nogen ren lystvandring, betoner den pæne og respektable dame, Man kan gå rundt og være med på en kigger. Men der, hvor forestillingen har sin styrke, er i den aktive konfrontation med beboerne - i de uventede møder og nærgående situationer. Der kom imidlertid lidt for meget globryllup over oplevelsen. For mange gæster på en gang vadede rundt, uden at der rigtig var nok at glo på eller gå i clinch med... Men når det fungerede optimalt, følte anmelderen sig hensat i en skruestik mellem en mærkbar realisme og en gang kulørt 'pulp fiction' [kulørt litteratur eller måske bedre 'fiktionsvælling']. "Vi er helt på det rene med at det er et spil, men det opleves påtrængende virkeligt, og som medaktør har vi muligheden for at gribe ind og bliver dermed på en helt anden vis medansvarlige."

Men anmelderens betænkeligheder melder sig: "Hvorfor skulle jeg så se på det? Er det nødvendigt for at få øjnene op for al den anden vold mod kvinder, som der heller ikke gribes ind over for, når det gælder trafficking af prostitueret kvindekød? Eller hvad er det i det hele taget for en form for underholdning folk lukker ind i deres hjem hver aften, når de skruer op for nok en krimi, hvor talløse kvinder bliver skændet, skamferet og parteret?" - Men alligevel lyder den modige og frimodige konklusion: "Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke turde tage imod Fuckerens tilbud om en gennempuling. For hvor langt vil de egentlig gå her i Villa Salò, og hvor langt vil vi følge med? Der er ingen vej udenom. Når Villa Salò åbner for en ny omgang perversioner, er jeg nødt til at tage en tur igen. Ej blot til lyst." - Og se, dét er jo frisind, der vil noget, nemlig udstilles så alle kan bemærke det - og klappe behørigt. Og det blev da også lynhurtigt gjort til grin i Politikens 'At Tænke sig'.



Det vil være på sin plads med Encyklopædiens hjælp lige at få slået fast et performance som udsprunget af avantgardetraditionen søger at nedbryde skellet mellem liv og kunst og -ligesom happenings - at udfordre publikums normer og skærpe sanserne. Eller sagt med andre ord: der er tale om decideret æstetisk teater, hvis hovedsigte er at provokere, men hvis hovedproblem samtidigt er at det sætter sig mellem to stole: virkeligheden og kunsten. Det er teater, men vil engagere og udfordre. Derfor søger det at inddrage publikum som medaktører, men her trækkes alligevel en grænse: for det spillede, fiktive teater skal trods alt ikke standses af et direkte indgribende publikum.

Det er derfor ganske tankevækkende at den unge instruktør Signa Köstler (f. 1975) i et interview med Torben Benner i Politiken 9.2. afviser at totalforestillingen skulle være en lummer perversion. Den er tværtimod et råb om medmenneskelighed. Hun har tilkendegivet at hun har undret sig over at publikum ikke reagerer kraftigere på uhyrlighederne, men derimod er blaserte og udviser demonstrativ ligegyldighed over for det de oplever, ja ligefrem viser "kynisk indifferrence over for den smerte vi skildrer - og som altså findes".

Signa Köstler kan have megen ret i at kunst alt for ofte forstås som et produkt der blot skal konsumeres af beskueren der sidder trygt i sofaen, i stedet for at blive en væsentlig vej ind i den enkeltes eget univers [hvordan Signa så ellers forstår dette]. Men hun oplever både i virkeligheden og hos visse publikummer den følelsesmæssige distance så internaliseret at den i sit møde med armod og ondskab får karakter af automatpilot. Forestillingen bruger, anfører Signa, sex som kunstnerisk virkemiddel til at skildre menneskelig grusomhed og afmagt. Men den er en allegori, hvorfor sex nødvendigvis ikke kun er sex. Den seksuelle udnyttelse er også at billede på samfundets og underholdningsindustriens objektliggørelse af mennesket og det tab af medfølelse som dette medfører.



Men det forekommer at Signa Köstler her ser bort fra visse ting.

For det første er det nødvendigt for alle menneskers overlevelse at man holder en følelsesmæssig distance til alt det onde eller ubehagelige man alligevel ikke kan gøre noget ved. Vi får smækket forfærdelige billeder i synet af jordskælvet i Haiti og vi følger udsendelse efter udsendelse - indtil beretningerne langsomt ebber ud. Vi giver gladelig vore bidrag til indsamlingerne, men må desillusionerede tage til efterretning at hjælpen kommer alt for langsomt og alt for tilfældigt frem. Ødelæggelserne er simpelthen så omfattende, at intet i Haiti fungerer normalt. FN er også temmelig magtesløs. Bureaukrati, korruption og privat nævenyttighed gør ikke sagen bedre. Men vi almindelige mennesker foran tv-skærmene kan vitterligt ikke gøre nogensomhelst forskel.

Vi rystes ligeledes gang på gang over totalt meningsløse mord og voldtægter - og må igen se til. Det er blevet almindeligt at folk tæt på åstederne lægger blomster og tænder lys for ofrene. Og det er da en smuk skik - som kanaliserer den medfølelse der vækkes i mange mennesker ud i ritualer. Men den ændrer i princippet ikke nogetsomhelst. Den forebygger heller ikke. Så dybest set kan man vel også her tale om en slags distance til ubehagelighederne. Slet ikke kynisme eller følelseskulde, men dog at man gennem ritualer holder det onde på afstand man alligevel ikke kan forhindre eller ændre.

Der er da absolut intet umenneskeligt i disse reaktioner. Tværtimod vises der ægte medfølelse. Men samtidig demonstreres afmagt: Man kan ikke finde konkrete handlemuligheder for at ændre nogetsomhelst, for de findes ikke.



For det andet er selvtægt forbudt. Man må i det virkelige liv slå fra sig, hvis man bliver overfaldet. Men man må ikke tæve en overfaldsmand, endsige medvirke i en lynchning - selvom man har kræfter og mod, ja eventuelt lyst til det. Man skal i stedet tilkalde politiet.

Er man derimod i teatret, vil man nok blive lidt til grin, hvis man tager telefonen til politiet og siger at der sker mord eller voldtægt på scenen det er meget ubehageligt at se på. For teater er jo fiktion. Det er skuespil med skuespillere der medvirker frivilligt og for betaling - og naturligvis sørger for at der ikke reelt sker overgreb mod nogen.

I Villa Salò kan man imidlertid åbenbart komme ud for så voldsomme ting at det sletter skellet mellem fiktion og virkelighed. De ubehageligheder der sker af seksuel og voldelig art i forestilling er faktisk ubehagelige for ofrene, så det ville måske være nærliggnede at gribe ind. Men igen: Man ville jo være til grin, hvis man tog det for andet end teater - og fx greb ind på stedet eller ringede til 112. Ledelsen har også klart tilkendegivet, at den naturligvis ikke ønsker indgriben. Men samtidigt efterlyser Signa Köster at publikum undlader at distancere sig fra hvad der sker. Det er da selvmodsigende.

I virkeligheden er totalforestillingen 'Villa Salò' instruktørernes bevidste og kyniske leg med den sunde og normale menneskelige tilbøjelighed til at holde en vis distance til det der sker omkring én, så man i det mindste undgår at forstyrre hvad der som fiktion ikke skal forstyrres, og undgår at melde til politiet, hvad politiet af gode grunde ikke vil have med at gøre. Forbliver man i forestillingen, får man uden tvivl prøvet sin evne til at bevare distancen. Nogle får formentligt også udfordret deres sanser og moralske normer. Men ligegyldigt hvordan folk reagerer, får de næppe ændret deres grundliggende syn på sex, vold, voldtægt og ydmygelser. Dertil er forestillingen efter omtalen at dømme ganske enkelt for outreret.



Som der meget rigtigt står i encyklopædiens artikel om performance, så er der et par betingelser der synes altid at karakterisere en performance, herunder at den skal være overbevisende i en grad så det uvirkelige handlingsforløb tages for gode varer. Og dette peger da netop på den aktuelle Villa Salò-forestillings problem: Det uvirkelige handlingsforløb tages ikke for gode varer, det forvirrer kun, og det påvirker derfor næppe andre end dem der direkte søger - eller som Monna Dithmer stiller sig tilfreds med - en rent æstetisk oplevelse, som eventuelt kan bruges til uforpligtende fantasier.

En forestilling som 'Villa Salò' (som jeg ikke har set og ikke kunne drømme om at gå hen og se) er for mig at se blot endnu en tegn på krisen i dansk teater. Vi kan sagtens alle mulige steder - inklusive på Nationalscenen - få udfordret sanserne. Men der ikke meget til videre eftertanke, endsige noget stort teater der virkeligt sætter den menneskelige eksistens i relief og rejser dennes største spørgsmål på en måde der kræver videre bearbejdning - helt hen til det sted hvor den etiske konsistens sættes på prøve.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Links til:

Signa.dk
Interview med Signa Köstler



Relevante artikler på Jernesalt:

Bygmesteren der byggede forkert og faldt  (30.11.09.)
Jokum Rohdes store Darwin-kompleks  (31.10.08.)
Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater  (28.04.08.)
Et Shakespeare-værk helt for sig selv  (5.11.06.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Samfund
Artikler om Litteratur
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal