Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel47komplem

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.6.07.


Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken

af Jens Vrængmose

Set fra en ganske lille udkigspost i det nordjyske landskab kan 'Organet for den højere Oplysning' på Rådhuspladsen i København undertiden tage sig ud som et listigt sted der i ly af Den grimme sorte Boks på pladsen blander forsidestof og bagsidestof sammen på en sådan måde at man bliver i tvivl om hvorvidt 'At Tænke Sig' er hovedorganet for bladet - og Politiken altså tillægget - eller om det er omvendt.

Forgangne søndag bragte organet en meget morsom artikel om virkeligheden og hvad vi ikke ved om den, skrevet af en bebrillet og derfor uden tvivl højlærd herre ved navn Morten Jastrup, som under skyldig henvisning til en artikel på det ikke altid helt pålidelige frie net-leksikon Wikipedia påstod at han ikke selv forstod hvad han havde skrevet. Men det skulle læseren ikke være ked af, for det var der heller ingen andre der gjorde. Ikke fordi han skrev dårligt, men fordi artiklen handlede om kvantefysikkens virkelighed, hvor tingene, som er meget små, ja mindre end vi kan sanse, opfører sig helt anderledes en de sanselige og håndgribelige ting, nemlig sådan at de kun kan beskrives matematisk og derfor måske i virkeligheden slet ikke kan betragtes som virkelige.

Tilsyneladende er der ingen der forstår det rigtigt, og ifølge vor hjemmelsmand på Rådhuspladsen hjælper det ikke at studere fysik, for end ikke professorerne i kvantefysik - med det skribenten kalder 'veludviklede forhjerner' - kan begribe tingene. Denne dybe sandhed kommer fra selve oraklet på Wikipedia der skal være en britisk fysiker med et navn der for enhver hildet iagttager leder tanken hen på skumle al-Qaeda folk, men som i virkeligheden er en hæderkronet irakisk forsker som har begået en bog med den trøsterige titel 'Quantum - a guide for the perplexed' eller 'Kvant - en vejledning for de forvirrede'.

Al-Khalili - for det hedder den vise mand fra Østerland med de forvirrende hensigter - opstiller tre måder at håndtere ubegribelighedsdilemmaet i fysikken på. Man kan holde kæft og opgive ævret helt. Man kan holde kæft og klamre sig tankeløst til den nyttige regnekunst i kvantefysikken. Eller man kan holde kæft mens man regner, og vente med at give sig i kast med dybere spekulationer om uforståeligheden til man holder fyraften og forlader det praktiske regneri - forudsat at man ikke dagen efter begynder at blande spekulationerne ind i den eksakte regnekunst.



Vores to venner fra den højere forvirring fører os nu rask igennem opgøret med Newtons klassiske fysik, hvor en ting var en håndgribelig ting i en fuldstændigt forudsigelig eller forudberegnelig verden til Werner Heisensbergs usikkerhedsprincip, hvor alt bliver uforudsigeligt fordi vi er ude af stand til at bestemme en atompartikels sted og impuls samtidigt.

Den gode gamle virkelighed er med andre ord sporløst forsvundet som dug for solen, og det gjorde Heisenbergs hovedmodstander gennem årene, fysikeren Erwin Schrödinger, tykt nar af i 1935 ved at opstille et tankeeksperiment med en stakkels kat der fik navn efter ham selv og altså kom til at hedde 'Schrödingers kat'. Man putter den sagesløse kat af ubestemmelig race i en kasse med en dødbringende gas som blåsyre i et rum ved siden af. Et hul mellem de to rum åbnes og lukkes ved hjælp af en mekanisme der bestemmes af det tilfældige og uforudsigelige henfald af et uranatom, altså af et fænomen der følger kvantemekanikkens regler - uden ringeste hensyn til Newtons gamle fysik eller Dyreværnets højere etik. Efter en times tid kan man ved at åbne kassen afgøre om katten er død eller levende. Men før man åbner kassen er den sjældne kat både død og levende, for det er ifølge kvantefysikkens Københavnerfortolkning iagttagelsessituationen og den alene der afgør dette livsens alvorlige spørgsmål.



Enhver idiot kan på denne måde med egne glugger og hjerneceller se hvor absurd kvantefysikken er. Det var i hvert fald Schrödingers formål med eksperimentet, og det er uden tvivl også Jastrups og Al-Khalilis hensigt med fremdragelsen af den gamle kat. Det kaldes den højere oplysning eller mystifikation - alt efter om man hopper på dette æstetiske kunststykke eller ej.

Det kan ikke undre at Wikipedia lægger navn til vrøvlet, da artiklerne her ikke kontrolleres af sagkyndige. Og det kan egentlig heller ikke undre at Jastrup slet ikke har søgt hjælp for sin forvirring hos blot en enkelt af de mange danske fysikere, filosoffer, psykologer og psykiatere der ville være i stand til at forklare ham tingenes og begrebernes rette sammenhæng, for havde han gjort det, havde han jo umuligt kunne skrive sin humoristiske artikel - og vi ville aldrig havde fået at vide om katten i sækken var købt eller solgt. Og hvad Politiken angår, morer oplysningsorganet sig herligt med at bringe en lang serie artikler om alt det vi ikke ved. Som bekendt en endeløs historie, der kan give beskæftigelse til rigtigt mange humorister.

Som det behjertede organ Jernesalt er, skal vi imidlertid gerne bidrage positivt til den uhyggelige mordsags opklaring. For den filosof herhjemme der véd bedst besked om kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske forudsætninger, David Favrholdt, har faktisk skrevet om Schrödingers kat og ganske enkelt fastslået, at mandens paradoks bygger på en elementær fejl i præmisserne. Schrödinger overså at den kvantemekaniske 'superposition' kollapser, lige så snart der finder en registrering sted der afsætter et makroskopisk spor. Kvantemekanikkens 'superposition' er populært sagt den position som kvantemekanikken indtager i forhold til eksperimenter med kvantefænomener, fordi disse fænomener gør det nødvendigt at se statistisk på hvad der sker. Man kan ikke registrere den enkelte partikels nøjagtige 'skæbne' da man som nævnt ovenfor ikke samtidigt kan bestemme en partikels sted og impuls. Men man kan meget nøjagtigt bestemme sandsynligheden af mange partiklers indvirkning på makroskopiske ting så som måleapparater der følger Newtons fysik. (Derfor kan man lave velfungerende og sikre atomreaktorer m.m.)

Skillelinjen mellem 'subjekt' og 'objekt' i Schrödingers eksperiment, forklarer Favrholdt, ligger ikke mellem fysikeren uden for kassen og det der er inde i kassen, herunder katten. Grænsen ligger imellem detektoren (plus den eventuelt tilknyttede forstærker-mekanisme) på den ene side og den radioaktive kilde på den anden. Og dette må respekteres overalt hvor man vil måle virkningen af radioaktivitet eller atomare fænomener. En kat har med andre ord intet at gøre i sådanne målinger, uanset hvor mange liv den måtte have.



Men d'herrer paradoksmagere begår en endnu værre fejl i deres mystificerende leg med kvantemekanikkens fundamentale udvidelse af den menneskelige erkendelse og dens grænser og forudsætninger. De ser nemlig totalt bort fra den afgørende psykologiske betingelse for at vi overhovedet kan operere fornuftigt med begrebet 'virkelighed'.

Betingelsen er selve hjernens evne til at udvikle den såkaldte 'genstandsbevidsthed', dvs en stabil opfattelse af faste genstandes eksistens og urokkelige karakter. Denne bevidsthed er ikke en teoretisk, sprogligt betinget viden om tingene, men en grundlæggende erfaring af at de håndgribelige ting er nogle hårde krabater uden for én selv, som man kan slå sig på eller må gå udenom hvis de er store, men kan flytte rundt med, hvis de er tilpas små. Denne erfaring gør allerede spædbarnet så småt efter nogle uger. Den gør enhver hundehvalp og kattekilling og alle andre dyreunger. Naturligvis uden at vide det på intellektuelt plan. Den psykiske forudsætning for erfaringen er de sekundære psykiske processer, der lidt efter lidt - i modsætning til de primære processer - medfører sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid - samt de logiske konstanter og alle de andre sproglige begreber og redskaber. Det er de psykiske sekundprocesser der således muliggør en nuanceret virkelighedsopfattelse og selve dannelsen af et nuanceret sprog der kan støtte denne virkelighedsopfattelse. Al nøgternhed, logik og realitetssans beror på de psykiske sekundærprocesser. Videnskab kan betragtes som en systematiske videreudvikling af disse processer. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Men forudsætningen for sekundærprocessernes igangsætning og videreudvikling er de fysisk håndgribelige ting. Dette betyder imidlertid ikke at tingene, materien, er basis for alt - således som den materialistiske og marxistiske filosofi postulerer. For dette kan vi intet vide om, da vi nøgternt må konstatere, at energien er lige så basalt et fænomen i verden som materien. Det materielle og det energetiske (eller om man vil det ideelle eller i visse sammenhænge det åndelige) er derfor komplementære fænomener, som vi må betragte som lige basale for universet og dets fænomener uden at vi nogensinde kan komme bag om dem. Nej, de fysisk håndgribelige tings betydning ligger i selve det forhold at de er betingelsen for genstandsbevidstheden og dermed for sekundærprocesserne og den nøgterne og nuancerede opfattelse af virkeligheden samt sproget og logikken, og intet andet.



Dette betyder igen at vi har et glimrende udgangspunkt for at kunne tale om solide kendsgerninger. Det er nemlig muligheden for i sidste ende at kunne henvise til faste, håndgribelige genstande. Dette bruger vi alle i praksis, når vi vurderer om en påstand er falsk eller sand, eller om en en oplevelse refererer til faktiske forhold eller til drøm og fantasi. Når Jeppe på Bjerget efter baronens løjer med ham vågner op på møddingen - reverenter talt med en lort i hånden, som der står - så hjælper det ikke at han lukker øjnene og forsøger at drømme sig tilbage til baronens seng. Han ligger uhjælpeligt på møddingen.

Men det er nøjagtigt samme kriterium fysikken bruger, når den skal behandle de usynlige og uhåndgribelige atomare fænomener som kvantemekanikken beskæftiger sig med og har formået at lære at kende så den kan beskrive dem stadigt mere nøjagtigt og nuanceret. Kriteriet fastslås i det korrespondensprincip som Niels Bohr opstillede, og som populært sagt lyder, at alle de atomare fænomener som skal iagttages og måles af forskerne skal iagttages og måles gennem apparater der hører under faststoffysikken og dermed følger Newtons love. For dér ligger soliditeten.

Der er absolut ingen mystik i dette forhold. Tværtimod. For som den videnskabelige erfaring har vist, så kan man gennem atomforsøg skaffe sig stadig mere præcis viden om de atomare fænomener, selvom de hverken kan sanses eller måles på samme måde som de håndgribelige ting. De 'eksisterer' fuldt ud som disse, men på en måde der gør dem umulige at måle individuelt med hensyn til sted og impuls på samme tid. De måles derfor ved deres massevirkninger på apparaterne og beskrives ved hjælp af sandsynlighedsberegninger. Der er intet behov for henvisning til noget transcendent eller metafysisk. Og hvis man så alligevel drager den slutning at de ikke kan være rigtigt virkelige, så har man intet andet sagt, end at man ikke anerkender at der findes ting i verden der kun kan fattes via sandsynlighedsprincippet. De atomare fænomener er virkelige fænomener, fordi de kan måles med apparater der følger Newtons fysik. Det går derimod ikke an at sætte lighedstegn mellem det virkelige og det håndgribelige. Kvantemekanikken har tværtimod lært os - helt i Niels Bohrs ånd - at omgås begrebet virkelighed forsigtigere end man gjorde i den klassiske mekanik. Vores sprogsituation kommer vi lige så lidt udenom som vor iagttagelsessituation.



Det der herefter bliver spændende ved atomfysikken, er at kvantemekanikken og dens sandsynlighedsberegninger (udtrykt i Heisenbergs ubestemthedsrelation) undergraver den fuldstændige determinisme som ligger i faststoffysikkens udvikling til en ren mekanicistisk verdensopfattelse, hvorefter alt i universet kan forklares som mekaniske processer der følger den klassiske mekaniks lov. Hele naturen betragtedes i denne opfattelse som en kæmpestor maskine eller et kæmpestort urværk, ja, regnedes endog af forskere der forudsatte en guddommelig skaber som en guddommelig eller himmelsk maskine (mèchanique céleste).

Da kvantemekanikken nøgternt må konstatere at visse fænomener ikke kan bestemmes fuldstændigt eksakt med hensyn til tid og sted, tvinges den til at acceptere tilfældigheden i tilværelsen. Det betyder ikke at alt pludseligt er blevet tilfældigt, men at i hvert fald noget unddrager sig nøjagtig bestemmelse og nøjagtig forklaring. Dette synspunkt har den store fordel at det i modsætning til det deterministiske grundsyn gør det begribeligt at der dukker helt nye fænomener op i udviklingen: livet eller bevidstheden for eksempel. Eller i biologien de mange nye arter på kloden. Og i historien 'emergente' fænomener, noget helt nyt der aldrig tidligere har gjort sig gældende, fx det civile samfund, pengeøkonomien, bogtrykkerkunsten eller atomfysikken og internettet.

I virkeligheden beror al kreativitet på den tilfældighed der er brud på forudberegneligheden, og den hænger igen nøje sammen med at den menneskelige bevidsthed ikke blot omfatter mekanicistiske hjerneprocesser af den art vi må formode ligger bag de psykiske sekundærprocesser, men også ikke-mekanistiske hjerneprocesser af den art vi må forestille os ligger bag de psykiske primærprocesser, som igen må formodes i vid udstækning at være udtryk for et samspil med det kollektivt ubevidste. Hjerneforskerne er opdraget til at tænke i mekanistiske baner og forudsætte at der i princippet ligger forudsigelige processer bag al bevidsthed, men folk der kan tænke på tværs af sådanne tankevaner og har dyb og solid erfaring af kreativitet og underbevidsthed, vil mene - som også Niels Bohr - at livet for en fysisk-kemisk betragtning må indeholde et kvantemekanisk niveau, der i princippet gør det umuligt at følge alle processer ned til mindste detaljer.



I forbindelse med virkelighedsbegrebet spiller det ind hvad en filosof som Peter Zinkernagel har nøje påvist, nemlig at naturvidenskaben ikke kan udtale sig om virkeligheden som et hele (i bestemt form), men alene om virkelighed i ubestemt form som en delvirkelighed. Videnskaben stiller bestemte spørgsmål om naturen, men det er altid bestemte spørgsmål om dele af naturen, fx om tyngdekraften, om grundstoffers egenskaber, om insekternes liv og økologi eller om vejret imorgen. Og videnskaben får naturligvis ikke svar på andet end det den spørger om, men kan dog i det konkrete tilfælde indse at den har spurgt forkert og spørge igen på en bedre måde. Virkeligheden i sin helhed er ikke og kan ikke gøres til genstand for naturvidenskaben. For forskningen kan ikke træde ud af virkeligheden og se objektivt på den. Forskerne er altid en del af den virkelighed de selv iagttager.

Heraf kommer det at naturvidenskaben heller aldrig vil kunne finde det endelige svar på spørgsmålet om hvor universet kommer fra eller hvordan det er dannet. Den kan derimod ud fra iagttagelser af hvad der sker i universet i dag og er sket over en historisk årrække forsøge at drage nogle slutninger om fx universets alder. Men bagom det hele kommer den aldrig.

Igen må man acceptere Niels Bohrs påstand om at 'vi hænger i sproget'. Naturvidenskaben er vores stadige forfinelse af sproget når det gælder at forstå dele af naturen ud fra de spørgsmål vi meningsfuldt kan stille.



Men det helt centrale begreb i Bohrs filosofi var komplementaritetssynspunktet, der som ofte nævnt på disse sider går ud på at ophæve uforeneligheden af to påstande om samme fænomene som logisk modsiger hinanden. Hvis betragtningsmåderne hver for sig må bedømmes som nyttige til hver sine formål, må begge indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet som komplementære til hinanden. Det klassiske eksempel er opfattelse af atomare fænomener som henholdsvis bølge og partikel. Opfattelserne er begge nyttige, men kan ikke forenes i en logisk konsistent syntese. Dette generer ikke atomfysikerne i deres praksis, men det generer folk der hænger fast i logikken og forlanger at enten det ene eller det andet synspunkt må være det rigtige. Komplementaritetsssynspunktet er at begge er rigtige.

Faktisk ligger kvantemekanikkens tilsyneladende uforståelighed ikke - som Morten Jastrup morer sig med at hævde - i atompartiklernes mærkværdige, endsige mystiske opførsel, men i menneskets tankemæssige stivsind, hvilket nærmere betegnet vil sige i menneskets ulyksalige tilbøjelighed til at holde sig til at tænke i dualistiske enten-eller-baner, lige så snart denne, i andre sammenhænge iøvrigt nyttige kunst, er gået i blodet. Jastrup påstår endog at det ikke er muligt at tænke intuitivt på den alternative måde. Men det gjorde Bohr og andre med ham fuldstændigt ubesværet. Og det er iøvrigt hvad næsten alle mennesker gør til dagligt, også fuldstændigt ubesværet og uden at tænke over det, endsige vide af at det har noget med komplementaritet at gøre.

Det jeg tænker på er at alle mennesker faktisk hver dag oplever at solen står op i øst og går ned i vest, selvom de som oplyste mennesker udmærket godt véd, at det er jorden der drejer rundt om sig selv, og solen der er det faste punkt i forhold til os. De to opfattelser er logisk uforenelige, men begge er nyttige og fornuftige til hver sine formål. De er komplementære.

Eller tænk på den afgørende diskussion i Holbergs komedie 'Erasmus Montanus' der netop har haft repremiere i København. Er jorden flad eller er den rund? Bondedrengen Rasmus Berg har været i København og studeret på universitet. Her har han lært både logik og akademisk hovmod, så han forlanger at blive kaldt Erasmus Montanus, og han har samtidig erhvervet sig den nye viden om at jorden er rund. Men hans forældre er ulykkelige, for de véd at jorden er 'flak' som en pandekage, og skolemesteren Per Degn véd også hvordan man på autoritær vis får Erasmus til at afsværge sine nykker. Af gode grunde kendte ingen af dem - og Holberg naturligvis heller ikke - til begrebet komplementaritet, men faktisk er de to logisk absolut uforenelige påstande komplementære til hinanden. At jorden er rund er en ubestridelig videnskabelig kendsgerning der er med til at give os den rette forståelse af solsystemet. Men at jorden er flad er vores umiddelbare, dagligdags erfaring som vi klarer os glimrende med til hverdag. Ikke en eneste af os har nogensinde ved at bevæge os rundt på jordens overflade fået ringeste fornemmelse af at fladen i virkeligheden er en kugleflade, for det er kuglefladen simpelthen alt for stor til. De to betragtninger er vel at mærke ikke blot komplementære på intellektuelt plan. Vi skifter ubesværet mellem dem alt efter hvad vi skal bruge synsvinklen til.

Nøjagtigt det samme gælder hundredvis af andre logiske modsætningsforhold som det dualistiske princip forhekser vore tankevaner med. Vi ser forholdet mellem individet og samfundet som et uløseligt modsætningsforhold, selvom komplementaritetssynspunktet, som gang på gang påvist på disse sider, udmærket kan bruges til at komme fri af den logiske modsætning og ind i det frugtbare dynamiske modspil mellem principperne. Det samme gælder forholdet mellem frihed og tryghed eller mellem liberalismen og socialismen - jf. de mange artikler herom. Og det gælder endeligt også det forhold mellem det nationale og det globale som har været stærkt i fokus de senere år på grund af globaliseringsideologien eller globalismen.

Også dette modsætningsforhold kan og bør anskues ud fra komplementaritetssynspunktet, fordi det nationale er og bliver vores dagligdags udgangspunkt i og med at vi vokser op i et bestemt land med en bestemt historie og et bestemt sprog. Men det globale spiller da unægteligt en større og større rolle i kraft af at verden bliver mindre gennem de åbne grænser, den åbne handel og konkurrence og den åbne dialog. Jf iøvrigt artikler om Michael Böss' forsvar for nationalstaten og Safranskis bog om globaliseringen.



Til allersidst skal nævnes det komplementære forhold mellem naturvidenskaben og vores eksistensforståelse, som er basis for hele Jernesalts filosofi.

Hovedsynspunktet er at naturvidenskab - som allerede nævnt - ikke kan sige det fjerneste om virkeligheden som helhed, men at vores psyke uden videre går ud fra og til stadighed vedligeholder den opfattelse at virkeligheden danner en meningsfuld helhed. Denne helhed er vort inderste jeg, som Vilh. Grønbech så smukt har sagt. Dybdepsykologisk set beror de to modstridende opfattelser på at sekundærprocesserne er fuldstændigt forskellige fra primærprocesserne, og at vi alle uanset den systematiske udvikling af sekundærprocesserne gennem hele livet (sprogligt, skole- og uddannelsesmæssigt, socialt, erhvervsmæssigt og politisk m.m.) vedbliver på det eksistentielle plan at være bestemt af primærprocessernes umiddelbare forestillinger om helhed og mening. Glipper disse forestillinger havner vi ikke i en eller anden ideel rationalisme, men i sindssyge eller dyb depression (fortvivlelse).

Ulykken er, at naturvidenskaben og dens måde at tænke på efterhånden har fået status som den eneste fornuftige eller rationelle. Alt andet er følelsesmæssigt med tendens til metafysik og overtro. For dette betyder, at eksistensforståelsen i høj grad forsømmes som selvstændigt erfaringsområde for alt det naturvidenskaben ikke kan beskæftige sig seriøst med, nemlig meningen med tilværelsen. Den kan ingen leve uden alligevel, så resultatet af naturvidenskabens statusmæssige forrang bliver blot at flertallet render mere eller mindre forvirrede rundt - og blandt andet bliver modtagelige for æsteticismens oplevelsesjag, eller for dogmereligionernes og ismernes falske autoritet - eller for den leg med ord som paradoksmagere og videnskabsjournalister disker op med i medierne.

Morten Jastrups artikel om virkeligheden og kvantemekanikken har - som det gerne skulle være fremgået - ikke anden værdi end som æstetisk eller humoristisk leg med ord og begreber. Det kan umiddelbart undre at han hverken nævner Niels Bohr eller dennes komplementaritetsbegreb. Men grunden turde være at han hellere vil mystificere kvantemekanikken end bidrage til oplysningen. Og det er synd. I mere end én forstand!

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Denne artikel er den første i serien om virkeligheden. De øvrige er:

Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (5.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)



Henvisninger:

Link til Wikipedias side om fysikeren Jim Al-Khalili

Litteraturhenvisning:

Morten Jastrup: Hvad vi ikke ved... om virkeligheden. Artikel i Politiken 17.6.07.

David Favrholdt: Fysisk. Bevidsthed. Liv. - Studier i Niels Bohrs filosofi.
(Odense Universitetsforlag. 1994)



Artikler på Jernesalt:

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.) - film om N. Bohr og Københavnerfortolkningen
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Peter Zinkernagels filosofi
Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring
Komplementaritetssynspunktet generelt
Erkendelsens forudsætninger (12 afsnit om 'Den komplementære helhedsrealisme').

Om Michael Böss' forsvar for nationalstaten
Om Rüdiger Safranskis bog om globaliseringen



Artikler om typisk komplementære modsætningspar:

Sjæl/legeme,
Individ/samfund
Liberalismen/socialismen



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal