utils prefix normal JERNESALT - kanel35stange

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20. 07.06.


Kunsten at stange

- Zidane, Jesper Langballe, Leif Bork Hansen og Thomas Bredsdorff viser vej

af Jens Vrængmose

Et af verdens allerstørste foldboldikoner, fransk-algierske Zinedine Zidane, gjorde sig under VM i Tyskland ganske særligt bemærket, fordi han lancerede en for de allerfleste normale mennesker hidtil ukendt metode til at nedlægge en personlig fjende. Zidane stangede ganske simpelt med ganske kort tilløb, men voldsom kraft sin italienske modstander Materazzi så hårdt i brystet at manden faldt bagover.

Materazzi havde provokeret Zidane gentagne gange ved at sige noget sjofelt om Zidanes mor eller søster - noget i retning af kalde hende en luder - og det er naturligvis ikke pænt af italieneren. Han er efter alt at dømme racist, men efter sigende er tonen blandt professionelle fodboldspillere lige så rå som mellem rappere og rockere. Måske er den professionelle fodbolds største fortjeneste dybest set at den kanaliserer visse grove personers svært kontrollable aggressivitetsdrift ind i relativt acceptable adfærdsbaner, så den ikke udarter i rene bølleoptøjer eller kriminalitet. I dansk fodbold er der flere eksempler på spillere der har det med at komme i værtshusklammeri, så snart de ikke spiller bold. De burde naturligvis spille bold altid!

Så i og for sig burde et udsagn som 'Din mor er en luder!' ikke været noget at himle op over for folk der har deres på det tørre, mentalt og socialt. Det siger altid mere om ophavsmandens moralske habitus end om realiteterne - som al mobning gør.

Men Zidane har ikke alt på det tørre, for han er kendt for ikke altid at kunne holde sig i skindet. Det kunne han altså heller ikke i finalekampen i Berlin, skønt 100 millioner tv-seere så med - og med egne øjne så lige præcis det prekære som dommeren af gode grunde ikke selv så og som var ødelæggende for det franske holds kampmoral og prestige, da det blev vist på storskærmene på banen med gentagelse på gentagelse på de små skærme i stuerne. Zidane blev med rette udvist ti minutter før tid og uden at kunne medvirke i den efterfølgende og afgørende straffesparkkonkurrence. Og han måtte efter et par dage ud med en delvis undskyldning, rettet specielt til de børn der på tv havde set idolets specielle kunststykke og helst ikke skulle tage ved lære af det. Selve gerningen fortrød han ikke, da provokationen var for grov.

Synd for ikonet i netop den kamp der var hans sidste på det franske landshold og den sidste i VM-programmet. Men fred være med ham. Kampen var nok den allerbedste under VM - og endte retfærdigt med italiensk sejr. Og nu har vi lært en kunstart mere - på helt uforglemmelig vis.

Lige i starten var kommentatorerne usikre på navnet. Nogle kaldte det at nikke en skalle, men det er sprogfusk. For at nikke en skalle har i hvert fald på dansk altid betydet at sætte sin pande hårdt mod en anden persons pande. Skal det gøres perfekt, vist nok det man tidligere har benævnt en 'Københavnerskalle' - skal den anden person rammes på næseroden - hvad man bl.a. kan blive belært om i Peter Høegs 'Den stille pige'. Så kom ikke og sig at dansk skønlitteratur er irrelevant for folk der vil begå sig i den store verden.



Ifølge det lærde litteraturmenneske Thomas Bredsdorff har stangekunsten også bredt sig til teologien. I hvert fald beskriver han i sin klumme 'Set i ugen' i Politiken den 16.7. en holmgang mellem folkekirkepræsterne Jesper Langballe (også DF-politiker) og Leif Bork Hansen (også kendt som flygtninge-skjuler) som en konfrontation hvor det oversteg Deadline-værten Nynne Bjerre Christensens kræfter at få de to præster til at holde op med at stange.

Ganske vist var der et bredt bord imellem dem, og det kom (desværre) aldrig til spektakulært håndgemæng i studiet, eller blot slag i bordet der kunne få værten til at skælve. Tværtimod smilede begge kombattanter bravt til hinanden, når de afleverede deres grove beskyldninger. Så det må forsigtigt kunne sluttes, at det at stange i Bredsdorffs mund må kunne forstås i overført betydning - omtrent som når udtrykket 'ugler i mosen' kan betyde 'fare på færde' uanset om der er ugler, ulve eller moser i kikkerten.

