Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - johanlem

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.3.07.


Nordmanden Johan Lems tværfaglige helhedsfilosofi

Præsentation og problematik - Lær dig selv at kende - Samfundsanalyse - Videnskabens billede af tilværelsen - Forholdet mellem videnskab og religion - Slutvurdering - Henvisninger



Præsentation og problematik    
Til toppen  Næste

Ved lanceringen af 'Jernesalt' for snart fem år siden nævnte jeg i programerklæringen at mit projekt muligvis havde sine paralleller rundt omkring, men at de indtil videre var mig ubekendte. Jeg var ikke og er ikke siden selv stødt på dem i min søgning af stof og sites på nettet. Ingen læsere havde heller henledt min opmærksomhed på dem. Og mængden af websites og weblogs er jo forlængst eksploderet, så man skal være heldig for at finde det rette.

Men for et stykke tid siden fik jeg en henvendelse fra nordmanden Johan Lem der gjorde mig opmærksom på sin hjemmeside som han fandt havde mange sammenfald med Jernesalt i både interesser og formål. Og da jeg kiggede nærmere på siden, måtte jeg da også konstatere så mange paralleller og samme principielle tværfaglighed, at den ikke er til at komme udenom.

Til gengæld må det også straks slas fast, at forskellene er markante, især hvad angår hovedsigtet. Jernesalt plæderer for den komplementære helhedsrealisme, mens Johan Lem om ikke ligefrem hævder tilstedeværelsen af, så dog mener at kunne ane en større og udelt helhed. Denne principielle uoverensstemmelse bevirker, at Jernesalt lægger hele sin hovedvægt på eksistensforståelsen og dennes uafhængighed af naturvidenskaben samtidigt med at den frie naturvidenskab fuldtud respekteres som erkendelses- og kulturskabende, mens Johan Lem prøver at forene videnskab og eksistensforståelse (religion) ud fra sit grundlæggende helhedssyn.

Forskellen betyder i praksis, at Lem - i modsætning til undertegnede - har set det som sin opgave at skridte hele den naturvidenskabelige forskningsfront af for i store træk at se hvad vi mennesker ved eller tror at vide om naturen og os selv. Dette har han gode forudsætninger for som civilingeniør, og han har gjort det på fremragende vis - med støtte fra en projektgruppe og enkeltpersoner med specielle forudsætninger. Resultatet er blevet en bog på 360 sider som i sin helhed er lagt ud på internettet under titlen 'Langs erkendelsens grænseland'. Det er ganske enkelt en imponerende præstation, som da også tillige med to andre bøger, en samfundsanalyse og en religionsgennemgang som begge er lagt ud på nettet, udgør en trilogi om mennesket i forhold til samfundet, universet og tilværelsen. Bag værkerne ligger ikke mindre end seks årsværk.

Det er naturligvis helt umuligt her at give blot et tilnærmelsesvist fuldstændigt billede af disse omfangsrige og tiltalende værker. Men nogle vilkårlige strejftog ind i dem vil være på sin plads som grundlag for den subjektive jævnføring og slutvurdering der skal foretages til allersidst og som vil have til hovedformål at påpege grundforskellen mellem en eksistensfilosofi der ønsker at fastholde et absolut helhedssyn og en anden der ønsker at fastholde uforeneligheden mellem det helhedssyn vi drømmer om - af den gode grund at det svarer til vore allerdybeste indre erfaringer - og den erkendelse af den ydre virkelighed som rent faktisk er og efter sin natur altid må forblive stykkevis eller partiel.



Lær dig selv at kende    
Til toppen  Næste

Johan Lem forstår til fulde vigtigheden af at man lærer sig selv at kende, og har derfor også skrevet en bog herom, hvor han indtager det eneste holdbare synspunkt, at der kun er én farbar vej til grundig selverkendelse, nemlig introspektionens. Efter Lems mening er samfundet indrettet sådan at det nærmest producerer psykiske problemer. Derfor anbefaler han uddannelse af samfundspsykologer, dvs psykologer som kender både menneskesindets natur og samfundets mekanismer. Men de enkelte mennesker bør også lære sig selv bedre at kende.

En sådan selvudforskningsproces har Johan Lem erfaring med fra 35 års anvendelse af "årvågen iagttagelse af det som foregår i egen psyke i samspillet med dagliglivets impulser fra omverdenen og en vis intellektuel bearbejdning af det observerede". Men Lem understreger - som undertegnede generelt gør når det gælder læsningen af Jernesalt - at det der siges i bogen først får værdi for læseren når det bruges som impuls til selv at undersøge og selv at se og forstå - og altså ikke nøjes med blot at samle sig en ny portion intellektuel viden.

Lem har særskilte kapitler om hvad det er som driver os, hvad vi har inde i os, hvad vi selv kan gøre, og hvad vi ellers kan lære når vi studere os selv på den angivne måde. Hertil kommer afsnit om psyken og samfundet samt et ikke uvæsentlig kapitel om hvordan Lems synspunkter stemmer med det som står i bøgerne, dvs den gængse viden af psykoanalytisk, jungiansk, behavioristisk, humanistisk, kognitiv og socialpsykologisk art.



Jeg hæfter mig ved at Johan Lem ikke betragter den rationelle og den irrationelle tænkning som to typer af tænkning, men som en skala med glidende overgange mellem to yderpunkter. "Den rasjonelle tenkningen er saklig, logisk, realistisk. Tar emosjonene over - angst, antipati, egoisme, skyldfølelse etc. - blir tanken følelsesladet. Det fører lett til at tanken blir usaklig, ulogisk hoppende til forutinntatte konklusjoner. Tenkningen skifter på en måte karakter, og river i sin ytterste konsekvens den som tenker med seg i et følelsesladet engasjement. Emosjonell tenkning har en tendens til å gå rundt og rundt. Emosjoner skaper tanker, og tanker skaper emosjoner. Derved kan emosjonene forsterkes, og man kan komme inn i en nevrotiseringsprosess. - Vonde [onde] erfaringer som har satt sine spor i psyken fra tidlig barndom og oppover synes i høy grad å danne forutsetningen for irrasjonell tenkning. De virker som sår i psyken. Kanskje kan mangel på gode erfaringer av omsorg og trygghet også ha en lignende virkning. Men følelsesladet påvirkning fra omgivelsene i form av indoktrinering etc. kan også bidra til irrasjonell tenkning. Det kan også tenkes at noe kan ligge i våre gener."

Dette synspunkt på det irrationelle som overvejende negativt ligger langt fra Jernesalts opfattelse af det irrationelle som noget både kreativt og meningsfuldt som ligger i de primære, før-sproglige psykiske grundprocesser. Modsætningen ligger ifølge denne opfattelse ikke mellem fornuft og følelse, men mellem stabile tanker og følelser på den ene side og ustabile tanker og følelser på den anden sige. Valg af synspunkt får så vidt jeg kan se uundgåeligt konsekvenser for mange andre forhold. Lem påpeger fx senere at det ikke er ligegyldigt om vi søger sandheden for sandhedens skyld eller for at få bekræftet vore meninger og fordomme. Men han synes ikke at være opmærksom på, at den rationelle sandhedssøgen beror på de stabile psykiske sekundærprocesser der har sproget som basis, og derfor ikke kan acceptere følelsesladede fordomme der blokerer for ny erkendelse, mens 'mening' er noget meget mere grundlæggende i eksistensen end 'meninger'. Og mening findes ikke gennem rationel erkendelse, men gennem før-sproglig indsigt af intens og derfor ustabil art.



Lems hovedsynspunkt får også konsekvens for moralopfattelsen. Ansvar har - som han med rette påpeger - også en psykologisk side. "Det finnes en naturlig ansvarsfølelse som antagelig ligger i vår psyke - noen vil vel si i genene. Det gjelder primært foreldrenes følelse av ansvar overfor barna. Dette "forvalteransvaret" tilkjennegir at det er et ansvar som er til stede hele tiden, og som blir aktivisert av sporadiske situasjoner som måtte oppstå. Foreldreansvaret er et ansvar man har, men man kan også påta seg ansvar, for eksempel ved å påta seg en overordnet stilling."

Moral er efter Lems mening en anden egenskab som i høj grad påvirker vor adfærd. Men moraliseren er som bekendt noget andet. Den slags skal man også i Norge vogte sig for, konstaterer han. "Men moralbegrepet er kanskje på vei til en slags renessanse likevel? En person av høy moral er en person som utad handler og agerer i samsvar med samfunnets lover og normer og religiøse forskrifter. Kanskje kan man ut over dette også se tegn til uselviskhet og nestekjærlighet? Men poenget her er at bak den synlige moralske holdningen kan to vidt forskjellige karakterer skjule seg - og alle mulige varianter av samme."

Et norsk ordsprog siger, at moral er mangel på anledning til at handle umoralsk. "Det uttrykker den folkelige oppfatning at menneskene i bunn og grunn er umoralske, og at de bare opptrer moralsk, fordi de ikke finner anledning til å leve ut sin umoral under de betingelser de lever under i samfunnet. Visse forhold i dagens samfunn indikerer at det kan finnes et visst grunnlag for dette folkelige utsagnet. For det første kommer det ofte for en dag at personer i betrodde stillinger har brudt lover og normer i det skjulte. Mange beveger seg også på kanten av loven, også der hvor moralske normer skulle ha tilsagt større forsiktighet. Dessuten har normoppløsningen i samfunnet gjort forhold "stuerene" som for en generasjon siden var umoralske."

Og Lem fortsætter: "Mange mennesker lever et moralsk dobbeltliv; ett liv som fasade, hvor man disiplinerer seg til å være noe man ikke er, men som stemmer bra overens med samfunnets normer, og ett liv bak fasaden som er helt annerledes. Totalt sett, er dette et liv i frykt - i frykt for å bli avslørt. Men dette gjelder sikkert ikke alle Vi må regne med at det også finnes tilfeller hvor det tilsynelatende gjenspeiler det virkelige: hvor man lever moralsk, fordi man i sinnets dyp virkelig er det. Et slikt liv er et liv i sannhet og trygghet - uten angst for å bli avslørt."

Synspunktet uddybes naturligvis nærmere på udmærket vis, men hvad jeg savner er en forståelse for at det dybeste moralske i sindet ikke bare beror på et eller andet fromt ønske om at leve livet i sandhed og uden frygt, men beror på et krav om indre konsistens som psyken simpelthen ikke kan sidde overhørigt uden at det får negative konsekvenser for individets mulighed for at få overvægt af det gode i sit liv.



I kommentaren til Lems udmærkede gennemgang af de forskellige foreliggende psykologiske teorier og skoler gør Lem gældende at bøgerne selvsagt siger meget rigtigt og interessant. "Men de gir et forvirrende og uferdig bilde av menneskets psyke som vitner om en ung og splittet vitenskap, hvor de enkelte fraksjonene sågar kan være ganske kritiske overfor hverandre. Det er vanskelig - for ikke å si umulig - å finne ut hva psykologien av idag er kommet frem til. Man har ikke engang en felles struktur på faget med et felles begrepsapparat; det noen f.eks. kaller kognitiv psykologi, kaller en annen biologisk psykologi.

"Bakgrunnen for dette uavklarte bildet ligger", forsætter Lem "selvsagt i kompleksiteten i menneskets psyke, og det faktum at utenforstående ikke kan se - direkte eller indirekte - hva som foregår i menneskets psyke. De metodeproblemer som derved oppstår, må være en medvirkende årsak til mangfoldet. Svært mye av beskrivelsene er basert på terapeutisk erfaring. Den som vet, forteller til den som ikke vet, slik det er vanlig også innenfor andre fag. Det innebærer at det er terapeuten som beskriver og forstår, ikke det vanlige mennesket; det eksisterer bare som pasient i denne problemstillingen. Det innebærer også at det er psyker med problemer som danner grunnlag for mye av beskrivelsene. Og det innebærer at det er enkeltskjebner som er i fokus, og som sammen med andre enkeltskjebner må danne grunnlag for ekspertens mer generelle beskrivelser og modellforestillinger. De inneholder altså opplysninger om personer eller psyker sett utenfra - ikke innenfra - slik at vi kunne kjent oss bedre igjen."

Faget er altså så opsplittet i delteorier, at det er nærliggende at spørge hvordan tilknytningen til virkeligheden er. For virkeligheden må jo efter Lems opfattelse være hel og udelt. Men i dag findes der ingen enhedspsykologi. "Mennesket kan betraktes som mer eller mindre fritt, som biologisk produkt og som samfunnsvesen etc. Psykologene synes å godta at det kan drives psykologi på flere måter. Mangfoldet er dels en følge av spesialisering, men også en følge av forskjellige innfallsvinkler og vektlegging. Det finnes heller ikke en helhetlig forståelse. På en måte har man dessuten kompromisset seg frem til at de fleste psykologiske faktorene er påvirket av både arv og miljø. Ett og samme miljø kan ha ulik innvirkning på ulike mennesker. Og én og samme person vil utvikle seg forskjellig i forskjellige omgivelser."

Jeg er meget enig i betragtningerne, men mener at dybdepsykologien (i bredeste forstand) giver den pragmatiske løsning som tiden har brug for - gennem påvisningen af det nævnte krav om indre konsistens. For dette indebærer at mennesket ikke er frit stillet til at gøre hvad som helst. Det kan ikke bare leve som det vil eller realisere sig som det vil efter forgodtbefindende og efter hvad umiddelbare impulser og modestrømninger i tiden frister til for øjeblikket. Mennesket er så at sige tvunget til at tænke i det lange løb - og sørge for overvægt af det gode. Derfor må det naturligvis lære såvel sig selv som sine omgivelser grundigt at kende. Derom kan vi ikke være uenige. Og Johan Lem har i den henseende mange gode erfaringer at dele med andre. Dette gælder iøvrigt også i forståelsen af børns spørgen til disse problemer, således som den foreligger i hans 'Fortellinger om hvordan barn kan lære om seg selv".



Samfundsanalyse    
Til toppen  Næste

Ligesom Johan Lems øvrige bøger adskiller hans bog 'Verden hvorhen?' sig fra lignende bøger ved sin store bredde og tværfaglighed, ved at formidle en helhedsforståelse og ved at følge årsagskæder ind til det psykologiske plan. Udgangspunktet er konstateringen af selve de store problemer i verdenssamfundet som ikke bliver taklet på en hensigtsmæssig måde af politikerne, nemlig fattigdom, arbejdsløshed, psykiske problemer, forurening og miljøproblemer. Og resultatet af analysen er skitseringen af en strategi for en bedre udvikling som gør det muligt at øge livskvaliteten i de industrialiserede lande uden mere konventionel økonomisk vækst og uden flere miljøproblemer.

Lem konstaterer at verdens krise er todelt: "Vi lider under mangel på innsikt, fordi vi ikke ser klart nok hva som bør gjøres for å løse de nevnte problemer. Uten slik forståelse vil det ikke være mulig å forstå det komplekse verdenssystemet bedre. Uten slit forståelse vil det ikke være mulig å treffe de riktige tiltak. For det annet har vi en moralkrise fordi vi, politikerne og de fleste av oss, ikke handler i overensstemmelse med den innsikten vi allerede har." - Skal en ny strategi lykkes, må vi derfor "sikre os at detn politiske makten blir forenet med innsikt og moral på denne planeten."



Et af problemerne er ikke mindst omfanget af de illusioner folk nærer i dag. "Vi lever antagelig bare ved begynnelsen av illusjonenes tidsalder", hedder det et sted. "Mennesket, og kanskje særlig arbeidsledig ungdom, flykter fra en trist tilværelse med ubehagelige fremtidsutsikter, og samfunnet skaper stadig flere og mer avanserte illusjonsmuligheter. Mange føler at det er nytteløst å delta i samfunnsdebatten, fordi de mangler forutsetningene, og fordi de ikke når frem. Jo flere som taper kontakt med virkeligheten, desto farligere blir demokratiet, og desto tvilsommere blir opinionen som korrektiv."

Dette sker efter Lems mening samtidig med at behovet for en vågen og velinformeret opinion er større end nogensinde både i-land og u-land. "Det synes nødvendig at de som alltid må betale regningen, folk flest, danner en opplyst og rasjonell motvekt mot spesialisering, maktmisbruk og ekspertvelde. Men uvitenhet og likegyldighet, som innebærer bekvemmelighet og angst for å ytre seg - mediebøllene kunne kaste seg over dem - synes å være det største hinderet for en slik våken opinion. I de fleste samfunn synes i tillegg underskudd på godhet og mangel på oppdragelse til harmoniske mennesker å være et stort problem."

Hele denne skæve udvikling hænger ifølge Johan Lem sammen med at de organiserede religioner ikke har samme moralske autoritet som tidligere, men tværtimod har mistet meget af deres position i folks bevidsthet. "Religionene er grovt sett splittet i opportunistene, som søker popularitet hos de mange, og fundamentalistene, som har monopol på "rettroenhet" og agerer deretter. Bl.a. driver de en intens indoktrinering av sine barn fra de er ganske små. Det forhold at materielle goder ikke har løst alle problemer, og de offisielle religionenes fallende status har utløst en reaksjon som upresist kalles "New age", som er en uoffisiell betegnelse på et mylder av livssyn og metoder for sjel og kropp, mye uten rot i virkeligheten."



Johan Lem gør situationen op på denne måde: "Det systemet vi alt i alt har, synes å være formet ut fra forutsetninger som ikke lenger er til stede. Troen på at materiell velstand er nøkkelen til å løse alle problemer, er svekket. Og verden er iferd med å innse at det ikke finnes ubegrenset rom for videre økonomisk vekst av konvensjonell type. Likevel er verden i rask utvikling langs dette sporet. Dagens økonomiske system i den vestlige verden har stort sett og inntil nylig gjort jobben sin bra. Det har gitt en enorm bedring av levestandard og livskvalitet for svært mange. Likevel bør en omlegging finne sted fordi den (1) innebærer en økonomisk vekst som miljøet ikke vil tåle, og fordi den (2) har bidradd til en rekke varige bivirkninger i form av massearbeidsledighet, psykiske problemer, kriminalitet og moralske oppløsningstendenser. Man tror altså fremdeles, av gammel vane, at økt levestandard gir økt livskvalitet. Men det motsatte kan også skje, og det skjer idag for mange mennesker. Situasjonen krever nytenkning. Men nytenkning er vanskelig, bl.a. fordi fornyelsen i politikken skjer gjennom unge hjerner med gammelt tankegods. Man etterlyser nytenkning, men skjønner og aksepterer den ikke hvis den skulle dukke opp. Tankene er for fastlåst."

En ny og bedre forståelse av situationen er altså nødvendig, men en sådan truer magthavernes positioner. "Det innebærer at de selv er del av problemet, og det er vanskelig å forstå og akseptere. De toneangivende i verden er med sine tanker fanget i den tenkning som stort sett har vært ansett som fornuftig hittil. Å tenke nytt er ekstremt vanskelig, særlig for mennesker som har vært vant til å være toneangivende. Det gjelder politikk, økonomi og religion. Ja, i noen grad til og med innen vitenskapen."

Johan Lem må derfor gentage, at psykologien og etikken spiller en enorm rolle som bagvedliggende faktor for alt som sker i verden. "Verdens krise er ikke bare en erkjennelseskrise. Den er også i høy grad en moralsk krise. Egeninteressen synes å være en sentral drivkraft, selv om den ikke er enerådende. Og etter hvert som eiendom av materielle goder er blitt et mål for lykke, og de moralske normer er svekket, har ulovlige metoder i stadig større grad blitt tatt i bruk for å oppnå rikdom. Har man på den annen side erkjent at livskvalitet er det egentlige målet på lykke, åpner det seg en mulighet for alle til å ha et bra liv innenfor rammene av det naturen tåler. Det er denne løfterike åpningen tiltakene må gjøre effektiv bruk av."



Igen må undertegnede konstatere, at jeg er enig i mange af disse konkrete synspunkter og også i mange dele af den konkrete strategi Johan Lem til sidst kommer frem til at foreslå. Men jeg finder en temmelig stor svaghed i undervurderingen af de irrationelle kræfter i udviklingen. Vi har i og for sig ikke andet valg end at analysere problemerne så rationelt som muligt og finde frem til rationelle, nøgterne og realistiske måder til at rette op på fejl og skævheder i udviklingen, men jeg opfatter ikke samfundet som nogetsomhelst i retningen af et rationelt system der er konstrueret af den menneskelige bevidsthed med klare og bevidste mål for øje og derfor måtte kunne omkonstrueres gennem en ændring af målsætningen, men tværtimod som et resultat af utroligt mange forskellige og ofte modstridende interesser og motiver, hvis held til at påvirke udviklingen i høj grad beror på tilfældigheder. Der dukker desuden med mellemrum helt nye, emergente fænomener op.

Alt dette gør principielt udviklingen uforudsigelig. Vi vil altid være bagefter med at løse problemer rationelt, fordi problemerne er af mere eller mindre irrationel karakter og dukker op uden at nogle vil dem. Retsbruddene er således før retsreglerne. Uretfærdighederne før retfærdigheden. Miljøforureningen før miljøbalancen. Alle tilsigtede virkninger i historien har desuden utilsigtede bivirkninger, fordi ingen kan overskue alle årsagskæder. Mennesket er dynamisk, nysgerrig, opfindsomt, kreativt - og magtbegærligt. Det har gjort oprør mod stilstandens paradisiske balance ved én gang for alle at have begået det der i mytologisk sprog hedder 'syndefaldet', og som ud fra et snævert moralistisk eller religiøst synspunkt oftest betragtes som udelukkende negativt, selvom det ikke destomindre blev ensbetydende med selve kulturens skabelse.

Derfor er det vigtigt at fastholde at selvom de organiserede religioner - af dogmatisk og magtmæssig orientering - af gode grunde ikke længere fungerer som moralske autoriteter, så gælder fortsat at det fulde moralske ansvar for udviklingen og kulturen dybest set er 'religiøst' i sin art. Og kan man ikke lide ordet eller må man konstatere at det er blevet altfor belastet af misbrug fra de religiøse magthaveres side, så må man kalde det noget andet, fx 'helhedsrealistisk'. For sagens kerne forbliver den samme: uden et på én gang realistisk og psykisk dybt forpligtende ansvar for helheden som noget helligt, gives der ingen løsning på samfundslivets konkrete problemer. Derfor må den 'religiøse' ansvarlighed fornyes via en genetableringen af en umiddelbar kontakt med de universelle forestillinger der ligger i det kollektivt ubevidste. For kun disse irrationelle forestillinger giver fornøden energi til en praktisk forpligtende etik.

Her mener jeg imidlertid at Johan Lem begår den fejl i sin samfundsanalyse at han bliver for idealistisk, hvad der i mine øjne igen kommer af at han som vi senere skal se hænger fast i et altfor traditionelt syn på religion.



Videnskabens billede af tilværelsen    
Til toppen  Næste

I 'Langs erkjennelsens grenseland' giver Johan Lem en grundig og tværfaglig analyse af alt det som foreligger fra naturens side og som gennem tiderne har været genstand for naturvidenskabens forskning. De fem hovedfelter er: Den materielle verden fra makrokosmos til mikrikosmos, Livets oprindelse og udvikling, Menneskets psyke og bevidsthed, Menneskekroppen som den mest avancerede biologiske 'maskine' og De såkaldte paranormale fænomener.

Det er vigtigt at bide mærke i selve bogens titel, for Lem fremlægger ikke en lang række indiskutable data og sandheder, men derimod netop sin vandring i de mange områder af vor erkendelse der er og forbliver et grænseland, fordi den menneskelige erkendelse er ufuldkommen. Det vi véd er ingenting mod alt det vi ikke véd, eller som Karl Popper i sin tid formulerede det: Vore viden er altid begrænset, men vor uvidenhed altid ubegrænset. Desuden gælder også at der er grænser for den enkeltes fatteevne. Men rejsen gennem grænselandet har været spændende i sig selv for Lem, fordi det har været muligt for forfatteren at se helheden i vor fagopdelte tilværelse. Tilværelsen er netop ikke fag-inddelt, og det er efter analysen kommet til at stå klart for Lem at væsentlig information er gået tabt gennem selve faginddelingen.

Da der er en bestemt udvikling i stoffet og ræsonnementerne gennem teksten, ser Lem helst at bogen læses i sammenhæng. Går man direkte frem til konklusionerne, vil man automatisk sammenligne bogens tildels usædvanlige tanker med egne opfattelser. Og faren vil da være stor for at man vil ryste opgivende på hovedet og lægge bogen bort. Man skal derfor tage sig tid til at følge logikken i teksten og dermed gå ind i en helt anden proces, hvor man udfordrer sin egne meninger. Et helt igennem fornuftigt synspunkt der burde være ledestjerne for læsning af alle tekster der går på tværs af gængs tankegang, og som derfor også forlængst er anbefalet læsere af Jernesalt!

Problemet ved en omtale eller vurdering af et sådant værk som Lems bliver dog umådeligt stort. For enten skal man kommentere alle ræsonnementer - og det ville være uoverkommeligt og give en tilsvarende fyldig bog. Eller også skal man tie helt efter Wittgentsteins gamle devise: Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen! Jeg vover imidlertid den tredje, meget risikable vej: vilkårligt at udvælge nogle få for mig særligt vigtige betragtninger for at påpege hvor jeg ser anderledes på sagerne. Det vil unægteligt røbe mine egne aksiomer og præmisser, men da jeg ikke har lagt skjul på at disse er af subjektiv art, og nødvendigvis må være det fordi vi taler om eksistentielle anliggender, bliver Johan Lem ikke på nogen måde nedgjort eller forsøgt nedgjort med den anførte kritik. Jeg betragter ham som yderst kompetent. Desuden vil jeg prøve - som i ovenstående gennemgang - så vidt muligt at referere loyalt og i vid udstrækning at bringe ordrette citater, så selve Lems måde at ræsonnere og formulere sig på vil fremgå. Det vil forhåbentlig i sig selv være inspirerende for lyst til selv at gå til kilden.



Johan Lems gennemgang af universet eller vor materielle verden - mikrokosmos, makrokosmos og 'mellemkosmos' - påpeger glimrende vor videns og vore teoriers foreløbige karakter. Big Bang-teorien kan på ingen måde siges at have løst gåden om universets opståen, for den fører frem til to hovedkræfter der er modstridende. Selv Einsteins almene relativitetsteori kan anfægtes, ikke mindst fordi det ikke er lykkedes at forene den med kvanteteorien.

Kvanteteoriens påstand om at observation af elementarpartikler er afhængig af både objekt og subjekt, generer mange fysikere og generede specielt Einstein så meget, at han blankt afviste den. Elementærpartikler og sammensatte partikler så som atomer (og molekyler) har ifølge kvanteteorien, siges det, ikke 'indre egenskaber som er uafhængige af observatørens bevidsthed og hans forsøgsindretning' for forsøgsindretningen afgør om energibundtet skal manifestere sig som "partikel" eller som "bølge". "All materie har denne dobbeltnatur, og man kan ikke si hva materiens egentlige natur er. Det forhold at målingenes resultat - det vil si om fenomenet vil presentere seg som bølge eller partikkel - avhenger av målemetoden, innebærer at vi ikke vet hvordan verden ser ut når vi ikke observerer den. Og spørsmålet kan reises om det overhode finnes en objektiv verden uavhengig av målingene våre?", anfører Lem. - Men jeg savner en klar understregning af, at erfaringen fra de faktiske forhold i kvantemekanikken (og jernindustrien som Storm P ville tilføje), jo på ingen måde anfægter soliditeten af vores praktiske erfaring, men derimod anfægter enhver illusion om at vi skulle kunne se på naturen eller det fysiske univers udefra. Kvanteteoriens ophavsmænd (Københavnerskolen) pointerede altså selve det grundvilkår for vor erkendelse, at vi til hver en tid er en del af den natur vi selv iagttager, og derfor i den fuldstændige beskrivelse af naturen må medtage vores iagttagelsessituation og -metode. 'Das Ding an sich' får vi aldrig fat på. Det er en teoretisk størrelse.

Det er naturligvis ikke uforståeligt at "Vitenskapen over hele verden synes å søke enhet og helhet, å kunne forklare alle kjente fenomen ut fra en overordnet teori. Troen på at universet er uten selvmotsigelser er urokkelig, selv om de mest overordnede teoriene man har, nemlig relativitetsteorien og kvanteteorien, i noen grad motsier hverandre. Da regner man med at teoriene ikke er gode nok." - Men hvis denne 'tro' er mere end en arbejdshypotese, er man på glatis. Og det mener jeg David Bohm er, når han bl.a. citeres for følgende postulat, som Lem anbringer som motto for kapitlet: "Når alt kommer til alt må hele universet bli forstått som et udelt hele, hvor analyser av atskilte og uavhengige deler ikke har noen grunnleggende posisjon." Synspunktet er nemlig når det kommer til stykket intet andet end en arbejdshypotese - og om den er givende og fornuftig, afhænger af hvad den kan bibringe af ny erkendelse. Desuden må det ikke glemmes, at 'selvmodsigelser' er et tankens redskab der alene skal tjene til at påpege fejl og mangler i vore teorier om tingene. Kendsgerninger strider ikke mod hinanden. Det kan kun påstande.



Johan Lem går ret langt ind i Bohms filosofi og teori, idet han betegner Bohm som "en av de få av vår tids betydelige fysikere som inkluderer ikke-materielle "ting" - slik som bevissthet - i sine overlegninger. Hans modell åpner en mulighet for å løse diskrepansen mellom relativitetsteorien og kvanteteorien og la disse to teoriene fremstå som spesialtilfeller av et langt videre konsept på en slik måte at teorienes svakheter ved ekstreme tilstander forsvinner. Modellen utvider også den matematiske tenkningen til å beskrive bredere forhold enn tidligere."

Bohms tanker går ifølge Lem kort og meget forenklet ud på følgende: "Han tar på en måte utgangspunkt i det kvantemekanikken og relativitetsteorien har til felles, at alt på en måte henger sammen. Gjennom et resonnement kommer han frem til at alt som finnes, danner en ubrutt helhet i flytende bevegelse, holo-movement. Den er autonom og aktiv, har et ukjent antall dimensjoner som rommer den herskende orden, den innfoldete orden. Denne er grunnleggende i den forstand at alt som er primært, uavhengig eksisterende og universelt, skal uttrykkes ved denne orden. I den innfoldete orden finnes overalt, ut fra et slags holografisk prinsipp, tilværelsens helhet så og si i hver eneste rom- og tidsenhet. Det holografiske prinsippet er bl.a. knyttet til den orden som ligger i de elektromagnetiske felters komplekse lysbølgebevegelser. "

Bohms teori omfatter materien, livet og bevisstheten. "Det såkalte "tomme rom" er ikke så tomt som man lenge har trodd. Det materielle univers flyder tværtimod på et enormt hav av energi. Man kan si at universet er en ganske liten utfoldet manifestasjon av en infoldet orden som må omfatte dette usynlige havet av energi." - Holobevegelsen omfatter også livsprinsippet. "Uorganisk materie oppfattes som en relativt autonom underhelhet, hvor livet - ut fra det vi vet idag - ikke manifesterer seg vesentlig. Liv blir ut fra dette synet ikke atskilt fra uorganisk materie. Samtidig behøver ikke livet helt å betraktes som et resultat av den uorganiske materien." - Og hvad Bohms teori om bevidstheden angår skriver Johan Lem bl.a. "I den innfoldete orden innfolder psyken materien i sin alminnelighet og legemet i særdeleshet. På samme måte innfolder kroppen ikke bare psyken, men også i en viss forstand hele universet. Denne innfolding skjer både gjennom sansene og pga. det faktum at legemets atomer i prinsippet er innfoldet over alt i rommet. Dette fører til at alle mennesker er projeksjoner av en og samme helhet. Vi mennesker deltar i denne helhetens prosesser som også omfatter innholdet i vår bevissthet. Søker vi å forandre disse prosesser, forandres vi selv fundamentalt."

Hvad man end måtte mene om denne dybt originale tænker, så er det meget spændende betragtninger, der også herhjemme vakte en del opmærksomhed og bl.a. førte til flere foredrag og kurser med Bohm i København i 80'erne, hvor jeg også selv fik lejlighed til at høre ham. Men som anført i artiklen om Holismen som en umulighed i dag må hans teori om den indfoldede orden primært ses som et lidenskabeligt forsøg på at komme uden om kvanteteoriens statistiske usikkerhed og bevare troen på en absolut determinisme i fysikken - og det af grunde som har mere med mystikkens enhedssøgen eller enhedshigen end med videnskab at gøre. Bohm var dybt påvirket af Krishnamurti (1895-1986). Og det er en ærlig sag - ligesom Johan Lems forkærlighed for samme art enhedstænkning. Men det er en tænkning der ligger langt fra komplementaritetens og følgelig har andre konsekvenser.

For fuldstændighedens skyld skal her gentages hvad jeg skrev om Bohm i artiklen om Københavnerfortolkningen, nemlig at Bohms indførelse i kvanteteorien af begrebet 'kvantepotentiale' intet ændrede ved kvantemekanikkens beregninger der fortsat beroede på sandsynligheder. Den betragtes derimod af mange forskere som unødvendigt kompliceret i forhold til Københavnerfortolkningen. Og den giver heller ikke noget tilfredsstillende svar på det grundliggende problem om hvad den objektive virkelighed egentlig er. Det mener end ikke en af Bohms egne tidligere assistenter, Basil Hiley.



Når vi springer videre til Johan Lems kapitel om mennesket, hæfter jeg mig især ved betragtningerne om meditationen og om bevidstheden

Om meditation hedder det bl.a. at alle kender den fra det at lade tankerne løbe, men det er efter Lems mening en uinteressant form, og her er jeg meget uenig. For ganske vist er det normalt ikke særligt betydningsfuldt i sig selv at hengive sig til den slags. Det kan jo bl.a. være det rene dagdrømmeri. Men selve det spontant at falde i staver er en uhyre vigtig side af den psykiske aktivitet, for den afslører simpelthen selve den umiddelbare kontakt med det kollektivt ubevidste, vel at mærke ved højlys dag - til forskel fra nattens dybeste drømme. Det er ligesom barnets spontansang (og flere andre fænomener) det umiskendelige bevis på at den menneskelige bevidsthed har andre, dybere og mere kreative kilder end den snævre personlige bevidsthed af operativ art. Hvis man først er opmærksom på fænomenet er det uhyre sjovt og glædeligt at iagttage det hos børn allerede fra spædbørnsalderen. Og jeg er personligt ikke i tvivl om, at denne umiddelbare kontakt med det kollektiv ubevidste er grundlaget for al kunstnerisk kreativitet såvel som for alt ægte gudsforhold. Når Lem i den grad undervurderer fænomenet, må det i mine øjne hænge sammen med at han i det hele taget ikke kerer sig synderligt om det kollektivt ubevidste, og derfor hurtigt gør sig færdig med Jungs arketypiske forestillinger.

Men selvfølgelig er der den væsentlige forskel på denne form for kontakt med det kollektivt ubevidste og de former for meditation Lem forklarer, at disse i hovedsagen er formidlet af metoder eller teknikker - så som åndedrætsteknikker. Mantrameditationen koncentrerer sig om en bestemt lyd eller et bestemt ord. Den komtemplative meditation retter opmærksomheden mod sansebanerne samtidigt med at den analytiske tænkning suspenderes, mens åbenheden øges. (I dybdepsykologisk sprog vil man sige, at sekundærprocesserne suspenderes til fordel for primærprocesserne). Zen-meditationen er en meget dyb meditation eller årvågen opmærksomhed som omfatter ting der foregår såvel i omverdenen som i den indre verden. Alle impusler accepteres, idet alle emotioner udelukkes.

Også Krishnamurti nåede frem til en zen-agtig form for meditation. Den er en årvågenhed uden retning som accepterer alle impulser fra den ydre verden såvel som fra kroppen og psyken. Den medfører automatisk en helbredende forandring af psyken, fordi den mediterende indser sine fordomme og sin angst og andre følelser og emotioner. Den åbner muligheden for at leve her og nu, frigjort fra tankens og tidens tvang (igen kan man tale om suspension af de psykiske sekundærprocesser). Men denne form for årvågenhed er ikke en teknik man kan lære, men en sindstilstand man må opdage.

Det sidste er utvivlsomt en vigtig pointe, men jeg begriber ikke, at Lem ikke sætter den i forbindelse med den spontane falden-i-staver, for jeg tror det dybest set er samme fænomen hvad årvågenhed og klarhed eller intensitet angår. Men naturligvis kræver det for enhver voksen øvelse at nå hen til den sindstilstand hvor åbningen overhovedet er mulig, for det meste af den voksnes liv går jo normalt den modsatte vej.



Om bevidstheden siger Johan Lem at den synes at være noget helt specielt. "I all forskning og iakttagelse spiller bevisstheten en sentral rolle. Uten bevissthet ingen forskning, ingen iakttagelse. Men for å kunne iaktta må det være en avstand mellom det som iakttas og den som iakttar, nemlig bevisstheten. Problemet for bevisstheten når den vil iaktta seg selv, er at den ikke kan skape den avstanden som skal til for å kunne forske. Hvordan kan bevisstheten erkjenne seg selv? For å se må man altså ha avstand og klar sikt. Slike betingelser kan bevisstheten ikke etablere overfor seg selv. Det ser likevel ut til å være mulig å være en del av systemet og i noen grad likevel være klar over systemet. Dette gjør det mulig å si noe om hva bevisstheten er og hva den ikke er." - Så turde metodeproblemet være præciseret.

Lem konstaterer også, at "man har gjort den viktige oppdagelsen i seg selv, at det i meg som "ser", ikke er det samme som det i meg som tenker og føler." - Dette er for mig en meget vigtig påpegning af at bevidsthed slet ikke kan identificeres med den instans som aktivt producerer tanker og følelser - det ville være en reduktion - men herudover rummer en uhyre vigtig instans af intuitiv art. Den kunne siges af være en dobbeltinstans af ligefrem komplementær art, for det ser ikke ud til at intuitionen kan forløbet frit, hvis de mere operative tankeprocesser er i gang. Men forskerne ved ikke det fjerneste om hvordan det sker. Jeg vil vove den påstand, at bevidstheden ligesom iøvrigt sproget, samfundet, livet, ja, hele universet er det Niels Bohr kaldte en elementær kendsgerning, dvs en kendsgerning vi blot kan tage til efterretning som sådan, men aldrig komme bag om.

Hvad drømme angår, må man spørge hvor deres indhold egentlig kommer fra. Og Lem angiver tre mulige kilder: egne registreringer, arv og eventuelle parapsykologiske kilder. De sidste vender vi tilbage til; de første er indlysende; men når Lem efter arv sætter en parentes med ordet 'arketype' og et spørgsmålstegn, så røber det igen at forfatteren ikke just tillægger det kollektivt ubevidste nogen videre betydning. For mig er det helt centralt som solid erfaring, uagtet at begrebet arketype til forskel fra de arketypiske forestillinger er og bliver en hypotese. Forskellen i opfattelse her er ikke underordnet eller tilfældig. For den får afgørende konsekvenser for forståelsen af selve sjælebegrebet.



Men Johan Lem opererer slet ikke med begrebet sjæl. Han holder sig til ordet psyke eller bevidsthed og får derfor som mange andre besvær med at forklare det ubevidste. Hans hovedsynspunkt synes at være at psyken i vid forstand er et samspil mellem fysioteknik og psykoteknik, dvs et samspil "mellom hjernens psykiske funksjoner og bevisstheten som i betydelig grad bestemmer og utgjør vårt bevisste liv. Her finner vi f.eks. bakgrunnen for hvordan vi styrer livet mot det behagelige og bort fra det ubehagelige, hvordan registrering finner sted, hvordan vi forstår, tenker, snakker og - ikke minst - reagerer, hvordan årvåken iakttagelse bryter noen - og setter igang andre prosesser, og hvordan vilje utøves. Å forstå noe av dette vil si å forstå noe vesentlig og sentralt i oss selv. I dette samspillet er noe aktivt og noe passivt, noe mer eller mindre materielt. Av drøftingene ovenfor må vi altså slutte at det ikke bare må finnes en fysiologisk teknikk i hjernen, men også en psyko-teknikk i psyken, hvor psyken er brukt i sin videre forstand. Og det må eksistere en statisk og dynamisk forbindelse mellom de psyko-tekniske funksjonene i psyken og de fysiologiske funksjonene i hjernen."

Lem giver sig derfor til at redegør grundigt for hjernens funktion og processer - og gør det som sædvanligt på bedste måde. Og redelig som han også er, lægger han ikke skjul på at det alt i alt kan siges at "den forskningen som trinn for trinn følger de fysiologiske prosessene i hjernen med tilhørende psykiske tilstander og reaksjoner, er komplisert og møysommelig. Å knytte sammen psyken og hjernen når begge deler er så ufullstendig forstått, er vanskelig, og det fremsettes hypoteser som kan synes merkelige. Eksempelvis blir begrepet bevissthet fremhevet som et skille mellom dyr og mennesker. Det ser ut til å henge sammen med at man på en måte identifiserer bevisst tanke med bevissthet. Å arbeide med så upresise begrep som fornuft og samvittighet, slik noen forskere gjør, kan heller ikke virke fruktbart på forskningen." - Endnu værre er det gamle begreb 'sjæl' naturligvis, men det undlader Lem at kommentere. Men for mig er det eksistentielt set uundværligt, ikke mindst fordi det tilhører det smidige, men upræcise dagligsprog, som ifølge Werner Heisenberg har større føling med den fulde og hele virkelighed end de specialiserede fagsprog.



Efter et udmærket kapitel om 'Menneskekroppen', hvori også indgår et afsnit om specielle kropslige fænomener såsom akupunktur og holografiske aspekter, følger et kapitel der er dedikeret paranormale fænomener. Der kan være tale om paranormale info-fænomener som opleves passivt (fx duplicerende hallucinationer, sandhedsdrømme, dødsvisioner eller klarsyn, visionært fremsyn og telepati). Endvidere om hændelser hvor der 'bliver gjort noget med én' (fx ud-af-kroppen oplevelser, nær-døds-oplevelser eller trance). Og endelig paranormale fænomener som udføres aktivt (som fx psykokinese, materialisering), og alt gennemgås omhyggeligt og nøgternt. Johan Lem gør udtrykkeligt opnmærksom på, at han ikke selv har haft nogen af disse oplevelser, men er blevet interesseret i dem, fordi der er medlemmer af hans familie der har haft dem.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på disse fænomener, da de stort set er mig ubekendte i både teori og praksis - og jeg ydermere ikke tillægger dem den helt store betydning, udover at de helt selvfølgelig hører til en fuldstændig beskrivelse af menneskets psykiske fænomener. Jeg kender dem beskrevet hos Stanislav Grof under rubrikken transpersonelle fænomener. Og jeg er sikker på at de ofte har stor og afgørende eksistentiel betydning for de mennesker der har dem. Men jeg er skeptisk når det gælder at inddrage disse erfaringer i det almene.

Mit hovedsynspunkt er nemlig det Zinkernagelske, at fænomener af denne art ligesom alle andre bevidsthedsmæssige fænomener må betragtes som psykiske fænomener, dvs fænomener der finder sted i en psyke der igen er en del af en krop og dermed en del af den håndgribelige materielle verden. De kan derfor sige noget om psyken og dennes forbindelse med omverdenen, inklusive andres psyke, men ikke noget om en verden hinsides den jordiske verden. Jeg er derfor ikke i stand til som Johan Lem at acceptere nogen tale om en særlig 'finstoflig verden' eller om intelligente, menneskelignende væsener i en sådan usynlig, finstoflig verden, som kan ses af visse klarsynede mennesker. Men jeg indrømmer gerne at jeg ikke betragter det som usandsynligt at der er mennesker der har et særligt udviklet sanseapparat og som derfor kan sanse mere end andre. Jeg mener blot at også dette kan forklares tilfredsstillende ud fra begrebet det kollektivt ubevidste.



Men det skal medgives Johan Lem at han ikke slutter med teorierne, men i de sidste kapitler af sin bog giver sig ud i en 'testning' af dem ved at formulere en opdatering af det vi véd om universet, mennesket og psyken. Det gøres igen på en grundig og redelig måde. Men når han bl.a. citerer atomfysikeren C.F. Weizäcker for bemærkningen at "Det er karakteristisk for fysikken, slik den praktiseres nå, at den ikke spør hva materie er, slik som biologien ikke spør hva liv er eller psykologien spør hva sjel er" eller atomfysikeren Werner Heisenberg for bemærkningen "Noe må tilføyes fysikkens og kjemiens lover før de biologiske fenomen kan bli forstått fullt ut", så kan ingen være uenige. Men det forekommer at være ret banale udsagn.

Når han hen mod slutningen selv erklærer, at "Ut fra det fysikkens mestre sier om fysikken, kan det fysikalske grunnlaget være til stede for det "åndens" mestre sier om det "åndelige", så kan jeg heller ikke være uenig. Den eneste mulige og fornuftige arbejdshypotese for al videnskab er dog, at gå ud fra at der er en eller anden sammenhæng mellem det vi i almindelighed forstår ved det fysikalske eller materielle og det vi forstår ved det åndelige. Uenigheden ligger ene og alene i om det tjener noget formål at postulere en bagvedliggende enhed for det materielle og det åndelige - eller om det ikke er mere formålstjenligt at holde på en komplementaritet. Men dermed er næste afsnit foregrebet.



Forholdet mellem videnskab og religion    
Til toppen  Næste

Sidste led i Johan Lems trilogi om mennesket i forhold til universet, samfundet og tilværelsen har fået titlen 'Kan vitenskap og religion forenes', og hans svar bliver et ja, idet Lem fremlægger en gennemarbejdet konkret model som er baseret på 'Langs Erkjennelsens Grenseland', de fem store og visse små religioner samt en række mystikere. Og igen er der tale om et grundigt og målrettet arbejde. Grundigheden (og redeligheden) viser sig i gennemgangen af de forskellige religioner, heraf de fem store: buddhismem, hinduismem, islam, jødedommen og kristendommen, og i en spændende gennemgang (i et tillæg) af mange mystikere, herunder flere som andre ofte behandler summarisk, men her får god plads: svenskerne Birgitta af Vadstena, Emmanuel Swedenborg, nordmanden Hans Hauge Nielsen, danskeren Martinus og tyskeren Rudolf Steiner.

Formålet er angiveligt at finde og formulere et samlet helhedssyn som forener den rationelle, videnskabelige model om den materielle verden, om livet, mennesket og universet, med 'den religiøse model' der siger noget om 'den anden side' (hvis den eksisterer og hvordan den ser ud). Men allerede i disse formuleringer ligger efter min mening et problem. Og det bliver bestemt ikke mindre, når Lem konkretiserer sine spørgsmål nærmere: Findes en Gud, og hvad er i så fald hans væsen? Er Gud bare en tankens idé, skabt af det frustrerede menneske som søger tryghed og trøst i forestillingen om et liv i herlighed efter døden? Findes der et liv efter døden (i finstoflige verdener af forskellig kvalitet)? Hvordan kom ondskaben ind i tilværelsen? Og hvordan kan den være mulig, hvis der findes en retfærdig og almægtig Gud.

Problemet er at disse spørgsmål er ganske almindelige i hele debatten om religion og eksistens, men stort set i deres formuleringer er afledt af den modsætning mellem videnskab og religion som er opstået i kølvandet på den moderne naturvidenskabs hurtige og succesrige fremfærd fra og med Galilei, men betydeligt skærpet i 1800-tallet gennem den tåbelige strid mellem naturvidenskaben og kirken om Darwins udviklingslære.

Striden er i mine øjne ikke så mærkelig, for den handler om magt. Kirken (og her taler jeg primært om den kristne kirke, men mange ting kan overføres direkte til jødedom og islam) havde udviklet et system af dogmer og ritualer der reelt betød magt over menneskenes sind og dermed ufrihed til at tænke, tro og tale. Ville man kæmpe for friheden - som videnskaben nødvendigvis må gøre som fri forskning - måtte man gå imod dogmerne og kirken. Men desværre hældte man i den store nødvendige rengørings- og befrielsesproces så at sige barnet ud med badevandet, og da kirken ikke formåede at frigøre sig fra dogmatikken og vende tilbage til myterne, blev religionen mere og mere miskrediteret. Løsningen hedder efter min mening forsat afdogmatisering og sekularisering, men også remytologisering, men det er ikke den vej Johan Lem går.



Allerede i behandlingen af gudsbegrebet viser forskellen sig, for Lem fastslår ud fra sin udforskning af religionerne, at "Alt i alt brukes gudsbegrepet både om en personlig og en upersonlig gud. Dessuten kan gudsbegrepet bli brukt om rene, finstofflige vesener som lever i Guds rene og fullkomne rike. I det følgende vil gudsbegrepet bare bli brukt om den genuint opprinnelige kraft ut fra hvilken alt annet er blitt til." - Men myterne har ikke begreber af denne slags. Begreber hører den rationelle eller logiske tanke til, mens myterne holder sig til billeder. Disse billeder kan igen i den rationelle tanke fortolkes som symboler, dvs tillægges en eller anden overført betydning, men myterne opererer ikke med sådanne bevidste symboler. De er hvad Jung kaldte arketypiske forestillinger, og det vil ikke alene sige at de er universelle, men også at de er spontane og har det kollektivt ubevidste som udspring.

Når Lem gennemgår de forskellige religioner med henblik på at finde deres fælles træk, så gør han det forstående og fordomsfrit, men igen ud fra en moderne optik der bestemmes af begreber.

Lem anfører herunder at de store religioner har det til fælles at de vil sætte livet på Jorden ind i en større sammenhæng og give det en mening, give svar på menneskenes store spørgsmål. Og dette kan ikke blankt afvises, men det er i allerhøjeste grad 'en sandhed med modifikation', for sagen er at myterne (til forskel fra de etablerede religioners teologiske systemer) simpelthen betragtede såvel den større sammenhæng som meningen med tilværelsen som givet på forhånd. Den var en umiddelbar erfaring.

Lem anfører videre, at de store religioner tilbeder en immateriel Gud (som de giver forskellige navne og tillægger forskellige egenskaber), og at de vil føre menneskene frem til et ubegribeligt godt liv nær Gud i det hinsidige. - Men sagen er at man på myternes tid ikke skelnede mellem det materielle og det immaterielle og heller ikke skelnede mellem det dennesidige og det hinsidige som vi gør i dag. Det er moderne skel som vi presser ned over de oprindelige religiøse forestillinger, hvad der igen betyder at vi går glip af deres eksistentielle kraft og betydning.

Derfor er det for så vidt glædeligt at Lem også anfører at de store religioners nuværende form og indhold i betydelig grad synes at afvige fra deres oprindelige form og indhold, og at de til trods for at de vil være åbenbaringsreligioner, stort ikke længere har den samme kontakt med deres hinsidige oprindelse. - Bortset fra at Lem hænger fast i det moderne sprogs begreber, så er det rigtigt set: de etablerede religioner med udbyggede teologiske systemer afviger markant fra de oprindelige religioners mytologiske former, og de har af samme grund totalt mistet følingen med den oprindelige virkelighed som vel at mærke ikke var hinsidig, men fuld og hel, fordi den ikke skelnede mellem det dennesidige og det hinsidige.



Når Johan Lem når frem til forsøget på at skitsere et helhedssyn på tilværelsen som kunne forene videnskab og religion, så udtaler han sig også om skaberen, syndefaldet og frelsesplanen. Og uden at gå i detaljer skal blot nævnes, at Lem igen viser at han tilsyneladende ikke har nogen relevante forestillinger om mytisk eksistensopfattelse. Skaberen bliver omformuleret til Selvet eller Urnaturen (Urenergien), men alle myter fastholder billedet af en konkret, ofte personlig skaber, og det af den gode grund at en sådan skaber er en elementær arketypisk forestilling.

Syndefaldet - som i Jernesalts filosofi næsten er et alfa og omega - er jo en pragtfuld myte om det oprør mod faderautoriteten som hvert eneste individ må igennem i puberteten og som menneskeheden i sin urtid måtte igennem for at blive frie, selvstændige og ansvarlige for deres egen tilværelse. Deraf kom den menneskelige kultur med alle dens brist og fejltagelser - og med al dens ondskab. Men det oprindelige var ikke - som Lem hævder - noget subtilt og finstofligt. Det var uskylden eller - om man vil - den dyriske natur, hvor moralen ikke findes. Det var følgelig også trygheden over al tryghed, en paradisisk tilstand som mennesket vedblivende drømmer om at kunne vende tilbage til. Er syndefaldet (og døden) derfor en uting, en fejl eller ufuldkommenhed i skaberværket? Ja, det har man da lov at mene, men myten giver sig ikke af med at besvare spørgsmålet, men fastholder derimod den umiddelbare føling med skaberen, mens Lem må ty til en teori om en todeling af det finstoflige skaberværk.

Frelsesplanen kan man for min skyld gerne på de etablerede religioners vegne fortolke som en plan om tilbageførelse af den onde og modsætningsfuldte verden til den oprindelige paradisiske tilstand. Tilsvarende kan dommedag også fortolkes som det store ragnarok som den ugudelige verden rammes af og som vil føre til skabelsen af et nyt paradis for de troende og 'retfærdige'. Der er ingen tvivl om at drømmen om paradiset er en del af vores psykiske bagage, ganske enkelt fordi det er den vi alle kender fra tilværelsen i moders liv. Men den frelse Jesus talte om var helt anderledes konkret. Den var direkte rettet mod menneskets selvødelæggende syndsfornemmelse, dvs fornemmelsen af ikke at være god nok og ikke 'retfærdig'. Her skar han igennem - og fritog mennesket for denne uhyggelige moralistiske selvplage og førte det dermed tilbage til den umiddelbare tro, ikke troen på dogmer, men følingen med livsenergien. Det er igen meget mere mytologi end teologi. Men det hører man ikke noget om hos Johan Lem.



Lems mål var at skabe en model der forener videnskab og religion, og han mener i store træk at have fundet en sådan model, idet han finder de egentlige broer mellem religion og videnskab i 'det oprindelige', nemlig det der på den ene side er ur-energi og på den anden side bevidsthed. Alt har efter Lems mening en teknisk side, men en side som også kan være finstoflig-teknisk, og dette endda på flere niveauer. Lem opererer med et øverste niveau som er det mest subtile, og netop på dette niveau synes det tekniske niveau og det bevidsthedsmæssige niveau at være beslægtede, ja at kunne ses som to sider af samme sag.

Lem skriver: "Jo mer fortettet nivået blir, desto større blir avstanden mellom den tekniske siden, dvs. den som manifesterer seg, og den bevissthetsmessige. Avstanden kan bli så stor at det må opprettes mellomnivå(er) for å opprettholde bevissthetens - det vil si livets - "kontroll" med det manifesterte aspekt som hører til nivået. Som følge av dette må det fysiske og det originalt psykiske ha tilknytningspunkter på alle nivåer mellom ytterpunktene, nemlig: (1) Opprinnelsen, som må ha hatt et fysisk og et psykisk aspekt, konferer avsnitt 6.3. Og (2) det materielle skaperverket, som også må ha et fysisk og et psykisk aspekt. Og mellom disse ytterpunktene finnes (stabile) fysiske mellomnivåer i alle grader av finstofflighet med et tilhørende psykisk aspekt."



Tidligere i bogen er det fremgået at Johan Lem - som det også kunne ses i 'Langs Erkjennelsens grenseland' - tillægger de paranormale fænomener afgørende betydning for sit projekt. Det hedder bl.a. "Det spesielle ved LEG [Langs Erkjennelsens Grenseland] er at den tar hensyn til en rekke såkalte paranormale fenomen, som må anses å være ekte, og ser dem i relasjon til andre naturvitenskapelige fenomen. Som vi har sett, har dessuten paranormale fenomen betydning for alle religionene i større eller mindre grad. Alle åpenbaringer er i seg selv paranormale. Noen religionstiftere hadde behov for å bevise sitt mandat med paranormale fenomen. Dessuten kan paranormale evner oppstå som resultat av de meditative øvelsene til buddhismen, hinduismen og andre. Det kan også skje blant mystikere med annen bakgrunn - inklusive kristne - og sjamaner. Noen av disse synes å ha den sjeldne evnen aktivt å kunne utføre paranormale handlinger."

Videre hedder det: "Det forhold at paranormale fenomen kommer inn fra begge sider, både fra den vitenskapelige og den religiøse, gjør dem spesielt interessante. Selv om den offisielle naturvitenskap velger å overse slike fenomen, forandres derved ingen realiteter. Noen fenomen er faktisk påvist gjennom metodiske laboratorieforsøk. Telepati har vært gjenstand for systematisk forskning som tilsier at det er et reelt fenomen, selv om man ikke kjenner mekanismene ennå. Den kommunikasjonen som Jesus, Buddha og andre opplyste personer hadde med Gud, ser ut til å ha vært en form for telepati. Klarsyn er også godt dokumentert. Det samme gjelder kanalisering......."

Og når Lem skal gøre situationen i dag op, gør han det på denne måde: "Ved siden av den materielle verden, med universet, Jorden og oss mennesker, eksisterer en annen, immateriell verden. I denne eksisterer noe som er opprinnelsen til alt annet som eksisterer. Opprinnelsen, det som eksisterer uten å være blitt til, er av immateriell - noen vil si åndelig - natur. Det opprinneliges vesen gjennomsyrer alt som det opprinnelige har latt oppstå. Derfor finnes dette immaterielle både i mennesket, i organismene og i det materielle."

Men Lem bestemmer også - i pagt med de gængse frelsesplaner - hensigten med den materielle verden og mange hinsidige verdener, og den er "å tilbakeføre til den fullkomne tilstand de deler av skaperverket som ved misbruk av sin opprinnelige frihet har fjernet seg eller kommet i opposisjon til sin opprinnelse. Jesus Kristus har gjennomført sin andel av frelsesplanen til punkt og prikke gjennom sitt liv, sin død i trofasthet til Gud og gjennom sin oppstandelse. Derved er veien tilbake til Guds rike åpnet for alle de falne."



Hvad der undrer, ja forbløffer undertegnede er vægten på det paranormale. Det skal ikke bestrides at Lems gennemgang af dette store stof er grundig og redelig, ja, på flere punkter overraskende, men det skal til gengæld heller ikke forties, at brugen af materialet i mine øjne lige præcis bevirker at Lems helhedssyn havner i en subtilitet, som på den ene side må imponere i sin konsekvens, men på den anden side må afvises i eksistentiel henseende. For uanset graden af videnskabelig dokumenterbarhed - og Lem lægger stor vægt på denne - så betyder subtiliteten i helhedssynet, at dette havner i en intellektualisme som uanset dens logiske konsistens står i direkte modsætning til den umiddelbare føling med den fulde virkelighed som jeg selv anser for det essentielle i al religion og al mytologisk eksistensforståelse.

I sit efterord, hvor Johan Lem røber, at han aldrig har været medlem af noget kirkesamfund, betegner han udtrykkeligt de paranormale fænomener som en slags 'missing link' mellem religion og videnskab. Vi må gå ud fra, skriver han, at det er de samme naturlove for paranormale fænomener som gælder nu og dengang religionerne opstod. Og han forstår derfor ikke religionshistorikernes mangel på interesse for fænomenerne. Han mener de har lukket øjnene for dem eller omfortolket dem så de kommer til at svare til vor 'oplyste' tid.

Men hertil er trods alt at sige, at de religionshistorikere der - som fx. Vilh. Grønbech eller Joseph Campbell - konsekvent går uden om teologernes ensidige fortolkninger har været i stand til at påpege at myternes specielle tankegang og psykologi ikke var det fjerneste subtile, men udtryk for direkte føling med virkeligheden. Dybdepsykologisk peger det væk fra den systematiske tænkning (de sekundære psykiske processer) og tilbage til den før-sproglige og helhedsprægede opfattelse af verden og eksistensen. Så måske går den afgørende forskel i alle fortolkningsforsøg i virkeligheden mellem dem der har føling med det kollektivt ubevidste og dem der ikke har!



Slutvurdering    
Til toppen   Næste

Dermed er sagen egentlig afgjort for mit vedkommende. Det er en imponerende bygning Johan Lem får rejst på grundlag af sine grundige studier i naturvidenskab, psykologi og religionsvidenskab, men helhedsmodellen er for mig at se til syvende og sidst udslag af et meget stærkt, subjektivt ønske om at skabe forening mellem den analyserende, objektive eller udenforstående naturvidenskabelige betragtning af verden og det meningsgivende, subjektive eller indforståede eksistentielle forhold til verden, og det vil igen dybdepsykologisk set sige mellem de sekundære psykiske grundprocessers mere eller mindre konsekvente forsøg på at opbygge et stadigt mere nuanceret og realistisk billede af den praktiske verden gennem erfaringen og sprogets mange redskaber og sondringer mellem fx subjekt/objekt, fortid/nutid/fremtid og fantasi/virkelighed - og på den anden side de primære psykiske grundprocessers umiddelbare føling med tilværelsens lys, varme og mening.

Lem når frem til et helhedssyn der næsten ophæver eller overflødiggør forskellen mellem de to slags grundprocesser. Han kan derfor i princippet fastholde sit aksiom om at der ikke findes selvmodsigelser i universet såvel som aksiomet om at årsagsloven og naturlovene gælder ubetinget. Han fastholder så vidt jeg kan se også troen på en harmoni eller balance i tilværelsen som såvel udgangspunktet som endemålet for den menneskelige tilværelse og kultur.

Heroverfor står den komplementære helhedsrealisme der er komplementær fordi den betragter det materielle og det energetiske i tilværelsen som lige fundamentale og væsentlige, men samtidigt som umulige at forene i en og samme konsistente teori. Den er realistisk fordi den uforbeholdent accepterer de sekundære psykiske grundprocessers uafbrudte bestræbelser på via den praktiske erfaring at sikre en såvel korrekt og nuanceret som brugbar og åben fortolkning af verden. Og den er helhedsrealistisk fordi den sideordnet accepterer de primære psykiske grundprocesser fundamentale, for alle lige fra fødslen gældende helhedsopfattelse af tilværelsen som meningsfuld, varm og lys. Helheden bevarer vi i os, fordi den med Grønbechs rammende udtryk er det inderste i os. Men heraf følger også at den ikke er det yderste! Dette sørger sekundærprocesserne for - og de bliver aldrig færdige med deres hårde arbejde.

Den komplementære helhedsrealisme accepterer tilfældighed og emergens i tilværelsen - og betragter universet, livet, sjælen, sproget og samfundet som elementære kendsgerninger som forskningen ikke kan komme bagom. Den betragter dynamikken i tilværelsen som fundamental og benytter selve komplementaritetssynspunktet til at fastholde den principielle uforenelighed mellem begreber som individ og samfund, frihed og lighed, eller retfærdighed og barmhjertighed.

Til allersidst skal indrømmes, at det har været et hårdt arbejde at komme igennem Johan Lems filosofi. Jeg har ikke fået læst hver en stavelse - og jeg har ganske givet heller ikke forstået alt hvad jeg har fået læst. Men det har på mange måder været givende. Også i den forstand - må jeg tilstå - at det har sat min egen filosofi i skarpt, men tilfredstillende relief. Der er virkelig markant forskel på den komplementære helhedsrealismes betragtning af verden og tilværelsen og Johan Lems helhedssyn. Men Lem kan anbefales enhver der vil have sin egen filosofi udfordret.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Link til Johan Lems hjemmeside
med link til mange enkelte artikler og de komplette bogtekster.

Desuden link til månedsskriftet   Forum - for debat og refleksjion   med rubrikkerne:
'Samfunn', 'Mennesket', 'Dyr, natur og miljø', 'Vitenskab og teknologi',
'Livssyn og etikk' samt 'Filosofi, kunst og kultur'.



Relevante artikler på Jernesalt

At læse Jernesalt
Jernesalts programerklæring af 2.6.02.
Redaktørens personlige filosofi i kort form
Redaktørens aksiomer

Den komplementære helhedsrealisme
Københavnerfortolkningen
Om Peter Zinkernagels filosofi
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr
De psykiske grundprocesser
Konsistensetikken  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens
Eksistentielt Værdimanifest (forkortet udgave)
Veje til Livskvalitet og mening



Fem introducerende artikler om Jernesalts filosofi:

Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)
Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
Kristendommen passé?  (26.12.04.)
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)



Grundartikler:

Vilh. Grønbechs kulturopgør
William Blake's univers
Erling Jacobsens moralopfattelse
Niels Bohrs filosofi
Jes Bertelsens verdensbillede
Konrad Lorenz' kulturopgør



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Sekularisering
Artikler om Religion
Artikler om Humor



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 18.2.2017