Diskussionen mellem Langballe og Bork Hansen drejede sig om Luther og Den Augsburgske Trosbekendelse fra 1530 der både er et teologisk og politisk dokument, forsigtigt affattet af Luthers humanistisk indstillede forbundsfælle Melanchton kun året efter at en alvorlig osmannisk (tyrkisk) trussel mod Europa var blevet standset ved Wien. Det omfattende skrift (der ikke må forveksles med den korte trosbekendelse der bruges i det kirkelige ritual) blev faktisk forkastet af det pavetro flertal på Rigsdagen i Augsburg, men efterfølgende ophøjet til officiel politik for de evangeliske fyrsters forbund. I Danmark indførtes Den Augsburgske Trosbekendelse med Reformationen i 1536 og blev i 1665 et af den danske folkekirkes grundliggende bekendelsesskrifter, dvs det folkekirken står og falder med, hvis man tænker konservativt og traditionalistisk eller fundamentalistisk som tidehvervsmanden Langballe og hans berømte fætter netop gør.

Men det er lige præcis hvad Bork Hansen ikke gør. Han vil tværtimod have Trosbekendelsen udvist at folkekirken, fordi den fordømmer jøder og muslimer. Luther tænkte totalitært, sagde han (uden at nævne at Melanchton tænkte anderledes). At benytte Luther er derfor efter Borks mening intet mindre end en katastrofe i dag, hvor der er fremmedhad nok. Bork foretrækker rummelighed og tolerance. Men efter Langballes mening så er rummelighed kun et andet ord for holdningsløshed.

For Langballe er det at indtage et standpunkt ensbetydende med at afvise det modsatte. Har man sagt ja til Jesus, så har man også sagt nej til Muhammed og alle andre religioners guder og profeter. Så han bad simpelthen Bork Hansen pakke sine sydfrugter, dvs forlade folkekirken. Den professionelle tolerance Bork og visse biskopper (der ikke turde stille op til offentlig stangning i Deadline) repræsenterer fører direkte til 'forbudstrang mod anderledes tænkende'. Den gør det nemlig politisk ukorrekt at holde fast på kristne standpunkter blot fordi vi har fået muslimske indvandrere.



Bredsdorff har fuldstændigt ret i, at Nynne Bjerre ikke formåede at få de to glade kamphaner til at debattere i egentligste forstand, dvs argumentere sagligt mod modpartens synspunkter. Det blev ved udveksling af fastlåste synspunkter. Men Bredsdorff er ikke et hår bedre end Nynne Bjerre, for han kan heller ikke sige hvor det gik galt. Så han stanger både til højre og venstre! Han nøjes med at konstatere, at han er enig med Langballe i at det at indtage et standpunkt betyder at afvise det modsatte, men han begriber ikke hvorfor Langballe afviste en rummelighed og tolerance der gjorde det ene standpunkt lige så godt eller dårligt som det andet.

Det er ellers ikke svært at forklare.

For det første må det medgives Jesper Langballe (og Dansk Folkeparti) at et land som Danmark ikke er multikulturelt eller multireligiøst, selvom det har fået mange indvandrere af anden kulturel og religiøs oprindelse. Danmark er fortsat et land med en dyb kristen kultur- og religionstradition. Selv de i egne øjne mest areligiøse mennesker vedgår som hovedregel at dansk kultur er gennemsyret af kristen tankegang - og sproget af kristne begreber. Det må man forholde sig til som man nu bedst kan, men man bør hverken benægte det eller lukke øjnene for det. Ja, selv de mest religiøse muslimer er tvunget til at forholde sig til det, hvis de overhovedet vil integreres. Men herudover gælder at såvel de særligt religiøse kristne som de almindeligt religiøse folkekirkekristne eller vanekristne da har lov til at gøre gældende at de ønsker den danske tradition videreført - og derfor mener sig fuldt berettigede til at stille krav til indvandrere der vil integreres.

For det andet betyder tolerance nu engang ikke at alt er lige godt eller skal have samme vægtning i kulturen og samfundslivet. Kristendommen er stadig flertallets religion - og det må mindretallene da indrette sig efter. Men mindretallene skal naturligvis tolereres i betydning at de skal have lov at være her og dyrke deres egne guder og profeter. Problemet er jo bare, at dele af mindretallene bevidst og målrettet stiler efter at danne parallelsamfund til det gamle danske samfund.

For det tredje indebærer sand tolerance at man fuldt ud respekterer mindretallenes indstilling og tro, og dette vil nærmere bestemt igen sige, at man accepterer at deres religion subjektivt set kan være lige så god og sand for dem, som kristendommen er for de kristne. Her kommer rummeligheden ind, for den betyder at der skal være plads til mange subjektive opfattelser eller, om man vil, mange subkulturer og subreligioner. Dette indebærer igen, at mindretallene ikke skal hånes eller mobbes fordi de er mindretal. Jøder skal ikke hånes, fordi de er jøder. Muslimer ikke fordi de er muslimer. Ateister ikke fordi de er ateister. Og dette er Langballe og Bork Hansen såmænd ikke uenige om!

Næh, uenigheden går på spørgsmålet om folks sårbarhed. Bork Hansen mener at der skal tages vidtgående hensyn til de religiøse mindretals følelser. Langballe at der skal være frihed til at sige sin mening temmelig bramfrit, hvis det skal være til at holde ud at bo i et frit land. Langballe har fuldstændig ret i at man ikke var særligt sarte på Luthers tid - og at man ved læsning i dag af Luthers skrifter skal trække en hel del fra, hvis man vil forstå hovedbudskabet. Der er derfor efter Langballes mening intet behov for at afskaffe den Augburgske Trosbekendelse. Det er der derimod efter Bork Hansens mening, for han betragter Luther som totalitært tænkende.



Påstand står altså fortsat mod påstand - og intet tyder på at Langballe og Bork nogensinde bliver enige om substansen. Begge er pæne mennesker der bruger argumenter og ikke næven eller pandeskallen til at slå og stange modstanderen med. For begge tror på demokratiet, den fri tanke og det civile samfund. De ser blot fuldstændigt diametralt på kultur- og samfundsudviklingen.

Men hvad denne angår er det pinedød nødvendigt at påpege en dybere forskel vedrørende det religiøse og kristne spørgsmål, som hverken Langballe eller Bork, Bredsdorff eller Nynne Bjerre har øje for, men som på længere sigt bliver afgørende - og det eneste der definitivt kan gøre en ende på det primitive stangeri. Jeg tænker på forskellen mellem religion som dogmebestemt og religion som mytebestemt fænomen - jf. artiklen om Myte, ord og billede.

Kristendommen er både dogmebestemt og mytebestemt. Grundlaget er myterne (de bibelske fortællinger) og de mytiske fortolkninger af evangeliet som Jesus selv lancerede (først og fremmest gennem lignelserne). Men disciplene og apostlene der grundlagde kirken tænkte i dogmatiske baner, hvad der i sidste ende vil sige i magtens baner. Som det engang vittigt er blevet sagt, så prædikede Jesus Guds Rige, men det var Kirken der kom. Med andre ord: Jesus talte altid og konsekvent om det evighedens rige der er inden i os her og nu, mens de kirkelige organisatorer altid og konsekvent har talt om et overmåde timeligt eller jordisk rige som den enkelte måtte underkaste sig for at få del i et fremtidigt eller hinsidigt gudsrige.

Hvis vi ser dybdepsykologisk på denne forskel, så må der som udgangspunkt skelnes mellem 'jeget' og selvet', dvs mellem på den ene side det jeg der er centrum for et menneskes bevidste gøren og laden samt snævre identitet og på den anden side den åbne totalpsyke, der omfatter jeget, men desuden såvel det personligt ubevidste som det kollektivt ubevidste.

Mennesker der tænker i dogmatiske baner tænker altid i jegbevidsthedens og jeg-identitetens baner, og følgelig bakker de altid for selvbekræftelsens skyld op om autoriteterne og traditionerne. Jo, stærkere jo mere fundamentalistiske de er. I værste fald kan absolut intet rokkes gennem 'modernisering', 'nyfortolkning', 'liberalisering' eller 'sekularisering' eller hvad man måtte kalde nyorienteringen. Al rummelighed bliver at betragte som ren og skær holdningsløshed.

Omvendt gælder at mennesker der har gjort op med denne dogmatiske tænkning og 'relativeret' deres jeg, de har formået at flytte vægten i eksistensen over fra dette snævre magtmæssige jeg til det mere åbne selv, totalpsyken, og de vil dermed have fået forskudt hele perspektivet for deres liv og tilværelse. Det bliver ikke længere altafgørende at vogte identiteten, selvom denne fortsat vil være til stede. Det bliver ikke længere nødvendigt at afvise eller til stadighed polemisere mod mennesker der har en anden opfattelse end en selv, selvom der stadig er forskellige meninger, og selvom vi i demokratiet netop bruger at dele os efter anskuelser. Horisonten udvides med andre ord fra det snævert lokale, miljømæssige, partimæssige og nationale til det mere overordnede, globale og universelle - uden at det lokale forsvinder, overflødiggøres eller ringeagtes.

For kristendommens vedkommende betyder dette, at kirken nok som historisk betinget, timelig institution har sine rødder og traditioner som folk er knyttede til med mere eller mindre stærke bånd, men samtidigt som overordnet universel eller evig inspirationskilde har en åbenhed som indebærer vide rammer for nytænkning og nyorganisering, simpelthen fordi det evige eller universelle aldrig kan pukke på sin ret, sine rettigheder eller sine traditioner, men er blevet Út med det tragediens område, hvor det at have ret er hørt op. Kristendommen adskiller sig hermed markant fra islam, ikke fordi der slet ikke er universelle træk ved islam, men ved fundamentalt at skelne mellem guds rige som åndeligt begreb og kirken eller de religiøse institutioner som jordiske, timelige eller magtmæssige organisationer. Kristendommen rummer i sidste ende - som delvis jødedommen - muligheden for et spring i udviklingen der indebærer ægte emergens, at noget helt nyt dukker op i historien som indebærer nødvendigheden af overvejende ubevidst ændret bevidsthed og overvejende ubevidst ændret kulturel organisering.



Det turde være klart at Jesper Langballes tidehvervske teologi helt og holdent ligger på det snævre jegs side og derfor er evigt polemiserende og pukkende på sine dogmer, mens eksempelvis Leif Bork Hansens teologi er mere åben. Dette betyder at det ud fra Jernesalts helhedsrealistiske synspunkt må beklages at Dansk Folkeparti har placeret sig helt og holdent på Tidehvervs kirkelige standpunkter. Men det betyder omvendt ikke at Bork Hansens teologi er et acceptabelt alternativ. For den har den store fejl, at den ikke er psykologisk gennemtænkt og derfor fremtræder som en velmenende, men temmelig naiv humanistisk teologi. Den bliver i praksis ret så holdningsløs hvad det kristelige angår, fordi dens rummelighed ikke tillader skelnen mellem langsigtet og fremsynet bæredygtighed og en simpel barmhjertighed der bare lader stå til når det gælder alt andet end kærlighed til næsten. Den gør ikke op med selve dogmatikken til fordel for myterne.

Det helhedsrealistiske synspunkt er komplementært, hvad der betyder at såvel det evige som det timelige får betydning og råderum, selv om de logisk set er uforenelige. Men kendsgerningen er at vi alle er mennesker med både evigheden i os og timeligheden uden for os. Nøgternhed og realitetssans er at at give begge hvad deres er, selv om der aldrig findes eksakte mål eller metoder for den slags. Sproget - dagligsproget - er det helt uundværlige medium for kommunikation mellem disse to gensidigt betingede og gensidigt befrugtende dimensioner af eksistensen.

Set ud fra dette synspunkt er det ikke spor mærkeligt at Jesper Langballe og Leif Bork Hansen ikke kan blive enige om nogetsomhelst, eller at Thomas Bredsdorff og Nynne Bjerre intet fatter af forskellen. For de giver sig aldrig ind på dybdepsykologiske overvejelser, nogle af dem desværre af princip. Stangeriet får derfor ingen ende.

Men kunsten at stange til en modstander så han vælter omkuld er kun en kunst i primitiv aggressivitet. Den dur slet ikke i åndelige spørgsmål. Men her dur sandelig heller ikke kunsten at snakke forbi hinanden eller uden om problemernes dybdepsykologiske dimension.

Religionen er heldigvis kommet tilbage i det offentlige rum med fuld styrke - så kan statsministeren ønske hvad han vil. Men det betyder jo ikke at den religiøse bevidsthed skal blive hvor den var på Luthers eller Søren Kierkegårds tid, endsige hvor den er i de fleste muslimers sind. Tværtimod er det nødvendigt med et opgør med dogmatikken. Men det eneste opgør med dogmatikken der kan undgå den tomme og ufrugtbare holdningsløshed, humanisme eller ateisme hedder en forstærkelse af det mytiske element.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Sport og kult i nutiden  (30.4.06.)

Myte, ord og billede
Jeget og selvet
Humor og tragedie

Kristendommen passÚ?  (26.12.04.)

Introduktion til Jernesalts filosofi

Afdogmatisering
Religion
Sekularisering

Jens Vrængmoses rubrik:  Skidt og Kanel



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal